Shh., Folmer Hund sover.

 

Så er det slut med "Hundedagene" i denne omgang og tak for udvist tålmod med vores kære kræ, Folmer og Anton, den førstnævnte sluttende cirklen i dag.. Inden vi hvis vi da ellers får tid til det i morgen vil bringe en mere formel nytårshilsen et par småting fra den virkelige verden. Det er nu mest virkeligt i kraft af, at det rent faktisk er både konstaterbart og måleligt, men derudover adskiller det sig nu ellers ikke fra anden noget fantasifuld fiktion. Vi skal tale om så forskellige ting som pantebreve og pickupper.

Dengang for længe siden inden verden gik af lave, altså helt tilbage inden ordet finanskrise var opfundet (vi er flere år tilbage altså), skulle man være en slem idiot for ikke at kunne få sin forretningsmodel til at hænge sammen. Og så var det fuldstændigt (næsten heldigvis) ligemeget, hvor mærkeligt tingene så ud. Overskud var ikke noget mål i sig selv og i den hen-retning var en tidligere inkarnation af dette firmas navn en absolut pioner, som burde kunne danne baggrunden for et "case study" ved en "business school" et eller andet sted. Ganske vist mest for hvordan man på trods al hysterisk positive konjunkturer alligevel formåede at blive tvangs-opløst, men man kan vel næppe undgå trods alt at blive lidt klogere af at studere forretningsmæssige fiasko-modeller?

En anden afgjort pudsighed fra disse jo ellers gode gamle dage var det altid at læse om AGF´s årsregnskab. Som i dag var der tale om fortsatte røde tal i regnskabet, numerisk spændende fra det betydelige til det egentligt livstruende. Nå det gik for AGF og er gået til denne dag uden at denne skribent helt har fattet hvordan. Så mange rige venner kan man da næsten ikke have..? Tilbage til en altid interessant post på AGF-regnskaberne fra dengang: På trods af kontunuerligt-kolossale akkumulerede underskud var der altid en post, der hed "gevinst fra spekulation i pantebreve" Det vil sige, helt sådan var den ikke posteret, men det var det, den var. Gevinsten hvert eneste år fra et BANKLÅN.

Hvert eneste år funderede denne skribent over denne finurlige post, for selv har jeg da godt aldrig oplevet stadige og uforanderlige gevinster ved at låne penge. Nå, det kan naturligvis være, at jeg blot ikke har lånt penge nok, for DET havde AGF. Ikke mindre end 330 mill. kr., lånt hos deres hovedsponsor, Alm. Brand Bank til helt fantastisk gunstige vilkår. NUL RISIKO, SIKKER gevinst. Klubben fik tilsyneladende blot rent formelt stillet dette uhyrlige beløb (ihvertfald set i forhold til klubbens øvrige vaklende sikkerhed som økonomisk enhed) ganske RISIKOFRIT til rådighed for at kunne investere i pantebreve.

Banken bar således hele risikoen uden at høste nogen gevinst overhovedet. Hvordan sådan noget kan hænge sammen i et kapitalistisk samfund, som formodes styret af et vist økonomisk rationale, er langt hinsides vor fatteevne. Endnu mindre fatter vi så af hele situationen i dag, hvor AGF på forunderligste vis ikke længere har lånt pengene. Det var da ret dumt at holde op med at høste denne gevinst, når man ingenting havde sået? Nå, men banken blev måske klogere?

Ja, det kan ikke helt udelukkes, men det var nu ikke fordi de trak disse nul-forrentede penge hjem igen. Da AGF uforklarligt og for denne skribent noget fornufts-stridigt/overraskende forlod dette ensidigt favorable bank-engagement i Alm. Brand Bank, overtog andre firmaer under andre navne på forunderligste vis lånet. Om det var på samme vilkår vides ikke, men nogen synderlig sikkerhed fik banken da ikke ved denne omlægning. Ihvertfald er disse spekulative lån i dag ganske tæt på fuldstændigt at skulle afskrives af Alm Brand.

Det er mærkeligt så hurtigt tingene kan skifte og endnu mærkeligere er det vel, hvor i alverden pengene er blevet af i denne forunderlige tid for den mere fantasifulde bankvirksomhed. Hvor som i den for tiden genudsendte David Lynch serie om "Twin Peaks" intet er, som det giver sig ud for at være. Rettidig bank-omhu tydeligvis allermindst og nogen sikkerhed for nogetsomhelst ikke-eksisterende. Herlige tider for de skruppelløse omkring den store økonomiske "tag-selv buffet"

En lille bitte smule "tag-selv morgenmad" er der vel også i fortællingen om bagmanden bag den lillebitte japanske pickup-producent Lyra. For meget mindre kan virksomheder altså ikke blive, simpelthen et enkeltmandsfirma med kvindelig medhjælp, for som det fortælles:"(cit nerds. dk)..den ene af dem, der fremstiller dem, er en ung pige, Akiko (mener jeg hun hedder) - som har fremstillet pickupper i snart 10 år - og hun samler dem ikke færdigt, det gør mesteren stadig selv. Jonathan Carr mener at det vil tage en 5-10 år før hun er færdig udlært og mester er tilfreds...
Lyra fremstiller ca 100 pickupper om måneden, de 50 er Delos..."

Det er en historie så smuk, at man meget gerne vil tro, at den er sand. Det er dog bemærkelsesværdigt pudsigt, at den første legendariske japanske pickupproducent af pickupper i det stratosfæriske pris-segment, den afdøde Sugano med sine Kiseki-pickupper, også var en "mester" med speciale i sværd-fremstilling. Sjovt nok, at denne metallurgiiske top-ekspertise, som også findes i spanske Toledo og tyske Solingen ikke har medført samme pickup-ekspertise?

Genier findes der tydeligvis ganske få af som den japanske mester. Dog kræves det ingen særlig special-uddannelse som geni at se, at det eddermaeme er en god forretning at være mester, for disse pickupper koster fra ganske mange til overordentligt mange tusind kroner stykket. rart at se, at genialitet stadigvæk betaler sig. Ganske godt endda.
Vi kan blot ikke fuldstændigt frigøre os fra at have lidt ondt af denne arbejdsomme mand og hans lærling, for som med vores egne mange danske Ortofon-pickupper, så lyder mikrofirmaets modeller tilsyneladende også meget forskelligt. Underligt, er hifi ikke blot en enkelt mænds stræben efter det sublime...?

Derudover er det altid interessant at få nogle billeder fra selve troldmandens værksted, for der må godt nok være mange spændende plasticstøbemaskiner til fremstilling af præcisionshuse, nåle og alle de andre normalt blot indkøbte enkeltdele. Fremstilling af pickupper er ellers i resten af denne verden i den grad i lighed med al anden mikro/nano-teknologi blevet specialiseret, men hurra og salut fra det ceremonielle kanon-batteri Sixtus til de få, der er tilbage, som skaber tingene selv. Eller bare skaber sig eller historien.

Hvis der altså er nogen, historien her er da næsten for god til at være sand. Det er blot mærkeligt med den der del af historien, hvor det tager en evighed at oplære hende den unge pige, for når der tilsyneladende ingen linie er i lyden i produkt-programmet (som bestemt heller ikke i Ortofon) hvad er det så hun lærer? Er hun blot dum i nakken eller hvad. Det er man vist selv, hvis man tror på alle disse historier. Jo bedre og mere usandsynlige de er, jo mere løgn plejer de at være. Til gengæld ganske rørende og smukke.

"Wie es wirklich gewesen war"

 

I dag fortsætter vi vores "Hundedage", der som enkelte nok ved faktisk betegner en bestemt periode i midsommeren. Hvad disse fjerne dage i begge retninger har med den afbildede Anton Hund at gøre må henligge i den klassiske romertids relative tåger. Anton med de fremtrædende frølår er en bjørnstærk og bister hund, som ikke finder sig i meget vrøvl. Ja, faktisk undertiden mindre end ingenting og det kan være en smule problematisk når vi endnu ikke har mødt nogen hund, som kan løbe fra Anton. Til alt held er den dog også en særdeles rolig hund uden synderlig jalousi, idet gårsdagens billede af Folmer Hund i fruens fortjente favn er taget samtidigt med det her. Selv om man måske i kosmisk perspektiv kan have visse indvendinger mod total samtidighed, da vi kun har et enkelt kamera.

Ellers er overskriften i dag "sakset fra en vis Herr Leopold von Ranke. Det første ord hed han naturligvis ikke, som sagt, i dag vil vi forsøge at iagttage en passende akademisk korrekthed og ikke mindst overfor von Ranke. Derfor vil vi starte med at sige, at vi ikke ved positivt, om han nogensinde i sin studietid fik nogen af samtidens ellers nærmest obligatoriske og uendeligt status-givende såkaldte "mensur-ar". Disse blev forårsaget (ordet er slet ikke tilfældigt valgt) af den for studerende aldeles obligatoriske rituelle fægtning med kårder og sabler. Sådan vist mest en specifik tysk udgave af den ærkedanske drengesyssel at tisse højst op ad en mur, blot med ar ikke kun på sjælen. Hvis man altså ikke vandt, dette var så ligemeget for de klogere tyskere, hvor kun de fysiske ar talte..

Nu er denne skribent som bekendt formelt akademiker og dermed umådeligt belæst og såre dybsindig og samtidigt uhyre beskeden, bestemt en sjælden kombination. Ranke var ikke mindre sjælden, snarere mere, da han var den første indenfor sit felt, som var historisk kildekritik. Hans "dictum" fra overskriften blev afgørende for al senere historieskrivning. Ikke at det gjorde historie til nogen videnskab og da slet ikke en eksakt én af slagsen, men lidt bedre blev det dog. Fra det helt urimeligt anekdotisk-meningsløse til det mere overkommelige selektivt-politisk-korrekt lettere forvrøvlede. Forskellen her er vist uhyre akademisk men det skal man nok helst være ikke-akademiker for at se.

Derfor kan historie nu være mægtigt sjovt og interessant også uden sikker forvisning om, hvordan noget overhovedet havde været. Eller ej eller måske måske. Et kritisk "indkik" i tingene er aldrig helt spildt selv om kikkene nødvendigvis altid vil være selektive og ufuldstændige. Lad os for eksempel tage en af familiens julegaver, heldigvis en, som tilfaldt min svoger. Det drejer sig om den nyeste plade med danske Dalton, en kombination af 3 gamle trætte mænd: Lars Lilholt, Johnny Madsen og Allan Olsen. Som allesammen har været bedre engang ligesom undertegnede og alle andre halvgamle mænd. Ikke nødvendigvis gode, blot bedre.

Det betyder så kommercielt heldigvis mindre, fordi Daltons publikum er blevet tilsvarende ældre og åndeligt dorskere. Det første er en kendsgerning, det sidste vel blot et naturligt produkt af den støt stigende strøm af af smags-tilrettet skod-musik. Og her falder Dalton naturligvis helt fint ind som naturlig julegave. Musikken er ligemeget , men skal blot bringe minderne tilbage fra "Hundedagene" sidste sommer, hvor Dalton turnerede Danmark (nok mest Jylland?) tyndt. Og tyndt, det var det, det, som publikum hørte, fuldstændigt ligemeget. Søvndyssende, ikke blot det mindste distraherende, et herligt minde om en perfekt sommer på samme måde som de smagløse Premier-is og det tynde Royal Export-dåseøl..

De sidste dage har DR TV bragt en ret interessant udsendelse om tilblivelsen af dette uendeligt kunstige produkt, som hele Dalton-tanken var og ikke mindst er. Eller har været eller hvordan Ranke ville have udtrykt det på sit formfuldendte tysk, helt så gode er vi ikke. Til gengæld må vi virkeligt rose de mennesker, der under optagelsen har stået bag kameraerne, for det må da i helt usædvanlig grad have været fuldstændigt dødssygt. Det er det allerede at sidde og glo på det klippede materiale, faktisk så slemt, at denne ellers ret barske skribent blev temmeligt utilpas.

Det var ikke fordi hverken Johnny Madsen eller Lars Lilholt overraskede spor. De var såre menneskeligt og fuldstændigt forståeligt kun hoppet på Dalton-vognen for at tjene lidt knaster. Om de var tiltrængte ved vi ingenting om, men de var helt tydeligt ret hårdt-tjente. Udsendelsen hedder iøvrigt det noget misvisende "3 Krukker i en Gryde" og det er ret beset noget pladder. Dertil mangler der simpelthen 2 krukker, for meget mindre krukkede end Lilholt og Madsen her kunne man vist dårligt være. Eller mere lade og ligeglade, begge var helt tydeligt tilfredse med at levere lige præcist det, som publikum derude forventede. Nemlig lidt mere af fuldstændigt det samme og ellers overhovedet ingenting og allerede kendsgerningen at de overhovedet igen stod på samme scene var helt tydeligt rigeligt. Og såre let-opfyldeligt som ønske.

