"Business As Usual"

I den kommende uges tid vil vi kun være sporadisk aktive på denne plads. Det skyldes nu ikke, at vi har lukket, men mest, at vi vil op-prioritere andre væsentlige, men så sørgeligt forsømte aktiviteter. Ikke mindst at sidde i liggestolen på en af husets ikke mindre end 2 udsigts-punktlige terrasser med en flaske eller mere af fruens hjemmebryggede øller.
Hvis nogen venner af huset skulle forvilde sig sagesløst forbi skal vi meddele, at vi har MASSER af øller. Helt sindssygt uoverskueligt mange.
Endnu da.

Begyndende aft(r)apning

For et par uger siden fortalte skuespilleren Kirsten Lehfeldt i JP om sin skoletid på Århus Katedralskole, en glimrende skole med aldeles udmærkede lærere. Da hun og jeg er ret jævnaldrende, (underligt, hun ser ellers temmeligt skidegammel ud..), er det naturligvis heller ikke spor underligt, at vi har ganske de samme erfaringer trods nødvendigvis forskellige liv. Og hvad kan så overhovedet være fælles på trods af geografiske afstande, kønsforskelle og nødvendigvis alt muligt andet?

Jo, det kan datidens totale accept af også dengang fuldstændigt ulovlige kønslige forbindelser mellem lærere og elever. Ulovlig, fordi det dér begreb "i nogens varetægt" vist ikke har ændret sig gennem perioden, og der hedder og hed det "nix pille" og heller ikke selv om eleverne var over 15 og forfærdeligt gerne ville "pilles" ved. Det gjaldt blandt mange andre Lehfeldt selv, der straks efter gymnasiet blev gift med en af lærerne. Frigjortheden havde dog alligevel visse anstændigheds-grænser, som tydeligvis gik lige dér omkring legalt giftermål, altså i elevtiden. Sjov grænse at opretholde når nu alle andre grænser forlængst var faldet.

Selv denne skribent gjorde sig tidligt i gymnasiet særdeles håndfaste personlige erfaringer på tværs af katederet (eller var det på langs, indtrykkene dengang var så langt stærkere og mere påtrængende end sådanne ligegyldige detaljer), så man må vel efter at have set sig selv i spejlet sige, at det næppe var noget enestående tilfælde. Det var det helt sikkert heller ikke men fyret blev ingen. Sjovt nok havde også denne skribents første store århusianske betagelse været ude for ganske det samme. Der var simpelthen i en periode gået "katolsk kirke" i uddannelsessystemet, som Ruben også erindrer i en af kommentarerne fra gårsdagens tekst. Det var en herlig tid, og da ikke mindst for lærerne. Ikke mindst de yngre mandlige lærere havde jo en fordel frem for os bumsedrenge, da mange BÅDE kunne spille guitar og samtidigt stimulere tøserne med den traditionelle autoritet. Det syntes da som om, det virkede bedst den vej, en guitarspillende og piberygende pige havde aldrig helt samme tiltrækning syntes vi. Især det sidste var permanent traumatiserende og ingen i min generation af hankøn kan vel uden en vis ubehagelig gysen mindes billederne af de pibe-rygende søstre Rømer og Lis Sørensen og de andre dengang smækrere sild..

Denne paradisiske tilstand med skyldig/uskyldig "fraternisering" på tværs af alder og kateder kom pludseligt og forsvandt tilsvarende umærkeligt tilbage til den stabile tilstand, hvor den formentligt altid har været og vil være. Helt fjerne det kan man naturligvis ikke. Og hvorfor pokker starter vi så med sådan noget i dag? Det gør vi mest for at sandsynliggøre, at hvis man kan slippe af sted med noget behageligt uden de ringeste negative konsekvenser for én selv, så gør man det naturligvis, og det gælder selvfølgelig også for lærere i folkeskolen.

Heldigvis er datidens "gymnasiale tilstande" vist en afgjort undtagelse og meget heldigt for det. Der er altid langt flere tabere end vindere i dette fundamentalt helt ulige spil og jo, "spil" er det gennemgående ord i dag. For "spillede", det gjorde alle i den netop dimitterede folkeskoleklasse omtalt i går som alle naturligvis gør hele livet. Blot var der i denne klasse så langt flere tabere, end der var vindere som der naturligvis altid vil være, når autoriteterne glimrer ved deres fravær. Som nævnt i går var det slet ikke alarmerende under den gamle klasselærers rimeligt håndfaste regimente, men det blev det. Fordi det i "spillet" blev acceptabelt blot at lade tingenes naturlige uorden og klike-dannelse stabilisere sig.

Man accepterede det helt uacceptable som os selv dengang i gymnasiet og for at det så ikke skulle være løgn, så reflekterede man ligefrem over det. Over hvor dejligt og ideelt det hele dog have været, helt enestående. Og det havde det helt sikkert, skidelet og dermed skidegodt.
Ja, det vil vi tro og håbe har været tilfældet. Og det ved vi naturligvis også fra vores hverdag, at det er. Langt de fleste "opdragelseshåndværkere" derude i folkeskolerne derude gør som andre ordentlige håndværkere et helt fornuftigt arbejde. det fjerner dog ikke fristelsen til at gøre som de håndværkere, som ved etableringen af et nyt køkken med en vis sandsynligheder deponerer affaldet fra det gamle køkken fuldstændigt ansvarligt. Nemlig under fundamentet på det nye, hvis de ellers overhovedet får chancen.

Det gør dem ikke nødvendigvis til dårligere håndværkere, de er blot dovne, når de får en tilstrækkelig stor chance eller muligheder. Det er ALLE naturligvis, både lidt dovne og MEGET fristede af de muligheder, som helt ustraffet ligger lige for som også min tids gymnasielærere. Det sidste holdt heldigvis op og en vis udtynding af dårlige håndværkere har der vel også fundet sted. Man kan så håbe, at denne tendens blot breder sig yderligere.
Ellers vil vi som sagt og lovet "ferie-nedtrappe" aktiviteterne til fordel for længere cykelture fra de kommende dage. Vi skal dog lige minde eventuelle vinøse entusiaster om, at Brugsen i denne uge har specialtilbud på noget af den bedste vin fra Australien, nemlig Reynella fra McLaren Vale. Selv inkarnerede øldrikkere af simpleste herkomst som denne skribent må give sig her.

"Farewell, little Dick!"

I dag skal vi lige starte med at understrege, at vi bevidst bestræber os på at citere korrekt. Det er desværre ikke helt givet, at det lykkes, da det engelske talesprog kun ganske ufuldstændigt afslører brugen af små og store bogstaver. Derfor er der intet i vejen for, at ordet "Dick" sagtens i den noget platte film, hvor vi i dag har "sakset" citatet, kan have en helt andet betydning. Især lettere midaldrende mænd kan vel ellers godt huske denne uforglemmelige bemærkning og hvis de IKKE kan kan den jo naturligvis dårligt være uforglemmelig. Udover selvfølgelig at man for netop IKKE at huske den, jo så muligvis slet ikke har SET filmen og så m,an jo i virkeligheden ingenting glemt.

Ganske uforglemmelig er replikken dog for alle, der mindes den svedigt-svulmende Arnold Schwarzenegger spæne rundt i action-filmen "Commando". Afslutningsvis skal vi lige for eventuelle medicinsk kyndige eller andre kvinder minde om, at denne Arnolds opsvulmethed ikke omfatter de såkaldte "svulmelegemer", dertil var datidens medicinske muskelopbyggende præparater sørgeligt uformående, ja faktisk direkte tværtom. Trist for Arnold at han således var uheldig at være født mellem alle pillerne og den senere opfindelse af viagra-en. Tænk, hvad han kunne have fået ud af at guffe det sidste ligeså kritikløst som han guffede det første! Derudover gik det nu vist senere meget godt, så Arnold er der ingen grund til at ynke. Igennem ægteskabet med Maria Schriver giftede han sig ligefrem ind i den ellers irske Kennedy-klan, og hvad kan dog næsten være mere amerikansk for den østrigske indvandrer Arnold?

Helt anderledes med "little Dick", som nu heller ikke fortjente meget bedre, helt ubegribelig sadistisk filmskurk, som han var. Lille og led var han, men det holdt han så op med at være umiddelbart efter at vor helt Arnold havde holdt ham ud over en klippe-slugt, mens han med tyk-tysk accent fremsagde overskriftens replik. Hvorefter Arnold droppede "little Dick" ned til ham med hornene, hvor vi filmkikkere godt vidste, han hørte hjemme.

Filmen var nemlig ikke ligefrem præget af noget synderlig subtilitet for nu at sige det lidt mildt. Det så man lettest af, at selv godt-gemte skurke bag mure sagtens kunne blive pløkket af Arnold, der i (relativt) fuld firspring, manden er jo ikke ligefrem nogen elegantier i sine bevægelser, ja, hans elegance minder vel mest om hans noget pudsige accent. Som før ham Kissinger, mærkeligt de ingenting kan lære, de reserve-prøjsere!

Arnold var helt og havde dermed det umistelige privilegium, at han sagtens kunne vralte/spæne over en kæmpestor flad græsplæne med et kæmpestort 12.7-maskingevær holdt sikkert fikseret i sin udstrakte ene arm, sprøjtende projektiler ud uden ophør. Alene det, at denne gigantiske "gøb" ikke trods formidabel skudhastighed behøvede at blive genladet må vel have betydet, at det allerede fra starten knapt nok flytbare automatvåben vel blot har været ubærligt meget tungere. Og da især tungere end "little Dick".

Nu har ordet rekyl-frit godt nok huseret i flere århundreder uden at det dog rigtigt har passet. "rekylfri" har mest betegnet den tvivlsomme våben-teknologiske forbedring, der lå i at man kun fik et stort blåt mærke på skulderen ved en affyring af geværet i modsætning til at skulderen blev hamret af led. En forbedring ganske vist, men fri og fri for rekyl er vel så meget sagt. Arnolds svulmende muskler tøjlede dog ganske fint det ellers "tøjlesløse" maskingevær, endda i strakt arm, og selv ramte han alting og skurkene ingenting, skurkagtighedens triste lod. Som det skal være og altid er. desværre kun i film, andre steder forekommer det vanskelige at få ram på skurkene. Måske vi skulle forny vores medlemsskab til NRA og få en kinesisk lommekniv som gratis gave.

Vi kom til at tænke på den uheldige Dick i dag, fordi vi i går sagde farvel selv (prøv lige at sige denne sætning højt, lidt spøjs). Som nævnt i går var der afslutningsarrangement på min datters skole, og ved sådanne lejligheder siger man traditionelt og uundgåeligt farvel. Alene det, at det er uundgåeligt fjerner vel ret beset betydningen af "traditionel"? Nå, ligemeget, dér stod klasselæreren, en mand, vi for argumentets skyld i dag vil kalde Per. han holdt en lettere grådkvalt tale om den fantastiske klasse, som nu skulle forlade skolen. Gråden var vist ægte nok og det er jo smukt nok, hvis den altså på nogen måde havde afspejlet virkeligheden. Per talte nemlig om det helt ubegribelige sammenhold i denne klasse, som havde været åh, så rørende så han næsten slet ikke kunne holde det ud.

Det kunne vi andre næsten heller ikke, holde ud at høre på det her. Lige netop denne klasse har efter en fremragende kompetent kvindelig klasselærers barsel været en ren parodi på netop SAMMENHOLD. En enkelt ambitiøs pige har især i sidste skoleår samlet et traditionelt veritabelt "hof" af tøser omkring sig, og har med absolut jernhånd styret ALT.Vi har ganske enkelt aldrig oplevet noget så komisk, hvor denne dronning af klassen i halve og hele år ikke har sagt ET ENESTE ORD til dem, der stod i hendes egen inappellable vurdering af "bad standing"

Vi tvivler til gengæld ikke på, at det har været skidelet at være lærer for denne klasse, for man har jo kun skullet konferere med en enkelt elev for at opnå fred og ro. Nå, det kunne "lille Per" her så åbenbart godt lide, og det kan man naturligvis ikke fortænke ham i. På den anden side er det nu noget svært at se, hvordan så mange forældre kan tage sådan forpulet pladder alvorligt, for læreren nævnte faktisk selv denne uhyrlige klikedannelse. Han talte ganske vist om "nye hierarkier", men sådan noget er naturligvis noget sludder. Hierarkier er aldrig nye, de ændres blot vilkårligt af dem, der er øverst i ethvert hierarki fra starten af. Blot at acceptere det helt uacceptable for fredens skyld nærmer sig i virkelighed ultimativ svigt.

Så sorgløst farvel til denne folkeskole herfra og et særligt farvel til "lille Per". Vi ønsker dig alt muligt fortsat held dér i den børnefilm, som du aldrig burde have forladt i den verden, som aldrig var.
Og naturligvis heller aldrig kommer så længe så mange som dig vælger blot at lade stå til uden at gribe ind overfor den ubegribelige grumhed, som kan rummes i en skoleklasse. Men ligefrem at gøre en særlig dyd ud af ens egen konfliktskyhed, giver næsten én lyst til "spy" som det hedder på gammeldansk. Måske derfor det hedder "somer-sby", s-et "afspændes" vist som det vist hedder på dansk? Måske dåeligt med et sloger der klinger "Så er det sommer og "spy"
Farvel, lille Per!

Kultur, fest og Garrard 401 i SME-plinth

Man kan muligvis teoretisk sige, at denne side behandler den menneskelige dårskab noget oftere end den hyppighed, den har ude i samfundet. Det er formentlig korrekt, men indefor vores egen branche er sagen heldigvis ganske meget anderledes. Her hersker der udover generel fredsommelighed og fin kollegialitet, at det næsten lyder, som om det er løgn. Det er det nu ikke helt og selvfølgelig som alle andre generaliseringer heller ikke hele sandheden. Vi kender jo, som det nok vil være enkelte faste læsere på denne side bekendt, en enkelt som vi IKKE kan lide. Lad mig lige udtrykke det lidt anderledes, jfr. salig Storm P.: Ham kan vi OVERHOVEDET IKKE lide! Ikke Storm P., ham den anden lille noget intrigante fætter.

Som sagt, vores branche er priviligeret derved, at der findes en bred vifte af meget forskellige mennesker. Ingen er dog helt så forskellig som den mand, som vi skal besøge i dag. Han er den følsomme ildsjæl bag det århusianske teaterkompagni med meget mere "Opgang 2" og hedder Søren Marcussen. Han er noget så basalt som en helt ægte flink mand, så der glæder vi os til at kikke forbi og sige dav. Og høre digte og glæde os sammen med glade mennesker.

Det vil så fortsætte senere, da der på min datters skole holdes en afslutnings-festlighed for afgående elever som altså datteren. Og fest, DET skal der nok blive. Om ikke andet fejrer vi da begivenheden selv og glæder os over, at hun er færdig derude og ikke mindst at det er NU og ikke om et par år. Hele skolen emmer simpelthen af mislighold, total ligegyldighed og almindeligt svineri og det eneste, der for alvor er at glæde sig over, er, at det hele helt tydeligt er ganske gennemsnitligt. Ikke for århusianske skoler, der for de flestes vedkommende er langt bedre styret ledelsesmæssigt. Nej, blot gennemsnitligt for DENNE HER SKOLE og det vil sige det hele er noget dårligere end sidste år, men til gengæld noget bedre end næste år.

Det er selvfølgelig trist, men hvis ingen forsøger at vende en glidebane, så skrider alting ad Helvede til. Der har været en enkelt lærer, som virkeligt har gjort en forskel (tak, Anne!) men ellers har skolens generelle atmosfære "ædt" entusiasmen og kompetencen fra de fleste af de andre idet vi vel må håbe, at der engang har været nogen. Som dengang de få britiske RAF-piloter i "Slaget om England" altid hele tiden blev færre og aldrig flere, så "plaffer" skolens sørgelige hverdag de sidste "lærer-esser" ned. Det bliver dejligt for sidste gang at kunne forlade denne forlængst tomme skal af en sikkert engang glimrende skole. For alt, alt for længe siden og jo, vi har været med på vores del af glidebanen.

Ellers oplevede vi i går et rigtigt "deja vu". Ind af døren trådte en gammel ven med en akvarie/terrarielignende genstand. Der var tale om en enorm stor trækasse ked et kolossalt stort hængslet låg ovenpå og indeni befandt sig en af alle tiders pladespillerklassikere, en Garrard 401 fra Swindon, England. Det er et rigtigt relikvie fra dengang Garrard beskæftigede 3000 mennesker ALENE i Swindon, og det er i dag LANGT mere end den samlede beskæftigelse i hele den engelske hifi-industri. Det var tider og det var det!

Denne Garrard 401 blev første gang produceret i 1964 og står nu dér stolt i sin SME-plinth med det store acryl-låg og det fjedrende (ikke flydende, det står altså på rigtige fjedre så..) ophæng og selvfølgelig den obligatoriske SME-arm som datidens absolutte "state of the art"-pladespiller. Vi vil stille den ved siden af vores andre antikviteter hernede i vores firma-"hule" og så vil vi vel nok se, om vi kan finde et bedre hjem til den. Et hjem, der kan værdsætte dette unikke stykke isenkram fra en svunden tid. Ja, det er efterhånden så længe siden hifiens guldalder ophørte, at man næsten helt har glemt at det nogensinde var respektabelt for en sagfører eller en overlæge at have en Garrard 401, en JBL-forstærker med tidens bedste bud på en grafisk equaliser (skidesvært at lave dengang) og den ultimative drømmehøjttaler for alle os halvgamle mænd, den gigantiske JBL Paragon-stereohøjttaler. Dette sammenbyggede stereofoniske monstrum var over 3 meter bredt og vejede langt over 100 kg., præcist hvor meget har vi glemt som så meget andet.

Men sikke tider og sikke man kunne drømme. Der var ekstra god tid til at drømme dengang, fordi alt det, som man attråede allermest enten ikke gad se éns vej (æv, dumme Anna Sofie!) eller osse blot var så dyrt, at det eneste, man RIGTIGT kunne gøre, var at drømme. Drømme, drømme og så drømme videre, år efter år!. Om den Garrard, man først langt op i manddommen fik råd til og så var ungdommens drømme allerede blevet erstattet af livets barskere realiteter. Pludselig stod der jo en SME 30-pladespiller og hvad skulle man dog så herefter drømme om? Udover at få flere, selvfølgelig, men da det var sket, hvad så?

Ja, det eneste som man rigtigt kunne ønske sig er vel i virkeligheden drømmene selv. Alle de søde og driv-våde drømme om alt det, man aldrig havde råd til men det gjorde blot drømmende mere levende og forfærdeligt livagtige. Alle drenge fra dengang kender garanteret disse kriblende fornemmelser. den eneste ægte forskel fra dengang til i dag er vel, at vi dengang OGSÅ drømte lidt om hifi. Ellers er alting helt sikkert ved det gamle. Alle drømmene var altid passende våde, objekterne blot lidt forskellige formen. Måske derfor SME-plinthen med den næsten pigebagdels-rundede profil stod så stærkt i erindringen?

Nu kunne man måske mene, at denne skribent er et særtilfælde, men det tyder nu ikke meget på. I sidste uge efterspurgte en tydeligvis lidt yngre fyr nemlig noget ganske interessant. det drejede sig om tegningerne til de såkaldte TDL RSTL-megaransmissinslinie højttalere, som ganske tydeligt var HANS uopnåelige drøm. NU ønskede han så at bygge dem, formentligt efter at have sparet de nødvendige penge sammen over de seneste næsten 20 år.

Det kunne han så desværre godt have sparet sig, for firmaet bag er forlængst gået rabundus, som vi nævnte fornyligt efter at vi selv havde anskaffet os et brugt sæt TDL-ditto. Det mest tragiske for manden er så, at man SAGTENS kan finde de originale tegninger, man kan blot OVERHOVEDET IKKE finde højttaler-enhederne. Nå, enten vidste ingen det eller blot nænnede de ikke at fortælle manden det, noget svar fik han da ialtfald ikke, så han drømmer nok videre, og det er jo på sin vis smukt. Også lidt tragisk, som den gamle engelske dame, der døde 98 år gammel, stadigvæk ventende på den kæreste hun havde sendt til mudder-mareridtskrigshelvedet i Passchendaele i Belgien i 1. verdenskrig.
Tabt er vel også i virkeligheden kun det, som ingen længere overhovedet drømmer om....

"Prognosticist of Prognosticists /prognosticator of prognosticators"

Som afslutning på årets engelsk-eksamen har vi i dag valgt at bringe overskriften ovenfor (ja vel i virkeligheden for det allermeste der, hvor den står?) Enkelte filmkyndige udi den mere populære Americana-genre vil nok allerede mindes den film, hvor citatet blev bragt. Vi siger med vilje ikke "stammer fra", da det også uden filmens hjælp allerede havde helt sin egen eksistens. Vi skal i dag lige kort berøre begrebet "Seer" i den oprindelige betydningen "spåmand" Filmen hedder som bekendt "Groundhog Day" og har som animalsk hovedrolle-indehaver "Punxsutawney Phil", der tilfældigvis er, ja hvad egentligt?

Fornyligt kom vi ud på den tyndere del af indlandsisen omkring hugorme og andre giftslanger, og derfor må vi i dag gøre passende afbigt for manglende sproglig præcision. Oversættelsen af "groundhog" er nemlig fuld af fælder, derved, at ordet betegner ja, rigtigt gættet, et såkaldt "jordsvin" Dette langnæsede kræ, der lidt ligner en mindre kænguru, lever udenfor Afrika vist kun i zoologiske haver så hvad har det med sagen at gøre? Absolut ingenting, de dumme amerikanere har nemlig helt tankeløst brugt fuldstændigt samme betegnelse for to helt forskellige dyrearter. Det viser vist kun, at de kommer for lidt ud.

"Groundhog" betegner osse et såkaldt skovmurmeldyr, som mest ligner en MEGET fedladen og snorksøvnig lille bæver. Det med "snorksøvnig" er ikke spor underligt, da den som mange andre dyr sover vintersøvn. Ellers er den vist ret vågen, ellers var den her vel ikke længere? Især Punxsutawney Phil er ALTID snorksøvning, og endelig er vi tilbage ved hovedhistorien igen. I den lille by Punxsutawney i Pennsylvania opleves hvert år et tilfælde af mild dyremishandling. Byens fremmeste borgere hiver det højt snorkende skovmurmeldyr ud i af sin kasse og ud af dyrets grimasser og sure snøften og mimren mener man at kunne forudsige længden af (resten af) vinteren. Når Phil så har udført denne stor-dåd er det tilbage ind i kassen igen. Det eneste man sikkert kan sige er vel, at vinteren næppe er forbi, da Phil jo altså ikke er kommet ud endnu, skovmurmeldyr er ellers særdeles sultne på denne årstid.
Og jo, nu må enkelte ikke-filmologer have opfattet, at det er vor ven Phil, der er "Prognosticist of Prognosticists" ikke mindst fordi en del af dette spådoms-ritual netop tiltaler det snorkne dyr således. Vi HAR set den herlige film om dette herlige fænomen med vidunderlige Bill Murray og kan bevidne, at der ER tale om et skovmurmeldyr og IKKE den anden langsnudede afrikanske termit-æder.

Seere og profeter har der været i alle epoker siden ja, længe før nogen kan huske, tilbage før historisk tid, garanteret ALTID, og det er jo temmeligt tit. Folk har altid søgt svar på alle de allermest umulige spørgsmål, og selv den mest usandsynlige spådom har vundet proselytter. Det er helt indlysende fuldstændigt umuligt at sige noget så dumt, at ikke alligevel nogen tror på det. Selv denne skribent har sommetider en vis succes i den retning.

Alligevel må man bøje sit i støvet for de sande "prognosticists"/seere som skovmurmeldyret Phil og en dansk ækvivalent, når de rigtigt "ruller sig ud" Inden vi lige præsenterer denne vældige danske tænker skal minde om, at (især) den mekaniske gengivelse af lyd via højttalere med dagens kendte teknologi er så kompromisfyldt, at alene det at kalde sine produkter perfekte er skrigende grinagtigt. INTET konventionelt hifi-elektronisk gengivet musik ligner den ægte vare og dette ikke bare lidt! En afgjort undtagelse er de elektronisk styrede klaverer, som står og spiller rundt omkring på større hoteller. Mærkeligt at ingen entusiaster har sådan nogle derhjemme, for HER er vi da for alvor tæt på den rene skære perfektion. Langt tættere end al hifi, fordi selve LYDKILDEN udstråles korrekt.

Sådan er det som bekndt ikke med de traditionelle dynamiske højttalerenheder, hvor en resonant ophængt spole flaprer løs med et kegleformet kræmmerhus. Hifi? Aldrig, aldrig blot noget, der ligner. Perfektion er i denne sammenhæng et absurd udtryk. Alligevel er vores afdøde danske "seer" i dag fornyligt citeret på nerds.dk for at sige dette:
"Steen Duelund sagde at vores hi-Fi apparater skulle lave fejl magen til det der sker når lyden transporteres 1m igennem luften (Da han sagde det var jeg ved at falde ned af stolen).." Hvis det her lyder fornuftigt er det naturligvis fordi det er den rene volapyk men tydeligvis alligevel ikke mere, end at nogen svagere sjæle tror på det. Sådan nogen er der nemlig altid.

Steen Duelund havde en mere end overfladisk fysisk lighed med Punxsutawney Phil (måske ikke helt tilfældigt?) og vi da på sin vis beundre, at han ikke forsøgte at iklæde sin "seer-virksomhed" i traditionelle babylonsk/assyriske gevandter. Ikke at det ville have hjulpet, blot dækket lidt af absurditeten. Det var som bekendt dem, der opfandt det såkaldte "60-talsssystem", kendt fra kalenderen. Steen opererer indenfor det metriske system, men ellers er der en ubrudt linie i galskaben, og selv Phil forekommer helt fornuftig her. Osse at tro fuldt og fast på dette skovmurmeldyr for den sags skyld, Phil siger da ingenting forkert eller overhovedet noget..

Sagen er såre simpel: Det vil naturligvis ALDRIG være muligt at gengive lyd korrekt hverken på 1 cm. s afstand eller et lysårs. Udover det indlysende idiotiske i at sige, at idealet er samme kvalitet som lyden har gennem 1 m. luft når allerede afstanden ved optagelse PLUS den nødvendige afstand i gengivelsen allerede er så langt større. Og FORDI enhver OPTAGELSE af musik i sig selv er en forvrængning, fordi den er et VALG, som kun bliver værre af, at man naturligvis ikke korrekt kan gengive en akustisk musikbegivenhed ved andet end fuld dynamik og korrekt lydtryk for optage-positionen. Alt andet er naturligvis ultimativ forvrængning.

Og så er vi endda slet ikke nået til de grinagtige elektro-mekaniske gengivere som selv membraner pladret til i lin-olie, en Duelund-specialitet uden at det vist giver videre mening. Selv den traditionelle imprægnering af oilskinsjakker med dette materialere er forlængt opgivet, fordi linolie opfører sig håbløst forskelligt afhængigt af temperaturen. Til eksempel knækker tekstiler simpelthen, spændende, ikke?

