fredag den 12. november 2010

Man må svæve, før man kan flyve!

 
Posted by Picasa

I dag et billede fra et igangværende projekt på arbejdsbordet. Den ikke ubetydeligt i fysisk henseende krævende opgave består i at lave en sammenlignende gigantisk lyttetest. Det "gigantiske" består mest i at flytte rundt på forskellige af firmaets mellemtone-drivere, i det aktuelle tilfælde et sæt 299 fra Great Plains Audio og et sæt antikke Altec 291. Komponenterne her er MEGET tunge og helt vildt magnetiske, forhåbentligt stadigvæk omkring 20.500 gauss, en formidabel feltstyrke. Påmonteret det ligeledes afbildede reference Mantaray-horn forventer vi et tæt opløb mellem potente parter. Den ene er god, det ved vi, og alle vores forudfattede fordomme peger entydigt på, at det er den anden osse. Faktisk så entydigt meget, at vi næsten ikke behøver lytte. Lyder det bekendt, at man kan blive så forblommet/forlorent/forlæst, at man ved alting uden nogensinde at have hørt nogetsomhelst? Eller ikke meget bedre, kun at høre det, man allerede ved hvordan skal lyde.

Ellers skal vi inden vi kaster os ud i det i dag, mindes en anden mand, som ikke mindre vovemodigt kastede sig ud, helt ud over klippekanten. De allerfleste gange gik det godt, men til allersidst gik det skidt, vel i virkeligheden en beretning om et almindeligt menneskeliv. Helt almindelig var denne mand nu ikke, idet han var ganske ualmindeligt grim. Med en fysiognomi som en uheldig krydsning af en mandril (en abe red.) og en chimpanse (en anden abe red.), må manden nødvendigvis være blevet drillet i skolen. Siger denne i denne specifikke retning rimeligt kvalificerede heller ikke for kønne skribent, som også høstede både fortjente og ufortjente høvl i skolen. Ikke særligt mange frugter, mest bare høvl. Og nu er jeg blevet gift, og mønstrene kan alligevel genkendes.

Tilbage til denne grimme mand, som senere blev meget kendt. Han hed Otto Lilienthal og jeg kom i tanker om denne svæveflyvningspioner i sidste weekend, da vi holdt en alt for kort kærlighedsweekend syd for Flensburg. En af vejene var meget passende opkaldt efter denne tidlige pilot, som selv byggede talrige svævefly. Som Leonardo da Vinci før ham tog Lilienthal udgangspunkt i de samtidens allerede flyvende fortidsøgler, fuglene, uden at det for denne skribent er helt klart hvad han fik ud af det. Så vidt jeg husker var Lilienthals teoretiske apparat omkring opdrift ved forskelligt tryk på vingens over- og underside ikke-eksisterende. han kunne forsåvidt ligeså godt have taget udgangspunkt i mere statisk-faldende svævere som flyveegern og ditto svæve-firben.

Nå, han prøvede sig vel blot frem som andre igennem livet på bedste "beskub" og mon ikke samtidens samlede fugleliv har stirret forbløffet på denne modige mand i sine flotte og fantasifulde ubehjælpsomt-hjemmebyggede svæveplaner. Uvægerligt på vej mod jorden med ganske vist forskellig fart lige indtil allersidst, hvor Lilienthal opnåede den sluthastighed inden sit fatale møde med den hårde Moder Jord, som primært dikteres af tyngdeaccelerationen. Den højst opnåelige opbremsning ved luftens modstand var langtfra nok til at redde denne grimme 50-årige modige mand i 1896.

Som den franske evolutions-fantast Lamarck før Darwin blev det Lilienthals skæbne kun at opnå posthumt ry og ikke med nogen særlig nødvendighed. Det skyldtes ganske visrt mest, at det stærkt ekspanderende 2. Tyske Kejserrige dengang stod og manglede en helt. Det fik de så og endda en død én af slagsen, altid det allerbedste. Det, som Lilienthal måtte have opdaget, blev aldrig publiceret og selv om det havde været det, ville alle verdens kommende flyvende pionerer som cykelsmede Orville og Wilbur Wright og Ellehammer og alle de andre alligevel ikke have læst det. Som senere den engelske geniale ingeniør John Logie Baird, som opfandt verdens første fungerende TV-system. Der også viste sig at være en total blindgyde. Andre tog over og alle startede lige meget forfra. Fordi der ikke var andre muligheder.

