Oversovning

I dag har vi sovet helt indtil kl. 6.00, og det giver problemer i denne ende. Det er ellers en dag af de afgjort interessante, hvor vi i orbindelse med udgivelsen af kulturredaktør Flemming Roses bog inklusive Muhammed-tegninger og alting jo sagtens kunne få underlige tanker. For eksempel er det svært ikke at mindes Brian af Nazareths fortvivlede udbrud i Monty Pythons udødelige film af delvist samme navn, mens han venter på korsfæstelsen. Som svar på en med-dømts advarsel om, at "You´re only making it worse!" svarer Brian "HOW COULD IT BE WORSE!" "Indeed" svarer vi herfra sammen med Flemming Rose, hvordan kan man formilde eller forværre eller for-nogetsomhelst en forlængst afsagt in-appellabel dødsdom, nej vel? Værre bliver det ligesom ikke, det skulle da være at læse chefredaktør Tøger Seidenfadens nyttigt-idiotiske kommentar. Ikke spor overraskende, men blot så meget mere forstemmende.

Ellers har en lokal kunstnergruppe med det ikke vanvittigt mundret-klingende navn "Surrend" skabt nogen furore med en vist tilstræbt morsom plakat, der forestiller det danske kongehus i explicitte gruppe-sexscener. Det kan man heldigvis gøre uden øjeblikkeligt standrets-afsagte dødstrusler uden at det måske ellers ligefrem kalder på den største anerkendelse for kunstnerisk ubestikkelighed. Indtil fornyligt ville det farligste vel være måske at blive bidt af kongefamiliens bidske løbsk-løbende gravhund, og faren er her drevet over, da den vist er blevet aflivet. Ikke ret farligt, forstås.
Nej, prøv I blot i den der latterlige kunstgruppering med det helt igennem stupide navn "Surrend" (verbet "surrender" hedder jo altså også "surrender i imperativ/da. bydemåde) at tegne en skægget mandsperson, der bag-boller en kamel. Prøv lige det, hvis I ellers tør.

Det gør I nu nok ikke, I forfærdeligt fritænkende og nyskabende lokale elite-kunstnere hellere skide i egen seng, det er altid det tryggeste. Og så skrige højt op over ikke at få den nødvendige eksponering på en plakat-udstilling i Den Gamle By. Ikke at den der zoofile tegning med den skæggede mand ikke kunne være enormt sjov, for det kunne den sagtens, ja, den findes formodentligt allerede.
Man skal bare ENDELIG huske at forsyne den lystne mand med en SÆRDELES TYDELIG traditionel jøde-kalot, så er der ingen problemer i den sag. Humorens verden er forunderlig, som man kan overbevise sig om ved at læse de gamle udgaver på dansk af den belgiske tegner og forfatter Hergé´s historier om alle tiders mest uforfærdede journalist/reporter Tintin. Oversættelser, som ALDRIG NOGENSINDE ville kunne nyudgives i Danmark i dag. For slet ikke at tale om at komme i frisindets og tolerancens selvbestaltede talerør, Politiken..
Det er måske den allerstørstre vits i disse tragikomiske tider.

Plads til begejstring

Efter denne sommers let forøgede daglige dosis cykling er denne skribent ganske som forventet blevet noget mindre. Ikke ligefrem lille eller lav som en skotsk højlænder (eller en lavlænder for den sags skyld, som på trods af navnet vist ikke er lavere), blot noget mindre trind til gavn for langtids-holdbarheden for diverse skjorteknapper. Det er altsammen fint nok, men alligevel har fruen i huset ret bastant "bjæffet" en ordre ud i samme umisforståelige tonefald som en sergent i det skotske eliteregiment "The Black Watch" Det fælles i dette råberi er helt sikkert den modtagende lettere tumpede modtager, som er lidt små-"tung" i det. For denne skribent gælder det efter sigende kroppen. Det er underligt, det ser da ellers ud som det altid har gjort. I spejlet, som til alt held er ganske lille og sidder ganske højt.

Derfor er der dekreteret "forøget cykel-pensum" i sensommerens sidste forsøg på at trimme denne skribent til at ligne den lettere misfoster-agtige David Beckham eller hvem der nu måtte være det til disse tider gældende næsten-midaldrende gifte kone-idol.
Argumentet med, at disse urimelige fysiske udfoldelser skulle give forøget energi og arbejdsevne er naturligvis med i fruens "bjæfferi" og vel næppe helt forkerte. Efter et par dage bænket ved siden af uanede mængder skotsk kvalitetsøl er de lettere "gummierede" ben hos deres ydmyge allerede erstattet af rent stål. Ret godt gået eller måske rettere cyklet, synes vi da selv. Hu hej hvor det går vestover!

Nå, vi må så håbe på en tidlig og tilsvarende hård vinter med bedre tid til spøg og langvarig skæmt. I de kommende dage vil vi på denne side forsøge at løfte vores "oplysnings-byrde" ved at stå endnu tidligere op end det sædvanlige ellers ganske tidlige.
Det muliggør jo også, at man kan blive den allerførste til at lægge sig i kø foran en lokal guitarforretning. I dagens JP beretter en god gammel og ellers sædvanligvis fornuftig journalistven, Jørgen Rye, om en åbenbart helt fantastisk usædvanligt speciel Martin-guitar. Nu er Jørgen selv musiker og derfor kan man vel godt sætte sig ind i hans fantastiske begejstring for dette tydeligvis fantastiske instrument, en super-duper specialudgave helliget en af de muligvis største danske guitarister. Det skulle man måske tro i denne heldigvis ret usædvanlige journalistiske dækning af aktiviteterne i denne lokale Martin-importør, "Akustikken"

Vi siger "heldigvis", fordi den her ting simpelthen STINKER af kun lettere skjult reklame og almindelig dækket eftersnak. Hvis vi selv solgte guitarer ville det første og sidste spørgsmål, som trængte sig på være, hvad man dog har BETALT fra butikkens side for at få denne fyldige lettere "hagiografiske" skildring i dagens avis. Ryes artikel er helt fint i tråd med kvaliteten i den slet dækkede lovsang om egne produkter i alskens annoncetillæg. Dårligt er sådan lidt mildt udtrykt.

Og hvem er så denne dansker, hvis guitaristiske evner således fejres? Såmænd Michael Falch, som har fået en guitar opkaldt efter sig. Tak for kaffe, siger vi blot her, og der laves søreme ialt 10 eksemplarer af denne Falche-guitar. Nu er Ole, ejeren af "Akustikken" bestemt en mand med en særdeles sund sans for forretning, så måske han har lyttet til konen derhjemme. For det mest påtrængende spørgsmål her må vel være: Hvem i alverden vil dog købe en guitar, som er helliget en mand, som kortvarigt og noget uforklarligt (teenagepigerne vistnok) toppede for omkring 30 år siden og siden ellers intet har udrettet. Da ikke noget, som indrømmet ikke voldsomt opmærksomme skribent har opdaget? Og Falch, som vist er noget mere kendt for sine hærgede ansigtstræk og hunde-hængeøjne end for sine evner som guitarvirtuos..

Ja, svaret "blæser i vinden", som en anden og mere "fortjentlig" heller ikke ret god guitarist engang udtrykte det. Held og lykke med salget af det her grinagtigt konciperede produkt. I en hyldest, af noget, som aldrig nogensinde var blot nogetsomhelst. I en journalistisk stil, der mest minder om affald fra et duplikeret skoleblad.
Guitaren er da sikkert fin nok, det er alt det andet her blot ikke. Læs det
og døm selv og forestil dig så, at du sidder der og klimprer på din behørigt signerede dyrt indkøbte Falche-guitar. Det er svært at forestille sig, at ikke alle et sted vil føle sig iagttaget af "Big Brother Falch" med det hærgede fjæs og hængende kæbe-flæsk. Lidt sygt at opkalde en guitar efter denne danske pioner indenfor disciplinen "at se ud" Fromfor altså "at være" og da slet ikke guitarist.
Hvad folk dog kan finde fornøjelse i!

Haggis-land

Gennem hele den vestlige skrevne historiske tid har de vilde skotske højlands-soldater altid været berygtede. Det har ikke udelukkende været deres (for klimaet i det mindste) noget outrerede påklædning eller særprægede musiksmag, som har været skrækindjagende. Trods alt har lignende påklædning og truttende sækkepiber igennem historien gjaldet på Balkan uden at der har været skotter til stede, sækkepiber er vist bare gode til at skræmme alle lyttere. Helt skotsk-ternet-kiltede med den pudsige pung foran har de godt nok ikke været, de dér "balkanesiske" karnevalssoldater fra Syldavien og Bordurien og hvad alle de gamle lande dernede nu hed på Tintins tid inden de seneste landreformer, selv om de prøvede så godt de kunne. Ingen var dog helt så barske som skotterne.

Efter en forlænget weekend i det skotske højland har man fået respekt for disse barske mænd og en bedre forståelse af, hvorfor det trods mange århundreders engelske forsøg på total undertvingelse af de ellers hele tiden ganske få skotter indtil den såkaldte "Bonnie" Prince Charlie "endelig "fuckede" det hele op i den sidste krig mod englænderne i 1745. Hele Prince Charlies militære fremstød mod syd lykkedes ellers fint med blot omkring 8000 soldater, men det skyldtes naturligvis mest, at det kolossalt meget større og ikke mindst folkerige England slet ikke havde nogen stående hær, i virkeligheden en pudsig ting.

Det eneste, som man kunne mønske, var en flok tyske lejesoldater, traditionelt benævnt "Hessians", selv om de fleste traditionelt blev hvervet i de daværende tyske kongeriger og fyrstendømmer Hanover/Hannover (kun ét "n" i den engelske version) og Brunswick/Braunschweig. I denne historieløse tid var det et nødvendigt faktuelt sidespring. Ikke at det sikkert hjælper noget, men æren ligger alligevel altid i selve kampen og ikke i resultatet.
Det gjorde det så heller ikke for skotterne, som efter en selv for britiske forhold helt usædvanligt forkludrer militær-kampagne tabte det sidste slag på det øde nordskotske udsted Culloden Moor tæt ved Inverness. Ironisk var det ganske tæt ved det sted, Bannockburn, hvor skoytterne i 1300-tallet efter en tilintetgørende sejr over englænderne (som godt nok dengang talte alt andet end engelsk, mest fransk og tysk og portugisisk, sjovt overhovedet at benævne dem englændere) ved Bannockburn.

Englænderne vandt som så ofte før og senere det sidste slag og denne gang var der i det mindste enkelte engelsktalende i deres "træn" Ikke vældigt mange, men et etnisk fremskridt ikke destomindre. De nyligt "domesticerede" vilde skotske højlændere blev derefter en frygtet del af den ganske lille britiske professionaliserede "krigsmaskine". Lille, fordi den selv som lillebitte stående hær næsten var i stand til at ruinere et land i fredstid for slet ikke at tale om krigstid, hvor det gik endnu stærkere end den nuværende danske VK-regerings politik. DET er altså hurtigt og det var det også dengang.

Og så tilbage til weekendens udflugt til det skotske Highland, hjemstedet for det måske berømteste skotske regiment, "Black Watch" Nå, måske i virkeligheden "The Atholl Highlanders" er ligeså berømte, de kommer osse fra en by lige ved siden af, flækken Blair Atholl. Eller en hel masse andre skotske regimenter, allesammen rekrutterede i vanvittigt tyndtbefolkede områder, lige netop dem, vi kørte igennem i weekenden. Historien bliver simpelthen ganske levende omkring én.

Det er nu ikke genfærdene fra de gamle skotske klaner, hvoraf den berømteste helt sikkert må være denne skribents skotske slægt i i den traditionelle Matheson-klan med autoriseret klan-mønster og altsammen, som kommer inod én fra alle de tåge-omkransede "glens" Næh, man forstå bare straks, hvorfor det gennem mange hundrede år var plat umuligt for englænderne at fordrive de skotske røverbander fra "the Highlands". For det første er der for en hær af fodtusser ganske langt derop og efterfølgende var det simpelthen helt umuligt at bruge datidens artilleri på de stejle skrænter. Dette forenet med, at man dernede i "the Glens" var rene "sitting ducks" for skotterne gjorde ikke sagen lettere.

Til gengæld gør det så hele den ellers stadigvæk fejrede sidste skotske konge, "Bonnie" Prince Charlies totale dårskab mere synligt, for hvad i Helvede ville idioten dog føre krig for på en flad hedestrækning som Culloden Moor? Sikke dog en flejnert! Til gengæld kan man sagtens forstå, hvorfor så mange skotter omgående "fylkedes" (vi beklager vores halv-militære tone i dag) omkring de britiske faner, for sikke dog pænt der er dér i det skotske Highland. Og sikke dog et lorte-sted at bo. Ingenting kan der gro og alt for få og fattige handelsfolk at plyndre. Ikke underligt, at datidens skotske professionelle soldater var helt usædvanligt næsten vantriveligt små ifølge overleverede engelske såkaldte "lægds-ruller" De var simpelthen rene gnomer, langt mindre end datidens engelske noget sølle gennemsnit på un der 1.60 m. for frivillige soldater. Helt grinagtigt og så alligevel ikke helt.

Skotterne var nemlig i ganske usædvanlig grad hårde og hærdede. Og nej, det var ikke kun det håbløse klima og de forfrosne bare knæ. Nej, det var ernæringen. De åd nemlig den traditionelle ret haggis til morgenmad og vist osse resten af dagen. Fy for den lede pelikan, det gjorde vi også, og er vendt tilbage med et fornyet respekt for skotterne. For hvem ville dog ikke frygte folk, som kunne æde det hér til morgenmad:
"Haggis is a dish containing sheep's 'pluck' (heart, liver and lungs), minced with onion, oatmeal, suet, spices, and salt, mixed with stock, and traditionally simmered in the animal's stomach for approximately three hours"
Ikke underligt, at man senere opfandt whiskyen, det var nok for at tage lidt af den grimme smag. Skotter VAR og ER altså skidehårde! Og da slet ikke mindst kvinderne, der må stå op kl. lort om natten for at lave det her "hakkelse", som det vel oversættes retteligt til på dansk.

Indtil mandag engang...

..vil vores virksomhed ligge begravet i overordentligt arbejdskrævende projekter, som vil påvirke denne forside lidt. De fleste af disse er nu desværre (eller heldigvis) professionelt relaterede og involverer diverse videokonferenceanlæg m.m. og diverse større PA-systemer. Disse ting har alle det til fælles, at drivkraften bag er ganske entydig: Tingene skal VIRKE og når (forhåbentligt ikke HVIS) de gør det, så er alting fint. Målet er entydigt, så drejer det sig blot om at komme i mål!

Helt anderledes, lettere "livmoderagtigt" er tingene hernede i kælder-hifihulen. Vi må nødtvungent erkende, at denne skribent er en mand med den iboende selvbedrageriske svaghed og manglende kritiske sans. Heldigvis gælder denne mangel mest EGNE EVNER, men det er jo osse alvorligt nok.
Det "livmoderagtige" kommer ind i billedet, fordi lige meget hvilke ændringer i sit hifi-system, som man(d)/jeg foretager, så bliver det altid bedre. Lige meget hvor meget man "sparker" derinde i vommen og ligemeget hvor mange "skæverter", disse spark resulterer i, så er optimismen den samme ukuelige. Et af de mere komiske udtryk for denne evindelige mandlige selvforblændende fantasiverden oplevede denne skribent for ganske forfærdeligt nyligt.

Nu skulle man jo tro, at det var en ret enkel sag at forbinde et 800 hz 12 dB-delefilter til en bas og et mellemtonehorn, og den elektriske forbindelse voldte heller ingen problemer overhovedet. Det lød osse forventeligt ganske ubegribeligt fantastisk, selv om det viste sig uvanligt vanskeligt at optimere den såkaldte "akustiske fase" ved hjælp af den obligatoriske tonegenerator "sweepende" omkring delefrekvensen. Men sikke fint og luftigt det lød, som ens egne værker jo altid er. Mærkeligt, man skulle dog tro, at en (selv selvgjort) famlen i relativ blinde ind imellem kunne medføre egentlige bagslag for lyden, men nej da.

Efter en længere nydelsesfuld lytte-session rejste jeg mig så op og kunne konstatere, at lyden "off axis", altså for eksempel ved siden af højttaleren, havde et umiskendeligt præg af såkalkdtr fasedrej, hvor lydens placering var helt vildt afhængigt af placering i højden. En nærmere undersøgelse viste, at nok var terminalerne forbundet korrekt, det var forbindelsen fra diss på diskanten blot ikke. Ikke at det måske var videre logisk, at den eneste mærkede terminal på den fine støbte membran, kaldet "L1" på nogen logisk måde kunne forbindes med minus-polen, og det var den så heller ikke. Tværtimod, faktisk, lige i dette særlige tilfælde jo den eneste anden mulighed.

Hele skidtet havde altså spillet i modfase hele tiden, og med en delefrekvens på 800 hz er det helt vildt let hørbart. det var det så blot ikke, fordi man selv som mand havde stået "fadder" til miseren, selv om alle alarmklokkerne bimlede løs i forbindelse med problemerne med at få den elektriske fase korrekt. Som bekendt burde det ikke være ret svært fysisk at flytte rundt på en horndriver overpå en bas-kasse for at opnå optimal fase, og det er det heller ikke. Med mindre fasen altså ikke er korrekt, for så skal hornet ca 40 cm. FOR LANGT tilbage (eller alternativt FREM og så ryger den ud over kanten i begge tilfælde.

Nå, problemet er løst nu og denne skribents lettere røde ører har fået den sædvanlige sensommerbrunlige farve tilbage. Det var godt nok heldigt, at der ingen var til stede, som kunne overvære dette pinlige intermezzo. Og ikke mindst det triumferende fjols, som undertegnede var.
Det var så dagens bekendelseshistorie, der er desværre flere i forbindelse med sommerens Altec-Lansing megaprojekter, men de er heldigvis ikke allesammen helt så slemme, så dem vil vi ikke trætte med. Resultatet er til gengæld blvet forrygende godt, til sidst triumferede vores tekniske kompetence trods alt alligevel over selvbedraget. Men hvorfor skulle det være så svært og tage så lang tid, ja det er ganske svært at forstå.

Montering

Hvis vi i går troede, at vi havde travlt (og det gjorde vi og det havde vi), så skulle det alligevel blive helt anderledes i dag. Meget værre eller meget bedre, noget afhængigt af, om man anskuer det fra vores hårdtarbejdende ældre Opel Omega stationcars side eller vores egen noget mere positive. Flere bil-læs er altså temmeligt meget, og vi fortsætter så i dag. Også med at finde ud af billed-uploadingen på denne side som ellers er ganske let.
Det siger fruen i huset ialtfald, så det må vel passe, men læreprocessen for denne computer il-litterat har været ganske overordentligt langtrukken. Til gengæld er der så blot at glæde sig over, at når det endeligt lykkes engang, så er der langt mere at vise frem af. Sådan lidt i retning af denne dags solrige vejr-melding, som atter engang sender husets energiske sylfide af en frue (den stærke og robuste nørrejydske varietet af arten ganske vist) ud på landevejene i atter et forsøg på at slå den allerede stærkt opskruede tempo-rekord på landevejs-mountainbike. Herfra tror vi på sagen, sommeren har været tæt-bestrøet med nye rekorder i den og andre atletiske retninger. Benmusklerne er blevet strammet op på næsten rent "Søren Springgren"-niveau, atleten, som alle vi gamle læsere af Anders And-blade garanteret mindes. Ham og så Andersines dumme idealmand, alle tiders flolset-Bjørn Muskelsen...
Derudover ser det nu ellers mægtigt godt ud på madammen, langt bedre end på Springgren ,det skal siges, og det bliver det så altså også. Lige nu til eksempel.

Der er også andre fordele ved at udsætte tingene. For eksempel forudsagdes ifor et par dage siden styrt-heldagsregn i dag, og den er da vist fordampet undervejs. Der er tydeligvis fordele ved at udsætte tingene til tider, men hvad hjælper det blot os i dag? Ingenting, desværre, noget af isenkrammet i dagens dont skulle faktisk allerede have været leveret i går.
Det skønne er så, at der sikkert og forhåbentligt også i dag lander et sæt kæmpe-kolo-enorme Altec 804B-metalhorntragte her. Lige akkurat det, som vi har brug for, siger denne skribent. Ligeså meget, siger fruen "like we do a hole in the head" men hvad hun helt mener med det lader vi henligge lidt i det uvisse. Engelsk er ikke denne skribents absolutte spidskompetence. Derudover er hun allerede bort-cyklet i en så forrygende fart, at det alligevel er helt formålsløst at forsøge at indhente hende for en eventuelt uddybende kommentar.

Hul i hovedet

I dag og et par dage frem vil vi på denne side ligge noget "underdrejet", som vi søulke-ætlinge ynder at udtrykke os. Arbejdets kolossale bråd-søer hamrer nådesløst ind over vores lille firma, og når der så ind imellem kommer en RIGTIG såkaldt "FORKERT sø" (jamen det hedder det og det er rigtigt nok!), så er der mere end almindeligt nok at lave. Faktisk helt ualmindeligt meget nok. Så meget at vi ganske kortvarigt næsten må være os selv nok.

Dog skal vi byde det seneste og nok også sidste skud på den frønnede danske hifi-forum-stamme velkommen og det med et løfte. Vi vil aldrig nogensinde herfra fremover omtale det eller blot kikke, dertil er oplægget for siden med total-genbrug af samtlige af tidligere tiders forskellige marginal-eksistenser og diverse knallerter fra de andre fora lidt for langt ude i Hampen. Hvordan i hele alverden man forestiller sig annoncører forsøge at adressere disse med blot nogen træfsikkerhed og succes større end ganske enkelt at skyde at skud spredehagl blindt ud i morgendæmringen efter absolut ingenting, er langt hinsides vor fatteevne. Nå, de skal nu nok klare sig ligeså godt som de fortjener, sådan er det jo gået hidtil for de andre og mon ikke det fortsætter.

Vi vil dog ganske ubetinget byde det nye forum velkomment, fordi det helt givet yderligere vil nedsætte brugtpriserne på kvalitetshifi til gavn for de få og stadigt færre. Som altså os selv. For den sagesløse normale hifientusiast derude vil det til gengæld være ca. ligeså nyttigt som den bemærkning, som grundlæggeren af KEF, Raymond Cooke, blev så kendt for.
Efter sin første salgstur i starten af 1960-erne med sine latterlige KEF-plastichøjttalere citerede han altid senere forhandlernes kommentar til hans produkter: "We need a new speaker like we do a hole in the head" Indsæt "forum", så er nytten og nødvendigheden ellers ganske den samme. Eller "bedre lydkvalitet i DR" eller et "nyt super-højopløst lydformat", mulighederne er legio. Folk derude er fuldstændigt ligeglade, og det forstår man kun alt, alt for godt. De få har ødelagt det for de mange.