Nå, vi skal for i dag lade Steens disciple blive i troen på den eneste sande "seer" Vi vil til evig tid gentage vores taknemmelighed over, at der derude på nettet huserer folk som "duelundisterne" under underlige pseudonymer som "Smølf" og "Lydarne" Folk, der med succes arbejder for at hifi-interessen for alvor får sin fortjente plads på respektabilitetens losse-plads. Fortjent, fordi det er mindst ligeså svært at tage Duelunds disciple alvorligt som ham selv. Og taknemmelige, fordi brugt hifi dumpes svinebilligt og HAPS, siger vi blot! Tak som byder.

Nu er der ikke overalt pessimisme at spore. I dag skal vi viderebringe et købstip for et produkt, som vi aldrig har hørt om. Derfor kan det måske være meget godt, det er da i det allermindste ganske dyrt, en bagatel af 95.000,- Det sælges af en fynsk forretning med denne meget udtømmende anprisning:
"SOVEREIGN GLORY, hvis lyden skal være i den absolutte topklasse.
State-of-the-art stereo effekttrin med kompromisløs lyd og mekanisk kvalitet.
Leveres i børstet aluminium, sort eller sølv."
Det må være skønt med et produkt, der i den grad sælger sig selv på suveræn kvalitet for ellers kunne man måske "se/spå" visse vanskeligheder. Siger dette vest-århusianske skovmurmeldyr. Visse prognoser er vist temmeligt sikre.

Sommerferie, ok nej!

Fra næste uge vil denne side udkomme lidt mere sporadisk end sædvanligt. Det skyldes især, at hele familien er blevet kollektivt grebet af et sundhedsflip med manglende mad og tilsvarende reciprok motions-aktivitet og det gælder hele den kvindelige del af familien. Derudover kan vi så håbe, at sommeren endelig indfinder sig med muligheder for lange menings- og mål-løse cykelture ud i det blå. Ja, blot "blåligt" kan såmænd sagtens gøre det, siger denne stålsatte pedal-atlet. Det er muligvis hverken særligt elegant eller bevægelsesøkonomisk, det dér med at stå op på cyklen hele vejen op ad bakke på den store klinge (der er kun én, men den er til gengæld stor), men der bliver til nu nok knaldet nogle watt af.

Vi har aldrig helt forstået de andre mænds fascination af letvægts-racercykler med særskilt super-aerodynamik og især ikke den typisk sammenfaldende exhibitionistiske trang til at iføre sig tæt-siddende trikoter. Med en usmagelig blanding af transvestit-ikonet Dame Edna og en shetlandspony "wrappet" i kropsnært vinyl er det altså noget rigtigt øjebæ, som vi alt for ofte skuer derude på de solbeskinnede biveje. Adr, godt man ikke er bademester i det kommunale dampbad!

De andre cyklister får til gengæld mulighed for at se en ganske vist noget trivelig, men ellers særdeles nydelig halvgammel mand okse kraftfuldt på mandigste vis op ad de utallige bakker. Antallet af stigninger er underligt nok ganske uendeligt meget større end antallet af bakker, der går nedad, og det er altsammen så meget mærkeligere, som at udgangspunkt og mål er helt sammenfaldende. Det er muligvis en bekræftelse af den astronomiske teori om eksistensen af de såkaldte sorte huller, hvor tiden og massen og tyngdekraften altsammen folder sammen om sig selv og udspyr det hele bagud som en svømmende nautil-blæksprutte spyer vand fra sin drejelige "turbine". Måske disse sorte huller har en forkærlighed for at æde alle de rare nedadgående bakker, ihvertfald mener mange astronomer, at ekspanderende sorte huller får dræbermaskinen fra "Independence Day" til at ligne legetøj fra Fisher-Price.
Vi må vist hellere konsultere den kendte teoretiker, den geniale krøbling Stephen Hawkinge desangående. Ikke at vi sikkert fatter svaret, men der er alligevel så forfærdeligt mange ting, vi heller ikke fatter, så en enkel fra eller til gør ingen forskel. Og tænk blot, hvis vi rent faktisk KUNNE forstå det og ikke mindst FORKLARE det.

I det hele taget er håbet altid lysegrønt og vel sjældent mere end i denne fugtige forsommer. Aktiviteten på de danske hifi-fora er ganske sammenfaldende med den stilstand, der hersker i forsøget på at genskabe et dansk hifi-magasin. Tiden går, og evigheden forestår, som digteren sagde og jo længere tid, der går, jo mindre bliver chancerne. Eller risikoen, det afhænger jo noget af, hvor dumt bladet bliver eller hvor meget kassekreditten vokser. Eller altså IKKE bliver og da særligt hvis det aldrig kommer på gaden eller hvor det nu kommer hen.
I mellemtiden kan eventuelle aktive forhandlere så forsøge at gøre deres "hoser grønne" andetsteds. Sprogligt er det egentligt noget vrøvl, da "andetsteds" vel forudsætter, at der allerede eksisterer et "andet sted", der jo i så fald er det FØRSTE STED. Meget underligt sprog, dansk!

Nu har vi flere gange begrædt kollapset af det sidste/seneste danske papir-hifiblad "High Fidelity" med ganske tørre krokodilletårer. Det var i de seneste mange år efter at den økonomisk ganske overordentligt givtige "malke-maskine", den årlige hifi-udstilling, gik nedenom og i hundene, alligevel fuldstændigt ligegyldigt og endnu mere utroværdigt. Forsøgene på at tækkes de få tilbageværende annoncører var patetiske og det må andre end undertegnede have bemærket og stemt med fødderne. Eller altså her, nærmere med dankortet.

Selv måtte jeg sande, at ikke engang gratis adgang til de seneste års udgaver af "High Fidelity" på biblioteket gav den ringeste lyst til blot at blade igennem skidtet, og nu er det så alligevel ligegyldig nyere bladhistorie. En epoke var alt for sent endelig blevet afsluttet. Troede vi da, for ude på det uendelige internet findes der stadigvæk en sælsom lakune (ikke en stavefejl for lagune!), hvor der som den enestående sø et sted i vistnok Sydøstasien findes en kæmpepopulation af sarte ganske gennemsigtige gopler. På trods af alle påtrængende omgivelser og al sund fornuft. Smukt.

Vi taler om sitet pladespilleren.dk, et pudsigt og grafisk nydeligt site om ja altså vinyl og pladespillere, bestyret af en tidligere anmelder på "High Fidelity", det sidste fjerne elektroniske ekko af en forlængst kollapset stjerne. Vi er jo lidt "galaktiske" i dag.
Siden er kuriøs og lettere flagrende og om nogen nogensinde har læst den eller blot kikket lettere techno-pornografiske billeder er ikke til at vide. Det er osse ganske ligemeget, initiativet er fint, omend vi synes, at beskrivelsen af de mekaniske sammenhænge og produkter er noget summarisk måske grænsende til det egentligt meningsløse. For alle dem, der ikke kender historien, altså, og endnu mere vel i virkeligheden for dem, der GØR. De første fatter næppe meget og de sidste ved det godt i forvejen. Lidt små-spildt pædogogik.

Som sagt, det giver ingen mening at kritisere en idealistisk con amore-side men det er det så heller ikke nødvendigvis, og det åbner så op for en lidt syrlig kommentar. Vor ven Jan Nielsen skriver nemlig:
"Producenter og importører der ønsker test/omtale er også velkomne."
Æv, Jan, det er altså vanskeligt at frigøre sig fra den tanke, at du måske ikke er helt idealistisk alligevel og det er kedeligt. Det er fedt, at du gider lave sådan et i virkeligheden fuldstændigt sekterisk lille site for fjollerikker som (potentielt) denne skribent. Blot skidetrist samtidigt at få at vide, at man som forhandler mod henvendelse kan få test og ikke mindst omtale.

Et eller andet sted skal pengene naturligvis komme fra, men problemet her er det helt basale, at sitet vel for tiden er ca. nul kroner værd som annoncemedium (fordi det ikke er blot det mindste gennemarbejdet) og måske i virkeligheden mindre, hvis man ikke engang kan stole på, at det lidt, der står, ikke engang nødvendigvis er helt ærlig snak. Så er der altså ikke meget ved det og deri ligner det desværre lidt for meget de seneste mange års "High Fidelity" Noget, der for fortsat overlevelse ville have krævet en gevaldig kapital-indsprøjtning og skribent-ekspansion. Udover en flok helt nye skribenter, men den var måske under bæltestedet. Nok desværre ikke desto mindre sandt.
Vi giver karakteren 12 for initiativet og 00 for den aktuelle præstation for pladespilleren.dk og håber naturligvis ikke, at Jan underkaster denne side samme sikkert ganske berettigede kritiske blik.

Wannabe-Jørgen Leth

Dagens tekst starter med en helt klar og entydig indrømmelse, som er fremkaldt af en læser-kommentar fra i går. En fyr kaldte undertegnede " en wannabe Jørgen Leth" og dér ramte han plet. Ja, jeg vil helt forfærdelig gerne være Jørgen Leth og ikke mindst: Jeg ville ENDNU mere forfærdeligt gerne have VÆRET Jørgen Leth tidligere. Sådan ca. indtil det forlængst ganske forglemte jordskælv på Haiti, hvor en stor del af den nu kræftramte ældre lidt affældige mands store kunstsamling gik tabt. Rart at se at denne stats-belønnede "Livstidskunstner" under ekstremt billige bolig-omgivelser fik sine penge til at yngle uden at behøve blive bygge- eller børs-spekulant. Vi var dengang muligvis lidt hårde overfor mandens dengang ytrede bekymring om eget jordisk forgængeligt gods, som for os at se for en følsom forfatter nok burde overskygges af ufattelige menneskelige lidelser og 200.000 døde og døende under ruin-dyngerne. Gamle mænd har måske andre perspektiver, vores egne er da under om-kalfatring.

Lige siden man så Leth sidde som ung på trappen til det dengang ganske nye Kulturministerium og ryge hash sammen med Rifbjerg og de andre snart lyn-kanoniserede "kultur-pinger" (det hed vist dengang det længe glemte "spinatfugle"?), så har jeg og sikkert mange andre været misundelige på denne poet. For en rigtig poet, det var han jo, selv om få eller ingen i dag vel kan huske hans absolutte hovedværker. Eller osse kan alle, for i mangel af erindring om andet bliver jo nemlig det, som man KAN huske til det STØRSTE fordi det jo så tillige er det ENESTE: Hans næsten "drømmespor-agtige" simultan-kommentar til utallige Tour de France-løb direkte transmitteret i TV. Nu er "drømmespor" rent faktisk noget helt andet, men vi tager os visse poetiske friheder i dag. Vi vil jo så forfærdeligt gerne være store med den store!

Leth kunne altid sige noget om hvadsomhelst i dette løb og det var for denne skribent altid så meget mere imponerende, som at etaperne konstant skiftede hvert eneste år. Hvis man sad lidt og lyttede efter Leth, lød det ganske vist som en lettere poetiseret udgave ef det gamle begreb fra min barndoms landlige liv "mund-lort", men det sagde ingen naturligvis. Måske de bare ikke var fra landet?
Det ER nu også slemt kedeligt at se timelange direkte transmissioner fra selv det største cykelløb, så formentlig ville også en uendelig afspilning af Georghe Zamfir på pan-fløjte have kunnet dæmpe kedsomheden. Leth løste opgaven og "lethede" lidt på den ulidelige kedsommelighed og tak for det. Der skulle ikke meget til, men du leverede varen og det til en overflødig overflod, at jeg aldrig har været i Frankrig. Blot tanken om alt Leths ordskvalder om forskellige egne og deres delikatesser gav mig permanent små-kvalme.

Det gjorde Leth naturligvis også i andre situationer, altså "leth´ede" hvor mange poeter før ham fra Francois Villon gennem Beaudelaire har excelleret. På skørterne. Poetens løn har altid adskilt sig noget fra soldatens derved, at alle de allermest attraktive kvinder ganske overordentligt frivilligt har kastet sig i grams for disse følsomme mænd. Hm., måske har vi en del-forklaring, at denne skribent må stå her og blot være skide-misundelig som sikkert de fleste andre mænd, særlig følsom eller poetisk er jeg jo ikke. Min kone vil nok sige overhovedet ikke! Men misundelig på Leth, ja for Helvede!

Som sagt, sprogligt er vi så ikke blot det mindste imponerede af Leth. Det mest imponerende er vel i virkeligheden, at manden siden sin (relative) forlængst forglemte gennembrudsfilm "Stjernen og Vandbærerne " fra 1974 har kunnet fortsætte med at sige det samme og det samme og det samme og det samme og så igen. Denne tækkeligt korte dokumentar om et Giro di Italia-løb er faktisk helt sjov og måske især fordi min cykelhelt dengang, belgiske Eddy Merckx totalt udraderede danske Ole Ritter. Leths allerede dengang noget "stor-blomstrende" sprog var til at leve med, da filmen var ret kort. Det skulle blive værre og det gjorde det, indtil Leth fortalte om sin fascination af purunge piger på i Haïti. At sige at denne skribent blev MINDRE misundelig på Leth er bestemt en underdrivelse. Sikke dog en "Lykkens Pamfil" ("..i sin tunede ekstrapost-bil", som en anden og RIGTIG poet udtrykte det) Han hed Eik Skaløe.