Alligevel kan det sagtens have været et smukt syn at se Otto Lilienthal svævende højt deroppe, så højt som de tyske alper gav mulighed for, og det er jo ret højt. Og tydeligvis rigeligt højt til at man kan falde ned og slå sig selv ihjel. Helt så galt går det sjældent ved at læse JP om morgenen, men der er da normalt garanti for visse grin. I dag kan man for eksempel over en hel sagesløs avisside se den ulideligt selvsmagende "smagsdommer" Adrian Hughes præsentere sit livs største glæder og sorger. Det skal med, at det drejer sig om uhyre væsentlige ting som tydeligvis traumatiserende støjplager fra ganske nyindkøbte husholdningapparater. Det må være slemt for stakkels følsomme kvindagtige Adrian, som på denne måse "springer ud" som den dummeste af alle forbrugere. Nemlig den, der end ikke i sin sikkert uhyre belæste og velorienterede forudfattede smagsfuldkommenhed gider lytte til, hvor meget apparaterne STØJER. Det er ellers en ganske nem test skulle man synes, hvor enhver vel burde være sin egen eneste betydningsfulde "smagsdommer"

Det er temmeligt dumt når husholdningsmaskinerne nu skal stå i stuen og det burde selv en chimpanse have kunnet forudse. Nå, Adrian har heldigvis også glæder, ellers ville det jo næsten heller ikke have været til at "BÆÆ--Æ-RE", for eksempel beretter han med henført-dånende øjne om sin nye stav-blender. Som tydeligvis også kan bruges til at lave smoothies med. Og så kan man som almindelig mand, næsten ligeså grim som salig Lilienthal, blade videre i tillægget og få tips om, hvordan man kan "pifte" sit liv og sin habit op. Med henholdsvis et par nye sko og et nyt slips.
Både jeg selv og Lilienthal ved og vidste, at sådan noget flitterstads ikke hjælper blot det allermindste når det for enhver m/k synlige udgangspunkt blot er ringe nok. Kun forglemmelse deroppe i den klare alpeluft eller fordybelsen i spændeskiver og afstandsstykker og horntragte og monsterdrivere er sande "fix-punkter" i tilværelsen. Åh jo, og så kærligheden, denne herlige helt ufortjente bonus for denne skribent.

I samme tillæg kan man i en anden helsides ting (der dog heldigvis er enså ærlig og redelig annonce som de nu kommer) læse om at nyt spændende Rotel-livsstilsprodukt. Hvad den kan aner jeg ikke men det tyder på meget, måske ligefrem det hele.
Til gengæld er det da interessant at vide, at dette produkt ifølge annoncen er baseret på 50 års ingeniør-kunnen. Det sidste er så meget mere bemærkelsesværdigt, som at firmaet Rotel SLET IKKE eksisterede for 50 år siden. Nå, redeligheden har såtydeligvis visse grænser, sikke da en redelighed!

14 kommentarer:

Blogger czn sagde ...

Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

12. november 2010 kl. 10.44  
Blogger czn sagde ...

(EDIT, lille brain fart korrigeret)

Hehe, det kan være at rotel barslede i fire år med deres første produktserie inden de kom på banen som firma?

[ http://www.rotel.com/NA/About/WhoWeAre.htm ]:
"For those of you who may not be familiar with Rotel, we are a family owned, 46-year-old business, who's success has been earned by devoting our efforts to nothing else but making audio/video products for fanatics like ourselves."

Nu holder vi ikke jp, men gætter på at det måske er rotels nye netradio-DAB-cd-reciever du henfører til? Det misfoster er man jo godt dum i at anskaffe sig, da DAB jo er kraftigt amputeret og netradio stadig laller rundt i 128-192 kbit dåselyds-kvalitet.

