Får og andre fæ

Som lovet vil vi i dag bringe sidste del af vores lettere fårede føljeton. Det er så langt den mest livsbekræftende del af afsnittene, og den rammer ned på den mest fundamentale del af enhver ægte integration. Nemlig den frie udveksling af hunkøn mellem de integrerende parter. Uden den er intet muligt og parallelsamfund er en naturnødvendighed. Vittigheden kan forekomme ganske plat og diskriminerende, men er på en sælsom måde smuk. Fordi der er tale om noget så helt usædvanligt som ægte respekt.
Nå, til dagens vits, som vil være den sidste der inkluderer får for en tid:

"A white professor is sent to darkest Africa to live with a primitive tribe, He spends years with them, teaching them reading, writing, maths and science. One day the wife of the tribe´s chief gives birth to a white child. The members of the tribe are skocked, and the chief pulls the professor aside and says: "Look here! You´re the only white man we´ve ever seen, and this woman gave birth to a white child. It doesn´t take a genius to work out what happened!"
The professor replies:"No, Chief. You`re mistaken. What you have here is a natural occurrence...what we in the civilised world call an albino! Look at that field over there! All of the sheep are white exept for the black one. Nature does this on occasion"
The chief is silent for a moment, then says:" Tell you what. You don`t say anything more about the sheep and I won`t say anything more about the baby"
På overfladen måske en lidt plat historie, men ægte tolerance på det helt og aldeles praktiske plan og måske det ligefrem tillige giver bedre uld. Med bedre "krøl"...?

Ellers skal vi dag spille lidt på vores helt nyligt indkøbte Chord Electronics forstærker på ikke mindre (og heller ikke meget mere, da der er tale om en switch-mode forstærker) end 2X480 watt. Atter engang skal vores tak lyde til alle de glade hifientusiaster, der har gjort dette indkøb muligt til absolut favørpris. Fordi det i almindeligt omdømme er blevet ca. ligeså respektabelt at dyrke eksotisk hifi som at have lige rigeligt kærlige følelser for store runde hvide uldtotter med 4 tynde ben i hvert hjørne. Eller måske endda mindre, man kan da slå de fleste fåreavlere op på Krak, mens de fleste hifientusiaster stædigt og ganske vedholdende hævder total dobbelt-blind anonymitet.

Det sidste er underligt, for når man ganske legalt kan købe en forstærker som vores lille nye til under en tiendedel af prisen, hvor meget mindre vil den så være værd på det sorte marked, nej vel? Designermøbler til hver en tid og selv en iPhone vil givetvis kunne indbringe mere end dette monstrøse chrom-vidunder. Sørgeligt og lige i dette tilfælde herligt! Hvordan spiller den så? Ja, det ved vi ikke rigtigt, ikke påfaldende grimt siger fruen men nok heller ikke klasse-ledende supergodt.

Ellers er hifi-aktiviteten faldet utroligt meget på diverse fora på det seneste, og det er jo ikke særligt overraskende når der ikke er andet end læsernes forum, som er aktivet. Alligevel ser vi et par "Harbingers of Doom" Denne sprogligt arkaiske konstruktion har underligt nok ingen belæg i ældre litteratur, men den lyder blot så meget finere. Tilbage til problemerne: Det drejer sig om et par ligegyldige amerikanske højttalere, Axiom og Zu. De er ligegyldige mest fordi de befinder sig i USA og det skal de såmænd nok blive ved med.Disse producenter vil nemlig nu og fremover udelukkende handle på nettet og det skal da stå dem ganske frit for. Desværre for deres større udbredelse er der tale om højttalere til 10-20.000,- og ret mange mennesker kaster vel næppe sådanne summer ud i cyberspace for noget, som de kun har læst om.

Til gengæld giver det mange dådløse mennesker uendelig ørkesløs beskæftigelse at SNAKKE løs om disse mystiske højttalere, som fantasien tilsyneladende giver veritable vinger. Orv, hvor må de dog være gode. Jamen kære venner, så hold dog kæft og KØB et sæt! I stedet for blot hjernelamt at snakke om noget, som alle allerede længe har snakket om. Rent net-selvsving det her. Der er det triste problem på sigt ved det her, at det yderligere vil udhule de annoncører på de danske sites, som allerede nu brillierer ved deres stigende fravær. Fjern dog for Helvede de her fantasi-luftfrikadelletråde i en vældig fart og skriv noget SELV! Al forvirring, også den selv-inducerede, fjerner salg og det LIGE MED DET SAMME!

Nu er der ikke alle de (få) tilbageværende annoncetekster, som er lige dårlige og triste allesammen. Det vil sige, sprogligt er de forfærdeligt ringe, men sjovekan de sagtens være. I dag skal vi træde varsomt, da vi faktisk selv sælger dele af sortimentet for den producent, der omtales. Det ændrer dog ikke sprogligt ret meget ved denne forklaring om et ganske specielt og helt universelt akustik-reguleringsprodukt:
"Vari Bass er helt specifikt konstrueret og designet til stort set alle typer rum, som indspilnings studier, projekt studie, hjemmebiografer, Hi FI, kontor miljø, showroom m.m."

Produktet er helt sikkert fint nok, men hvordan man "specifikt" kan konstrure noget til "stort set alle typer rum", ja der står vi blot måbende tilbage. Som får derude helt derude på den alleryderste kant, lette ofre for tilfældigt forbipasserende new-zealændere og andre negerhøvdinger.

Dagens racistisk/tvivlsomme vits

I går var vi slemt fristede til at videregive nedenstående vits, men fandt det noget upassende. Det er det givetvis stadigvæk, men i det mindste bringes den ikke i dag i direkte sammenhæng med omtalen af forlængst forsvundne gamle veninder og alle hentydninger til diverse alternative seksualitetsformer ude ved den yderste vestjydske kyst er naturligvis tilfældige. I et eller andet omfang.
Vitsen har alt det, som gør vittigheder RIGTIGT gode. Den er både sjofel, diskriminerende og delvist groft-racistisk, kort sagt ren "gefundenes Fressen" for ethvert politisk-godgørende organ. Den er dog tydeligvis kommet under bagatelgrænsen, fordi begge involverede parter er hvide grænsende til det egentligt blege. Så bleg som man kan blive, når langt hovedparten af landenes befolkninger er efterkommere af meget nylige indvandrere fra England og Irland. Den er lidt grovere end selv mester-oversættern af tegneserien "Lucky Luke", Tonny Lützer, nok ville have formuleret det i selv de mere frigjorte halvfjerdsere, men næppe forfærdeligt meget.

Og så måske alligevel ganske lidt. Gårsdagens tekst omtalkte bl. a. forskellige vestjydske idealisters kamp for den nye pressions-gruppe "Får til Kanten" Vi forstod ikke i går helt, hvad det gik ud på og selv en relativt god nats søvn har ikke gjort os spor klogere. Vi kunne dengang og kan kan stadigvæk i dag kun se ét formål med disse får derude på kanten.
Lige en tilføjelse inden vi selv hopper ud over kanten: Australiere og newzealændere har et traditionelt ret godmodigt fjendskab som alle nationer vel kun kan have det når de udelukkende har været i krig MED hinanden, aldrig IMOD. Australierne betragter naboerne længere ude i Sydhavet som dumme og enfoldelige men så dumme er de tydeligvis ikke. Enter vitsen "får til Kanten":
"Why do the kiwis (nz-erne red.) like to shag their sheep on the edge of a cliff? Because they push back so nicely!"
Det var så den relaativt uskyldige "hate-speech" vi havde valgt at viderebringe i dag. Da den ikke involverer mellemøstlige trossamfund blot det allermindste forventer vi ikke videre problemer. Selv om man jo altså holder får mange steder hm. måske vi skulle træde lidt forsigtigt..
Nej, jeg skulle aldrig have set den skide film "Brokeback Mountain", der sker alt for meget klamt og slibrigt derude på landet, når de smukke kvinder er enten væk eller udenfor rækkevidde. Det er vel det samme i virkeligheden? Og al den efterfølgende kunstige befrugtning med efterfølgende tvillinge-boom. I morgen vil vi hvis modet ellers ikke svigter viderebringe endnu en sublim fåre-vits, som involverer både neger-høvdinger og hvide missionærer. Til gengæld vil vi love, at vi kommer lidt længere væk fra "Får på Kanten", ikke at forskellen er stor..

"Får til kanten"

Facebook er en fantastisk opfindelse, og der findes tydeligvis ingen grænser for den menneskelige galskab. Ikke at man heller inden opfindelsen af Facebook på nogen mulig måde ville have kunnet være i tvivl, symptomerne er blot i dagligdagen så meget tydeligere. Af en god gammel og ellers periodisk ganske fornuftig veninde er vi blevet inviteret med i den gruppe, som dagens overskrift tager inspiration fra, og det er da ganske ærefuldt. Hvad det lige præcis går ud på er ikke helt indlysende for vankundige mennesker som denne skribent, men det er vist noget med, at den nære verden bedst frelses ved at lukke får ud. Det skulle på en eller anden forunderligt tilfældig måde være utroligt ideelt og ganske gunstigt for bevarelsen af den oprindelige danske natur deroppe i det af de fjernere hjørner af Danmark ud mod Vesterhavet.

Det forekommer muligvis andre end denne skribent en smule underligt, at dette ubegavede dyr, som jo ellers ikke akkurat hører med til den oprindelige danske fauna, skulle være det universalmiddel, som kan bevare naturen uberørt. Nå, konen deroppe på Lemvig-kanten er oprindelig dyrlæge, så hun ved vel noget, som denne skribent ikke gør. Eller rettere, det må vi da håbe, for helt overbevisende virker dette "salgs-prospekt" ikke ligefrem. Mon ikke bare der er tale om et af de tidlige stadier af den gode gamle fåre-sygdom "scrapie" på tværs af arterne, den oprindelige europæiske baggrund for sidste århundredes hysteri om "kogalskab" med "opdagelsen" af de såkaldte "prioner" Som i mellemtiden muligvis er blevet "af-opdaget", det har vi faktisk ikke fulgt med i. Dertil var datidens videnskabelige forklaringer simpelthen for lamme. For nu at afslutte i fåre-verdenen helt derude på kanten! Af al rimelig fornuft, og hvor bliver gederne af. De er jo godt nok lidt hårde ved visse jordtyper men vel ikke meget mere miljø-ødelæggende end alle de dumme får, som altid efterlader noget, der ligner en traditionel engelsk velplejet græsplæne som dén i "Asterix og Briterne"..

Nej, i det hele taget fatter vi ingenting af ret meget i disse dage. For eksempel ikke, hvorfor der er ophobet en så kolossal bunke arbejde, og hvorfor det er så skidesvært at rulle rundt på kontorstolen her i vores firma-hule. Fruen ville nok sige, at det var fordi der stod så mange store klassiske højttaler-sæt, og overfladisk betragtet ville hun naturligvis have ret. Vi retter lige: Hun har ALTID ret, hun kunne jo kikke med og selv om det er højsæson for selvmord i Danmark i denne tid (en disciplin, hvor Danmark stadigvæk hævder sig numerisk fremragende i verden, heja, blot underligt, at danskerne altid i officielle undersøgelser siger, at de er verdens lykkeligste) så er jeg ellers ret tilfreds med alting.
Det ændrer dog ikke meget ved, at det er tykke bunker af halvfabrikata-kabler, og alskens bunker af papkasser og andet isenkram, som ligger rundt omkring. Det bliver de så til alt held ikke ved med, men om det bliver meget bedre i de allernærmeste dage er tvivlsomt. Desværre og meget heldigvis!

Ellers ser vi kun lidt TV for tiden, DR´s dækning af regeringens finansplan er simpelthen for dum at se på. For eksempel var TV-Avisens første naturlige reaktion i går i forbindelse med medieforliget naturligvis at interviewe den socialdemokratiske medie-ordfører, bulbideren Mogens Jensen. Ikke fuldstændigt overraskende mente vor ven Mogens, at regeringens medieudspil ville udslette kvalitet indenfor TV og vistnok osse banke den danske kultur tilbage til dengang fårene herskede enevældigt ved den jydske vestkyst. Hvornår det så iøvrigt var, jeg mener ikke at man har fundet særligt mange fårehoveder i køkkenmøddingerne oppe i det nærtliggende Ertebølle...? Hvad er det lige andet end sønderlemmende kritik man kan forvente fra oppositionen til en siddende regering. Lærte I aldrig noget på Journalisthøjskolen efter dette jammerlige indslag efterfulgt en en kavalkade af tåberligheder tilsyneladende uden ende. Nå. klokken blev heldigvis 20.00 og så gik det over igen. Hvis DET HER er det, I kalder kvalitets-TV, i public service-regi, så får I eddermaeme problemer. Ikke med at gøre det bedre, nej udelukkende ringere. Ren Foxtel-TV på automatpilot.

