fredag den 22. oktober 2010

Posthumt navneforbud?

Et eller andet sted drømmer alle mennesker vel et liv i ærefuld erindring efter døden. Det er en rar tanke, at alle éns egne ubestridelige fejltrin nådigt glemmes, mens alle de forskellige kvinders og andre onde menneskers (oftest uhyre rimelige og berettigede) ydmygelser af én selv straffes behørigt. Alle søger vel en vis anerkendelse og når man som de fleste nægtes det i selve livet, er der jo kun et enkelt alternativ, nemlig det hinsides. Dejligt at forestille sig, at éns skriblerier her engang bliver national kanon og pligtlæsning for al skoleungdom og alle gamle svigefulde forlængst frafaldne kærester straffes behørigt. Nå, det sidste kan vi eventuelt godt "fire" lidt på, som vi søulke-ætlinge ynder at udtrykke det, de har dog trods alt lidt en del allerede. Ved at være sammen med denne skribent...

Forestillingen om egen posthum bliver fuldendt, når man i sin ego-fantasi ser talløse kolossal-statuer af sig selv i passende Påskeøen-format overalt på offentlige pladser. Som denne følelse så perfekt blev illustreret i tegneserien "Grønskollingen" med Lucky Luke, hvor altid afbalancerede Luke ved tanken om sin afdøde ven Paddy i rørelse tabte tobakken, da han skulle rulle sig en cigaret selv om han ellers kunne udføre denne handling fejlfrit i søvne på sin galopperende hest. Klimaks kom så, da en anden ven af Paddy klappede ubevægelige Luke på skulderen med ordene: "Han var en fin fyr, Luke!"

Hvilket måske lidt "søgt" bringer os over den forhåbentligt sidste beskrivelse af denne uges kollektive presse-dårskab, der har sat nye højde-rekorder. Eller nærmere bundrekorder kvalitativt, men måske det blot skyldes, at familien indtil i går var på ferie, så der var bedre tid til at blive konfronteret med verden ifølge de danske elektroniske medier. Slemt, meget slemt. I går var bunden af det lidt, som denne skribent så, da DR´s officielle, passende patetisk/insisterende-stirrende kriminalreporter var til et retsmøde i en sag om en mulig lækage fra en forlængst forhenværende spindoktor.

Nu kunne man måske tro, at denne direkte dækning drejede sig om afgørelsen af et skyldspørgsmål, som kunne give den gode gamle straf for landsforræderi, som senest ellers blev tildelt dr. Struensee og en kumpan, nemlig den gode danske tradition "hjul og stejle", altid et sikkert publikumshit. Så¨dan var det nu slet ikke, ja faktisk drejede det hele sig som så ofte før om noget helt andet, ja i det her tilfælde vel i virkeligheden om SLET INGENTING. Og det må vel med rette siges at være NOGET HELT ANDET end NOGET...

Hele sagen var om et muligt navneforbud i retssagen for manden, og vinklen var DR-reporteren var sygeligt grinagtig. Den stakkels mand kunne tydeligvis slet ikke rumme, at retten ikke som ventet havde dekreteret navneforbud. Det var noget uklart, hvad det skulle have gavnet eller blot ændret, for sagen har løbet i næsten 1 år og den tidligere spindoktors navn og identitet har været afsløret OVERALT, HELE TIDEN og IGEN OG IGEN. Mange hundrede gange. Senest naturligvis af DR selv i selve optakten til retsmødet, hvor navn, billeder m. m. af den mulige delinkvent/"hjul-og-stejle ekvilibrist" blev publiceret.

Nå, der stod denne krimi-idiot så og fortalte behørigt salvelsesfuldt om denne rettens åbenbare misdåd. Nemlig at den ikke på passende vis beskyttede den anklagede ved det, som i dag her på siden har valgt at kalde et "posthumt navneforbud" Hvad det lige skulle have hjulpet når nu DR selv har stået i absolut forreste række og det lige til det sidste for at minde alle om mandens sande identitet, tjah.. Man kunne jo ligeså godt have dekreteret navneforbud for alle os gamle læsere af tegneserien "Superman" mod at afsløre, at manden i virkeligheden altså bare var stakkels fjumrede og bebrillede reporter Clark Kent. Når alle ved det i forvejen står det jo ligesom ikke til at glemme.

Der blev ganske vist i tidligere tiders Ole Sohn-mønsterdemokrati, Sovjetunionen, lavet visse tiltag for at ændre nutiden ved at redigere fortiden. Sådan lidt "Star Trek"-agtigt, man mindes næsten den lidt dilettantiske film "First Contact" I datidens Sovjetunionen foregik det ved, at når tidligere politiske venner blev politiske fjender (og dermed i bogstaveligste forstand blev særdeles posthume!), så udsendte man fra centralt hold passende korrektioner til datidens russiske leksikon. Som der meget bekvemt kun fandtes et enkelt af men dog i en del eksemplarer.

