Det ideelle demokrati.

Dengang jeg selv var yngre, (ikke helt ung, blot yngre-et af den fremskridende alders privilegier at kunne rubricere stadig flere af livets epoker) studerede jeg i detaljer det ideelle demokrati. Især selve valghandlingen var ifølge datidens doktriner påp mit studium absolut efterstræbelsesværdig men uopnåelig naturligvis for datidens sørgelige danske demokrati. I det her bedste af alle “lykke-lande” havde man RIGTIGT demokrati. Langt bedre end det danske med alt det der ligegyldige demokratiske ævl, som jo er et af demokratiets vilkår..

For det første var stemme-pligt, og det brugte datidens doktrinære lærere på mit studium naturligvis kreativt og positivt. Fordi man SKULLE stemme (ellers vankede der bødestraf) så var det naturligvis en selvfølge, at vælgeren satte sig godt ind i valgprogrammerne, lød ræsonnementet. Lidt mærkeligt synes vi selv dengang. Derfor var vælgerne i forhold til de danske dengang delvisk anarkiske regeringer i denne syge optik meget bedre “klædt på” til at træffe det rigtige valg. Fordi man SKULLE stemme..

Nå, vælgeren gik så pligtskyldigst hen til valgstedet og alternativet var altså blot at komme til at “skylde” en bøde, så det gjorde i praksis alle. I denne fuldendte demokratiske proces registrereres rutinemæssigt 100.0% valgdeltagelse ja i et enkelt enestående tilfælde hele 113%. Når man som denne skribent kom til at grine lidt upassende over det fik man læst og påskrevet af datidens lektorale koryfæer på mit instuitut som Ole Nørgaard (bvadr), Thomas Petersen (adv-bvadr) og professor Knud Rahbek Schmidt (fy for den lede pelikan!) De 2 er i dag døde, den anden ca. halv-død og det er verden bestemt ikke blevet værre af.

Tilbage til valget. Når den pligskyldige vælger sjokkede ind i valglokalet ventede der ham én stemmeseddel som i Danmark. Derefter havde han så et valg, et lillebitte ét. Han kunne nemlig vælge at gå ind i den helt anonyme stemmebox, der var behøring tildækket, muligvis af diskretionshensyn, muligvis for bedre at kunne tage billeder af den stemmende med datidens lidt mangelfulde foto-tekniske blitz-niveau. Der var nemlig at mindre problem ved dette ellers ideelle valg.

For det første var der kun én kandidat, og så skulle man jo ikke mene, at der ret beset var tale om noget valg, men det var der. Altså stadigvæk ifølge datidens sammensvorne klike af politiske løgnhalse. Man kunne nemlig altid stemme IMOD, altså et reelt valg. Og så alligevel ikke helt. Når man stemte FOR, så tog man simpelthen den udleverede stemmeseddel og lagde i stemmeboxen ved siden af valgbordet på bedste demokratiske vis. hvis man derimod ville stemme imod den eneste opstillede kandidat, så tog man naturligvis sin stemmeseddel med ind i den lille stemmebox, stregede kandidatens navn ud, gik ud igen og lagde sedlen i boxer ved siden valgbordet.

Det sidste var der ret få, der gjorde, af over 180 mill. stemmeberettigede mindre end 10. Ikke millioner, 10 PERSONER, hvilket naturligvis kunne (og blev) tolket som en ægte sejr for et ganske særligt demokratisk demokrati. Det var det også, så en enestående “sproglig voldtægt” på et smukt begreb. Nu kunne man måske forsigtigt indvende, at det ikke ændrede noget at stemme imod, og man ville have ret. Landet var som enkelte måske har gættet det forlængst hedengangne “Unionen af Socialistiske Sovjet-Republikker” og verden har med en mulig undtagelse i Nordkorea aldrig været så demokratisk siden.

Det vil sige, i Sverige gør man stadigvæk visse forsøg på at eftergøre dette faldne ideal. Derovre behøver man (sikkert af bekvemmelighedsårsager overfor gangbesværede) HELLER IKKE bevæge sig ind i noget lille aflukke. Nej, man trisser blot hen til det partis bord, som man agter at stemme på, får en stemmeseddel og lægger den uberørt i stemmeboxen. Ganske nemt og helt sindssygt diskret-demokratisk, det kan enhver da se. I Danmark var der også engang i folkestyrets ungdom en stolt tradition at undgå alt det her unødvendige skriven og spide blyanter og alt den snak. I det danske demokratis første halve århundrede under diverse Højre-regeringer og provisorier fandt alle valghandlinger altid sted ved håndsoprækning i fuld offentlighed.
På den måde var det jo også nemmest for de magthavende godsejere at se, hvem de IKKE skulle fæste det kommende år. Smart nok for dem, der sidder på flæsket på fineste demokratiske vis, skidt for det ÆGTE demokrati.

Nå, til sidst i dag et citat fra nerds.dk, det skal jo ikke ende i den rene “tristesse” altid. Den her sentens cit. “Standvaskeren” ville vi selv gerne have skrevet. I forbindelse med, at en stolt ejer af et noget alternativt designet hifi-produkt henført beskriver, at volumen-knappen er lavet som en pil, så selv blinde kan være. Hvis det lyder lidt dumt/søgt er det vel fordi det er det. Vor ven replicerer knastørt:
“Hmm, personligt har jeg ikke brug for visuel reference for at indstille lydstyrken på min forstærker, jeg drejer bare knappen med uret indtil jeg synes musikken lyder højt nok og mod uret hvis jeg synes det er for højt. Jeg formoder at blinde også har “knækket koden”..” Applaus herfra!

6 meninger om “Det ideelle demokrati.”

  1. For 15-20 år siden arbejdede jeg som edb tekniker i et firma med en masse erhvervskunder.

    En morgen var der en kunde der ringede ind og fortalte at hans skærm var sort. I rigtigt mange tilfælde kunne den slags problemer klares på et par minutter over telefonen med spørgsmål som "er der lys i den grønne lysdiode på skærmen? okay, er der lys i den på computeren? prøv lige at kigge bag på skærmen og følg kablet ned til computeren.." sådan en håndfuld nemme spørgsmål der kunne give mig en indikation om problemets omfang.

    Men sådan skulle det ikke være denne morgen. Kunden var ret fortravlet og havde bestemt ikke tid til det "pjat" og insisterede på at jeg mødt op personligt i en hulens fart og fiksede problemet.

    Jeg tog en skærm, et grafikkort og lidt andre stumper under armen og kørte ud til kunden. Hos kunden drejede jeg på knapperne til lys og kontrast så skærmbilledet dukkede op og skrev ham en regning på 750 kroner plus kørsel og hastetillæg. Om han sendte regningen videre til den rengøringskone der havde kørt en klud fra venstre mod højre under hans skærm melder historien ikke noget om..

    Man skal ikke udelukke at knapper med en tydelig pil havde gjort en forskel!

  2. @Thomas: Ikke for blinde… 😉

    @Poul: Det er straks værre her i huset hvor der benyttes fjernbetjening der replikeres til naborummet hvor stakken af grimrianer står gemt væk. En halvtreds stk knapper er der at vælge imellem, og inden da, skal man guddødeme vælge hvilken 'aktivitet' man vil foretage sig.

    Ak ja, det er hvad der kommer ud af at købe brugte (gode) sager uden remote… 😉

    Mvh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *