torsdag den 18. november 2010

Hvem er vi egentlig?

 
Posted by Picasa

I dag i al korthed og moderat morgen-panisk travlhed et billede af firmaets umiddelbare opgaver. Vi taler om vores beskedne julepakke-bord med 30 ruller gaffertape, diverse Beyerdynamic-mikrofoner til et større gospelkor, nogle Sennheiser trådløse mikrofoner til forskellige lokale uddannelses-institutioner, et sæt ATC SCM 11 til et redigeringsstudie i København og en del af et professionelt kamerastativ. Åh jo og så en pickup, som skal monteres på en pladespiller af fremmed herkomst, tydeligvis en uoverstigelig uhyre ekspertisekrævende opgave for de allerfleste hifi-butikker. Det kræver ellers kun en lille ligekærvet skruetrækker og en Stirex-tang (alternativt lidt tilspidsede negle)

Så er der naturligvis alt det, som man ikke kan se, for eksempel en bunke svinedyre beige-farvede mikrofoner til en lokal ambitiøs efterskole for deres Sennheiser trådløse systemer plus en babu-udrykning til en skole i Ry, Skanderborg kommune her til morgen. Hvis ældgamle højttalere lige havde opgivet ånden i et kritisk øjeblik. Nå, det har fruen så klaret så nu er alle glade. Det er vi naturligvis også selv, fordi vi på lørdag skal til hifi-udstilling i København. Fruen er en smule mere afdæmpet i sin ekstatiske begejstring som alle fornuftige kvinder naturligvis burde være. Og naturligvis også er, hvis de ellers kommer til udstillingen.

Hvilket de så selvfølgelig ikke gør, det er jo tæt ved at være definitionen på ultimativ ufornuft at komme til noget så ligegyldigt. Helt anderledes for os mænd, naturligvis, det er jo næsten den omvendte definition, som gør sig gældende her som mand: Retten og pligten til at opføre sig dybt debilt og slås til yderste blodsdråbe for retten til at hævde, at ens eget hifianlæg er det teoretisk bedste i alle verdener og galakser. Som når vores unge barske Anton Hund stritter løs med halen ved synet af en anden hanhund. Ritualiseret aggression jo tak, men det bliver det ikke meget mindre åndssvagt af og da særligt når man har sin kone med til at gennemskue disse urgamle basalt-biologiske sammenhænge.

Nå, nu glæder samme Anton Hund sig altid helt vildt til at komme ud for at kunne komme til at stritte helt vildt med halen lige op i luften, og helt fri for disse tilbøjeligheder er næppe nogen mænd heller. Lige meget hvor lidt hver især så har at stritte med.
Nå, pakkeriet kalder og reparationerne er så småt begyndt at rulle ind. Der ligger et par højttalere på bordet til re-coning allerede, og mon ikke lidt snifning af kontaktlim kan forkorte ventiden til lørdag lidt? Det håber vi, for det er godt nok forfærdeligt længe til..
For fruen bliver det så nok mere i retning af forfatteren Cornelius Ryans verdensberømte bestsellerbog om den 6. juni 1944 og de allieredes invasion i Normandiet. Den, der på dansk hed "Den Længste Dag". Det er ikke underligt, at ægteskaber ikke allesammen varer lige længe og mon ikke hifientusiaster her er en særlig risikogruppe, det tror vi. Eller at talrige triveligt-aldrende hifientusiaster generelt lugter ganske kronisk indgroet-grimt. Der hvor konen løb skrigende for alt for mange år siden. Ikke væk TIL noget bestemt som muligvis den norske forfatter Henrik Ibsens Nora, da hun "gik ud". Nej, væk FRA noget, væk, længere væk, blot væk!
Det er nok i virkeligheden det værste ved den slags udstillinger. Som Dostejevskij engang udtrykte det, lidt frit fortolket: Duften af såkaldte "kældermennesker" Det var ikke positivt ment, men det er nu sådan det er!

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start