fredag den 10. december 2010

Flensburg-Handewitt

I går indtraf der en uhyre uventet begivenhed. Ja, man kunne næsten kalde den for kosmisk grænseoverskridende uden at dog hermed ville være helt klart, hvordan og lige præcist hvor, det ville være muligt at overskride grænserne i kosmos. Selv science ficton-kultserien "Star Trek" har kæmpet med denne evige problematik og når selveste Captain Kirk og hans talentfulde crew med spids-ørede Dr. Spock ikke har kunnet knække gåden om eksistens og kosmos, så må den godt nok være svær. Måske vi i dette lys blot skulle resignere og kalde begivenheden for "stor"..?

Vi genfandt simpelthen massevis af billeder fra forlængst forgangne tider, som vi længe havde troet tabte i forbindelse med et computernedbrud. Der er tale om billeder fra en aldeles epokegørende tid for fra efterhånden mange år siden, hvor denne skribent for første gang mødte en åbenbart altid storsmilende Pia Dahl Olsen. På alle billederne strålede hun simpelthen som en sø-sol og lige i det lys kom denne skribent til at huske disse forlængst forsvundne tider. Som alle tider naturligvis til alle tider er forsvundet og tilbage er kun mindet om det fotografiske øjeblik.

Vi er i denne sammenhæng helt tilbage i vinteren og foråret 2005, en helt anden planet, simpelthen. Det var dengang lykken endnu var at arbejde i Dansk Audio Teknik-butikken i Klostergade med daværende ligeledes noget mere hanhunde-agtige Folmer Hund snork-vogtende under skrivebordet. Vi var lykkelige , var vi, som vi sad der og kikkede på hinanden i vores totale uvidenhed. Nemlig om, hvad lykken I VIRKELIGHEDEN var! Nå, det er så det, som disse billeder viser. Den kommende fru Mathiasen i sin sædvanlige hårdtslående stil nedbryde alle vores forsvarsværker til noget, der hurtigt lignede Kalø Slots-ruin. Vi lå simpelthen i kameraets nærvær dér på gulvet og friede til frk. Olsen. os begge to.

Nå, det dér med at ligge på gulvet gik over ret hurtigt. Ikke at nogen af os havde fortrudt, men ret hurtigt ændrede tingene i Klostergade sig ganske drastisk. Firmaet skiftede ejer fra den ene lidt uforudsigelige københavner til den anden langt mere uforudsigelige ditto. Genfundne billeder viser en sælsom weekend-firmaudflugt til Kolding i noget, der i eftertidens klare lys skulle vise sig at være det endelige "dødskys". Og i god gammel russisk tradition, hvor alle kysser alle, skulle alt derefter gå i opløsning. At kalde denne firmaudflugt for hel-kikset er helt utilstrækkeligt, katastrofal dækker bedre. Resten var blot et langstrakt sygdomsforløb. Imponerende i betragtning af økonomichefens fine foredrag med plancher. Dumt!

Ret hurtigt viste det sig noget uventet, at en nyansat medarbejder over natten havde udviklet voldsom hunde-allergi. Derfor blev husets mest trofaste medarbejder, Folmer Hund, ret hurtigt derefter forment adgang til virksomheden. Derefter udspandt der sig over sommeren et forunderligt spil, som er dokumenteret på disse billeder. Ikke at det berørte denne skribent særligt, han havde jo sin højtelskede Pia Dahl Olsen og så kunne verden forresten gøre, hvad den ville. Den gjorde den så også, som Verden vel altid gør, og den gamle verden var væk for evigt. Efter at det blev forbudt at bruge firmabilen for undertegnede uanset ærinde (noget, der naturligvis ikke gjaldt for andre ansatte eller bekendte af fører-parret) var resten blot et unødvendigt efterspil. Den gamle ejer vidste udmærket, hvor aktiverne i firmaet lå og solgte billigt, fordi han blev truet til det af en trussel om en opsigelse. Den nye ejer købte derfor billigt og forskertsede straks derefter firmaets eneste reelle aktiv, som var det eneste, man havde købt. Om det lyder dumt? Ja men det var i virkeligheden MEGET dummere og DYRERE ikke mindst.

