En sorgens og glædens dag

 

I dag er så dagen, hvor denne husstand heller ikke ejer et eneste sæt JBL 4320 plumpe klassiske studie-monitorhøjttalere længere. Uden at være direkte tragisk er det da temmeligt vemodigt, for selv om vores stadigvæk hjemmeboende JBL Olympus S8R gør altsammen en hel del bedre, så kunne disse 4320 noget, som ingen andre har kunnet. De kunne nemlig minde om nogle af ungdommens flyske og forgæves drømme og dét langt bedre end vores Olympus. Fordi de her sidste var SÅ dyre dengang, at man end ikke kunne DRØMME om dem. Forskellen synes måske akademisk, men det er disse subtile forskelle, som livet bygger på. Nemlig det, der betyder noget og det, som ikke gør. Om det sidste så skulle være fordi man ikke selv tør, end ikke drømme, kommer ikke sagen videre ved.

Heldigvis er det gamle mundheld fra de slesvigske krige stadigvæk gældende. Det var det der med "for de gamle, der faldt, er der ny overalt", herlig evig præsens-form, der altid signalerer optimisme. Og jo, der ER nye på vej: Større vildere og tungere. Og jo, det er igen JBL, denne gang et 1.80 m. højt kolo-enormt biografsystem med 2 15-tommers basser og det største trut-horn, vi overhovedet nogensinde har haft. Alene det aftagelige (håber vi da!) horn er så stort, at det kun dårligt kan passere vores indgangsdør. Vi håber det går, ellers bliver der et "crash sale" snart derude på den snedækkede græsplæne.

Et "crash" blev det så også endelig til for det danske elektronikfirma Gamut, der gik konkurs for et par dage siden. Allerede fra starten i de gode og økonomisk komplet uansvarlige dage i 2003 var der god gas på ud over stepperne. Muligvis de samme uendelige stepper, som de tyske pansertropper mødte i Rusland dengang først i fyrrerne, hvor de rullede afsted også uden ekstra larvekæder eller blot brændstof. Ligefrem ekstraordinært strømlinet blev firmaet vel aldrig, men en tid kunne mindre også sagtens gøre det, som det også kunne for så mange andre. Alt, alt for mange. Firmaet var grundlagt på Sirius, endnu et af den danske "audio-maverick" Ole Lund Christensens utallige kreationer. På trods af firmaets aktiviteter i datidens grumme gunstige erhvervsmiljø var den største succes vistnok, at man solgte sit navn til et amerikansk firma med speciale i satellit-paraboler. Og resten var så Gamut.

Som for så mange andre endte det altsammen med en skæbnesvanger skilsmisse og det for adskillige år siden. Et partnerskab med et stort velhavende indonesisk firma omkring produktion af højttalerenheder i samme lokaler derovre i Herning eksploderede af delvist uopklarede grunde (alt tyder dog på en særdeles farverig række af hændelser indenfor økonomiens lettere overdrev) og derefter var det blot yderligere op af bakke, indtil bakken altså til sidst slap op som bakker alt for tit gør. Nå, det går nok altsammen endda. Gamut producerede aldrig noget selv så vidt vi ved og deler med salig firma Thule det tvivlsomme ry som det muligvis mest servicekrævende produkt og det ganske uanset alder. Også selv om der slet ikke er nogen.

Nå, nu er det så tid til mulig eftertanke for Gamut-Goller og vi kunne da ønske og unde ham, at han dernede i Indonesien fik sig en hjertelig snak med sin gamle partner fra Herning-tiden. Måske vi ikke har set det sidste til denne danske Fugl Fønix endnu og for en mand med Gollers talenter skulle der da være gode muligheder for aldeles permanent ophold og måske endda ditto beskæftigelse dernede i entreprænante Indonesien, hvor der findes en betydelig produktion af high end-højttalerenheder sted.

Om ikke andet er der nu gode muligheder for at på hifi4all til ovre i det (sandsynligvis midt-, sådan er det vist tit) jyske at købe nyrenoverede Gamut-produkter. Ja, man kan sågar købe et sæt højttalere, hvoraf kun den ene angiveligt har været pakket ud for at blive fotograferet. Der må da her være tale om et absolut monumentalt fejlkøb hos denne sælger, siden han allerede inden han har pakket dem ud vil sælge dem billigt igen. Tjah, sådan går det sommetider så forfærdeligt galt. Eller hvad man nu skal kalde det. Man kunne i nogen tilfælde vel også kalde det for tvangsmæssig tilpasning til den eksisterende virkelighed.

Ellers ser vi for første gang vores nye "Mac" på sin rette testplads på vores værksted. Den grå betonvæg danner en god baggrund for disse tro arbejdsheste, som her er på permanent aftægts-græs. Og apropos heste: I et læserbrev i går i JP blev det klart, hvorfor piger sjældent vinder i de Trivial Pursuit-spil, som jeg og andre mandlige venner deltager i. Udover det indlysende faktum, at netop vi er med naturligvis. Denne pige ville så forfærdeligt gerne brilliere med sin historiske viden og det er ganske rimeligt, hvis man altså ved noget. Ligegyldigt hvad, blot ikke som her det helt forkerte. Hun mente at vide, at den engelske admiral Horatio Nelsons hest hed "Copenhagen". Ak ja, piger er godt nok ikke særligt kloge, for hvor mange heste er det lige der huserer på skibe i nu-og datid? Ingen, naturligvis og i sin manddom var Nelson til søs langt det meste af tiden og havde næppe nogen hest overhovedet. Og da slet ingen, der hed "Copenhagen"

Det havde til gengæld en anden af de engelske hærførere ved de engelske angreb på Danmark i 1801 og 1807. Det vil sige, det havde han så til al overflod heller ikke (endnu) dengang han var med i Danmark og hed Arthur Wellesley. Det havde han så til gengæld dengang han efter i 1814 at være blevet adlet til Lord Wellington i 1815 stod som sejrherre over Napoleon i dennes allersidste slag. Under denne kampagne red han på ja altså, hesten "Copenhagen" Denne handlekraftige mand blev senere som den allierede 2. verdenskrigs-øverstkommanderende Dwight D. Eisenhower en ret ringe og dådløs primierminister-præsident. Måske der for så beslutsomme mænd som disse kun er et vist antal "beslutnings-skud" i bøssen, noget tyder vel på det.
Den hesteløse Horatio Nelson var til gengæld allerede død efter slaget ved Trafalgar i 1805 med de mytiske sidste ord "Kiss me, Hardy" Måske fordi Lord Nelsons kone som så mange engelske kvinder forfærdeligt meget lignede en hest, at han overhovedet ikke behøvede at have en mere...
Så meget om heste og indbildske piger, der tror de ved nok til nogensinde at vinde i Trivial Pursuit. Daaa..., læs dog lige lidt på lektierne først! Eller hold jer blot til hestene, disse herlige store varme cylindriske dyr med den deraf følgende sælsomme kildren..Underligt nok dubleres denne følelse aldrig rigtigt hos mænd og drenge og det uanset, om hesten hedder "Copenhagen" eller ej. Sikkert derfor, vi er så meget bedre til Trivial Pursuit: Fordi vi ikke er så nemme at distrahere. Eller bare noget andet.

P-39F

 

Nu er det ikke særligt usædvanligt at få forskellige former for "flashbacks" som mere end midaldrende. Faktisk er det ca. ligeså almindeligt som at kvinder af tilsvarende årgange får hedeture. For det første er den præsente nutidshukommelse uendeligt begrænset og der bliver jo også rent statistisk mere og mere at "flashbacke" tilbage til. Tag for eksempel betegnelsen "P-39F", sikkert ikke noget, der siger ret mange ret meget. Eller nogen noget overhovedet. Alligevel er det ikke nogen tilfældig betegnelse, ja den er faktisk lidt tilfældig, at den ikke burde genbruges.

For en enkelt gangs skyld er vi tilbage i de sort/hvide drengetegneseriers tid. Det var dengang, bladene for rigtige drenge hed "Kampflyverserien", "Commando", "Battler Briton" "Spion X-13" m. m. fl. Disse blade var små af størrelse og muligvis endnu mindre af litterært indhold, men uforglemmelige som det første kys. Mere faktisk, nu jeg lige overvejer det, langt mere, tag dén, Margit! Politisk korrekte var de heller ikke. Japanerne og tyskerne var i serierne reduceret til lavstammede abelignende grusomme væsener, henholdsvis grusomme blonde bestier med tendenser til almindelig folkemord-lyst. Historisk var disse stereotyper af hele folkeslag i en specifik historisk periode vel ikke særligt meget skudt ved siden af, men i dag ville de naturligvis have været helt forkerte. Selvfølgelig fordi de var forfærdeligt rigtige og helt givet derfor ville kunne anmeldes som racisme til den relevante FN-domstol..

Nå, dengang i barndommen, hvor efterkrigstidens keynesianske økonomiske regime fra Bretton Woods endnu herskede, for tilsyneladende evigt, føg det med mundrappe bemærkninger som for eksempel de uforlignelige "Tag dén, Fritz, og dén!" mens Battler Brirons Oerlikon-kanoner plaffede atter en af Luftwaffes Messerschmitter ned. Andre af favoritterne var "Smag din egen medicin, Fritz!" og "Fordømte gule hunde!" Den sidste bemærkning skurrede altid lidt særligt, fordi genboen faktisk havde en ellers ganske skikkelig gul hund, som ellers ikke dengang i barndommens univers så særligt "fordømt" ud. Verden var så meget simplere dengang hele verden var i sort/hvid og hvor skurkenes favoritudbrud altid var "Ach, verdammte Engländer", "Scheisse!" og "Banzai!" Ikke underligt at så få gad være japsere eller nazisvin når vi legede krig, paletten af roller var bare ikke synderligt farve-rig.

Og endelig er vi tilbage ved overskriften. Ved krigens begyndelse var USA i besiddelse af et relativt moderne jagerfly med betegnelsen, ja altså P-39F. Det var langtfra noget særligt godt fly, faktisk var det et af den slags fly, som ingen piloter frivilligt havde lyst til at begive sig til vejrs i. Det var langsomt, upålideligt ikke ret manøvredygtigt, altsammen egenskaber, der gik fra slemt til værre allerede fra særdeles moderate højder og opover. Måske derfor var det ret naturligt i Sovjetunionen, at dette jammerlige fly scorede sine største og eneste triumfer. Stalins piloter var ikke særligt godt vant og derudover havde de heller ikke noget valg, så de fløj disse Bell Airacobra P-39F skodfly til sejr eller død. Ikke underligt at adskillige tyske "esser" på østfronten scorede en 300-400 nedskydninger.

Og så flashbacker vi lige til i dag. På den nylige hifiudstilling i København hørte vi i en helt håbløs opstilling i hjørnet af et støjende gangareal et sæt Klipsch-højttalere. Det vil sige, da vi gik skyndsomst og skræmte gik forbi denne lydlige kakafoni, anede vi det ikke, for de lignede slet ikke de Klipsch-højttalere, som vi selv har, fine ubehandlede og originale krydsfiners-Klipsch la Scala. De her lignede bare alle andre slanke gulvhøjttalere. Ordet "slank" er i denne sammenhæng udpræget negativt ladet, rigtige højttalere KAN slet ikke være slanke. Det var ikke det dårligste, som vi hørte på udstillingen, disse Klipsch-højttalere, men det ville nu heller ikke have været godt. Og det var det så alligevel slet ikke.

Og i dag er det så, at vi opdager, at udover at spille langt ringere end vores egne stadigvæk som model ganske gængse La Scala, så HEDDER de her håbløse dusin-Klipsch (fordi de ligner alt andet end en RIGTIG Klipsch) det forlængst patentbeskyttede P-39F. Det er virkelig en svinestreg at genbruge sådan en forlængst drengebogs-helliggjort bogstavkombination og det er kun den ene side af sagen. Den anden er, at man med en mulig undtagelse af et andet amerikansk fiasko-fly, torpedobomberen Douglas "Devastator" (hvoraf alle i tjenesten blev skudt ned under slaget om Midway), har taget det HELT FORKERTE fly. At de så i annoncen er prissat til en ren bagatel af 100.000,- danske kroner (uden at det vist angives, at der er tale om absolutte demo-modeller), ja det gør jo ikke sagen meget bedre. Eller værre, allerede var starten var den jo noget stor-slem. Gad vide hvad de har kostet fra starten, 1000 mia. eller deromkring. Det aner vi ikke og er også ligeglade, vi har de Klipsch, som vi skal have. Hm., måske et sæt rigtige Klipschorn kunne bruges, men det her andet, aldrig i livet. Men som en gammel kollega sagde det så smukt: "Det nemmeste at lave er altid prisskiltet!" Tak, F.!