Netradio, skulle man besidde det perverse behov (Jeg begriber ikke at nogen holder til at høre på selvfede mennesker sidde og snakke i tomgang, kun afbrudt af nyheder og støjende mainstream-pop), kan jo i øvrigt snildt streames fra husets pc, hvis man investerer i en lufthavn fra æblefirmaet til under en tusse. Sådan en ejer vi et par stykker af. Ikke at de bliver brugt til nogen former for radio... -Heldigvis da!

Det kunne nu være sjovt snart at få en demo af lidt af alt det legetøj du efterhånden har flashet. Jeg lover at være helt fair i bedømmelsen, trods mine 'nymodens' 2214h-104h2-035ti-kompakthøjttalere, der normalt står for lydsiden her i huset.

Kompakt selvfølgelig kun i forhold til ganske få audiomaners udstyrspark... ;-)

/Christian

12. november 2010 kl. 10.48  
Blogger anders sagde ...

At du overhovedet gider så meget som at gå i gang med at læse et indlæg som det med Adrian Hughes.

Jeg Husker Otto Lilienthal fra en bog om at lave papirsfly, som jeg faldt over på biblioteket som barn. Jeg sligte den bog råt, og for en tid blev der masseproduceret papirsfly i barnekammeret.

12. november 2010 kl. 16.28  
Blogger Poul M sagde ...

Ja, Anders, der er meget man må udstå for sagens skyld. Til gengæld kom så endelig for lidt siden langt om urimeligt længe vores McIntosh MC-2500 og sammen med den nr. 2 McIntosh MC-2600.
Rart at éns største bekymring er at få dem stillet ovenpå hinanden uden at få fingrene i klemme.

12. november 2010 kl. 18.33  
Blogger Thomas sagde ...

Hvis jeg bygger en plæneklipper der kører på damp er det vel rimeligt nok at hævde at den er baseret på 250 års ingeniørkunnen, det var i midten af 1700-tallet at James Watt opfandt dampmaskinen, så det har vel ret beset været almen ingeniørkunnen lige siden?

Sekundært, at komme til at omtale et 46 årigt firma som værende 50 år er vel næppe en dødssynd. Måske er der blevet fortalt at firmaet har et halv århundrede på bagen og det er så blevet oversat til 50 år af journalisten?

Det må være ordkløveri nok for idag, hehe..

12. november 2010 kl. 18.53  
Blogger Poul M sagde ...

Ja, det er så sandt som sagt, dog startede man først med hifi engang i midten af 1970-erne og det i det helt små. Udover at man sammen med NAD var absolutte pionerer i ALDRIG NOGENSINDE at producere noget. Det må selvfølgelig kræve ekstra erfaringer at fortælle andre hvordan de skal gøre det rigtigt når man nu ikke selv laver noget. respekt, tjah..
Matshushita/Technics startede i 1800-tallet med heller ikke at live hifi.

12. november 2010 kl. 20.18  
Blogger Ruben sagde ...

Fik Luxman ikke lavet det meste grej ude i byen "designed by LUX corporation" ? De fik da produceret nogle temmelig fede ting selvom de fortalte andre hvordan!

(dette ikke et forsvar for NAD)

- Jeg gad i øvrigt godt have en Rotel RB-5000 stående - 75 kg.

13. november 2010 kl. 00.26  
Blogger Ruben sagde ...

http://papirfoldning.dk/images/Boeger/ManderDippelGossage1974.jpg

13. november 2010 kl. 00.30  
Blogger anders sagde ...

Ja, det var nu ikke den, Ruben - bogen fra min barndom havde egentlige børnetegninger i. Men jeg tror faktisk at jeg er stødt på den du linker til engang.

13. november 2010 kl. 08.02  
Blogger Kim sagde ...

Ruben: Den vejer da vist kun "puny" 53kg.

http://www.thevintageknob.org/rotel-RB-5000.html

"Max power consumption 3,2kW"

13. november 2010 kl. 10.42  
Blogger Poul M sagde ...