Derudover skal vi da opfordre interesserede i at læse hele mandens kommentar fra i går, det fortjener den og det fortjener mangfoldigheden i debatten bestemt. Vor nye og nok allerede tabte ven Torben, som stod for overskriften i dag, har da ret i, at vi her siden sommetider latterliggør visse personer og begivenheder. Men det skal med, at det tider kan være mere end almindeligt vanskeligt at finde en passende grimasse. Tag for nu for eksempel i går, hvor Det Danske Forsvars IT-chef blev anklaget for at have lagt en arabisk oversættelse af en bog om det danske jægerkorps ud på nettet. Som optakt til den kommende retssag slap mandens forsvarer heldigt afsted med en udtalelse, som fik denne skribent til at falde ud af sofaen. Af grin.

Frosvarerens argument for at IT-chefen havde oversat den (for det måtte han indrømme, at han havde) var følgende forrygende og hold nu tungen lige i munden: Da han, (altså IT-chefen) jo IKKE kunne arabisk, så havde det været nødvendigt for ham maskinelt at oversætte den kontroversielle bog netop TIL arabisk fordi, og hold nu fast: Ellers ville han jo ikke kunne GENKENDE bogen, når eller hvis han FANDT den på nettet !!!!!
Et passende TV-billede af oversættelsen viste en mega-lang kolonne af uforståelige arabiske snørkel-tegn som altså var det mønster, IT-chefen skulle lede efter. Enigma (den ubrydelige tyske kodemaskine fra 2. verdenskrig red) gå hjem og læg dig, DET her er LANGT SVÆRERE. End altså allerede umuligt..

Ingen spurgte naturligvis om nogetsomhelst omkring denne helt sindssyge løsningsmodel, som jo iøvrigt blot (og måske ikke fuldstændigt overraskende) resulterede i at man fandt ét perfekt match: Sin egen oversættelse. Ellers må man forestille sig denne højtstående officer forhåbentligt med en aldeles perfekt "fotografisk hukommelse" sidde og forsøge at genkende sproglige mønstre blandt samtlige arabiske tekster på nettet. Dumt?-åh jo. Umuligt?-helt ubetinget! Hvis det danske auditør-korps som anklagere i sagen IKKE gennemskuer det her, så er de ikke meget bevendt. En rigtig lakmus-test!

Til allersidst i dag skal vi lige bringe at citat fra en hifi-entusiast og særdeles flittig net-skribent med isenkram for mange hundrede tusind kroner. Det kan måske lyde fornuftigt, men det er det nu ikke nødvendigvis:
"Stik kan have en kæmpe lydmæssig forskel. Alt efter matriale og kvalitet. Det nytter jo ikke noget og sætte et tæske godt kable på et elendigt stik vel? Stik skal ses som en modstand og jo dårligere matriale, jo større modstand."

Som sagt, hifi-interessen er normalt ikke belastet af nogen faktuel viden, tilsyneladende hersker der desværre en klar omvendt-kvadratisk proportionalitet mellem viden og skribent-aktivitet på de danske fora. Alligevel må vel lidt prosaisk oplyse om, at INTET af de stik vi nogensinde har haft berøring med har haft blot NOGET, DER LIGNER så stor kontaktmodstand som selve den LODNING, som har fikseret kablet på stikket. og nej, selv sølvloddetin ændrer kun en bagatel.
men tak, Torben, for inspiration til dagens tekst. Vi regner nu heller ikke med, at Leth ønsker sig at blive en Poul-klon eller blot er det mindste misundelig. Men det er jeg på ham og DET vil jeg gerne indrømme. Helt vildt (både gerne og indrømme!)

Den rene gift!

I dag vil vi starte indenfor det "reptile" og denne gang taler vi til en forhåbentligt behagelig afveksling IKKE om den grundliggende krybdyr-hjerne i de stridende hifi-hoveder, som alt, alt for ofte tager over i den evige "hifi-overlevelseskamp" Hvor hele kampen for eksistens tilsyneladende afhænger totalt af, at (ikke OM!) man selv har det bedste og helt rigtige hifianlæg, og det har man forunderligt nok hele tiden og det har man også den næstfølgende gang. Det er altid en kilde til betydelig undren for denne skribent, for blot lidt senere er det altid noget helt andet. Hvis man sidder og lytter til musik uden at skifte noget ud og der jo ligesom ikke noget at "skrive hjem om" eller måske rettere, skrive UD på nettet.

Det reptile denne gang består i, at vi for en gangs skyld er blevet "fangede" i en tilsyneladende sproglig fejl. Vi skriver "tilsyneladende", fordi det for så vidt er korrekt nok i én henseende, men ikke nødvendigvis i andre. Sproglig præcision er jo noget, vi lægger nogen vægt på, selv om det altid er nemmere at se splinten i broderens øje uden at kunne se pælen i sit eget. Dette oprindelige Bibel-citat er vel muligvis et seriøst bud på verdens dårligste og mindst dækkende citat, for hvem ind i Helvede skulle dog kunne se en splint i en andens øje?. Tilbage igen-igen til vores nye ven Vipera Cables, denne gang uden "Cables" Vi skal snakke giftige slanger, altid et farligt emne når man vader barfodet rundt i klitplantager.

En iagttager af denne ydmyge side har nemlig påpeget, at vores oversættelse af ordet "Vipera" til "giftslange" IKKE er korrekt, da han mener det betyder "hugorm" Dette er for så vidt ganske korrekt og så måske alligevel ikke den fulde og hele sandhed. Vi gjorde det nemlig med vilje, og det skyldes ganske enkelt, at begrebet "hugorm" både bruges om den i Danmark almindelige art "Vipera Berus" såvel som om hele slægten bl. a omfattende denne hugorm, "Vipera". For at det så ikke skal være løgn er den danske betegnelse for det overordnede begreb for denne linnéske (svensk systematisk pionér red.), nemlig det, der hedder "slægt", "Viperidae" OGSÅ ak ja HUGORME. Da slægten omfatter omkring 65 arter, langt hovedparten giftige, valgte vi faktisk bevidst at "undersætte" vipera til giftslanger grundet den øvrige mangel på sproglig entydighed hvor en hugorm altså kan være mange forskellige ting og NØDVENDIGVIS også ER det. P.t. ret præcist 65 forskellige ting, men da slanger bl. a. grupperes efter placeringen af deres varme-følsomme sanseorganer er der ingen faste naturlove her. Som i andre af livets forhold må man påregne en vis vilkårlighed i bestemmelserne af kræene. Hvis og kun hvis det linnésk/latinske navn havde været dobbelt-konfekten "Vipera Vipera" havde vi været ude på den helt tynde is, men heldigvis, reddet på stregen! Sommetider kommer éns ensomme næsten venne/selskabsløse bardom på Endelave én til gode senere hen. Biblioteket var dengang næsten min bedste ven og det sagde så ikke engang så forfærdeligt meget.

Ellers skal vi lige huske at viderebringe en illustrativ historie fra vores mates i Australien, Brenton og Wendy. Den er gennem-humoristisk på en både morsom og trist måde. Den er sjov, fordi den rammer plet på det Mosebogs-baserede syge jødiske tankesæt og den er trist, fordi der i samme område af verden findes fuldstændigt ligeså syge normer, som ingen tør nævne og da slet ikke på dette detaljerings-niveau. Det fjerner på ingen måde hykleriet i jødedommen, det udvisker blot det nødvendige perspektiv på regionens traditionelle dårskab.

Nå, "here goes"
In her radio show, Dr Laura Schlesinger said that, as an observant Orthodox Jew, homosexuality is an abomination according to Leviticus 18:22, and cannot be condoned under any circumstance. The following response is an open letter to Dr. Laura, penned by a US resident, which was posted on the Internet. It's funny, as well as informative.


Dear Dr. Laura:
Thank you for doing so much to educate people regarding God's Law.
I have learned a great deal from your show, and try to share that knowledge with as many people as I can. When someone tries to defend the homosexual lifestyle, for example,
I simply remind them that Leviticus 18:22 clearly states it to be an abomination ... End of debate.

I do need some advice from you, however, regarding some other elements of God's Laws and how to follow them.
Leviticus 25:44 states that I may possess slaves, both male and female, provided they are purchased from neighboring nations. A friend of mine claims that this applies to Mexicans, but not Canadians. Can you clarify? Why can't I own Canadians?
I would like to sell my daughter into slavery, as sanctioned in Exodus 21:7. In this day and age, what do you think would be a fair price for her?
I know that I am allowed no contact with a woman while she is in her period of Menstrual uncleanliness - Lev.15: 19-24. The problem is how do I tell? I have tried asking, but most women take offense.
When I burn a bull on the altar as a sacrifice, I know it creates a pleasing odor for the Lord - Lev.1:9. The problem is my neighbors. They claim the odor is not pleasing to them. Should I smite them?
I have a neighbor who insists on working on the Sabbath. Exodus 35:2 clearly states he should be put to death. Am I morally obligated to kill him myself, or should I ask the police to do it?
A friend of mine feels that even though eating shellfish is an abomination, Lev. 11:10, it is a lesser abomination than homosexuality. I don't agree. Can you settle this? Are there 'degrees' of abomination?
Lev. 21:20 states that I may not approach the altar of God if I have a defect in my sight. I have to admit that I wear reading glasses. Does my vision have to be 20/20, or is there some wiggle-room here?
Most of my male friends get their hair trimmed, including the hair around their temples, even though this is expressly forbidden by Lev. 19:27. How should they die?
I know from Lev. 11:6-8 that touching the skin of a dead pig makes me unclean, but may I still play football if I wear gloves?
My uncle has a farm. He violates Lev.19:19 by planting two different crops in the same field, as does his wife by wearing garments made of two different kinds of thread (cotton/polyester blend). He also tends to curse and blaspheme a lot. Is it really necessary that we go to all the trouble of getting the whole town together to stone them? Lev.24:10-16. Couldn't we just burn them to death at a private family affair, like we do with people who sleep with their in-laws? (Lev. 20:14)

I know you have studied these things extensively and thus enjoy considerable expertise in such matters, so I'm confident you can help.
Thank you again for reminding us that God's word is eternal and unchanging.
Your adoring fan.

James M. Kauffman, Ed.D. Professor Emeritus, Dept. Of Curriculum, Instruction, and Special Education University of Virginia

(It would be a damn shame if we couldn't own a Canadian :)
Så meget for at tro på det utrolige eller blot utroværdige. Eller blot ikke turde sige nogetsomhelst ligegyldigt hvor absurde tingene er. Noget giftigt!

Penge og andre glæder

Denne blegt-solbeskinnede morgen sidder denne skribent og hører musik. Som for de fleste andre seriøst interesserede lettere lumre "grej-onanister" sker det naturligvis kun ganske sjældent, normalt har man naturligvis alt for travlt med at "lytte" til sine knapt nok "til-spillede" kabler, hvoraf mange skal spille flere hundrede timer, inden de yder 100%. Hvordan man så kan vide det med de 100%, men i det mindste er der da ikke decimaler efter kommaet. Udover det videnskabeligt noget uforklarlige i, hvordan nogen menneskers akustiske hukommelse kommer op i nærheden af denne tid,(normalt opererer man med SEKUNDER som praktisk maksimum), tjah, det ved vi naturligvis ikke.

Det ved næppe andre heller, det uforklarlige lige i dette specielle tilfælde er jo netop interessant derved, at der ingen forklaring behøver at gives. Ikke at der ikke findes nogen forklaring, denne er blot ikke synderlig interessant eller "salon-fähig". Lidt kogt ned skal vi med Dalton-brødrene fra Lucky Luke-tegneserien istemme, at folk da vist bare er lidt "dumme i nakken" og sikke dog en masse ævl folk kan sige om overhovedet ingenting. Det er vel i virkeligheden definitionen på ævl, så det kan der naturligvis intet nyt være i. Detaljerede lytteindtryk af kabler er altid en rigtig "lækkerbidsken" med hensyn til ultimativ selvforblændende tåbelighed. Hvor vi allesammen har været og garanteret kommer igen, det er blot den stadige insisteren på at forblive der, der er stupid. Det er heller ikke dumt at kravle ned og rense en kloak, blot dumt at blive dernede for at nyde duften.

Nu kan vi selvfølgelig sagtens være hellige her i huset, for vores nye kæmpestore hus giver unikke muligheder for at høre musik overalt. Helt vildt forskellig musik gengivet helt vildt forskelligt. Bag os står et sæt JBL Olympus S8R med en McIntosh MC-2600-forstærker på og ved monteringsbordet et sæt Altec-Lansing mega-horn med et 33 kgs. driver-mellemtonehorn drevet af en Crown Studio Reference I, som indtil de nye TDL-transmissionslinehøjttalere var fruens absolutte hade-højttalere. Sig så ikke, at verden ikke går fremad mod det bedre. Ovenpå "prutter" vores Tannoy Monitor Golds og de store aktive ATC SCM 300, så der er absolut muligheder for at sammenligne, for hvad er dog bedst. Svaret er nu ganske enkelt: Det er de store ATC til det aller-allermeste men det går vi normalt ganske stille med dørene med at afsløre. Man kan jo heller ikke skrive en bog om sin fuldstændigt perfekte partner uden at den bliver slemt kedelig, drama og (membran)-opbrud er til enhver tid langt mere interessant.

