onsdag den 29. december 2010

"Wie es wirklich gewesen war"

 
Posted by Picasa

I dag fortsætter vi vores "Hundedage", der som enkelte nok ved faktisk betegner en bestemt periode i midsommeren. Hvad disse fjerne dage i begge retninger har med den afbildede Anton Hund at gøre må henligge i den klassiske romertids relative tåger. Anton med de fremtrædende frølår er en bjørnstærk og bister hund, som ikke finder sig i meget vrøvl. Ja, faktisk undertiden mindre end ingenting og det kan være en smule problematisk når vi endnu ikke har mødt nogen hund, som kan løbe fra Anton. Til alt held er den dog også en særdeles rolig hund uden synderlig jalousi, idet gårsdagens billede af Folmer Hund i fruens fortjente favn er taget samtidigt med det her. Selv om man måske i kosmisk perspektiv kan have visse indvendinger mod total samtidighed, da vi kun har et enkelt kamera.

Ellers er overskriften i dag "sakset fra en vis Herr Leopold von Ranke. Det første ord hed han naturligvis ikke, som sagt, i dag vil vi forsøge at iagttage en passende akademisk korrekthed og ikke mindst overfor von Ranke. Derfor vil vi starte med at sige, at vi ikke ved positivt, om han nogensinde i sin studietid fik nogen af samtidens ellers nærmest obligatoriske og uendeligt status-givende såkaldte "mensur-ar". Disse blev forårsaget (ordet er slet ikke tilfældigt valgt) af den for studerende aldeles obligatoriske rituelle fægtning med kårder og sabler. Sådan vist mest en specifik tysk udgave af den ærkedanske drengesyssel at tisse højst op ad en mur, blot med ar ikke kun på sjælen. Hvis man altså ikke vandt, dette var så ligemeget for de klogere tyskere, hvor kun de fysiske ar talte..

Nu er denne skribent som bekendt formelt akademiker og dermed umådeligt belæst og såre dybsindig og samtidigt uhyre beskeden, bestemt en sjælden kombination. Ranke var ikke mindre sjælden, snarere mere, da han var den første indenfor sit felt, som var historisk kildekritik. Hans "dictum" fra overskriften blev afgørende for al senere historieskrivning. Ikke at det gjorde historie til nogen videnskab og da slet ikke en eksakt én af slagsen, men lidt bedre blev det dog. Fra det helt urimeligt anekdotisk-meningsløse til det mere overkommelige selektivt-politisk-korrekt lettere forvrøvlede. Forskellen her er vist uhyre akademisk men det skal man nok helst være ikke-akademiker for at se.

Derfor kan historie nu være mægtigt sjovt og interessant også uden sikker forvisning om, hvordan noget overhovedet havde været. Eller ej eller måske måske. Et kritisk "indkik" i tingene er aldrig helt spildt selv om kikkene nødvendigvis altid vil være selektive og ufuldstændige. Lad os for eksempel tage en af familiens julegaver, heldigvis en, som tilfaldt min svoger. Det drejer sig om den nyeste plade med danske Dalton, en kombination af 3 gamle trætte mænd: Lars Lilholt, Johnny Madsen og Allan Olsen. Som allesammen har været bedre engang ligesom undertegnede og alle andre halvgamle mænd. Ikke nødvendigvis gode, blot bedre.

Det betyder så kommercielt heldigvis mindre, fordi Daltons publikum er blevet tilsvarende ældre og åndeligt dorskere. Det første er en kendsgerning, det sidste vel blot et naturligt produkt af den støt stigende strøm af af smags-tilrettet skod-musik. Og her falder Dalton naturligvis helt fint ind som naturlig julegave. Musikken er ligemeget , men skal blot bringe minderne tilbage fra "Hundedagene" sidste sommer, hvor Dalton turnerede Danmark (nok mest Jylland?) tyndt. Og tyndt, det var det, det, som publikum hørte, fuldstændigt ligemeget. Søvndyssende, ikke blot det mindste distraherende, et herligt minde om en perfekt sommer på samme måde som de smagløse Premier-is og det tynde Royal Export-dåseøl..

De sidste dage har DR TV bragt en ret interessant udsendelse om tilblivelsen af dette uendeligt kunstige produkt, som hele Dalton-tanken var og ikke mindst er. Eller har været eller hvordan Ranke ville have udtrykt det på sit formfuldendte tysk, helt så gode er vi ikke. Til gengæld må vi virkeligt rose de mennesker, der under optagelsen har stået bag kameraerne, for det må da i helt usædvanlig grad have været fuldstændigt dødssygt. Det er det allerede at sidde og glo på det klippede materiale, faktisk så slemt, at denne ellers ret barske skribent blev temmeligt utilpas.

Det var ikke fordi hverken Johnny Madsen eller Lars Lilholt overraskede spor. De var såre menneskeligt og fuldstændigt forståeligt kun hoppet på Dalton-vognen for at tjene lidt knaster. Om de var tiltrængte ved vi ingenting om, men de var helt tydeligt ret hårdt-tjente. Udsendelsen hedder iøvrigt det noget misvisende "3 Krukker i en Gryde" og det er ret beset noget pladder. Dertil mangler der simpelthen 2 krukker, for meget mindre krukkede end Lilholt og Madsen her kunne man vist dårligt være. Eller mere lade og ligeglade, begge var helt tydeligt tilfredse med at levere lige præcist det, som publikum derude forventede. Nemlig lidt mere af fuldstændigt det samme og ellers overhovedet ingenting og allerede kendsgerningen at de overhovedet igen stod på samme scene var helt tydeligt rigeligt. Og såre let-opfyldeligt som ønske.