På næsten samme måde så jeg i går morges en anden tilsyneladende solstrålehistorie fra et dansk udkantsområde. Der var historien, at der sandelig var "grøde i den" derude, for i et helt, helt ægte "human interest"-interview i en børnehave skildrede man en spændende situation, nemlig tvillinger. Nu er det ikke ret svært at få tvillinger, ikke hvis man er et får, som for det meste får det. Til gengæld mente journalisterne så her, at det var en god menneskelig beretning om det muntre (og altså osse åbenbart lidt "lystne liv på landet", at der pludselig var sket en eksplosion i tvillinge-bestanden til op mod 20 % af ungerne. Det kunne det osse have været hvis det ikke havde været løgn og det er de fleste alt for gode historier altid.
Ak ja, forklaringen er jo nok en helt anden og langt mere prosaisk. Nemlig at der åbenbart i området har været flere kvinder, som her blevet befrugtet kunstigt. Måske mens manden var ude at se til fårene eller hvad han nu har lavet og med hvem hm. vi skulle vist ikke have set "Brokeback Mountain".. Ved kunstig befrugtning ved den gængse fremgangsmåde er sandsynligheden for tvillinger ganske simpelthen KOLOSSALT STOR. Fordi man rent rutinemæssigt oftest for en sikkerheds skyld sætter 2 æg op i kvinden. En solstrålehistorie? Overhovedet ikke, vist mere et tegn på, at de pæneste piger forlængst er flyttet til storbyen og at de tilbageværende mænd ikke fuldstændigt frådende af lyst kaster sig over de færre tilbageværende kvinder. Det er en prosaisk kendsgerning, at det IKKE er de pæneste piger, som bliver tilbage.
Nå, de fik unger endda. Udover at vi godt vil vædde på, at tvillingehyppigheden deroppe helt sikkert ikke har toppet endnu! Noget fremad går det da, sommetider helt ud til kanten, til alle de andre får.

"En By i Provinsen" og et museum i Randers

For tiden genudsendes på DR K en af de bedste TV-serier fra denne skribents formative år. Det siger ikke alverden, for udover at der kun var en enkelt TV-kanal udenfor dengang priviligerede områder som den dengang noget nyere Gellerup-plan (som havde både Sverige og Vesttyskland, de heldige asner!), så var det heller ikke altid lige godt. Som det forresten osse kun sjældent har været siden. Dog var den endnu ikke fuldstændigt afdøde danske forfatter Leif Panduros krimi-føljeton "En by i provinsen" en af de afgjorte undtagelser. Den er ganske seværdig stadigvæk og blev efter Panduros utidige død allerede i 1977 nænsomt videreført af kongeniale manuskript-forfattere. Stadigvæk kan man glæde sig over, hvilken formidabel skuespiller Jens Okking dengang var. Serien er naturligvis ikke kunst, men den er heller ikke kunstig på den sædvanlige Anna Pihl-oppustet/forlorne måde. Og frem for alt er det en serie fra dengang, den samlede danske kvinde-population ganske spontant og samtidigt udviklede akut overfølsomhed overfor snærende BH-er. Måske det i virkeligheden er den allerstørste attraktion for stadigt mere midaldrende mænd?

Det skulle blive ganske meget anderledes, men det er en anden og tristere sag. Vi kommer dog til at tænke på det der med "..noget i provinsen" i forbindelse med, at vi i dag skal en tur til et museum i Randers med et lydanlæg for permanente kulturhistoriske udstillinger. Det er en mægtig fin ordre og især i betragtning af den måde, den er kommet i "hus" på. Jo, vi kan godt afsløre hemmeligheden, som helt enkelt består i, at en ældgammel tilfreds kunde har fungeret som rådgiver og så er sagen jo alt andet lige noget lettere. Osse mere forpligtende for os selv, da vi jo må forsøge at gøre denne nye kunde til "ny ambassadør" for vores lille firma. Ellers er det mest samling og montering af et større lydanlæg til en kulturforening på Ærø, så en vis fysisk aktivitet er påkrævet. Provinsen er ganske god ved os i disse dage!

Det var måske en lidt "søgt" indledning i dag, som mest skulle illustrere, at det går forventeligt fint i vores firma. Det går faktisk så fint, at vi i næste uge vil tage til en professionel brancheudstilling i København. Sådan noget har vi ikke deltaget i i hele dette årtusind, men denne gang er det ganske anderledes. Det "anderledes" er nu udelukkende, at vi har fået kørelejlighed med en af branchens sande og helt autentiske giganter. Det drejer sig om ingen mindre (og følgeligt heller ikke mere) end NIELS RIIS, gammel kollega par excellence helt tilbage til ur-tiden for næsten 30 år siden. Han er forfærdeligt festlig fyr og så er han gigantisk kæmpestor på en for denne skribent ganske let-genkendelig små-midaldrende måde. Sådan lidt "små-pyknisk" for dem, som endnu husker oldævls-klassikerne.

Det skal nok blive festligt. Især da fordi vi nok kommer til at møde de dynamiske idé-mænd bag importfirmaet med det historisk små-problematiske navn Signal Audio. Det bliver bestemt spændende at høre, hvordan det bare "går ud over stepperne", som sikkert salig Djengis Khan formentlig har udtrykt det. Sådan går det nemlig altid for alle på sådanne udstillinger og det har altid forekommet underligt når nu alle og enhver kan se, at det gør det BARE OVERHOVEDET IKKE. Lige i tilfældet med dette nye firma er det særligt svært at vide, da der ingen opdateringer har været på hjemmesiden siden den 24.februar. Nå, man kan jo bare have for travlt til den slags papirpjat, det er nok den bedste forklaring omend ikke den eneste teoretisk mulige.

Nå, vi får se, men mon ikke messen samtidigt ganske grundigt kommer til at "vaccinere" os endegyldigt mod gentagelser af mangel på succes, sådan plejer det at gå.. Turen derover og især hjem kan ingen dog tage fra os, så alt ialt skal der nok være gemytlighed til stede, og det er jo trods alt det, alting drejer sig om. I min egen hovedsageligt ialtfald.
Ellers skal vi i den nærmeste fremtid "springe ud" Ja, du har set ganske rigtigt, i den nærmeste fremtid vil der være mulighed for at se denne skribents skriverier på en ganske ukendt front, ja faktisk et sted, jeg ikke engang anede eksisterede. Det gør det så heller ikke rigtigt og man er faktisk blevet så desperate (DET siger noget!), at man har indforskrevet vores beskedne hjælp.
Det bliver så spændende, om nogen nogensinde opdager det, for i dette særlige (endnu da!) tilfælde fungerer vi simpelthen som professionelle skribenter men til gengæld ganske anonymt. Lidt afhængigt af hvor godt resultatet bliver vil vi måske engang afsløre det.
I mellemtiden vil vi blot glæde os til gensynet i København med alle de gamle venner. Og så de par stykker, som falder lidt uden for denne kategori Sådan er det vist bare med han-hunde, nogen gør/gøer, andre gør! Det afhænger vist mest af størrelsen hvor meget behov man har for at gø og det gælder vist både hunde og mennesker! Store hunde til hver en tid!

"Den kvie-øjede Hera"

Denne skribent er med tilsyneladende uafvendelig stejlt stigende acceleration ved at forlade den relative midalder til fordel, vel i virkeligheden ikke noget særligt. Eller blot godt. Hyppigheden af gamle minder synes at stige ud af årtiers glemsel, mens man har svært ved at huske senere begivenheder. Det må vel være derfor, denne skribent hver eneste morgen får havregryn, for så kan man da i det mindste altid huske, hvad man fik i går og nylige "fix-punkter" er altid nyttige.. Det er straks noget værre med aftensmaden, hvad var det nu lige...?

Jeg kommer jo som visse bekendt fra landet, og derude findes der massevis af køer, dyret altså. Begrebet "dum som en ko" giver ganske god mening, når man selv kommer fra landet, for sandt og sige var topmålet af intellektuel aktivitet hos genboens make-k'øer, at de selv hen på eftermiddagen kunne finde ud af selv at sjoske hjem til stalden nede fra marken for at blive malket. Det var med smertefuldt mælke-spændte en ganske heldig og hensigtsmæssig adfærd, men ligefrem super-intelligent var den vel ikke akkurat. Udover altså at der altid skulle en fører-ko til for at iværksætte hele denne regelmæssige vandring og alligevel var der for det meste et par helt usædvanligt dumme køer, som ikke kunne finde ud af det alligevel.

De stod så blot efterladte og muhede hjerteskærende indtil det efter nogen tid tilsyneladende gik en prås op for de dumme kræ. De samme dumme efternølere hver evigt eneste gang! Til gengæld er det andet begreb fra denne specifikke del af landbrugserhvervet, som stadigvæk bruges i såkaldt "pejorativ" form, som aldrig er kommet til at give mening for denne skribent. Det er det begreb, som hedder "fede ko" og lige det har altså absolut ingen rimeligt faktuel baggrund fra landbruget. INGEN malkekøer er nemlig spor fede, dertil er det danske landbrug alt, alt for intensivt og effektivt. Yverne kan godt være store, men køerne er altid i betydelig grad magre som kvindelige super-modeller. Ikke dem man er gift med, vi taler faktuelt om de udmagrede tøj-stativer og så skal vi vist "elaborere" for meget videre af denne tangent.

Køer er for andet end lystne tyre af samme art ikke voldsomt pæne, men det er deres øjne hvis man skal tro digteren. og det skal man vel, og især når digteren ikke er nogen anden end selveste Homer, den blinde vandringsmands-copyrightindehaver til "Odysseen " og "Iliaden" Utallige er de gange, hvor gudinden Heras vidunderlige øjne fremhæves. Ikke som det, de burde være, nemlig "ko-øjer", nej, i Wilsters danske oversættelse bliver det til "kvie-øjer" måske for at undgå den nærliggende-forveksling med de cirkelrunde huller i skibsskroget, som osse går under betegnelsen "ko-øjer" Ikke "ko-øjne", sjovt nok måske det bare er et andet ord eller en sproglig finurlighed.

Under alle omstændigheder er det spændende at fundere over, hvorfor Hera aldrig blev karakteriseret som "kalve-øjet", for kalve er strengt taget en hel del mere "nuttede" end både kvier og køer, men sådan er der så meget i digtningens kunst, som er langt hinsides denne skribents fatteevne. Og nok endda en hel del mere end jeg er klar over eller blot på nogen måde vil være ved!
I Homers omfattende person-univers fungerer ord som "kvie-øjet" om Hera og ditto om alle de andre utallige personer på teknisk samme måde, som den lille obligatoriske "Leitmotif"-fanfare i komponisten Richard Wagners ikke meget mindre overlæssede lang-gabende operaer. Som udover at være lange nu osse har en vis charme i den mere robuste afdeling, men alligevel..
Og hvorfor så alle disse minder for fortidens oldævls-timer? Fordi vi år efter år efter år i forbindelse med den netop afholdte lokale musikfestival kaldet "Spot" mindes om, at al skolelærdom ikke har været ganske forgæves. Tættere på, end man måske ønsker, men vi er ikke helt i mål med hensyn til fordummelsen endnu. Enter JP-journalisten Kasper Schütt-Jensen!

I parentes skal det med, at denne festival er et veritabelt "musik-kræmmermarked" af simpleste skuffe, hvor man som ved tidligere tiders såkaldte "hiring fair", som det hed på angelsaksisk (og som betegner det årlige møde mellem sælgere og købere af landlig arbejdskraft, fandtes ikke helt så formaliseret i Danmark). Det er helt fint på samme måde som alle andre kræmmermarkeder er, denne form for menneskelig købslagning, ikke ganske ulig tidligere tiders slavemarkeder, hvor man osse mødtes for at føle lidt "på tænderne" Hvis det kan sælge noget musik er det sikkert fint og hvis det ikke kan er det vel lidt ligemeget, så var det vel blot ikke godt nok?

Den gennemgående musikalske bagmænd gennem alle årene har været legendariske Gunnar K. Madsen, legendarisk fordi han er den vistnok eneste med stadig insisteren på af mellemnavns-bogstavet "K" til enhver tid. Nå, ham lader vi ligge og sole sig efter pinsens succes-oplevelse i dag og skal i stedet lige nævne lokal-pressens dækning. Som altså bringer minder om ur-moderen til alle klassikere. HVERT ENESTE ÅR uden nogen undtagelse har JP-journalisten talt om en vis David Fricke. For at minde om, hvilken af sikkert utallige David Fricke´er vi taller om, bliver vor ven helt klassisk og det kan næppe længere være et tilfælde. Denne Fricke er nemlig "en legendarisk skribent" fra selveste det amerikanske rock-tidsskift "Rolling Stone"

Fanfare-fanfare for denne fornemme gæst fra det godt nok efterhånden noget underdrejede amerikanske magasin, for man må jo nok erkende, at musikalsk debat og almindelig fremdrift ikke længere foregår i et blad, som selv denne skribent lige var det yngste til at værdsætte, dengang det for alvor betød noget. Det var forresten osse dengang, at David Fricke opnåede sin legendariske status, for han interviewede selveste ak ja "Rolling Stones" Når nu bladet HED sådan var det vel ikke en uhyrlig præstation skulle man synes.