Lincoln Mayorga

I dag vil vi tage udgangspunkt i denne vist ellers ikke særligt bemærkelsesværdige amerikanske pianist, som engang ellers var rigtig stor. Det er der selvfølgelig ret mange amerikanere, der er, mest i betydningen "fed" ganske vist, den danske intelligentsias "darling" Micael Moore bestemt ikke undtaget. Mage til kolossalt fedtbjerg skal man vist helt til Staterne for at opleve og det er måske meget godt. På den anden side, de eneste andre beundringsværdige amerikanere hos samme danske elitære kredse er vel præsident Obama og måske for enkelte "hard linere" Noam Chomsky, som vist ellers er slankere. Chomsky må da være det, da han ellers forlængst ville være død af fedmerelaterede sygdomme, så gammel som han er. Og forhåbentligt forlængst glemt. Han var en VIRKELIGT "kedelig ka´l", som statsminister H. C. Hansen så rammende udtrykte det om sin politiske rival, overlæge Viggo Starcke. H. C. havde ganske ret, men dog ikke nær så meget, som han ville have haft, hvis han havde sagt det om den totalt principløse og totalt-totalitaristiske Chomsky. Hvis adopterede fædreland USA bemærkelsesværdigt nok ALDRIG havde eller fik ret i nogetsomhelst. Jøder er ellers normalt klogere end vor ven Avram her, sjovt han aldrig dengang her i landet blev tituleret ved sit fulde navn. Sådan er der så meget, og det var der også dengang.

Ikke mindre glemt er helt givet Mayorga (og nej, der er IKKE tale om en slå-fejl for den kendte Middelhavs-ferieø), det hedder han. Engang i 1970-erne var han ellers det absolut aller-hotteste indenfor hifi, fordi han indspillede direkte skårne (LP)-plader for datidens fremadstormende Sheffield Lab. Musikken var noget forbasket bras og vi har da vist ellers op til flere af pladerne. Arvet fra en ex-entusiast, men det gør det naturligvis ikke meget bedre. De står der som skamstøtter over en heldigvis forlængst "tabt tid" (tak til Marcel Proust, forfatteren af verdens vistnok officielt accepterede længste roman,:"På Sporet af den Tabte Tid") Lang og usigeligt kedelig, som jeg erindrer den og jeg har ikke lyst til at anfægte dette oprindelige synspunkt. Ikke alle jøder skriver lige interessante romaner, men mange gør, helt sindssygt godt.

Og så endelig til noget lidt mere nutidigt, de "lange linier" i dag ligger lidt i spredt fægtning og afspejler vist mest de vejrmæssige omskifteligheder. Hvor alting pludseligt kan forsvinde og verden se helt anderledes ud. Store katastrofer fra forrige uge som oversvømmelsen i Pakistan, som FN ellers udråbte til vistnok "verdens værste", er åbenbart pludseligt og mirakuløst "løbet ud" i den det Indiske Ocean og Grækenlands og Spanien/Portugals økonomiske morads, som truede den samlede verdensøkonomi med de-stabilisering, er afløst af mere overkommelige Irland.

Vi kan helt givet regne med, at de sydeuropæiske tikkende bomber naturligvis overhovedet ikke er de-monterede, men journalistisk og dermed som bekymring er de væk og erstattet af langt mere presserende ting. Som for eksempel demokratiets svære kår, illustreret af det svenske valg. Her til morgen viste DR Update forudsigeligt og ganske grinagtigt protestdemonstrationer i Sverige mod det vist ellers ganske demokratisk valgte parti Sveriges demokraterne. Og som en TV2 journalist osse så rigtigt udtrykte det i går i et tå-krummende interview med, ja naturligvis, EN ANDEN TV2-journalist, så havde ganske vist mange hundre tusinde svenskere stemt på dette "gøgeunge-parti", MEN langt flere havde jo IKKE stemt på dem. Derfor var det for journalisten helt naturligt og rimeligt overhovedet ikke at give hånd til dem eller fy-føj samarbejde med dem.

Ja, man fik næsten det indtryk, at denne ubestikkelige journaliststikkens vogter af pressefrihed og demokrati der i det grinagtige interview helst i det sande demokratis navn så dem totalt ignoreret eller måske bedre forbudt. Han skulle da tydeligvis nok gøre sit for det første i god demokratisk ånd. Demokrati kan åbenbart være mange ting, journalistik i den moderne medie-luder udformning er det desværre alt for sjældent. Når først "public service"-kanaler således bliver politiske aktører, så mindes vi Chomsky lidt rigeligt igen. Kvalmende!

Tiul sidst i dag skal vi så bringe et nybrud fra forskningsverdenen. Fra dagens JP forlyder det, at en lokal overlæge, Bobby Zachariae, har konstateret, at stress i dagligdagen kan fremkalde forkølelse og dermed UNØDVENDIGE SYGEDAGE. Jamen, det STÅR der, så det MÅ vel være nyt. Det er muligt, men vel næppe 100% sandsynligt, for det er vel næppe nogen særlig overraskelse for ret mange, at stress kan FREMKALDE ALLE ANDRE SYGDOMME. Man kunne i flæng nævne kræft, blodpropper, mavesår og ja vist ellers alt muligt andet. Indtil altså i dag, hvor altså FORKØLELSE bliver inkluderet som "rosinen i pølseenden" af prof. her, sig så ikke, at forskningen ikke hele tiden bevæger sig videre. Mange andre jøder, helt vildt mange, har fået Nobel-prisen, det gør prof. Zachariae nu nok næppe og ikke ganske ufortjent.
Det var så hvad vi havde valgt at bringe i spredt orden fra "Den Store Glemmebog", som burde have ædt det meste forlængst. Den mulige undtagelse er vist kun Proust.

Håndværkere

Atter engang er dagen delvist helliget de stolteste håndværker-traditioner. Det er naturligvis ikke os selv, som vi kan udnævne til bærere af disse, det må vi lade andre om. Nej, vi taler om en rigtig dansk "bliktud", som kommer for endeligt og permanent at fixe fruens drømme-badekar. Eller måske "fixere" er mere passende, da det mest drejer sig om at muliggøre en tæt fugning omkring det indtil videre noget "rockende" badekar.

Lidt blev der også "rocket" her i hytten i fredags, da husets gymnasiale datter holdt "hof", for at blive i den gamle traver fra nordjydske "De Gyldne Løver", om forlængst salige arveprins Knud, som "holdt "Hof!" for sig selv i sit hjem" Det var nu mest "Vestfyn", hvis man skal tro statistikken af tomme flasker, så det skal man vel. De unge er ikke vanvittigt kvalitetsbevidste kunne det tyde på, for prisforskellene fra det "rene rævepis og terpentin" (tak igen, I gylsne drenge!)til blot "almindeligt pis" er ikke stor. For en habil brandert næppe mere end en flad tyver, ikke meget for ret mange. Sikkert godt oplært hjemmefra vælger man som ung det samme sprøjt som ens forældre. Ikke imponerende klogt men så meget mere overraskende.

Der blev så spillet ganske højt på vores 4. bedste opsatte hjemlige hifi-system derinde i pejsestuen med en ATC-forstærkercombo og et sæt antikke kæmpe-kolo-enormt store Altec Model 19-højttalere. Selv med MP3 lyder det noget bedre end datterens Tivoli-monoradio. At en hel bunke unge mennesker ved samme lejlighed hørte musikgengivelse af en kaliber, som de rent statistisk aldrig nogensinde har hørt tidligere eller kommer til nogensinde senere, afstedkom nu ikke den store beundring eller synderlig attrå efter at få fingre i sådan noget. Nu er "fingre i" måske ikke det i sammenhængen heldigste udtryk, for det så da ud til, at der bestemt var andre ting, som man MEGET GERNE ville have fingrene i og det vist endda kun af mangel på andre praktiske muligheder. Ak, den ungdom, som nødvendigvis og principielt aldrig kan ældes, kun alle dens unge individer. Og hvoraf enkelte så som denne skribent udvikler sig til en gammel hifitosse. En særlig trist skæbne for en ellers oprindeligt ganske flink og lovende ung mand.

Man må vist bare konstatere, at ungdommen ganske tydeligt har mere fornuftige ting at give sig til end at høre høj musik på bedre anlæg (i mangel af bedre udtryk) Nu kunne man måske og helt givet med nogenlunde god ret mene, at denne skribent bestemt ikke er det bedste eksempel til efterfølgelse for den opadkommende ungdom. Det KAN forældre vel ikke være og vi betragter os som ganske gennemsnitlige i den retning. Med garanti for, at vores datter aldrig hverken vil blive det, som vi tror eller håber på. Forhåbentligt ikke da.

I den sammenhæng synes vi faktisk, at en nylig artikel af en vis Lars Worre er noget sludder, selv om vist ingen ellers hidtil har været uenige. Lars er ellers både en gammel fornuftig Århus-dreng og mangeårig direktør for den danske højttalerproducent Dali, så han ved, hvad han taler om skulle man jo synes. Det synes vi nu blot ikke, faktisk, at direktør Worre giver. I en kronik i selveste frihedens gamle forkæmper (det er godt 50 år siden det var sådan, men alligevel), Information, giver Worre ret sensationelt gamle DR skylden for hele den lydmæssige misere, som det er for enhver producent af hifi, at unge kunder ikke gider købe deres varer. Det kan jo naturligvis ikke være fordi det man laver blot ingen relevans eller appel har, nej naturligvis ikke. Det er DR´s skyld altsammen siger Worre. Fordi de har ladet de høje lydmæssige standarder skride med efterfølgende kollektiv lyd-fordummelse for det danske folk. Klar tale tilsyneladende.

Hvis det lyder sandsynligt eller fornuftigt så har folk altså ikke hørt radio fornyligt. Det er totalt hjernedødt sludder, intet mere, intet mindre. For at noget kan betragtes som en årsag til noget andet, opererer man i almindelig klassisk logik med, at årsagen skal være til stede inden resultatet og denne nødvendige forudsætning er langtfra opfyldt her. Lyden i Danmarks Radio har nemlig været LANGT DÅRLIGERE end samtidens bedste kommercielle lagringsmedier, kassettebånd ikke undtaget, i mindst de seneste 30 år. Den objektive forværring i lydkvalitet, som er sket for DR P3 i de seneste par årtier, er sket fra et LANGTFRA imponerende niveau til et langt ringere.

Indtil et stykke op i 1980-erne kunne man ganske vist på P2 høre fine klassiske transmissioner i fin lydkvalitet, men der var blot ingen, der lyttede til det. Enkelte som denne skribent var der selvfølgelig, men langtfra nok til at gøre hverken fra eller til i den "lydlige kvalitetsopdragelse" som P3 allerede havde "dræt" fra 1970-erne. Som om det i sig selv skulle være ønskværdigt i et samfund med frie valg. Selv ville vi naturligvis ønske, at vores datter fik samme feinschecker-forhold til lyd som os selv, og i denne insisteren er vi naturligvis med til at skubbe hende fuldstændigt væk. Tilbage til "mellembølge-lydkvalitetsland" Eller også rager lydkvalitet hende bare en total pap-and, sundt nok set i forhold til denne skribent.

