lørdag den 11. september 2010

Det civile samfund

I et normalt fungerende og stabilt samfund af myrer eller mennesker er der visse adfærdsregulerende mekanismer. Det betyder som i min egen barnoms landsbysamfund, at den smede-søn, som påstod, at han havde været borført til Månen af ufonauter, (husk, det var i Erich von Dänikens velmagtsdage), blev betragtet som lettere svagtbegavet "landsbytosse" Ingen efterfølgende observationer af denne fyr modbeviste nogensinde denne også indrømmet ganske oplagte hypotese. Folk mente ikke, at han alt for klog, og det var han bestemt heller ikke. Det daværende fornuftigt fungerende såkaldt "civile samfund" med vide ikke-nedskrevne tolerance-normer accepterede ham dog, uden at hans outrerede påstande vist nogensinde fandt andre "proselytter" i nær-området. Muligvis mest fordi den anden residerende landsbytosse mente, at han var havnefoged og ansvarlig for al færgefart. Sådan var det og det var accepteret af det civile samfund.

Til gengæld havde dette civile samfund som alle andre små ditto vanvittigt hårde, næsten "drakoniske" straffe for forbrydelser mod samfundet som for eksempel tyveri. Tyven med samt familien blev omgående udstødt i bedste bibelske Kain/Abel-stil, dengang kunne man osse sin Katekismus. Der var lidt "Saddam Hussein" over det her, manden, som vist aldrig blev "krediteret" for genopfindelsen (Stalin benyttede med stort held samme taktik som sikkert andre østlige potentater) af den vistnok eneste ret effektive metode mod beslutsomme selvmords-attentatmænd. Saddam havde nemlig en "track record" for simpelthen at udrydde hele attentatmandens familie OG disses landsbyer, og måske især det sidste viste sig vældigt adfærdsregulerende. Derfor var den i området for tiden så udbredte "bombebælte-industri" under Saddam den Vise (som tegneseriehelten Chiun, Sinanju-mesteren fra serien "The Destroyer" benævnte ham) såre begrænset. Et mindre sidespring.

Vores ærinde i dag er blot at erindre om, at et ikke-levedygtigt samfund IKKE udviser samme sunde form for tolerance. Og her må vi understrege, at det sunde samfund netop IKKE TROR på alt muligt pis og papir, nej det "isolerer" såmænd blot problemet/landsbytossen/splinten i fingeren, så det ingen skade gør. Det kan det netop gøre, fordi det er SUNDT. Helt anderledes er det med vores egen yndlings-hobby, åh nej, åh jo igen, hifi. Her er mekanismerne interessante at dissekere, for det er helt tydeligt ikke længere muligt at isolere nogetsomhelst. Der er simpelthen ikke længere sundt "væv" nok til, at det næsten er muligt at skelne det fra det "stupiditetens kræft-væv", som æder alt op. Hårde ord, åh jo, men lad os belægge dem lidt.

Intet beskriver vel bedre den terminalt syge tilstand indenfor hifiinteressen end diskussionen om kabel-mærket ZenSati. Som naturligvis intet KAN producere af den ret simple grund, at man ikke kan have produktionsvirksomhed med ansatte i det parcelhus, som er firmaets eneste domicil. Arbejdsmiljøreglerne er ret enkle der. Det er der naturligvis INTET galt i, som som en fornuftig nordmand udtrykker det på det norske forum "Hifisentralen":
"Er det virkelig noen som i fullt alvor tror det ligger noe smart, danskutviklet spitzentekonologi tuftet på 40 års erfaring bak disse produktene? ZenSati er jo ikke noe verre enn mange andre som driver i kabelbransjen, det er bare så mye mer åpenbart." Så simpelt kan det siges og det burde vel kunne lægge alle de helt uhyrlige påstande på ZenSatis hjemmeside i graven. Nej, desværre og naturligvis ikke. Desværre, fordi vi ville ønske som mangeårige entusiaster, at den sunde fornuft ville sejre og naturligvis, fordi alle de fornuftige forlængst har fundet andre og grønnere græsgange. I min egen barndom betød det, at man flyttede væk fra øen og så faldt samfundet sammen på samme måde. Det forkerte blev snart ligeså rigtigt som det oprindeligt rigtige.

Og i stedet sker der dette: Indlæg efter indlæg fortæller snork-snork om personlige lytterfaringer med forskellige hifikabler af nogenlunde samme almene og eksklusive interesse om hvilke kvinder de samme mænd tænker på, mens de onanerer. Meget mindre alment interessant er vel næppe noget..? Hvis vi havde kunnet komme i tanker om noget havde vi jo ligesom skrevet det.
Samtidigt er det også muligt at afspore diskussionen om produktet fuldstændigt ved at sige, at det "da ikke er pænt at kritisere dårligt engelsk" Uden naturligvis overhovedet at overveje, at den hjælpeløse automatiske google-oversættelse er sket på basis af ENDNU MERE forvrøvlet dansk sludder om ganske frit selvopfundne elktriske teorier og andre kosmiske sammenhænge. Ren landsby-idioti, det her! Der er ingen grund til at kritisere sproget når det er INDHOLDET, det er helt galt med.

Samtidigt er det også påfaldende, at blot ÉN ÉNESTE god ven og mangeårig samarbejdspartner for ZenSati-fyren kan afspore debatten til at være om ak ja, opfattet lydkvalitet. Det er ikke det, det drejer sig om. Og som om der kunne være andet end tåbe-paragraffen, der gælder for ompakkede fjernøstligt producerede OEM-kabler solgt i DK til 250.000,- for 2.5 m. Tåben er naturligvis ikke sælgeren, selv sælger vi også meget gerne professionelt udstyr dyrere, end vi køber det. Manden, der fungerer som det gamle teatertrick "deus ex machina",kalder sig Plafitracer, hedder Hasager og er god ven og støtte af/for "CEO-en" (som opfinder Johansen noget alternativt benævner sig på firmaets hjemmeside) for. Meget "Ole Opfinder" er der ret beset ikke i at være "Chief Executive Officer"....

Det er nok til fuldstændigt at afspore debatten,det sunde civile samfunds modstandsdygtighed overfor alskens svulster er ovre, og herfra går det stærkt. Ad helvede til, ganske vist, men sikke dog det går!
Der er altså lidt "Påskeøen" over den her kollektive tilintetgørelse af det engang så velfungerende civile samfund. Heldigt for de ryggesløse fribyttere og tilbage bliver vel kun de sørgmodigt stirrende statuer som dér ensomt stirrer ud over det endeløse sydlige Stillehav...
Sagde denne illusionsløse hifientusiast gennem 4 årtier og gik tilbage til sine Altec/Onken-"børn". Sikke en udsigt man må have haft som den sidste indbygger på Påskeøen sammen med de evigt tavse gigant-statuer efter den kollektive psykose, som opløste det forsvarsløse "civile samfund". Og som vi ser igen i dag.

2 kommentarer:

Blogger anders sagde ...

Sjældent har et indlæg i den grad siddet lige i skabet.

13. september 2010 kl. 06.29  
Blogger theboxerdog sagde ...

Alt i alt burde de forskellige, rasende dyre kabler have betegnelsen/navnet =
Placebo 1
Placebo 2
Placebo 3
osv.
osv.
osv.
Påtrykt med stor tydelig skrift............ i begge ender og midt på kablet :-D

14. september 2010 kl. 00.54  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start