onsdag den 18. august 2010

Tim Sloth Jørgensen - guldtresser og trakasserier

I dag vil vi indledningsvis berette om en admirals karriere. Han hed Rear Admiral Sir (altså ikke til fornavn, forstås, faktisk hed han det nærmest slet ikke), Vincent Smythe-Obleson. Der er derudover absolut intet at berette om nogen sømilitær heltekarriere, ingen ved noget om han nogensinde var ude at sejle på noget skib udover færgenmellem Dover og Calais. Ja, ikke engang denne ellers naturlige ganske vist noget kortvarige tur til søs vides Sir Vencent nogensinde med sikkerhed at have været på.

Der findes heller ingen positive vidnesbyrd om, at denne Rear Admiral nogensinde har været på et skib, større eller mindre, som har affyret nogen kanoner mod nogetsomhelst mål, fjendtligt eller blot alle fredstidsflåders favoritmål, nemlig skibe, der sejler på slæb lige ud, en hændelse, som nok aldrig har fundet sted i krigstid. I det hele taget er det svært at forberede sig på krig når der er fred og ingen fare. Som der har været på den danske flåde siden det lidt ynkelige slag ved Helgoland i 1864 mellem danske og østrigske (jamen det var det!) skibe. Hvor ingen formåede at skyde huller i hinanden, heldigt for turistindustrien i nutidens Ebeltoft og min gamle studiekammerat på historie, AU, direktør Benno "Evig begejstret-glad" Blæsild. Benno har ellers i mange år kultiveret en moustache, som er den tyske admiral Tirpitz værdig, så han lever sig virkeligt ind i rollen, det må indrømmes.

Nu døde admiral Tirpitz i 1. verdenskrigs tidlige fase ved det berømte søslag ved Falklandsøerne, men til gengæld kendes hverken fødsels-eller eventuelt døds-år vor Rear Admiral Sir Vincent Smythe-Obleson. Det sidste skyldes, at det eneste litterære belæg, der findes for eksistensen af denne mulige engelske søhelt, er i en TV-sketch af Michael Palin og Terry Jones, kendt fra "Monty Python", nemlig "Tomkinson´s School-Days", hvor han optræder som forklædt foredragsholder. Resten henligger i det evige informations-tusmørke, måske havde han slet ingen karriere.

Alligevel kan man nu ikke frigøre sig fra den tanke, at selv den inderligt fiktive (er der mon nogen, der har fundet på det her før, det er vist lidt langt ude, "fiktiv" kan vel dårligt findes i komparativ eller superlativ..?) Sir Vincent havde en mere glorværdig karriere end selv nylige danske helte. Ægte heltemod eksisterer vel ikke uden at nogen skyder RIGTIGT på én og for en rigtig admiral er sådan noget ligesom nærmest uundgåeligt med begrebet at stå til søs. Og endelig er vi tilbage ved overskriftens danske helt, Tim Sloth Jørgensen, en rigtig fredstids-admiral, en rigtig dansk maritim succes-historie om en mand, der allerede som 57-årig blev udnævnt til admiral med ret til at bære de allerbredeste "guld-tresser" på sin paradeuniform i allerbedste operette-stil. Tag dén, Gilbert&Sullivan og jeres "Pinafore"!, vi har osse én!

Eller rettere havde, for i forbindelse med diverse trakasserier i forbindelse med en helt uforståelig automatisk Google-oversættelse af en kontroversiel bog blev admiral Sloth Jørgensen tvunget til at gå af som forsvarschef. Man kan have sine sympatier hvor man vil i denne noget betændt-usympatiske buresukratiske sag, men på ét punkt bliver man glad for at se TV i disse dage. Rigtig glad over, at det gik, som det gik! Det turde være ganske utvivlsomt, at admiral Sloth Jørgensen aldrig burde have været chef for så meget som en robåd med sænkekøl her i de seneste år, så ALT andet var i virkeligheden bedre. Ja, man kunne såmænd med større succes have ansat allerede fiktive Sin Vincent Smythe-Obleson.

For problemet er jo helt tydeligvis, at den tidligere forsvarschef ser fuldstændigt SYGELIGT FORPINT ud. Det gør han iøvrigt også på billeder taget længe inden fyringen og han er altså ikke ret gammel, ikke meget ældre end denne saft-spændstige næsten fornuftsstridigt ungdommelige skribent. Han får simpelthen vor gamle sygdoms-reference, den mavesårs- og allerede dengang begyndende kræftforpinte Gary Cooper fra Zinnemanns western "High Noon" til at se helt sund ud. Mandens øjne er matte som en dårligt poleret galla-uniformsknap og hvis manden ikke virkeligt ER syg, så har INGEN med det udseende og udstråling nogensinde i verdenshistorien kunnet udstråle lederskab.

Nå, heldigvis for landet var Sloth Jørgensen kun en kransekagefigur til hofballer og andre festlige-gallauniformerede lejligheder og det var vist heldigt nok. Med det forpinte udtryk, manden havde og har, ville det næsten være ubærligt at tænke på, at han skulle være kommet til at stå i spidsen for RIGTIGE krigshandlinger. Det skete så for alle involverede parter heldigvis ikke. Den danske flåde har stadigvæk ikke siden 1864 skudt på fjenden for at ramme og det er helt oplagt heldigt. Ikke mindst for danskerne selv tydeligvis.