Det var så helt tydeligt også det, som publikum til koncerter og plader fik. Musikalsk og tekstlig hjemmesløjd i den afgjort lettere dilettantiske og forhastede afdeling. Og hvorfor dog også levere mere, når publikum alligevel er fuldstændigt ligeglade og kommer og køber alligevel, deri kan vi dårligt være uenige med Madsen og Lilholt. De sagde det godt nok ikke ligeud, men de gjorde det til gengæld tydeligt hele tiden. De leverede den forventede ligegyldige vare og hvad kan man med rimelighed forvente mere? Ingenting, naturligvis, og det så lige præcist det man fik. Og så endda i julegave og han blev glad, svogeren.

Trediemanden, Allan Olsen, det var til gengæld en helt anden sag. Man kan måske beskrive hans adfærd som "tændt", altid et nyttigt virkemiddel i live-koncerter (andet end Dalton-optrædener forstås, der kan bevægelige fotostater tilsyneladende sagtens gøre det). Dog ville det måske i disse ulovlige fyrværkeritider være mere passende at kalde ham for sprængfarligt "overtændt". Eller måske bare total-krukket, fuldstændigt ude af flippen simpelthen. I et mindeværdigt langt klip skældte og smældte denne fuldstændigt humorforladte vrede mand med sine febrile frederikshavnske fiskeøjne løs på sine medspillere. I god og forventelig stil slog disse blot blikkene ned og forestillede sig formentlig, at bordpladen foran dem var en udskrift af deres bankkonto senere på året.

Så kunne fjolset forresten stå og råbe op om kunstneriske ambitioner og nødvendighed og andre ligegyldige ting, som alligevel ingen af dem længere var i stand til at levere, ham selv måske måske i virkligheden mindst af alle. Teksterne fra pladen, som lange studieoptagelser virkeligt tærskede langhalm på, var ganske "græsselige" grænsende til rene lejlighedssange. Og det var de jo også, Allan Olsens egne bestemt ikke mindst.

Derfor eller måske netop derfor kunne man naturligvis sagtens blive skidesur, ja endda så sur, at han åbenlyst truede med at kvitte projektet. Det gjorde han så ikke uden at det helt blev klart hvorfor. Altså IKKE, altså. Vi gamle mænd kan sagtens forstå det ubærlige raseri bag erkendelsen af den uundgåelige impotens, kunstnerisk som anden, der på et tidspunkt rammer alle, og derfor er vores afgjorte "helte" i denne dokumentar helt klart de dovne, Lilholt og Madsen, der sparer på det allerede særdeles sparsomme krudt. Allan Olsen fyrer blot sit krudt af til højre og venstre og lige ud i luften uden kunstnerisk at ramme nogetsomhelst som vi kan se i denne her kunstnerisk helt umulige Dalton-konstellation. Fuldstændigt kolerisk og så alligelig uden konsekvens, hvor ligemeget er det lige det er..?
Ren Serie 6-fodbold for trætte gamle mænd uanset hvor meget man end råber og skriger, så kan de altså bare ikke det, som de dengang ku´. Hvis de altså nogensinde har kunnet. Eller hvordan "es wirklich gewesen war"

Driveri

 

Billedet i dag er af vores senior-hund, den vidberømte Folmer H. i en overordentlig afslappet hvilestilling. Desværre har den uophørligt kværnende dagligdag siden indfundet sig, og ganske mange af vores kunder har et regnskab at gøre op. Det er så til alt held ikke altid med os men her sidst på året er der altid lige lidt investeringer at foretage, og så drypper det som bekendt på degnen. Og lidt degn er man vel altid og da ganske særligt, hvis det på nogen måde kan betale sig.

Det kan det så heldigvis ganske fint og faktisk så fint, at der er atter et sæt biografhøjttalere på vej til os. Konen ryster på hovedet som koner skalog bør, men i hjertet er denne skribent ganske overtydet om, at hun elsker mig ganske betingelsesløst, inklusive alle disse mindre betydende menneskelige små-defekter. I de kommende dage vil vi forsøge at runde årets udvikling i den hjemlige lydgengivelse lidt op. Vi kan dog allerede nu afsløre måske ikke helt overraskende, at det er blevet HØJERE. Bedre er måske så lige lidt meget sagt, men det var nu osse ret fint til at starte med. Det var i det mindste kolossalt dyrt, og så er det altid så meget vanskeligere at indrømme, at det er noget bras og i den henseende er denne skribent en ganske almindelig såre fejlbarlig mand.

Nu lettes vores arbejde her i finansårets sidste dage ganske betydeligt af, at vi i vores professionelle lydbranche er ret respekterede. Det betyder så ganske overordentligt heldigt og naturligvis ditto overhovedet ikke spor tilfældigt, at vi kan levere hele molevitten. Det er der ikke mange, der kan og færre om overhovedet nogen, der kan gøre det hurtigt og bedre end os. Så langt kan vi vist godt gå uden at overtræde markedsføringsloven og så heller ikke så forfærdeligt meget længere. Nu hjælper det altid kolossalt på branche-omdømme og almen respekt at kunne og ville betale sine regninger og det gør vi så gerne. Ikke meget mindre vigtigt er det dog at optræde professionelt overfor sine trælse og urimelige og inderligt stupide kolleger. Den her sidste noget generelle karakteristik er naturligvis heller ikke noget, vi udbasunerer i noget videre omfang.

For det første er det ikke særligt klogt forretningsmæssigt udover at det heller ikke er generelt korrekt. For det andet må man heller ikke gøre det og begge grunde i rigeligt til hver for sig at "klappe Kaj-kagen i" Nå, nu er den professionelle branche generelt ganske hyggelig og omgængelig og kronisk intrigante personer marginaliseres på passende vis efter fortjeneste. Nå, ikke helt ikke helt altid som et nyligt eksempel har vist såre smerteligt. Nå, fleste stafetløb hører vel op engang og då særligt når stafetten efterhånden lugter lidt betænkeligt.

Helt så professionelt har den almindelige hifibranche vist aldrig været, men alligevel er plejer det at være almindelig fornuft og god branchepraksis ikke at overtræde reglerne. Især da hvis man senere ønsker at handle sammen, alt andet ville være lallende amatøragtigt. Tag for eksempel en nylig diskussion om køb af SME i Danmark. Dette mest hæderkronede engelske mærke indenfor pladespillere og pickuparme har i de senere år ført en lettere hensygnende tilværelse i Danmark hos en dansk enkeltmands-distributørvirksomhed med alt, alt for mange agenturer. Det er trist og derfor har vi selv gjort som sikkert mange andre og blot handlet hos SME i England. Som uden tøven sælger ALLE DERES PRODUKTER i hele verden til hvemsomhelst.

Sådan noget kan vi godt skrive om en dansk distributør, fordi vi ikke selv er i branchen og handler med ham. Nå, det har et nordenfjords-firma i branchen så glemt, og i et nu lidt tilrettet forum-indlæg (der dog stadigvæk refereres længere nede i tråden) udtalte denne, "at det er en skam" dette navngivne firma er distributør. Ja, det er det, men det kan DU ikke sige, Gert og så det forresten fuldstændigt lige meget, hvor sandt det er..

Nu er det så formelt rettet en smule "til"men alligevel fremturer "synderen" her på betænkeligste vis. Han opfordrer nemlig stadigvæk til gerne at henvende sig til ham selv angående SME men forbereder fra starten på, at det nok kan komme til at tage lidt lang tid. Det er vist ikke fuldstændigt fint, det her Nu skal det lige med, at samme nordenfjords-firma handler med en helt parallel produkt-portefølje som den, han formodentligt nu har afskåret sig fra ved sin karakteristik af sin branchekollega.

Derfor er det således næppe fuldstændig reel markedsføring længere at skilte med at kunne sælge det. Nå, men så har han jo såre bekvemt så mange andre varer i butikken. Rent hundeslagsmål simpelthen og mens man sagtens kan forstå desperationen i et hastigt sammenklappende hifi-marked, så giver det altså aldrig rigtigt varmen at pisse i bukserne. Og da slet ikke i sine egne!
Heldigvis er vi selv hellige eller blot klogeligt forsigtige nok til at overholde alle spillereglerne i vores egen branche. Beviset? Alle vil så forfærdeligt gerne handle med os, osse vores direkte lejlighedsvise konkurrenter på installationsmarkedet. Sommetider betaler en vis anstændighed sig og heldigvis for det da!

Jule-hjerter

Nu ved vi ikke, om det længere er en del af ny dansk folklore at sidde og "flette sine/vore jule-hjerter sammen" som en af de største danske poeter så rammende udtrykte det. Vi taler om den alt for tidligt afdøde Thøger Olesen, der muligvis må dele titlen af "dansk verdensmester i oversættelser" men salig Sonja Rindom, men der uddeles af mangel på kandidater så hverken sølv eller bronze-medaljer i disciplinen. Dertil var de 2 nævnte simpelthen for suveræne.

Ikke meget mindre suveræn var den melodiske behandling af Thøgers tekst af en anden gigant i dansk musik, den ligeledes tidligt afdøde danske super-sanger, Gustav Winckler. Helt frit fot kvalmt utidigt føleri står Gustav og Thøger i denne på engelsk potentielt følelelsespornografisk-klæge sag distancen stolt som engang den danske sømand. Inden "futmælksmatroserne " tog over som i den danske flåde dernede i Golfen Det er jo nærliggende at komme til at tænke på disse utrættelige bekæmpere af den uendelige og uophørligt supplerede buffet" i denne fede tid. Man får fornyet respekt for disse uforfærdede og hurtigt-voksende "danske kæmper" allerede her efter den første julefrokost. Det bliver næppe uden traumer at få disse trivelige tampe hjem igen efter endt tjeneste. Ikke mindst udskiftningen af garderoben kan være vanvittigt strabadserende. Ups, jeg synes osse selv denne skribent, den ellers helt ægte søulkeætling, mærker denne skæbne true en smule (atter her tak til Sonja Rindoms herlige gendigtigt af "The Rime of the Ancient Mariner" af Samuel Coleridge/"jeg føler skæbnen true/for med min pil og bue/jeg skød en albatros") i form af stadigt strammere skjorter. Ikke helt galt, men heller ikke alt for godt. Eller måske bare JUL.

Nå, selv om fletning aldrig har været denne skribents spids-kompetence er det vist bare at komme i gang. Det er lige denne skønne årstids-syssel og muligvis et par andre indendørs-ditto, som vi vil bedrive (snedrive?) helt indtil på mandag i vores lille familie. I den anledning skal der lyde de allerbedste ønsker om en skøn jul til alle vores kunder, partnere og forretningsforbindelser, venner og læsere. Der er heldigvis mægtigt mange sammenfald mellem dem og tak for det, allesammen!

Kun lidt tid til gas

Ikke helt som forventet og heller ikke særligt uventet var der lidt rigeligt at se til i går. Vores forretningsfelt plejer ellers at "klinge af", som det hed i min branchekarrieres ungdom. Nu var det som nævnt en anden branche, men alligevel forekommer det noget middelalderligt, at man den 24. december i Radiouset Expert i Frederiksgade 16-18 holdt åbent selve juleaftensdag. Ikke hele dagen, sådan nærmere lidt "tidsubestemt", som det vist hedder i den barskere del af det danske straffesystem. Man holdt ifølge direktiver fra vores elskede "Fører", Steen Nordahl-Møller butikken åben indtil ak ja "handelen klingede af"...

Det gjorde den så typisk først hen først på eftermiddagen dér den 24. december og så var der til alt held stadgivæk et par timer til at få pakket alle pakkenellikerne og komme hjem til den store familiejul i Horsens, selveste Ole Sohns hjemkommune. Sikke dog frisk man var juleaften efter at alle mand i mindst den seneste uge op til jul inclusive lørdage og søndage gange 2 havde arbejdet til kl. 20.00 hver eneste aften. Dengang gaves der ikke fridage, man var til rådighed når "arbejdet krævede det" Eventuelle utilsigtede ligheder med fæstebondens vilkår og pligter under det danske stavnsbånd er desværre ikke spor tilfældige. Det VAR sådan og julen blev aldrig det samme derefter.

Der var simpelthen den sideeffekt ved denne uheldige eksponering til overdrevent juleri dengang i 1980-erne, at blot et stykke julepynt simpelthen får det til at gyse let i kroppen. Ikke underligt, at den mest effektive og langtidsholdbare tortur-form sker med brug af dagligdagens virkemidler. Man kan brænde torturofre med syre, men det mest virkningsfulde er helt givet at skolde dem dagligdags kaffe, som offeret senere kommer til at lugte til utallige gange. Med samme intense oplevelse af smerten fra dengang igen og igen.

Helt så galt er det vel ikke for denne skribent, men helt det samme som barndommens uskyldige forventning er det aldrig blevet. Nå, i det mindste behøver man da ikke møde op inden åbningstid den første hverdag efter jul for uden nogen betaling at få lov til at fjerne al julepynten igen. Det skal lige med i denne stærke socialrealistiske skildring af fortidens forretningsliv, at det altså var helt normalt og overenskomstmæssigt, det vi lavede. Ellers var og er gamle ejer Nordahl en fin fyr men altså lige dengang på denne årstid en smule anstrengende med sin insisteren på at holde åben altid.