Det paradoksale er, at denne første Klipsch-højttaler og i mange år firmaets eneste produkt, Klipschorn, faktisk var SAMTIDIGT med DEN ANDEN og rigtige P-39F. Produktionen af disse overlappede ganske kortvarigt i krigens sidste dage.
Åh jo, og så er dagens billede et protræt af en anden gammel næsten-krigskæmpe, nemlig den slidte ex-McIntosh MC-2600 forplade., der nu er skiftet. Til gengæld er de originale input-stik stadigvæk intakte. Som naturligvis er BNC-bajonetstik, som allerede var i anvendelse i den rigtige P-39F. Det var så dagens historiske vingesus,

Bagsiden af medaljen

 

Som lovet i dag et "skud" af bagsiden af en alt andet end audiofil forstærker. Den selv ikke videre opmærksomme læser vil nok kunne genkende den lidt små-rustne bagside af en McIntosh MC-2500. Rusten skyldes ikke dårlig pladekvalitet, udelukkende at apparatet i mange år har været udsat for begrebet "kystklima" i sin mere ekstreme form. Nemlig det, der kaldes havklima. Uden at søsygen eller andre mekaniske fejl nogensinde har afficeret dette kolossalt mekanisk stabile apparat har det som de fleste af sin slags gjort permanent tjeneste på søen, indtil landloven som følge af, at hjemstavns-skibet blev hugget op. En værdig skæbne for et særdeles værdigt apparat, at tjene sin tid ud på søen og så mere endnu.

Det her apparat har trukket et såkaldt "distribueret højttalersystem" på en større caraibisk luksusliner. Den har stået dernede i de evige saltvands-dunster og "pruttet" af sted med over 500 højttalere tilsluttet uden at der nogensinde har været behov for nogen service. Det er der så stadigvæk ikke, selv om vi af kosmetiske grunde har monteret en ny original frontplade. Vi vil måske tage et billede af den gamle for at forklare og bede om forladelse for, at vi ikke har bevaret 100% originalitet. Det fortjener denne fine gamle forstærker men den gamle forplade var helt vanvittigt grim. Ikke bøjet, naturligvis, det kan man slet ikke, det 59 kg. og dybeapparat kan uden støtte bagtil sagtens HÆNGE i forpladen.

Samtidigt var det et veritabelt chok at opdage, at absolut ingen af kontrollerne på forsiden skrattede. Ikke at de nogensinde var blevet renset af andet end dampe indeholdende natriumchlorid og alle de andre reaktive komponenter i varmt oceanvand, men selv denne barske behandling havde ingenting gjort. Det vil sige, lidt var der gået galt. Netafbryderen "hænger" lidt, og skal undertiden lige trykkes ind en ekstra gang for at virke. Den har helt tydeligt aldrig nogensinde i over 25 år været brugt, apparatet har simpelthen været konstant tændt og i ditto brug. Godt gået, du gamle, vi lader af veneration afbryderen forblive original sammen med samtlige kondensatorer. De sidste er der heller ingen grund til at skifte, de ser ud og måler som nye. Ja, selv netsikringen er den originale, lidt vildt. Og helt vildt imponerende.

Nu har den så fået permanent landlov og en æresplads som fortjent, og så må vi se, hvordan den gamle stoute arbejdshest affinder sig med denne relativt dåd-løse pensionisttilværelse. Hvor de blå blinkmetre på vores Altec højst kommer op på 5 watt, 20 dB under tidligere magtfulde storhedstiders konstante belastning. Den gamle bryggerhest på nye grønnere græsgange!

Lige inden vi går i gang med pakkeriet til en travl dag, skal vi da lige knytte en kort kommentar til af de få absolutte vækstområder i Danmark i dag, nemlig krænkelseskulturen. Selv er vi ikke vældigt tyndhudede i den retning og det ville vel heller ikke være rimeligt. Diskussioner kan som storme kaste frådens skum rundt omkring uden at dog vist nogen drukner i det. Farligere er nettet trods alt heller ikke og endnu mindre for de kronisk anonyme, som aldrig behøver give sig til kende. Vi er dog blevet opmærksomme på en ret explicit, ligefrem bibelsk trussel mod denne skribent, og det er jo noget ganske andet. At den så også rummer udtalte ringeagtsytringer om denne skribent er en yderligere skærpende faktor. Vi citerer fra nerds.dk fra en dér flittig bidragyder om denne ydmyge skribent:
"Der er vitterlig tale om løbsk tragikomik kombineret med en ubehjælpelig trang til at gøre sig interessant. Desværre kan personen ikke bære det. Personen er ubehjælpelig i enhver henseende bortset fra at lodde på tid. Kunne vi dog for pokker ikke nagle ham fast til et loddebord 24/7?"
Nå, vi vil med bibelsk stoicisme (er der egentligt noget der hedder det, stoikerne var vist mest "in" noget før og lidt efter Jesus?) vælge at vende den anden kind til denne tydelige trussel. Og selvfølgelig så vidt muligt kikke mig over skuldrene, når jeg nærmer os loddebordene.
Det mest interessante ved denne trussel er næsten det rent sproglige spørgsmål, om man kan bruge en kraftig sømpistol til at nagle nogen fast til noget, for så hed det vel for pokker "sømme fast"? Hm. mon ikke den korrekte foreslåede udførelse er bedst med en hammer og nogle lange nagler?
Der er bagsider ved alting og det er altid forbundet med en vis fare at leve. Det er vel ligesom definitionen på liv..? Og bestemt til at leve med i dette tilfælde.

At teste sine fordomme

 

I dag et billede fra vores værksted af vores "små nye" Det er et af den slags billeder, der er som taget fra et fly, hvor størrelsesforhold og alle perspektiver er fuldstændigt forvanskede. Det, som på billedet med brug af telelinse fra flyet ligner myrer, kan efterfølgende vise sig at være mennesker. Omvendt kan de myrelignende væsener dernede efterfølgende faktisk vise at være RIGTIGE myrer, fordi billedet kan være taget, mens flyet står på landingsbanen. Vi starter ganske dybsindigt i dag, ikke sandt?

Al denne snak fordi vi vil starte med den vanskelige disciplin, som hedder det korrekte perspektiv. For at starte i flyver-analogien, fremlagde allerede den danske humorist Robert Storm Petersen sammenhængene på denne indlysende måde: "Hvis den (flyveren.red.) er ligeså højt oppe, som den ser lille ud, så må den være meget stor".
Ligeså her. I forhold til forstærkeren synes de afbildede Altec 805B-horn ikke af alverden, men de er altså ganske enormt store. Fordi forstærkeren, en nyrenoveret McIntosh MC-2500, er så ganske enorm stor. Fordi alt på billedet er så formidabelt stort forekommer det derfor ganske overordentligt lille på grund af mangel på perspektiv. En af dagene vil vi forsøgsvis forsøge at dreje forstærkeren rundt (ikke en ganske banal opgave) og vise bagsiden af medaljen. Bered jer på en sjælden oplevelse. Det her er ikke legetøj eller tænkt som hifi overhovedet for den sags skyld. Og netop derfor er det selvfølgelig det ypperste hifi. Fordi det bedste professionelle udstyr til alle tider altid har været det bedste hifi, dengang og i dag.

Ja, i dag er det vel i virkeligheden i langt højere grad tilfældet end i går. Måske derfor, denne husstand så aktivt opsøger og genlever tidligere tiders storhed.
Det betyder ikke nødvendigvis, at alting er gået i stå. Sommetider må man opsøge sine gamle fordomme og i bedste "Karl Popperske"-stil forsøge at falsificere sine gamle ganske ubegrundede fordomme. Tag for eksempel den sydspanske vin-specialitet, sherry. Uden at besidde andet end den allermest sparsomme og kursoriske viden om denne ellers som aperitif ganske almindelige vin, så har jeg altid troet, at det kun var noget for gamle halv-senile damer. Som i min egen barndom særdeles hyppigt røg cerutter, fy for Helvede da, måske derfor sherry hyppigt var så sødligt-klægtsmagende. For at kunne trænge igennem den massive tobaksdunst, udluftning var dengang ikke særligt moderne.

I går var så dagen, hvor vi tog til sherrysmagning for at få afkræftet alle vores fordomme. Vi blev af en uhyre vidende og entusiastisk foredragsholder på forbilled-ligste vis præsenteret for godt 15 forskellige slags sherry. Fra de mest sarte og frisk/ferske gennem "mormor-specialiteterne" til de mest opulente "sukkerbomber". Det var et af de sjældne tilfælde i livet, hvor vi virkelig tog vores totalt ubeføjede fordomme ved vingebenet. Og sherryglasset til munden.

Og hvad blev så resultatet. Ja, for denne skribent var det et enestående eksempel på, at selv en erstatning af håbløs fordomsfuldhed overfor sherryens velsignelser med nyerhvervet positiv viden ikke nødvendigvis fører til noget særligt positivt. Eller negativt for den sags skyld. Problemet var nemlig i al sin enkelthed, at i stedet for blot at TRO, at jeg IKKE kunne lide sherry, så VED, jeg nu, at jeg OVERHOVEDET IKKE kan lide sherry. Fy for den lede pelikan: Tyndt, surt, vandet, kvalmt-sødt, vammelt og det i alle mulige forskellige forhold adr!
Derudover var det vældigt hyggeligt og jeg er selv blevet meget klogere. Alle fordommene er erstattet med anderledes solid viden, dejligt! Og især at man så ikke behøver gøre det igen, det sidste er næsten det bedste ved det allerede ganske gode hele.

Dagens tekst er samtidigt sidste kapitel i en allerede alt for lang bog. Hvis du er fulgt med helt til denne sidste side, har du med stor stor sandsynlighed snydt og er startet bagfra. Tro os, det kan vi sagtens forstå, disse dagstekster kan også for os selv her i huset være så stor en intellektuel prøvelse, at vi sjældent får læst nogen korrektur.
Og inden nogen skulle blive alt for bekymrede, så kommer der også en bog til næste år. Det foregående er kun for at meddele, at dagens tekst er den SIDSTE, der kommer med i årets bog. Og tak, fordi du købte den, husk at lade den ligge fremme på et iøjnefaldende sted, så du kan fremstå som en tænksom og kritisk person. Ved siden af de vin-og gourmet-tidsskrifter, som osse mest er til pynt og som man osse let ville få lidt småkvalme ved at skulle læse fra ende til anden. Jule-anden hm....
Så er der også altid noget at snakke om, hvis festugedirektør Jens Folmer Jepsen skulle komme på besøg. Når han har "spruttet" færdig forstås.

Limpinde og lokkeænder

Min egen far var passioneret jæger i ekstrem grad, ja i sæsonen var han oftest på jagt hver eneste dag. Måske min mor var en skrap dame i nogenlunde samme kraftige kaliber som min egen? Ja, det må hun vel have været, måske min fars eneste mulighed for at kæmpe sig til sine selvfølgelige og naturgivne rettigheder som mand. At få det sidste ord: Plaf og plaf igen fra s/s-jagtgeværet. En sådan overdrivelse af en hobby er altid en solid ballast at have med hjemmefra som opvoksende dreng, for jeg har aldrig selv skudt andet end muligvis en sagesløs grossenollikok med genboens luftgevær. Han piberøg og hostede alternativt og uophørligt livet igennem i en grad, så jeg aldrig heller har taget et sug af nogetsomhelst andet end røgen fra vores brændeovn.

En del af denne uophørlige jagt foregik på vildænder. En absolut favorit var at sidde ved skumringen omkring en strandsø musestille og vente. Ude på det søens blikstille vand havde man så udsat nogle såkaldte "lokkeænder", flydende plasticattrapper, som skulle lokke de rigtige ænder til. Det må de have gjort, vi fik da som jeg husker det and til aftensmad alt for forbandet tit. Ænderne må have været dumme, for vi drenge kunne da sagtens i dagslyset se, at plasticænderne ikke lignede hverken knarænder eller krikænder eller gråænder eller noget andet. Andet end altså lige en plastic-and.