Der er rullet mange rullesten forbi siden (og den slags ruller sjovt nok aldrig OPAD, endsige FREMAD), men Fricke er forblevet legendarisk. Og så bliver han blot endnu mere legendarisk, når han siger pæne ting om de lokale bands. For flere år siden roste han til skyerne det noget mystiske lokale orkester "Under Byen" uden at det da vist ellers gav blot det allermindste internationale ekko. Måske Fricke nu her 40 år efter blot ikke længere har andet end sin æres-titel tilbage? Noget kunne jo tyde på det, men mon vi ikke trygt kan regne med at se ham tilbage til næste år ved samme tid? Det tror vi, på ganske samme måde som den ligeledes noget afdankede irske Grand Prix- smørtenor Johnny Logan også altid vil forblive den allerstørste stjerne. Ved Ulfborg Husmødreforenings årlige musikfestival i pigernes gymnastiksal. Stjerner, selv de, der hastigt nærmer sig deres "nadir" (hvis man da ellers kan sige at noget er modsat "zenith" og det burde man vel kunne) er jo de største stjerner når blot sammenligningen er sølle nok.

Til gengæld kan det alligevel altid sprogligt blive lidt ringere endnu. I dag lød en overskrift på DR-tekst TV nemlig "Søvndal ønsker hurtigt valg nu" Ja, hvornår Fanden skulle dog ellers et hurtigt valg være, andet end lige nu...? Ligesom der er en tid til alt andet, for eksempel "På gen-kik i morgen, over and out herfra"

Vindere og tabere

Så er vores nyindkøbte TDL-højttalere oppe og køre for fuldeste gas, og det er ikke mindst fruen i huset osse. "Oppe og køre", altså, over, at fuldvoksne og hidtil relativt fornuftige mere end midaldrende mænd kan falde i svime over disse skrumler på omkring 300 l. Det er ikke størrelsen, som fruen anfægter, som tidligere nævnt på dette sted er det "gørelsen", altså lyden, som hun mener er den dårligste i huset. Konkurrencen fra den hidtidige reference i negativ henseende for hende, vores Altec-Lansing truthorn, var ellers temmeligt hård, dem kunne hun simpelthen ikke blot udstå bare det allermindste og så er TDL altså alligevel værre endnu...

Nu skal man ikke argumentere for hvad der er bedst i vores samling af helt kolossalt forskelligt lydende hi-fi for nogensomhelst og allermindst for fruen i huset, der altid har noget mere ret i sine bedømmelser, end ikke mindst denne skribent ønsker at indrømme. Eller KAN, uden at enhver sølle rest af tilbageværende mandighed krakelerer fuldstændigt. Sådan lidt summarisk sagt kan vores store nye/20 år gamle transmission-line højttalere spille BAS, masser af bas, helt sindssygt meget bas. Osse diskant, MASSER af diskant, helt sindssvagt meget diskant, bestykningen er jo trods alt osse 2 diskanter plus en superdiskant pr. box. Mellemtonen er der så lige knapt så meget af og det, der er, er i opløsning ikke helt i den husvante-opløsningsklasse. Lidt populært sagt taler vi en om lettere "tåget" og en smule diffus mellemtone.

Det gør dog absolut ingenting for denne skribent, for sådan lyder bextrene-mellemtoner altså bare på godt og især ondt. Ligesom de anvendte hjemmelavede og ganske billige diskanter mest excellerer i niveau fremfor subtile detaljer. Historien om englænderen John Wrights engelske højttaler-eventyr fra 1970-ernes IMF gennem 1980/90-ernes TDL til endelig gensidig død er en lærerig historie. Mest fordi den i store dele af tiden foregik parallelt med et andet og mere succesrigt forretningseventyr. Man kan vel ubestridt tale om mere succes for tyske Dynaudio (som godt nok ligger i Danmark men det bliver det nu ikke mere dansk af, selv McDonald er vel i sin franchise-form LANGT mere dansk..), for de er her da endnu.

Der er dog alligevel betydelige fællestræk mellem TDL og Dynaudio. Gennem flere årtier var begge firmaer sjovt nok direkte konkurrenter til sig selv og det lærte de begge af. Den ene lærte det dog så sent, at den allerede var terminalt dødsmærket. Dilemmaet var selvskabt og i virkeligheden latterligt og hed SELVBYG. Heldigvis for den overlevende part var der dog forskel på graden af dumhed og derfor døde TDL så hurtigt, som de gjorde. Forskellen bestod helt fundamentalt i, at INGEN af Dynaudios byggesæt var direkte kopier af færdige højttalere, mens ALLE TDL`s var. Dynaudio konkurrerede således aldrig direkte mod egne færdighøjttalere, mens TDL ikke gjorde andet. Hvis det sidste lyder dumt skal det blive dummere endnu.

Dynaudio solgte for det første de løse højttalerkomponenter DYRT til distributørerne, mens TDL solgte dem SKIDEBILLIGT. Det gav selv byggesættene fra Dynaudio med pressede blikchassiser og miniature-magneter og almindeligt grinagtigt udseende en langt højere status, da den pris, kunden har betalt, pudsigt nok er direkte proportional med den opfattede kvalitet. Prøv at sælge verdens bedste enhed for en hund og dø af sult, for sådan en vil ingen da have! Mænd er altså noget dumme. Paradoksalt nok var TDL´s færdige højttalere for den tid sindssvagt dyre. De fabriksfremstillede RSTL, som vi spiller på her i "hulen", kostede omkring 20000,-. Stykket og det er heller ikke billigt nu her 20 år efter, ikke rigtigt synes vi og fruen da slet ikke!

Det sjove og det dummeste for TDL var vel, at man havde offentliggjort samtlige tegninger og byggevejledninger for ALLE deres modeller. Som alle var store og klodsede og allerede dengang for mange år siden helt og aldeles ude af takt med, hvad forbrugerne ønskede. Markedet var således begrænset til fjolser som undertegnede og få andre, alt, alt for få! Og så ødelagde man alligevel det hele ved gennem få distributør/forhandlere simpelthen at tilbyde HELT FÆRDIGE fabriks-samlede filtre og ALLE ENHEDER til deres produkter og det til en pris, som var ganske grinagtig i forhold til den færdige højttaler. Helt vildt LAV!

I en periode var dette "gefundenes Fressen" for direkte-til-dig forhandlere, som korrekt kunne påpwege den kolossale besparelse, som kunden kunne opnå ved at samle højttalerne selv og salgs-successen var øjeblikkelig. Den varede så lige indtil det gik op for TDL, at man måske havde lavet en kommerciel katastrofe, for naturligvis droppede alle de andre distributører af firmaets færdighøjttalere øjeblikkeligt forhandlingen og al markedsføring ophørte.

Det hjalp selvfølgelig ikke, at TDL forsøgte at "rebe sejlene" og stoppe leverancerne af katastrofalt underprissatte løse enheder til selvbyggerne. "Ånden" var forlængst sluppet ud af flasken og alle interesserede i store klumpe-dumpe højttalere (få og tiltagende færre) havde enten bygget dem eller vidste nu, at de anvendte standard-industrienheder ikke kostede en skid eller var noget specielt. Det sidste er en ren katastrofe, for når der ikke længere er nogen "nødvendig mystik" i disse engang så dyre højttalere tilbage, så ophører alting og det gjorde det så osse. Alene det, at firmaet nåede at flytte 4 gange på et årti tyder vel heller ikke på, at der var meget håndværksmæssig kontinuitet, trods alt er fremstilling af både (få) boxe og (lidt flere) enheder helt håndværksmæssig og ganske manuel. Når man således flytter væk fra sine møjsommeligt op-trænede medarbejdere kan man naturligvis aldrig opnå nogen af de ambitioner og øget kvalitet, som man måtte have. Eller ikke have, det skete da ihvertfald ikke og det ville det naturligvis heller aldrig have kunnet.

TDL døde den triste og ensomme død, som alle håbløst misrøgtede firmaer uden strategi og publikum gør. Dynaudio holdt efterhånden op med overhovedet at sælge løse enheder og gav i samme ombæring de allerede ganske høje priser et yderligere "nyk" måske for at forøge ejerglæde og almindelig eksklusivitet. Måske det også hang sammen med, at priserne i en periode på færdighøjttalerne bevæge sig ganske friktions-frit op mod startosfæren, og på den baggrund var der god mening i at "cloake" (tak til Star Trek og de infame klingon´er) enhedernes reelle pris. Eller hvordan man nu skal udtrykke det, det koster trods alt kun ret få håndører at lave de fleste højttalerenheder, som sidder selv i færdige modeller til 100.000,-

Hele selvbyggermarkedet er i praksis forsvundet og det er måske meget godt. For producenter af færdige højttalere er det da ja ganske nødvendigt i virkeligheden. Og paradoksalt nok også for forbrugerne, for hvis der ikke findes færdighøjttalere lokalt, så findes der intet salg, hverken af løse enheder eller andet. Og det heller ikke GLOBALT. Verden er ikke nødvendigvis blevet bedre efter TDL`s storhedstid, blot klogere, men der skulle nu heller ikke meget til!

Hosekræmmere og bukse-snedkere.

Engang for ikke så forfærdeligt længe siden huserede der vist især danske kystnære områder et sælsomt og uhelds-svangert fænomen. Jeg har aldrig selv på trods af langvarig eksponering til selv-samme dele af Kattegat set fænomenet, der i bagklogskabens skær næsten kunne måle sig med en anden ulykke-bringer, det flyvende sejlskib "Den Flyvende Hollænder" Så vidt vides er denne flyvende genstand den eneste vinddrevne konstruktion, som ALTID sejlede imod vinden. Om det var på grund af en egentlig konstruktions-brist som den, der sendte den svenske flådes helt nybyggede mega-slagskub "Gustav Vasa" til bunds i Stockholms havn straks efter stabel-afløbningen ved vi ikke. Noget må der dog have været galt. Næsten ligeså galt som det var med logikken i disse gamle søulke-historier, for hvordan kunne det dog være, at man kunne overlevere disse historier om "Hollænderen", når nu alle, der så ham, allerede uvægerligt var dødsdømte? Nå, flaskeposten var vel opfundet dengang osse, ja, det må være måden!

Sagen med "Gustav Vasa" er vist iøvrigt stadigvæk interessant derved, at man aldrig helt fandt ud af, hvorfor det slet ikke kunne sejle selv i særdeles vindfattige områder som Stockholms inderhavn. Så snart den svage vind greb sejlene krængede den stolte skude over, indtil vandet fossede ind af kanon-portene og så var det ligesom slut giganten.
Nu lavede man ganske vist alle skibe dengang på såkaldt "klamp", det vil sige uden tegninger eller anden teoretisk tyngende ballast, men sjovt nok havde skibets hollanske bygmester ganske kort tid forinden lavet et andet identisk skib, som sejlede helt fint. Det vil sige, det sank nu osse men det var først efter en længere skud-duel med efterfølgende ild-svåde. Mærkeligt således, at "Gustav Vasa" således ikke kunne andet end at synke øjeblikkeligt, når der nu ellers ingen tilsyneladende forskel var på skuderne, men det er jo vanskeligt at argumentere mod indlysende kendsgerninger. Sank, det gjorde den!

Nå, det andet fænomen, der hærgede de danske farvande dengang, hed "Buksesnedkeren" og var en svøbe, ikke mindst for andre hurtige sejlskibe. "Buksesnedkeren" var udover at være et af datidens mest succes-fulde tekstil-brands nemlig en stor kapsejlads-båd. Som bekendt kan større sejlbåde alt andet lige sejle hurtigere end mindre og stor, DET var "Buksesnedkeren" Derfor vandt den massevis af de store danske kapsejladser som "Sjælland Rundt" og andre af datidens absolutte pseudo-begivenheder. Det var nu ikke blot for konkurrenterne, at "Buksesnedkeren" betød evig ulykke, nej, det kom også til at gå ud over det bagved-liggende tekstil-imperium.

Om det så var fordi folk som undertegnede blot var blevet inderlidt trætte af at høre navnet evig og altid i sporten er vanskeligt at sige, måske folk blot funderede sig hjernelamme over, hvad i Helvede dog en "buksesnedker" dog var for noget bøssoidt snak. Mening gav det vel objektivt set ikke og en dag gik firmaet konkurs og lever som "Den Flyvende Hollænder" udelukkende videre i en stadigt mere tåget erindring. Tåget på samme måde som datidens utallige direkte radiotransmissioner fra de dramatiske højdepunkter fra "Sjælland Rundt" om, at "LIGE NU lå "Buksesnedkeren" som den førende båd i tåge og vindstille i Storstrømmen" Folk må have været nøjsomme dengang med hensyn til nyheder eller også skete der blot slet ingenting. Men så lidt ligefrem?...?

"Buksesnedkeren" gik til bunds som "Gustav Vasa" og var og en en helt aldeles ligegyldig parantes i en tid, som allerede i sig selv var en ligegyldig parantes. da jeg jo ikke var blevet gift med fru Mathiasen endnu og alt dengang alligevel var i sort-hvid og derudover almindelig spild af tid. Nej, vi kom fænomenet i hu i dag, fordi min datter i går fik en bog med hjem. Eller bog og bog, det er måske så meget sagt, mere senere. Det drejer sig om pensum til mundtlig eksamen i dansk i 9. klasse, og jo, sandelig om det ikke drejer sig om den store danske forfatter Steen Steensen Blichers novelle "Hosekræmmeren" Som jo unægteligt får noget til at "ringe" selv hos denne tiltagende affældige skribent.