Helt så galt er det ikke her, selv om vi holder ganske almindeligt åbent i dag. I morgen den 24. vil vi til gengæld komme hviledagen i hu og holde den hellig eller hvad det nu var det hed i folkeskolens salmevers-lektioner. Hvis altså det overhovedet var en salme, det lyder mig noget gammel-testamenteligt..? I forbindelse med disse andre allerede utidige betragtninger om forlængst forsvundne gode og dårlige juledage i radiobranchen er det måske alligevel passende.
Den formelle julehilsen vil vi bringe i morgen, der er jo lidt (arbejds)-tid til. I mellemtiden vil vi sidde og små-gasse os i den tilfredsstillelse som det er at vide, at endnu et sæt kolossal-højttalere er på vej. Som høvdingen i tegneserien Asterix, Majestix/Vitalstatistix sagde under sin slanketur til Helvetia. Eller var det egentligt undet hjemturen, det var det vist: "Sovsen kan simpelthen ikke blive tyk nok!" Eller højttalerne store nok kan vi vel med rimelighed tilføje. Eller mange nok!

Begyndende tilbageblik

 

Atter i dag er der ophobet arbejde til godt opover livet i diverse papkasser, men heldigvis er afgangen nu større end den forventede tilgang. Det skyldes ikke, at den altid særdeles velkomne tilgang af nye ordrer er mindsket, men blot at vi forsøger at udrette logistiske mirakler for at overkomme leveringerne. Så kom blot an med sidste-øjebliks ordrerne, vi er klar med både glögg og mægtig godt humør.

Dagens billede er fra et område, som sjældent underkastes dagens lys. Det skyldes ikke noget særligt skummelt, blot den kendsgerning, at vores kasse med reservepickupper normale er dækket af et tætsluttende låg. Vi bringer det blot for at understrege, at vi osse sommetider her i huset laver forskellige delvise blindtests af kvalitetspickupper. Nu vil opmærksomme kikke-læser nok opdage, at særligt "blindt" kan det næppe være, da en del af disse pickupper er mærket med både navnet Ortofon og et modelnavn. Udover den prosaiske kendsgerning, at de allesammen er af Ortofon-fabrikat. Ikke at det sidste på nogen måde begrænser bredden af lydspektret. De er helt vildt forskellige, dog ikke allesammen, da der er nogle stykker, der er fuldstændigt ens. Fordi de er af samme model...

Dette er naturligvis korrekt, men der er faktisk også nogle stykker, som vi ikke engang selv ved, hvad er for nogen. Kun ved vi, at de var skidedyre, men når man "stripper" Ortofon SPU-pickupper af meget og mange forskellige modeller ud af det tilhørende træ- eller bakelit-pickuphus, så er der ingen positiv identifikation tilbage. Derfor er det naturligvis altid spændende ind imellem at montere "en lille ny" i vores pladespiller-batteri. Da vi positivt ved, at der derude for tiden foregår intensive pickuptests i den helt store stil og ikke mindst intellektuelle sværvægtsklasse (hvis man ellers kan identificere intellektuel indsigt med hjernelam ophobning af givetvis selv for forfatteren uforståelige fremmedord), så vil vi naturligvis også være med. Vi kan nemlig også vrøvle. Ja, enkelte derude, formummede som skæmtsomt-skumle skælme bag skærmene mener nok ligefrem, vi gør det hele tiden. Sikke dog noget vrøvl!

Nå, men ellers kalder arbejdet, ja, det nærmest råber ind i ørerne med en stemme så skinger som de kvindelige hystader i Disneys juleshow om "Askepot" Vi vil ufortøvet gå i gang med det og naturligvis forsøge at overdøve det med vores nyeste legebarn, biograf JBL-erne. Børn fås i alle størrelser men sikke de dog kan larme.
Det er bare vist noget, som børn kan.

Lidt reklame

Dagen i dag er noget over-opfyldt med forskellige sidste-øjebliks leveringer. Der er 8 forstærkere og 40 studie-hovedtelefoner, som skal pakkes og så osse lige 2 PA-systemer til en lokal skole. Åh nej, osse et komplet infosystem med diverse monitorskærme og et større videokonferenceanlæg og så alt det løse. Heldigvis dulmer al denne travlhed den ulidelige spænding mens vi venter på noget mere JBL-skrammel fra en ganske veludstyret biograf. Trods årtilange ganske vist lidt perifere erfaringer fra denne sidste ægte bastion for ordentlig lyd, de lokale større biografer, mindes vi nu aldrig her i lokalområdet at have set blot noget, der ligner kvalitetsmæssigt. Til gengæld har vi set palle efter pallevis af ligegyldigt THX-certificeret bras. THX er som visse bekendt ikke et kvalitetsstempel. Heller ikke det modsatte, men alligevel har dette for Lucasfilm særdeles givtige salg af licenser på udelukkende NYE porodukter sendt hele generationer af langt bedre produkter i historiens skraldespand. Eller altså undertiden til vores lille kælder. THX er godt for noget eller måske nærmere NOGEN! Skidt for de mange, men så meget bedre for de få heldige, som får "skraldet"

Ellers skal vi lige til sidst inden pakkeriet fortsætter lige huske et spin-off fra lidt af vores ATC-eksport i den professionelle verden. En af vores gamle venner og kunder, Peter Stengaard i Los Angeles, "name dropper" os lige i nyeste nummer af Mix Online således:
"Stengaard’s introduction to the ATC family of monitors came from Danish friend Paul Mathiesen. “Paul is a total hi-fi nut and I heard the ATC SCM300ASL in his living room,” said Stengaard. “It was crazy. The ATCs deliver a rare combination of excitement and accuracy. I can get excited and I can get everyone else excited too, and yet I still have all the analytical clarity that I need to do my job. The only other ‘monitors’ I use are my laptop speakers and my car. I don’t need anything else.”

Nu er det altid godt med tilfredse kunder og det er jo det, som vores lille firma lever af i denne herlige professionelle verden. Og hvad skal Peter Stengaard så bruge sine nye formidable ATC-monitors til?. Jo, han skal naturligvis mixe musik i den absolutte verdensklasse med en artist så stor og kendt, at alle i min generation og dén senere kan huske mindst én begivenhed (eller blot utallige permutationen af samme med vekslende partnere), som fandt sted med hende her "pumpende løs" i baggrunden. Hele tiden, helt vildt, igen og igen og årti efter årti.
Inden nogen måske får alt for slibrige konnotationer så skal vi ile med at afsløre, at Peters aktuelle projekt såmænd er den ikke længere direkte purunge disco-dronning Donna Summer. Ikke engang som temmeligt meget yngre tidsmæssigt ikke helt overraskende fuldstændigt parallelt med denne skribent var hun direkte overdrevent saft-spændtstig. Om hun stadigvæk kan pumpe som i ungdommen får vi høre, i det mindste kommer det til at lyde som godt, som det overhovedet kan eller måske ligefrem bedre. Ak ja, branchen er ikke altid lige glamorøs, der skal osse arbejdes ind imellem. Og det vil så også gøre.

Horror Vacui

I dag bliver morgen-ordene nødvendigvis korte som dagslyset, ganske vist ikke af samme grund. Der er lidt rigeligt meget at se til her mod årets finanansielle afslutning de fleste steder, så der skal pakkes, produceres og leveres i mere end almindeligt middelsvært omfang. Dette principielt lidt ensformigt-kedsommelige arbejde kan heldigvis ledsages af høj musik hernede og glæden understreges understreges kun yderligere af, at der er flere JBL-truthorn undervejs. Forhåbentligt, da, i det mindste har vi betalt dem.

Hvad skulle man då også i det hele taget gøre med sin noget sygelige hifiinteresse, hvis man ikke kunne dele det med de andre syge. Det ligger vel dybt i menneskelivets basaleste vilkår, at ingen normalt raske mennesker gider høre om andre folks sygdom i længere tid. Måske tidligere tiders udstødte i verdens vistnok stadigvæk mindst smitsomme sygdom, spedalskhedens, kolonier slet ikke havde det så forfærdeligt. Ihvertfald havde det da været ideelt i visse henseender hvis det ikke lige havde været for spedalskheden.

Og så tilbage til dagens overskrift, som næppe længere er kendt af ret mange og den oprindelige betydning sikkert af noget færre. Vi skal tilbage til den mest formørkede del af den allerede meget mørke middelalder for at finde den oprindelige betydning af denne "angst for det tomme rum", som det jo betyder. I en tid med særdeles sælsomme videnskabelige forklaringsmodeller, sådan ca. på samme niveau som mange pædagogisk-teoretiske teser af i dag, indgik "angsten for det tomme rum" som en naturlig del af de mulige forklaringsmodeller, når man ikke lige kunne finde på andet at sige. Sådan en pseudo-videnskabelig ækvivalent til samtidens og alle tiders ideligt gentagne teater-trick, "Deus ex Machina"

Hvorfor der i naturen skulle være nogen naturlig angst for nogetsomhelst tomt rum var ikke særligt indlysesende eller for sags skyld noget naturligt. Da borgmesteren i Magdeburg, Otto von Guericke, midt i 1600-tallet ved sine forsøg med de såkaldte passende benævnte "magdeburgske halvkugler" havde påvist eksistensen af (næsten)vakuum, var "Horror Vacui" som naturlov stendød. Angsten forsvandt blot ikke, for i virkeligheden havde teorien måske været rigtig alligevel, blot oversat lidt forkert. Måske det blot skulle have været "angst for TOMHEDEN"..Angsten for at vågne op og opdage, at ens hele offentlige liv og identitet altsammen har været en alt for langstrakt opførelse af "Kejserens Nye Klæder"

Vi blev smerteligt opmærksomme på gyldigheden af disse gamle forlængst kasserede videnskabelige teorier her i weekenden, da vi skimmede et af de chat-fora for ultra-biate hifi-tosser, som vi ikke ret gerne vil være ved, at vi periodisk frekventerer. Nå, en vis klinisk interesse er der altid i de godt nok efterhånden sjældnere og sjældnere gensyn. Det er trods lige trættende nok for de allerfleste for Gud ved hvilken gang at høre om den fantastiske et nyt skidedyrt Chord-superduperkabel til massevis af tusindlapper, som man har har betalt men ikke fået endnu. Alligevel ved man allerede nu, at det altsammen bliver "mere dynamisk" med en "sortere baggrund" og et langt bedre "holografisk stereoperspektiv"

Nå, vi er lidt kættersk kommet på den tanke, at når samtlige kabel-modeller fra sådan en "fabrikant" (der blot anvender skide-stive skidebillige antennekabler til alting) allesammen fører til "mere af det samme", hvorfor så ikke FORLÆNGE kablerne lidt. Bliver det dobbelt så godt og dynamisk med dobbelt så lange kabler? Det må det vel gøre med nogenlunde samme nødvendighed, som at et 10.000-netkabel på 1 m. i enden af et forsynings-system af el på 10.000 km. sagtens kan give kolossale lydmæssige forbedringer. Denne verden er fuldstændigt fyldt op af fup og fiduser og det er naturligvis ikke i nogens interesse at påpege, at kejseren ingen tøj har på.

Og så sker det alligevel, da en særskilt trættende-aktiv hifitosse udtaler disse skæbnesvangre ord:"Kender i det man er ved og gå kold i hifi når man ikke ved hvad man skal finde på? cit avtainment.dk)" Jamen siger alle ikke som de deltagere i denne "kejserlige komedie" med udelukkende mandlige optrædende med bar røv, at de i det for musikkens skyld? Det er virkeligt giftigt, det her, således at udstille den totale "angst for tomheden" hvis man har indset, at vejen er alt, og målet intet. Og musikken endnu mindre end intet. Anerkendelsen og interessen fra andre ligesindede er simpelthen alt. Og samtidigt intet den dag nogen stiller berettiget tvivl ved det fælles syge projekt, som moderne hifi så længe har været på nettet.

Ren exhibitionisme, simpelthen intet andet og intet mere, at gå rundt når man vel og mærke godt ved, at man intet tøj har på. Søvngængere som denne skribent er naturligvis fritaget for straf. Den allerværste angst er altid at vågne op en dag og opdage, at ens værste drømme om hifi eller frimærker eller angorakaniner er gået i opfyldelse, nemlig at det hele ingenting betød for nogen andre og allerværst, heller ikke for en selv...Som de mere end 2 millioner danskere, som begejstret har fulgt med i det danske kvindehåndbold-landsholds bedrifter i den seneste ugens tid, der må vågne op og smerteligt sande, at de blot har været ofre for selv-forblændelse. Nemlig at de på nogen måde var blot en smule interesserede i håndbold, sådan noget skal man altså noget ud på landet med, det er jo osse der alle klubberne holder til.