Til gengæld fik vi næsten aldrig gås til aften, ikke engang til jul. De var tydeligvis noget vanskeligere at plaffe ned, der var ellers rigtigt mange grågæs derude på den lille ø året rundt. Det var der så iøvrigt også ret uforandret gennem hele jagtsæsonen, for gæssene varkloge og forskrækkeligt sky. Det havde tydeligvis ingen virkning at søsætte "lokke-gæs" dernede i søen hvad der nok skyldtes, at gæs konstant kommunikerer med andre gæs. De må i modsætning til ænderne have vidst, at de gåselignende stumme silhouetter dernede umuligt kunne være gæs. Det havde de ret i og overlevede, forbandet, de smager ellers langt bedre end ænder.

Det underlige var så, at der alligevel år efter år ikke som ellers forventet blev flere og flere gæs og færre og færre ænder når man skulle tage den forskellige beskydning i betragtning. Herfra har vi ikke kunnet løse mysteriet ligeså lidt som vi har kunnet fatte, at pigerne gennem tiderne ikke er blevet gennemsnitligt pænere. Når alle efterstræber smukke kvinder skulle man jo tro, at det ville være en evolutionsmæssig fordel at være en smuk kvinde, men det er tydeligvis ikke tilfældet. Måske hele evolutionsteorien blot er en myte? Mærkeligt med de gæs, dog! Osse de andre gæs, selvfølgelig.

De rigtige be-fjedrede æs var slet ikke så dumme "som gæs", som de noget uretmæssigt er kommet til at hedde i folkesproget. Og blev heller aldrig rigtigt ret mange, selv om de ikke var nær så dumme som ænder, ikke meget mindre mystisk. Og så er vi endelig kommet til en pudsig lignende sammenhæng indenfor det lokale politi. For at forstå den logiske sammenhæng i det her vil vi faktisk mene, at man skal være dummere end selv den dummeste lokkeand.

Historien er til gengæld god at blive klog af. Allerede den engelske økonom C. Northcote Parkinson postulerede i sine forskellige økonomiske "love", at arbejdet altid ville tendere mod at ekspandere (ligegyldigt om der overhovedet var NOGET at lave) indtil det udfyldte den tid, som var til rådighed. Ligeledes har det uanset hvor mange medarbejdere der har været anset til lige meget lidt at lave altid været i alles interesse at overdrive mængden af arbejde. Naturligvis er det ikke i nogen overlæges interesse, at der SLET ingen ventid er på behandling. Ventelister er en god ting for en del af dem, som ikke er syge.

Og så til Politiet. I forbindelse med diverse topmøder og andre fodboldkampe har det altid været reglen, at Politiet efterfølgende har klaget over udtynding af personalet på grund af afspadsering. Det giver god mening, Politiet er i denne sammenhæng en normal økonomisk enhed, hvis egeninteresse altid er at bestå. Det er givet, at samfundets intersse ville være, at der ikke var brug for noget politi, men det ville aldrig kunne være i politiets.

Og så er vi tilbage i Århus, hvor den lokale politi-boss Jørgen Illum udtaler noget interessant. JP har i den senere tid behandlet den lpkale ghetto Gellerup og beskrevet, hvordan der er opstået et parallelt retssystem derude. det er der ikke noget overraskende i, det har osse været tilfældet i italienske og irske bydele i New York, som alle gangsterfilm vel burde have sandsynliggjort. Kriminaliteten har været høj og politiet har været væk. Ligeledes har JP så afdækket historier om, at skadelidte derude ikke har anmeldt sager til politiet, fordi politiet ikke engang i et par tilfælde har gidet optage rapport.

Se, det er i tilsyneladende modstrid med professor Parkinson, for det vil altid være i politiets interesse ikke at underdrive kriminalitetens omfang. Hvad skulle man dog ellers have en nærpolitistation med 20 mand derude for? Denne tingenes tilstand har givet et løjerligt resultat og det hele vejen ned gennem politi-systemet. Lederen af det lokale politi derude, som ellers var den første i etaten, der omtalte disse parallelle retssystemer, er nu tilsyneladende blevet klogere. Eller også har han blot fået en tjenstlig ordre.

Nu mener han, at beboerne derude i stedet for at tale med pressen skal tale med politiet. Se, det er interessant ikke mindst fordi at alle, der udtaler sig til avisen, naturligvis gør det, fordi nærpolitiet ingenting har gjort. Eller kunnet gøre, det sidste er nok det sandsynligste. Chefen for nærpoliet mener nu, at pressen er "farvet" i sin behandling. PR-mæssigt er det her simpelthen en fadæse af de store, for hvem bilder politiets talsmænd her sig de ind, at de overbeviser? Hvis man virkeligt ønsker, at pressen skal grave i noget, så kan man dårligt udfordre dem bedre.

Og endelig får politichef Illum, så sin stjernestund. Ganske vist erkender han visse problemer i Gellerup, men til gengæld betoner han det glædelige i, at anmeldelserne til politiet i området er faldet med EN TREDIEDEL. Jamen dog, tillykke Illum, det var godt gået og mon ikke en væsentlig nedskæring af personalet derude ville være på sin plads. Måske man i så fald ville kunne reducere antallet af ANMELDELSER til 0 og dermed løse, ja INGEN PROBLEMER OVERHOVEDET.

Hvordan kan nogen i en ansvarlig stilling dog være så dum at se et faldende antal anmeldelser som en sejr. Som at se menneskerettighederne i Iran som perfekte, fordi der næppe findes nogen, der tør anmelde noget. Det værste er næsten, at Illum på den her måde demoraliserer politiet indefra, Heldigvis råber formanden for et lokalt kollegium derude, socialdemokraten René Skau Björnsson, vagt i gevær og stor respekt for det. Problemer, som man dækker over forsvinder aldrig, men til gengæld vil vi godt garantere, at antallet af anmeldelser til politiet også fremover internt vil kunne udlægges som rendyrket succes. De vil fortsat falde, det osse med garanti. Med fortsat omvendt reciprocitet i forhold til den forbryderiske virkelighed, er det svært at forstå, Illum?

Til sidst i dag skal vi lige huske at opfordre alle til at være varsom med at hoppe på et andet gammel kneb indenfor "fugle-fængning", den hæderkronede "limpind" Et af alle tiders sygeligst-selvoptagede skræmmende net-fænomener, en vis "Mogens Østjylland" er ude med atter et forsøg på indfange de dummeste og mest uforsigtige småfugle. Lad være, flyv væk inden I bliver trukket ind i atter en inderligt forudsigeligt destruktivt-idiotisk debat om INGENTING. Fordi kommunikation med denne mand ikke er MULIG eller ØNSKELIG for andet end særdeles hårdnakkede "hifi-masochister"
Vores råd herfra er til alle forum-ejerne: Kom dog videre. Ellers kommer I som Illum aldrig rigtigt videre. I tegneserien "Asterix" hed han på brilliant dansk "Provocalorius", det oversættes tydelivis bedst til "Mogens"!

Parallelle magt-universer

 

I dag et billede fra vores hjemlige testopstilling. Vi undersøger, hvorvidt de ret voldsomme vibrationer fra store højttalere er hørbare i sensitive mekaniske komponenter. Konklusionen er lidt uklar mest fordi vi ikke har prøvet andre opstillinger og derfor nødvendigvis ikke har nogen pålidelige måleresultater. Vores SME-pladespiller er ret ligeglad, så mon ikke osse det andet er? Vi tester vid

I dag har vi forfærdeligt travlt med et pakke-projekt af de lidt mere omfattende. Det drejer sig om adskillige Opel Omega-læsfulde af ganske lette kasser. Til alt held er de store og regulære og dermed lette at læsse. At de så samtidigt er dyre er en ekstra heldig bonus, som gør læsse-arbejdet om ikke ligefrem lettere, så dog en hel del sjovere. Åh jo, det er såmænd noget så prosaisk som en komplet lydregulerings-installation af et professionelt TV-studie.

Lidt sjovere gør en dansk hifi-producent nu også denne verden. I et web-TV interview fortæller arrangøren af den nyligt afholdte hifi-udstilling i København om, at man/mænd får forøget livskvalitet ved at få nye store højttalere. Det har han helt givet ret i, for hvis en mand har tilstrækkeligt meget hjemlig "power" til at trumfe et par højttalere af en vis størrelse igennem, så har han stadigvæk en lille smule magt tilbage. Ikke meget, hvis man skal tro dette klip, som afbilder en faktisk ikke særligt stor højttaler i et lettere "rund-bu(g)et" noget kvindagtigt design. Vi kan sagtens se det hjemlige kompromis i det her, hvor fruen sammen med veninderne kan sidde og more sig over mandens noget begrænsede udskejelser, som altså er kulmineret med disse højglanspolerede semi-skulpturer. Sandsynligvis det eneste præg inklusive den i samme ombæring ligeledes helt givet kvindagtigt valgte MPV- familiebil med god økonomi, som manden overhovedet har sat på hele husstanden.

Manden her har dog helt givet overordnet ret i, at store højttalere er uløseligt forbundet med bedre livskvalitet for mænd. Få er vel uenige om, at det allermest ur-menneskelige træk hos mænd, som i enhver tidsalder altid har virket tiltrækkende på alle kvinder jo naturligvis har været MAGT. Evolutionsmæssigt har det været uhyre fornuftigt for kvinderne, som på denne oplagte måde har kunnet sikre sig den bedst mulige beskyttelse af deres afkom. Derfor har magtfulde og iøvrigt ikke ellers spor attraktive mænd som skibsrederen og milliardæren Onassis kunnet vralte sig vej gennem talløse kvinder inklusive Maria Callas og ex-fru Kennedy. Man kan vel nok trygt regne med, at det har været ret fedt at have magt med al denne bonus uden at denne skribent dog har særlige personlige erfaringer og hvordan skulle jeg også have det.

Måske lidt paradoksalt virker denne magt IKKE omvendt. Magtfulde kvinder virker ikke det allermindste tiltrækkende på mænd, langt snarere skræmmer det dem væk. Vi taler helt tydeligt om en "en-vejs afrodisikum" Og så er vi tilbage ved højttalerne som middel i kampen for forøget livskvalitet. For selvfølgelig vil konen, der allerede i bedste græske tragedie-stil har "usurperet" magten (det gjorde de meget i i de græske tragedier, slå det evt. op red.) blive pirret af disse ganske vist lidt sølle "pip" af trods fra manden. Hun vil måske i få og små-pirrende øjeblikke kunne huske ham som den mand, som hun oprindeligt giftede sig med. For straks efterfølgende at fjerne hans magt og tilhørende mandighed og dermed hans fortsatte attraktion overfor andre rivaliserende kvinder. En eller anden sociologisk grund må der vel findes for denne tingenes sørgelige tilstand.

Så er det så bare man spørger sig selv, hvorfor man(d) ikke blot tager skridtet fuldt ud og får sig nogen RIGTIGT mandige højttalere. Måske et sæt af drengedrømmenes store Cerwin-Vega højttalere i skrigende imiteret såkaldt "ånde-nød" eller et sæt store firkantede JBL af ældre model som de 4320-monitors, som vi selv har. Hårene tilbage på brystet, I mænd derude, skrig jeres primale parrings-skrig ud over de tilbagetrækkende is-sletter igen. Køb dog en RIGTIG højttaler og vær ikke tilfreds med et LET forbedret livskvalitet, tag dog skridtet fuldt ud.

Nå, måske magtbalancen blot er tippet så meget, at al håb alligevel er ude. I det hele taget er magt og det nødvendigvis forbundne VALG altid noget vanskeligt noget. Begreberne hænger naturligvis uløseligt, fordi hvis man ingen magt har, så har man naturligvis heller ikke noget valg. Hverken til at købe højttalere eller nogetsomhelst andet. Hvis man derimod har masser af magt kan man tilsvarende vælge på alle hylder og det gælder naturligvis også sundhedssystemet. Det betyder naturligvis, at alle, der har råd, selvfølgelig har tegnet en privat sundhedsforsikring, som uden problemer springer alle køer over. Det gælder også de læger, som vi har talt med og det forstår man sagtens. Fordi vi selvfølgelig selv gør det.