Heldigvis koster brugt kvalitetshifi jo takket være alle torskepanderne derude kun rene pebernødder. Priserne er jo styrtdykket stabilt og uforstyrret som Stuka-styrtbombere over forsvarsløse Polen i 1939. I det lys er det naturligvis blot så meget mere beundringsværdigt, at nogen stadigvæk gider forsøge at sælge nyt hifi. Nemmere bliver det jo ikke ligefrem, men det er til gengæld så meget større tilfredsstillelse, når det lykkes. Eller HVIS det lykkes.
Nu er det altid interessant at købe noget billigt, som er eller har været skidedyrt. Vores nylige indkøb en en 480 watts Chord Electronics effektforstærker til den teoretisk mindste to-cifrede procentdel af prisen har gjort, at vi tilfældigvis kikkede på en kommerciel annonce i dag, og det var ganske interessant og ganske imponerende. For en blot bagatel af 40.000,- kan man få en Chord på blot 120 watt og det fortæller en sjov historie. Eller sjov og sjov er måske så meget sagt, det kommer som med alle andre sjove historier altid an på éns perspektiv.

Hjertet i alle Chords produkter er en (engang) original højfrekvens-strømforsyning, som naturligvis i dag findes i massevis af forskellige udformninger. Forskellige på grund af patenthensyn men derudover basalt ens, fordi ideen er god og ikke mindst BILLIG. Chord laver en eksorbitant flot hifi-serie som denne 120 watter med nogen sjove såkaldte "Träger"-metalcylindre på siden. Det ser hamrende godt ud og betyder lydmæssigt næppe en prut, tilspillede eller ej. 40.000,-, køb og løb!

Chord laver så også professionelle forstærkere, som allesammen karakteristisk nok for et lille firma findes i helt identiske effekter, fysiske størrelser og øvrige data til hifi-seriens grundmodeller, det vil sige op godt på den anden side af 100.000,- Grunden er for dette status-mærke tydeligvis ganske høj, og derudover laver de fuldstændigt eksorbitant-overdesignede monstre til halve og hele millioner. Om de sælger dem ved vi ikke, næppe i pallevis af gangen. Den rene skinbarlige galskab har nu altid en sælsom attraktion, som man så dengang Stuka-en var "state-of-the-art" aeronautisk teknologi.

Og så tilbage til det sjove. De professionelle udgaver sparer tilsyneladende lidt på den ydre pynt men hvad der er mere vigtigt: De sparer sindssygt meget på PRISEN. Den professionelle udgave koster simpelthen ret præcis HALVDELEN af hifi-versionen og en besparelse på 40.000,- er vel altid til en munter aften i byen og ikke ganske en bagatel. Til alt held distribueres disse Chord-produkter af helt forskellige kanaler til helt forskellige markeder, så de ikke "konflikter", måske smart nok. Eller FOR smart, det afhænger igen vel igen af det dér ulyksalige perspektiv..

Nu har vi ingen sikker viden om, om der er tale om helt samme forstærker, men alt tyder på det. Man må vel også sige, at prisen på en højfrekvens-strømforsyning under alle omstændigheder IKKE ligger i komponent-prisen, men udelukkende i udviklingen, og den sidste er jo svær at spare på og ganske især når den ligger næsten 20 år tilbage i tiden. Ikke underligt eller spor "dadel-værdigt", at firmaet tager de penge for produktet, som de mener, de kan få. Blot mærkeligt, at ingen tilsyneladende undrer sig over de kolossalt forskellige priser på noget, der unægteligt ligner fuldstændigt det samme produkt.

Det vigtigste er selvfølgelig, hvordan produktet spiller kunne man vel med nogen ret sige. Lad os umiddelbart springe til konklusionen af vores egen helt uvildige lyttetest (yderligere uvildig, fordi vi har købt forstærkeren ganske billigt, hvis den havde været dyr havde uvildigheden haft noget sværere kår): Da vores Chord-forstærker ikke har isat nogen IEC-netledning omme bagi bruger vi den ikke til nogetsomhelst. Derudover er den bestemt fin nok og da bestemt til prisen. Vores pris altså, selv til den vejledende professionelle pris dækker ordet "røverkøb" ikke fuldstændigt. "Røver-SALG" måske. Iøvrigt sælger vi slet ikke Chord-forstærkere og heller ikke konkurrerende produkter hvis nogen skulle få kedelige kommercielle bag-tanker. Men den er eddermaeme FLOT og hifi-udgaven endnu flottere, men helt i mål, LANGTFRA!

Ellers skal vi anbefale potentielle købere eller andre sprogforskere til den fine Chord-forstærker at finde annoncen på hifi4all. Den er enestående alene derved, at vi ALDRIG NOGENSINDE i dansk litteratur efter år 1800 har set den genitiv-form, der benyttes i denne tekst. Indtil ind i 1700-tallet var den ellers ganske normal, og firmaet ligger i Vest-Jylland og det forklarer måske noget om, at ikke alle dialekter er helt forsvundet endnu. Hør blot: " Chord Electronics deres CPM 2650 er..."
Perfekt dansk med perfekt genitiv-form. Anno 1700 godt nok, men imponerende ikke desto mindre. Eller netop derfor, mindst ligeså imponerende som mandens gå-på-mod i kampen mod, ja altså, de andre Chord-er til discount-pris. Det bliver nok heller ikke lettere af, at denne forstærker ifølge agenten "ikke øjner af meget". Dette sidste er til gengæld ganske nyt rent sprogligt og et litterært "ny-brud", og det er dejligt, at nogen således på bedste vis fører klassik og fremtid sammen. Rigtigt god fornøjelse med salget!

"Every Man for Himself"

De fleste tror vel, at overskriften i dag er titlen på et af afsnittene i den uendelige TV-serie "Lost" om en flok mennesker, som af fuldstændigt fornuftsstridige grunde bliver mere og mere "fortabte", for hvordan kan det gå til. Når man først er ganske fortabt er det vel nærmest ligesom dét, at gradbøje det det forekommer helt ubegribeligt tåbeligt og er det vel også? Det moderne sprog er interessant på samme måde som det, der engang kaldtes "The Permissive Society"som slet ikke var særligt "permissive", det så blot sådan ud. Man snakker ikke længere om "permissive" mere, måske fordi man som i al anden børneopdragelse allerede har givet så meget efter, at der ingen redning er alligevel. Når tilladelsen til alt allerede er givet er alting derefter ganske ligegyldigt. "Every Man for Himself" betyder vist blot, at man bare skal løbe for livet, altså ens eget. Eller svømme eller hvilke muligheder der nu måtte være og det gælder vist også for kvinder, selv om vi aldrig har hørt eller set den feminine udgave. Måske fordi "Man" blot betyder "menneske"?

I den situation må man som traditionelle lokalpolitikere bore dybt i det tilsyneladende nære, overskuelige og let-forståelige, som at Israel border et skib med tab af liv til følge. Helt andre og langt mere uoverskuelige ting som bro-byggerier og weekendens giftgas-angreb på afghanske piger i ellers rene pigeskoler bliver henvist til ja, ingenting. Når man først ikke længere overhovedet forstår kvantespringet i forskel i ren gedigen ondskab mellem disse ting, så er vi langt hinsides den virkelighed, som ret mange tillader sig at se. Fordi den er helt ubærlig og fordi den kræver, at man forstår det helt uforståeligt grusomme og meningsløse.

Hvis man skulle tro, at dagens overskrift har noget særlig bibelsk eller andet litterært belæg må man osse tro om igen. For det første er den hyppige eftersætning hér " and the Devil Take the Hindmost" jo ikke særligt bibelsk-frelst og for det andet fortaber udtrykket sig sandsynligvis tilbage i den skriftløse tid og så bliver det jo noget svært. Udtrykket er dog mægtigt ekspresssivt selv om den almindelige sproglige forarmelse har ædt lidt af det.

I det hele taget er det interessant at betragte sprogudviklingen i denne tid med for eksempel borgerkrige i ja, hvor? For hvor ligger dog den centralasistiske stat Kirgistan, som hyppigt omtales i nyhederne i denne tid. Naturligvis grænsende op til landet Langtbortistan, som mange vel kender fra "Anders And & Co." og det vil naturligvis sige ingen steder. Landet beboet af hovedsageligt (men tydeligvis ikke udelukkende, ellers ville der vel ikke have været etnisk borgerkrig) såkaldte "kirgisere", små lidt skævøjede fyre (for at beskrive dette folk på en måde, som på trods af faktuel korrekthed vel næppe længere er politisk gangbar). Mærkeligt nok hedder landet i de fleste nyheder "Kirgistan"

Hvis det for nogen lyder rimeligt så kræver det altså, at beboerne i landet hedder "kirger" for at landet kan hedde "Kirgistan" og DET gør de ikke. En bagatel? Ja, naturligvis og så måske alligevel ikke. Det er vel i virkeligheden mere et tegn på total sproglig kollektiv dovenskab at ingen påpeger det indlysende. For at det ikke skal være løgn har selv net-udgaven ef "Den Store Danske Encyklopædi" et opslag, der hedder "Kirgistan", så man er noget hurtigt ude i de pænere kredse. Det skal siges, at dette opslag blot henfører til det korrekte benævnte land "Kirgisistan"/Kirgisien, men alene det, at man ser sig nødsaget til sådan en henvisning er da lidt en falliterklæring for videre rimelig sproglig fælles-udvikling. "Every Man for Himself" og "Encyklopædien samler så op". Som sproglig skraldespand.

Nu kan man sommetider osse i andre og mere uskyldige sammenhænge føle sig ganske fortabt og få uhæmmet lyst til at søge den første den bedste redningsbåd.. I denne weekend blev vi kontaktet af en fyr, som godt ville lytte på vores relativt nyindkøbte Great Plains Audio/Altec 604-højttalere. Kommercielt er det ganske dødssygt for professionelle, da dette udmærkede firma selv sælger på nettet til hvemsomhelst for den samme pris. Inklusive os selv naturligvisSom forsmag på, hvordan verden måske allerede er nu, er det et glimrende eksempel. Højttalerne er mægtigt fede, men ingen, inklusive vor ven her, tør naturligvis købe dem uden at have hørt dem, og dermed er disse unikke produkter dømt til en fremtidig eksistens i verdens store kommercielle skraldespand. Ingen lokal præsentation, nul salg anderledes kan det umuligt blive eller blot være. Trist, men intet produkt, hverken det bedste billigste eller det bedste OG billigste sælger sig selv. Eller blot overhovedet.

Nå, i den gode sags tjeneste forbarmede vi os, vi er jo med hensyn til traditionel kvalitets-hifi lidt rigeligt bløde. I den tyske betydning, forstås, "Ur-blöd"! Lidt flinke er vi da for det meste og især i egen forståelse. Måske isæt det sidste...
Det varede så desværre kun lige indtil fyren kom med et forslag, som kunne forekomme rimeligt og fornuftigt, men det var det nu ikke, så langt fra endda. Han ville gerne vide, om han (hvis han altså kunne lide vores Altecs) ikke ligeså godt bare kunne købe vores og bare tage dem med. Og selvfølgelig spare besvær og ventetid og anden nødvendig risiko med handel udenfor EU. Og så var det jo, at al rimelighed ophørte for os ved dette objektivt set sikkert ganske uskyldigt mente forslag, for nej, Fætter Guf, sådan leger vi ikke. Efter at vi selv har udvist mandsmod nok til at handle lidt i blind tillid selv, så ligner det her mest et forsøg på at bestille plads. I en redningsbåd. Så nej, vores nye allerede tabte ven her er vist bare henvist til at vælge selv som vi selv var.
Der er sommetider tid for enhver til at "hytte sit" Ikke mindst i dette tilfælde som vi ser det "almindelig rimelighed"..."Every Man for Himself"

"The Red-headed League"

Selv de ikke videre belæste kan have stiftet bekendtskab med dagens litterære overskrift. Det skyldes sandsynligvis ikke, at ret mange har læst denne novelle, som det er titlen på, men nok mest, fordi det har været i fjernsynet. Vi siger med vilje "fjernsyn", fordi der ved 1. gennemspilning for en del danskere (ikke de fleste, selv om mange vel tror det) kun var én TV-kanal. og dengang hed det altså "fjernsyn", et herligt ikke særligt gammelt dansk ord, som sikkert nærmest ingen vel længere kan huske var et rigtigt kunstigt udtryk, som faktisk blev til ved en folkelig AFSTEMNING. Begrebet var dengang i direkte konkurrence med andre underlige udtryk som for eksempel nr. 2 i afstemningen" kikke-lytning" Det var vist bare dengang og nu er det alligevel ligemeget som det allermeste andet.

Nå, for at blive tilbage ved dengang, den allestedsnærværende radiovært Arne "Myggen" Hansen endnu betjente Neumann-mikrofonen i programmet "Hvornår var det nu det var" og Otto Leisner fremsagde de berømte ord "På med pilen, Palle!" i et af alle tiders mest kiksede TV-koncepter "Den Gyldne Pil" (eddermaeme en griner med sine monumentalt skævt-skydende apparater a la Tivoli Frihedens "riggede" skydetelt), så gik filmatiseringen for TV af "The Red-headed League" i slutningen af 70-erne. Udover at den har været genudsendt adskillige gange, for eksempel går den ligefrem for tiden. Det må der være en grund til, og det er der naturligvis osse.

Denne TV-serie er nemlig skidegod, godt instrueret og spillet og med overbevisende kulisser af den klassiske TV-studieslags. Det sidste vil altså sige det absolut modsatte men det betyder blot ingenting. Åh jo, vi taler om den udødelige geniale privatdetektiv Sherlock Holmes, skabt af den ikke meget mindre geniale læge Arthur Conan Doyle. En af hans noveller bærer overskriften i dag som titel, og det kommer unægteligt i hu i dag efter at have oplevet et referat fra gårsdagens byrådsmøde. Som bekendt beskriver Conan Doyle i novellen en helt usædvanlig organisation, som kun ansætter rødhårede. Det er der en grund til, blot en helt, helt anden og langt mere skurkagtig og det skulle der osse være. trods alt udkom alle Conan Doyles historier som uge-føljetoner i et samtidigt tegneserie-lignende magasin, "The Strand Magazine" og skurke SKULLE der til for at holde interessen fangen uge efter uge.