Ren kollektiv åndsformørkelse. Blot og bart blottede damelår altsammen i denne mørke tid, intet andet! Det værste og samtidigt mest sobre i erkendelsen er det vel, at sports-tillægget i dagens JP end ikke har fundet det værd at berette nogetsomhelst fra selve EM-FINALEN. Om de er blevet klogere omkring det folkelige hysteri eller om det er fordi Danmark ikke var med er så ikke til at vide. Det var da tydeligvis ikke nogen særligt ægte interesse for damehåndbold det drejede sig om, hvis nogen da ellers havde forestillet sig det!.
Heldigt denne tekst skrives i søvne mens jeg drømmer om JBL-monsterhøjttalere. Og måtte man kunne sove længe og sødt, beskyttet mod virkeligheden og den barske opvågning.

Mandelgaven til familier med mandel-allergi?

 

Atter i dag skal vi huske at reklamere for vores årlige litterære mesterværk. Mange vil naturligvis lurepasse indtil værket er tilgængeligt indenfor biblioteksvæsenet, men køerne, køerne..!Ikke en stavefejl for (muh)-køerne, især da ikke fordi det staves ligesådan. Men til den store familie med mandelallergi gives der vel næppe bedre mandelgave?

Ellers skal vi naturligvis også huske at lykønske det danske elektronikfirma Gamut tilbage til Jordens (relative) overflade efter den nylige konkurs. Det er altid dejligt at se den "elektronik-artsdiversiteten" blomstre derude i selv de koldeste økonomisk trængte vintertider. Vi kender ikke den nye investor, men mon ikke det igen er tale om den sædvanlige og ret prosaiske forklaring om en tidligere kun delvist frivillig investor (den slags, der i bogholderisproget sædvanligvis benævnes "kreditorer"), der har forsøgt at begrænse tabene? Sådan plejer det at være og det vil vi da så gætte på osse er tilfældet her. Eller måske rettere, det kan næppe teoretisk være anderledes og så er det vel mere end et almindeligt godt gæt.

Ellers har vi længe her i hulen betragtet os selv som betydelige trendsættere. Ikke at det indtil videre har smittet særligt, den lokale population af halvgamle mænd har tydeligvis ikke taget den ellers særdeles vel-kultiverede trend med lange oilskinsfrakker og sjove Akubra-hatte særligt meget til sig, men nu tyder alting på, at tingene er under afgørende om-forandring (virkeligt et latterligt ord ligesom det dér at "vækste") Det sidste er måske for denne skribent særligt latterligt, fordi en tidligere god kollega, en vis Kenneth Bremer, som den første brugte det overfor denne skribent. Det lød dumt, da han sagde det, og det skulle komme til at klinge endnu dummere, da man derefter så, hvad han gjorde. Nå, det eneste for mig og ham, som det lykkedes at få til at "vækste", var vist vommen...

Anderledes trendsættende "credit" har vi så fået i dagens JP. Avisens faste (naturligvis kvindelige ak ak, er alle i dette fag enten kvinden eller bøsser?) stylist i mande-mode har nemlig endelig opdaget os. Eller det har sandsynligvis ikke, men derfor kan vi vel godt "stoltsere" lidt i dag som andre opblæste påfugle-haner. Emnet er SKJORTER, altid et spændende emne for denne skribent, som har langt over 100 af slagsen. Stylisten stiller i dag det interessante spørgsmål om dette brandvarme emne således:"Skal skjorter være meget nystrøgne og på grænsen til det kedelige?" På dette åbenbart meget kontroversielle spørgsmål svarer hun det helt overraskende "Nej!"

Huhej dog, vi er altså ikke kedelige her i huset, for selv om der er vanvittigt mange skjorter her er ingen af dem ret nystrøgne. Ja faktisk mener min kone slet ikke, at NOGEN af dem er strøget overhovedet, men hun er osse en smule sær. Ikke underligt med sin opvækst, præget af et år i Schweiz, hvor man skulle kunne skære sig på pressefolderne på en nystrøget skjorte. Det kan man helt bestemt ikke her, og jeg må vel også realistisk indrømme, at der kan være enkelte bittesmå, næppe for det mandlige øje synlige smårynker tilbage på mine skjorter. Og det hurra-hurra, er så lige netop i dag blevet moderne. Man(d) glæder sig ikke mindst over ikke at være helt så kedelig, som ellers alting hidtil tydede på, at man var.

Ellers er magtbalancen i hjemmene forlængst tippet, og de resterende pip fra mande-dybet er noget sølle. I samme grinagtige tillæg er ellers forslag til at indrette et rigtigt mandeværelse. Sådan et har vi her i huset, endda indrettet af en mand. Sådan da, mumler fruen over morgenkaffen.
Meget betegnende for tingenes fortvivlede tilstand er det naturligvis 2 KVINDELIGE stylister, som skal indre det ideelle herreværelse. I denne komiske pseudo-indretningsverden, hvor mænd vist mest "holdes" som letter kuriøse akvariefisk, kan man(d) så vælge (hvis man(d) altså ellers havde haft noget valg) mellem mandige ting som spilleborde, cigar-køleskabe, Chesterfield-sofaer (som åbenbart er særdeles mandige) og sågar osse højttalere.

Meget betegnende har disse stil-forstyrrede Mrs. Dominatrix-er valgt at afbilde en kvindagtig/rundbu(g)et B&W-højttaler, som ser ca. ligeså klassisk mandig ud som smagsdommer (kvalme)-Adrian Hughes. Og så er det alligevel altsammen en tom stiløvelse, det dér med at være mand mand, for som stylisterne skriver:"(Man(d) kan) drømme om, at din kone en dag giver dig lov til at placere udstyret i stuen" Sikke dog en barsk mand, som ikke engang tør SPØRGE, kun drømme om at gøre det. Og hvorfor overhovedet spørge, hvis man altså VAR en rigtig mand. Eller overhovedet LÆSE det her her kvindedefinerede lorte-mandeliv, som kun på symbolsk skrømt levner plads til mænd. Som at lukke marsvinet ud på gulvet, "dick´e" (vi er opmærksom på den tvivlsomme stavning) det lidt og så straks derefter retur til det trange bur. Holdte mænd, rene skvat simpelthen.

Og så endeligt fruens dom over vores megastore JBL ex. U.S.Army-højttalere. Efter lidt fiflen med equaliseren bagpå og yderligere diskret tilsætning af en 2405-diskant nikker fruen absolut godkendende. Over LYDEN, som næsten er på omgangshøjde med husets bedste i visse, men naturligvis ikke alle henseender. Homogeniteten er fremragende og overgangen til basenhederne er forbilledlig. Det er næsten alt for meget altsammen, alting er kæmpestort og andet ville vel næppe heller være at forvente med en maximal mulig lytteafstand på 2 meter fra disse 1.80 høje højttalere. Det er muligvis ikke helt dette forhold, som den teoretisk ideelle højttaler-opstilling i en trekant foreskriver, og da nok slet ikke denne triangulering.

Derudover lyder det ganske fremragende, men fruen står alligevel fuldstændigt af på et helt afgørende punkt: UDSEENDET! Bramfrit som en rigtig sømand (ikke som de danske flødeskums-gaster i Golfen) mener hun, at hun fandeme ikke gider at sidde og glo ind i en neger-røv! Det er da et synspunkt, som er til at forstå og forholde sig til og det er da korrekt, at det er noget intimiderende at sidde tæt på. Det er muligvis visuelt guf for særligt vest-jydske mænd (hvor der findes særligt mange bredbagede vestafrikanske såkaldte "hus-bestyrerinder", angiveligt mest ud fra, at det er den mest økonomiske måde at få kvinder i huset på, kønnet betyder mere end udseendet på de kanter).
Der går let lidt "amtør-gynækologi" i at lytte musik her i "ballernes" nærfelt fra JBL 2360-hornet, det må jeg selv nødtvungent indrømme grænsende til det egentligt distraherende. Nå, man(d) kan jo heldigvis også bare lukke øjnene ved synet af disse kolossale dobbelte beg-sorte halv-kloder. Og samtidigt glæde sig over, at selv disse normalt gennem livet normalt ret stabilt voksende attributter hos nordiske kvinder alligevel aldrig aldrig kommer helt herop og "ringe" Selv normale midaldrende koner kommer let til at se lidt anæmiske ud foran disse JBL. Måske et vældigt godt forhandlingsargument overfor fruen, selv om det nok bliver lidt besværligt at fremlægge korrekt...
Og burde disse madammer så ikke kunne glæde sig lidt over den her heldige fysiologiske tilfældighed nu de alligevel forlængst har fået al magten alle andre steder? Man(d) tør næsten ikke spørge...

Misinformation

 

Ingen er fuldstændigt fejlfri, ikke engang denne skribent. Derfor tør vi godt indrømme, at vi har fejlinformeret den hungrende hifi-offentlighed omkring vores osse i dag afbildede JBL-biografhøjttalere. Vi kan altså ikke helt lade være med at glædes over dem. Fruens dom vil vi bringe sidst i denne udsendelse et sted. Nej, du bliver nødt til at læse det hele, heller ikke denne skribent ved nemlig endnu præcist, hvor det kommer til at stå.

Tilbage til fejlinformationen. Den korrekte modelbetegnelse for disse højttalere, som vi ellers behændigt har undgået uden helt at være opmærksomme på det, er JBL 4675. Der er tale om akustiske transformatorer med en relativt beskeden følsomhed, blot 100 dB for 1 watt. Det går nu udmærket godt endda med den "påspændte" McIntosh MC-2600 600-watter, ja endda uden at overdrive særligt kan vi vel sige, at i den afbildede lytteposition er der dømt akut mulighed for "øjeblikkelig permanent høreskade"! Herligt, giv den mere gas for som tyskerne dernede i højttalernes oprindelige hjemstavn, Nürnberg, så rammende udtrykker det: "Nur immer Vollgas!" Og lige præcis gas er tyskerne jo traditionelt en slags eksperter i.

Mærkeligt som tingene skrider umærkeligt og uafvendeligt af sted som selve tiden. Med tiden og hele tiden. Og nej, vi skal ikke i dag bevæge os ind i den sygere del af hifi-verdenen, hvor alle prædiker udelukkende for sig selv for at overbevise alle andre om, at deres eget anlæg, som de helt selv har købt, er verdens teoretisk allerbedste. Indtil næste uge, hvor alle teorierne alligevel er ligeså umoderne som enhver faktuel viden allerede længe har været. Selv falder vi kun periodisk i denne dybe muddergrøft, vi ved nemlig for det meste godt selv, at selv det bedste isenkram vi har, blot er en sølle afspejling af den konstagende undvigende virkelighed.

Lige netop i tilfældet med disse JBL foregår der dog lydmæssigt en skal vi sige noget "alternativ kommunikation", sådan næsten "semi-seismisk" En af de helt enestående egenskaber ved disse skrumler er en basgengivelse, som er så markant anderledes end alt vores andet isenkram, at man ligefrem bliver syg, sådan lidt i retning af kvalme. De her 4 stk. 2225 massive 15-tommersbasser i den anvendte basrefleks uden forsøg på at lade refleksporten spille under enhedens grænsefrekvens er simpelthen SKRÆKINDJAGENDE. Gengivelsen kan vist bedst betegnes som "massiv", ikke som noget negativt ladet ord, mere i sammenhæng med "BJERG-massiv" Tungt, stabilt og ikke noget man diskuterer med eller om. Mere lyd som lovet lidt senere.

Ellers skal vi tilbage til overskriften. Nu har det danske forsvar vist ikke noget, der hedder "Forsvarets Misinformationstjeneste", men det kunne næsten ligeså godt have haft. Eller i det mindste "Forsvarets højst selektive informationstjeneste" men alt det her ordkløveri betyder altsammen overhovedet ingenting. Når altså blot adressaten for informationen er stupid nok. Andet og måske pænere ord dækker dårligt i dagens JP om om atter en af de mange "plantede" jubel-historier om den fortsatte piratjagt udfor Somalias kyst.

Nu er allerede begrebet "jagt" jo i denne sag strakt til den alleryderste semantiske grænse, for normalt er der en nødvendigt element af finalitet i jagt. I modsætning til anden mandelege er jagt normalt en dødbringende og ikke-reversibel proces. Når man som lille dreng fanger krabber i havnebassinet eller ni-piggede hundestejler i brand-dammen og efterfølgende slipper dem ud igen, når mor kommer tilbage og overbærende ser beundrende på sin lille Poul, så taler man altså IKKE om egentlig jagt. Når ingen dør, er der ingen jagt og ingen storvildtjæger kan jage med en bedøvelsepil. Og så kan man sprogligt i disse tider tale nok så meget om "jagten på spritbilister", mening giver det ikke.