Nå, det er der så ikke noget nyt i, sådan har det allerede været i ganske mange årtier, både i DR og andre steder. Som med racekanin-avl og samlen af fejltrykte syldaviske frimærker med billeder af kong Ottokars scepter skal lyd og tilknyttet kvalitetsudstyr vist bare betragtes som det simple middel til at tilfredsstille et behov, som det er. Som frimærkers oprindelige lod det jo var at sende breve og kaniners at ja, opføre sig som kaniner! Musikken bliver ikke en skid bedre af at blive afspillet på et super-duperkvalitetsanlæg, stanken omkring højttalerne af gamle hektisk svedende "tweakende" mænd blot værre. Ikke underligt, at de unge reagerer ganske fornuftigt og skrider. Og standarderne med dem.

Nej, Worre og I andre, som finder trøst i, at det altsammen er DR´s skyld. Måske trøst er forkert, men at bruge det som forklaring på tingenes almindelige sørgelige tilstand er himmelråbende tåbeligt. Nej, vi må gribe i egen barm og sige, at det arbejde, der ligger foran evangelisterne for hifi minder om folkekirkens dilemma. Forkert placerede folk, der nægter at tro på, hvor dårligt det står til og som derudover ikke tror på det, som de er sat til at tro på, skal få andre til at tro på en troværdig fremtid. Hvis det her lyder lidt tåget (og det gør det også for forfatteren), så er det fordi DET ER ren tågesnak.

Næsten ligeså dumt som det er at Worre skyder skylden på DR. Nej, Worre, ungdommen er blot klog til ikke at ville være som dig og mig, og det kan man aldrig bebrejde dem. Ja, i et sjældent øjeblik af selverkendelse kan man måske ligefrem godt forstå det! Men måske vi alligevel fik imponeret en enkelt bumsedreng med vores kodyle hifi i fredags, alle revolutioner starter jo som bekendt i det helt små. Ellers har vi mest hørt "The Voice" her i huset i dag. Højt og i en for den lyttende uhyre acceptabel lydkvalitet og det er vel det eneste, der tæller. I mono på en Tivoli-batteriradio på køkkenbordet, det bliver næppe vores datter, der bliver den nye tros første bannerfører, og det er nok godt nok, DR eller ej. Det kan også dårligt være deres fejl, hun hører aldrig DR.

Men heldigvis er det kun forhåbentligt kun i Information, at man endnu kan tage det her sludder om mediernes "almene opdragelse" til dette eller hint alvorligt længere. Som tidligere tiders debatter om DR´s betydning for opdragelse af folk til interesse for bedre litteratur eller bedre beherskelse af rigsdansk. Og så er det hele endt med, at Jan Guillou og Carsten Jensen er blevet kanoniserede som det ultimative i god smag og skrivekunst, hvordan synes I så selv, det egentligt gik?

Hvad hører du nu? Version 2

Nu er livet for de fleste en kompleks komposition. Vi vil nemlig i dag forøge at være politisk-korrekt høflige ihvertfald lige her til at starte med. Som alle andre høfligheds-formalia ændrer det blot ikke på dagligdagens trivialiteter, som for de fleste er fyldt ud med at "speed-date" alt det man kan og naturligvis allerhelst uden at konen eller kæresten opdager det. Når man så ikke lige gider det mere, så kan man altid benytte den sidste mentale sikkerhedsventil her indenfor vores egen lille verden. Og nej, vi er ikke endnu gået i den rene "Minnesota-selvbekendelseskur" og vil derfor ikke afsløre egne let-eller upåklædte nymfe-favoritter på nettet. Og nej, det er IKKE en slå-fejl for den populære australske voliere-fugl nymfe-PARAKITTEN.

Vi taler om et kuriøst fænomen, som på underlig vis hærger diverse hifi-fora, og som alle andre menneskelige aktiviteter afspejler denne let sygelige hobby også hele menneskelivet i mikrokosmisk format. Ikke bedre end den let formalinmølkugle-dunstende interesse fra ældre let-nussede mænd for frimærker, men heller ikke spor bedre. Hifi-interesse har absolut ingenting med musik at gøre, de to ting udelukker gensidigt hinanden fuldstændigt, og fordi det er nødvendigt og ganske uundgåeligt, så benægtes det naturligvis blot så meget mere ihærdigt. Sådan er livet som bekendt, de mest uundgåelige logiske sammenhænge og sandheder er altid dem, der benægtes hårdest. I nederlagets stund i slaget om Berlin under 2. verdenskrig kæmpede heller ingen ihærdigere end drengene og alle krøblingene for en forlængst tabt sag, mærkelig mekanisme..

Det siger jo også sig selv, at hvis man i et anfald af regressiv psyko-infantilisme har købt et højt hypet hifi-kabel med en produktionspris på en femmer til over 100.000,-, så er man som andre ofre i slige pyramide-spil ikke ret vild efter at indrømme, at man måske er blevet "bøffet" Under alle omtændigheder udelukker overdrevent-aktiv hifiinteresse fuldstændigt musiknydelse på samme måde som den frimærkesamler, der sidder med sin fedtede lup og kikker efter fejltryk og forskelligt tak-antal på sagesløse frimærker. Man vil jo nok næppe kunne finde ret mange inkarnerede frimærkesamlere, som ville påstå, at deres interesse var begrundet i et ønske efter at skrive flere eller bedre breve selv. De har man naturligvis alt for travlt til som man sidder der og stirrer. Eller lytter efter lyden af sit fine nye dyrt indkøbte kabel.

Heldigvis er der så altid den kategori, som hedder "Hvad hører du nu?" og som i sin samtale kontext-situation ganske nøje svarer til den på landet så kendte frase "Hwa så?" Her er svarmulighederne ganske legio, fordi der slet ikke er tale om noget spørgsmål, mere sådan en slags tomgangshandling uden anden funktion end muligvis at demonstrere, at den ene part kan sige ord. Uden mening som en nymfe-parakit, men dog mere end en hund, som blot kan gø. Forskellen kan synes ubetydelig og er det vel også.

For hvad er det lige der forgegår her hos tomgangs-entusiasten med sit syge spørgmål og hvad er et teoretisk mulige svar. Absolut ingenting, naturligvis, for selvfølgelig lytter ham, der spørger, IKKE selv til noget, ellers sad han jo næppe om skrev. Omvendt, den teoretisk mulige lytter derude, som rent faktisk sad og lyttede til musik, ville naturligvis aldrig kunne besvare spørgsmålet, da han jo altså lyttede i stedet for at spilde tiden foran tastaturet. Der er derfor tale om et spørgsmål, som interessant nok ikke engang har noget TEORETISK SVAR, og i den henseende er der tale om en sproglig nyskabelse, som får tidligere tiders ulidelige "dum-i-nakker" med deres evindelige "Hwa så" til at synes helt fornuftige. Dengang kunne man altid svare "Godt vejr i dag", særligt når det var i afgrødernes vækst-sæson og så ville en frugtbar diskussion om de svære kår i landbruget og de fortvivlende udsigter for deres fejlslagne spekulationer i schweizer-franc straks være i gang.

Selv hører vi naturligvis absolut intetsomhelst her mens der klapres løs og langt mindre LYTTER vi da. For det første står højttalerne bag ved denne skribent og for det andet er det pisse-distraherende med al den musik når man skal formulere sine indtryk af den seneste tekniske landevinding. En forsølvet sikring eller et nyt bananstik kan i denne sammenhæng antage kolossal betydning, et stort skridt for en lillebitte mand og et lillebitte skridt for menneskeheden.. Lidt eller måske meget sygt, men heldigvis har man så sikkerhedsventilen "Hwa så/Hvad hører du nu?" og så er alting åbenbart blevet bedre. Vi ved godt, hvad vi selv synes!

Til gengæld ved vi så ikke, hvad vi skal synes om et læserbrev i dagens avis af en vis Gunnar Kloppenborg Madsen. Skarpe iagttagere af denne side vil muligvis kunne gennemskue manden bag dette ofte fremhævede lav-adelige pseudonym som selveste Gunnar K. Madsen, den evige ildsjæl og æresformand a la Sung-dynastiet i Nordkorea. Og svær at vælte som samme. En mand, hvis evige værdi for det musikalske vækstlag aldrig vil kunne vurderes efter fortjeneste, dertil har han været formand ALT for længe. Måske han bare er den bedste mand, måske han bare i de forløbne 20 år har siddet tilstrækkeligt fast. Det ved vi intet om, og alle "Hvad nu hvis.."-spørgsmål er alligevel allerede forlængst ligegyldige. Fordi den fjerne fremtid allerede forlængst er blevet til fjern fortid under Kong Gunnar den Vises oplyste regeringstid.

Gunnar K. har i dag begavet verden med altså et enestående læserbrev. Det er nu mest enestående, at det på ganske enestående vis overhovedet ikke handler om NOGETSOMHELST. Det er langt, men det giver langtfra nogen mening, bestemt ganske tværtimod. Hvad det handler om er således ganske ligemeget, men vi kylder vel Gunnar den "tribut" at forøge alligevel.

Det handler (vistnok) om det nødvendige hemmelighedskræmmeri indenfor efter-RETningstjtnesten (husk endelig det sjove tryk på anførte stavelse på samme måde som Gunnar K´s eget bogstaverede mellemnavn. Det kan man så mene om, hvad man vi og det er vel aldrig mere ligegyldigt end her i Gunnars sludrevornt-fortyndede fortællestil. Omvendt, så er sidste halvdel af det her besynderlige læserbrev omvendt nærmest HELLIGET offentlighedens interesse i at have indsigt i NETOP det nødvendige hemmeligsheds-bagværk. Det kunne det måske have været hvis det ikke var fordi Gunnar K: konstant nævner alle de dovneste og mest ukritiske journalisters evige "plapre-båthorn", det selvbestaltede helt aldeles uautoriserede orakel Bonnichsen men en fortid som såkaldt "operativ chef" For hvad vides ikke, den pæne mand med den glatte svigermors-drømmeagtige udstråling ligner nu mest en tidligere chef for "Departementet for Blyants-spidsning" og har vist absolut NUL dokumenteret felterfaring.

Hvis han havde haft det, ville han nok også have tøvet noget mere med at svare helt ud i den tomme luft på ALLE spørgsmål, som kastes i hans retning. Langt flere spørgsmål, end selv den klogeste mand ville kunne (eller blot ville ønske at kunne) svare på, så vi kan nok trygt gå ud fra, at Bonnichsen ikke afslører nogen statshemmeligheder. Helt givet, fordi han ikke kender nogen og aldrig nogensinde har gjort det, for enhver idiot indenfor journaliststanden kunne og kan vel sige sig selv, at hvis Bonnichesen VIRKELIGT vidste noget, så ville han aldrig kunne sige det uden at ryge i et mørkt hul eller ende, puf-puf, foran en lyddæmper ført af en mand i en lang cotton-coat. Hvor svært er det at forstå?
Åbenbart ganske svært, og næsten ligeså svært som at forstå, at dagens JP overhovedet har optaget det her grinagtige læserbrev fra Gunnar K. Nogen tjeneste er der unægteligt ikke tale om. Ren tågesnak.