Alligevel finder der i tiden en pudsig forplumring af begreberne sted. For eksempel tager naturligvis alle politisk korrekt tænkende mennesker naturlig afstand fra, om det skal være muligt for leverpostejs-hårfarvede danskere at kunne nægte at lade sig behandle af en tilsløret kvindelig læge. Mærkeligt med det hovedtøj, der findes da vist ellers en del indiske læger i Danmark uden at dog ellers turbanen ses ret ofte..? Puha og fø-føj dog! Til gengæld gad vi godt vide, hvordan i alverden det på landets skadestuer og andre akutafdelinger lykkes at overholde forskellige ufravigelige religiøse påbud om, at selv slemt tilskadekomne kvinder ikke må befinde sig sammen med fremmede mænd (og da bare overhovedet ikke afklædt), der godt nok er akut-læger. Man må nok regne med, at der omme bagved et sted står en parallel organisation af kvinder til disse opgaver, for hvordan kan de ellers løses. Visse ting skal vist bare hverken behandles eller omtales. Med mindre altså det er dumme uforstående og totalt racistiske danskere.
Tjah, magt er noget mærkeligt noget ligesom kvindernes derhjemme. Det er ikke nødvendigvis noget, som behøver realiseres, den virker vist nærmest bedst, hvis den bare er der.
Og kendes positivt på, at selv højttalerne derhjemme er runde som konerne selv og så er det forresten ligemeget, om de er ligeså store som konerne (er blevet) Det var så hvad vi havde valgt at bringe om magt, valg og attraktion.

Best of...

I dag skal vi afslutte atter et ganske herligt årsregnskab og skrive for- op efter-ord til én af årets absolut vigtigste udgivelser. Nej, lad os blot være ærlige og sige: DEN vigtigste! Ja, vi taler atter engang om den årlige bog med det bedste fra denne side. Da alt er med minus muligvis et par enkelte slå-fejl kan vi vel ret trygt gå ud fra, at det bedste også er med som ægte delmængde af det hele...? Vi har ingen selv fra nogen af de tidligere år, så vi taler altså om absolutte best-sellere.

Dagens antikvariske tilbud er et sæt ret formidable JBL 4320 3-vejs originale studiomonitors i fuld størrelse fra JBL absolutte guldalder med den gamle alnico 077-spaltediskant og ditto LE85 megadriver. Fruen har dikteret "udtynding" og visse lodrette og ganske umisforståelige ordrer diskuterer man ikke! Og hvad venter der så den kommende glade køber? Tjah, helt enkelt en SKALA til forskel fra alt det allermeste af det miniaturiserede bras, som vi hørte på weekendens udstilling i København. Forskellen mellem en overordentligt troværdig version af selve den musikalske begivenhed i hele dens store skala i modsætning til det småtteri-højttalerbras, som spillede de fleste steder. Hvis tiden er til at branchen går over til at sælge sådanne de kun lettere forvoksede computer-højttalere, så er det ikke underligt, at der overhovedet ingen helt unge mennesker var til udstillingen. Eller kvinder, som var kommet frivilligt, næppe heller helt fru Mathiasen. Som prognoserne om den forestående høst i Sovjetunionen engang lød, så var de altid "gennemsnitlige" Det vil sige LIDT ringere end sidste år og LIDT bedre end næste år...

Vi vil ikke udnævne messens bedste lyd, dertil hørte vi for lidt uden at savne noget særligt. Når fruen docerer, at noget ikke lyder godt udenfor lokalet er det en regel ganske uden undtagelse, at det efterfølgende lyder noget værre indenfor. Det mest hjerteskærende skingre råb om hjælp, som noget system præsterede, var for os et par bittesmå og tudegrimme "skrige-balloner" oppe på 1. sal med et navn malet foran. Nådigt nok har vi vist fortrængt det, men de var ellers på tilbud, kunne man forstå, hele halv pris, var det vist. Måske i lyset af at forhåbentligt ingen havde købt den til den anden HELE pris, da der vist ingen forhandling havde været, så er det muligvis lige i tilbuds-afdelingens grå-zone. Udover at være lykkeligt.

Det er altsammen ligemeget, for på trods af snesevis af udstillingsbesøg igennem 4 årtier, så har vi aldrig noget så overbevisende. Gengivelsen af stemmer lyd umiskendeligt i sin totale "ned-skalering" af alting som det gamle idol Rasmus Radiomus, som skreg sin smerte ud, alt var LILLEBITTE og fuldstændigt grinagtigt. Højttalerne var ganske vist ikke ret høje, men hold da helt op hvor man dog alligevel stod og kikkede efter den ulykkelige "performer" helt nede i det, som engang hos det engelske kampflyver-"es", "Battler" Briton hed "højde 0" På selve gulvet..

Nu lignede højttalerenhederne godt nok også kantskårne OEM-modeller fra allerbilligste kinesiske tilbudskasse, men alligevel... Hvem der sang aner vi ikke, heller ikke om det var en mand eller kvinde eller måske selveste ikoniske Rasmus R.?
Nå, mon ikke disse modeller kommer på tilbud efter det her. Blot forbandet vi ikke kan huske hvad de hed for så kunne vi bedre have hjulpet med at holde øje efter de allerede angiveligt gode og garanteret snart uhyre meget bedre tilbud. Altsammen uhyre nominelt...Måske det alligevel er det bedste på den her måde.
Nå, smag og behag er forskellig, men så forskellig troede vi godt nok ikke, at den kunne være. Og det kan den vist heller ikke...

Lidt synd!

 

I dag et kik på en beskeden del af vores samling af Tannoy Monitor Gold 15-tommers enheder, som de ligger dér så sørgeligt stedmoderligt behandlet. Der er lidt "hjemløse hunde-kennel" over det her, hvor disse fremragende enheder ligger dér med deres med deres membraner som gigantisk store bedende hundeøjne rettet mod, ja ingenting. Vi kan heller ikke selv holde synet af disse ørkesløse enheders krav om "spilletid" ud...På et eller andet tidspunkt burde de vel sælges, men kan man være sikker på, at de får gode hjem, det er det store spørgsmål.

Ellers er vi i ugens løb gået lidt let hen over en ny Århus-historie af de mere opsigtsvækkende. Byens "Vise Fædre m/k" har barslet (m/ eller kun "k"?) med en gigantisk byplan. Det drejer sig simpelthen om Århus´ byplanmæssige fremtid. Af en eller anden grund mener man ikke, at Århus længere har plads til flere parcelhuse, i sig selv en spændende selvpålagt begrænsning, fordi Århus i forhold til alle andre byer vi kender til, er helt fysisk usædvanligt lille i omfang og -kreds for sit indbyggertal. For at imødekomme den kolossale vækst, som man håber på, vil man lave en gigantisk byplan med betonbyggeri i højden lidt nord for byen, omkring Lisbjerg.

Kommunalt giver det muligvis god mening, da det er den retning, som den kommende letbane skal servicere uden at det dog er særligt sandsynligt, at den på nogen måde er tænkt til med sin énspors-drift at kunne klare en ny bydel med langt over 100.000 indbyggere. Det bliver heller ikke meget bedre af, at de allesammen påtænkes losset af på samme sted nede for enden af bakken. I øjeblikket er Lisbjerg-området uden sammenligning områdets allermindst attraktive område og den eneste indlysende og -lugtende attraktion er den gigantiske affaldsforbrænding. Det hedder naturligvis i den økologiske korrektheds navn noget andet, men enhver kan vel lugte sit!

Offentliggørelsen af disse "beton-kommunale" planer har fået en fremtrædende fremtidsforsker ud af busken. Det drejer sig om selveste det lokale orakel Jesper Bo Jensen, der gerne og længe udtaler sig om alverdens ting. Med noget skiftende held og overbevisningskraft, vel ikke ganske ulig denne ydmyge skribent. Jesper Bo Jensen mener simpelthen, at Århus vil gå helt i stå, fordi ingen unge og skatteydende familier gider bo i det planlagte beton-højhusbyggeri.

Nu forlyder det selvfølgelig ikke, at det skal være byggeri af beton, men da der ingen andre økonomisk tilgængelige måder findes, så bliver det nok indenfor det muliges kunst, sådan er det jo oftest.
Deri har han naturligvis ganske ret. Ingen, der har et valg, gider nogensinde flytte ind i de store nye gennemplanlagte byggeri-komplekser, og sådan har det iøvrigt altid været. Uden at være fremtidsforsker (denne skribent er jo faktisk certificeret "fortidsgransker"), så skræmmer sporene. Tidligere større byggerier her i byen som Reginehøj (ret lille), Frydenlund (ganske stort), Bispehaven (stort) og Gellerup (rigtigt stort) har alle haft det til fælles, at der uanset antallet af mørkhårede beboere har fundet en éntydig udvikling sted: Den, der kaldes en forslumring og ALTID af den senest byggede bydel. Simpelthen en jerhård "Lov om Udvikling af Byer"

Det ligeså entydige er, at bygningen af en ny beton-befængt bydel altid fører til færre problemer, men altså desværre kun i den NÆST-sidst byggede bydel. "Sorte Per" stopper altid et sted til sidst og det er altid det samme sted. Hvis man så ikke bygger til, så bliver "Sorte-Per" så bare, hvor den nu tilfældigvis er landet. I min hjemby Horsens har man ikke i se seneste 50 år bygget nyt etagebyggeri og det har medført det uhyre forudsigelige, at såkaldte "Axelborg" og Sundparken stadigvæk er byens absolutte boligmæssige og sociale bundskaraber. Uden udvikling som kun kan ske ved at bygge nyt. Naturligvis uden at nogen problemer løses, de flytter blot.

Som eksempel på, at det slet ikke behøver gå så galt, har man fra kommunen brugt eksemplet Holland. med billeder fra idylliske Amsterdams ældgamle 2-etagers byhuse mener man at kunne bevise, at der ikke er noget galt med "byggeri i højden" Som eksempel er det måske ikke det allerbedste. For det første koster disse huse mange millioner kroner stykket, så det turde være bevist, at man godt kan bygge i 2 etager, når blot området er attraktivt nok.

Men hvad har det lige med Lisbjergs losseplads og et kommende nyt betonhelvede til 75.000 mennesker at gøre? Ingenting, naturligvis. At sammenligne med Holland er til en start fuldstændigt roe-lamt, for Holland har simpelthen Europas højeste (udenfor bystatslig bebyggelse) befolkningstæthed, over 4 GANGE DEN DANSKE. Det giver et interessant bygningsmønster. Det betyder nemlig, at Holland er plastret til med énfamiliehuse og derudover huses resten i beton-kaserner i massevis, fordi der længe ikke har været plads til anden udbygning.

Problemerne i danske betonghettoer blegner fuldstændigt i sammenligning med Hollands ditto, og selv tidligere problematiske emigranter fra Hollands indonesiske ex-kolonier som for eksempel syd-molukkanerne, er forsvundet som de proto-terrorister, som de var engang. Fordi de er blevet totalt oversvømmet af andre kandidater til titlen, de bor sikkert ellers de samme steder som dengang i 1970-erne.
Hvad kan man gøre? Ja, man kan jo som tidligere praktiseret i Manchester og Liverpool jævne eksisterende forslumrede blokke med jorden med sprængstoffer. Eller som i den grandiose Århus-plan bygge TIL. Det sidste hjælper ligeså meget som det hjælper det terminalt skilsmissetruede ægtepar der gør det samme.
Man kan godt planlægge sig IND i de samme inderligt forudsigelige problemer, som har været der hele tiden, ja man kan faktisk slet ikke ANDET. Til gengæld kan man så ikke planlægge sid UD af disse uundgåelige sammenhænge.
Som naturligvis er, at INGEN, der har et valg, NOGENSINDE frivilligt vil flytte ind på en kolossal betonbyggeplads med UDELUKKENDE MENNESKER, som de slet ikke kender. Alle mennesker slår sig ned i et område, hvor de mener at finde et vist åndsfællesskab. Ja, selv vi gør, vi har bevidst valgt at bo ret tæt på uendeligt karismatiske åndsaristokrat og festugechef Jens Folmer Jepsen og dennes trivelige kogekone af en kone i håb om, at begge dele skulle kunne smitte lidt af. Når man selv gør sådan noget kan man vel generelt gå ud fra, at andre ikke er væsentligt dummere.

Hvem er vi egentlig?