Tilbage til den imaginære "pirat-jagt" som mest minder om den tilsvarende traditionelle aktivitet med indfangning af harer på danske småøer. Som skete for at man kunne slippe dem ud på andre hare-fattige lokaliteter og SÅ gå på jagt efter dem. Det andet kaldte man meget betegnende for "indfangning" og det var det jo.
Og så skal vi præsentere en vis Peter Erntved Rasmussen, som vi aldrig har hørt om og som vi derudover heller aldrig nogensinde håber at komme til at høre fra igen. Ikke med mindre han i en forfærdelig fart bliver frygteligt meget klogere. Eller alternativt blot en smule kritisk.

Manden er forfatter som også denne skribent, hvis første ægte ISBN-produkt netop er kommet på gaden. Der burde måske derfor herske en vis kongenialitet mellem os, men det håber vi nu ikke. Den her angivelige reportage af JP´s udsendte medarbejder er simpelthen det mest skammelige ukritiske bestillingsarbejde, som vi mindes at have set i denne allerede langgabende danske pirat-farce. Hvor man blot leger, at man er rigtige soldater. Man har alle skyderne og skyder alligevel ingenting, og det kalder man jagt, ak ja.

Det eneste offer i dag er vist den journalistiske integritet og almindelige anstændighed, men det kan vel også være alvorligt nok. Vor ven Peter er blot og bart en passiv "penneholder" for yderligere uforsvarlige bevillinger til den danske farce-flåde i Golfen. Hør blot overskriften: "Piratjægere går glip af vigtige spor" Nu er alene det at "spore" pirater ganske svært, da vandmasser så vidt vides ikke har nogen "hukommelse" (vi ved godt der findes russiske mystikere, der hævder noget andet men det er nu alligevel lidt for mystisk for en simpel dreng fra landet)

Med pirater er det vel såre simpelt: Enten fanger man dem, eller også gør man ikke. Man behøver slet ikke spore nogetsomhelst, som man allerede har fanget og at spore det, som man så ikke har fanget og som forlængst er tilbage på landbasen er ligeså meget spild af tid som det for en rigtig "morderisk" jæger at sidde og glo på naturudsendelser i TV. Vores journalistiske ven har vist brugt lidt rigeligt megen tid nede i kabyssen på "Esbern Snare", som skibet hedder. ja, han interviewer endda en af hele 4 kokke ombord, som "forbereder minister-smørrebrød" Ja, der er såmænd rigelig "suspense" i den her reportage. Af den HELT kvalme slags.

Tilbage til de danske pirat-pseudojægere, for andet kan vel dårligt kalde nogen, der i løbet af et helt år kun har fanget sølle 47 pirater. For derefter uden nogen undtagelse at slippe dem allesammen behørigt fri igen med friske forsyninger og rigeligt brændstof. Afskrækning af den helt barske slags. Slet ikke som de skide morderiske amerikanere, der i en anden sag i området skød for at dræbe gidseltagende pirater. Hvad ligner det da, rigtig jagt ville man måske kunne sige..? Sådan er danskerne heldigvis slet ikke. I stedet har de fangne pirater "fået deres fingeraftryk scannet i en AVANCERET (vores understregning red,) computer"

Nu ved vi ikke hvad der gør en simpel scanner som vores egen af et såre simpelt billede som af en fingerspids særligt avanceret og hvilket abnorm computer der skal til for at behandle disse ikke voldsomt kolossale data-mængder, men det er nok en militær hemmelighed. Ihvertfald er det en betydelig intellektuel udfordring og det skal blive meget værre. Problemet er åbenbart, at disse vigtige data om fingeraftryk og de ligeledes af "Esbern Snare"´s snarrådigede ved samme lejlighed kopierede data fra mobiltelefoner. Uden at det dog er helt klart, hvordan dette i praksis foregår, da man vel næppe underkaster piraterne direkte vand-tortur og nærdruknings/dødsoplevelser for at af-æske dem telefonernes låse-koder. Og hvad bruger pirater dog derudover mobiltelefoner til i et helt ocean garanteret helt uden mobildækning?

Og så endelig-endelig hele gåden omkring de "vigtige spor" Det viser sig nemlig, at "disse værdifulde data", den danske flåde med så betydelige afsavn (mest fra almindelig motion, hvis man skal tro dagens billede, de ser noget kabysset/trivelige ud allesammen) ikke kan deles med andre skibe, fordi de "tekniske systemer ombord på flådefartøjerne ikke taler sammen" og "Det kan i værste fald betyde, at pågrebne pirater må sættes fri i stedet for at blive idømt fængselsstraf ved en domstol"

Og så burde komikken vel forlængst gået for de fleste, for INGEN af de indfangne og passende "afkopierede" pirater (som jo altså KALDES og ER PIRATER allerede) er NOGENSINDE blevet noget andet end løsladt igen. Hvordan i Helvede kan idioten så tale om "i værste fald", når der 100% aldeles udelukkende er tale om "bedste fald" For piraterne forstås, nul risiko simpelthen for disse sørgeligt misforståede og samspilsramte og til evighed post-traumatiserede sorte fætre. Mage til flommeflæsket bespist journalistik skal man heldigvis stadigvæk lede længe efter. Fang da for Helvede en pirat og gør noget ved ham. Blot én eneste ville være en forbedring. På præcist én. Måske ikke underligt, at der sikkert ved en fejl har indsneget sig et stykke potentielt problematisk information. Nemlig at piratangrebene ikke er faldet. Jamen det var dog underligt i lyset af denne heltemodige danske indsats.

Spørgsmålet er så blot, hvor mange af disse forædte søulke, det danske forsvar efterfølgende skal føde på for for de allerfleste må en hjemvenden blive dybt traumatiserende. Sikke syner der må gå gennem deres hoveder, grusomme syner der bare ikke vil gå væk. Af det kolossalt overlæssede store kolde frokostbord, som man slet ikke trods tydelig og ihærdig indsats kunne æde. Og inden man blev færdig så stod den endnu mere traumatiserende aftenbuffet der allerede. Grusomheder i ubegribeligt omfang mod menneskeheden.

Og hvad sagde fruen så? Jo, efter et kort lyt af vores JBL 4675 konstaterede hun ganske kort, et der "lige skulle arbejdes lidt mere med dem" Og det har vi så gjort, resultatet følger måske i morgen, hvis det da ellers er blevet godt., lidt selektive kan vi vel også være..!

Den ulidelige spænding...

 

omkring fruens endelige og aldeles inappellable drøm vedrørende de afbildede JBL-biografhøjttalere bringes desværre først i morgen. Vores net har været helt nede her til formiddag.
Vi skal osse lige huske at reklamere for den ypperlige bogudgivelse, som slanger sig foran JBL-en. Det er i klædelig beskedenhed denne forfatters nyeste opus, atter en gang med fra den oprindelige "Superman"-film så kendte blokformede typografi.
Køb den for blot 70,- til porto inden det bliver for sent. Og det gør det vel engang, det må det da...?

Ventetiden værd!

 

I dag står vi ved en rigtig milepæl og det endda i flere henseender. For det første og vigtigste sidder jeg med et bogligt storværk foran mig. På de 384 tætskevne og desuden uhyre veldisponerede sider, fyldt med knivskarpe pointer, som usvigeligt sikkert bæres igennem af forfatterens suveræne sprog-beherskelse, behandles livets vidunderlige dårskaber. At kalde den her bog for årets så langt væsentligste udgivelse er så sørgeligt utilstrækkeligt og en gigantisk underdrivelse.

Nu vokser ingen træer ikke helt ind i himlen og selv ellers omhyggeligt kultiverede vækster som selve "Visdommens Træ" vokser uhyre langsomt om overhovedet. Sproget i bogen kan til tider være næsten ligeså knudret som et andet mytisk træ, Ask Yggdrasil med dets vildtvoksende overjordiske rødder. Altså sådan mest bare "oven på jorden" som mangrover og orkideer og andre epifytter, selv om denne specifikke ask har et særegent dyreliv. Mage til lettere forvrøvlet univers end dette nordiske sludder med trælevende hjorte og andre misfostre skal man lede et stykke tid efter og i dét lys kan man bedre forstå, at kristendommen hurtigt udraderede den nordiske tro. Selv de vanskeligt fattelige problematikker omkring treenighed var idét lys småting. Udover at det altsammen var og er noget pladder.

Tilbage til vores eget beskedne "Visdommens Træ" i bogform. Denne bog er tilgængelig for den symbolske pris af 70,- til porto og bestillinger modtages gerne.
Ellers oplevede vi som billedet viser i går en anden milepæl her i huset. For det første er vores nye JBL-højttalere helt usædvanligt store og spiller helt sikkert usædvanligt meget bedre. Det sidste er vi ikke helt sikre på, vi har desværre ikke haft tid til at lytte men det må de gøre. Jamen det MÅ de, vi har jo trods alt købt og betalt dem..?
Nu har vi ganske vist adskillige ikke vanvittigt pæne højttalere i huset, men i går var det altså alligevel nok for fru Mathiasen. Som en kvindelig Bukefalos stejlede hun øjeblikkeligt ved synet af de ganske vist osse rigeligt negerdame-røvballeagtige horn og udbrød spontant, at de aldrig nogensinde kom ovenpå. Om det var smålig jalousi over de indrømmet noget attribut-lignende gigantiske mørke halvkugler eller blot almindelig god smag vil vi lade læserne afgøre. Det sidste er vel i virkeligheden en både rimelig og tilstrækkelig forklaring.

Derudover har vi som følge af gårsdagens delvise "skulkeri" ned til Handewitt og tilbage igen helt usædvanligt forfærdeligt travlt. Vi skal dog nok huske at støve "røvballerne" af inden vi fotograferer dem igen. Eller måske blot filme uden blitz, det sidste er nok noget nemmere. Og så skal der altså også lige lyttes lidt, men det er hurtigt overstået. Vi ved jo allerede, hvor godt det lyder, nemlig præcist ligeså godt, som det ser imponerende ud. Eller hvor grimt det er som fruen nok ville bemærke.

Den logistik!

I dag udgår vores vakse kommentarer til verdens gang på grund af usædvanlig travlhed. En enkelt aktivitet af allerglædeligste karakter vil optage en betydelig del af dagen, men derudover er der "business as usual" i kompagniet.
Derudover er der kommet et godt brugt sæt Klipsch La Scala på vores lager måske af ganske særlig sentimental interesse for alle gamle højskolegængere (gangere?) i det absolut alllermest syd-fynske. Ja, faktisk helt dernede, hvor Fyn ikke længere er fin men mere sådan nærmest "sluppet op"
Mon ikke de får et fint hjem derude, de spiller fint og er moderne klassikere som dolkhaler. En visionær mands insisteren på funktion fremfor "fims" Helt vildt meget af det første og intetsomhelst af det sidste, som bekendt fandtes modellen Klipsch La Scala kun i én finish: Ubehandlet finsk birke-krydsfiner. Som kan overleve en krig og det har de her næsten også gjort.
Det var altså krigen, der var "næsten", Klipscherne har overlevet i fineste skrammede stil!

Flensburg-Handewitt

I går indtraf der en uhyre uventet begivenhed. Ja, man kunne næsten kalde den for kosmisk grænseoverskridende uden at dog hermed ville være helt klart, hvordan og lige præcist hvor, det ville være muligt at overskride grænserne i kosmos. Selv science ficton-kultserien "Star Trek" har kæmpet med denne evige problematik og når selveste Captain Kirk og hans talentfulde crew med spids-ørede Dr. Spock ikke har kunnet knække gåden om eksistens og kosmos, så må den godt nok være svær. Måske vi i dette lys blot skulle resignere og kalde begivenheden for "stor"..?

Vi genfandt simpelthen massevis af billeder fra forlængst forgangne tider, som vi længe havde troet tabte i forbindelse med et computernedbrud. Der er tale om billeder fra en aldeles epokegørende tid for fra efterhånden mange år siden, hvor denne skribent for første gang mødte en åbenbart altid storsmilende Pia Dahl Olsen. På alle billederne strålede hun simpelthen som en sø-sol og lige i det lys kom denne skribent til at huske disse forlængst forsvundne tider. Som alle tider naturligvis til alle tider er forsvundet og tilbage er kun mindet om det fotografiske øjeblik.

Vi er i denne sammenhæng helt tilbage i vinteren og foråret 2005, en helt anden planet, simpelthen. Det var dengang lykken endnu var at arbejde i Dansk Audio Teknik-butikken i Klostergade med daværende ligeledes noget mere hanhunde-agtige Folmer Hund snork-vogtende under skrivebordet. Vi var lykkelige , var vi, som vi sad der og kikkede på hinanden i vores totale uvidenhed. Nemlig om, hvad lykken I VIRKELIGHEDEN var! Nå, det er så det, som disse billeder viser. Den kommende fru Mathiasen i sin sædvanlige hårdtslående stil nedbryde alle vores forsvarsværker til noget, der hurtigt lignede Kalø Slots-ruin. Vi lå simpelthen i kameraets nærvær dér på gulvet og friede til frk. Olsen. os begge to.