Billedproblemer

Vi bliver nødt til at udskyde de lovede uhyre interessante billeder af vores anacho-elektroniske aktiviteter en enkelt dags tid. De er interessante alene af det ganske nødvendige og endnu mere tilstrækkelige grund, at de beskriver vores egen fortræffelige aktivitet. Denne er altid som definition vanvittigt vigtig og universets uomgængelige omdrejningspunkt. Nå, men vi har altså spildt denne morgens relative kvalitetstid med at inde ud af ikke noget særligt.

Ellers skal vi henvise til gårsdagens betydelige skribentvirksomhed på denne side for dem, som ikke måtte have bemærket det. Lidt smigrende er det altid at blive bemærket selv om vi aldrig kunne drømme om at indrømme det i nogen form for offentlighed og da slet ikke denne!
Til gengæld er der så ikke rigtigt nogen, der bemærker stakkels Kim Olsens særdeles som forventet "jubel-positive" test af en kinesisk JBL til ganske mange kroner. Det er lidt synd, for Kim vil så gerne. Det er nu også lidt godt, fordi det giver absolut nul-mening for os at lade en inkarneret "mærke-fan" som Kim helt offentligt er teste sine yndlingsprodukter. I gamle dage havde "Ugens Rapport" nogen altid ganske saftige "tests" (i mangel af bedre ord) af lokale massageklinik-piger, og det var der da i det mindste mere " (mellem)kød" på.
Nu har denne skribent aldrig haft kørekort, og ved derfor ikke, om det vistnok stadigvæk ret respekterede tyske motor-magasin "Auto, Motor und Sport" lader formanden for Opel Kadett-klubben teste den nye Opet Rakett, men det gør de nu nok ikke. Selv om Kim formodentlig arbejder ganske gratis er det altså alligevel ikke alt arbejde, der er pengene værd.
Ingen snakkede om denne altruistiske side, vel? I det allermindste får folk vel, hvad de betaler for, og det gælder som ofte anfært ellers ret sjældent. Alligevel, hvis man absolut SKAL arbejde gratis som tester, hvorfor så ikke bruge tiden på noget mere fornuftigt end hifi? Det dér med ungdommens Rapport-testarbejde kom ind på en traumatisk andenplads lige efter drømmen om at vinde den skide konkurrence i "Anders And&Co." om at "Tømme en legetøjsbutik" Dén med idioten med sombreroen, evig skam over fjolset, som ikke brugte tiden bedre.
Som vel ret beset osse Kim

Multi-mange multikabler

I dag vil vores lille virksomhed ufortøvet give sig i kast med et herkulisk monteringsarbejde med anvendelse af kabler af absolut dyreste skuffe. Ja, vi taler om hundredevis af meter Mogami-kabel til priser op imod 15,- m., så det "summer" jo altsammen op til sidst, som bierne fra ældgamle tider har udtrykt det. Vistnok i unisont kor som det er biers lod. Hvilket som altid bringer det ældgamle spørgsmål på banen, om hvad der kom først, blomsterne eller de blomsterbestøvende bier, svære eksistentielle spørgsmål fra morgenstunden. Hvor selve eksistensen ikke er helt sikret, før morgenavisen er kommet og den første kop instant-kaffe fra Aldi er slubret.

Og nej, vi vil naturligvis ikke overhovedet berøre den manglende logik i, at forsludrede kroniske vrøvlehoveder på hifi-debatsiderne udtrykkeligt siger, at de ALDRIG vil anvende Mogami-kabler derhjemme. Hvis man som lægmand kan se logikken i, at alle studier antageligt i hele verden anvender de samme industri-standard Mogami-kabler i KILOMETERVIS (ikke tilsammen, hver for sig!) pu-bæh, og at det derfor er uomgængeligt nødvendigt efterfølgende at bruge skyhøjt prissatte eksotiske kabler for at afspille noget, som allerede forlængst er ødelagt, ja så bedes de forklare det for denne lidt "tungnemme" skribent" Logikken er vist nogenlunde den samme som at forsøge at udruge en omelet til en kylling.

I stedet vil vi glæde os over, at vi vistnok har fundet ud af at uploade billeder på vores egen side. Det vil sige, min kone, IT-eksperten, har naturligvis vidst det hele tiden, blot ikke denne skribent. Derfor skal vi advare om, at vi i de kommende dage og i forhåbentlig al fremtid vil vise lettere pornografiske billeder. Inden vores publikum bliver alt for forventningsfulde skal det med, at vi primært agter at portrættere afklædte hæjttalere fra den eneste rigtige guldalder. For alt, alt for forfærdeligt længe siden.

I går berørte vi ganske en kort en JBL-test, som vi virkeligt fik på hatten for fra en enkelt noget marginaliseret noget pudser-løjerlig inderligt "wannebe"-akademisk hifi-eksistens . Rent faktuelt (og dermed uhyre meget mere interessant) blev vi forsøgt "korrekset" en en meget vidende kollega, som mente, at fordi man ingen synlige skruer kunne se, så kunne højttaleren skilles ad alligevel. Dette er naturligvis muligt, men da den prisværdigt åbne og totalt testende JBL-fanatiker (jamen det kan man altså med nogen ret kalde ham) netop IKKE publicerede de ventede "nøgenbilleder" af indmaden, så tror vi ikke, det har været let. Alternativet, at han ikke har ønsket at vise billederne, fordi de nok næppe er synderligt imponerende, er ihvertfald værre.

Nå, det er altsammen ikke til at vide. Det eneste vi ved er, at en Kina-højttalerkasse i ægte finer i mellemstørrelse som her ikke koster mange klejner at lave, en god hundredelap er nok et godt gæt, og en kasse i plastic-"åndenød" garanteret noget mindre end allerede nærmest ingenting. Der er således god plads til ganske gode enheder indenfor den publicerede salgspris, så det er der vel så også. Eller også er der ikke, alles gæt er lige godt her. Vi ved godt, hvad vi tror, men vi ved også godt, at det ikke er noget, vi sikkert ved.

Bare fordi et firma igennem mere end 30 år har sparet hele de foregående årtiers prestige og akkumulerede status og indlysende kvalitet mere end tre-kvart ihjel, kan de naturligvis sagtens have "vendt kajakken" derude i Østen. Jamen, det kan de. Hvis man vil vide mere om nyere JBL, skal vi gerne henvise til hjemmesiden JBL Audio Heritage, der er en rigtig lækkerbidsken for reel informtion, tydeligvis en total mangelvare i disse tider. Blot mærkeligt, at nyere JBL fra en kant står opstaldet midlertidigt hvergang i er på genbrugspladsen. Lige inden de ryger ned i skakten. De har tydeligvis været en rigtigt dårlig investering i noget, som var engang, som eventyret lød.

Iøvrigt skal vi lige i forbindelse med gårsdagens tekst præcisere, at vi ikke mener, at skældsord råbt tilstrækkeligt højt nødvendigvis er nogen god "ouverture" til reel meningsudveksling. På den anden side er bunker af høfligheds-pålagte fraser og bunker af tabu-emner nu heller ikke ligefrem fremmende for forståelsen. Undertegnede har ganske svært ved at forstå, at det ikke også for som for voksne er tilladeligt IKKE at kunne lide en person. Det giver for mig ingen mening at forsøge at forstå det FULDSTÆNDIGT UFORSTÅELIGE og langt mindre at ACCEPTERE det.
Hvis man skulle have behov for lidt anskuelighedsundervisning i denne retning, så prøv at "skimme" lidt i de sidste sider af tråden om "ZenSati" på nerds.dk. Vi skal viderebringe en advarsel OG en opfordring: Først Advarslen-Lad være med at læse for meget, da udsættelse for dette terminale sludder som Monty Python-sketchen om "The World´s Deadliest Joke" kan være livsfarlig. Og så opfordringen: Hvis du har noget rigtigt godt gammelt JBL derhjemme, så læs endelig løs alt hvad hjertet begærer. Når så den permanente kvalme hurtigt derefter indfinder sig og ikke går væk igen, så ring blot til det nummer, der står på denne side, så skal vi nok tage os af dine fine GAMLE JBL.
Læs det nu!

Det bedste spørgsmål

Der er altid masser af gode spørgsmål at stille. For et par år siden sendte en gammel kollega, som nu er i den mere HF-orienterede del af branchen (ikke den for ikke-ganske gymnasieegnede, den med "Høj-Frekvens), et sjovt link. Den viste i et kvarter-langt klip en montør hos det engelske hifi-kabelfirma Chord Co. montere firmaets dyreste højttalerkabel. Efter nutidens inflaterede (kan det hedde det?) priser var det et sørgeligt underprissat produkt, da 2 gange 3 m. kostede under 10.000,- og elv om det var en total griner dengang, er det forlængst blevet overhalet af LANGT dyrere produkter. Ikke i indkøb, naturligvis, nej produktudviklingen går mest i retning af at udvikle priserne.

Tilbage til denne håbløse amatøragtige montør i dette uendelige amatøragtige klip. Montøren var simpelthen en ren fjummergøj og at købe nogetsomhelst denne famlende fyr med tydelig akkumuleret loddeerfaring på højst selvsamme formiddag havde lavet var i bedste fald en tvivlsom investering. Det var så blot én forhindring. Den anden var værre, for manden sad og klippede sine kold-loddede kabler af en stor rulle, som slet ikke var højttalerkabel. Nå, det blev det altså til alligevel og det på trods af, at der var tale om et såkaldt HF-ANTENNEKABEL. Den eneste tekniske begrundelse for at anvende sådan et coaxialt kabel med en karakteristisk impedans på 75 ohm til højttalere må have været, at det var på tilbud i den lokale lavpris-elektronikforretning eller bare havde ligget og flydt ved et hul i jorden et sted.. Det er vel også en både særdeles rimelig og tilstrækkelig grund, og så er det jo også altid rart at være den eneste. Som altså kunne finde på at bruge sådan noget totalt uegnet kabel til højttalere. Til gengæld var og er der abolut sikkerhed for, at ALLE kan høre, når man benytter det, SÅ håbløst er det til denne audio-anvendelse og dermed en sikker high-end hifi-kandidat. For al idioti i design er der altid en (eller helst flere) idioter derude. Som både kan høre det uhørlige og det uhyrlige.

Nu husker jeg ikke længere, om kablet var RG 3 eller RG 11 eller hvad, under alle omstændigheder taler vi om kabel til under en 10´-er pr. meter, så i forhold til så meget andet i dag var det her den sande "kabel-Urtid". Senere har man bedre evnet at spare på råvarerne og ikke mindst har man husket at sætte et par ekstra nuller på pris-lappen. Produktudvikling, ja "godaw do!".

I det mindste var Chord Co. altså en ærlig produktionsvirksomhed (så ærlig som alle forlorne og totalt overflødige tilbehørsbrancher nu kan være), og man kunne naturligvis bestille sine ombyggede antennekabler (og det kan man sikkert stadigvæk, vi har ikke gidet kikke efter og ville nok osse komme til at grine hysterisk spruttende ned i det sagesløse tastatur)i netop de længder, som man måtte ønske. Det vil sige, der var tale om nogen leveringstid og efter at have set den famlende montør troede man det gerne. Autentisk på en helt hjælpeløs måde.