For minsandten om det da ikke var den selvsamme novelle, undertegnede var oppe i på det ganske tilsvarende klassetrin. For altså næsten præcist 40 år siden, eddermaeme længe. Det er jo mere end en gennemsnitlig generation og allerede dengang var denne fine novelle fuldstændigt uegnet for mindre børn. Ikke engang dengang fattede nogen af os unger nogetsomhelst af Blichers fint pointerede portrætskildring og da jeg senere en del år senere genlæste novellen var det fuldstændigt ubegribeligt, at jeg skulle have læst den før, så lidt havde jeg fattet som 15-årig. Det største varige minde, vores ufrivillige utidige eksponering til Blichers mesterværk gav, var total afsky for litteratur. det har vi været inde på tidligere, de sikkert velmenende dansklærere "vold-boller" simpelthen al senere mulig interesse for nydelse af litteratur. Det er ingen nyhed.

Til gengæld er det så en nyhed, at dansklærerne så ikke nødvendigvis har udviklet sig i samme grad som deres realløn er steget. Trods alt havde vi børn anno 1972 et rimeligt dansk ordforråd og en ditto historisk ramme-forståelse, men sådan er det ikke længere. Nutidens unger fatter mindre end ingenting af Blichers historie og det eneste rimelige argument for fortsat at bruge "Hosekræmmeren" i pensum skulle da være for at endelig at få slidt de gamle klassesæt helt op. Og så har vi dagens absolutte "clou" Skolen udleverer blot LØSE FOTOKOPIER, som man ikke engang kan være helt sikker på, at der er betalt copyright-penge på. Eller rettere, det kan man nok godt alligevel.
Det her giver simpelthen almindelig dorsk-og dvaskhed og åndelig dansklærer-tusformørkelse et dårligt ry som de allers allerede havde i forvejen. De spilder fuldstændigt ungernes tid og kunne for forståelsens slyld ligeså godt have uddelt hindu-skriftet "Bhagavadgita". På det forlængt døde sprog sanskrit naturligvis, resultatet ville blive det samme. Det bedste man kan sige omkring det her er vel i virkeligheden, at der trods alt er NOGEn, som IKKE spilder tiden og det er jo noget. Det er desværre blot de dorske dansklærer, som OVERHOVEDET IKKE spilder personlig tid med nogen udvikling. Overhovedet! Imponerende præstation at stå SÅ STILLE, når alt andet bevæger sig SÅ HURTIGT. Og BAGLÆNS imod al rimelig vind, som "Den Flyvende Hollænder" Det var så dagens nautiske betragtninger over dette eklatante spild af god skole-tid!

Hussalg, havesalg m. m.

I dag skal vi undtagelsesvis forsøge at sælge noget på denne ellers ikke særligt kommercielt aktive side. Det går faktisk også rigeligt godt uden og det ville næsten ikke være til at klare, hvis det gik bedre.
Ja, vi taler om ikke mindre end den daværende frøken Dahl Olsens nybyggede massive bjælkehytte-bestykkede drømme-kolonihave i Åbyhøj og det ikke blot på noget, der HEDDER "noget med Åbyhøj" som denne adresse, men faktisk ligger lige dernede pladask i det kreative smørhul, alletiders absolutte drømme-bydel. Ja, vi drømmer tit selv om det når vi drejer om hjørnet helt dernede over 100 m. væk, hvor postnummeret skifter. Fra det helt forkerte til det helt, helt rigtige. Dernede hvor festuge-Folmer bor og altid har gjort det. At han således indenfor højst et par hundre meter er forblevet så perfekt tro mod sine rødder understreger vel kun yderligere denne visionære og kosmopolitiske mands format. Andre ville man vel blot kalde kroniske "hjemmefødninge" men alle rejser foregår alligevel i ånden..

Haven er altså nu til salg, og det er den ikke mindre daværende frøken Olsens daværende lejlighed i Carl Blochsgade faktisk osse. Sikke rige vi måske bliver hvis de nogensinde bliver solgt og sikke glad ikke mindst undertegnede bliver, når kolonihaven med dens vildtvoksende gigantiske græsplæne endelig fordrives til et af den slags mareridt, som endeligt kan "arkiveres" Lodret altså. Ja, alene forventningens glæde er allerede betydelig. Havearbejde STINKER! Penge er OVERHOVEDET ikke alt, græs er nemlig MEGET VÆRRE. Dejligt når eller nærmere hvis disse ting løses.

Derudover er det en herlig have i en dejlig forening så hvis det ikke lige havde været for det satans græs ville det have været til at bære. Hvis altså ikke det havde været fordi haven ligger blot knapt en kilometer fra vores nye/gamle hus og allerede der er plænen skide-gigantisk stor. Til alt held har fru Mathiasen indkøbt professionel bistand i form af en lille robot-plæneklipper, der møjsommeligt og sagtmodigt og rimeligt støjsvagt triller rundt derude og fjerner al den dér skide vildtvoksende natur. Paradokset er så blot, at indtil vores er blevet tilstrækkeligt afdækket til, at apparatet kan undgå at køre fast i alskens forhindringer, er det nødvendigt at sidde og glo på den.

I stedet for at få en smule tiltrængt motion og blive hurtigere færdig er det således nødvendigt at nær-studere kaos-bevægelsesmønstre i denne skide maskine i LAAAANG tid. Fruen synes at finde en næsten pervers lyst i at betragte den kæmpende lille maskine, som har det svært på vores kuperede græsplæne. Den kæmper dog vældigt bravt og det lykkes faktisk for den at sejre til sidst over det genstridige græs. og denne sejr varer som alle sejre så kun lige indtil næste gang. Som den franske sejrherre i "Den Store Krig" (senere som nævnt benævnt 2. verdenskrig, men det vidste man af visse oplagte grunde ikke dengang), præsident Georges Clemanceau, der blev begravet stående med øjnene stift rettet mod Tyskland. Som han mente havde revanchistiske planer og det havde de jo iøvrigt og det har græsset osse. Ikke blot om godt 20 år, nej allerede i morgen!

Ak ja, alt det forbandede "skyderi" alle steder også sommetider med det helt løse krudt. Ikke mindst den senere tids intelligente sproglige debat om betydningen af ordet "likvidere" Som om ordet på blot den mindste måde er spor entydigt! Det er det IKKE! Som allerede Stalin beviste, var der altid 2 sider af betydningen. At "likvidere kulakkerne" (de såkaldte storbønder, i Stalins terminologi alle der ejede blot et par høns og opefter) betød for ham selv lige præcis det samme, som Dalton-brødrene i tegneserien Lucky Luke vil gøre nogen "kolde"

Samme betydning tillagde dengang ingen vestlige intellektuelle ordet og det havde de heller ikke behøvet. Hvis alle beviser ellers ikke havde peget på, at likvidere og "pløkke" (for at blive i Dalton-brødrenes jargon) lige der var ét og det samme.
Sprogligt er der blot ikke det mindste belæg for nødvendigvis at fortolke ordet entydigt. At "likvidere" et problem i forretningsmæssig kontext er IKKE nødvendigvis at aflive samtlige involverede medarbejdere og brænde bygningen ned. For os at se er det altså en lige rigelig dum debat at "lufte" offentligt når nu alle blot snakker om ja i virkeligheden overhovedet ingenting.

næsten ligeså lidt, som studievært Reimer Bo Christensen i perfekt sympatetisk-indsmigrende lys-sætning interviewede bedrageridømte Stein Bagger i et eftersnakker-pladderprogram, der aldrig burde have været vist. Det sjoveste i sagen er så, at programmet er produceret af Reimer Bo i eget firma-regi og solgt til DR-TV, hvor samme Reimer Bo "bi-jobber" Blot at "zappe" hen over denne overflødige programflade gav øjeblikkelig kvalme, et absolut journalistisk lavpunkt, der som Clemanceau og "Den Store Krig" desværre blot varer indtil næste gang.
Inden man er færdig med at berette om både krige og andre "medie-rædselsbundskrabere" som dette interview og dets genese, så er alting alligevel allerede blevet meget værre. For eksempel blev sidste bind af sejrherrernes officielle historieskrivning om den "Store Krig" udgivet lige inden den næste brød ud.
Så meget grønt græs og alligevel så meget sort-syn! Foråret er vist bare så køligt i år, at man næsten kan komme i tvivl om, om det overhovedet nogensinde bliver sommer..Ja, det må være det, udsigten til at komme af med alle disse overflødige kvadratmeter er da ellers lokkende nok!

Paller!

Så er det atter en af de heldigvis få dage, hvor denne skribent skal udfolde sin storslåede fysik i den endnu ikke olympisk-godkendte disciplin "palle-løft uden palle-løfter" I forhold til talrige nyere allerede accepterede discipliner i OL-regi er det måske ikke helt håbløst at forsøge at få denne særlige form for "styrkeløft" med og det skader jo heller ikke at træne i lidt god tid. Nu er produkterne fra et af de efterhånden eneste engelske højttalerfirmaer, som stadigvæk stædigt insisterer på at fremstille deres højttalerenheder selv jo heller ikke ligefrem de allerletteste.

Til gengæld er de vældigt lette at sælge professionelt og til alt held er det i denne branche, vores lille firma opererer. Århus Universitet i adskillige omgange, en ambitiøs bar på Universitetet, en lokal større café, et par efterskoler med excellent smag og en del mindre studier får en god stak af de mange paller leveret, så snart vi får dem pakket om. Og det vil vi så bruge det meste af resten af dagen på, dette "labour of love"! som det jo retteligt er. Fordi alle de her kunder har købt disse højttalere med den faste hensigt at beholde og bruge dem. Simpelthen at spille dem ihjel, og DET er eddermaeme svært!

Det burde naturligvis være en indlysende og simpel forudsætning for enhver handel at forsøge at opfylde kundens behov, men det er det ikke. For et stykke tid siden berettede vi om et tilfælde, hvor vi kom til at love at lave en demonstration af et sæt af de større ATC for en ansat i en konsum-hifibutik. Dengang berettede vi ganske loyalt om dette vores store svigt, for vi aflyste simpelthen sessionen. Det var ikke ret pænt gjort, men undertegnede kunne simpelthen ikke tage kundens behov alvorligt, og så hjælper udsigten til penge altså ingenting. Den mulige hifi-kunde havde nemlig allerede et par sikkert fremragende højttalere, og hvad skulle han da så prøve ATC for?

Nå, det kom han så heller ikke til, vi fik simpelthen gode gammeldags "kolde fødder". Penge er ikke alt og endda meget langt fra. ikke at vi har noget imod at få dem, slet ikke, det skal blot være en handel, der peger fremad. Som nærmest alle professionelle handler gør, fordi behovet for funktionalitet normalt er det vigtigste, ja i virkeligheden det eneste kriterium for succes.
Tilbage til pakkeriet og på længere gensyn i morgen.

Tvivl og tro

Nu er det ikke ligefrem en nyligt indført praksis at lade de til enhver tids herskende "troens sande tjenere" velsigne kanonerne, når de blev trillet frem. Ja, langt inden indførelsen af den såkaldte "græske ild", som lidt populært sagt var krudt uden kanoner, så har al nok så voldelig menneskelig virksomhed altid kunnet finde passende præstelig støtte. Sikkert næppe nogen kan vel længere huske et af verdenshistoriens meget få eksempler på klerikal "moralsk courage", som trods alt små-dele af den tyske kirke udviste under nazismen. Den kritiske pastor Niemöller røg i KZ-lejren Sachsenhausen, men overlevede dog, det gjorde ikke alle. Der var ikke mange af de tyske kristelige, der protesterede, men til evig fortjeneste var der dog enkelte.

Ellers har troen altid ganske automatisk og tilsyneladende ganske viljeløst velsignet stenslynger og trut-horn ved Jericho, blider ved Cannae, langbuer ved Crécy og muskedonnere på Yucatan og det er aldrig holdt op. Den mest hårdnakkede og idealistisk-betonede modstand mod enhver volds-anvendelse har altid været de rabiate kristne sekter som mormoner og Jehovahs Vidner. Disse håbløst reaktionære bagstræberiske stivnakkede princip-ryttere har trodset alle andre ordentlige kirker ved at stå ubetinget fast på pacifismen og imod den nationalistisk-begejstring, som alle krige i alle lande altid udløser. Lige i starten, ihvertfald, senere blegner glansen sædvanligvist noget og særligt, hvis man ikke selv vinder.

Og vundet, det har det lokale fodbold-slagskib AGF,(for nu blive i den lidt krigeriske jargon) absolut heller ikke Ikke alene er klubben i går rykket ned i 1. division og som om det ikke var slemt nok! Nu var AGF faktisk nede og vende på samme måde for ganske få år siden, men om dette giver en særskilt nyttig "øvelse" i disciplinen er ikke til at sige. Der er dog nok kun ganske få, der tvivler på, at AGF er en af de rette. Nedrykkere altså, ihvertfald mener vi ikke at have hørt udtalelser om aftalt spil eller mistanker om, at den legendariske dommer kaldet "Ove Hust" er blevet re-inkarneret i sort fodbolddommer-tøj. Den udmærkede dommer Hust var i mange, mange år AGF-tilhængernes absolutte hade-objekt, fordi denne elskelige mand engang, i(ingen kan vist længere huske hvor og hvornår eller hvorfor) formastet sig til at dømme MOD AGF. At han kunne nænne det og alle tvivlsomme dommerkendelser på Århus Stadion blev i mange år traditionelt besvaret med samme enslydende brøl fra den billige tribune: "Ove Hust!" Folkeligt og fornøjeligt, det var det.

