torsdag den 30. december 2010

Shh., Folmer Hund sover.

 
Posted by Picasa

Så er det slut med "Hundedagene" i denne omgang og tak for udvist tålmod med vores kære kræ, Folmer og Anton, den førstnævnte sluttende cirklen i dag.. Inden vi hvis vi da ellers får tid til det i morgen vil bringe en mere formel nytårshilsen et par småting fra den virkelige verden. Det er nu mest virkeligt i kraft af, at det rent faktisk er både konstaterbart og måleligt, men derudover adskiller det sig nu ellers ikke fra anden noget fantasifuld fiktion. Vi skal tale om så forskellige ting som pantebreve og pickupper.

Dengang for længe siden inden verden gik af lave, altså helt tilbage inden ordet finanskrise var opfundet (vi er flere år tilbage altså), skulle man være en slem idiot for ikke at kunne få sin forretningsmodel til at hænge sammen. Og så var det fuldstændigt (næsten heldigvis) ligemeget, hvor mærkeligt tingene så ud. Overskud var ikke noget mål i sig selv og i den hen-retning var en tidligere inkarnation af dette firmas navn en absolut pioner, som burde kunne danne baggrunden for et "case study" ved en "business school" et eller andet sted. Ganske vist mest for hvordan man på trods al hysterisk positive konjunkturer alligevel formåede at blive tvangs-opløst, men man kan vel næppe undgå trods alt at blive lidt klogere af at studere forretningsmæssige fiasko-modeller?

En anden afgjort pudsighed fra disse jo ellers gode gamle dage var det altid at læse om AGF´s årsregnskab. Som i dag var der tale om fortsatte røde tal i regnskabet, numerisk spændende fra det betydelige til det egentligt livstruende. Nå det gik for AGF og er gået til denne dag uden at denne skribent helt har fattet hvordan. Så mange rige venner kan man da næsten ikke have..? Tilbage til en altid interessant post på AGF-regnskaberne fra dengang: På trods af kontunuerligt-kolossale akkumulerede underskud var der altid en post, der hed "gevinst fra spekulation i pantebreve" Det vil sige, helt sådan var den ikke posteret, men det var det, den var. Gevinsten hvert eneste år fra et BANKLÅN.

Hvert eneste år funderede denne skribent over denne finurlige post, for selv har jeg da godt aldrig oplevet stadige og uforanderlige gevinster ved at låne penge. Nå, det kan naturligvis være, at jeg blot ikke har lånt penge nok, for DET havde AGF. Ikke mindre end 330 mill. kr., lånt hos deres hovedsponsor, Alm. Brand Bank til helt fantastisk gunstige vilkår. NUL RISIKO, SIKKER gevinst. Klubben fik tilsyneladende blot rent formelt stillet dette uhyrlige beløb (ihvertfald set i forhold til klubbens øvrige vaklende sikkerhed som økonomisk enhed) ganske RISIKOFRIT til rådighed for at kunne investere i pantebreve.

Banken bar således hele risikoen uden at høste nogen gevinst overhovedet. Hvordan sådan noget kan hænge sammen i et kapitalistisk samfund, som formodes styret af et vist økonomisk rationale, er langt hinsides vor fatteevne. Endnu mindre fatter vi så af hele situationen i dag, hvor AGF på forunderligste vis ikke længere har lånt pengene. Det var da ret dumt at holde op med at høste denne gevinst, når man ingenting havde sået? Nå, men banken blev måske klogere?

Ja, det kan ikke helt udelukkes, men det var nu ikke fordi de trak disse nul-forrentede penge hjem igen. Da AGF uforklarligt og for denne skribent noget fornufts-stridigt/overraskende forlod dette ensidigt favorable bank-engagement i Alm. Brand Bank, overtog andre firmaer under andre navne på forunderligste vis lånet. Om det var på samme vilkår vides ikke, men nogen synderlig sikkerhed fik banken da ikke ved denne omlægning. Ihvertfald er disse spekulative lån i dag ganske tæt på fuldstændigt at skulle afskrives af Alm Brand.

Det er mærkeligt så hurtigt tingene kan skifte og endnu mærkeligere er det vel, hvor i alverden pengene er blevet af i denne forunderlige tid for den mere fantasifulde bankvirksomhed. Hvor som i den for tiden genudsendte David Lynch serie om "Twin Peaks" intet er, som det giver sig ud for at være. Rettidig bank-omhu tydeligvis allermindst og nogen sikkerhed for nogetsomhelst ikke-eksisterende. Herlige tider for de skruppelløse omkring den store økonomiske "tag-selv buffet"

En lille bitte smule "tag-selv morgenmad" er der vel også i fortællingen om bagmanden bag den lillebitte japanske pickup-producent Lyra. For meget mindre kan virksomheder altså ikke blive, simpelthen et enkeltmandsfirma med kvindelig medhjælp, for som det fortælles:"(cit nerds. dk)..den ene af dem, der fremstiller dem, er en ung pige, Akiko (mener jeg hun hedder) - som har fremstillet pickupper i snart 10 år - og hun samler dem ikke færdigt, det gør mesteren stadig selv. Jonathan Carr mener at det vil tage en 5-10 år før hun er færdig udlært og mester er tilfreds...
Lyra fremstiller ca 100 pickupper om måneden, de 50 er Delos..."