Nå, det dér med at ligge på gulvet gik over ret hurtigt. Ikke at nogen af os havde fortrudt, men ret hurtigt ændrede tingene i Klostergade sig ganske drastisk. Firmaet skiftede ejer fra den ene lidt uforudsigelige københavner til den anden langt mere uforudsigelige ditto. Genfundne billeder viser en sælsom weekend-firmaudflugt til Kolding i noget, der i eftertidens klare lys skulle vise sig at være det endelige "dødskys". Og i god gammel russisk tradition, hvor alle kysser alle, skulle alt derefter gå i opløsning. At kalde denne firmaudflugt for hel-kikset er helt utilstrækkeligt, katastrofal dækker bedre. Resten var blot et langstrakt sygdomsforløb. Imponerende i betragtning af økonomichefens fine foredrag med plancher. Dumt!

Ret hurtigt viste det sig noget uventet, at en nyansat medarbejder over natten havde udviklet voldsom hunde-allergi. Derfor blev husets mest trofaste medarbejder, Folmer Hund, ret hurtigt derefter forment adgang til virksomheden. Derefter udspandt der sig over sommeren et forunderligt spil, som er dokumenteret på disse billeder. Ikke at det berørte denne skribent særligt, han havde jo sin højtelskede Pia Dahl Olsen og så kunne verden forresten gøre, hvad den ville. Den gjorde den så også, som Verden vel altid gør, og den gamle verden var væk for evigt. Efter at det blev forbudt at bruge firmabilen for undertegnede uanset ærinde (noget, der naturligvis ikke gjaldt for andre ansatte eller bekendte af fører-parret) var resten blot et unødvendigt efterspil. Den gamle ejer vidste udmærket, hvor aktiverne i firmaet lå og solgte billigt, fordi han blev truet til det af en trussel om en opsigelse. Den nye ejer købte derfor billigt og forskertsede straks derefter firmaets eneste reelle aktiv, som var det eneste, man havde købt. Om det lyder dumt? Ja men det var i virkeligheden MEGET dummere og DYRERE ikke mindst.

Det var Dansk Audio Teknik i Klostergade så også snart derefter, væk for evigt, og adskillige millioner med og det var vel ikke ufortjent. Hvis det ovenstående lyder ovendrevent selv-overvurderende for denne skribent, er det ganske tilsigtet. Når en medarbejder årti efter årti producerer 75% af firmaets totale omsætning og at det er regnet med i budgettet, at omsætningen falder 75% i dennes ferieperiode, så er det noget optimistisk at regne med, at denne medarbejder kan undværes på kort sigt. (Dengang var begrebet "den lange bane" slet ikke opfundet i anden end svømning) Ingen er uundværlig, man skal blot have råd til at undvære vedkommende. Eller eget talent til at erstatte. Det første var der en hel del af, til gengæld var der INTETSOMHELST af det sidste. Og allermindst var der nogen evne eller måske blot lyst til at se det indlysende og uundgåelige: Den katastrofale økonomiske virkelighed, der som tidevandet i Fundy Bay, Nova Scotia, kom buldrende ind.

Det er så disse herlige og tumultariske tider, der er foreviget atter engang på disse genfundne billeder. Det skal lige med i dette lidt overdrevne overdrevne helte-portræt af denne skribent, at det faktisk slet ikke var på mit initiativ, at samarbejdet blev opløst dengang det gjorde. Ikke at det var nødvendigt, billederne viser at det allerede havde været uafvendeligt længe. Der er muligvis ikke meget heltemodigt ved at være en "ufrivillig helt", som denne skribent altså blev. Udover altså at være en helt, i denne sælsomme personkreds en absolut sjældenhed, hvor selv tvivlsomme helte skulle tælles med.

Efterfølgende har vi kun haft professionel kontakt med én eneste af de gamle medarbejdere. Han er nu også rar nok, men de andre er altså blot røget ud i livets store lokum. Uden særlige spor tilbage end lidt småpletter efter de allerfleste normale toiletbesøg. Når man ser på billederne fra "indpisker-weekenden" er det en sjov tanke, at nogen nogensinde kan have haft tiltro til disse dilettantiske drenge-medarbejdere, som snart skulle udføre mænds arbejde, men må jo huske, at al det her fandt sted i en tid, hvor alle økonomisk kunne gå på vandet. Det var næsten en præstation at gå konkurs dengang, hvor selv de sygeste og dummeste forretningskoncepter endnu levede som den håbløst-designede "Irske Kæmpehjort", på lånt tid, ganske vist, men alligevel. Godt gået, og tak for sparket!

Til sidst skal vi lige omtale dagens overskrift, som betegner en andet forlængst glemt nordtysk lokalitet. I den forunderligt-selektive virkelighed, som TV er, så var Flensburg-Handewitt engang på alles læber. Det var fordi, der var en håndboldklub med dette navn. Det vil sige, det er der stadigvæk, men alligevel er klubben forlængst glemt for så vidt som at flere år er længe. Og det er det jo ikke, i TV er det en EVIGHED. Dengang i fortiden var det noget helt andet, og Flensburg-Handewitt var toppen. Af den eneste nødvendige og helt tilstrækkelige grund, at der var adskillige danske spillere i klubben dernede og i en periode også en dansk træner. Huhej hvor det da bare gik!

Da de så forsvandt forsvandt al interesse ligeså hurtigt som tilsvarende nyere heltedyrkelser af Peter Schmeichels Manchester United. Forstaden Handewitt er næsten for den gennemsnitlige dansker ca. ligeså kendt som Svantevit(t?) fra Rügen selv om en del jyder kender det lokale indkøbs-paradis ret godt. Ellers er det helt sort dernede. Selv i disse dage med masser af sne er det stadigvæk sort inde bag alt det hvide.
Og det altsammen for at sige, at i denne engang så kendte og omtalte forstad "over-weekender" vores nys indindkøbte koloenormt store JBL biografhøjttalere. Fordi den bil, som er rummelig nok til at transportere monstrene, ikke kan hente dem før. En tragedie? Ja, mildt sagt, måske derfor i dagens tekst vi har måttet søge tilbage til tidligere tiders triumfer. Måske lidt sølle, når man blot dengang ikke selv udrettede noget videre, faktisk blot "fanget" af fruen og fyret af fjolserne.
Det var hvad der kunne komme ud af at sidde og glo på gamle billeder.

Hvor mange gang skal vi sove endnu, mor...

..inden det bliver juleaften? Dette evige, næsten eksistentielle spørgsmål, vender tilbage i disse dage, mens vi venter på de så attråede JBL 4576B. Disse aldeles fantastiske højttalere er nu endelig på møjsommelig vej på lastbil og lander muligvis i morgen. Det mest uhyggelige og ikke helt usandsynlige scenario er, at det måske først bliver på mandag. Hvilken forfærdelig og ubærlig tanke at skulle vente så længe på noget så stort!

For STORT, det er det. 100 kg. og 1.80 i højden er garanti for ubeskriveligt stor lyd. Ja, faktisk er lyden så ubeskrivelig, at vi allerede nu må opgive at beskrive den. Det skyldes nu også den noget mere prosaiske kendsgerning, at vi faktisk aldrig nogensinde har hørt disse højttalere, vi har købt dem i blinde helt ud i luften. Da der heller ingen glade og selv-tilfredse ejere er derude, som henrykt kan fortælle om egen fantastiske dømmekraft og ditto højttalere, så er vi henvist til at skabe hele "hypen" selv.

Det er så heldigvis ganske let, man er vel mand for den sag som alle mænd er. At bilde sig selv det ganske urimelige ind med en om mulig endnu større og mere urimelig selv-suggererende overbevisning. Det varer så typisk indtil fruen har udtalt sin inappellable dom. Den er inappellabel af flere grunde. Den vigtigste og vægtigste er naturligvis, at det er fruens, men den næstvigtigste er næsten værre. Hun har nemlig altid ret, fordi hun ikke kun ser og hører med samme begejstrede blanke drengeøjne og -øren stift rettet mod glittede data-blade og semi-pornografiske billeder som jeg selv gør.

At kvinder i denne hen-retning er klogere end mænd betyder jo ikke nødvendigvis, at de er særligt kloge. Det behøver de nemlig slet ikke være, mændene er typisk dummere end vandfast krydsfiner, som det engang hed uden iøvrigt nogen nødvendig logik. I øjeblikket er den mest kuriøse tråd på noget hifi-forum for os at se en virkelig "griner" på hifi4all, "Mcintosh vs Accuphase" (stavefejlene er endemiske). Her forespørger en mand i suveræn inkompetent fri-stil andre endnu mere inkompetente mænd om noget fuldstændigt umuligt, som ingen nogensinde kan have hørt. Nemlig hvilken af 2 ganske sjældne forstærkere som vil spille bedst på et sæt heller ikke videre almindelige højttalere. Ingen har givetvis nogensinde haft mulighed for nogen sammenligning, men det afholder naturligvis ikke folk fra på side efter side at "byde ind" Med INTETSOMHELST, andet end tomgangssludder.

Derfor vil vi herfra meget gerne medvirke i en mere objektiv bedømmelse af disse forstærkere. "Mere objektiv" skal tages med mere end et gran salt her, men vi har dog i det mindste hørt den ene af forstærkerne. Ganske vist for ganske mange år siden, men det er helt sikkert mere end hovedparten af bidragyderne nogensinde har. Den omtalte McIntosh MA-6900 er en forstærker til omkring ikke ganske bagatelagtige 50.000,-, men er alligevel firmaets billigste begynder-forstærker. Det præger den i ekstrem grad.

Som alle våbenproducenterne altid har opdaget det efter alle krige, så er det en helt anden sag at producere til det civile marked end til det aktivt krigsførende militære. Helt vildt meget sværere og helt vildt meget lettere, ikke underligt at de allesammen fra en kant har brækket halsen på det. Ingen har nogensinde overlevet denne umulige kommercielle omstilling, afgjort triste udsigter for hæderkronede McIntosh. Hvem husker for eksempel den engelske førende våbenkoncern Vickers´ totale fiasko med at fremstille en bil? Verdens måske ellers eneste med ægte militær-specifikationer. Eller det omvendte problem for selveste masseproduktionens mester, Ford, at licens-producere Boing B-29 Superfortress-bomberen. problem-bjergene er lige ubestigelige fra begge sider af kvalitets-spektrene.

Problemet er det ganske uoverstigelige, at hvis man i sin produktion lægger ekstrem vægt på samlekvalitet, perfekt design under ekstrem fysisk belastning og en forventet driftstid på snesevis af års uafbrudt drift, så er man SKIDEDÅRLIG. Nemlig til at lave alt det kompromitterede bras, som man nødvendigvis må nedværdige sig til, hvis man skal konkurrere på et mode-drevet konsummarked. Hvis man altså vil overleve, hvilken man så blot ikke kan. Fordi man som specialist-kvalitetsvirksomhed aldrig i tide vil kunne omlægge hele sin virksomhedsstruktur, produktion og almindelig intern firmaetik til det nye marked.

Det er svært at øge kvaliteten i produktionen men langt sværere er det at slække på ekstremt høje kvalitetskrav. De højtkvalificerede ingeniører, som et firma som McIntosh havde og danske Terma HAR er fuldstændigt på Herrens mark den dag, deres specialistviden bliver overflødig. Terma kan lave og teste en strømforsyning, som med vished kan virke i årtier under ekstreme forhold, men de kommer naturligvis aldrig nogensinde til at kunne konkurrere på at kunne fremstille lavpris-forsyninger til mobiltelefoner.

Som der står i manualen til McIntosh MC-2500 effektforstærkeren.: "If good enough will do, there are at least 100 answers for you. But if the best is what you need then there is only one real answer" Og det summerer jo meget godt hele denne problematik. Nemlig at kunne fremstille det bedste samtidigt gør det fuldstændigt håbløst at forsøge at fremstille det, som kun er "godt nok" McIntosh MA-6900 er et godt og samtidigt sørgeligt på rigtigheden af denne deres egen gamle manual. Denne visuelt ganske fine forstærker er nemlig virkelig en noget blodfattig fætter og spiller OVERHOVEDET IKKE som en McIntosh. Og er det nødvendigvis og naturligvis heller ikke. Dens uhyre nominelle 200 watt gør grin med dens større og dyrere ætlinges jerngreb og navn. Den er simpelthen så latterligt langt fra at have forlængst fordums klasse, at det næsten burde kunne kriminaliseres at kalde den for en McIntosh. Det her svarer simpelthen til at købe en Mercedes. Cykel, sådan én laver de vist osse..?!