Det spørgsmål, som man efterfølgende måske kunne stille til alle de nyere superkabel-producenter (vi taler her udelukkende om prissætning, absolut ikke om kvalitet) er så, hvorfor i alverden man hos rigtigt mange kun kan få FÆRDIGE LÆNGDER. Nu kunne man sagtens forstå det, (måske), hvis der var tale om forskellige multipla af det fra matematikken og arkitekturen så hyppigt anvendt ideelle såkaldte "gyldne snit" (som teoretisk kunne være akustisk ideel, igen måske!), men oftest er der simpelthen tale om kabler i multipla af FOD. Som tydeligvis er ganske udbredt blandt OEM-producenterne, de, der laver kablerne i den virkelige virkelighed ude i Fjernøsten. Tjah, det skal man vist bare ikke spørge om.

Heller ikke burde man nok spørge om, hvem i alverden som skulle være publikum til et nyt sæt JBL "Made in China"-hifihøjttalere, som er testet for ganske nyligt (vistnok i går faktisk) til en ren bagatel i såkaldt "åndenøds-finish" af 24.000,- Med en bestykning af i JBL-sammenhæng lidt patetiske 2 stk. 8-tommers basser, som til al overflod næppe kan skrues ud af boxen for service, de ser noget støbt/limede ud, så er der ikke meget at skrive hjem om. Med et frekvensområde, som kun lige akkurat lever op til min barndoms DIN 45500-hifi-norm og en publiceret følsomhed på ikke vanvittigt imponerende 90 dB endda i 6 ohm (begge tal opgives traditionelt rigeligt optimistisk og det her er ikke akkurat imponerende til at starte med for nu at udtrykke det lidt mildt). Stort frekvensområde opnås nødvendigvis på bekostning af højttalerens effektivitet ved fast størrelse, men her opnår man både lille frekvensområde og lav følsomhed OG impedans og samtidigt en betydelig størrelse. Imponerende.

Og så er det, at man vender kontorstolen om og glor lige ind i et sæt Klipsch La Scala-højttalere med nogenlunde samme grinagtige frekvensområde. De har blot 105 dB i følsomhed (helt vanvittigt sindssygt meget mere og vildt meget bedre), er fremstillet i USA, er lavet af langt bedre materialer. Bag dem står der så et sæt RIGTIGE JBL Olympus S8R, ligeledes fra dengang der var noget "ved det" I 1970 kostede de nogenlunde det samme som i dag disse kinesiske udgaver. Ikke i reel købekaft, næh, numerisk i DANSKE KRONER. Det er naturligvis derfor ikke fair at sammenligne kvliteten, de gamle er naturligvis LYSÅR bedre og det skulle de også gerne være til den gamle skyhøje pris. Alt andet ville være komisk og samlere af "anachrophile" hifi-komponenter som denne skribent ganske til grin. Og det er naturligvis ikke tilfældet, aldrig, stampe-stampe!

Det vil sige, vi har faktisk betalt noget MINDRE for vores Olympus for ganske nyligt end prisen på de her Kina-åndenødsmodeller, hvor det eneste der er tilbage fra en unik producent , vist efterhånden er navnet. Nå, det skal nu nok gå med salget, som produktet fortjener. Efter vores mening mest, at publikum finder en god brugt RIGTIG JBL i stedet for den nye testede her, men det man selv har valgt at gøre, er jo altid så langt det klogeste. Iøvrigt tror vi heller ikke meget på, at testens konklusion om, at de her kinesiske fætre fra Kim Olsen på nerds.dk, at "de spiller pisse fedt" rigtigt sælger "billetter" og da langt mindre højttalere. Sådan nærmest SLET IKKE vil vi tro. Man vi kan sagtens tage fejl, måske man anvender samme sprogbrug i B&O-butikkerne, vi kommer der for sjældent til rigtigt at vide det.

Dagens sidste og SÅ LANGT DET BEDSTE SPØRGSMÅL er fra en pige på 10 år. Hun er datter af en god gammel ven og går i en folkeskole, som har lagt vægt på at udrydde al uhøflig og grov og stødende optræden og sprog. Ræsonen må have været, at når man ikke talte om det, så forsvandt problemet af sig selv. Det må have lydt lokkende som syndig sirene-sang dér på skole-forældrerådsmødet med den tilkaldte højtbetalte management-velfærdsekspert at være "de første med at være de flinkeste", men man skulle vist have haft denne her lille pige med. Hendes spørgsmål var simpelt og sønderrivende for denne praktiske anvendelse af nutidens svøbe, den "politiske korrekthed:
"Jamen hvordan kan man så vide, hvad de VIRKELIGT mener?" Bravo, så godt kan kun et barn spørge. "Kejserens Nye Klæder" om igen, simpelthen!

Det civile samfund

I et normalt fungerende og stabilt samfund af myrer eller mennesker er der visse adfærdsregulerende mekanismer. Det betyder som i min egen barnoms landsbysamfund, at den smede-søn, som påstod, at han havde været borført til Månen af ufonauter, (husk, det var i Erich von Dänikens velmagtsdage), blev betragtet som lettere svagtbegavet "landsbytosse" Ingen efterfølgende observationer af denne fyr modbeviste nogensinde denne også indrømmet ganske oplagte hypotese. Folk mente ikke, at han alt for klog, og det var han bestemt heller ikke. Det daværende fornuftigt fungerende såkaldt "civile samfund" med vide ikke-nedskrevne tolerance-normer accepterede ham dog, uden at hans outrerede påstande vist nogensinde fandt andre "proselytter" i nær-området. Muligvis mest fordi den anden residerende landsbytosse mente, at han var havnefoged og ansvarlig for al færgefart. Sådan var det og det var accepteret af det civile samfund.

Til gengæld havde dette civile samfund som alle andre små ditto vanvittigt hårde, næsten "drakoniske" straffe for forbrydelser mod samfundet som for eksempel tyveri. Tyven med samt familien blev omgående udstødt i bedste bibelske Kain/Abel-stil, dengang kunne man osse sin Katekismus. Der var lidt "Saddam Hussein" over det her, manden, som vist aldrig blev "krediteret" for genopfindelsen (Stalin benyttede med stort held samme taktik som sikkert andre østlige potentater) af den vistnok eneste ret effektive metode mod beslutsomme selvmords-attentatmænd. Saddam havde nemlig en "track record" for simpelthen at udrydde hele attentatmandens familie OG disses landsbyer, og måske især det sidste viste sig vældigt adfærdsregulerende. Derfor var den i området for tiden så udbredte "bombebælte-industri" under Saddam den Vise (som tegneseriehelten Chiun, Sinanju-mesteren fra serien "The Destroyer" benævnte ham) såre begrænset. Et mindre sidespring.

Vores ærinde i dag er blot at erindre om, at et ikke-levedygtigt samfund IKKE udviser samme sunde form for tolerance. Og her må vi understrege, at det sunde samfund netop IKKE TROR på alt muligt pis og papir, nej det "isolerer" såmænd blot problemet/landsbytossen/splinten i fingeren, så det ingen skade gør. Det kan det netop gøre, fordi det er SUNDT. Helt anderledes er det med vores egen yndlings-hobby, åh nej, åh jo igen, hifi. Her er mekanismerne interessante at dissekere, for det er helt tydeligt ikke længere muligt at isolere nogetsomhelst. Der er simpelthen ikke længere sundt "væv" nok til, at det næsten er muligt at skelne det fra det "stupiditetens kræft-væv", som æder alt op. Hårde ord, åh jo, men lad os belægge dem lidt.

Intet beskriver vel bedre den terminalt syge tilstand indenfor hifiinteressen end diskussionen om kabel-mærket ZenSati. Som naturligvis intet KAN producere af den ret simple grund, at man ikke kan have produktionsvirksomhed med ansatte i det parcelhus, som er firmaets eneste domicil. Arbejdsmiljøreglerne er ret enkle der. Det er der naturligvis INTET galt i, som som en fornuftig nordmand udtrykker det på det norske forum "Hifisentralen":
"Er det virkelig noen som i fullt alvor tror det ligger noe smart, danskutviklet spitzentekonologi tuftet på 40 års erfaring bak disse produktene? ZenSati er jo ikke noe verre enn mange andre som driver i kabelbransjen, det er bare så mye mer åpenbart." Så simpelt kan det siges og det burde vel kunne lægge alle de helt uhyrlige påstande på ZenSatis hjemmeside i graven. Nej, desværre og naturligvis ikke. Desværre, fordi vi ville ønske som mangeårige entusiaster, at den sunde fornuft ville sejre og naturligvis, fordi alle de fornuftige forlængst har fundet andre og grønnere græsgange. I min egen barndom betød det, at man flyttede væk fra øen og så faldt samfundet sammen på samme måde. Det forkerte blev snart ligeså rigtigt som det oprindeligt rigtige.

Og i stedet sker der dette: Indlæg efter indlæg fortæller snork-snork om personlige lytterfaringer med forskellige hifikabler af nogenlunde samme almene og eksklusive interesse om hvilke kvinder de samme mænd tænker på, mens de onanerer. Meget mindre alment interessant er vel næppe noget..? Hvis vi havde kunnet komme i tanker om noget havde vi jo ligesom skrevet det.
Samtidigt er det også muligt at afspore diskussionen om produktet fuldstændigt ved at sige, at det "da ikke er pænt at kritisere dårligt engelsk" Uden naturligvis overhovedet at overveje, at den hjælpeløse automatiske google-oversættelse er sket på basis af ENDNU MERE forvrøvlet dansk sludder om ganske frit selvopfundne elktriske teorier og andre kosmiske sammenhænge. Ren landsby-idioti, det her! Der er ingen grund til at kritisere sproget når det er INDHOLDET, det er helt galt med.

Samtidigt er det også påfaldende, at blot ÉN ÉNESTE god ven og mangeårig samarbejdspartner for ZenSati-fyren kan afspore debatten til at være om ak ja, opfattet lydkvalitet. Det er ikke det, det drejer sig om. Og som om der kunne være andet end tåbe-paragraffen, der gælder for ompakkede fjernøstligt producerede OEM-kabler solgt i DK til 250.000,- for 2.5 m. Tåben er naturligvis ikke sælgeren, selv sælger vi også meget gerne professionelt udstyr dyrere, end vi køber det. Manden, der fungerer som det gamle teatertrick "deus ex machina",kalder sig Plafitracer, hedder Hasager og er god ven og støtte af/for "CEO-en" (som opfinder Johansen noget alternativt benævner sig på firmaets hjemmeside) for. Meget "Ole Opfinder" er der ret beset ikke i at være "Chief Executive Officer"....

Det er nok til fuldstændigt at afspore debatten,det sunde civile samfunds modstandsdygtighed overfor alskens svulster er ovre, og herfra går det stærkt. Ad helvede til, ganske vist, men sikke dog det går!
Der er altså lidt "Påskeøen" over den her kollektive tilintetgørelse af det engang så velfungerende civile samfund. Heldigt for de ryggesløse fribyttere og tilbage bliver vel kun de sørgmodigt stirrende statuer som dér ensomt stirrer ud over det endeløse sydlige Stillehav...
Sagde denne illusionsløse hifientusiast gennem 4 årtier og gik tilbage til sine Altec/Onken-"børn". Sikke en udsigt man må have haft som den sidste indbygger på Påskeøen sammen med de evigt tavse gigant-statuer efter den kollektive psykose, som opløste det forsvarsløse "civile samfund". Og som vi ser igen i dag.