 

I dag i al korthed og moderat morgen-panisk travlhed et billede af firmaets umiddelbare opgaver. Vi taler om vores beskedne julepakke-bord med 30 ruller gaffertape, diverse Beyerdynamic-mikrofoner til et større gospelkor, nogle Sennheiser trådløse mikrofoner til forskellige lokale uddannelses-institutioner, et sæt ATC SCM 11 til et redigeringsstudie i København og en del af et professionelt kamerastativ. Åh jo og så en pickup, som skal monteres på en pladespiller af fremmed herkomst, tydeligvis en uoverstigelig uhyre ekspertisekrævende opgave for de allerfleste hifi-butikker. Det kræver ellers kun en lille ligekærvet skruetrækker og en Stirex-tang (alternativt lidt tilspidsede negle)

Så er der naturligvis alt det, som man ikke kan se, for eksempel en bunke svinedyre beige-farvede mikrofoner til en lokal ambitiøs efterskole for deres Sennheiser trådløse systemer plus en babu-udrykning til en skole i Ry, Skanderborg kommune her til morgen. Hvis ældgamle højttalere lige havde opgivet ånden i et kritisk øjeblik. Nå, det har fruen så klaret så nu er alle glade. Det er vi naturligvis også selv, fordi vi på lørdag skal til hifi-udstilling i København. Fruen er en smule mere afdæmpet i sin ekstatiske begejstring som alle fornuftige kvinder naturligvis burde være. Og naturligvis også er, hvis de ellers kommer til udstillingen.

Hvilket de så selvfølgelig ikke gør, det er jo tæt ved at være definitionen på ultimativ ufornuft at komme til noget så ligegyldigt. Helt anderledes for os mænd, naturligvis, det er jo næsten den omvendte definition, som gør sig gældende her som mand: Retten og pligten til at opføre sig dybt debilt og slås til yderste blodsdråbe for retten til at hævde, at ens eget hifianlæg er det teoretisk bedste i alle verdener og galakser. Som når vores unge barske Anton Hund stritter løs med halen ved synet af en anden hanhund. Ritualiseret aggression jo tak, men det bliver det ikke meget mindre åndssvagt af og da særligt når man har sin kone med til at gennemskue disse urgamle basalt-biologiske sammenhænge.

Nå, nu glæder samme Anton Hund sig altid helt vildt til at komme ud for at kunne komme til at stritte helt vildt med halen lige op i luften, og helt fri for disse tilbøjeligheder er næppe nogen mænd heller. Lige meget hvor lidt hver især så har at stritte med.
Nå, pakkeriet kalder og reparationerne er så småt begyndt at rulle ind. Der ligger et par højttalere på bordet til re-coning allerede, og mon ikke lidt snifning af kontaktlim kan forkorte ventiden til lørdag lidt? Det håber vi, for det er godt nok forfærdeligt længe til..
For fruen bliver det så nok mere i retning af forfatteren Cornelius Ryans verdensberømte bestsellerbog om den 6. juni 1944 og de allieredes invasion i Normandiet. Den, der på dansk hed "Den Længste Dag". Det er ikke underligt, at ægteskaber ikke allesammen varer lige længe og mon ikke hifientusiaster her er en særlig risikogruppe, det tror vi. Eller at talrige triveligt-aldrende hifientusiaster generelt lugter ganske kronisk indgroet-grimt. Der hvor konen løb skrigende for alt for mange år siden. Ikke væk TIL noget bestemt som muligvis den norske forfatter Henrik Ibsens Nora, da hun "gik ud". Nej, væk FRA noget, væk, længere væk, blot væk!
Det er nok i virkeligheden det værste ved den slags udstillinger. Som Dostejevskij engang udtrykte det, lidt frit fortolket: Duften af såkaldte "kældermennesker" Det var ikke positivt ment, men det er nu sådan det er!

Jule-glögg

 

Så er det på den tid af året, hvor fruens hjemmelavede og efterhånden overmåde raffinerede produktion af glögg skal testes. Den første test-seance tyder på, at der atter engang er nået et kvalitetsniveau, hvor al anden jule-glögg skal tage målestokkene op til fornyet overvejelse. Den opmærksomme iagttager vil muligvis også kunne se et par ølflasker i forskellige stadier af udtømning. Som øl-entusiaster er det altid vigtigt at have referencerne i orden, og det foregår bl. a ved at sammenligne den velkendte australske "Victoria Bitter" med Adelaides stolthed, "Cooper´s Sparkling Ale"

Også denne for Gud ved hvilken gang vandt "Sparkling Ale´en" og atter engang er det helt uforståeligt, at ellers fornuftige folk som australierne generelt foretrækker VB. Vi er dog overbeviste om, at det hovedsageligt skyldes, at VB med sin umiskendelige bismag af forlængst forbrugt opvaskevand sælges en hel del flere steder end Cooper´s. Fy for den led pelikan, hvor det dog smager grimt.

Ellers er glöggen klar til generel udskænkning til særligt legitimerede kunder og det vil sige, at de skal indfinde sig på parcellen desangående. Vi håber ikke, at dette krav vil afskrække ret mange, og vi vil i samme ombæring gerne præsentere vores firmas forskellige anakrofile højttalerprojekter. Normalt løber folk skrigende væk når de ser dem, men måske en smule alkohol vil gøre enkelte lidt mildere og mere medgørligt stemte.

Ellers betragter vi på heldigvis passende afstand en noget uskøn affære. Som altid, når der snakkes hifi på andre fora, går bølgerne højt (der er jo intet i livet, som er vigtigere), men vist aldrig højere end denne gang. Vor gamle ven Mogens, som tidligere er omtalt på denne side uden nogen synderlig sympati, er denne gang ude i et hævn-ærinde over et eller andet engang på en anden planet. Måske Mogens i smug abonnerer på en eller anden mellemøstlig fundamentalisme, ihvertfald er han selv for denne syge branche helt usædvanligt udtalt i sine trusler om at afsløre..Hvad vides ikke, men alle kan jo gætte med hvis de ellers gad.

Som en "rullende hornmine" på dækket af en ulyksalig og uheldig fiskerbåd på det stormfulde Vesterhav truer Mogens al det, som han har lært. Og hvad kan man så lære af det? Ikke alverden, vel, udover at det er ekstremt farligt nogensinde at "nære en slange ved sin barm" Som på uforudsigelige tidspunker blot bider løs ud i luften.
Lige netop denne form for tvær-artslig opfostring har blot den bagside, at den udelukkende har såkaldt NEGATIV SELEKTIONS-VÆRDI. Når man først opdager, at det ikke er en baby, men en slange eller altså for fiskeren en hornmine i høj sø i trawlet i stedet for en fangst makrel, så er det problematisk at slippe af med dem igen og det i ganske ekstrem grad. Men ud og bort og endnu længere væk, det skal begge dele og så må det sige bang eller ej!
Det bedste ved sagen er så næsten, at vi så nok slipper for IKKE at skulle sige goddag til denne poermanent-ordskvalrende lille mand med sit Gollum-intense feberfantaserende blik. Vi er nemlig generelt ganske omgængelige og høflige her i huset, men brugt hifi er allerede forlængst billigt nok. Vi vil takke for det, der er at takke for, men ellers vil vi gerne sige tak for kaffe!

Forenede Mørke-Mænd !/S

 

I dag som lovet et billede af de af fruen ganske passende benævnte "barne-kister", vores TDL RSTL-transmissionline-højttalere par excellence. Uden at blive tilstræbt morbide LIGNER disse højttalere kister, når de ligger på ryggen i en Opel Omega og det iøvrigt også for mindre voksne. Så velvoksne er disse højttalere og vi taler her om en gengivelse af det fulde frekvensområde ved fuldt niveau. Simpelthen fra under 20 Hz til over 25.000 Hz og at have disse højttalere tilsluttet er en anskueligheds-lektion i de fundamentale problemer omkring vinyl-aftastning. Den del, der hedder akustisk tilbagekobling, hvor lave, energirige frekvenser simpelthen sætter alle de bevægelige systemers forskellige renonanser i fuldt sving. Intet kendt højttalersystem gør dette så godt som vores TDL, men heldigvis gør heller intet det så godt som vores SME 30/2-pladespillere i retning af immunitet mod samme. De kan sagtens stå og spille ovenpå disse bas-bomber her, mens mindre heldige pladespillerdesigns slet ikke kan bruges i samme husstand.

Ingen drenge i deres formative periode har vel kunnet undgå at drømme om disse højttalere på samme måde som alle vi, der var yngre i 1970-erne, naturligvis drømte om datidens yppige danske super-model, Hanne Lyngfeldt. Der ligefrem figurerede på dansk High Fidelity´s forside en gang, desværre ikke i yppig fuldfigur, men alligevel, sikke tider! Nå, men den skrappe frue her i huset har dikteret, at vi nu skal sælge disse TDL med den ikke ganske uefne begrundelse, at hun ikke kan komme forbi med vasketøjskurven hernede i vores ellers ret store kælderbutik længere. Det giver afgjort mening, så ud, det må de. desværre, sammen med alle eventuelle resterende sen-teenagedrømme om Hanne Lyngfeldt.

Ellers er vi som alle rettroende mennesker altid på vagt overfor radikalt-fascistoide udtalelser. Vi må dog lige her nødvendigvis definere ordet "fascistoid" som muligt for adfærd på samtlige politiske fløje. Fascisme er ikke kun brun, den kan også sagtens være sort eller grøn eller rød. Det bliver det selvfølgelig ikke bedre af, men sådan er det nu.

I dag har vi sakset et læserbrev fra JP, som vi med skam må melde (for denne fremsommelige militærnægter) har gjort os noget harme. Baggrunden er, at Dansk Folkeparti vist mest i en slags spøgefuld afmagt har foreslået, at der i en oplysningskampagne for Danmark og dansk kultur bør afbildes nøgne kvindebryster for at vise et eksempel på det danske frisind. Dengang Hanne Lyngfeldt struttede med sine var der ingen, der gøede af det. GLOEDE, helt vildt endda, men det er noget ganske andet. Og så lidt citere fra dette ret besæt skræmmende læserbrev, hvor man øjeblikkeligt kommer til at mindes heksebrændingerne i Salem, Massachusetts. Med frådende seksuelt orgiastisk-ophidsede savlende publikummere. Som til en Ku-Klux-Klan afbrænding med skinnende øjne og andre utvetydige tegn på seksuel ophidselse eller en nutidig stening af en voldtaget teenagepige, følelserne er altid de samme.

Tilbage til citatet: "Vi andre, som i en menneskealder har fået mere end nok af bare bryster i det offentlige rum og en sjælden grad glæder os over at ramle ind i en kiosk, hvor indehaveren er så muslimsk-eller kristen-at man slipper for at få tværet bare bryster og baller og alt derimellem.." Jamen hillemænd, og hans kone, der tydeligvis heller ikke længere drømte om en brystmodel-karriere, gik videre."I øvrigt spyttede min kone af foragt, da hun hørte om det. "Hvad bilder de sig ind, det er jo ren kvindeforagt"" Interessant, er der virkeligt ikke større trusler fra forskellige religiøse mørkemænd mod nutidens kvinder end enkelte bare bryster. Er der måske i virkeligheden mindre problemer for den moderne kvindelighed?

Og så er vi ved at skulle afsløre forfatteren til denne svada mod det åbenbart indlysende fascistoidt-kvindefjendsk-snæversynede Dansk Folkeparti. Indlysende for forfatteren, som er præst i den DANSKE FOLKEKIRKE i Løsning i Midtjylland. nej, ikke frikirkepræst for en eller anden syg og ekstrem kristen sekt, næh, helt almindeligt aflønnet statskirkelig embedsmand. der bare har fået NOK af al den her FRIHED til alt det, som ham og konen ikke længere kan deltage i. Frihed til forskellighed både med og uden bare bryster og ikke mindst forskellighed i tro. Og da ikke mindst muligheden for at fravælge at betale til en sådan en hyklerisk person som denne sognepræst og hans "spyttende kobra" af en kone. Overfortolker vi måske det her?