Hvis den pludseligt afdøde "ikke-person" havde figureret på billeder i denne encyklopædi, så udsendtes der naturligvis korrigerende billeder UDEN denne person på, som så skulle limes ind ovenpå de gamle billeder. På en så hjælpeløst grinagtig vis, at man i DR sagtens ville kunne finde på det samme. Ja, det er jo i virkeligheden det, som man gør i denne spindoktor-sag. Tænk at man kan forestille sig at begrave folks tydelige og ganske nylige erindring så skide amatøragtigt. Og som man selv bemærkelsesværdigt nok til sidste sekund har erindret offentligheden om selv...! Det eneste vigtige "væsentligheds-kriterium" her var altså at slukket for det her bræk i en Helvedes fart! Klik!

I dag skal vi slutte vores "posthume spor" ved at mindes en af hifiens personligheder, Tom Fletcher, som er gået bort. Han var næppe kendt af ret mange, og det var vel egentligt ganske fortjent. I en del år lavede han pladespillere uden dog at vistnok nogen af dem nogensinde var, ja vel andet end pladespillere. Fuldstændigt ligesom alle andre lavede dem og som det vel er uundgåeligt, når man som lille mand ikke som en rigtig pladespillerproducent som SME har ordentlige faciliteter og maskinpark. Det eneste mindeværdige for undertegnede, som Tom Fletcher som habil hjemmesnedker nogensinde producerede, var en pladespiller bygget ind i et stykke egetræ, meget passende benævnt "The Oak" Spektakulært uden at der vist ellers var nogen anden ræson eller synderlig rimelighed.

Nå, navnet "Oak" bragte ingen særlig lykke som en anden indehaver af navnet, det engelske slagskib "Royal Oak" måtte sande. Dette skib blev som vi havstrygere kan huske, torpederet af en tysk U-båd under kaptajn Günther Prien, mens det lå for anker i Scapa Flow. Slagskibet fik den lidt tvivlsomme ære at synke med de fleste mænd og betydeligt færre mus som det første i 2 verdenskrig uden at have udrettet nogetsomhelst. Fletcher havde flere "skud i kanonen" og lavede mange forskellige pladespillere uden at det dog vist rigtigt blev til noget særligt. Idé var der for denne skribent ikke meget af hverken med hensyn til materialevalg eller andre principper. Eller særskilt mekanisk kvalitet.

Denne lille mand gjorde vel blot det, som han kunne og det var så ligesom det. Andet er vel heller ikke hverken forventeligt eller muligt. Jeg så sidste år et interview med den allerede da terminalt kræftsyge Fletcher, der fortalte tilsyneladende vældigt engageret om forskellige nye og vistnok ganske revolutionerende pladespillerprincipper, som han lige havde opdaget. Man sad tilbage med det klare indtryk, at det squ da var underligt, disse opdagelser efter et langt analogt liv skulle komme fra denne veritable "omvandrende kemo-kur". Nå, manden skulle vel leve, men det var godt nok et sygt interview, som stadig er tilgængeligt på nettet med stakkels dødssyge Fletcher, der mekanisk/manisk som stemmen på en GPS snakkede løs om ingen verdens ting. Hele interviewet er næsten det mest dødssyge, selv om dette ord vel ikke findes i hverken komparativ eller superlativ.

Man sad hele tiden tilbage med den uafrystelige fornemmelse, at manden da for Helvede der i sin sidste tid skulle finde på noget andet og mere fornuftigt at tage sig til. For eksempel at sidde og glo ud af vinduet, ligegyldigt hvad, alt ville have været bedre. Nå, men nu er han væk og så får tiden vise, om der rejses kolossal-statuer af denne mikrolillebitte mand. Vi tror, at chancen er ca. den samme som for denne ubetydelige skribent.
Tidens dom kan hverken ændres eller appelleres, og navneforbud er ligegyldigt, alt ender alligevel som glemsel og entropi.

Etiketter:

2 kommentarer:

Blogger Kim sagde ...

Hej Poul.

Det må være Anna-Log du husker?

http://www.divineaudio.co.uk/images/uploads/products/Nottingham%20Analogue/anna-log.jpg

Det er et stykke grantræ har jeg kunnet læse mig til. Perfekt til julemusik.

22. oktober 2010 kl. 11.45  
Blogger anders sagde ...

Interessant kommentar: http://nielskrause.blogs.berlingske.dk/2010/10/22/og-snart-begynder-det-hele-forfra/

23. oktober 2010 kl. 00.59  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start