Jens Bygholm

I dag vil vi begrave vor kære ven og åndsfælle, Jens Bygholm, Verdensbilleder, og det bliver sørgeligt.
Det glædelige bliver så, at det bliver fra Århus Domkirke, hvor der næppe vil være en ledig plads, og denne ære times jo trods alt de færreste.
Endnu glædeligere er det så, at vores ven fra voodoo-kablefirmaet ZenSati med stor ildhu er i færd med at begrave sig selv. Jens´ død gjorde Verden meget fattigere, den sidste hændelse gør den til gengæld en lille smule rigere.

Måske en lidt sørgelig og helt utilstrækkelig sammenligning, men i sorgens største stund er der ekstra brug for al den opmuntring, som man kan finde. Vi kan iøvrigt med en vis forbløffelse konstatere, at vi åbenbart har en hel del norske læsere. I den anledning vil vi mindes den sidste og første og hidtil eneste nordmand, som vandt verdensmesterskabet i uspecificeret formel-racerløb. Det drejer sig naturligvis om den excentriske cykelsmed Theodor Fälgen, der vandt foran Blodstrupmose, Herbert von Schnellfahrer og Ronnie Middelsvensson og alle de andre. Vi vil tro, at sandsynligheden for, at en ny norsk cykelsmed nogensinde genvinder virkelighedens verdensmesterskab i Formel 1 med sin hjemmelavede bil er nogenlunde den samme, som at ZenSati-opfinderen har opfundet nogetsomhelst, den dybe tallerken ikke undtaget.
At det eneste norske mesterskab blev vundet i en mesterlig tegnefilm ændrer ikke på vurderingen. De andre påstande er allerede ren kulørt tegneserie alligevel.

Den lille drille-nisse...

..har tilsyneladende taget midlertidigt ophold i vores nye smarte mini-computer, som driller ad Helvede til. Vi ville ellers gerne i dag have snakket lidt om en mini-kronik i dagens JP af en statskundskabs-professor fra selveste videns-højborgen Københavns Universitet. Denne taler i næsten digterisk bogstav-rimform om "hadefuld humor" i forbindelse med tegningerne af Muhammed den Ukrænkelige. Man skal vist næsten være professor for at se tingene i dette for os at se noget énøjede had-perspektiv, hvor Westergaard og de andre er idømt en permanent og inappellabel dødsdom. Når man som vores professor her har skudt med "svære verbale artilleri", hvad er de frådende blodtørstige folkemængder så? Hadefulde er vel så sådan et sørgeligt utilstrækkeligt ord her.

Nå, tilsyneladende er der alligevel ved at blive etableret et vadested, for samtidigt mødtes tegner Westergaard i går med den tyske "jern-kanslerinde" (frit efter betegnelsen for Otto von Bismarck, den helt rigtige autentiske jernkansler), Angela Merkel. Som jo om nogen qua sin opvækst i totalitære DDR ved noget om undertrykkelse. Der er tydeligvis håb et eller andet sted derude i den virkelige ikke-akademiske verden og det er jo ganske heldigt, når der ikke rigtigt er noget at hente hos vores professor. Udsynet fra de høje åndelige udsigtstårne er tydeligvis noget begrænset af egen énøjethed og totalt snæversyn. Hvorfor overhovedet se sig omkring så, og det gør han naturligvis heller ikke, det ville også have været ganske farligt deroppe i det akademiske elfenbenstårn. Hvorfor hedder det forresten stadigvæk det, enhver politisk korrekt grønlig person ved dog, at der går en forfærdelig masse fredede elefanter til at lave sådan et tårn. Ordet burde forbydes og det er det måske allerede osse.

Ellers skal vi ile med at korrigere en fejl fra gårsdagens tekst, som er blevet indtelefoneret til os. Manden bag de sjove danske ZenSati-kabler (husk igen vores ubetingede anbefaling af hjemmesiden af samme navn, en god griner er livsforlængende og i dette tilfælde ganske uundgåeligt) er IKKE uddannet tagdækker. Som vores pålidelige kilde udtrykte det på syngende rigs-sjællandk, så er det jo et faglært og hæderkronet erhverv, som nødigt skulle komme i (i denne sammanhæng nok uundgåelig) miskredit.

Nej, manden bag ZenSati, Mark J., er oprindeligt såkaldt tag/tagrende-SPULER, altså ham, der sprøjter alt skidtet væk inden den rigtige fagmand kommer. Hvad har det så med hans kabler at gøre? Ingenting naturligvis, man kan naturligvis ikke fuldstændigt udelukke, at selv Leonardo da Vinci engang har arbejdet som avisdreng eller var klassend dummeste dreng udover at avisen godt nok ikke var opfundet dengang i renæssancen. Så jo, det kan vel egentligt godt. Man kan naturligvis også teoretisk en dag vågne op og over natten være blevet verdens største klaverløve-virtuos med nogenlunde samme sandsynlighed som vor ven Mark/ZenSati pludselig er blevet multikemisk-fysisk kabel-materialeekspert.
Jamen det KAN man! Man kan jo bare se på vidunderbarnet Mark i fantasteriets forunderligt løgnagtige verden.
Det med med den "spontane klaverløve-genese" har verden stadigvæk så vidt vi ved til gode, men den anden historie er jo også god nok. Selv om den "helt ude i hegnet"-absurd!

Endnu et svigt

For forhåbentligt sidste gang i et stykke tid må vi delvist svigte i dag. Efter computer-rapseriet har vi brugt ganske meget tid på ikke særligt interessante men vitale genopretningsting. Vi havde ellers i dag planlagt at forsøge at promovere et et nyt spændende dansk kabel-mærke med den danske mytologi så kendte betegnelse "Zensati" Selv om vi ikke har kunnet finde litterære belæg for det ganske vist men når noget er så godt må der vel være en god grund til at nogen har kunnet producere det. Manden må være verdens vistnok mest multi-geiale tagtækker, som han ifølge rygter ellers har som agtværdig uddannelse.

I det lys er det naturligvis heller ikke fuldstændigt overraskende, at den engelsksprogede hjemmeside på trods af ganske hård konkurrence fra adskillige andre danske operatører på hifimarkedet er helt ubegribeligt jammerligt sprogligt inkompetent grænsende til det diskvalificerende-grinagtige. Check Zebsati.com ud og forsøg at få mening, det er ganske langt hinsides vores beskedne evner og vi gætter på, at det vil gælde for de fleste.

Nu skal man jo ikke dømme om et produkts kvalitet ved at give karakterer til hjemmesiden (heldigvis, siger vi da her!), men man må alligevel selv i hifi-tilbehørsverdenen af lige dele voodoo og lettere løgnagtigt sludder her kunne tale om nye betydelige landvindinger. For så vidt den sproglige jammer overhovedet giver mulighed for det, er der tale om så revolutionerende grundforsknings-landvindionger indenfor fysik og kemi, at man bliver ganske stakåndet. Og så altsammen hjemme hos en mtakdækker i Nordsjælland uden nogen produktionskapacitet af af nogetsomhelst overhovedet.

Alle andre virksomheder flytter store eller hele dele af deres udvikling til Østen, men i dette unikke tilfælde bliver vores pioner her hjemme og forsker løs. For en gangs skyld er data-bladene på kablerne relativt fornuftige for så vidt materialerne da i et vist omfang er beskrevet. Vores gæt herfra er nu nok, at det mest skyldes den fjernøstlige producents egen data-blade, for absolut intet tyder på, at vores ven Zensati har blot den allermindste kemiske eller fysiske viden. Og her runder vi voldsomt op.

Vi hapser lige denne herlige bid fra et norsk forum, hvor Zensati fremfører valget af såkaldt "dielektrikum" (et svært ord red.) i kablerne som "luft" Men SÅ bliver det sjovt, for NU kommer der en noget "luftig" definition på netop luft fra den såkaldte "konstruktør" af disse kabler til flere hundrede tudind kroner, som ikke akkurat får denne kemi-amatør helt op og ringe af beundring:
"En lille skrivefejl. Det er ikke CO2 men O eller O2. Luft."

Det kan måske ligne en skrivefejl, men er det næppe. Vores bedste teori er, at hvis man ikke kender den kemiske sammensætning af ATMOSFÆRISK LUFT, så ved man INGENTING OM NOGETSOMHELST i forbindelse med kabelproduktion. Den eneste råvare man kan byde ind med er helt tydeligt fuldstændig TOM LUFT. På den anden side er det jo også noget nemmere at overskue den kemiske sammensætning af denne...!
Hermed den promovering, som vi finder rimelig. Og nej, vi sælger ikke såkaldte hifikabler selv, så ingen brødnid her. Men hvordan man UDEN nogen fremmedsprogs-færdighed eller formel kemisk/fysisk uddannelse eller NOGETSOMHELST andet bogligt overhovedet kan skrive de gengivne kabel-specifikationer, når nu ALT ANDET på siden mest ligner en præ-prototype på en automatisk google-oversættelse (hvor garanteret ingen fatter nogetsomhelst af nogenting), tjah, det er så næsten det største mysterium..

Vores ven Jens Bygholm er død.

I dag vil vi ære denne mærkværdige mands minde. Vi skal henvise til en nekrolog i dagens JP, som gør god fyldest. Vores egne erfaringer med Jens gennem efterhånden adskillige årtier afslørede en uhyre følsom, selvkritisk og ydmyg mand bag al den altid glade, muntre og hjælpsomme facade. Det var vel i virkeligheden mest denne nøgne uforfalskede medmenneskelighed, som gjorde Jens uforglemmelig.

Da vi for ret præcist et år siden skulle købe hus var det helt naturligt at trække på Jens´ ekspertise, og det gjorde vi. Ingen andre var jo så klare i mælet som Jens og ingen så kompetente til at sortere alt det uvæsentlige fra. Der var alt det overflødige i livet og det helt ligegyldige i hus-tilstandsrapporter, som Jens kunne sortere fra som ingen anden. Tilbage var der blot det, som betød noget.
Fremover vil vi heldigvis blot ved at se os om altid kunne mindes Jens og hans klarsyn. Denne muntre, kritiske, uforfærdede og forfærdeligt følsomme mand, som ikke er her mere. Vi havde besøg af Jens for ikke ret længe siden, og når man "spoler filmen tilbage" var han der måske mest for at sige en slags farvel. På den særligt kærligt-drillende "Jens-måde", hvor alt det væsentlige i livet blev kædet sammen, både liv og kærlighed og den fremtid, som aldrig kom.
Tak, Jens, for alt, hvad du var og alt hvad du gav.

Så er vi oppe at køre som normalt igen...

..vi skal anbefale 3´s kundeservice i samme anledning på det varmeste. Vi beklager diverse ventetid og andre forsinkelser, mens fruen er ved at installere en ny computer, som røg med ved samme lejlighed.

Århus festlige Festuge

Atter engang har Kong Folmer af Festugen ledt denne frem til sejr som tidligere romerske feltherrer som Scipio Africanus og hans kohorter over Karthago. Nogen anerkendelse fortjener denne ikke vanvittigt selvudslettende mand naturligvis, for det er da lykkedes ham på forbilledlig vis at holde familiens teenagedatter fra det store festuge-fad, (hun gad ikke rigtigt tage derind) og det er jo meget godt. For os om ikke andre. Samtidigt har der været ganske god plads på gader og stræder, når denne skribent har trukket sin firma-lastcykel omkring og det har gjort festugen yderligere festlig. For denne skribent.

