onsdag den 6. oktober 2010

En større undladelses-synd

Allerførst blev i i går smerteligt mindet om, at det faktisk nu er flere ÅR siden, vi har opdateret vores referenceliste. Udover at være lidt pinligt er det naturligvis også en smule dumt, ikke mindst når der er uundgåelige fejl. For eksempel skal vi ile med at korrigere, at guitar-butikken Akustikken nogensinde med blot den ringeste rimelighed har figureret der, dette burde være rettet nu. Vi er også blevet gjort opmærksomme på, at de specielle Martin Signature-guitarer naturligvis OVERHOVEDET IKKE er de samme som dem uden "pennestrøget" på, ja de er faktisk så meget anderledes end den ikke-signerede udgave, at man måske slet ikke i virkeligheden længere kan kalde dem for guitarer. Eller da sikkert kun lige akkurat. Utroligt at vi ikke havde opfattet det.

Nu er det dér show med diverse skabere og andre kulturpersonligheders autografer på kommercielle produkter jo ikke akkurat noget nyt. Allerede for ov er 50 år siden lancerede højttalerproducenten Tannoy Products. den passende benævnte model "Autograph", hvor grundlæggeren og ejeren Guy R. Fountains flot svungne autograf passende prydede pappet. Dengang så det uhyre autentisk ud, og ingen af hans autografer lignede helt en vilkårlig anden og det var selvfølgelig fordi Fountain selv havde skrevet hver enkelt. Tal om autenticitet her!

Nu var det heller ikke ret mange af disse kolossalt store og endnu mere kolossalt dyre højttalere, som Tannoy solgte, et par stykker om ugen var vist normen, så akut skrivekrampe eller andre former for skrive-blokering syntes ikke at have ramt Fountain. Udover Fountains minimale artistiske bidrag med sin usædvanlige HVIDE pen (membranen var jo sædvanligt grå-sortladen og ideen var jo, at den skulle kunne ses), så var højttalerenheden så identisk med alle andre af samme slags, som datidens produktionsteknik ellers muliggjorde. Hvis der var forskel var det ganske tilfældigt og aldrig entydigt.

Til denne unikke "Autograph"-højttaler medfulgte et ikke mindre unikt dokument, der beskrev produktet. Det unikke bestod i, at der i hvert eneste tilfælde var tale om en individuelt maskinskrevet side, hvor "o-et" igennem flere årtier på den sikkert efterhåndet noget slidte Remington-maskine fra tiden med "The Great War" (Fountain var en uhyre påholdende mand grænsende til at være en egentligt voldelig gnom af en gnier), altid næsten slog hul i papiret. Når man vender dette ark ser man alle o-erne stå som næsten-perforerede forhøjninger i papiret. Tal igen om autenticitet!

Nå, det dér med den unikke personligt skrevne manual var så slet ikke usædvanlig. ALLE Tannoys produkter kom med sådan en individuelt praktisk talt perforeret maskinskreven sag. Som sagt, Fountain var patologisk påholdende og stoppede ofte på vej til arbejde i sin Bentley nede ved Themsen. Det var nu ikke for at nyde udsigten, en favorit-fritidsfornøjelse var at opsamle diverse drivtømmer, som han mente kunne bruges i brændeovnen. Deri havde han naturligvis ganske ret, selv om det vel nok var relativt sjældent, at han på denne måse fandt særligt tørt og velegnet træ. Måske også derfor han ikke havde mange konkurrenter i sin særprægede hobby dernede ved floden. Selv datidens lokale landsbytosser (som endnu ikke havde udviklet sig til nutidens hifi-tosser, gode og uskyldige tider!) må have godtet sig ved synet af den altid ulasteligt slipse-klædte samler! Sjovt har det sikkert set ud og det var altid bedst for firmaet, når denne koleriske mand var væk. Ren lykke for alle.

Også i dag kan man få de største Tannoy-prestigemodeller prydet med Fountains navnetræk på pappet. Det er så straks lidt mere suspekt, da han døde i 1977. Helt så galt er det nu ikke, man lægger ikke det mindste skjul på, at der er tale om en helt normal højttalerenhed med en autograf trykt på det taknemmelige pap.
Det er nu ganske befriende i disse kommercialiserede og måske lidt rigeligt søgt-individualiserede tider at kalde en skovl for en skovl! At det så kun gælder vanvittigt kostbare højttalere og ikke langt mere økonomiske guitarer er naturligvis noget overraskende. Der er tydeligvis meget, som denne skribent overhovedet ikke fatter og vær venlig ikke at huje så højt af almindelig billigelse, fru Mathiasen!

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start