torsdag den 23. september 2010

Montering

Hvis vi i går troede, at vi havde travlt (og det gjorde vi og det havde vi), så skulle det alligevel blive helt anderledes i dag. Meget værre eller meget bedre, noget afhængigt af, om man anskuer det fra vores hårdtarbejdende ældre Opel Omega stationcars side eller vores egen noget mere positive. Flere bil-læs er altså temmeligt meget, og vi fortsætter så i dag. Også med at finde ud af billed-uploadingen på denne side som ellers er ganske let.
Det siger fruen i huset ialtfald, så det må vel passe, men læreprocessen for denne computer il-litterat har været ganske overordentligt langtrukken. Til gengæld er der så blot at glæde sig over, at når det endeligt lykkes engang, så er der langt mere at vise frem af. Sådan lidt i retning af denne dags solrige vejr-melding, som atter engang sender husets energiske sylfide af en frue (den stærke og robuste nørrejydske varietet af arten ganske vist) ud på landevejene i atter et forsøg på at slå den allerede stærkt opskruede tempo-rekord på landevejs-mountainbike. Herfra tror vi på sagen, sommeren har været tæt-bestrøet med nye rekorder i den og andre atletiske retninger. Benmusklerne er blevet strammet op på næsten rent "Søren Springgren"-niveau, atleten, som alle vi gamle læsere af Anders And-blade garanteret mindes. Ham og så Andersines dumme idealmand, alle tiders flolset-Bjørn Muskelsen...
Derudover ser det nu ellers mægtigt godt ud på madammen, langt bedre end på Springgren ,det skal siges, og det bliver det så altså også. Lige nu til eksempel.

Der er også andre fordele ved at udsætte tingene. For eksempel forudsagdes ifor et par dage siden styrt-heldagsregn i dag, og den er da vist fordampet undervejs. Der er tydeligvis fordele ved at udsætte tingene til tider, men hvad hjælper det blot os i dag? Ingenting, desværre, noget af isenkrammet i dagens dont skulle faktisk allerede have været leveret i går.
Det skønne er så, at der sikkert og forhåbentligt også i dag lander et sæt kæmpe-kolo-enorme Altec 804B-metalhorntragte her. Lige akkurat det, som vi har brug for, siger denne skribent. Ligeså meget, siger fruen "like we do a hole in the head" men hvad hun helt mener med det lader vi henligge lidt i det uvisse. Engelsk er ikke denne skribents absolutte spidskompetence. Derudover er hun allerede bort-cyklet i en så forrygende fart, at det alligevel er helt formålsløst at forsøge at indhente hende for en eventuelt uddybende kommentar.

Etiketter:

2 kommentarer:

Blogger anders sagde ...

Den klassiske roadrunner, den fra tegnefilmen med den stakkels coyote, som desperat forsøger at fange den - jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig kommer til at tænke på den...

23. september 2010 kl. 15.34  
Blogger Paw sagde ...

hmm det er småting, det nyeste inden for hifi, er at man nu åbenbart har så lidt at snakke om, at man nu beder om råd til at holde fremmede katte fra ens anlæg :-)
http://www.nerds.dk/?page=viewtopic&mode=reply&t=5516

23. september 2010 kl. 21.32  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start