I samme fest-ugentlige anledning vil vi atter forfalde til at viderebringe et anglicistisk-etnisk dybt diskriminerende vits. Da det endnu er tilladt indenfor tiltagende klaustrofobiske EU-regulativer omkring latterliggørelse af tro og andre etniske tåbeligheder, så vil vi haste med at gå til sagen. Ingen ved jo i virkeligheden, hvor længe denne frihed kommer til at vare, den har ihvertfald RIGTIGT mange fjender, så evigheden og endeligheden kan komme førend vi aner det.
I det hele taget er omtanke altid en mangelvare, for eksempel er det en af dagens nyheder i både JP og DR, at der mangler masser af bistandsmidler til hjælpearbejdet i det katastroferamte Pakistan. Ingen giver åbenbart noget særligt og naturligvis allermindst de rige pakistanere selv, der slet ikke betaler nogen skat OVERHOVEDET. Ja, det er da godt nok underligt. Uhyrligt tragisk, men helt oplagt et problem uden lykkelig løsning, fordi enhver tydeligt kan se, at den nødvendige nødhjælp ender ingen verdens steder på grund af den pakistanske administrations obstruktion og korruption og så ender det hele samme sted, hvor det ville være endt alligevel: Ingen steder!

Nå, vi skal så lige huske at grine med et par knapt så voldelige folkefærd, der højst kan finde på at kaste lidt "haggis" (fy for den lede) eller "Irish stew" (slemt nok) efter én:
"The Englishman's wife steps up to the tee and, as she bends over to place her ball, a gust of wind blows her skirt up and reveals her lack of underwear. "Good God, woman! Why aren't you wearing any knickers?" her husband demanded.


"Well, you don't give me enough housekeeping money to afford any." The Englishman immediately reaches into his pocket and says, "For the sake of decency, here's 50. Go and buy yourself some underwear."

Next, the Irishman's wife bends over to set her ball on the tee.
Her skirt also blows up to show that she is wearing no undies. "Blessed Virgin Mary, woman! You've no knickers. Why not?
" She replies, "I can't afford any on the money you give me." He reaches into his pocket and says,

"For the sake of decency, here's 20. Go and buy some underwear!"

Lastly, the Scotsman's wife bends over. The wind also takes her skirt over her head to reveal that she, too, is naked under it.

"Sweet mudder of Jaysus, Aggie! Where the frig are yer drawers?"
She too explains, "You dinna give me enough money ta be able ta affarrd any."


The Scotsman reaches into his pocket and says, "Well, fer the love 'o Jaysus, 'n the sake of decency, here's a comb. Tidy yerself up a bit."
Lidt festligt, ikke sandt?

Det ideelle demokrati.

Dengang jeg selv var yngre, (ikke helt ung, blot yngre-et af den fremskridende alders privilegier at kunne rubricere stadig flere af livets epoker) studerede jeg i detaljer det ideelle demokrati. Især selve valghandlingen var ifølge datidens doktriner påp mit studium absolut efterstræbelsesværdig men uopnåelig naturligvis for datidens sørgelige danske demokrati. I det her bedste af alle "lykke-lande" havde man RIGTIGT demokrati. Langt bedre end det danske med alt det der ligegyldige demokratiske ævl, som jo er et af demokratiets vilkår..

For det første var stemme-pligt, og det brugte datidens doktrinære lærere på mit studium naturligvis kreativt og positivt. Fordi man SKULLE stemme (ellers vankede der bødestraf) så var det naturligvis en selvfølge, at vælgeren satte sig godt ind i valgprogrammerne, lød ræsonnementet. Lidt mærkeligt synes vi selv dengang. Derfor var vælgerne i forhold til de danske dengang delvisk anarkiske regeringer i denne syge optik meget bedre "klædt på" til at træffe det rigtige valg. Fordi man SKULLE stemme..

Nå, vælgeren gik så pligtskyldigst hen til valgstedet og alternativet var altså blot at komme til at "skylde" en bøde, så det gjorde i praksis alle. I denne fuldendte demokratiske proces registrereres rutinemæssigt 100.0% valgdeltagelse ja i et enkelt enestående tilfælde hele 113%. Når man som denne skribent kom til at grine lidt upassende over det fik man læst og påskrevet af datidens lektorale koryfæer på mit instuitut som Ole Nørgaard (bvadr), Thomas Petersen (adv-bvadr) og professor Knud Rahbek Schmidt (fy for den lede pelikan!) De 2 er i dag døde, den anden ca. halv-død og det er verden bestemt ikke blevet værre af.

Tilbage til valget. Når den pligskyldige vælger sjokkede ind i valglokalet ventede der ham én stemmeseddel som i Danmark. Derefter havde han så et valg, et lillebitte ét. Han kunne nemlig vælge at gå ind i den helt anonyme stemmebox, der var behøring tildækket, muligvis af diskretionshensyn, muligvis for bedre at kunne tage billeder af den stemmende med datidens lidt mangelfulde foto-tekniske blitz-niveau. Der var nemlig at mindre problem ved dette ellers ideelle valg.

For det første var der kun én kandidat, og så skulle man jo ikke mene, at der ret beset var tale om noget valg, men det var der. Altså stadigvæk ifølge datidens sammensvorne klike af politiske løgnhalse. Man kunne nemlig altid stemme IMOD, altså et reelt valg. Og så alligevel ikke helt. Når man stemte FOR, så tog man simpelthen den udleverede stemmeseddel og lagde i stemmeboxen ved siden af valgbordet på bedste demokratiske vis. hvis man derimod ville stemme imod den eneste opstillede kandidat, så tog man naturligvis sin stemmeseddel med ind i den lille stemmebox, stregede kandidatens navn ud, gik ud igen og lagde sedlen i boxer ved siden valgbordet.

Det sidste var der ret få, der gjorde, af over 180 mill. stemmeberettigede mindre end 10. Ikke millioner, 10 PERSONER, hvilket naturligvis kunne (og blev) tolket som en ægte sejr for et ganske særligt demokratisk demokrati. Det var det også, så en enestående "sproglig voldtægt" på et smukt begreb. Nu kunne man måske forsigtigt indvende, at det ikke ændrede noget at stemme imod, og man ville have ret. Landet var som enkelte måske har gættet det forlængst hedengangne "Unionen af Socialistiske Sovjet-Republikker" og verden har med en mulig undtagelse i Nordkorea aldrig været så demokratisk siden.

Det vil sige, i Sverige gør man stadigvæk visse forsøg på at eftergøre dette faldne ideal. Derovre behøver man (sikkert af bekvemmelighedsårsager overfor gangbesværede) HELLER IKKE bevæge sig ind i noget lille aflukke. Nej, man trisser blot hen til det partis bord, som man agter at stemme på, får en stemmeseddel og lægger den uberørt i stemmeboxen. Ganske nemt og helt sindssygt diskret-demokratisk, det kan enhver da se. I Danmark var der også engang i folkestyrets ungdom en stolt tradition at undgå alt det her unødvendige skriven og spide blyanter og alt den snak. I det danske demokratis første halve århundrede under diverse Højre-regeringer og provisorier fandt alle valghandlinger altid sted ved håndsoprækning i fuld offentlighed.
På den måde var det jo også nemmest for de magthavende godsejere at se, hvem de IKKE skulle fæste det kommende år. Smart nok for dem, der sidder på flæsket på fineste demokratiske vis, skidt for det ÆGTE demokrati.

Nå, til sidst i dag et citat fra nerds.dk, det skal jo ikke ende i den rene "tristesse" altid. Den her sentens cit. "Standvaskeren" ville vi selv gerne have skrevet. I forbindelse med, at en stolt ejer af et noget alternativt designet hifi-produkt henført beskriver, at volumen-knappen er lavet som en pil, så selv blinde kan være. Hvis det lyder lidt dumt/søgt er det vel fordi det er det. Vor ven replicerer knastørt:
"Hmm, personligt har jeg ikke brug for visuel reference for at indstille lydstyrken på min forstærker, jeg drejer bare knappen med uret indtil jeg synes musikken lyder højt nok og mod uret hvis jeg synes det er for højt. Jeg formoder at blinde også har "knækket koden".." Applaus herfra!

Uendelig provinsiel enfold.

I 1977 udkom en forlængst glemt dansk plade oppe i den mere indesneede del af Jylland, helt deroppe, hvor dødis-klumperne ligger sommeren over. Pladen hed "Provins Punk" og var med bandet "Slåbrock Band" og indeholdt humoristiske (relativt) og ganske muntre (mindre relativt) tekster i effektiv musikalsk "indbinding" De var en smule småsjofle men ikke mere end datidens danske politiske meningsdannende mening mente, at det var sjovt. Det var noget inden Muhammed-krisen, forstås, og derudover kan man vel rent principielt ikke diskriminere mod leverpostej-hårfarvede meennesker, vi har da aldrig selv bemærket det. Ganske mystisk i virkeligheden.

Nå, tekstforfatteren Kjeld Thorbjørn havde skrevet mundrette og muntre tekster om den nordjyske enfold og manglende tolerance og det var selvfølgelig skægt og da især hvis man ikke lige selv boede i Vendsyssel. Derudover var det nu ellers temmeligt uskyldigt. Alligevel blev en del folk sure, og på pladens cover citeres en (muligvis apokryf) kilde, en vis "A. Jørgensen, arbejdsleder, Nørre Halne" for disse mindeværdige ord:"Der må i et demokratisk samfund være metoder, hvormed den slags svineri kan standses" Det var der så heldigvis ikke, og det skulle vist blot altsammen tjene til at demonstrere den daværende egnsbetingede dum- og enfoldighed. Vi i storbyen (hvortil denne skribent dengang forlængst var flyttet fra en bestemt ikke mindre indesneet egn) grinede naturligvis af de her fjolser, som ikke havde fattet nogetsomhelst om demokrati og almindelig tolerance.

Og så er det, at tiderne skifter og fjolserne består, blot med modsat fortegn. For hvad er dog lige forskellen i dag forbindelse med det indvandrer-kritiske svenske parti Sveriges-Demokraterne og nutidens anderledes korrekte mening. Jamen OVERHOVEDET INGENTING, for nu er det åbenbart fuldstændigt acceptabelt både i Danmark og Sverige at forsøge at ihjel-tie eller bort-censurere denne uønskede barske virkelighed. Hvor den svenske udgave af "A. Jørgensen" stadigvæk naturligvis er lige grinagtig for den offentlige mening, hele scenariet er blot skiftet 180 grader. Nu påperaber man fra Tøger Seidenfaden og hans narcissistiske frænder sig den selvfølgelige ret til aktivt i såvel private som statslige medier til håndfast-aktivt at undertrykke helt accepterede demokratiske synspunkter. Fordi man som dengang i intolerancens højborg Vendsyssel synes, at det er noget forbandet svineri. At være helt anderledes end man selv er eller var.
Forskellen er vist bare den samme, dengang var det blot morsomt, det er det ikke i dag. Ikke spor! Det allermest paradoksale er selvfølgelig, at det var dem, der i deres egen ungdom så aktivt påkaldte (og fik som en selvfølgelighed) samfundets uendelige demokratiske tolerance, som i dag er dets værste fjender og undertrykkere. Så meget for nutidens menings-aristokrati og deres sande demokratiske sindelag..