Muligvis, men den eneste nødvendige konklusion, jeg mener at kunne drage her, er da vist, at der bag de forskellige religiøse rituelle gevandter muligvis findes en tvær-kirkelig "mørkemænds-Internationale" Hvor det selvfølgelig i en beskrivelse af Danmark skal tages hensyn til alle dem, der IKKE ER danskere langt mere end der skal tages noget hensyn til dem, der ER. Som de danske søfolk dernede på piratjagt ud for Afrikas Horn, der sidder og pligtskyldigst klipper de stødende billeder af bare damer ud af de mande-magasiner, som piraterne efter tilfangetagelsen (og lige inden den efterfølgende obligatoriske frigivelse) forlyster sig med ombord. Sikkert passende censureret af skibets feltpræst i passende respekt for anderledes troende. og i tilsvarende despekt overfor alle andre danskere ombord, hedninge tydeligvis hele bundtet siden de har de her ucensurerede blade! Nej for Satan da, hedninge hedder det ikke, for så skulle man jo tro nok på sin egen tro til at hævde, at det var den bedste, måske endda den ENESTE RIGTIGE tro. Men det gør de naturligvis i den uendelige forstående tolerances navn ikke. At tro ligeså meget på sin egen tro som de andre mørkemænd ville jo også let blive alt for forbandet farligt. Så hellere stille sig op som "nyttig idiot"

Hvem der bare i tolerancens og troens navn kunne få lukket af for sådan noget svineri. Eller bare få lukket for dette folkekirkelige tågehorn og hans edder-spyende kone fra Løsning. Når man læser sådan en svada er det kun ét, som denne skribent fortryder. At jeg først meldte mig ud af Folkekirken i 1981. Tænk at have betalt til sådan en fyr. Hm., det gør jeg vist stadigvæk. Skræmmende!

TDL-superhøjttalere..

 

..fra vores museum vil blive afbildet i morgen. Hvis der skulle væren midaldrende drenge derude, som måtte drømme mellem-våde drømme (alt aftager som bekendt med alderen), så er de til salg. Alle drømmer vel som os selv et eller andet sub-cutant/subsonisk sted om bas så dyb, at organernes interne resonanser anslås. Eller bærende elementer i bygninger. De er noget vilde med dobbelt transmissionline og kolossal belastbarhed.

Og så tilbage til dagens billede, hvor den selv ikke særligt opmærksomme iagttager vil bemærke et tilfælde af det, som engang hed "Potjomkin-kulisser" Sådan en slags "Tordenskjolds soldater", bare på russisk ah lidt anderledes var det alligevel. Lidt mere omfattende forberedelser til et lidt mere omfattende optisk bedrag af kejserinde Jekaterina den 2., men ellers blot mere af det samme.

Og "mere af det samme" er som set på billedet altid godt. Fra i dag står der, balancerede noget faretruende på vores Standesign-rack, ikke mindre end 2 McIntosh MC-2600. De står der og små-knurrer/brummer så såre livsbekræftende, at det er en idel fryd at høre derpå. Den tomme ramme ovenpå er ikke kun til pynt. Den tilhører vores McIntosh MC-2500, som bare lige skal have den monteret inden den selv kommer med i dette mægtige noget næsten-sen-romerske triumvirat af ren og skær potens. Forlængning af samme, naturligvis. Det er altid en smule tankevækkende, at denne skribent åbenbart så meget mere end de fleste trænger til forøgelse af potensen. Men det virker uden at det dog behøver afbildes grafisk. Tag blot mit ord for det, næppe nogen hindring for ret mange ikke at se mere håndgribelige beviser.

Om det spiller godt? Naturligvis gør det da det, når noget ser så imposant ud, spiller det godt. ja, faktisk behøver man overhovedet ikke at sætte sagerne til, så godt spiller det. Og derudover er de her store forstærkere, som oprindeligt har været anvendt på oceangående luksuskrydstogtskibe som nævnt i stand til glimrende akustisk i deres gigantiske transformatorer akustisk at afspille AL DC fra lysnettet i fremragende kvalitet. Selv uden DC er de ikke ganske tavse, men det bidrager altsammen til den forøgede realisme af BARSKHED. Masser af det!

Til gengæld er de så tavse i højttalerne og hvis det ikke havde været fordi denne skribent sidder godt en halv meter fra de små-brummende monstre og noget længere fra højttalerne, havde det jo været fuldt tilstrækkeligt. Det kan sagtens kureres ved blot at spille noget højere, og når så høretærsklen efter dette "akustiske farteventyr" (tak til High Fidelity for denne fine formulering engang for alt for længe siden) er midlertidigt ændret, så går det lidt bedre. Ikke helt godt, blot bedre.

Hvad er så den væsentligste forskel på vores absolutte forstærker-referencer hidtil, vores EAR 529 500-watts rørmonoblokke og disse McIntosh? Tjah, den væsentligste fordel ved de her er vist, at de bedre kan stables ovenpå hinanden og dermed se noget barskere ud. Det kan vores 4 EAR 529 godt nok også, men hvis man vælger at gøre det, så laver de ved brug af racklågene vitalt nødvendige blæsere så infernalsk meget larm, at det halve kan være nok. Og selv det halve af det kvarte ville være mere end rigeligt.
De kan dog heldigvis fritstående bruges uden låg/blæser-kombinationen (blæseren med løst stik sidder ganske bekvemt i låget og stikket i forstærkeren, "unplug and play"), og så er det noget helt andet. Men altså også mindre barsk. Hve, skulle nu have troet at man næsten kunne blive bistrere, men det kunne man.
En herlig start på en ellers lidt strabadserende arbejdsuge inden den endelige for(ud)løsning på udstillingen lørdag. Måske ikke ligefrem klædeligt at udstille så megen "pseudo-potens", men det er da ellers ret pænt, ikke?

Man må svæve, før man kan flyve!

 

I dag et billede fra et igangværende projekt på arbejdsbordet. Den ikke ubetydeligt i fysisk henseende krævende opgave består i at lave en sammenlignende gigantisk lyttetest. Det "gigantiske" består mest i at flytte rundt på forskellige af firmaets mellemtone-drivere, i det aktuelle tilfælde et sæt 299 fra Great Plains Audio og et sæt antikke Altec 291. Komponenterne her er MEGET tunge og helt vildt magnetiske, forhåbentligt stadigvæk omkring 20.500 gauss, en formidabel feltstyrke. Påmonteret det ligeledes afbildede reference Mantaray-horn forventer vi et tæt opløb mellem potente parter. Den ene er god, det ved vi, og alle vores forudfattede fordomme peger entydigt på, at det er den anden osse. Faktisk så entydigt meget, at vi næsten ikke behøver lytte. Lyder det bekendt, at man kan blive så forblommet/forlorent/forlæst, at man ved alting uden nogensinde at have hørt nogetsomhelst? Eller ikke meget bedre, kun at høre det, man allerede ved hvordan skal lyde.

Ellers skal vi inden vi kaster os ud i det i dag, mindes en anden mand, som ikke mindre vovemodigt kastede sig ud, helt ud over klippekanten. De allerfleste gange gik det godt, men til allersidst gik det skidt, vel i virkeligheden en beretning om et almindeligt menneskeliv. Helt almindelig var denne mand nu ikke, idet han var ganske ualmindeligt grim. Med en fysiognomi som en uheldig krydsning af en mandril (en abe red.) og en chimpanse (en anden abe red.), må manden nødvendigvis være blevet drillet i skolen. Siger denne i denne specifikke retning rimeligt kvalificerede heller ikke for kønne skribent, som også høstede både fortjente og ufortjente høvl i skolen. Ikke særligt mange frugter, mest bare høvl. Og nu er jeg blevet gift, og mønstrene kan alligevel genkendes.

Tilbage til denne grimme mand, som senere blev meget kendt. Han hed Otto Lilienthal og jeg kom i tanker om denne svæveflyvningspioner i sidste weekend, da vi holdt en alt for kort kærlighedsweekend syd for Flensburg. En af vejene var meget passende opkaldt efter denne tidlige pilot, som selv byggede talrige svævefly. Som Leonardo da Vinci før ham tog Lilienthal udgangspunkt i de samtidens allerede flyvende fortidsøgler, fuglene, uden at det for denne skribent er helt klart hvad han fik ud af det. Så vidt jeg husker var Lilienthals teoretiske apparat omkring opdrift ved forskelligt tryk på vingens over- og underside ikke-eksisterende. han kunne forsåvidt ligeså godt have taget udgangspunkt i mere statisk-faldende svævere som flyveegern og ditto svæve-firben.

Nå, han prøvede sig vel blot frem som andre igennem livet på bedste "beskub" og mon ikke samtidens samlede fugleliv har stirret forbløffet på denne modige mand i sine flotte og fantasifulde ubehjælpsomt-hjemmebyggede svæveplaner. Uvægerligt på vej mod jorden med ganske vist forskellig fart lige indtil allersidst, hvor Lilienthal opnåede den sluthastighed inden sit fatale møde med den hårde Moder Jord, som primært dikteres af tyngdeaccelerationen. Den højst opnåelige opbremsning ved luftens modstand var langtfra nok til at redde denne grimme 50-årige modige mand i 1896.

Som den franske evolutions-fantast Lamarck før Darwin blev det Lilienthals skæbne kun at opnå posthumt ry og ikke med nogen særlig nødvendighed. Det skyldtes ganske visrt mest, at det stærkt ekspanderende 2. Tyske Kejserrige dengang stod og manglede en helt. Det fik de så og endda en død én af slagsen, altid det allerbedste. Det, som Lilienthal måtte have opdaget, blev aldrig publiceret og selv om det havde været det, ville alle verdens kommende flyvende pionerer som cykelsmede Orville og Wilbur Wright og Ellehammer og alle de andre alligevel ikke have læst det. Som senere den engelske geniale ingeniør John Logie Baird, som opfandt verdens første fungerende TV-system. Der også viste sig at være en total blindgyde. Andre tog over og alle startede lige meget forfra. Fordi der ikke var andre muligheder.

Alligevel kan det sagtens have været et smukt syn at se Otto Lilienthal svævende højt deroppe, så højt som de tyske alper gav mulighed for, og det er jo ret højt. Og tydeligvis rigeligt højt til at man kan falde ned og slå sig selv ihjel. Helt så galt går det sjældent ved at læse JP om morgenen, men der er da normalt garanti for visse grin. I dag kan man for eksempel over en hel sagesløs avisside se den ulideligt selvsmagende "smagsdommer" Adrian Hughes præsentere sit livs største glæder og sorger. Det skal med, at det drejer sig om uhyre væsentlige ting som tydeligvis traumatiserende støjplager fra ganske nyindkøbte husholdningapparater. Det må være slemt for stakkels følsomme kvindagtige Adrian, som på denne måse "springer ud" som den dummeste af alle forbrugere. Nemlig den, der end ikke i sin sikkert uhyre belæste og velorienterede forudfattede smagsfuldkommenhed gider lytte til, hvor meget apparaterne STØJER. Det er ellers en ganske nem test skulle man synes, hvor enhver vel burde være sin egen eneste betydningsfulde "smagsdommer"

Det er temmeligt dumt når husholdningsmaskinerne nu skal stå i stuen og det burde selv en chimpanse have kunnet forudse. Nå, Adrian har heldigvis også glæder, ellers ville det jo næsten heller ikke have været til at "BÆÆ--Æ-RE", for eksempel beretter han med henført-dånende øjne om sin nye stav-blender. Som tydeligvis også kan bruges til at lave smoothies med. Og så kan man som almindelig mand, næsten ligeså grim som salig Lilienthal, blade videre i tillægget og få tips om, hvordan man kan "pifte" sit liv og sin habit op. Med henholdsvis et par nye sko og et nyt slips.
Både jeg selv og Lilienthal ved og vidste, at sådan noget flitterstads ikke hjælper blot det allermindste når det for enhver m/k synlige udgangspunkt blot er ringe nok. Kun forglemmelse deroppe i den klare alpeluft eller fordybelsen i spændeskiver og afstandsstykker og horntragte og monsterdrivere er sande "fix-punkter" i tilværelsen. Åh jo, og så kærligheden, denne herlige helt ufortjente bonus for denne skribent.

I samme tillæg kan man i en anden helsides ting (der dog heldigvis er enså ærlig og redelig annonce som de nu kommer) læse om at nyt spændende Rotel-livsstilsprodukt. Hvad den kan aner jeg ikke men det tyder på meget, måske ligefrem det hele.
Til gengæld er det da interessant at vide, at dette produkt ifølge annoncen er baseret på 50 års ingeniør-kunnen. Det sidste er så meget mere bemærkelsesværdigt, som at firmaet Rotel SLET IKKE eksisterede for 50 år siden. Nå, redeligheden har såtydeligvis visse grænser, sikke da en redelighed!

Som lovet...

