tirsdag den 8. februar 2011

Høj lyd

 
Posted by Picasa

Her til morgen tidlig ruller fruen afsted sønden-over, og derfor må denne skribent stramme sig lidt ekstra op arbejdsmæssigt. Det gør denne side kortere end normalt, men det gode er så, at der bliver mere tid til at sidde ved arbejdsbordet og glæde sig. For, jo, du har gættet det, der er ADSKILLIGE papkasser på vej, hip-hip-hurrax. Et par af ugens emner er faktisk så store, at der vist nærmest slet ingen papkasser findes, som er store nok. Om det bliver bedre end det vi har er ganske givet. For det gør det IKKE. Forklaring vil følge i passende tid.

Billedet i dag viser denne skribents betydelige fingerfærdighed, hvis jeg altså selv skal sige det. og det skal jeg nødvendigvis, da ingen, der endnu har set det på nært hold, ligefrem har været imponerede. Det er ellers et godt eksempel på det ældgamle "de forhåndenværende søms princip" hvor den lille JBL-diskant 2404 simpelthen hænger i 2 stk. Multicontact-bananstik. På den anden side af det store horn sørger en tung magnet for, at der etableres en tilstrækkelig ligevægt til, at den ikke er faldet ned endnu. Bedre bliver ingenting, alting falder jo alligevel sammen med tiden. Helt tydeligt et argument fra en uformående håndværker, men derfor kan det vel godt være formelt korrekt.

Det største problem med denne JBL-konstruktion i det hele taget er det vel, at man skal være ganske overordentligt velvoksen for at nyde et korrekt stereoperspetiv. Eller hvad der nu er at hente, når man som her faktisk slet ikke på nogen mulig måde kan komme til at befinde sig i højttalerens forhåbentligt da mere homogene såkaldte "fjern-felt". Diskantens akustiske centrum befinder sig ikke ganske bagatelagtige 195 cm. over gulvet men spreder så til gengæld helt vildt meget, inklusive op i betonloftet. Måske ikke overraskende, at diskantniveauet forekommer overordentligt vel-equaliset til halvgamle mænd, niveau er der da masser af. Musik for sande giganter!

En sådan gigant fik også sin fortjente mindekoncert i går. Den lokale musikalske arbejdsmand, nyligt afdøde Flemming "Bamse" Jørgensen fik sin fortjente mindekoncert for sin lange musikalske karriere. Som ganske vist for langt hovedpartens vedkommende blev afviklet ganske langt fra Århus, selv set her fra provinsen var Bamse et udpræget provins-fænomen. I den betydning af ordet "provinsiel", at det jo altid nødvendigvis dækker et område endnu længere ude på landet end der hvor man selv bor.

Driftsikre "Bamse" var altid mand for det til hudløshed gennemprøvede sikre koncept, som med professionalisme blev gennemført. Altid og uden nogen vaklen eller unødvendige kunstneriske frustrationer. Fordi den ellers gennemmusikalske "Bamse" tidligt permanent deponerede eventuelle store kunstneriske ambitioner på livets permanente holdeplads. For "Bamse" var det næppe forliste drømme, blot sund og sand realisme, men det var det, som han gjorde. Hvorefter han pålideligt og sikkert som en metronom med helt nyt batteri hver aften leverede varen. Den ganske samme vare med de samme vitser på de helt samme steder år efter år efter år. Og årti efter årti.

Var det dårligt? Nej, naturligvis ikke, det var præcist hvad folk forventede og havde betalt for. "Bamse" var en fremragende musikalsk arbejdsmand i den betydning af ordet, som absolut ikke må opfattes negativt.
Anderledes er det gengæld med den mand, som muligvis fremover (og ihvertfald i går) "spillede" "Bamse". Ligeså troværdig og folkelig og ægte og skævt smilende, som "Bamse" var, ligeså opstyltet-utroværdig og tomt-postulerende er hans afløser musical-stjernen Stig Rossen. På den anden, hvis Rossen virkeligt var en stor London-musicalstjerne, hvad i alverden laver han så til halbal i Sæby?

Om han synger bedre end "Bamse" er særdeles tvivlsomt, men til gengæld synger han langt højere, næppe nogen fuldgyldig erstatning. Nu er hverken denne skribent eller "Bamse" måske eksempelløse eksempler på begrebet en "smuk mand" men alligevel minder Rossen på en scene mest af alt om en skurk fra gamle Anders And-blade. Dengang havde skurkene enten rotte-næser eller svinetryner, vælg selv en til Rossen hvis du er enig.

Mon ikke trods alt engang denne forlorne eufori omkring den nye "Bamse" vil lægge sig. Det tror vi. Trods alt var "Bamse" autentisk og ægte i sin altid professionelle tilgang til den provins-genre, som med nogen ret kan kaldes "røvballemusik". For det var jo det, som det var, ikke kunst-musik overhovedet.
Om Rossen ligefrem er for god til at spille "Bamse" er ret tvivlsomt. Til gengæld er det ganske utvivlsomt, at han ikke er ret ret god til det. Faktisk så dårligt, at det næsten skriger til himlen. Den endelige "lakmusprøve" kommer helt sikkert den dag euforien er dampet lidt af og Rossen skal forsøge at eftergøre Bamses ægte varme smil. Har vi det ikke godt allesammen? Jo, VI HAVDE, sammen med totalt gennemprøvede- og rutinerede "Bamse" En sand ydmyg arbejdsmand, netop det, som gjorde ham tidløst-langtidsholdbar i en turbulent branche. Held og lykke med det rigtige grin i stedet for den grinagtige grimasse,, Rossen, du får brug for det!

1 kommentarer:

Blogger anders sagde ...

hvis de der diskantbalder sidder i 195 cm's højde, kan man så ikke med rette kalde din konstruktion for højrøvet?

9. februar 2011 kl. 08.33  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start