Nu har sygdom tidligere afgjort store krige af geopolitisk betydning. For eksempel var den RIGTIGE engelske helte-admiral Rodney historiens måske eneste admiral, som ALDRIG NOGENSINDE tabte et søslag. Selv den lidt senere Lord Nelson kæmpede dog et par stykker til "remis", men ikke Rodney, han vandt bare. Fordi han var en RIGTIG admiral, med på skibene og i slagets midte og vidste, hvad det drejede sig om og hvordan han fik sine kaptajner og besætninger til det. Helt enkelt fordi de allesammen kunne se, at Rodney selv var den allerførste til at gøre det, som han sagde, altid det eneste rigtigt effektive incitament i enhver krigssituation.

Under den amerikanske frihedskrig lammetævede Rodney både hollandske og franske undsætningsstyrker til Washingtons akut opløsningstruede tropper. Ingen krudt og kugler til generalen, intet USA. Uheldigvis for England var datidens sømilitære diæt for admiraler ganske hård kost og ikke kun for de menige søfolk. Admiralernes indtag af umådelige mængder portvin, en "absolut fordring" for alle med fornavnet "Sir", gav på den tid akutte urinvejsproblemer og svær podagra for de fleste, inklusive stakkels Rodney. Måske osse Sloth Jørgensen har kikket lidt dybt i disse gamle sømilitære annaler for inspiration, trods alt studerer alle fredstids-flåder jo nødvendigvis tidligere tiders søslag af mangel af egne ditto..

Nå, ukampdygtige og urin-oppumpede Rodney måtte på rekonvalescens i England og kom sig overraskende nok fuldstændigt. Næppe på grund af effektiv lægebehandling, helt givet snarere på TRODS! Desværre for Englands krigslykke nåede han tilbage ganske vist lige i rette tid til at besejre den samlede franske flåde i atter et brilliant slag, men det var desværre et par uger efter, at den engelske øverstkommanderende for landstyrkerne, general Cornwallis, havde overgivet sig og sin amerikanske hovedstyrke til oprørerne efter belejringen af Yorktown.
Det ændrer nu ikke noget ved, at der vel sjældent er nogen synderlig diskussion om, hvem der er rigtige admiraler og hvem der ikke er. Rodney VAR og det VAR vist godt, at admiral Sloth Jørgensen ikke blev prøvet derude, hvor kardæskerne fløj og masterne segnede. MEGET godt, når han nu ikke engang kunne kommandere ministeriets egne trakasserier!

Etiketter:

5 kommentarer:

Blogger levesen sagde ...

Må vi høre hvordan det kan være du ved så frygtelig meget om søhelt og søslag? Indgik det i historiestudierne på ÅU?

18. august 2010 kl. 09.42  
Blogger Poul M sagde ...

Jeg lærte ikke noget videre på datidens universitet med hovedvægten fast lagt på studier af Marx og Engels og Lenin, så nej! Mange årtiers dagligt misbrug af mindst én bog pr. dag plus lidt klæbehjerne gav en vis viden. Indsigten indfandt sig dog først, da jeg gav alle mine bøger væk, men det er en helt anden sag. Det er ganske svært at tænke selvstændigt, mens man læser andres tanker og det er svært at tænke nye tanker, hvis man ikke er bekendt med andres. Et dybt menneskeligt problem som man heldigvis sagtens kan løse ved at snakke om alt uden at vide noget..

18. august 2010 kl. 10.07  
Blogger bralk sagde ...

Jeg mindes at den danske flåde var i kamp mod skotske fisketrawlere engang i 70´erne, så det.....

vh

Tom

18. august 2010 kl. 15.08  
Blogger Torsten sagde ...

En stribe sommerhuse i Lumsås måtte da overgive sig, efter flådens overraskelsesangreb med et missil.

Og et færøsk oprør i Klaksvig blev nedkæmpet - takket være de medbragte betjente.

18. august 2010 kl. 23.50  
Blogger anders sagde ...

Efter dette "helteepos" står man forbløffet tilbage: Ståret ind til benet baserer "eposet" sig ikke på andet end en række besynderlige overvejelser angående Tim Sloth Jørgensens forpinte ansigtstræk. Jeg kender ikke ret meget til Sloth Jørgensens eventuelle lederevner. Men selv de største krigere gennem tiden har måttet strække våben, når de blev konfronteret med politiske rænkesmede og bureaukratiske trakaseserier. Tænk på Patton f.eks. der ikke havde meget til overs for Eisenhower, som til gengæld havde et langt bedre blik for det politiske spil.

Men heldigvis var fotografiet ikke opfundet i salig Rodneys tid. For hans overdrevne portvinsindtag og den tiltagende urinsyregigt har da uden tvivl givet ham et tvært drag om munden og en gusten ansigtskulør, der ikke har viget tilbage for selv Per Hækkerups sure fjæs.

Med andre ord: Det er sgu en ommer. For ud over de interessante stilistiske træk, som dagens tekst bestemt har og den tydeligvis ganske store viden omkring maritim historie som skribenten lægger for dagen, så er det sku lidt tyndt hvad angår den uforholdsmæssige substans.

19. august 2010 kl. 08.28  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start