Folkeligt er det vel stadigvæk, men altså knapt så fornøjeligt. Det er det heller ikke for en vis kendt AGF-fan, den lokale ærke-biskop Kjeld Holm. Nu er han godt nok kun almindelig biskop men vi kunne ikke lige modstå fristelsen til at "omdøbe" denne ærke-AGF fan i dagens sørgelige anledning. Hvis man altså betragter den som sørgelig, og det man vel nødvendigvis i et vist omfang.

For hvad er det lige, at den lokale kirke har at tilbyde, når den ikke engang trods sikkert utallige bønner fra sin lokale førerskikkelse har kunnet få AGF til at forblive i Superligaen. Nu er Kjeld Holm med de ufatteligt forudsigelige korrekte meninger om hvadsomhelst fra de nylige fyringer på Danmarks Pædagogiske Universitet til alskens flygninge og miljøpolitik ikke ligefrem særligt "karrig" med sine tordenkiler af ufattelig kristelig visdom. Andre ville måske endda sige, at han lige rigeligt ofte fyrede den "klerikale kanon" af. Ja, måske det i virkeligheden har været almindelig "metal-træthed" over den evindelige "gjalden" fra Holm, der i denne for AGF uendeligt kritiske situation har fået selveste Gud til at "nappe en morfar" og lige glemme at velsigne "kuglen" for AGF.

Nå, sket er sket og måske AGF blot har været inkompetent ledet og trænet og måske spillerne har taget rigeligt ved lære af det gamle AGF-koryfæ Gunnar Lind, der som centerforward altid blev tilråbt "Gunnar Blind" Hans boldøje var aldrig det bedste, men derudover var han helt sikkert en helt igennem flink fyr. Og en rigtig AGF-er, det var vel derfor han spillede forward, andre og mere fodbold-tekniske grunde gives da ihvertfald ikke. Et sælsomt eksempel på en forunderlig fodbold-kultur derude, hvor venskaber og loyalitet altid nød passende forrang for andre trivielle ting. Som for eksempel (og bestemt ikke mindst) KOMPETENCE:...

Det er slut nu for denne gang, med eller uden bønner fra Holm. Hvis det ikke havde været fordi denne skribent for ganske mange årtier siden havde meldt sig ud af Folkekirken, ville anledningen ellers have været helt fin lige nu. Det kan så være, at Holms kirkelige indblanding virker bedre i 1. division, hvor konkurrencen alt andet lige vel er mindre for en tvivlsom og konflikt-forskrækket tro som den officielle danske, som mest sejler med "bidevinds-bekvemmelighedsflag" Og derfor sank så "slagskibet" AGF. På trods af al tro og til gavn for rimelig og betimelig vantro, som denne skribent er eksponent for. For det eneste rigtige fodboldhold er naturligvis Leeds United anno 1972, heja heja Bremner og Lorimer og Hunter og Madeley og Cooper og Gray og Reaney og Jones og Harvey og Giles og Clarke!
Og nej, her snakker vi ikke om hverken tvivl eller tro, blot helt objektiv VIDEN!

Store gulv-dag!

Allerede her fra morgenstunden er det ud over stepperne med en lidt komprimeret udgave af arbejde vs. fornøjelse. I vores store herlige pejsestue venter et bjerg af ege-parket på at blive lagt, og denne ret beset tvivlsomme fornøjelse for denne ikke-håndværksmæssigt synderligt begavede skribent påvirker naturligvis skriften i dag. Resultatet bliver nu uden tvivl rigtigt fint og da ikke mindst fordi vi har ind-hyret uhyre kompetent professionel bistand. Nå, der bliver rigeligt at se til for vores hårdtprøvede cykel-trailer alligevel, for betydelige bunker af isenkram synes at have hobet sig op lige her ved siden af vores arbejdsplads.

Ellers har vi helt undtagelsesvis haft held med at "infiltrere" en større stor-københavnsk hifiklub. Det kan man vel altid godt sige, når det nu er den vistnok eneste aktive af slagsen i Danmark. Den bedste måde er jo altid igennem selveste formanden og det er denne vej, vi har valgt. Denne både ellers ganske fornuftige og elskelige mand har nemlig overtaget det sæt Ascolta Brennin-højttalere, som vi har "arvet" her i huset. Med delefilterstumper til netto ca. en million og bunker af de bedste Thiel-og Scan-Speak-højttalerenheder i en sandfyldt super-resonansdød asymmetrisk box i pianofinish taler vi om et virkeligt røverkøb.

Og nej, det ER altså ikke os, der er røverne! Disse statement-højttalere over min gamle kollega, den uhyre elskelige Niels Nørby (som ikke længere er i branchen, derfor må begrebet "elskelig" gå i arv til den nye ejer, der til alt held osse fortjener det!) spiller rigtigt fint. De har dog en graverende fejl, som køber dog heldigvis er blevet fuldt informeret om ifølge gængs købelov. Det drejer sig om det ubehagelige faktum, at alle ordentlige højttalere naturligvis kommer fra hifi-ens egentlige hjemlande, som er og forbliver USA og England i omvendt rækkefølge. Ingen pølsetyske pis-enheder fra tyske Thiel her, det minder altså alt for meget om strækmarch og udstrakte arme. Blot underligt, at der lige ved siden af her på bordet ligger vores gode gamle udgaver af verdens allerførste ENG-hovedtelefon, Beyer DT 48 og DT48A. Fra 1937, hm. et eller andet ringer da vist en ubehagelig tone her... Måske jeg skulle lade være med at slå det op. "Auf Wiedersehen", Ascolta'er!

I stedet vil vi spille på vores nyindkøbte TDL RSTL-transmissionlinie-højttalere. I en nylig test i forgårs blev deres sande potentiale afsløret af den mest uhildede kritiske hifi-paneldeltager, som dette hus nogensinde har rummet. TDL-erne kom ind på en ærefuld 3. plads i den grundige lyttetest, hvor de 2 andre kombattanter var forskellige af-arter af Altec-Lansing. Lyttetesten blev udført med respekt for alle videnskabelige principper ved en afspilning én gang af det samme Alison Krauss-nummer fra live-pladen.

I denne test blev vinderen vores relativt nye Altec 604-lookalikes fra Great Plains Audio i et par Lockwood-boxe på 250 l. Det er ikke særligt bemærkelsesværdigt, at de vandt, de spiller sindssygt godt. Mere bemærkelsesværdigt er det, at nr. 2 blev en ægte Altec-Lansing hornkonstruktion med 2-tommers driver på et monsterhorn ovenpå et alt for kompakt 816V-hornkabinet. Dette højttalersystem spiller hverken bas under 60 Hz eller for den sags skyld ret meget diskant over 12 kHz og har hidtil været fruens absolutte "hade-højttaler" Nå, det gode ved denne test er så, at den er ikke længere er det, det værste er så blot, at det ikke er fordi den er kommet til at spille bedre. Vi må desværre konstatere, at man sagtens kan snyde voksne mænd. Det er blot langt, langt sværere at snyde deres koner!

Derudover spiller vores nye/gamle TDL ellers fint, konkurrencen er blot hård her i huset, og så har disse TDL jo osse den helt rigtige nationale herkomst. Det gør dem altid en hel del bedre uden at de behøver spille særligt godt!
Til sidst i dag inden vi må løbe (ud og slæbe, så meget "løb" bliver det næppe til) skal vi lige dele ordlyden fra en ganske sjov annonce, som vi har "sakset" på det store net. Det drejer sig om en fyr, som vil sælge et sæt glimrende danske højttalere i den rigtigt dyre afdeling med disse interessante løfter: "(disse 1 år gamle højttalere red.) De er ikke spillet helt til endnu så der er stadig noget at hente lydmæssigt før de er på toppen."
Mon ikke fruen her i huset ville grine sig halvt fordærvet hvis hun skulle have siddet og hørt på skidedyre højttalere og stadigvæk nu et år efter få at vide, at de sandelig blev bedre endnu? Og hvordan kan det dog være, at alting blot altid bliver bedre, atter et af denne verdens hidtil uløste mysterier.

FOR HVORDAN I HELVEDE VED MANDEN DOG DET? Det giver overhovedet ingen mening for os og menneskets akustiske hukommelse er altså ikke ÅR, nærmere SEKUNDER og hvor ringe de mon har lydt fra starten af..Og kan man ikke med nogen rimelighed sige, at alene det at sælge disse højttalere, som vil ændre sig over åbenbart flere år er tæt på at være ren svindel og humbug? Nå nej, det kan man jo ikke, da de blot bliver BEDRE og så er det jo ikke svindel eller tomme løfter længere, blot bonus. Langt bedre, hele tiden og igen-igen, den oprindelige sælger sidder simpelthen på den perfekte investering. Blot underligt, at han så vil sælge dem?. Verden er mystisk derude.
Måske der endnu er håb for vores TDL, de er jo trods alt kun godt 20 år gamle og hvem ved, tilspilningstiden er måske langt længere end det. Desværre er både firmaet og grundlæggeren John Wright forlængst sten-døde, så vi kan ikke spørge. Mere info om den fortsatte "tilspilning" af vores TDL følger derfor herfra om 10 år, så ved vi lidt mere! Rart at noget kun bliver bedre og bedre og bedre og bedre og...Siger denne permanente menneskelige forsøgs-kanin! Mon det osse gælder ægteskaber?

Bedst for mit barn!

Her i huset har vi en skolesøgende datter, som forhåbentligt senere på dagen skal i gymnasiet. Eller rettere, det skal hun først efter sommerferien, i dag får hun blot efter planen at vide hvor. Savnet af den kommunale folkeskole, som hun går i nu på sidste måned, vil være uendeligt begrænset. Det skyldes både en helt usædvanligt kikset klasse, som denne enkeltsporede skole (ihvertfald lige i denne klasse) er uden skyld i. Til gengæld er hele denne skoles struktur ellers ganske ude i "Hakkebakkeskoven" med et citat adapteret efter forfatteren Thorbjörn Egner. Det var ham, der opfandt alle tiders mest kvalmende barnlige mareridtsfortælling, nemlig den om "Karius og Baktus" "Whirrr!", husk det allerførste tandlægebor i den nøgne blotlagte nerve og den dr. Mengele-lignende sadistisk grinende tandlæge med den kronisk dårlige ånde, nødtørftigt søgt skjult bag talrige menthol-pastiller.

Tilbage til denne ellers ret typiske kommuneskole med den ganske beskedne succes. Som vist nævnt tidligere her er vores datter den eneste i klassen, der skal i gymnasiet. Et par andre kommer det givetvis efter en 10. klasse et helt andet og sikkert bedre sted, men det er ellers ikke noget at skrive hjem om, denne beskedne akademiske succes for årets 9. klasse. Nu er skolen heller ikke akkurat et eksempel til efterfølgelse, rodet ustyret og usystematisk, som den er uden omtanke eller synderligt potentiale for forbedring. Talrige er de gange, hvor vi sagesløse forældre har siddet i aulaen og gloet på vores ungers forskellige grader af kreativitet og anden akademisk formåen. "Gloet" er det rigtige ord her, for HØRE nogetsomhelst har ingen kunnet. Absolut intet, og at ingen af lærerne nogensinde har opdaget det tyder ikke på den største opmærksomhed. Læs:Nul! Spild af tid og spild af enhver mulighed for at engagere forældrene i nogetsomhelst.

Selvfølgelig findes der glimrende lærere på stedet, men vi taler ikke akkurat om nogen elite-skole. Hverken akademisk eller i nogen andet retning, dertil er ledelsen alt for usynlig og noget "vattet", når de virkelige konflikter med vold m. m. opstår. Det bedste ved skolen er vel i virkeligheden, at den set fra denne side ligger på en bakke, så min datter på cykel får en smule tiltrængt motion, og det jo da også noget. Nå, det er altsammen ved at være ovre nu og det er måske i virkeligheden det allerbedste. Som at glæde sig særligt over varmen indendørs efter alt, alt for længe at have været ude i kulden.

Nu er vores datter ganske robust og særdeles heldigt begavet, så hun får næppe varige mén af skolen. Nu kan man jo heller aldrig gøre de her ting om alligevel, så alle de oprindelige hensigter om at finde en skole, der "passer til mit helt særlige barn" er og forbliver naturligvis rent vrøvl. Fordi man naturligvis alligevel først har den helt specifikke facitliste bagefter. Derfor kan man naturligvis godt som forældre tilstræbe det bedste for sine børn, og det er selvfølgelig både forståeligt og ganske naturligt. Man skal blot vide, at det IKKE er barnets tarv, man nødvendigvis varetager.

Lad os tage den seneste tids politiske snak om store og små skoler. Det er kommet særligt i medierne efter at det socialdemokratiske fremtrædende folketingsmedlem Mette Frederiksen gik "durk" imod egne formulerede synspunkter og skrev sit barn ind i en lille privatskole med det interessante og tankevækkende argument, at "det var bedst for hendes barn" Alene det, at hun siger det, gør, at man virkeligt burde være skeptisk, for hvordan ved hun dog det? Mon ikke blot det er bedst for Mette Frederiksen?