Det er en historie så smuk, at man meget gerne vil tro, at den er sand. Det er dog bemærkelsesværdigt pudsigt, at den første legendariske japanske pickupproducent af pickupper i det stratosfæriske pris-segment, den afdøde Sugano med sine Kiseki-pickupper, også var en "mester" med speciale i sværd-fremstilling. Sjovt nok, at denne metallurgiiske top-ekspertise, som også findes i spanske Toledo og tyske Solingen ikke har medført samme pickup-ekspertise?

Genier findes der tydeligvis ganske få af som den japanske mester. Dog kræves det ingen særlig special-uddannelse som geni at se, at det eddermaeme er en god forretning at være mester, for disse pickupper koster fra ganske mange til overordentligt mange tusind kroner stykket. rart at se, at genialitet stadigvæk betaler sig. Ganske godt endda.
Vi kan blot ikke fuldstændigt frigøre os fra at have lidt ondt af denne arbejdsomme mand og hans lærling, for som med vores egne mange danske Ortofon-pickupper, så lyder mikrofirmaets modeller tilsyneladende også meget forskelligt. Underligt, er hifi ikke blot en enkelt mænds stræben efter det sublime...?

Derudover er det altid interessant at få nogle billeder fra selve troldmandens værksted, for der må godt nok være mange spændende plasticstøbemaskiner til fremstilling af præcisionshuse, nåle og alle de andre normalt blot indkøbte enkeltdele. Fremstilling af pickupper er ellers i resten af denne verden i den grad i lighed med al anden mikro/nano-teknologi blevet specialiseret, men hurra og salut fra det ceremonielle kanon-batteri Sixtus til de få, der er tilbage, som skaber tingene selv. Eller bare skaber sig eller historien.

Hvis der altså er nogen, historien her er da næsten for god til at være sand. Det er blot mærkeligt med den der del af historien, hvor det tager en evighed at oplære hende den unge pige, for når der tilsyneladende ingen linie er i lyden i produkt-programmet (som bestemt heller ikke i Ortofon) hvad er det så hun lærer? Er hun blot dum i nakken eller hvad. Det er man vist selv, hvis man tror på alle disse historier. Jo bedre og mere usandsynlige de er, jo mere løgn plejer de at være. Til gengæld ganske rørende og smukke.

4 kommentarer:

Blogger anders sagde ...

H. H. Mørch solgte på et tidspunkt en pickup under eget navn, som hed Mørch Dacabo - en ret lækker sag efter sigende.

Da Capo pickuppen blev lavet for Mørch af ScanTech i Japan. Den var baseret på en Highphonic pick-up, men Mørch bidragede til designet og lavede dele til den ude i Gentofte. Da Ortofon holdt op med at lave MC200 fik dem som havde købt ICA armrøret tilbudt en god pris på en Da Capo og et nyt armrør. Mørch holdt op med at sælge dem da han ikke kunne være sikker på at levere til alle kunder, fordi ScanTech ikke var tilstrækkeligt pålidelige.

Scan Tech var i begyndelsen ejet af Stig Bjørge. Stig Bjørge har været bosiddende i Japan i mange år. Drev først firmaet ScanTech som dels producerede egne produkter under Lyra navnet, dels producerede en del forskellige pickupper for andre. Desuden importerede ScanTech en del audio udstyr til Japan


I 2002, blev ScanTech solgt til en partner, og Stig Bjørge stiftede selskabet Lyra som idag producerer pickuper under Lyra navnet og elektronik under Lyra Connoisseur navnet.

Lyra havde i sidste halvdel af 90'erne en model på markedet, som hed Lyra Clavis Da Capo - mon ikke der er et slægtsskab der? Den er anmeldt her: http://www.stereophile.com/phonocartridges/496lyra/

30. december 2010 kl. 14.50  
Blogger Poul M sagde ...

Ja, som du så glimrende beskriver er der tale om et simpelt handelsselskab som masser af andre. Hvorfor kalde det nogetsomhelst andet? Og al pseudo-romantikken om Mesteren og lille Karate Kid, kvalmt!

30. december 2010 kl. 15.23  
Blogger anders sagde ...

Fordi en vigtig del af det at markedsføre et produkt i dag er at sælge en historie. Der er jo hånden på hjertet i dag ikke den voldsomt store forskel på pickuppers ydeevne i den dyre prisklasse. Så hvis man skal få nogen til at smidde en masse penge efter sådan et produkt i stedet for eks. en ortofon, så må man forsøge bat sælge historien bag i stedet for.

30. december 2010 kl. 16.21  
Blogger theboxerdog sagde ...

Selve overmesteren.... Mogens Kamp...... Har du vist fået skræmt væk (O)(O)

Eller også er han sneet ude, så han ikke kan komme ind til sin computer.
Hvad har du dog gjort ved ham, Poul, haha

30. december 2010 kl. 22.17  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start