Det var Dansk Audio Teknik i Klostergade så også snart derefter, væk for evigt, og adskillige millioner med og det var vel ikke ufortjent. Hvis det ovenstående lyder ovendrevent selv-overvurderende for denne skribent, er det ganske tilsigtet. Når en medarbejder årti efter årti producerer 75% af firmaets totale omsætning og at det er regnet med i budgettet, at omsætningen falder 75% i dennes ferieperiode, så er det noget optimistisk at regne med, at denne medarbejder kan undværes på kort sigt. (Dengang var begrebet "den lange bane" slet ikke opfundet i anden end svømning) Ingen er uundværlig, man skal blot have råd til at undvære vedkommende. Eller eget talent til at erstatte. Det første var der en hel del af, til gengæld var der INTETSOMHELST af det sidste. Og allermindst var der nogen evne eller måske blot lyst til at se det indlysende og uundgåelige: Den katastrofale økonomiske virkelighed, der som tidevandet i Fundy Bay, Nova Scotia, kom buldrende ind.

Det er så disse herlige og tumultariske tider, der er foreviget atter engang på disse genfundne billeder. Det skal lige med i dette lidt overdrevne overdrevne helte-portræt af denne skribent, at det faktisk slet ikke var på mit initiativ, at samarbejdet blev opløst dengang det gjorde. Ikke at det var nødvendigt, billederne viser at det allerede havde været uafvendeligt længe. Der er muligvis ikke meget heltemodigt ved at være en "ufrivillig helt", som denne skribent altså blev. Udover altså at være en helt, i denne sælsomme personkreds en absolut sjældenhed, hvor selv tvivlsomme helte skulle tælles med.

Efterfølgende har vi kun haft professionel kontakt med én eneste af de gamle medarbejdere. Han er nu også rar nok, men de andre er altså blot røget ud i livets store lokum. Uden særlige spor tilbage end lidt småpletter efter de allerfleste normale toiletbesøg. Når man ser på billederne fra "indpisker-weekenden" er det en sjov tanke, at nogen nogensinde kan have haft tiltro til disse dilettantiske drenge-medarbejdere, som snart skulle udføre mænds arbejde, men må jo huske, at al det her fandt sted i en tid, hvor alle økonomisk kunne gå på vandet. Det var næsten en præstation at gå konkurs dengang, hvor selv de sygeste og dummeste forretningskoncepter endnu levede som den håbløst-designede "Irske Kæmpehjort", på lånt tid, ganske vist, men alligevel. Godt gået, og tak for sparket!

Til sidst skal vi lige omtale dagens overskrift, som betegner en andet forlængst glemt nordtysk lokalitet. I den forunderligt-selektive virkelighed, som TV er, så var Flensburg-Handewitt engang på alles læber. Det var fordi, der var en håndboldklub med dette navn. Det vil sige, det er der stadigvæk, men alligevel er klubben forlængst glemt for så vidt som at flere år er længe. Og det er det jo ikke, i TV er det en EVIGHED. Dengang i fortiden var det noget helt andet, og Flensburg-Handewitt var toppen. Af den eneste nødvendige og helt tilstrækkelige grund, at der var adskillige danske spillere i klubben dernede og i en periode også en dansk træner. Huhej hvor det da bare gik!

Da de så forsvandt forsvandt al interesse ligeså hurtigt som tilsvarende nyere heltedyrkelser af Peter Schmeichels Manchester United. Forstaden Handewitt er næsten for den gennemsnitlige dansker ca. ligeså kendt som Svantevit(t?) fra Rügen selv om en del jyder kender det lokale indkøbs-paradis ret godt. Ellers er det helt sort dernede. Selv i disse dage med masser af sne er det stadigvæk sort inde bag alt det hvide.
Og det altsammen for at sige, at i denne engang så kendte og omtalte forstad "over-weekender" vores nys indindkøbte koloenormt store JBL biografhøjttalere. Fordi den bil, som er rummelig nok til at transportere monstrene, ikke kan hente dem før. En tragedie? Ja, mildt sagt, måske derfor i dagens tekst vi har måttet søge tilbage til tidligere tiders triumfer. Måske lidt sølle, når man blot dengang ikke selv udrettede noget videre, faktisk blot "fanget" af fruen og fyret af fjolserne.
Det var hvad der kunne komme ud af at sidde og glo på gamle billeder.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start