Det tror vi, for med udgangspunkt i egne erfaringer fra landets mindste skole med ialt 23 elever i 7 klasser til landets dengang næststørste skole med over 1000 skal vi da hilse og sige, at hvis man har et VIRKELIGT specielt barn, så gælder det FOR ALT I VERDEN at finde en TILSTRÆKKELIGT STOR skole til, at dette specielle barn kan finde passende kammerater. Store skoler er naturligvis ikke bedre end små, men for de sande "enere" kan en skole sagtens blive for lille. Det er altså ikke nemt at realisere sine punker-drømme ude på landet i den stråtækte, det er vist derfor de søger til byerne senere hen. Skolens størrelse har ingenting med noget at gøre, det har dens kultur og struktur til gengæld.

Nu er det derudover interessant, at det overhovedet rent sprogligt er muligt at skelne mellem, hvad der er bedst for "éns barn" og "én selv", men det accepterer dagens jammerlige journalister rask væk. Der hvor jeg kommer fra var det ellers ganske ét og det samme og det er det vel nok stadigvæk. Nå, men når man som voksen blot "kræver ind" fra alle hylder selv på den allermest barnlige måde er det helt fint, så længe det blot drejer sig om éns barn, ak ja..Det mest urovækkende ved denne her "skole-utopi" er blot, at man tror, at man på denne måde sikrer sine børn den bedste barndom. Det gør man måske osse, hvis man blot er heldig nok og det er jo principielt noget vanskeligt at vide. Ogf når man så ved det, så er det altid alt for sent, ens helt specielle barn passede vist blot tilfældigt ikke ind i de helt tilfældige omstændigheder.

Det er så heldigvis slut fra i dag, for os ihvertfald. Det er så spændende, om det osse er helt forbi for statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt i denne omgang, måske man burde tvivle lidt. I går så vi et interview med hende på direkte DR-TV, hvor hun forklarede sit valg af landets absolutte private elite-skole med landets højeste karakter-gennemsnit som den bedste for hendes teenage-datter. Dette valg er da helt forståeligt og rimeligt og vi ville selv have foretaget det, hvis vi havde haft muligheden. Helt for vores egen husstands skyld naturligvis.

Sådanne valgmuligheder gives blot ikke for fru Thorning-Schmidt. Nej, forklaringer var såmænd, at der havde været et stort frafald af datterens kammerater i de seneste par år og derfor havde man besluttet at skifte skole. og altså så måske helt tilfældigt, til denne højtbesungne eliteskole. Problemet er måske mere interessant, end måske de fleste forestiller sig, for hvorfor mon datterens kammerater kangsomt er drysset væk? Vores bedste gæt herfra er, at de allerede fra fødslen har været skrevet op til enten netop denne private super-skole (vi taler om det særdeles velhavende Østerbro med gigantiske lejligheder, hvor man ikke flytter, fordi man får børn)

For hvad mon der I VIRKELIGHEDEN er sket i denne sag. Ja, det ved vi naturligvis ikke, men man kan nok næppe forestille sig, at fru Thorning-Schmidt helt tilfældigt lige indenfor den seneste tid har skaffet sig en "afbudsplads" til sin datter på denne skole. Sådan noget kan man ikke engang på den lokale "pendant", som hedder Forældreskolen, hvor der er ganske mange års vente-liste. Nej, enten har datteren været skrevet på venteliste i ganske mange år ELLER osse har hun det IKKE. I tilfælde af det første ville det måske klæde fru Thorning-Schmidt ikke unødigt at pynte på familiens rimelige og helt forståelige ambitioner.
Nå, det kan jo osse være, at hun helt tilfældigt har talt med skolederen på møntvaskeriet eller hvordan sådan noget nu helt tilfældigt sker. Eller hvad der mon er sket, et opslag på Irmas opslagstavle måske. Som eliten jo sædvanligvis kommunikerer...Bedst for mit barn, jo tak! Ikke at hun gør noget, vi ikke selv ville have gjort, vi ville blot ikke have formuleret det helt ligesådan..Det hedder "for vores barn OG for os selv!"

Mentalundersøgelse og selvransagelse.

Nu har denne side enkelte faste læsere, som må udstå skrækkelige trængsler og det er til dem, vores tanker går i dag. Vi er jo trods ganske empatiske hvis vi selv skal sige det på denne side, og andre kan jo deruden kun ytre sig nedenfor. Denne medfølelse går især til dem, som læser med her for at blive forargede og de fleste må jo stå så grueligt meget igennem inden det lykkes. Vi bestræber os på at dække rimeligt bredt og synes da i al beskedenhed, at det lykkes anstændigt godt. Det betyder så bare, at de her "forargelses-fyre" må læse forfærdeligt meget op på alskens teknik og kultur, ja for enkelte af dem er det vel nærmest tale om et veritabelt kulturelt "bombardement", måske det største siden oldævls-timerne i gymnasiet? Ævl, ævl og mere ævl!

Vi må i smug indrømme, at vi morer os lidt her ligesom salig mestergyser-instruktør Hitchcock må have gjort når han regelmæssigt optrådte som tilsyneladende helt tilfældig birolle-indehaver i sine film. Det var altid en helt ubegribeligt perifer rolle, som sikkert ellers feje-drengen på "film-settet" ville have spillet, men Hitchcock med det tunge hængende kødfulde måneansigt blev det altså altid alligevel. Det var jo trods alt osse hans film så helt urimeligt var det vel ikke. På ganske samme måde som at læserbrevsredaktøren af min barndoms største splatter-gyser tegneserie-magasin naturligvis var ingen ringere end selveste "Fætter Maddike" Det var nogen af en klam fætter skal vi lige huske at minde alle om hvis det altså ikke havde været ligemeget. Disse politisk ukorrekte magasiner har alligevel ikke kunnet fås i flere årtier og det er måske i virkeligheden meget godt. I selvransagelsens blafrende skær var de måske heller ikke ret gode, jeg husker da ihvertfald, at jeg vist aldrig købte nogen. At låne dem var naturligvis noget ganske andet. Ligesom at aflevere dem tilbage igen naturligvis var atter noget helt tredie, hvor mon de egentligt ligger henne...?

Nu skal det ikke gå op i almindelig smålighed altsammen i dag, det vil vi lade vores svært trængte venner på net-sitet hifi4all om. I deres evindelige magtbrynde, som ville have været en større og bedre sag værdig (eller blot en sag måske!) er de endegyldigt ved at lukke fuldstændigt ned. Man skal tydeligvis være forsigtig med at kritisere små mænd og dette falder forøvrigt fuldstændigt sammen med vores erfaringer fra hunde-verdenen. Her er det osse uvægerligt de ubegavede gøende småkræ, som hvæser og sprutter og snerrer allerhøjest. Rådet er det samme som altid: Find noget at skrive om SELV, sæt dagsordenen, for Helvede, fjolser, Gige & Co. (ejeren ed.) Sagen er, at hvis man ikke selv ikke er aktiv medspiller, så bliver man helt automatisk modspiller. Fordi man står i vejen for de andre spillere. I det her tilfælde gælder det selv om mange af med- og modspillernes spidskompetence i spillet er på ren Serie-6 niveau (det laveste red.) Særligt medspillerne, naturligvis, for hvordan er det lige at vor ven Schmidt Audio i sin sygeste feber-fantasi kan forestille sig, at en alliance med Gige& Co. kan sælge blot én eneste af hans forstærkere? Man bliver aldrig selv stor eller respekteret af at være ven med den dummeste bølle i skolegården og da ganske særligt ikke i denne "lilleskole" her. Verden venter derude!

Nå, man kan osse uden at spille særligt godt vinde fodboldkampe, hvis modstanderne som her sølle Gige og hans "crew" scorer tilstrækkeligt mange selvmål. Måske det burde være den bedste grund til en smule selvransagelse på sitet. De scorer faktisk så mange og spiller så stabilt, at modstanderholdet slet ikke behøver at møde op, Gige taber af sig selv alligevel!
Nu skal det ikke gå over i den rene jammerlighed og "tristesse" altsammen, der skal jo også være plads til glæden! I den anledning vil vi spille sidste-satsen af Beethovens 9. symfoni, "An die Freude" for at fejre, at vores nye TDL RSTL super-transmissionline-højttalere er landet. "Freude, schöne Götterfunken, Tochter aus Elysium umba umba (som tysken jo har for vane)..." Disse store barnekiste-lignende skrumler var allerede i deres egen tid at betragte som gigantiske komodo-varaner (det kendte gigantiske dræber-firben), nemlig den sidste af sin slags. Som med varanerne betyder det ikke nødvendigvis, at de på nogen måde er teknisk eller evolutionært ud-klasserede, snarere tværtimod, blot at de var et alt, alt for let bytte for deres absolutte hovedfjender. Dem, der for TDL-højttalernes vedkommende med et fællesbegreb kaldes "koner", rene "dræbermaskiner" udover deres gamle kælenavn. Som jo var "maskiner", uha lad mig komme væk, konen kommer ned af trappen med sin maskinelt-taktfaste trampen..

Nu har vi vejet lidt for og imod, om vi burde skrive det efterfølgende, men vi prøver altså alligevel. Vi er nu ovre i sagen om RIGTIGE drab, ikke blot de mere fingerede eller mere selvmorderiske. Her i weekenden nedslagtede en familiefar hele sin familie i en sag så tragisk grotesk, at hvis den havde fundet sted i USA ville den have været et tydeligt tegn på et bund-råddent og sygt samfund. Så galt var det naturligvis ikke i Danmark og heldigvis da, sagen er ellers ganske forfærdelig.

Det var nyhedsdækningen nu ikke meget mindre, for hvad var det lige hovedhistorien i går i adskillige medier var? Jo, den gik på, at "drabsmanden skulle mentalundersøges". Jamen hillemænd, dog, hvad skulle det lige hjælpe og undersøger man da ikke alle drabsmænd og mordere i denne heldigvis sjældne kategori? Nu kan man naturligvis indvende, at mandens straframme kommer til at afhænge af, om han bliver erklæret "strafegnet" eller ej, men alternativet, en tidsubestemt behandlingsdom, er vel ren volapyk for de fleste. Hvad gik den her nyhed egentligt ud? Og hvad ville forskellen have været, hvis journalisten i stedet havde interesseret sig for, om manden overhovedet havde tilladelse til at bære såkaldte "blankvåben" som knive, som var mord-våbnet? Eller en grundigere undersøgelse af gerningsmandens tysk-kundskaber for den sags skyld? Ingenting vel i virkeligheden, sket står sjældent til at ændre og da slet ikke her.

Iøvrigt var der i JP i går et interessant interview med en såkaldt "rets-psykolog", som er dem, der undersøger disse mordere m. m. Han kunne "berolige" med, at han i alle tilfældene havde kunnet fastslå én eller anden brist, der havde været årsag til forløbet. Eller måske bare kunne have været, for der var lige en rigtig kedelig undtagelse. Denne psykolog havde nemlig én gang oplevet en morder, hvor det havde været helt umuligt for ham at fastslå nogetsomhelst. Indenfor almindelig videnskabsteori plejer man at operere med forskellige grader af accept af den såkaldte "popper´ske videnskabsteori. Ikke alle, men de, der ikke gør, er alligevel ikke videnskab for denne skribent eller blot noget, der ligner. Denne er opkaldt efter Karl Popper og går i sin enkelthed ud på, at en teori ikke længere kan være en gangbar teori, når den (som her) er blevet "falsificeret" Det vil ret beset sige, at hvis psykologens begrebs-apparat IKKE kan forklare blot ÉN af disse ulykkelige tilfælde, så falder alle hans andre forklaringer NØDVENDIGVIS sammen som en kniv-punkteret ballon. Som selv tyngdeloven ville gøre, hvis blot et enkelt æble pludseligt faldt OPAD.

Og så hjælper det hele alligevel ingenting, kvinderne forbliver døde og hifi4all er rigtigt godt på vej og ingen undrer sig alligevel over noget og vores psykolog hæver såmænd nok sin hyre til den første. Selv om hans teori have været adækvat havde det jo ikke ændret på noget alligevel eller positivt påvirket fremtiden og nu stopper vi vist bare for i dag. Solen skinner jo!

"De naaede Færgen"

I ren uforfalsket og ganske spontan eufori over i morgen at skulle på en længere færgefart er det jo uundgåeligt at tankerne kommer til at flyve. Som de måger, der i gamle dage med de gamle langsomt-sejlende DSB-færger var ligeså uundgåelige følgesvende som kvalmen fra færgens fast-food. Som ikke engang var særligt slem og da slet ikke set i eftertidens klarsyns ubarmhjertige lys. Der var blot alt for forfærdeligt lang tid til at indtage færgens tvivlsomme delikatesser, trods alt tog en tur fra Århus til Kalundborg godt og vel 3 timer med datidens superfærger "Niels Klim" og "Peder Paars" Som mest vil blive husket for hverken at have motorkraft til at undgå at brage ind i bolværket eller for den sags skyld nok til at få havnekajen til at vælte rigtigt. Som "havets tumlinger", som verdens vistnok mindste hval, marsvinet, jo populært kaldes og som var hyppige følgesvende overalt i de indre danske farvande. Alt dette var velkendt fra den elskelige børnetegneserie af Vilh. og Carla Hansen om "Rasmus Klump" foregik alting på sådan en håbløst ubehjælpsomt klumpet måde. Det gør det nok stadigvæk hvis de ikke forlængst er blevet hugget op, men måske de besejler en solbeskinnet ø nede på Phillipinerne et sted.