Helt så skurkagtig er Århus Kommune naturligvis ikke, men alligevel kan man nu godt trække ret parallelt på smilebåndet ligesom man kunne få lidt sympati for den naive rødhårede hovedperson hos Conan Doyle. På mødet i går blev der nemlig fremlagt et forslag om at bygge et kollegium kun for studerende mødre. Om de nødvendigvis skulle være rødhårede ved vi ikke og det er osse sagen uvedkommende. Ligeså uvedkommende som hele dette grinagtige forslag, for sådan noget må man naturligvis slet ikke. Det er overhovedet ikke muligt at for-fordele nogen ved udlejning, ihvertfald ikke officielt og slet, slet ikke rent kommunalt. Noget uforståeligt blev forslaget sendt tilbage til Teknisk Afdeling og det er næsten det allersjoveste af det hele, for hvad i alverden skulle det dog ændre. Man må STADIGVÆK ikke for-fordele og derfor har ideen fra starten været stendød. Nå, det opdager de vel engang, ikke underligt der hersker en vis travlhed, når de skal beskæftige sig med allerede forlængst dødfødte og ulovlige forslag.

Ellers har vi i forbindelse med gårsdagens tekst fået lidt sikkert ufrivillig ros fra en af nettets mest ihærdige kombattanter. Sådanne kendetegnes altid af diverse dobbelt-profiler, måske de blot har flere gange-dobbelt så meget at sige som alle andre? Selv har vi kun en enkelt og der er endda både navn og adresse på, men så enkel er verden derude jo sjældent og aldrig i den mere fiktive del af hifi-verdenen.

Tilbage til vor ven Diamagnetic/Smølf og så sikkert videre, som kommer med denne sikkert uhyre velmente karakteristik af denne ellers med nogen ret ydmyge skribent: "Han har bare hørt for lidt grej. (og red.)Han er bare ufattelig uvidende ham Poul. Dum vil jeg ikke anklage ham for at være. Desuden er han fuld af løgn når han påstår det tager 55 sekunder at montere 2 Neutrik stik." Nu er det svært at tage til særligt genmæle mod en påstand om at man har hørt FOR LIDT GREJ, for det er vel vanskeligt at helt at argumentere mod en påstand, som ikke har nogen modsat form. For så vidt altså som udtrykket "hørt for meget" vel ikke er såkaldt "transitivt" med efterfølgende "grej"?

Nok sproglige finurligheder for i dag, hvor vi i stedet vil vælge at sole os i Smølfs ros om, at jeg ikke er "dum" Nårh, lidt dum er man vel altid når man forsøger at blande sig i en sag, som man ingen muligheder har for at vinde eller blot ændre afgørende. Det sværeste i denne sag om Vipera-kablerne er vel i virkeligheden også at forstå, at nogen gider hidse sig op over kvaliteten af et produkt, som vores regnestykke i går jo endegyldigt demonstrerede INGEN entusiast alligevel overhovedet ville købe. ALDRIG NOGENSINDE til den ALT, ALT for LAVE pris.

Derimod skal vi da lige korrekse vor nye fan Smølf her lidt i den knapt så rosende beskrivelse af denne skribents lodde-færdigheder. Efter i over 20 år at have betjent loddekolben i fuld offentlighed mens kunden kikkede (efterhånden som årene gik ligefrem måbende), blev jeg faktisk ganske hurtig og det sådan lidt beskedent udtrykt. En vis berettiget ubeskedenhed skal der vel osse rent undtagelsesvist være plads til eller hvad? I dette permanente "offentlige lys" blev det lidt af en sport at minimere bevægelserne ved lodning til ren håndleds-rotation og jo, jeg kan SAGTENS lave et XLR kabel incl. afisolering, fortinning og "the full monty" på 55 sekunder. Det er der simpelthen mange tusind vidner på gennem årene. Vær en smule forsigtig med at slutte, at fordi DU ikke kan, så kan INGEN.
JEG kan godt og jeg kan sagtens hyggesnakke imens! Den omvendte slutning cit. The Beatles "Nothing you can do that can´t be done" er vist bare væsentligt mere langtids-holdbar!
Det er egentligt lidt underligt, at når vi lige i dette tilfælde taler om at SE og dermed VIDE at noget altså er rigtigt, så kan Smølf og andre HØRE ALT uden nogensinde at være villige til at BEVISE det ved den nødvendige blindtest. Sjov verden, den her fjollede fiktive én!

At "bygge kabler"??

Det må være dejligt som far at rulle over Storebæltsbroen og kunne berette for sin lille søn, at det her var far her med til at bygge. Det virker antageligt bedst, hvis det i et eller andet omfang passer, så dette må ikke betragtes som en fejl-sikker patent-opskrift på respekt. Nu er der så heldigvis håb for alle de rigtigt mange, som IKKE har været med til at bygge denne imposante bro, for det danske sprog oplever i disse tider afgørende "ny-brud" og det giver fornyede muligheder for at imponere den opadkommende ungdom uden at have kravlet rundt højt oppe på de permanent stormomsuste pyloner. Vi skal dog i dag på forhånd advare om, at opnåelsen af respekt denne vej rundt kræver et MEGET ungt publikum, helst af den mere ukritiske slags og gerne med ble-bukser på endnu.

Som altid er det osse en alternativ mulighed at finde en hifientusiast, der jo ikke ligefrem er karakteriserede ved nogen synderlige sunde sanser og da aldrig den vigtigste af dem alle: Den kritiske sans! Nu har vi mange gange berettet for den forhåbentligt vantro offentlighed derude om den bundløse dårskab liberalt strøet omkring blandt de stadigt færre og færre fjolser, der befolker den offentlige del af hifi-debatten. Alligevel må vi vel sige, at den seneste godt nok noget spage debat om de nye Vipera-kabler på mange måder repræsenterer et nyt lokalt lavpunkt. Ikke med hensyn til kablernes kvalitet, som givetvis er ganske gennemsnitlig. Eller over eller under, det er ihvertfald billigt som alle kabler er. At fremstille forstås, ja de er faktisk så billige, at antallet af kabelproducenter i verden er uhyre minimalt og sådan har det altid været. I Tyskland har der flere årtier blot været en enkelt og det samme i USA.

At fremstille kabler er forrygende kapitalintensivt med hensyn til startomkostninger og derefter koster det ikke en bønne og så er det forresten ligegyldigt hvor i verden produktionen sker. Her i den aktuelle ganske vist lidt fugtige grill-tid kan situationen sammenlignes med de populære australske grill-briketter, de såkaldte "Heat-Beads", hvor "apparatet" er dyrt, mens råmaterialerne ikke koster en disse. Ellers var de her givetvis ikke.

Dette blot som baggrund for, at INGEN KABLER på verdensmarkedet i regulær masseproduktion koster andet end småpenge. I vores professionelle verden er den ubestridte kvalitets-markedsleder japansk/amerikanske Mogami og deres absolut dyreste überklasse-kvalitets-signalkabel koster kun godt en tier. I Danmark vel og mærke. Det ved enhver professionel og når man skal bruge adskillige kilometer sparer man gerne på denne høje pris. Det gør man helt sikkert osse i hifi-branchen, men der findes der heldigvis andre salgsmuligheder. Læs: Sludder og vrøvl og "techno-babble"!

Hvis man skal sælge noget dyrt er det vigtigste ikke længere (og var det i virkeligheden måske aldrig) den tekniske ydeevne. Under alle omstændigheder har INTET været så grundlæggende destruktivt for interessen for hifi som al den endeløse ævl om kablers betydning. Og så fortsætter det bare og nu er vi tilbage ved Storebæltsbro-analogien igen. De eminente pap-hoveder, som sidder og ævler om diverse standard-Kina kabler, har nemlig opfundet et helt nyt ord, som godt nok ikke er helt nyt. Kun i kontexten er det nyt, men sikke dog en nyhed. Fra nu af taler de danske entusiaster om "bygningen" og "konstruktionen" af kabler og det gælder alle, osse småbitte danske net-butikker uden egen produktion eller ekspertise, ja måske ikke engang nok på kassekreditten til at tage ned og se, hvad det dog er for noget, de kinesiske "kabel-byggere" har "konstrueret" til dem. Mindre kan tydeligvis osse sagtens gøre det blot publikum er dumt og ukritisk nok, og DET er det!

Eller rettere, noget af det er. Andre af deltagerne i denne diskussion om nye kabler til blot et par hundrede kroner for et sæt forgyldte tykke phonokabler taler helt sikkert af andre årsager. Et par af de mest ihærdige fortalere for disse Vipera-kabler har anlæg for adskillige hundretusindevis af kroner og sagen er her helt simpel: INGEN hifientusiast af den særlige nye gennem-stupide støbning bruger mindre end 10% på kabler og følgeligt vil INGEN af dem nogensinde teoretisk kunne anvende disse kabler til 300,- i dansk momset udsalgspris. Hvad snakker de dog så om? Det må vel nødvendigvis være noget andet og det er det.

Ja, de snakker tydeligvis internt et kodet sprog, som går ud på at markedsføre dette nye produkt og det er fint nok. Og især da, hvis det havde været åbenlyst. Det er det heldigvis alligevel, hjerteskærende ubehjælpeligt, næsten. tråden på hifi4all er grinagtigt til det ekstreme og kan umuligt være til nogen gavn for det sikkert ganske fornuftige firma bag det sikkert ganske gennemsnitlige kabel. Gennemsnitligt givetvis fordi at når man ikke rigtigt selv kan påvirke nogen af produktions-parametrne, så bliver det jo svært at differentiere sig afgørende. Som at sælge is på en badestrand med 2 mulige leverandører, Premier/Nestle og Polar Is, fordi man ikke selv kender opskriften.

Al den her snak om et helt ligegyldigt kabel giver NUL mening og er intet andet end kunstig hype. I et kosteligt indslag på nerds.dk gentages nummeret lige atter en gang. En helt ny forum-deltager spørger tilsyneladende helt uskyldigt om Vipera-kabler, fordi han åbenbart har en hifi-bekendt, der "havde haft dem i hænderne og sagde, at de var ret lækre"(!!) Ja, metro-seksualiteten er tydeligvis ikke på aftagende og vores mandlige læsere kan selv danne sig diverse små-smudsige billeder af auto-onaniscener omkring disse "tykke slangemønstrede øh "slanger"" Vipera byder jo trods alt på latin "giftslange" og giftigt er det da.

Og så sker der noget sjovt, som mest minder om den lapsede falskspiller fra tegneserien "Lucky Luke" Denne mand spørger altid de pokerspillende i saloonen om "poker da ikke er det dér spil med 4 kort"?? Efter ca. 1 minut sidder denne tilsyneladende amatør og blander kort som om han spillede træk-harmonika som afdøde og folkekære Lille Palle til den måbende kommentar fra en anden spiller: "Du lærer hurtigt, fremmede!"

Det gør ham her fyren på nerds nu osse og det mistænkeligt hurtigt. Allerede i sit første indlæg lærer han altså forfærdeligt meget alt for forfærdeligt hurtigt. Snak som amatør om "3D-rendering af konstruktion", "specifikke isoleringsmaterialer", "konkret databehandling" osv. osv. er endnu mere amatøragtigt/fornuftsstridigt end at tro at det er helt tilfældig interesse. Igen, INGEN rigtig nutidig entusiast vil nogensinde købe et for billigt kabel til sit anlæg og at forsøge at sælge disse håbløst (i almindelig hifi-henseende) prissatte kabler på denne måde er edderspændt modproduktivt-åndsformørket. Kun gamle håbløst uvidende tosser som denne skribent, vil godt indrømme den betydelige brug af Mogami-kabler her i hulen.
Atter engang tak til disse særdeles aktive medlemmer af den særdeles snakkesalige Vestsjællands Hifiklub fordi I atter engang nedsætter brugtpriserne på god gammel hifi. Herligt.
Vi afslører vel heller næppe nogen større kommerciel hemmelighed ved at nævne, at United heller ikke sælger deres 299,- kroners DVD på skamrosende omtale på recordere.dk. ud i butikkerne med sagerne. Eller sæt prisen OP, RIGTIGT MEGET OP! Så bliver de langt, langt mere interessante for alle dem, der alligevel ingenting kan høre. Med andet end øjnene. Og så vil jeg bare gå i gang med byggeriet. Jeg skal i gang med at bygge hele 20 kabler. Jack-kabler, et veratabelt megabyggeri, jeg glæder mig allerede til at vise den opvoksende generation, hvad farmand her har udrettet!
Se, det her jack-kabel har JEG bygget, HELT SELV Og helt, helt til grin!

David Gordon Kilpatrick in Memoriam

I dag buldrer regnen ned her over vores lille hifi-kontorhule. Man kunne med rimelighed sige, at regnen falder med nogenlunde samme sikkert ganske gennemsnitlige intensitet de fleste andre steder (og man ville have ret) men her føles det blot anderledes. Vores vinduer her i kælderen er nemlig 45 grader store skrå-vinduer af panserglas og da de tillige er "termo-punkterede" betyder det, at regnen falder ganske usædvanligt trommende-hårdt ned her. Man føler sig ganske hensat til forlængst forgangne tiders dødssyge ferier, indespærret i sit Trio Maxi-telt, mærkeligt med disse regnfulde minder eller måske bare helt indlysende. Hvornår skulle man dog ellers huske på det kunne man vel med rimelighed spørge?