Om den så er værre eller bedre end andre ligegyldige apparater til 50.000,- aner vi ingenting om og er også fuldstændigt ligeglade. Om den anden kombattant i denne "virtuelle attraktions-krig", Accuphase´-en er bedre aner vi om muligt endnu mindre om. Man burde nu nok undersøge, om Accuphase endelig har forladt den ingeniørmæssigt ubegribeligt inkompetente praksis med at vende printet forkert, således at kølepladerne simpelthen vender NEDAD og sidder på undersiden af printet. Denne syge praksis har de ellers med succes benyttet i adskillige årtier, selv om succesen delvist har bestået i, at reparatører uden at behøve kikke på de terminalt varme-kræftsyge apparater blot har smidt dem ad Helvede til. Om man så vil støtte et firma med en så mangeårig praksis i manglende " rettidig ingeniørmæssig omhu" er naturligvis kundens egen sag. Men måske køberen indirekte kunne medvirke til, at Acuphase fik råd til at ansætte en ordentlig ingeniør..

Hvis man af ovenstående mener at kunne uddrage, at vi selv som købere ville være i tvivl, så tager man fejl. Fuldstændigt, endda. Vi ville i stedet købe masser af "bløde pakker" til konen. At købe en af de her forstærkere ville blot være endnu "blødere", som tyskerne udtrykker det. "Urblöd!"

Mens vi venter på den usigeligt store dag!

Ja, det er allerede på fredag, at den af så mange så længe ventede "Poul-Bog" udkommer i et endnu en gang stærkt begrænset oplag. Oplaget begrænses ganske naturligt af efterspørgslen, som dog i de senere år har været så massiv, at vi ikke selv har nogen af de tidligere udgivelser. Hvis man skulle være interesseret koster udgivelsen i rigtig bogform blot portoen, og det er vel næppe helt urimeligt.

Inden vi i dag tager på et par større kundebesøg her sidst på finansåret (altid spændende og endnu mere end det plejer) så lige en opdatering af situationen for det danske landbrug. Vi har her flere gange berørt den mere og mere håbløse gældsfælde, som det danske landbrug er sunket tilsyneladende uhjælpeligt ned i som en Tyrannosaurus Rex i en nordamerikansk tjæresø (vi takker Hans Hvass og Magnus Degerbøl og hvad de andre forfattere til barndommens formative bøgserie ellers hed i serien "Fortidsdyr/pattedyr/fugle m. m. i Farver".

I går fik den samlede landbrugstop så læst og påskrevet af selveste nationalbankdirektøren, Nils Bernstein. Beskrevet i dagens JP Erhverv udtalte han de barske ord om det samlede danske landbrugs spekulation i kursudviklingen i scheizerfranc således: "hvis I har lyst til at spille, vil jeg anbefale, at I næste gang prøver Landbrugslotteriet". Denne "knastørre" bemærkning (som avisen selv tolker det) fra Bernstein mødte behersket bifald fra de 400 forsamlede landmænd. Sikke dog dumme og totalt uhumoristiske landmænd dog er, æv, bæv! Og naturligvis forekommer det fuldstændigt hjernelamt, at det samlede landbrug med et totalt årligt overskud på sølle 700 mill. i et årti har tabt over 6 mia. på ren og skær fejlslagen valutaspekulation. Simpelthen rub af stub af hele gevinsten og det samlede provenu! Tåber, I har vist sniffet for meget ajle derude!

Eller har I, for måske hele denne misere ikke er helt så objektivt beskrevet af Bernstein. Lad os lytte lidt mere til nationalbankdirektørens skarpe analyse. Han konstaterer det kedelige faktum, at blot en rentestigning fra det nuværende rekordlave niveau på ÉT eneste snoldet procent-point vil give hele 3 mia. i forøgede renteudgifter for det allerede helt vanvittigt forgældede erhverv. Og så er det, at klokkerne begynder at bimle højlydt, for måske landmændene slet ikke alligevel har været dumme som snot. Udover at de altså har valgt at være landmænd siger denne notoriske bondeknold.

3 mia. LYDER måske af meget, men det er INGENTING i forhold til den samlede gæld. INTET, INTET, INTET! Fordi enhver (og antageligt da især osse en nationalbankdirektør) kan regne ud, at med en samlet gæld i landbruget på tæt ved 350 mia. kr., så er den GENNEMSNITLIGE rente af de lånte penge UNDER 1%. Og så lige tilbage til det danske landbrug og de måske i virkeligheden ganske fornuftige valuta-kalkuler. Som vi tidligere har nævnt, så afregnes for eksempel byg på trods af bageriernes evige prisstigninger på grund af angiveligt forøgede råvarepriser med ganske tæt ved det samme som i min barndom på Endelave i 1969. Og det i nominelle kroner simpelthen, som i det omgivende samfund i mellemtiden er blevet over 10 gange MINDRE VÆRD.

Derfor er det naturligvis elemntær børnelærdom, at ingen fornuftig landmand ville drømme om at øge produktionen af for eksempel af korn, for hvad skulle det dog ændre. De vitale massive EU-tilskud er jo arealbestemte så vidt vi ved. Og hvad så, når man kan låne penge til mellem 0 og 1% og ikke har en skid at bruge dem til. Alt er baseret på det store værdistignings-pyramidespil alligevel, hvor træerne for evigt antages at vokse ind i Himlen og i den sammenhæng betyder driftsresulateterne ingenting. Og kan altså heller aldrig bringes i overstemmelse med udgifterne, så hvorfor bøvle med det umulige?

Næh, så hellere følge bankernes råd om lidt ægte "penge-avl" ved kreative valutaspekulationer. For Bernstein tror vel ikke, at landmændene selv har fundet på denne nyere version af Onkel Joakims såkaldte "penge-træ", nogen har nok hjulpet dem, skal du se. Nå, vi da virkelig håbe, at disse rådgivere har tjent rigeligt til kistebunden på disse transaktioner i valutaspekulation, for det kan da have afgjort lange udsigter, inden disse ufatteligt lavtforrentede penge kommer hjem igen.
Og kunne landmændene så have været i en bedre situation ved for eksempel at have investeret alle de næsten "gratis" (undertiden HELT gratis med en rente på 0.0%!!) penge i produktionsapparatet?. Sikkert ikke, beløbene her spiller ikke større rolle end huslejeindtægterne i ejendommene handlet i det parallellt forløbende "Store Ejendoms-(pyramide)spil" Ingenting! Udover at man så HELLER IKKE ville kunne have forrentet alle disse måske overflødige investeringer alligevel. Og heller ikke de nødvendige for den sags skyld!

I det store spil ændrer det intet. Det vil det næppe heller komme til at gøre, selv om alle priserne på samtlige landbrugsvarer ville stige til det dobbelte, næppe det sandsynligste scenario. Fordi renterne i så fald ville stige voldsomt og "opæde" enhver gevinst til gavn for ingenting. I stedet håber landbruget så på mindre prisstigninger og muligvis så derved ingen rentestigning. Håbet er altid lysegrønt som granen, selv om det på denne årstid traditionelt "drysser" lidt rigeligt.
Pudsigt såkaldt primær-erhverv, landbruget, hvor den faktiske produktion i så mange år har spillet en så sekundær rolle. Om overhovedet nogen.

Macho-taberkultur

 

Billedet i dag er af forskellige fabrikater diskanter. Den ene er en rigtig Altec-Lansing 808 såkaldt "small format driver" selv om den ikke er ret lille. Den anden endnu større er en Great Plains Audio 299 mere passende benævnt "large format driver" fra vores lillebitte favoritfirma i Oklahoma City. Det sidste firma er genopstået på rest-maskineriet fra forlængst salig Altec-Lansing og fortjener anerkendelse og støtte af bedste slags. Fordi de viderefører en ellers forlængt ulykkeligt afsluttet historie.

De 2 bittesmå enheder er som de overlevende smågnaverlignende pattedyr i afslutningen af den for øglerne så kataklysmiske såkaldte "Kridttid": Små og helt uanselige så længe de store er der endnu. Derfor er det naturligvis også dem, der er der endnu. Disse små pip-diskanter af det stadigvæk aktive Electro-Voice-fabrikat er fra ak ja, må din Gud forbyde det, fra topmodellen fra ligeledes amerikanske Klipsch. Det vil sige, det er den så på trods af sit i denne sammenhæng noget anæmiske udseende selvfølgelig heller ikke længere. Produktionen af denne enhed er forlængst ophørt og Klipsch får nu uden noget forsøg på mystik som nævnt fremstillet ækvivalente enheder i Filipinerne. Som JBL er Electro-Voice forlængst flyttet langt væk fra både tidligere kvalitet og ambitioner og da ikke mindst de rigtigt gode produkter.

Nå, ligefrem supergod er denne diskant nu ikke og da overhovedet ikke i dette formidable selskab. Alligevel er det ganske forrygende hvor meget gamle Paul Klipsch kunne få ud af disse ret tarvelige råvarer og det er givetvis osse derfor, at Klipsch stadigvæk eksisterer. På den måde har det altid været været et mønster-firma. Derudover gad jeg nu RIGTIGT godt have et sæt helt RIGTIGE Klipschorn-hjørnehøjttalere OG en Crown Studio Reference II. Og ikke mindst de kommende monster-JBL, sikke man dog kan drømme.

Under alle omstændigheder er det jo også en smule taberagtigt kun at sidde og drømme og derudover blot glo ud af vinduet. Ganske vist er hifiinteressen i virkeligheden taberagtig på sådan en lidt søgt macho-agtig taber-facon, for kvinder har der da aldrig været nogen af. Selvfølgelig kan man diskutere, hvor specielt macho-agtigt det er, at så mange lokale hifientusiaster med legendariske Kurt von Komik og hans ikke mindre stor-slemme trofaste sekondløjtnant "Hurtig" dag efter dag, årti efter årti, sidder og taler i den anonyme hule om egne fortræffeligste lydidealer og den DAC, som de vist har tænkt sig at lave. Engang i en anden galakse. Snak, snak, snak og mere snak. Hele dagen, hver eneste dag om overhovedet absolut ingenting. Lav dog den skide DAC eller lad være, uanset havd bliver verden et bedre sted at være den dag al denne formålsløse idiotiske snak ophører.

Tror forumejeren af det senest tilkomne danske hifi-forum, avtainment.dk. virkeligt i fuldt alvor, at der nogensinde kommer kunder i butikken, så længe disse kegler styrer bowlingbanen? Eller annoncører hvis der ellers er flere som gider adressere denne forlængst lettere små-perverterede macho-taberkultur længere. Ikke meget tyder på det første og slet intet på det sidste.
Inden vi nu helt overgiver os til vinterens relative sortsyn skal det med, at dagens overskrift er sakset fra dagens JP. Kultursociologen Mehmet Ümit Necef fra Syddansk Universitet bruger dette særdeles rammende udtryk om særligt aktive og voldelige indvandrerbander. Som denne skribent tidligere i sædvanlig stilfærdighed har anført, er det jo ikke selve opholdet i asyl-eller flygtningelejre, som i sig selv fører tilnogen senere kriminalitet. Det behøver man nu heller ikke være en moderne Einstein-klon for at se, for forskellige flygtningefolkeslg placerer sig særdeles entydigt og helt forskelligt på kriminalitetsbarometret. Vietnameserne ligger helt i bunden og palæstintenserne topper denne hitliste suverænt og meget mere krig end i Vietnam gennem mere end 70 år kan man vel ikke have. Så, nej, det er tydeligvis ikke kun krigstraumer, der spiller ind. Som denne sociolog så fornuftigt udtrykker det:"Voldtægt har noget at gøre med synet på kvinder, køn og ligestilling"

Mon han nu også som ubetænksomme Jesper Langballe bliver idømt dagbøder for denne groft generalisende og diskriminerende udtalelse? Udover at det naturligvis er sandt, altid det allerstørste problem, men heldigvis for de korrekte aldrig et problem, som ikke for en tid kan ties ihjel. Et godt eksempel er en udtalelse fra en anden og langt mere korrekt dansk kultursociolog, Flemming Røgilds. Han udtaler de noget defaitistiske ord om disse åbenbart til evig tid stigmatiserede stakler: "De vil tit have forældre, som lider af post-traumatisk stress og ofte har levet på starthjælp, der skaber nogen mekanismer, der kan resultere i kriminalitet (skulle man så ikke blot afskaffe denne starthjælp red.?) Hvad skal man gøre, når man ikke har flere penge til rådighed?"

Det sidste er desværre ikke noget, som vi selv har fundet på, det står der faktisk som citat fra Røgilds. Ja, Røgilds, her i den traumatiserende julemåned er det jo et evigt tilbagevendende problem for de allerfleste og mon ikke vi i dette politisk korrekte klarsyns-lys kan forvente overbærenhed fra alle myndighederne.

Røgilds fortsætter ad samme syge vej om det danske skolesystem, som "..ikke anerkender, at vi befinder os i et multietnisk samfund og hvor man eksempelvis ikke ser arabisk som et internationalt verdenssprog på linie med spansk, kinesisk og russisk.." Eller man kunne nævne bengali, som tales af endnu flere end arabisk og portugisisk med omtrent samme udbredelse.- Udover at Røgilds jo nok heller ikke vinder særlig respekt for sit valg at russisk som verdenssprog længere. Det var vist mest i hans og min egen studietid verden så sådan ud.
Nu er så tydeligvis "verdenssprog" som samme kulturs-kreds´ evigt gentagne krav om "respekt" ikke noget, som man kan kræve, KUN noget, som man kan FÅ som julegaver. Blot at plyndre familiens sparegris for at gave til sig selv tæller ikke som julegave. "FÅ" er igen det betydningsbærende ord.