Det var så helt tydeligt også det, som publikum til koncerter og plader fik. Musikalsk og tekstlig hjemmesløjd i den afgjort lettere dilettantiske og forhastede afdeling. Og hvorfor dog også levere mere, når publikum alligevel er fuldstændigt ligeglade og kommer og køber alligevel, deri kan vi dårligt være uenige med Madsen og Lilholt. De sagde det godt nok ikke ligeud, men de gjorde det til gengæld tydeligt hele tiden. De leverede den forventede ligegyldige vare og hvad kan man med rimelighed forvente mere? Ingenting, naturligvis, og det så lige præcist det man fik. Og så endda i julegave og han blev glad, svogeren.

Trediemanden, Allan Olsen, det var til gengæld en helt anden sag. Man kan måske beskrive hans adfærd som "tændt", altid et nyttigt virkemiddel i live-koncerter (andet end Dalton-optrædener forstås, der kan bevægelige fotostater tilsyneladende sagtens gøre det). Dog ville det måske i disse ulovlige fyrværkeritider være mere passende at kalde ham for sprængfarligt "overtændt". Eller måske bare total-krukket, fuldstændigt ude af flippen simpelthen. I et mindeværdigt langt klip skældte og smældte denne fuldstændigt humorforladte vrede mand med sine febrile frederikshavnske fiskeøjne løs på sine medspillere. I god og forventelig stil slog disse blot blikkene ned og forestillede sig formentlig, at bordpladen foran dem var en udskrift af deres bankkonto senere på året.

Så kunne fjolset forresten stå og råbe op om kunstneriske ambitioner og nødvendighed og andre ligegyldige ting, som alligevel ingen af dem længere var i stand til at levere, ham selv måske måske i virkligheden mindst af alle. Teksterne fra pladen, som lange studieoptagelser virkeligt tærskede langhalm på, var ganske "græsselige" grænsende til rene lejlighedssange. Og det var de jo også, Allan Olsens egne bestemt ikke mindst.

Derfor eller måske netop derfor kunne man naturligvis sagtens blive skidesur, ja endda så sur, at han åbenlyst truede med at kvitte projektet. Det gjorde han så ikke uden at det helt blev klart hvorfor. Altså IKKE, altså. Vi gamle mænd kan sagtens forstå det ubærlige raseri bag erkendelsen af den uundgåelige impotens, kunstnerisk som anden, der på et tidspunkt rammer alle, og derfor er vores afgjorte "helte" i denne dokumentar helt klart de dovne, Lilholt og Madsen, der sparer på det allerede særdeles sparsomme krudt. Allan Olsen fyrer blot sit krudt af til højre og venstre og lige ud i luften uden kunstnerisk at ramme nogetsomhelst som vi kan se i denne her kunstnerisk helt umulige Dalton-konstellation. Fuldstændigt kolerisk og så alligelig uden konsekvens, hvor ligemeget er det lige det er..?
Ren Serie 6-fodbold for trætte gamle mænd uanset hvor meget man end råber og skriger, så kan de altså bare ikke det, som de dengang ku´. Hvis de altså nogensinde har kunnet. Eller hvordan "es wirklich gewesen war"

3 kommentarer:

Blogger anders sagde ...

Tjae, jeg kunne nu godt lide Johnny Madsen engang - han var ret underholdende live. Lars Lilholt har jeg altid haft det lidt tungt med, og Allan Olsen har jeg aldrig rigtigt haft et forhold til. Men meget interessante og underholdende betragtninger.

29. december 2010 kl. 10.19  
Blogger Poul M sagde ...

Jamen tak. Det er er vist også lidt som Kandis og Bjørn og Okay og Bamses Venner og andre af branchens mere hæderfuldt-arbejdene musikalske arbejdsmænd et jydsk fænomen. Ligefrem meget "Highwaymen" med Kristofferson, Cash, Jennings og Nelson er der godt nok ikke over Dalton og det har der aldrig været.
Mindre kunne nu også sagtens gøre det men så lidt...?

29. december 2010 kl. 10.48  
Blogger czn sagde ...

Alletiders billede af den ikke så lidt frække tå-napper Anton. :)

Allan Olsen og Johnny Madsen er dygtige håndværkere live. Ikke noget man nødvendigvis behøver ophøje til titlen kunstnere, blot nærværende og velspillende. Samlet i Dalton sker der, af en eller anden mærkelig grund, kun en forringelse af deres spillemandstalent, og det hele bliver, som du selv er inde på, ret ligegyldigt. Lilholt... kan jeg ikke finde på noget pænt at sige om i musikalsk regi, men han er sikkert en flink fyr.

Sjovt nok giver anmeldelser af denne karakter mig altid lyst til at få syn for sagn, så krukkerne bliver aftenens fordummende indslag. Tak for tippet.

Se i øvrigt overkrukken i fin form her: http://www.youtube.com/watch?v=2QXiS6wTEj0

Mvh Christian (der nyder sin juleferie).

29. december 2010 kl. 12.11  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start