“Hvem-Hvad-Hvor”

Man siger ofte om ældre halv-affældige mænd, at de “går i barndom” Da det tilsyneladende er en uafvendelig skæbne rammer det naturligvis også i en vis grad denne fiffige skribent. Derfor har jeg “grebet tyren ved hornene” (iøvrigt et ret underligt og ikke videre fornuftigt akrobatisk trick set fra denne oprindeligt landlige skribents synspunkt) og frivilligt givet mig i kast med denne forjættende tid. Dengang alting var før og pigerne havde hår under armene og talrige andre steder og hvor skæbnesvangre forelskelser i spændende (sådan skulle det da forekomme og sådan er skæbnen vel) studiner på Århus Universitet endnu ikke var i vejviseren. Det skyldtes, at jeg endnu boede i min oprindelige hjemby Horsens.

Det var en lykkelig tid, hvor somrene var varmere på trods af datidens endnu søgelige ikke-opdagelse af den globale opvarmning, videnskaben var vist dengang i sin vorden som den vist iøvrigt altid har været og altid vil være. Faktisk blev den danske endnu gældende varmerekord sat en dag i august 1975, lige inden storbyen Århus endegyldigt kaldte. Jeg husker endnu dagen, fordi jeg i ganske mange år dengang tjente de nødvendige penge til studierne som havnearbejder. Med en vis senere mere vidt-berømt Ole Sohn som effektivt-konspirerende DKP-formand for fagforbundet, nyligt omdøbte SID i Horsens.

Han lærte tidligt “the Tools of the Trade”, på trods af manglen på nogen særlig formel uddannelse. Eller måske netop derfor og man kæmper vel altid lidt ekstra, når der ingen vej er tilbage. Ingen højtlønnet og uhyrligt priviligeret fagforeningsformand kunne vel nogensinde drømme om at arbejde som almindeligt medlem i sin egen fagforening. En faktor “5” i forskel på lønchecken fra menigt medlem til formand afskrækker vel alt andet end de allerstørste idealister og det gjorde det tydeligvis osse dengang.

Dagen med varmerekorden lastede denne skribent plus en masse andre et stykgodsskib til et af datidens største danske eksporteventyr, Nigeria. Landets nyopdagede olie-eventyrlige indtægter gav et så kolossalt marked, at der aldrig nogensinde var mulighed for at nå at få losset “lortet” i Lagos` havn inden det forlængst var fordærvet. Det betød, at det kunne være ligemeget, hvordan varerne blev lastet, de skulle alligevel aldrig bruges, virkeligt en øjenåbner for den dengang noget mere idealistiske Poul M. ord som “stupide neger-tampe” var dengang endnu ikke blevet politisk ukorrekte og ikke overraskende rystede vi arbejdere noget på hovederne over at nogen ville købe de ting vi lastede. Det var der en ganske god grund til.

Nede i den sortmalede bug på dette høje og dybe skib var der mindst 60 grader denne rekordvarme sommerdag. Aldrig før eller siden har denne skribent på trods af ihærdige forsøg oplevet noget lignende. Da skibet skulle af sted til tiden, “oppede” den lokale stevedore med antageligt en vis “apanage” til det lokale fagforenings-kleresi (arbejdet var utilstedeligt risikabelt og aldrig værre end denne dag) betalingen. Lasten bestod af klipfisk, det vil sige dem, som vi arbejdere ikke fik hugget, malt i sække og den muslimske delikatesse, den ikke-alkoholiske nærende drik “Vita-Malt” Noget sødligt stads, der var så uendeligt frastødende, at vi arbejdere end ikke gad stjæle det og DET sagde noget. Faktisk kan jeg slet ikke komme i tanker om noget andet, som vi ikke både gad og gjorde..!

Efterhånden blev tingene blot smidt oven i hinanden i en stor dynge og knuste flasker i tusindvis gennemvædede det allerede forlængst dødsdømte malt. Til sidst vippede vi simpelthen pallerne på skibets lugekant, så sække og flasker og klipfisk og rotte-ekskrementer (dem, var der ganske mange af der på den ikke vældigt vedligeholdte havn og deres lorte var næsten på størrelse med mus) og andet godt blot dryssede ned i dybet. På den måde blev der plads til det hele men om, hvordan det har lugtet på turen til troperne og den planmæssige halv- til helårlige ørkesløse venten dernede på reden i Lagos er uklart. Selv lugtede vi da ikke særligt godt og så er det da vist udtrykt lidt mildt. Det gjorde de klipfisk, som denne skribent senere forpestede det meste af Skjoldhøjkollegiet i Århus med, heller ikke, men det var vist heller ikke meningen.

Det er sådanne “blitz-glimt” af forlængst glemte minder, som en ganske frivillig gennemlæsning af en af datidens sikreste julegave-plager, Politikens “Hvem-Hvad-Hvor” 1976 kan føre til. Og det er dette “Barn/ungdommens Glemte Land”, som denne skribent helt frivilligt har opsøgt. dengang der både på trods af alle fakta om alskens varme-globalisering var både langt varmere og koldere end i dag. Få år efter blev den gældende danske “all time”-kulderekord således også sat
.
Det forbandede er så blot, at selv om man således bevæger sig 35 år tilbage i tiden til “uskyldens (relative) epoke”, så er Ole Sohn STADIGVÆK med i narrativet. Det er ikke let at være Poul M. Selv om jeg så havde bevæget mig tilbage til den barnlige erindrings yderste horisont kan jeg stadigvæk huske ham og hans overklassede sprit-nye robåd med den forbandede Evinrude-påhængsmotor. Med samme grotesk hævede ene øjenbryn (ligner grangiveligt en mislykket Ib Schønberg fra “Far til Fire”) som i dag kunne denne priviligerede skolelærer-søn/snothvalp Ole evigt og altid sejle fra denne dengang endnu mere drengede skribent i min fars store båd med indbygget hyttefad, en såkaldt “dam”. Det var surt dengang og det endda helt uden at hedde Kurt og har givetvis givet varige mén. Ole grinede blot og det gør han stadigvæk og hvorfor skulle han ikke osse det?.

Se, det var hvad der kom ud af at læse i gamle Politiken-håndbøger. Vi bringer mere en anden gang hvis vi ellers tør læse mere.
Det er slemt, man ikke engang kan “gå i barndom” i fred længere.

3 meninger om ““Hvem-Hvad-Hvor””

  1. Heldigvis er der 56% af danskerne som mener OS ikke bør være minister i en kommende rød regering. Flere partier mener OS bør forklare sig endnu bedre (!) om sin fortid i DKP og vist nok osse reflektere offentligt over sin betydelige brøde.
    Han er en virkelig ål og gad vide om vi nogensinde får ham ud af dansk politik?

  2. Det blev bemærket i en af netaviserne at politikere nu ofte bliver siddende uanset hvilke skandaler de roder sig ud i. Manglende konsekvens i forhold til tidligere. Der er efterhånden en del eksempler.

    vH pH

  3. Ole Sohn er ikke specielt slem i forhold til så mange andre, når der krattes lidt i overfladen. Politikere skal ville magten og holde fast i den, uden smålig skelen – ellers holder de ikke længe i den branche..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *