tirsdag den 28. september 2010

Haggis-land

Gennem hele den vestlige skrevne historiske tid har de vilde skotske højlands-soldater altid været berygtede. Det har ikke udelukkende været deres (for klimaet i det mindste) noget outrerede påklædning eller særprægede musiksmag, som har været skrækindjagende. Trods alt har lignende påklædning og truttende sækkepiber igennem historien gjaldet på Balkan uden at der har været skotter til stede, sækkepiber er vist bare gode til at skræmme alle lyttere. Helt skotsk-ternet-kiltede med den pudsige pung foran har de godt nok ikke været, de dér "balkanesiske" karnevalssoldater fra Syldavien og Bordurien og hvad alle de gamle lande dernede nu hed på Tintins tid inden de seneste landreformer, selv om de prøvede så godt de kunne. Ingen var dog helt så barske som skotterne.

Efter en forlænget weekend i det skotske højland har man fået respekt for disse barske mænd og en bedre forståelse af, hvorfor det trods mange århundreders engelske forsøg på total undertvingelse af de ellers hele tiden ganske få skotter indtil den såkaldte "Bonnie" Prince Charlie "endelig "fuckede" det hele op i den sidste krig mod englænderne i 1745. Hele Prince Charlies militære fremstød mod syd lykkedes ellers fint med blot omkring 8000 soldater, men det skyldtes naturligvis mest, at det kolossalt meget større og ikke mindst folkerige England slet ikke havde nogen stående hær, i virkeligheden en pudsig ting.

Det eneste, som man kunne mønske, var en flok tyske lejesoldater, traditionelt benævnt "Hessians", selv om de fleste traditionelt blev hvervet i de daværende tyske kongeriger og fyrstendømmer Hanover/Hannover (kun ét "n" i den engelske version) og Brunswick/Braunschweig. I denne historieløse tid var det et nødvendigt faktuelt sidespring. Ikke at det sikkert hjælper noget, men æren ligger alligevel altid i selve kampen og ikke i resultatet.
Det gjorde det så heller ikke for skotterne, som efter en selv for britiske forhold helt usædvanligt forkludrer militær-kampagne tabte det sidste slag på det øde nordskotske udsted Culloden Moor tæt ved Inverness. Ironisk var det ganske tæt ved det sted, Bannockburn, hvor skoytterne i 1300-tallet efter en tilintetgørende sejr over englænderne (som godt nok dengang talte alt andet end engelsk, mest fransk og tysk og portugisisk, sjovt overhovedet at benævne dem englændere) ved Bannockburn.

Englænderne vandt som så ofte før og senere det sidste slag og denne gang var der i det mindste enkelte engelsktalende i deres "træn" Ikke vældigt mange, men et etnisk fremskridt ikke destomindre. De nyligt "domesticerede" vilde skotske højlændere blev derefter en frygtet del af den ganske lille britiske professionaliserede "krigsmaskine". Lille, fordi den selv som lillebitte stående hær næsten var i stand til at ruinere et land i fredstid for slet ikke at tale om krigstid, hvor det gik endnu stærkere end den nuværende danske VK-regerings politik. DET er altså hurtigt og det var det også dengang.

Og så tilbage til weekendens udflugt til det skotske Highland, hjemstedet for det måske berømteste skotske regiment, "Black Watch" Nå, måske i virkeligheden "The Atholl Highlanders" er ligeså berømte, de kommer osse fra en by lige ved siden af, flækken Blair Atholl. Eller en hel masse andre skotske regimenter, allesammen rekrutterede i vanvittigt tyndtbefolkede områder, lige netop dem, vi kørte igennem i weekenden. Historien bliver simpelthen ganske levende omkring én.

Det er nu ikke genfærdene fra de gamle skotske klaner, hvoraf den berømteste helt sikkert må være denne skribents skotske slægt i i den traditionelle Matheson-klan med autoriseret klan-mønster og altsammen, som kommer inod én fra alle de tåge-omkransede "glens" Næh, man forstå bare straks, hvorfor det gennem mange hundrede år var plat umuligt for englænderne at fordrive de skotske røverbander fra "the Highlands". For det første er der for en hær af fodtusser ganske langt derop og efterfølgende var det simpelthen helt umuligt at bruge datidens artilleri på de stejle skrænter. Dette forenet med, at man dernede i "the Glens" var rene "sitting ducks" for skotterne gjorde ikke sagen lettere.

Til gengæld gør det så hele den ellers stadigvæk fejrede sidste skotske konge, "Bonnie" Prince Charlies totale dårskab mere synligt, for hvad i Helvede ville idioten dog føre krig for på en flad hedestrækning som Culloden Moor? Sikke dog en flejnert! Til gengæld kan man sagtens forstå, hvorfor så mange skotter omgående "fylkedes" (vi beklager vores halv-militære tone i dag) omkring de britiske faner, for sikke dog pænt der er dér i det skotske Highland. Og sikke dog et lorte-sted at bo. Ingenting kan der gro og alt for få og fattige handelsfolk at plyndre. Ikke underligt, at datidens skotske professionelle soldater var helt usædvanligt næsten vantriveligt små ifølge overleverede engelske såkaldte "lægds-ruller" De var simpelthen rene gnomer, langt mindre end datidens engelske noget sølle gennemsnit på un der 1.60 m. for frivillige soldater. Helt grinagtigt og så alligevel ikke helt.

Skotterne var nemlig i ganske usædvanlig grad hårde og hærdede. Og nej, det var ikke kun det håbløse klima og de forfrosne bare knæ. Nej, det var ernæringen. De åd nemlig den traditionelle ret haggis til morgenmad og vist osse resten af dagen. Fy for den lede pelikan, det gjorde vi også, og er vendt tilbage med et fornyet respekt for skotterne. For hvem ville dog ikke frygte folk, som kunne æde det hér til morgenmad:
"Haggis is a dish containing sheep's 'pluck' (heart, liver and lungs), minced with onion, oatmeal, suet, spices, and salt, mixed with stock, and traditionally simmered in the animal's stomach for approximately three hours"
Ikke underligt, at man senere opfandt whiskyen, det var nok for at tage lidt af den grimme smag. Skotter VAR og ER altså skidehårde! Og da slet ikke mindst kvinderne, der må stå op kl. lort om natten for at lave det her "hakkelse", som det vel oversættes retteligt til på dansk.

7 kommentarer:

Blogger Torsten sagde ...

"Skotter VAR og ER altså skidehårde!"..
Så sandt så sandt - og ikke bare over for andre, men også over for hinanden. Min fjerne forfader fra haggis-land, havde fået den - selv i dag - livsfarlige ide, at klanerne burde dele en smule af de tilranede landområder ud til de mange som ingenting havde.

Det blev de andre krigsherrer sure over - ellers underligt, for hvad skal dog man med et karrigt stenet landskab - så de rottede sig sgu' sammen, overfaldt Douglas klanen (Den af de to med den grimmeste tartan), gjorde overhovedet et hoved kortere og delte rovet imellem sig.
De få familiemedlemmer som overlevede ved at flygte, slog sig ned blandt vennerne i det nordvestlige Tyskland (Oven på en senere kulmine).

The rest is history (and silence)...

28. september 2010 kl. 12.11  
Blogger anders sagde ...

Puha, barsk historie, jeg kender nogen som skal til Edinburgh - nogen gode forslag til, hvad man skal se?

28. september 2010 kl. 13.00  
Blogger Ruben sagde ...

for god orden skyld vil jeg lige tilføje at Idi Amin var den sidste konge af Skotland og at haggis smager ganske meget bedre end Kidney Pie

28. september 2010 kl. 14.30  
Blogger anders sagde ...

generelt set synes jeg nu nok at det engelske køkken lader noget tilbage at ønske...

28. september 2010 kl. 15.02  
Blogger levesen sagde ...

Så vil jeg opfordre jer til at se mere Gordan Ramsey:-)

28. september 2010 kl. 15.27  
Blogger anders sagde ...

Ja, ja, men Gordon Ramsey og Jamie Oliver, bare for at nævne to, er ikke et udtryk for det traditionelle engelske køkken.

28. september 2010 kl. 17.02  
Blogger Ruben sagde ...

nej de to herre har ikke meget med det engelske køkken at gøre - der er en grund til Worcestershire sauce bliver brugt så flittigt ved bordene på de engelske øer :-)

29. september 2010 kl. 00.09  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start