Vi havde engang en Rotel RB-5000 til service i mine år i Radiohuset Expert i 1980-erne. Et rent makværk-mareridt af chassisdele, som var blevet nittet sammen efterhånden som man havde samlet den på kryds og tværs. Det ene hjørne kunne løftes 5 cm. inden andre dele slap, granati for absolut skod-stabilitet I den professionelle verden var det simpelthen ganske uhørt skandaløst enestående elendigt. Crest var ellers det værste og ikke spor godt, men Rotel en mill. gange værre Derudover "lavede" Rotel så vidt jeg mindes også B&W´s første (og sidste) "superforstærker", MPA1 Måske grunder her var den samme.

13. november 2010 kl. 11.01  
Blogger czn sagde ...

Ret meget bedre opbygget er min rb-991 ikke, trods den er fra en æra hvor de har kunnet prale af 30-35 års ingeniørkunnen. Et lidt for spinkelt chassis til så meget vægt har resulteret i at man kan mærke at den vrikker når man kun løfter den i et enkelt hjørne. Dog *kan* den trods alt skrues fra hinanden, skulle det nogensinde blive nødvendigt. Netledningen er en sjov eftermontering af gummikabel så overmåde tykt, at aflastningsklemmen er udeladt, hvad det så end gavner, ingen ved det vist helt, dog har den originale sikkert været dimensioneret omtrent som ledningen til en braun 'series 5'.
Prof ser det da også ud, lovgivning om elektriske apparaters sikkerhed eller ej.

(-heldigvis så måler og yder den som sådan en 2*200w bør, og kostede ikke mange slanter brugt.)

Langt værre står det til med en integreret rotel, som driver et par tannoy dc 3000, der står hos et familiemedlem. Den skulle efter sigende efterhånden have flere løse end faste forbindelser, og det på trods af at den næsten aldrig bliver flyttet på. Den er nu også noget bedaget, så ingen landesorg når den snart drager mod genbrugsstationens e-brokkasse.

Men er rotel ligefrem storeslemme til at lave bras...? Man får vel langt hen ad vejen det, man betaler for. Endda en del mere end hvis man f.eks. køber et batteridrevet misfoster der kræver at man er pløret til med rødvin for overhovedet at kunne nyde produktet. ;-)

13. november 2010 kl. 13.54  
Blogger Paw sagde ...

nøj hvor er i kloge, man kan sagtens blive enige om, at alt andet end det man har, er noget skidt, og det bare selvom man har oplevet een gang at et eller andet mærke har haft en fejl.

13. november 2010 kl. 18.11  
Blogger Ruben sagde ...

Poul sagde: ".... som var blevet nittet sammen efterhånden som man havde samlet den på kryds og tværs. Det ene hjørne kunne løftes 5 cm. inden andre dele slap..."

Ligesom der til lande med tropisk klima blev lavet særlige mug og fugt beskyttede udgave af grej blev der til det vest amerikanske og det japanske marked lavet disse ledeløse modeller - det var foranlediget af; the larger household electric application legislation act 5 § 2.38 of 1973 for "the determinative and non-determinative use of electronic equipment with a gross weight above 80 lbs in zones with seismic activity"
... lidt hurtigt oversat til dansk var det et senats påbud om at tungere elektroniske apparaturer til brug i hjemmet, hvis de blev solgt i markeder med høj seismisk aktivitet (californien / japan m.fl.)- skulle samles således at de havde en diagonal eftergivenhed på "2-2.5 inches per 65 lps" så at sige for at have den samme eftergivenhed som de jordskælvssikrede huse og deres indretning i disse områder simpelt hen for at undgå at de med deres tunge masse og "stivhed" udgjorde en personskade risiko ... Da Danmark nok ikke har været et stort marked for Rotel på det tidspunkt du havde den til service er det nok en "vest amerikaner model" med europæisk strømforsyning (jeg mener den amerikanske model havde en dedikeret 110 volts indgang) du har haft mellem fingrene, med den deraf følgende eftergivenhed i konstruktionen som du nævner på godt 5 cm ...

14. november 2010 kl. 15.32  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start