 

..et mere end halvkikset blitzbillede af vores noget lavstammede JBL Olympus S8R-højttalere. Heldigvis har vi med noget held kunnet kombinere højttalerne med at næsten til- og tidsssvarende dansk stykke møbelkunst, den næppe længere særligt kendte "Ejner Olsen-stol" Det sidste kan skyldes, at det udelukkende er i de allersnævreste kredse denne stol er kendt under dette navn. Ophavsmanden er min kones far, som efter at have prøvesiddet adskillige danske møbelklassikere, ansporet af sin egen møbelklassiker-interesserede kone (altså min egen kære svigermor), spontant erklærede, at sådan én stol var rigtigt god at sidde og sove i. Tydeligvis en mand efter mit hjerte, som jeg desværre aldrig selv kom til at møde.

Nu var han barnefødt vendelbo, og det er sådan noget, som de foretager sig deroppe og da især dengang inden de mange TV-kanaler. Ikke at stoute Ejner nok ville have ændret søvnmønster, han var tydeligvis af naturen sådan en slags "helårs dvalesovende murmeldyr" som også denne skribent. Som kan sove nårsomhelst og hvorsomhelst og på hvem selv jet-lag ikke bider på. Når man som salig Ejner kunne sove uforstyrret til datidens rædselsfulde TV kunne han såmænd nok også have klaret mere kontemporære hjemlige hits som "Gossip Girl". Adr-badr! Vi får det aldrig at vide, og nu er det så denne skribents tur til at overtage stafetten. Derudover er stolen skidefed og næsten lav nok til at kunne anvendes som hifistol.

Er det så hifi, de her JBL? Tjah, i et eller andet omfang er det da vældigt godt. Forskellen fra en 1-tommes driver til en 2-tommers ditto selv med det ganske lille horn, som Olympus benytter, er dramatisk og decideret kvantespringsmæssig. Diskanten pifter løs til den store guldmedalje og falder ganske hensigtsmæssigt af fra omkring 14-15 kHz. Alt ialt vældigt potent og forspændt med vores Crown Studio Reference I på ikke ganske ubetydelige 780 watt er der baggrund for fornuftige lydtryk. Det er antageligt muligt at spille så højt på den afbildede ret ringe lytteafstand, at det formentlig vil vise sig umuligt at tage sig en "Ejner" Selv for denne permanent lidt søvngængeragtige skribent, men prøves, det skal det!

Ellers er vi begyndt her i husstanden at glæde os næsten ekstatisk til den kommende næstfølgende lørdag på Hifi og Surround-udstilling i København. Fruen er delvist undtaget fra denne lidt selv-inducerede hysteriske begejstring, men denne skribent glæder sig nu lidt. Ikke mindst bliver det interessanr at se, hvorfor den jyske gavtyv, Carsten fra "Schmidt Audio", overhovedet ikke udstiller de engang stærkt promoverede vidunder-højttalere fra et-eller-andet-andet-vidunderbarn. de holder sammen som ærtehalm, disse forunderligt begavede mennesker. Højttalerne var ellers dengang vanvittigt nyskabende og et unikt patenteret mirakelprodukt ved navn Podium Sound.

Nå, nu er de tilsyneladende trådt ned af podiet for fordums storhed og erstattet af mere almindeligt udseende højttalere. Helt i (u)tidens ånd ser de nye WLM-referencehøjttalere hos den jydske gavtyv Schmidt ud til at være uhyre bredbåndshøjttalere fra billigste skuffe. Det er de naturligvis ikke, alting er jo altid i denne fiktive verden noget helt andet end det indlysende, som enhver kan se.
Hvad det er vi så glæder os til? Historien om atter et fantastisk produkt fra atter en så genial mands hånd, at man slet ikke forstår, at det kan lade sig gøre at han stadig går frit omkring. Som bekendt er det normal praksis i den sjove (sjovt nok især jydske) danske hifibranches mere kulørte afdeling at "flette" alle disse produktomtaler ind i referencer til grundlæggerens utallige år i tophemmelige militære projekter.

Måske der denne gang er tale om, at producenten har været eftermiddags-dreng hos en kombineret cykelsmed og TV-reparatør. Denne gang ligner højttalerenhederne i det mindste fuldstændigt noget, som kunne have været anvendt i et gammelt TV-apparat. Men sikke da der skal findes på for at opfinde den rigtige historie, orv, hvor vi glæder os! Især dén om, hvodan man helt rigtigt "presser audiofile blik-højttalerchassiser" som de her ikke ligefrem billige højttalere ligner til noget mere end forveksling er jo interessant. Alting har heldigvis i denne verden altid en god grund. Blot underligt, at den jernhårde økonomiske lov, der gælder alle andre steder i samfundet, nemlig LAVEST MULIG PRIS i produktionen aldrig nogensinde kan være den rigtige i hifi. Selv om det her ligner til mere end forveksling..

I mellemtiden vil vi så sætte os ned i "Ejner Olsen-stolen" og nyde JBL-højttalere fra dengang, produkterne talte for sig selv. Fordi de VAR noget i sig selv uden at den største post på omkostningssiden for producenterne var AT FINDE PÅ. I dag er ingen løgnehistorie så stor, at ingen alligevel tror på det og ingen forklaring kan omvendt være så fornuftig, at ret mange fatter det indlysende. Tilbage til "Ejner Olsen" og de herlige tider, der jo tydeligvis forlængst er forbi.

Lige inden....

 

Inden vi i morgen stolt fremviser forsiden af denne forunderlige box i den sikkert for de færreste videre interessante gennemgang af husets "maskinpark", denne lille tekniske pudsighed. Det drejer sig om bagsiden af medaljen, bagsiden af en oldgammel JBL Olympus S8R, en engang vanvittigt skyhøjt prissat prestigehøjttaler i den absolutte topklasse, simpelthen "2 gange 1/2 JBL såkaldt "Paragon"" verdens dengang ubestridt dyreste højttaler. Og samtidigt den første kombinerede stereo-højttaler i verden. Det var noget nemmere at være de første dengang, da stereoen faktisk først lige var blevet opfundet som hjemmeformat.

Ganske vist havde pionerer som Alan Blumlein i mellemkrigstidens England forlængst arbejdet med ægte stereo, men i hjemmene var det omkring 1960 stadigvæk en afgjort undtagelse at støde på sådanne nymodens sager. Endnu mere sjældent var det så naturligvis at møde en JBL Paragon med en nypris som en ny Oldsmobile-amerikanerflyderbil med datidens absolutte maksimum af haj-halefinner. Disse vanvittige prydelser er heldigvis aldrig senere overgået og forsvandt derefter hurtigt som de dinosaurer, som de var. Næsten ligeså hurtigt som Fords allerførste kæmpefiasko-bil, den ulyksalige model Ford Edsel. Denne bil, opkaldt efter Fords søn Edsel Ford fortjener næsten en historie selv, så grotesk er den. Sikker vi ryster posen med tilfældige historiske brikker i dag!

Tilbage til JBL. Der blev aldrig lavet mere end omkring 1000 Paragons ialt igennem mere end 2 årtier og heller ikke vanvittigt mange flere Olympus S8R. Da JBL var en ganske lille virksomhed betød det, at man selvfølgelig i videst muligt omfang brugte de samme få dele til de mest forskellige ting. I mange år brugte man udelukkende det samme delefilter på samtlige modeller og det er det, som billedet ovenfor viser. Eller rettere, den opmærksomme læser har muligvis bemærket, at der er hele 2! Og at der til overflod er en niveauregulering på hver.

Forklaringen er den enkle, at JBL tilbød denne højttaler som både 2-vejs og 3-vejs. Hvis der blot var en bas og en mellemtone/diskant (i det her tilfælde den formidable model 375), så var der blot et enkelt delefilter bag på. Bassen spillede så bas, og mellemtonen 375 spillede mellemtone og en smule diskant. Ikke meget, godt har det næppe lydt med tæt ved nul diskant over 10000 Hz. men til gengæld har det været så dyrt, at ejerne som i dag sikkert var ligeglade. Ellers havde man vel næppe kunnet sælge dem, der blev nemlig solgt langt flest Olympus som 2-vejs, forstå¨det, hvem der kan.

JBL havde dog viseligt lavet plads for den indlysende "opgradering" af denne fra starten mere end halvkiksede 2-vejs højttaler. "Lavet plads" skal hertages ganske bogstaveligt, da der simpelthen ved siden af det monterede delefilter var lavet et hul til, at man kunne sætte et mere i. Ligeledes var der i forpladen lavet lignende forberedelser til, at man, hurra-hurra, kunne sætte en diskant i. Og så bliver det lidt sjovt, for JBL lavede slet ikke noget 3-vejs elefilter, en absolut nødvendighed for en 3-vejs højttaler skulle man mene..

Men man ville tage fejl, for JBL tog såmænd blot 2 stk. 2-vej sdelefiltre, og tog den ledning, som oprindeligt gik til 375-driveren og satte ind i det nye 2-vejs delefilter. Filtrene sad således i serie. Disse pudsige kabelforbindelser lavet med ren ringklokkeledning ses på billedet. Voila!, og man havde sin fantastiske 3-vejs Olympus S8R monsterhøjttaler (eller Paragon) uden alt for mange nye og trælse investeringer. For den stolte ejer er det muligvis en mindre komplikation, at man naturligvis ved at skrue op for mellemtonen på det fornuftigt dimensionerede potentiometer SAMTIDIGT skruer op for diskanten, men ikke omvendt. Det vil sige, NED på det første skruer også NED på det andet, men hverken OP eller NED på det ANDET gør noget ved det FØRSTE. Forvirret? Ja, det har ejeren nok også været og har sikkert derfor som os selv blot givet "fuld skrue"

Højttaleren fejler nu ellers ikke noget og giver færdige højttalere i dag i den dyreste high end-klasse mere end kamp til stregen. Der er og har aldrig været nogen reel erstatning for rettidig ingeniørmæssig kompetence forenet med passende produktionsekspertise. Til gengæld sparede man så tydeligvis andre steder. I en stort anlagt dansk reklamekampagne for JBL i datidens kultiske tidsskrift "High Fidelity" kunne man læse dette datidige marketingsmæssige lavpunkt: "Vi synes, at Decade (en ny JBL superlavt-prissat højttaler red.) er den bedste højttaler, vi nogensinde har lavet med 2 enheder" Hvis man så ikke lavede andre 2-vejshøjttalere kunne det måske have været både smart og ennda delvist sandt, men begge dle var ude i Hampen!

For det første lavede JBL stadigvæk på denne tid næsten ingen 3-vejshøjttalere OG i samme annonce var der ikke mindre end 3 ANDRE JBL 2-vejshøjttalere, som alle var langt dyrere og da ikke mindst bedre. Især den formidable JBL L-200 Studio Master til 10 gange prisen på en Decade ville det da være noget dumt at købe, hvis altså annoncen havde talt sandt. Nå, det gjorde den så ikke og i dag er det blevet endnu dummere. Og udgangspunktet var jo altså allerede dengang i 1973 ganske overordentligt dumt.

Dumt ville det så forresten også have været, altså ret åndssvagt, at købe en JBL Studio Master, for hulk, suk, der var i fin overenstemmelse med den oprindelige Olympus fra 1960 tale om en højttaler med hulk, suk! en 15-tommer bas og en LE85 mellemtone, som STADIGVÆK ikke kunne spille diskant, (næsten) ligeså lidt som vores egen 375-driver.Man kunne godt nok STADIGVÆK opgradere med 1 stk. ekstra delefilter og samme diskant som mere end et årti tidligere. Resultatet blev blot meget dårligere end dengang, fordi den NYE driver (mest i forhold til det, der var ældre) i L-200 udover ikke at kunne spille diskant heller ikke rigtigt kunne spille mellemtone. Om det var klogt at "ryste op" med de nødvendige kontanter dengang i 1973, (minus datidens max. kontantrabat på 3%) på godt 28000,- for sådanne misfostre er nok tvivlsomt. Isør fordi en ufaglært arbejder tjente 15 kr. i timen FØR skat, så alle priser kan trygt ganges med 10 for sammenlignelighed.

