mandag den 17. januar 2011

Felbrigg Lodge, Norfolk U.K.

Til tider er det passende at stoppe op og nyde fortidens fortræffeligheder og dette sker altid bedst ved at nyde nutidens ditto. Altså under den nødvendige forudsætning af, at der er nogen at nyde. Det er der heldigvis i rigeligste mål i vores lille familie, og denne weekend tilbragte vi i uvant sus og dus på et landsted i nærheden af Cromer i Norfolk, England. Anledningen var at fejre vores 6-års kærestejubilæum og 1 1/2 års bryllupsdagen, som meget bekvemt er samme dato.

Ulempen er så naturligvis blot, at vi i denne uge kommer til at ligge helt usædvanligt meget vandret, for monteringer i Grenå, Rønde, Klejtrup og Favrskov plus en lokal privatskole ligger ganske passende pladask oveni hinanden.
Og så er vi stadigvæk ikke kommet nærmere ind på ugens absolut vigtigste projekt på det privat-huslige plan, som er sofa-afhentningen på Sjælland. Jaja, hvis alle kunne få sådanne ellers uløselige kabaler til at gå op var der jo ikke noget specielt ved os, og det ER der jo..

Ellers skal vi huske at anbefale alle ind imellem lige at stoppe op holde lidt ekstra om og af hinanden. Det lyder ganske banalt og er det naturligvis osse, men vi glemmer det ganske ofte selv, så mon ikke osse de fleste andre også gør?
Og vi må sige med et citat fra Wikke/Rasmussens eneste rigtige mesterværk, super-episodefilmen "Russian Pizza Blues", hvor der spørges "Hvordan kan man vide, hvornår der er det rigtige tidspunkt?"
Svaret er det uundgåelige og enestående enkle: "Det rigtige tidspunkt er altid NU!" Afsted til Felbrigg Lodge, alle mand og koner, det kan ikke anbefales nok. Og så på hovedet ud i arbejds-havets dybder!

2 kommentarer:

Blogger Thomas sagde ...

I tråd med det om at holde om og holde af, så gør lidt ekstra ud af hilsner til folk du kender.

De fleste kender nok den der med at man fredag eftermiddag råber "god weekend" til kollegerne sådan hen over skulderen mens man er på vej ud af døren, og man når lige at høre dem råbe "god wee" tilbage inden døren smækker. Det er bare ikke godt nok. Tag tiden til lige at stoppe op, skift "god weekend" ud med "kan I alle have en fantastisk weekend" og bliv stående og få øjenkontakt mens dine kolleger befippede siger "hvad? øh ja? hva? jo for pokker, og en skøn weekend til dig også!". Hele processen tager måske 7-8 sekunder længere, men der er en virkelig forbindelse og folk kan mærke at du faktisk mener det, det er ikke bare den der bevidstløse standardting man skal sige om fredagen.

Konceptet er smitsomt og med tiden kan du få selv din lokale kassedame til at droppe det bevidstløse "farveltak" og ende op med et "farvelta.. hav en rigtigt dejlig dag" plus et smil når han/hun opdager at det var dig.

Død over standardhilsnerne, folk fortjener customhilsner, øjenkontakt og et smil. Det er ikke svært og det tager ikke længere tid, men det spreder glæde.

17. januar 2011 kl. 12.30  
Blogger Kim sagde ...

"Tak for i aften!" (Wikke/Rasmussen).

http://www.youtube.com/watch?v=idrRs-FgEwA&feature=related

18. januar 2011 kl. 22.58  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start