Nu er færgefart en af de få discipliner, hvor undertegnede har mere erfaring end de fleste, trods alt er jeg jo opfostret på en lillebitte ø midt i Danmark. Omend ikke midt i Kattegat, selv om den vist ellers ligger lige netop dér, underligt paradoks syntes jeg som dreng. Midt i og så alligevel slet ikke, dybt uforståeligt. Færgen sejlede ikke særligt tit, men hvis man ikke nåede den ene, kunne man jo blot vente på den næste. Som iøvrigt altid var den samme, da der ialt kun var én færge, der besejlede Endelave, atter et af barndommens uløselige paradokser. Alt det nye og den næste var altid det samme som den første, meget filosofisk syntes lille Poul. Som heller ikke dengang var spor lille..

I morgen skal vi så atter en gang se, om vi kan nå en færge. Heller ikke denne gang vil det være en katastrofe at "misse" den, da den sejler en gang i timen. Eller rettere, "de" gør, vi taler om ruten Spodsbjerg-Taars, som vist er nede mellem Langeland og Lolland. Dernede står der et sæt højttalere af de lidt mere omfangsrige, som vi har købt til vores levende hifi-museum. Det drejer sig om forlængst forglemte engelske TDL, hvis historie vi vil forsøge at finde tid til en af de kommende dage. Det er egentligt en sørgelig historie, mest fordi firmaet forlængst er gået ned sammen med alle leverandører og endnu mere sørgeligt, fordi dynamoen og grundlæggeren John Wright døde for godt 10 år siden. Om han døde lykkelig ved vi ikke, og nu er det vel lige det seneste at spørge. Hans værker lever dog stadig, så det må vi da håbe, vi andre vil næppe til den tid kunne prise os så lykkelige.

Det vil blive historien om et firma, der forfulgte en drøm, der skulle vise sig at være for flygtig, fordi den forudsatte stabile kunder. Selv om TDL-højttalerne som forgængeren i samme regi, det langt bedre kendte IMF, anvendte helt standardiserede højttaler-enheder, så gav Wrights store såkaldte "transmission-line"-højttalere disse optimale betingelser. Kasserne var dyre og komplicerede at producere i hans bittelille firma og da først den oprindelige leverandør af enheder, KEF, gik nedenom og hjem og senere walisiske ELAC gjorde det samme var det forbi for TDL og Wright.

Som sagt, vi glæder os vældigt til over sø og land at skulle hjembringe disse monstre og forhåbentligt opnå den udstrakte bas, som INTET ANDET ukorrigeret højttalersystem blot NÆRMER SIG. Alle vi, der hørte de store IMF Reference Studio Control Monitors Mk3 og fremefter hos salig Audioscan på hjørnet af Gl. Munkegade og Klostergade i Århus dengang i midten af 1970-erne vil garanteret nogensinde glemme det. I morgen bliver det så mulighed for at huske alt hvad man dengang beundrede og attråede som det helt uopnåelige. Næsten ligeså uopnåelig som hende den smarte model som man hørte dem sammen med, ak ja, disse minder! Man havde ellers slæbt hende derind for at de subsoniske vibrationer måske ville ruske lidt op i hende, men denne form for "dybde-terapi" viste sig at være ganske utilstrækkelig. Måske blomster eller blot charme havde været bedre, hvem ved, og nu er det altsammen historie. Ikke engang nyere historie, blot historie.Udover at tilfældet vil mage det således, at hun vistnok nu er en sikkert trivelig fraskilt frustreret husmor og socialrådgiver på ak ja, netop Lolland! Det sidste er hun, det første er blot kvalificerede gætterier, ganske vist baserede på årti-lange grundige statistiske studier, men altså alligevel...

Inden de enkelte litterært-inklinerede blandt denne sides faste læsere kaster sig frådende over denne skribents manglende hukommelse i overskriften, så skal vi lige have med, at Johs. V. Jensens gamle skole-klassiske "myte-historie" (som lille Poul faktisk engang læste på selveste "M. S. Ravsborg", færgen til Endelave så netop DEN færge nåede jeg jo) jo HED "Naaede de Færgen?" Det gjorde den danske film-mester Carl Th. Dreyers udgave af samme blot ikke og det har altså altid været en smule underligt. For ligger hele "suspensen" i denne ultrakorte "myte" dog ikke i spørgsmålet?
Så meget om søens folk og indenrigs-færgefart for i dag, vi håber vi når en af færgerne dernede. Og vi håber osse, at det ikke er Karon (slå ham evt. op), som er færgemand!

Vagthunde og kamphunde og almindelige dumme hunde

Her i huset har vi som mange muligvis ved 2 stk. hunde af forskellige størrelser. Helt uforklarligt for denne skribent er sønnen Anton Hund en hel del større end faderen Folmer Hund og osse ganske endnu meget større end moderen Emmalou Hund. Nu er store hunde statistisk set i absolut målestok (her arbitrært valgt den gængse enhed gram) mere variable i størrelsen, så andet ville vel heller ikke være at forvente. Dog er Anton Hund altså blevet kæmpe-meget større end sit fædrene ophav, måske vi skulle nær-læse lidt op om de klassiske ærte-forsøg fra arvelighedspuioneren Mendels hånd. Mendel var forresten munk af uddannelse, sjovt i lyset af, at tidens religiøsitet er noget mere bagstræberisk for nu at sige det lidt mildt. Hug-hak, af med det ene og det andet.

Helt anderledes altså med sagtmodige Mendel, som mest holdt af se ærteblomsterne blomstre og det gør de jo allerbedst af alle til enhver tid. Blomstre gør nu også den pågående ung-hund Anton, der er vældigt venlig imødekommende og endnu mere hidsig og gal, hvis de indledende positive fanfarer fra dens side ikke gengældes. Så skal de altså have nogle bank, skal de, vov-vov og så er det ligemeget hvor store og frådende, de er!. Deri ligner den min kone en lillebittesmule og nok i virkeligheden mere end jeg tør skrive. Begge er dog bløde inde bag al den tilsyneladende barskhed og det er ganske heldigt i tilfældet Anton Hund, som er enormt stor og kæmpestærk og et motorisk unikum og som vi indtil videre ikke har set nogen anden hund løbe fra. Dens enorme "frø-lår" fornægter sig ikke her og giver den en acceleration som en Messerschmidt Bf 163.

Anderledes med den gamle tilsyneladende sindigere Folmer Hund, hvor skinnet bedrager lidt mere. Bag denne rolige og eftertænksomme hund gemmer der sig en RIGTIG stålsat karakter. Den er simpelthen langt mere stædig end selv det stædigste æsel og hvis den mener, at den har ret, er den klar til at hævde denne. Den logrer ikke nær så meget som sønnen Anton, men når den ikke gør det er der bestemt grund til at være forsigtig og da særligt når den holder helt op. Så er der nemlig helt sikkert heller ingenting at logre af! Denne skribent er måske af karakter lidt i samme retning, det vil jeg for argumentets skyld i dag vælge at tro, men måske jeg lige bør konsultere konen først.

Ingen af hundene er ligefrem kamphunde og ingen af dem føler nogen særlig trang til at excellere i den evigt-klassiske hundedisciplin, nemlig den at "dominere" Meget heldigt især med Anton Hund, som er svær at komme udenom og helt umulig at løbe fra. Dumme er de naturligvis langtfra, som ejerne således også normalt hundene, som de særlige dyrlæge-eksperter har udtalt i de seneste dage, så det må vel være et objektivt faktum. Aj, hvor må de dog være kloge, vores vagtsomme hunde-kræ! Bare der dog var flere af deres slags.

Vi kommer til at tænke på det der med "vagthunde" i dag, fordi en særdeles fornuftig (og derfor sikkert ganske ensom og da helt sikkert enlig) fornuftig "stemme" ipå hifi4all, Andre Jensen, har sagt disse særdeles fornuftige ord:
"Det der desværre tegner sig et billed af, er der ikke er nogen vagthund længere. Jeg kunne godt tænke mig at denne side tager stilling. Hvad er holdningen fra ejerne af sitet her, til BD/Oppo, Goldmund, og denne sag.
Er det iorden at pressemeddelser ingen hold har i virkeligheden ?."
Bemærkningen er faldet i en af de seneste dages omtalte "tråde" om "om-indpakning" af aldeles færdig-indkøbte elektronik fra den billigste standard-skuffe. Sådan noget burde da være en lækkerbisken for alle tænkende mennesker skulle man synes, og derfor er det selvfølgelig ikke tilfældet. ALT, ALT for mange "forstår" og "føler" og "vil gerne høre selv" inden de danner sig en mening. Ren katastrofe for hifi at have sådanne entusiaster omkring og så mange af dem...?

I de mere politisk aktive tider sagde man altid, at selv om man ikke tog stilling, så tog man netop derfor alligevel stilling. Godt nok til noget andet, men helt forkert var det vel ikke. Selv om de folk, der ellers altid sagde det, heldigvis aldrig fik ret som de havde agt. Heldigt. Sagen er jo, at hvis man ikke aktivt forsøger at skyde det værste marketing-pis ned (som noget af det altså er nogle af de værste eksempler på), så ender man med at ligge, som man gør nu. uden nogen aktivitet, skribentvirksomhed, nye annoncører eller respekt. Intet får man ud af at stikke hovedet i busken. Det er yderligere dumt, fordi der på denne ikke er kommet blade på buskene endnu, så det burde man vel kunne se selv, når nu alle andre allerede kan?

Nu er det jo ikke fordi alting var bedre før i tiden, men det meste var nu og da især i den almindelige fornuft. Det betød dengang, at alle umiddelbart kunne genkende skidebillige Vifa-enheder nødtørftigt "forklædt" som eksotiske Audio Note eller Chaconne eller Snell eller hvor de nu sad. De lydmæssige resultater kunne være lidt varierende men der var tilsvarende grænser for, hvor dyrt man kunne sælge standardenheder. Det skulle blive helt, helt anderledes! Alle de uafhængige vagthunde er nemlig forsvundet helt og aldeles og de sørgelige rester er degenereret til typer som vor lokale anmelder Simon Mastervol med sine grinagtige Tannoy DC-6000 "monitor-højttalere" Hov vi har da vist selv Tannoy, de må have været bedre engang..åh, jo, det var de.

Uden sikkert selv at vide det eller blot forstå den udvikling/afvikling, som han er en del af, fortsætter han med at være den mest overflødige af alle hunde, nemlig den, der hedder en "logrende skødehund". Sådan én kan man hverken vente kritisk sans eller blot almindelig fornuft af, og det er så heller ikke helt overraskende lige præcist det, man får. Sådanne hunde er altid allerfarligst for andre uforvarende små-kræ mens de aldrig så meget som små-gør af de RIGTIGE farer! Godt de ikke bruger hunde af hans race til særligt kritiske vogter-opgaver.
Nu er det ikke fordi man tidligere fangede ALLE de underlødige "fusker-fiskere" i hifiens velmagtsdage med kritisk presse og alting, men de fleste fik dog som fortjent. En af undtagelserne har vi haft her i huset fornyligt, nemlig en af rør-renæssancens absolutte pionerer, den såkaldte Edison-forstærker. At kalde den livsfarlig med sine store højspændingskondensatorer frit svævende i tilledningerne lige under låget er eddermaeme mildt udtrykt. At nogen nogensinde har kunnet få en god bunke tusindkronesedler for sådan et produkt med transformatorer så sølle, at de går i mætning allerede fra 100 hz og nedefter er kun en ekstra overflødig krølle på en allerede sørgelig historie. Som blot eksploderer i dag mens det dengang endnu blot var en undtagelse.

Nå, dengang vidste ingen tydeligvis bedre og det er vel en slags forsvar for det ellers ganske uforsvarlige produkt her som nu er blevet elektronik-affald. Om nogen døde af det vides ikke, men det er faktisk slet ikke usandsynligt. Alligevel er det er altså LANGT, LANGT værre når alle hundene derude kollektivt er blevet så dumme, at selv ikke den vagtsomme gøen fra de få tilbageværende vagthunde resulterer i andet end, ja OVERHOVEDET INGENTING!
Ingen forstår noget, al kritisk fornuft ophører og "anything goes!" Bliv med at gø, Andre, nogen skal jo gøre det, selv om ingen åbenbart fatter faren. Denne håbløse kamp kræver kroniske kamphunde af den helt rette støbning. Som krige kræver krigere som Anders Lassen og Thomas Dinesen, der i hver sin verdenskrig vandt de vist ellers eneste "danske " såkaldte Victoria-kors, verdens mest respekterede krigsorden. De kæmpede og den ene faldt og begge blev glemt, sådan er det at kæmpe for det man tror på!

Branchemedlemmer og andre båt-horn

I dag skal denne skribent tidligt på et større salgsfremstød i det syd-jydske. Eller måske rettere, vi skal høste frugterne af mange års arbejde og rent faktisk levere en bilfuld sager i Grindsted og i Uldum. Nå, det sidste kvalificerer vel kun lige knapt til det egentligt syd-jydske, sådan nærmere en slags midt-jydsk, men det understreger vel kun yderligere denne ydmyge virksomheds landsdækkende aktiviteter. Det bedste ved de her ture er nu altid muligheden at sige goddag og tak og på gensyn til alle vores gamle og nye venner. Vi ses, Christian og Jakob!

Ellers fortsætter den sjove diskussion om rimeligheden (eller den mulige plat-hed) i at sætte fuldstændigt standardiserede færdigt indkøbte komplette forstærkere og Apple-udstyr ind i en kasse og sælge den dyrt. Som før set er diskussionen forrygende interessant hvis det ikke lige havde været fordi den er så trsi, ganske vist på en uhyre grinagtig måde. Den tiltagende totalitaristiske politiske korrekthed har udstrakt sine slimede fangarme til vores hobby-hifibranche.

Det er simpelthen ikke længere muligt som i de bedre, gamle dage at sige, at Bose eddermaeme er noget forpulet pis, fordi der i punktlimede fiske-kasser sidder enheder for under en tyver. For et sæt komplet ialt naturligvis. Det kan selvfølgelig skyldes, at nærmest ingen efterhånden har noget at lade hinanden høre, alle gør det jo efterhånden og så skal man jo osse være noget forsigtig med at påpege noget. Når man selv har tisset i bukserne er det jo altid svært at pege fingre af andre, som osse har gjort det.

Derfor tør ingen naturligvis kalde en spade for en spade, selv om altså fuldstændigt ligner til forveksling. Det er altsammen såre underligt, at så mange fjolser inden-og udenfor branchen samles til det (forhåbentligt aller-sidste) korstog for at banke den sidste nagle i kisten for hifi-branchen. I den nylige affære om en Lexicon-DVD, der indeholdt en helt uændret Oppo-DVD med kasse og det hele var der vist ellers ingen, der mente, at det på nogen kunne forsvares. indrømmet, det VAR ganske usædvanligt grinagtigt, men de nylige affærer med Tripath moduler, billige korttids-holdbare batterier i amatøragtige æsker og Airport Express-er klistret i Micromega er vel ikke blot bare lige det allermindste anderledes. Eller er det?

Ja, det er det, for ellers stod så mange tilsyneladende vidende mennesker vel ikke op som ihærdige forsvarere for, at det skulle være nødvendigt at "lytte inden man dømmer" Selv om tingene altså er fuldstændigt identiske. Hvor var I allesammen henne, da Lexicon havde brug for jer. At I kunne nænne det, i det mindste havde deres DVD da en pæn forplade. Og prisen fra den originale Oppe var endda kun "oppet" med en faktor 5...Ikke som i de andre her med en 10-20 stykker. Som Bose, svinehunde som de var dengang i de gode gamle dage. Nå, det ville e så ikke have været i dag tydeligvis, alting går fint fremad eller havd vej det nu er katten skraber. Det kommer vel an på perspektivet eller hvor man står om man får lorten i hovedet...

Har du da hørt det selv?

Alle rigtige raske drenge har vel på et eller andet tidspunkt drømt om at vågne op og være blevet lykkeligere i løbet af natten. Eller blot dygtigere, for eksempel med en helt ny-erhvervet færdighed som for eksempel at vågne for pludseligt at opdage, at man er blevet en veritabel virtuos "klaver-løve" som salig Franz Liszt. Med matchende voldsomt forøget tiltrækningskraft overfor det modsatte køn , naturligvis, måske det med klaveret bedre kunne oversættes til "guitar" i dag. Det dér med kvinderne går for det meste igen ihvertfald i denne skribents drømme, der derfor ikke i dag vil blive gransket yderligere. Lykken i livet er dog ikke blot kvinder og da slet ikke, når man er gift. Andre end konen forstås.

Man må således forsøge at søge den flygtige lykke andetsteds. Man kan vælge at forsøge at lære at spille klaver på den sædvanlige trælsomme måde med garanti for at opdage, at én eller anden virtuos som vidunderbarn allerede som 4-årig opførte sin første suveræne koncert for klaver-boksere af fremmeste klasse. Eller at den og den gamle pianist allerede havde været død et par årtier, da han var i min nuværende alder, aldrig den bedste motivation til fortsat frugtesløst slid. Alligevel kan det undertiden ske, at man vågner op, på alle måder beriget uden at have gjort noget som helst, og det er sket fornyligt for givetvis ganske mange, denne husstand ikke undtaget. Vi har nemlig fået rigtig high-end hifi i huset.

Eller rettere, det synes vi da, vi i et vist omfang har haft hele tiden, men for ganske nyligt er vi blevet opmærksomme på, at vi helt uden at vide det er blevet afgørende "opgraderet" Det hedder det jo, når man har fået noget nyt og så er det forresten ligemeget, om det senere viser sig at være et klart tilbageskridt. Al tilspilning, alle udskiftninger af komponenter af enhver komponent i ethvert apparat er jo som bekendt altid en forbedring, når det blot sker med såkaldt "audiophile" komponenter. Principielt kan det ALDRIG NOGENSINDE blive dårligere, ja end ikke blot anderledes. Anderledes kan det ikke være, meget mærkeligt altsammen. '

Her i vores selvudnævnte audiofile hus har vi ellers indtil for ganske nyligt accepteret et afgørende kompromis, men det behøver vi tydeligvis ikke gøre længere. Tilbage til det mirakuløse i at vågne op og have fået noget, som man ikke ellers havde gjort det mindste for at få. Trådløs hifi for eksempel. Her har alting ændret sig med en hast, som vi først fornyligt har opfattet. Ikke "fattet", det er noget helt andet. Tænk at vågne op og opdage, at det, vi troede var det afgjort svageste led i vores hifi-kæde pludseligt er blevet forvandlet. Næsten ligeså godt som at kunne spille klaver uden at have øvet sig nogensinde.

Det engang hæderkronede firma (det må det da have været tidligere, ihvertfald uundgåeligt mere end i dag) Micromega har lanceret et trådløst system til musik-distribution i huset i forrygende kvalitet. Altså hvis man skal tro de begejstrede anmeldere, og det skal man så med en betydelig varsomhed. Lige i dette tilfælde ville det ellers være herligt at tro på anmelderne, forklaring følger. Her i huset har vi kun 1 CD-afspiller, nemlig i far-kælderen, mens resten af huset betjenes fra en dedikeret tudse-gammel Mac-computer, hvis signaler trådløst overføres via Apple Airport Express til diverse Benchmarks rundt omkring. Så langt så godt eller dårligt.

Fruen i huset underkastede inden dette trådløse isenkram blev installeret talrige sagesløse besøgende i huset en regulær blind-lyttetest for at se, om nogen kunne høre forskel på det direkte signal fra computeren og det æter-bårne. Resultatet var ganske overraskende og helt entydigt. Lyden var nemlig uhyre tæt på at være ligeså god som "fastnet-udgaven" og det var en overraskelse af de helt store. Vi taler trods alt om et stykke sende/modtageisenkram med en pris på sølle 700,- incl moms og sager. Brilliant og billigt!

Resultatet var dog samtidigt ganske entydigt i den forstand, at ALLE kunne høre forskel i den såkaldte "enkelte blindtest". ALLE foretrak den "kablede" lyd men forskellen var ret minimal. God økonomi-hifi, rigtig god endda. Nå, det har så varet indtil denne Micromega-sag er kommet med suveræn lyd ifølge anmelderne. Som måske nok burde have noget røde ører. I Danmark sælges denne fine aflange kasse for en bagatel af 7000,- med en teknisk forklaring af den slags, som får kontorstolen til at vælte baglæns under denne skribents voldsomt krampagtigt grinende tunge korpus. Ren kondenseret bavl simpelthen.

Derfor kunne produktet naturligvis være meget godt, men så kommer vi til det kedelige. Og samtidigt glædelige, fordi vi "over night" er blevet ejere af rigtig high-end hifi. Inden i kassen sidder der nemlig en helt komplet, ja, enkelte har måske gættet det, APPLE AIRPORT EXPRESS. Intet andet udover en helt konventionel strømforsyning til under en 20-er og voila!, en diskret hvid veldesignet mikro-komponent i glimrende kvalitet til 700,- er blevet til en stor latterlig madkasse til 7000,- Ellers er der nul forskel. Det gode er så, at vi tydeligvis har undervurderet vores ellers trofaste Airport Express, for den er åbenbart meget bedre end vi havde troet?

Nej, den er ej, det her er et af de klareste eksempler på, hvorfor hifi-branchen er på fortjent "deroute" På min fødeø Endelave hed det noget mere malerisk "den vej, katten skrawer". Nu kunne man selvfølgelig håbe på, at denne entydige afsløring af tingenes sande objektive sammenhæng ville føre til noget positivt. For eksempel at det ikke fremover for producenterne ville kunne betale sig at "platte" på denne måde, men det sker nu næppe. Ganske forudsigeligt for denne syge branche mener et betydeligt mindretal af hifi-entusiasterne helt fornufts-stridigt, at "man da sandelig skal høre det" før man endegyldigt afsiger sin dom. Jamen hør dog her, I tungnemme torskepander og karnevals-sørøvere, det er da for helvede det vi her i huset har gjort i årevis, ja vi har endda plaget andre med det!

Der ER bare ting, som man IKKE skal tage alvorligt og nogen bliver da heller ikke taget alvorligt. Hvis én eller anden producent blot tager et standard OEM-modul af den oprindeligt dansk-producerede (nu sikkert Kina, selv om arbejdskraftindholdet vel er tæt på 0) såkaldte ICE-forstærker fra B&O (som sælges komplet for ingen penge, under en hund), så ved alle naturligvis, at der ikke er tale om hifi. Hvordan den lyder er fuldstændigt ligemeget, for det er jo en B&O og det kan man ikke tage alvorligt. Heller ikke hollandske Hypex (som osse laver disse færdige lavpris-OEM moduler med tilsvarende teknologi) er rigtigt noget, for man ved jo, at bag Hypex står Philips og DET er godt nok ringe.

i det hele taget er mulighederne for at udvikle disse nye højeffektive forstærkere til produktionsstadiet ikke-eksisterende for selv halvstore firmaer. De små må enten vælge en mere traditionel løsning eller købe et færdigt modul fra de store, andre muligheder gives ikke. Tilfældigvis er det stadigvæk muligt at skabe den nødvendige mystik omkring en anden producent af ultra-billige helt færdiglavede mikro-stereochips. Vi befinder os stadigvæk i prisklassen langt, langt, under 100 kr. for en komplet stereoforstærker med et strømforbrug så lille, at det faktisk kan trækkes af af batterierne i en MiniMaglite. Råvarerne er altså økonomiske i ekstrem grad.

Denne producent hedder Tripath og er vist mest speciel ved at have været konkurs flere gang i løbet af sit korte liv. Alt drejer sig i denne del af elektronik-branchen om tilrettelæggelse af produktion, ikke nødvendigvis godt for nogetsomhelst. Helt uforklarligt er disse tripath moduler i visse kredse STADIGVÆK omgærdet af den mystik, som er nødvendig for at sælge varerne helt vildt dyrt. Det er ganske underligt, da de samme chips i andre forstærkere alle steder på nettet kan købes for få hundrede kroner KOMPLET.

Som med den originale Airport Express er det givetvis et skidegodt produkt til den pris, men man KAN også vælge den samme løsning til en bagatel af 21000,- fra en dansk distributør. Der er godt nok i denne kasse tilsat et par batterier, der dog næppe er særligt dyre, den anbefalede tid inden udskiftning er altså noget i den "lavere ende" af akvariet. Om den er pengene værd aner vi ikke, vi har alt for travlt med at tørre grine-tårerne væk. I vores egen branche anvendes de samme chips fra ICE og Tripath iøvrigt i ganske billige aktive studio-monitors fordi de, ja, rigtigt gættet, er SKIDEBILLIGE. Her kan man blot ikke sælge produkterne som noget særligt, fordi alle professionelle alligevel godt ved, at der er tale om helt standardiserede ultra-lavprisprodukter.

Nå, det kan man så muligvis stadigvæk i den danske hifi-branche og intet tyder på, at koret af "eftersnakkere", som hjernelamt mener, at man da "skal høre det selv" inden man vurderer noget er på tilgetog her heller.
Herfra er vi altså ganske tilfredse med at acceptere, at en hundelort-sandwich altså smager af hundelort uden at vi iøvrigt har smagt den. Ligesom vi da ønsker vor gamle ven Carsten Christensen al mulig held med salg og fortjent succes med sin batteridrevne Red Wine-Tripath forstærker til altså blot 21.000,- Det bedste ved det her for os at se, at brugtpriserne på fine gamle hifi-antikviteter yderligere styrt-dykker. Tak Carsten fordi du således så aktivt støtter vores herlige hobby! Blot uheldigt at den allerede syge patient så nok samtidigt dør.
Om ikke andet så da af grin over udviklingen! Som jo naturligvis mest er en "afvikling" af tekniske ambitioner, for hvordan skal man dog kunne sælge kvalitet til kunder så dumme, at INGEN AFSLØRING alligevel gør dem blot en lille smule klogere, nej vel? Lige meget hvor meget man både ser og hører fatter man tydeligvis ingenting. Som anmelderne, som testede Micromega/Airport-en så vanvittigt og urimeligt positivt.