Lige i dag er det dog noget helt andet, som regnen bringer "i hu" Nemlig om en mand, som døde i 2003, fejret som få og efter en plade-salgssucces som færre. Han var ført David Gordon Kilpatrick i byen Kempsey i New South Wales og nu er vi allerede noget nærmere grunden til, at næppe nogen af vores læsere i dag nogensinde har hørt om manden. For det første ligger NSW i Australien og for det andet var Kilpatrick helt ukendt. Som Kilpatrick altså, ellers kendte alle ham og det skyldtes vel især, at han stadigvæk så langt er den kunstner, som har solgt flest plader i Australien. Ikke bare flest, helt sindssygt vanvittigt mange.

Det eneste hit manden har haft udenfor hjem-kontinentet er "A Pub With No Beer" og det har hans kone faktisk lavet. Ellers har denne kunstneriske "hjemme-fødning" det meste af sit liv (ret præcist resten af livet efter han altså tog det) været kendt som Slim Dusty, et navn han tog, fordi han syntes det lød autentisk og godt og det er jo for så vidt en glimrende grund. Derudover var han en rigtig hædersmand af den gamle skole, og på et billede ses han ved siden af en anden australsk ikon, selveste Reginald Murray Williams, i hvis museum denne skribent blev viet til den underskønne frøken Dahl sidste juli. Ups, var der ikke noget med en forsinket bryllupsfest snart?

Nu er Australien verdens tørreste kontinent, så hvad pokker har Slim Dusty at gøre her i regnvejret i dag? Jo, såmænd hed hans allerførste hit intet mindre (og altså så heller ikke mere) end "The Rain is Still Tumblin´Down" og det er netop det den gør. Som trommende "spærreild" hamrer den ned over ruden lige foran snuden. Underligt som tankerne kan flyve i sådant et vådt vejr, når de vel i virkeligheden ret beset burde have svømmet, men det kan sådan nogen måske slet ikke?

Inden det hele løber ud i det rene destillerede vandige ingenting i dag, så skal vi da lige sædvane- og lettere tvangsmæssigt referere til endnu en opsigtsvækkende debat på hifi4all. Denne gang drejer det sig om en af de absolutte evergreens, nemlig KABLER. Fine, tykke pænt indpakkede kabler, som sælges billigt. Numerisk altså, det sker næppe uden fortjeneste i den absolutte procentuelle sværvægts-afdeling, og hvorfor skulle den dog ikke det? Alligevel bør eventuelle kommende kabel-operatører kikke med her, for at nær-studere de skrivende entusiasters bidrag om disse fine kablers (fra 299,- sæt) og deres unikke kvalitet og fabelagtige lyd er altså virkeligt en "griner" af de store.

Vi må erindre, at vi trods alt taler om et standard OEM-kinaprodukt med en fremstillingspris i den (mildt sagt) lavere ende af de en-cifrede kroner, og derved adskiller det sig naturligvis ikke det allermindste fra alt det andet, som det ligner. Tit til forveksling da det tit ER som forskellige mærker af køleskabe og andet hvidevare-kram ganske det samme og så ligner det jo naturligvis helt usædvanligt meget. Hvorfor er det så lige, at disse mange sikkert ellers relativt fornuftigt integrerede danskere sidder dér "formummede som skælme" der på nettet og ævler løs om ja, dette kabel-ingenting?

Ja, måske det hele blot osse skyldes det deprimerende styrt-regnvejr eller anden ørkesløshed, for sikke dog de dog hælder vand ud af ørerne derinde. Og et eller andet sted må det vel komme fra og så er det vist på tide at stoppe inden vi selv kommer alt for godt i gang med at lade vandet. Flyde alt for frit.
Kablerne hedder forresten Vipera (eller rettere, de forsøges solgt under dette navn, det er vist noget andet men som for andre tilfældige tvillinger er det altid nyttigt at have et navn til nødvendig distinktion) og de er helt sikkert ligeså gode eller bedre end andre kabler, der er ligeså gode eller ringere. hvis noget er eller kan være nogen af delene. Det bliver det hele nu ikke bedre af.
Vi sælger iøvrigt ikke selv såkaldte "hifi-kabler" så nogen kommerciel "bias" kan der ikke være tale om. 17 kr./m køber et brilliant Mogami-kabel og det kan enhver købe hvorsomhelst.

Kabler og bøger.

I dag må vi atter helt undtagelsesvis begive os over i flus-dampene fra Weller-loddekolben. Undtagelsen består ganske vist mest i varigheden af denne "udsættelse" Man bliver altid en smule "høj" af det og for denne skribent er det ligesom blevet permanent. Eller hvor det nu er kommet fra for denne skribent og den osse noget velvoksne Anton Hund. Nu sidder vi der faktisk ganske tit og det skyldes det ret prosaiske faktum, at der er en ganske stor mængde nødvendige kabler, som man overhovedet ikke kan købe. Andet end hos os men ligefrem 50 stk. pr. dag er lige omkring kapaciteten.

Ellers skal vi endnu mere ganske undtagelsesvis referere et par bøger, vi for nyligt har læst. Det sker nu mest for at advare andre mod at gøre det men alle anmeldelser er jo ikke nødvendigvis positive. Den bedste af de her 2 bøger er ganske vist ikke ret god, men den ringeste af dem er eddermaeme dårlig. Ja, den er faktisk så dårlig, at den i den retning tåler direkte sammenligning med denne skribents speciale på Århus Universitet for det meste af en god menneskealders tid siden, 30 år ret præcis i disse dage. Så vidt jeg mindes syntes jeg heller ikke dengang, at det ligefrem var nogen akademisk "stor-dåd" (ikke at forveksle med den nautiske betegnelse for en søgående rednings-robåd, "stor-BÅD")

Heldigvis har jeg for ret præcist ligeså mange år siden i datidens ukorrekte politiske tider smidt dette speciale i containeren for blandet dagrenovation, et sted, der var særdeles passende. Dette værk blev ellers ganske positivt bedømt og det på trods af, at hele skriveprocessen var blevet reduceret til 7 dage på en gammeldags skrivemaskine uden såkaldt "rette-tast" Det vil sige, at op mod halvdelen af denne i akademisk perspektiv overordentligt korte tid gik med at rette slåfejl. Lige denne disciplin er, som disse sider til fulde vel bevidner, en af denne i maskinskrivnings-mæssig henseende håbløse analfabet, en absolut spidskompetence. Masser af fejl og ikke så megen substans.

I betragtning af specialets ultra-korte genese var det nu sikkert meget godt, men 10 minutter ville bestemt have kunnet gøre en forskel..Eller måske blot en elementær "rettidig omhu" Censor hed iøvrigt Knud Erik Rosenfeldt og var vist osse allerede dengang blevet professor på Københavns Universitet. Han lod det som sagt bestå måske akademisk ikke helt forsvarligt og ganske godt som sagt, så derfor gør vi i dag en slags forsinket gengæld. Vi lader nemlig også hans bog om Stalin "bestå". Det fortjener den nu også og så heller ikke så forfærdeligt meget mere. "Øllebrødsbarmhjertighed" ligger ikke lige til for denne skribent.

Det bedste man kan sige om Rosenfeldts bog er, at det ikke er nogen absolut "vederstyggelighed" at læse sig igennem den. Manden skriver relativt klart og velformuleret, og den eneste virkelige hæmsko for egentlig nydelse af det ret klart disponerede narrativ er den ubegribelige mængde af retoriske spørgsmål. En forelæsning med professor Rosenfeldt er med hensyn til almindelig kedsommelighed næsten "Forbudt for Børn" at forestille sig.

Nu er konkurrencen med hensyn til elementær litterær færdighed ikke ligefrem skræmmende indenfor den danske slavistik. Bent Jensen skriver MEGET dårligere men til gengæld skriver han til tider noget ganske interessant hvis man altså ellers kan klare alle de håbløse gentagelser. Det gør Rosenfeldt så ikke, og selv nu 30 år efter ens eget makværk første gang udkom er der ingen ny erkendelse forbundet med at læse bogen om Stalin. Almindeligt sludder og forskellige forskeres grinagtige hypoteser om ting, som ingen stadigvæk (eller nogensinde) får nogen indsigt i fylder siderne. Læs den eller stik tungen ud af vinduet, resultatet er ca. det samme: En smule frisk luft gennem eller omkring hovedet.

Helt, helt anderledes med en bog om samme periode af en anden dansk slavistiker, Erik Kulavig, "Det Røde Tyranni" At kalde den for dårlig er allerede sprogligt alt, alt for dårligt. Fordi det ikke dækker blot det allermindste. Med en komfortabel margin er det simpelthen den ALLERRINGESTE BOG, denne skribent nogensinde har læst. Det siger en hel del faktisk, ikke mindst fordi denne skribents umådelige "bog-appetit" gennem mere end 35 år på MINDST én bog om dagen har givet en del ret hårdhudede referencer. Og jo, Stieg Larsson, selv du får afgørende "baghjul" her.

Kulavigs bog er ganske enkelt et fuldkomment lærestykke i, hvor ringe det nuværende slavistiske stade tydeligvis må være i Danmark for ellers burde det ikke være muligt at udgive det her bras. Manden underviser nemlig professionelt, men hans bog her er mageløs. Og heldigvis da. Med hensyn til almindelig rimelig fokus og den allersimpleste perspektivering er det her BUNDEN. Politiske hovedpersoner kommer og går uden forklaring som i et (tilstræbt) absurd teaterstykke af Eugene Ionesco, alt "for-sludres" til absolut meningsløshed og hele værket bærer et gennemgående præg af åndelig dovenskab. Hele værket minder lidt om det fra biologi-timerne så kendte "ugle-gylp", altså ting, der blot senere gylpes op i én fuldstændigt tilfældig pærevælling af benstumper, hår o.s.v. Eller altså ord.

Selv denne skribents allerede noget tåbelige speciale bliver næsten i denne taknemmelige sammenhæng et rent lærestykke i historisk klarsyn. Efter at have læst Kulavigs bog har man ikke blot ikke forstået nogenting om Stalins regime. Man er simpelthen blevet POSITIVT dummere end man var før og det er virkelig en litterær kraft-præstation. Om Kulavig er en dårligere forelæser end Rosenfeldt aner vi ikke, men han er helt givet åndeligt noget dovnere. Uha, det er godt slavistikken er fortid!

Ellers skal vi henvise til den nye test af Mikkel Gige på hifi4all hvis man skulle have fornyet lyst på "litterære absurditeter" i dag i fald Kulavigs bog allerede skulle være udlånt på biblioteket. Det er tidens absolut bedste bud på en uhellig syntese af almindelig selvhøjtidelighed, sproglig impotens, og teknisk narrehat-niveau. Og nej, vi taler ikke om denne side, det var dengang det var før! Tilbage i 1980 hvor vi heller ikke selv var for kloge! I forhold til de sande giganter som Gige er ALTING bedre, hold dog op, mand! Allerede det ville da være et fremskridt.

"My Old Flame"

Ingen husker vel længere et par, der hed Coslow og Johnston. Det er ikke underligt, da det ligger så langt tilbage i tiden, at man ikke engang ved, om parret overhovedet dannede par og nu er det allerede langt sværere at finde ud af det, da begge forlængst er døde. Begge var nemlig mænd og dengang var der ikke mulighed for registrerede pardannelser af denne slags. Coslow, som vi lige kort vil berøre i dag, skrev sangtekster til mulige kommende evergreens (som vel potentielt enhver sangskriver gør..?) og dette lykkedes for Sam Coslow. Ihvertfald delvist, for på forunderlig vis er vi kommet i tanke om et af hans eviggrønne hits fra 1934. Som handler om ja, du har gættet det, parforhold!

Sangen hedder i al sin grafiske udtryksfuldhed "My Old Flame" og handler IKKE som en del nok vil tænke om ens gamle favorit Zippo-lighter. Nej den handler om den eneste rigtige flamme, der findes, forlængst forglemt gammel kærlighed og som så alligevel måske har ligget og ulmet et sted allernederst nede hele tiden. Hvis den altså nogensinde i virkeligheden har eksisteret nogen andre steder end i éns egen indbildning og så bliver det hele blot endnu mere mystisk. For hvorfor dog så intenst mindes noget, som næppe nogensinde var? Måske mænd blot er mærkelige og det er de jo.

Om de så helt kommer op på siden af denne uendeligt drivende sentimentale sang er muligvis tvivlsomt, men det gør de nok og ellers var sangen vel på den anden forlængst glemt, lyrikken er langt hinsides enhver kvinde-logik. Som måske i sig selv allerede er en ren abstraktion?. Min kone siger ihvertfald, at at have ble-børn til tider er noget mere intellektuelt stimulerende end at have mænd. Mænd har nemlig en fuldstændigt ubegrænset kapacitet til at FLÆBE og det gør selv småbørn jo trods alt mest, når de har kolik eller har besmudset bleen. Derudover griner de helt vildt, men det gør mænd ikke, når de undertiden går uhjælpeligt i "flæbe-mode". Måske det at være voksen mand genetisk er sammen-koblet med en ubegrænset kapacitet til almindelig selvmedlidenhed? Eller er verden virkeligt så ubegribeligt hård?

Selv i den barskeste og mest gifte mand ligger der dog en potentiel "flæber" Det tror vi da, mest fordi vi selv er besiddelse af én. Ganske vist lillebitte, men dog alligevel én og denne lille fyr er tilfældigvis blevet vakt til live i dag. En gammel ven har nemlig uhyre drilagtigt koblet os på den danske dating-site dating.dk. Ikke alene har skiderikken gjort det, nej han har sandelig gjort sig den ekstra umage at finde en gammel (og jo, NU er vi tilbage) "flamme" Lidt sentimental er man vel altid selv om bægeret lige i denne sammenhæng blev noget "besk"!

Vi taler rent faktuelt om den kvinde, der bragte undertegnede og fru Dahl Vikkelsø Mathiasen sammen. Nok lidt ufrivilligt, for det var først efter afslutningen af forholdet, at jeg klart måtte indse, at jeg aldrig nogensinde derefter ville have en kæreste. Og det var så helt tydeligt lige det, der skulle til og tak en eller anden gud for det, selv det mest meningsløse kan tydeligvis sagtens have en mening.

Nu er denne skribent nok i virkeligheden ikke voldsomt flæbende og da ikke i et større omfang og da ihvertfald slet ikke et, som jeg vil indrømme. Hvis det altså teoretisk havde været muligt. Alligevel er det da ganske skægt at "skimme" substansen i denne lidt mere end midaldrende dames profil, for måske man alligevel havde efterladt et lille minde et sted. Man "under" jo altid andre mennesker det allerbedste. Og sandelig, om der ikke er en sentens, som med lidt god vilje kan opfattes som en "cadeau" til denne skribent:
(jeg. hun red.)Ved en hel del om, hvad jeg ikke vil og er ved at få et klart billede af, hvad jeg vil."

Hurra, hurra jeg er med alligevel ganske vist som den uheldige ballast og måske ligefrem "det tynde øl" men MED! Derudover er det nu osse lidt forstemmende at læse med over skulderen her, for faktisk er konens krav her ganske overordentligt moderate. Kan det virkeligt passe, at jeg ikke engang kunne leve op til dem? Det må det vel kunne eller også er der andre forklaringer. Sentimental? Aldrig nogensinde, det ligger slet ikke til mig. Gad vide hvorfor jeg så sidder og læser det så indgående. Nå, livet består jo alligevel kun af summen af de enkelte livsskæbner, så i kosmisk perspektiv giver det vel mening. Ellers er det vel strengt taget noget dumt.

Til sidst skal vi lige minde om den allermest eviggrønne indspilning af Koslows allerede kanoniseret-eviggrønne hitmelodi. Vi taler selvfølgelig om den amerikanske musikomikalske orkesterleder Spike Jones og hans band "The City Slickers" med en pendant til brevkasseredaktøren på den gamle tegneserie "Gru", selveste "Fætter Maddike" på vokal. Eller er det bare en parodi på gyser-skuespilleren Peter Lorre, ham med øjnene helt ude på siden af hovedet som en australsk dyndspringer (amfibisk fisk red.) Nummeret er skidefedt og med vokal backing af intet mindre end det allestedsnærværende "The Boys in the Back Room" bør denne tidlige high fidelity-superklassiker bestemt genhøres.

Iøvrigt betyder "slickers" jo blot "smarte fyre", så det stod altid Spike Jones ganske frit for at hyre folk ind. Smart personalepolitik, faktisk. Og derudover kan jeg stadigvæk ikke forstå, at sangerinden i flower power-popgruppen "Jefferson Airplane" ikke blev drillet i skolen. Hun hed nemlig Grace SLICK Sikke dog langt og vidtløftigt man kan komme omkring uden videre mål og med blot ved synet af egen fortid. En fortid som heldigvis er savnet på nogenlunde samme intense måde som datidens anden trælse plage, den nedgroede storetå-negl. Det bedste er så, at der helt tydelig er tale om ganske symmetrisk opfattelse af fortiden og det er vel i virkeligheden det mest livsbekræftende ved denne engang så "flammende fortid"...

Herluf Bidstrup

I dag vil vi indledningsvis mindes en særlig dansker. Han forblev til alt held relativt "særlig" til sin død i 1988 efter et langt liv som primært tegner. Han var vist ellers oprindeligt uddannet i den mere kunstneriske maler-gren, men nogen særlig kunst var der nu ikke over mandens virke som blad-tegner i de sidste godt 40 år af hans liv. Eller måske var der, ihvertfald eftergjorde ingen andre danske karikatur-tegnere Bidstrups tegninger og det er vel også en slags kunst at være eksklusiv. Ellers osse kan der være andre grunde, og det var der her, rigeligt!

Bidstrup var som få eller færre længere kan huske den såkaldte karikatur-tegner i det danske kommunistpartis avis "Land og Folk". Ingen i min egen generation kan vel undgå at mindes ungdommens påtrængende noget mere end halvforstyrret-udseende gadesælgere af denne avis stå dér foran indgangen til Brugsen i deres islandske sweatre og Kansas-busseronner (den blå sag med den karakteristisk-klædelige knaldrøde snøre!). De solgte næppe ret mange aviser, men alligevel kunne avisen dengang fint løbe rundt. Typograferne var dengang ellers landets stærkeste fagforening, så det kunne være vanskeligt at forstå, at avisen med sit diminutive oplag kunne finansiere denne "arbejder-adels" fyrstelige lønninger. Det kunne det så heller ikke. Ihvertfald stod de der da troligt næste lørdag igen. Det var dengang Ole Sohn var formand for de danske kommunisterne, en pæn og affabel mand. Eller hvad han nu var, på en af datidens valgplakater stod han, som vi vist engang har nævnt, storsmilende bredt og skævt med en beundrende ungmø med et så indbydende kropssprog, at vi skal helt tilbage syd for den dansk-tyske grænse i 1930-erne for at finde lignende fascination af nogen førerskikkelse.

Inden vi kommer alt for langt ud af denne tangent, som allerede i sig selv er en tangent til dagens egentlige emne (puha!),så tilbage til Bidstup. Hans såkaldte "vittighedstegninger" var nemlig ca. ligeså langt fra nogensinde at være blot det allermindste vittige, som noget nogensinde teoretisk har kunnet være. Bidstrups skildring af verden var simpelthen fuldstændigt tænderskærende rædselsfuldt en-dimensionel og politisk kvalm. Vi mindes aldrig nogensinde at have noget så menneskefjendsk i tegne-branchen med mulig undtagelse af ditto aktiviteter i visse Hamas-aviser i Gaza og på Vestbredden. Tegnerne var ikke alene i sort-hvid, det var hele deres verden også. Måske verden dengang bare var sort-hvid, som Steen fra "Steen og Stoffer" engang blev belært af Steens far. Paradoksalt men muligvis sandt.

Bidstrups sort-hvide verden af hysterisk helgen-gørelse af det kommunistiske arbejder-paradis i Sovjetunionen og Østblokken blev ganske modsvaret af hans skildring af det frådende kapitalistiske samfund i Vesten. Allerede i deres egen tid var det mest vittige ved Bidstrups tegninger deres vanvittigt-menneskefjendske ufrivillige parodier på det kommunistiske lykkeland. Det var dengang en af tidens bedst kendte danske politikere hed Per Hækkerup, som man vel med nogen ret kan sige er den kvikkeste danske top-politiker, som aldrig blev statsminister. Lykketoft helt bestemt ikke undtaget her! Den affable Hækkerup med den sjældne politiker-gave "absolut lydhørhed" var en formidabel mand, langt større end sin tid. Nu betød "lydhørhed" her ikke, at Hækkerup hørte efter andres synspunkter, det spilder rigtige politikere aldrig tiden med. Nej, det betød kun, at Hækkerup altid i helt usædvanlig grad lyttede til, hvad der blev sagt, så han øjeblikkeligt som en dykkende havørn kunne slå ned på den mindste fejl eller "sprællen i nettet" hos modparten.

Hyper-intelligente Hækkerup havde blot et dengang ganske udbredt politisk problem, kendt igennem også de andre partiers topledere: Middelsvær alkoholisme. Både Erik Eriksen, Jens Otto Krag, kommunisternes Knud Jespersen (med sit koket-bølgede Fætter Højben-hår) og begge brødrene Møller, Aksel og Poul sad rigeligt længe i "Snapstinget" med tiltagende røde snuder og hastigt skrumpende levere. Eller er der ikke noget med, at de under skrumpningen bliver større?. Under alle omstændigheder blev politiker-snuderne over en ganske bred kam rødere ganske uanset parti-farve. Per Hækkerup var allerede som ædru landets måske mest "kontante" politiker og i de allerfleste andre kredse ville det blive kaldt "brutal", men som "lettere bedugget" var han meget, meget værre. Det forstod han aldrig selv, og det kom som et chok for ham, at broderen Hans, som var langt mindre velsignet med samme "intelligensens nådegave" som begavede Per, kom næsten ligeså langt. Og at den knapt så selv-ukritiske Krag forbigik Per som sin efterfølger uden blot en tanke. Han kunne nu også være ganske brutal, kunne Krag!

Så springer vi lidt frem i tiden. Kort efter Bidstrups død i 1988 kollapsede Sovjetunionen og omkringliggende imperiale besiddelser. En af disse viste sig måske ikke helt overraskende at være det danske kommunistiske dagblad, Bidstrups gamle arbejdsplads "Land og Folk", som efterfølgende viste sig at have været hoved-finansieret af KGB og konsorter. Bidstrup stod som den heldigvis sidste eksponent for et himmerigsrige i Øst (som aldrig fandtes) og et rædselsregime i Vest, som heller aldrig gjorde. Næsten, skulle det vise sig.

I går viste DR TV i "Operation X", at usalig Bidstrup måske for en enkelt fligs vedkommende alligevel havde haft ret. I en skildring af et kommunalt jord-køb i Hillerød kommune mellem kommunen og den lokale kommunale konservative parti-formand, sekunderet af dennes mangeårige parti-ven i byrådet fik Bidstrup alligevel en slags "posthum ret" Selv Bidstrups værste karikaturer af savlende kapitalistisk grådighed og hån overfor alle utvetydige beviser, ret og anden rimelighed viste sig næsten utilstrækkelige i denne oprulning af en ef sikkert mange kommunale indspistheds-skandaler. Værten Morten Spiegelhauer gjorde et glimrende arbejde med at interviewe disse herlige mennesker, hvis "performance" i kvalmende løgnagtig vedholdende foragtelig utroværdighed vi aldrig har set udenfor Bidstrups univers.

Og så tilbage til salig Per Hækkerup, for nok var det konservative "bon-kammerater, som gennemførte denne skandaløse handel for kommunens penge til garanteret gensidig gavn, men det var Pers barnebarn Nick, der havde været borgmester dengang for et par år siden i Hillerød. Og så faldt hele afsløringen fuldstændigt sammen til allersidst, for en forudsætning for overhovedet at forsøge at få skovlen under den uhæmmede konservative griskhed, havde man brug for Nick Hækkerups udtalelser om, hvem der havde været med til møderne angående handelen. Hækkerup måtte diske op med lidt tågede små-slørede forklaringer om, at det vist havde været gunstigt i spekulativt øjemed for kommunen at købe den håbløst kunstigt overprissatte grund.

Nick Hækkerup er en dygtig mand selv om han ikke når farfaderen til sokkeholderne. Det gør nu næppe heller andre, men alligevel viste han sig altså at være alt for dygtig. Eller også viste hele "Operation X"-eksperimentet her, at vist ikke alt var, hvad det gav sig ud for at være. Som i anden politik var der mere skjult end man kunne tro. Tilsyneladende spontant adspurgt af Spiegelhauer, om det monstro var lovligt for en kommune at bedrive spekulation i jord svarede Hækkerup, en en nylig afhandling ved Ålborg Universitet havde bekræftet at det var helt fint. Ja, han kunne endda finde rette mand, som godt nok fuldstændigt afviste, at man kun drage denne konklusion. Det store ubesvarede spørgsmål er så blot: Hvordan i alverden kunne det dog være, at den tidligere Hillerød-borgmestervar SÅ GODT inde i den allersprit-nyeste juridiske litteratur indenfor kommunal forvaltningsteori når han nu for flere år siden permanent havde FORLADT kommunalpolitik. Måske det bare er favorit-sengelæsning..? Snork!

Når folk har altfor "redebonne" svar på helt umulige spørgsmål er der altid et eller andet, der "lugter" lidt af andet end forglemmigejer. Selv om det nok er den blomst, de fleste politikere, Hækkerup her helt givet inklusive, ville ønske hen, hvor peberet gror.
Sådan en indlysende politisk blottelse ville farfar Per aldrig have givet, han ville være gået til modangreb omgående, ædru eller ej. Nick Hækkerup bliver næppe nogensinde statsminister, han er ellers en ganske præsentabel mand, men det bliver til gengæld af en helt anden grund end farfar Per. Ikke mindre gyldig, blot en anden!. Absolut intet tyder på, at Nick Hækkerup er ude på andet end at udøve "damage control" for sit eftermæle, men alligevel er det her altså lige lamt nok. Dengang man knaldede Al Capone havde man den klare målsætning, at hvis man kunne "follow the money" skulle man nok få skovlen under ham, og det gjorde man som bekendt. Kom i gang med at checke bankoverførsler mellem de konservative parter i denne parodiske sag, så skal det nok løse sig.
Bidstrup, du fik en slags ret, som alle kan overbevise sig om ved at gense gårsdagens grumme afsnit på nettet. Ikke meget, men lidt har nu (desværre) osse ret! Selv dit helt igennem syge og fordrejede verdensbillede viste sig at have en pendant i det nord-sjællandske. Lidt rehabiliteret er du vel blevet, Bidstrup, men ikke meget mere end alle dit stalinistiske drømmeriges døde dissidenter, som også undertiden posthumt blev rehabiliteret. Politisk svineri er ikke parti-specifikt.
Derudover må man også nøgternt konstatere, at enestående politisk brillians som Pers ikke nedarves direkte, men det siger vel ligesom sprogligt også sig selv. Ellers ville den trods alt jo heller ikke have været enestående.