tirsdag den 11. januar 2011

Syndefald

 
Posted by Picasa

Billedet i dag viser et lille hjørne af virkeligheden, vel i virkeligheden ikke andet end alle andre billeder gør. Og kun kan gøre. Lige i dette tilfælde er det nu lidt mere specifikt, da dette virkeligheds-hjørne tillige et hjørne af vores store massive egetræs-varebord. Der står som altid lidt forskellige sager på vej ud: prof. videomikrofoner til et lokalt filmselskab, en repareret lysdæmper til en fjernere efterskole og en specialfremstillet omskifterbox til et nyt auditorium. Lidt forskelligt laver vi dog, vi viser måske et billede af de rigtigt store kasser en anden dag. De står ganske smart tættere ved døren. Det kommer alle de postsedler, der ligger rundt omkring på pakke-bordet så også.

Ellers er der "tikket" et byggeprojekt i den absolutte sværvægtsafdeling ind i går, og det er altid dejligt. En hel del bilfulde papkasser plus en masse arbejde, hvad mere kan man ønske. På denne side, der lægger vægt på ordentlig og ikke-sjofel sprogbrug vel ikke ret meget andet. Ikke at det ikke findes.
Nå, planlægning og logistik kommer til at opæde det meste af formiddagen, så vi bliver lidt kortfattede i dag. I går omtalte vi den herlige "tekno-liderlige" let-lumre fornemmelse ved at få nyt anlæg, som ikke er meget mindre end at være nyforelsket. Nu plejer "tekno-kærlighed" at gå over ret hurtigt igen, men det gør den anden kødelige kærlighed jo statistisk set osse, så måske forskellen i virkeligheden er temmeligt ens.

Lidt komisk er det nu altid at se sig selv og sine evige og evindelige (men dog ERKENDTE) svagheder projiceret over på de lokale "chat-hoveder" i Århus Hifiklub. Hvor alting evindeligt er under evig forandring, for hvad skulle man dog ellers tale. Vi beklager den lidt bibelsk-højstemte sprogbrug i dag, men det er sådan det er.
Selv er vi ved at beslutte os for et nyt lydsystem i spisestuen og det bliver helt givet fantastisk godt. Det er jo trods alt osse os, der har valgt det. Når vi altså får det gjort og truffet dette store valg mellem ATC SCM 50A og et af vores JBL-biografsystemer.

Ellers roder vi sjældent ved lyden ovenpå. Vores primære musikrum har været uændret i adskillige år (det vil rummet er ændret, da vi jo er flyttet, men inventaret er det samme), mens anlægget i pejsestuen har været lidt omrokeringer igennem undervejs. Lyden er gået fra "OK" igennem "grinagtigt komisk", "lidt bedre, men osse lidt trælsere" til det nuværende, som i visse henseender er sensationelt-overraskende godt. Beviset? Fruen hører simpelthen helt vildt meget mere musik derinde foran den buldrende pejs end hun gjorde før. På disse overordentligt effektive højttalere er det heller ikke spor nødvendigt at spille højt, siger hun. Hm., men hvad skal man så med den mastodont-forstærker derinde, som selv ved skræmmende lydtryk kun akkurat blinker i "signal present"-dioden, svarende til 20 dB under nominel effekt? Glæde sig over, at denne store "cruiser/flyder" også ved lavere lydtryk gør det bedre end alt andet vi har hørt her. Punktum. Nu er der dømt musik. Her, ikke alle andre steder naturligvis.

Ellers diskuteres der i dagens avis førtidspension. Det turde vel også være en diskussion værd, da pensions-"hyppigheden" for 50-60 årige ligger mellem relative solstråle-historier på 18% til over 61%. Nu kan man have sine egne meninger og forestillinger om betydningen til evig tid af begrebet "post-traumatisk stress", der er en særdeles nylig opfindelse. Som naturligvis i lighed med andre nyere opfindelser som efterløn ganske hurtigt "kanoniseres" som evig og uforanderlig og selvindlysende nødvendig og naturlig. Det var ganske heldigt, at betegnelsen ikke var opfundet under 2. verdenskrig, da i så fald hele Londons befolkning efter Blitzen og derefter hele Tysklands sønderbombede befolkning ville have været kronisk behandlingskrævende. Nå, det var de så heldigvis ikke, men nu har medicinen så lavet et kvantespring. Om det er til det bedre kan man så mene hvad man vil om. At erklære alt for mange mennesker for kronisk syge er vel i sig selv en smule sygt. Især da hvis man slet ingen behandling har..? Måske fordi sygeligggørelse i sig selv gør syg? Og tiden RENT faktisk læger alle sår, som efterkrigstiden viste. Næsten.

Der er dog en interessant lille parantes i statistikken. Ikke mindre end 41% af de tyrkiske kvinder i denne aldersgruppe får førtidspension og det på trods af, at ingen tyrker vistnok er vældigt krigstraumatiserede. Og da vel især ikke kvinderne, mændene er da nede på sølle 26%..? Måske vi her i disse traditionelle overordentligt tæt samgifte landlige fætter/kusine-kredse kan tale om et "genetisk pres"?
Måske, det kan ihvertfald være vanskeligt at se synderligt ekspansive og positive perspektiver i store bydele med omkring 50 % af befolkningen på førtidspension. Og så er vi slet ikke kommet til de arbejdsløse der endnu. Og tallene er ren nutid.
Hvordan man kommer til at aktivere de mennesker, som man permanent selv har passiviseret, og som slet ikke længere MÅ arbejde, ja, det bliver vel lidt af en opgave.
Det er ikke kun jagten på den perfekte lyd, der er vanskelig.

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start