Idioter fandtes tydeligvis også dengang og nogen af dem er endda de samme som i dag. Fordi de udbyggede JBL 4320 Studio Monitors, som står lige bag denne skribent, fuldstændigt er identisk med en opgraderet 3-vejs L-200. Som STADIGVÆK ikke spiller ret godt. Idioten er vist mest undertegnede, for vi har købt dem for ret nyligt. Til alt held dog for noget, der ligner 1/10 af den numeriske nypris. Til den pris er det en rigtig "killer", men hvorfor de nogensinde "sparede" denne højttaler helt ihjel ved at droppe 375-driveren til fordel for den LE-85 umulius, DET er et godt spørgsmål. Og lidt ligemeget, da JBL i dag alligevel har flyttet den resterende skod-butik til Kina. Skam på skam og sikke dog det startede tidligt!

Industri-standarden

 

Inden man begynder at grine ganske ukontrollabelt af denne skribents sørgelige utilstrækkelighed indenfor den praktiske træ-industri, skal det lige nævnes, at kun billedet er hjemmelavet her. Hvis det ser ud som om hullet i baflen ikke er særskilt cirkelrundt er der ikke tale om noget optisk bedrag. Sådan noget kaldes vist blot håndværk. Den slags håndværk, der i gamle dage hed "på klamp" Ikke at forveksle med "klamp-huggeri" det var og er noget ganske andet. Det første var respektabelt nok.

Der er tale om en Lockwood Major-basrefleksbox af særdeles individuel håndværksmæssig karakter, fremstillet i England af Lockwood and Timms og solgt i 1950 for den ganske betydelige sum af 35 guineas pr. stk. Bagpladerne på dette sorte sæt passer ikke sammen og det gør baflerne naturligvis heller ikke og det har de heller aldrig gjort. Spillet har disse gamle såkaldte "utility-kasser" til gengæld hos det regionale TV-selskab Yorkshire Television. Hvilken enhed der præcist der har været monteret ved vi ikke, vi fik dem uden, men mon ikke der har været en skønsom strøm af Tannoy Silver, Red og Gold.

Det kunne så også have været Altec 604 eller 605, som faktisk var ret udbredte i England på trods af drakoniske toldmæssige hindringer for al import. Også den slags import, der sagtens kunne resultere i forøget MUSIK-eksport, vi er jo i dag tilbage ved den første "British Wave" med Beatles, Billy J. Cramer and the Dakotas, Peter &Gordon etc. etc., men sådan er det vist tit. Tilbage til boxene. Monteret i dag med et uigenkaldeligt tab af autenticitet er et sæt spritnye Altec/Great Plains Audio 604. "Syndefaldet" består i, at det for at få plads til det fremadstrittende horn i den coaxiale driver er nødvendigt at fjerne frontstoffet.

Selv fruen synes, at det er både grimt og synd, men der fandtes ingen andre udveje. Og resultatet? Tjah, lad os sige det på denne måde: Når højttalerne som autentisk afbildet står derinde i vores lager-gang noget undseligt, så er det fordi de ikke er vores bedste. At de så STADIGVÆK står der betyder så også, at de heller ikke er dårlige nok til at ryge ud igen. En lidt umulig situation for disse tro gamle "brygger-heste" med deres nye opkomlinge-enheder, men man kommer bare ikke uden om, at en Altec 2-tommesdriver delt ved 500-800 Hz med et rigtigt stort horn bare lyder bedre end den her 604 med en delefrekvens på ganske fornuftsstridige 1600 Hz, som 604 benytter. Golds 1000 hz er her et langt bedre valgt kompromis mellem det umulige og det helt umulige..

Det lyder fint til et vist (HØJT!) niveau, men når man til daglig konfronteres med en stor driver, så er alt andet spøg og skæmt. Som 2-vejs system er både Altec 604 og Tannoy Gold på hver deres facon temmeligt umulige at overgå, men et stort 3-vejs system han blot ikke selv overordentligt kapable 2-vejs-systemers begrænsninger. Den tydeligste begrænsning er naturligvis lydtrykket, hvor både Gold og Altec 604 fra omkring 105-110 dB begynder at tabe pusten lidt. Måske vi blot spiller lidt for højt for tiden, det har da ellers aldrig nogensinde tidligere været noget problem...

Og så tilbage til dagens trivielle manuelle dont. Hvor vi naturligvis ikke vil omtale diverse hifi-diskussioner overhovedet. Som med en døende alkoholiker med skrumpelever ser vi i disse dage ellers et enkelt forum lige i den fase, hvor den normalt sunde organismes "afgiftnings-kapacitet" nærmer sig 0. Så længe selv et svækket immun/afgiftningssystem blot kan forhindre yderligere ophobning af giftige stoffer, så går det. Lige akkurat indtil det så bare ikke går mere og derefter går det så slet ikke. Til gengæld så går det så meget hurtigere, og det gør det osse her. Når et forum som Nerds.dk ikke længere formår at smide selv dets farligste og mest ihærdigt-undergravende fjendtlige elementer ud, så er det slut. Som med skrumpelever er det lidt morbide så, at indtil til aller-allersidst kan det godt nås, hvorefter leveren starter en regeneration, men folk holder bare aldrig op med at drikke sig ihjel, selv om de fleste kunne redde sig indtil næsten selve dødsdagen..
Den sidste løbske landsbytosse kan herefter lukke og slukke og det gør han så. Fordi han får lov til det. Lidt vemodigt at se på som det nok osse var for alle de søfolk, der overværede den rituelle sænkning af den tyske kejserlige "Hochsee-Flotte" Man var vel alle sømænd. Selv bolværksmatroser som denne skribent.
Hvad hjertet er fuldt af løb så pennen alligevel lidt over med, vi beklager!

Blot det basale.

 

Denne morgen er denne skribent noget snottet og endnu mere over-arbejdet efter en weekend i det nordligst-tyske. I den anledning vil vi også lige annoncere, at fruen og jeg agter at beære den kommende hifi-messe i København den 20. november med et besøg lørdag. For dem, det så måske måtte have behov for at holde sig væk eller alternativt trykke på næven er dette naturligvis blot en service-oplysning. Hvor længe vi bliver afhænger lidt af, hvor grimt det lyder. Ved den seneste udstilling var især en dengang stærkt-promoveret danske virksomhed med solid psyko-akustisk basis (det vil lidt populært sige "NUL!") garant for, at det ikke varede længe, inden den akutte udlængsel viste sig. Og det endda inden fruen overhovedet havde set den ikke ganske ubetydelige prisseddel på 750.000,- 750,- ville allerede have været lige det højeste må hun have syntes, mens hun i panik fo´r ud!

Dengang gik det derefter RIGTIGT stærkt mod baren, og det kan det også sagtens komme til i år. Vi glæder os dog alligevel som man osse altid skal gøre. Fruen ganske vist mere behersket, sådan ca. ligeså meget som til en moderat rodbehandling hos tandlægen. Uden bedøvelse. Hun er vist bare mere realistisk, er min smukke og kærlige kone. Det bliver da ihvertfald vanskeligt for nogen udstiller at forsøge at adressere den herskende smag i den lokale Århus Hifi-og-vistnok-af-en-eller-anden-mystisk-grund-benævnte Musikklub.

Her har vi lidt voyeur-agtigt smugkikket de intime billeder fra kjlubbens nylige julefrokost, og det så da ganske gemytligt ud og er vel det, som hifi drejer sig om. Samvær, nødvendigvis stimuleret af alkohol uden hvilket intet muntert samvær kan være ægte. Det sjoveste er dog næsten at se højttaleropstillingen i værtens dedikerede hifi-bus. For det ligner det unægteligt. Hvis man bruger hundredetusindvis af kroner på anlæg og fornuftigt nok undgår at stille højttalerne i 3-dimensionelle hjørner, så er det lidt en griner at insistere på at spille på langs.Højttalerne kommer ganske tæt på hinanden og med den afbildede række-busssæde placerede sofaer bag hinanden vældigt langt væk er det vel allerede lidt alternativt at tale om egentlig STEREO. Parallel-mono er vel i virkeligheden et bedre udtryk.

Tilbage til udstillerne, for hvordan er det lige, at nogen skal kunne sælge deres produkter derovre til folk, som har denne noget håbløse opstilling som reference. Folk må naturligvis gøre som de har lyst til som den gamle stupide engelske anmelder Jimmy "Tweaker" Hughes, som insisterede på, at hans Impulse H6-højttalere lød bedst, når han vendte dem 180 grader om og lod dem spille baglæst ind i rummets hjørner. Om ikke andet så kunne man derefter vælge at grine af alt hans ævl, dumhed kan diskvalificere.

Om det så nødvendigvis har lydt dårligere end denne sjove opstilling "på langs i den LAAANGE bus" vides ikke, nok næppe, men godt, garanteret ikke! Men hvordan man så sælger ægte kvalitet til folk med så inderligt forskruede lyd-idealer, ja det ved vi ikke. Men godt, det ikke er os!

Nå, folk må jo have de fantasier, som de vil. Dagens billede ovenfor viser en af denne skribents, nemlig et tilsyneladende afklædt sæt Klipsch la Scala. Det pudsige hul er blot ganske originalt og sådan har det været siden 1962. Der sidder en simpel skrue-klemrække og så kan man så se, om man kan få højttalerkablerne til at sidde fast. Dengang som nu må det have været mere end småsvært, men når man så endelig har fjumret sig færdigt lyder det rigtigt fint. Det er som vores nye store dille, Altec, naturligvis tale om intet andet end PA-højttalere, men derfor spiller de nu fint grænsende til det egentligt fremragende. Hvis man altså ikke er alt for dybbas-afhængig. Vi tager dem nok frem en dag og tager så lige lidt flere billeder.

A propos billeder, så lod det her i weekenden til, at det australske luftfartsselskab Qantas endelig langt om længe havde mistet sin enestående rekord. Firmaet har aldrig nogensinde i sin næsten 100-årige historie haft en dødsulykke, men så var den ellers gal. Billeder viste vraggods fra intet mindre end en vistnok nedstyrtet supergigant Qantas Airbus A-380 og billederne af nogle små indonesere med et par godt og vel A0-store stykker bøjet metal var dramatiske. For denne gamle flyverentusiast syntes det måske af lidt lidt i et tætbefolket område kun at have så små stykker af et fly med en startvægt på næsten 500 tons, men i reportagerne vistes så passende et billede af en A380 i fuld størrelse for ligesom nyhedsmæssigt at understrege situationens uhyre alvor.

Der så til alt helt viste sig at være en journalistisk "and" af aeronautisk de allerstørste. Ingen fly er jo større og ingen historie kunne ende lykkeligere. Godt nok havde Qantas-flyet haft motorhavari på én af motorerne i luften, men var dog uden nogen dramatik landet i Singapore på de 3 resterende motorers kraft.
Men kunne ikke blot en enkelt redaktør dog lige have overvejet, om fraværet af blot nogenlunde signifikante vragdele i denne et af verdens tættest befolkede områder fra verdens allerstørste fly vistnok kunne betragtes som en slags sandsynlighedsbevis for, at der nok ikke VAR nogen ulykke?
Så meget at forlange, og så meget mindre, der er at håbe på. Næsten som at de lokale festsstemte hifientuasister med deres "lyd-bus" som reference skal kunne kende ægte kvalitet, når de hører det.

Til aller-allersidst en glædelig nyhed fra vor gamle ven Schmidt Audio, kendt fra utallige udråbstegn i alle sine reklamer. Langt om længe kan han annoncere, at der er kommet en (naturligvis) uhyre forbedret udgave af en batteridrevet forforstærker. Det nye batteri, som altid fra de kanter et gennembrud i ren rumfartsteknologi, erstatter en gammelkendt teknologi. Og så spidser selv Dr. Spock med de allerede spidse ører ører, for det gamle batteri er altså batteriteknologi fra fra salig Henry Fords dage med FORD-T biler og alting og har så vidt vides ikke været anvendt i egentlig rumraket-teknologi siden muligvis Tin Tins "Rejsen til Månen"

Ja, vi taler guddødemig om BLY-batterier med syre i og alting , som den gamle model åbenbart havde og altså stadigvæk åbenbart har Det må have været ganske svært at få disse batterier godkendt til almindeligt salg, men sådan er der så mange mysterier i denne sag. Som der altid er i denne verden. Blot underligt, at der så ikke er bly i bil-batterier længere men måske disse kræver en egentlig godkendelse....Men ligefrem at SKULLE købe FORBEDREDE udgaver af nyligt solgte BLY-batterier er da næsten ren "A-380"-haveri! Eller bare hifi!