Nu er kultursociologi naturligvis ikke nogen eksakt videnskab eller for den sags skyld videnskab overhovedet men SÅ dumt og naivt, som Røgilds her udtrykker det, troede vi da ligegodt ikke, at det var. Ren dansk taber-kultur, simpelthen, for hvordan kan man være dansk "multikulturel" når man ikke længere selv tror på sin egen kultur?
Nå, vi vil så i al løn håbe, at det er Røgilds, som selv bliver et kommende offer for alle de stakler, som "ikke længere har flere penge til rådighed" Måske han selv lægger penge ud som vi andre lægger fuglefrø, i så fald en ægte hædersmand, som tror på sin egen prædiken. Der er jo helt tydeligt intet andet at gøre end at acceptere det totalt uacceptable.
Mærkeligt som alting så let kan forklares. Måske også sygelig hifiinteresse kan forklares ud fra utilstrækkelig seksuel formåen hos entusiasten og anden social impotens. Og jo længere og jo større, jo mindre eller omvendt. Tydeligvis en typisk ringe kultursociologisk forklaringsmodel for så vidt denne skribent stadigvæk venter på sine allerstørste JBL-højttalere hidtil. Er der virkeligt SÅ MEGET at kompensere for her i vores lille kælder?

Paradis

 

I et næsten 30 år forsinket minde om, hvor sjovt det må være at sælge hifi og prøve alt muligt forskelligt sjovt et billede af dagens test-opstilling på vores værksted. Læg atter mærke til den effektive måde, hvorpå vi har formået at minimere rummets indflydelse ved at placere "Ejner Olsen"-stolen i højttalerens absolutte nærfelt. Dette skyldes som altid, at stolen står pladask mod skrivebordet og ikke kan komme længere væk. Tak til Otto fra det genopstandne Tape Connection for mindet om de herlige tider, hvor man som en selvfølge "legede hifi" før og efter åbningstid. Herligt spild af tid, fordi kunderne dengang altid kom alligevel og det næsten uanset hvor stupidt forhandlerne opførte sig. Det var herlige tiden dengang i 1980-erne som vi ikke rigtigt tror på længere eksisterer. Men som det så provokatorisk fremhæves dernede fra Europaplads: "Men når herren (vist denne ydmyge skribent red.)nu påstår at han ikke kan forstå hvad jeg siger, så er det vel også for meget forlangt at han kan regne ud hvorfor butikken først åbner klokken 11."cit. nerds.dk

Nej, Otto, det kan vi faktisk ikke regne ud. Hvis I sidder bag de heftigt duggede ruder og leger ørkesløse lettere "doktor-lignende lege" som os selv her i dag med forskellige kabler i forskellige grader af tilspilning, ja, så tror jeg altså, at I spilder tiden. Som vi naturligvis også selv gør, men nu skal vi jo heller ikke leve af at have en frugtplantage med æbler, for nu at blive i den lettere "paradisiske jargon" Det er skidefedt at være os og blot kunne plukke et fuldmodent æble og lade andre om at passe plantagerne derude. Vel vidende, at der er rigelig frugt til os selv vores tid ud. Det sidste er overmåde heldigt, fordi rekrutteringen til til både frugt- og hifi-avl ikke er voldsomt hæmmet af hverken viden eller visioner. De spændstige æbler er efterhånden få, og de rådne æbler derude rådner som bekendt alle ellers sunde æbler omkring sig. Det foregår desværre aldrig den anden vej uanset hvor meget man måtte drømme. I den retning er snakken om hifikablers betydning REN PERSON-DREVET PLACEBO, hvor ingen nogensinde uden stort personligt tab vil kunne indrømme er ren indbildning. Der er simpelthen tale om den særlige version af "Kejserens Nye Klæder", hvor ALLE spankulerer rundt og er kejsere i snavsede underbukser og bekræfter hinandens velklædthed. Ikke underligt at børn og andre vækstlag forlængst er væk.

Tilbage til egne "drenge-lege" omhyggeligt udvalgt blandt de mere acceptable af slagsen. I dag residerer der et sæt Klipsch La Scala på ærespladsen. Og vi siger et sæt, fordi en hel del tyder på, at vi har fået os et sæt mere af disse herlige rå krydsfinerskasser. Bestykket med en ret grinagtig Eminence PA-bas fra det formørkede Kentucky og et par sandsynligvis filipinsk-producerede mellemtone- og diskant-drivere i det lettere myggevægts-afdeling. Grundlæggeren Paul Klipsch producerede aldrig selv enheder i lighed med de fleste producenter i dag, han løj blot ikke om det. Heller ikke om, at enhederne skulle være "special-modificerede" eller nogetsomhelst andet, rene hyldevarer, simpelthen. Som de naturligvis også er i dag når man ingenting vil betale for råvarerne som "producent" andet end til den nødvendigvis højtgearede og -hypede markedsføring.

Det er for os at se nu osse en kæmpeforskel, at indrømme det selvfølgelige, og et sæt La Scala spiller forrygende og da ikke mindst højt. Med en følsomhed på 105 dB er der aldrig tvivl om, om den anvendte McIntosh MC-2500 effektforstærker er tændt. Paradis med en smule brum og lidt mere sus. Det kan vi sagtens leve med. Bas er der ikke alverden af og anderledes kan det jo heller ikke fysisk rigtigt være. At andre nyere firmaer som WLM og Zu, tydeligvis også kunder hos Eminence, så hævder noget andet ændrer desværre ikke naturlovene, udelukkende bund-niveauet for markedsføring.

Vi skal også huske at advare alle sagesløse mod at vove sig ind i vores lille virksomhed i dag. Der vil være akut fare for tvangsmæssigt at blive placeret i "Ejner Olsen-stolen" for en øredøvende musikalsk oplevelse. Sådan har du garanteret aldrig nogensinde hørt musikken og det har musikken selv sikkert heller ikke...! Selv ikke de mest paradisiske æbletræer vokser trods alt helt ind i himlen!

"Kondi-det er noget vi drikker!" Om tillid.

 

I dag et mere end almindeligt halvkikset billede af vores enlige Crown Studio Reference I-forstærker, som den står dér så ørkesløs og ensom og forladt. Måske den blot står og venter på sin Reference II-makker for at danne en passende modvægt til den mægtige McIntosh-"triade" lige ved siden af. Der er intet så imposant som blå "blink-metre" uden at vi dog ligefrem kan sige, at de spiller bedre end vores Crown. Trods talrige sammenlignende lyttetests er vi ikke blevet den mindste smule klogere og det kan jo skyldes, at de forskellige forstærkere spiller på vidt forskellige højttalere. Forskellige steder, som om det første ikke var problematisk nok. Derudover spiller det vældig fint siger min kone, så det passer helt sikkert. Selv om selv denne velvoksne dreng på 780 watt ser noget "klejn" ud i selskabet med RIGTIGE voksne (McIntosh)-mænd.

I dag vil vi så sidde og små-vegetere, mens vi venter på vores nye mega-JBL biograf megatruthorns-setup på 1.80 højde og omkring 100 kg. (gange 2) ankommer. Konen får vi muligvis lidt fred for i dag. I går ankom nemlig til vores referencestudie for evaluering af lydkort og lydfiler et sæt hovedtelefoner. Det er helt klart det bedste sæt, som vi testede på den nylige udstilling i København af ialt 2, sig ikke, vi går til opgaverne med en vis grundighed. Valget blev lettet en hel del af, at den anden model var ganske uanvendelig for fruen, da den ikke have de nødvendige komfort-indstillinger, ja faktisk kunne den slet ikke sidde på hendes hoved. Derfor blev det så efter disse kortvarige grundige overvejelser den anden, der vandt. Og vi har da ikke fortrudt det, den spiller mægtigt fint og det skulle den osse gerne, da det så vidt vides er verdens dyreste hovedtelefon p.t.

Og så er det altsammen alligevel legetøj og blot "glar og flitter-stads" i sammenligning med de rigtige "kæbe-raslere" hernede på værkstedet men på en 6 m2 kontor er det nu nok. Med en lille, men komfortabel margin.
Ellers studerer vi med interesse (hm., vi keder os da åbenbart periodisk en smule sidden vi sådan sidder og glor..?) en tråd om hifibranchens troværdighed. Atter engang brillierer Otto Jørgensen fra lokale Tape Connection med utallige indlæg af en så kolossal dybde og ikke mindst længde, at undertegnede bliver helt stakåndet. Af benovelse og ærefrygt og misundelse og ikke mindst en smule ren og skær forbløffelse. Over at han har TID til hele denne "tour de force" i ord-gydning i stedet for at sælge varer, han arbejder jo trods alt i en ganske almindelig radioforretning, og hvordan lige dette skriveri forenes med almindeligt "disken-springeri" er svært at forestille sig for denne skribent, som HAR prøvet det. For heldigvis (og ikke mindst for kunderne da!), for MANGE år siden! At undertegnede så STADIGVÆK ikke fatter en brik af det mulige indhold af Ottos alenlange skriverier er så en anden sag og må vel tilskrives egne nødvendigvis begrænsende åndsevner.

Her gik vi og troede, at arbejdet i butik gik ud på at sammenligne og -sætte de mest optimale anlæg til gavn for kunderne, når der altså ingen var af de sidste. Det er ialtfald vanskeligt at stå der og fjumre og prøve sig blindt frem, mens der ER kunder og potentielle kroner i butikken. Nå, som i den heisenberg´ske atomteori er det ikke muligt at vide, hvad de laver derinde for sig selv i bagbutikken, uden at målingen bliver absurd. Vi kan derfor ikke afvise, at de rent faktisk sidder og sammenligner lydkvaliteten af forskellige USB-kabler i alle mulige permutationer af alskens kilder og konvertere. Og længder og tilspilningsgrader og alt muligt andet absurd. Nå, hele branchen er heldigvis en smule absurd til at starte med og da ikke mindst den del, som hævder at det altsammen drejer sig om at at KOMBINERE tingene bedst muligt. Og til det har man så forhandleren, der jo ved bedst og som man derfor kan have tillid til. Eller burde kunne.

Det er der så i dagens barske klima blot få eller ingen, der har råd til. Sagen er i sin rørende enkelthed, at man for at være værdig til kundens ubetingede tillid skal have RÅD. Til at sige, at kundens udgangspunkt er helt ude i skoven og fuldstændigt ukvalificeret og urimeligt og stupidt. Og til at sige, at han er blød i bolden hvis han køber kabler for alt for mange penge i stedet for at købe ordentlige højttalere og anden vital hardware. Vi ser det selv mange gange, hvor vi som professionelle konsulenter i festlokaler bliver konfronteret med små prut-højttalere fra lokale radioforretninger anvendt som middelstort PA. Fordi én eller anden har læst et sted på nettet, at for eksempel "NAD-watt" er helt vildt meget mere end andre watt eller alt muligt andet pis og papir. Det virker ALDRIG. Til gengæld er der aldrig sparet på kablernes pris i sådanne totalt amatøragtige installationer. Det er muligt, at kunden er dum, men forhandlerens adfærd er totalt foragtelig. Tillid til total inkompetence.

Sig dog i stedet til folk, at det her altså ikke kan lade sig gøre OVERHOVEDET for de penge, der er til rådighed. Tillid er noget, som man kun kan fortjene på den helt lange sigt, og ikke noget, som man kan "debattere" sig til og det uanset de mange indlægs kolossale længde fra vores lokale hifioperatør. Og det er bestemt ikke fordi, vi er særligt efter ham. Næ, vi mener blot han spilder sin tid. I stedet burde han vist bare stille et anlæg op efter sin egen smag og drøm, som måske kunne blæse kunderne omkuld. Når du så er blevet rig nok kan du bedre tillade dig at spilde tiden. Som vi selv så gerne gør uden at det første præmis er rigtigt opfyldt
Selv giver vi den gerne unødvendigt meget gas og uanset om vores rare professionelle kunder bliver begejstrede eller ej, så kan vi ved ren lydtryksformåen blæse dem omkuld. Uh, det kribler allerede efter det dér JBL-system!
Måske vi blev lidt unødvendigt ophidsede i dag, men vi ser blot så meget afbrændt bras. Hvorfor forsøger snothvalpe dog at gøre mænds arbejde? Gør i stedet det som I er gode til hvad det så måtte være. Tiden har jo heldigvis "ædt" det gamle reklameslogan om Faxe Kondi, kondi var tydeligvis IKKE noget, man blot drak. Eller tillid noget man får uden at fortjene det og arbejde for det.
Som sømands-sold kommer det forbandet langsomt og forsvinder forbandet hurtigt.