Lovende, meeen….

Hvis man måske stadigvæk skulle være i tvivl om fremtiden for hifi i Danmark (det er vi nu ikke selv, vi ser overhovedet ingen), så kunne man måske studere en tråd på nerds.dk, der hedder “Markedsføring af hifi”. Den burde kunne blive pligtlæsning for sprogstuderende overalt, for mage til meningsløshed har vi dog trods utallige alenlange indlæg aldrig nogensinde set. At tilføje, at de er umorsomme indtil det egentligt “træmandsagtige” er helt tydeligt en kedelig bonus ved den udvikling til den endegyldige “skærmhobby”, som hifi forlængst er endt i. Når man først er der er der jo ingen vej tilbage eller måske nærmere UD,-ud i virkeligheden og det ægte sociale samvær. Man skal jo for det første helst huske at vaske hænder bagefter og måske osse gå i bad og det er allerede 2 uoverstigeligt-formidable forhindringer.

Nu kan man ikke afvise, at de flittige skribenter hver for sig synes, at deres egne indlæg er overordentligt sprænglærde, det synes vi osse sommetider selv på denne side. Ikke om ret mange andre, naturligvis, primært om os selv.
Nej, det er efter vores høje kvalitative krav ikke ligefrem kvalificerede bud på nogen glorværdig hifi-fremtid, der diskes op med, og én af deltagerne er ellers som undertegnede en gemen deltids-“diskenspringer” (hej, Otto!). Den vanlige skarphed synes vi dog denne gang er noget fordampet i almindelig sludrevornhed om hvad folk forventer og hvad folk har brug for og alt muligt andet pladder.
For folk har ikke brug for NOGETSOMHELST som de aldrig har oplevet, ABSOLUT INTET! Som allerede science fiction-forfatteren Philip K. Dick skrev: “Do Androids Dream of Electric Sheep?”, senere filmatiseret af Ridley Scott i en film, som tiden nådesløst har gnavet store huller i som den så ofte gør.

Nja, det ved vi jo ikke og allerede grafikken i blindes eventuelle sex-fantasier i drømme er heller ikke videre udforskede så vidt vi kan se, men der kan vi måske tage fejl, som vi jo ellers såre sjældent gør. Konklusionen er dog klar. Når kunden ikke overhovedet har nogen forventninger længere, fordi forhandlerne alt for længe har forsøgt at af at tækkes konernes umættelige designbehov ved at sælge lydløsninger, som er ringere end et DUX-combianlæg anno 1970 og “platte” sig til det nødvendige dækningsbidrag ved at sælge såkaldte “hifi-kabler”, så ER man altså selv ude om det.

Der er kun én vej og der har aldrig været andre: Man bliver nødt til at fascinere folk og sådan noget kan desværre kun ske LANGSIGTET. Engang var der perspektiv i den livsnødvendige markedsføring fordi der var penge til det og det gav det nødvendige salg. Det gav også mulighed for at gøre alle almindelige mennesker opmærksomme på, hvor godt hifi kunne lyde, fordi der var penge til at vise tingene frem. At fascinere som vi har sagt ca. en million gange. Når det så spares væk for kortsigtet gevinst så sparer man sig uvægerligt ad Helvede til, og LIGE DER befinder vi os i dag. Enkelte enkeltmandsfirmaer kan leve fint af de få, der holder sig væk fra nutidens bedste kilde til total misinformation. Eller alternativt den teoretisk dårligste kilde til egentlig information. Nemlig de terminalt skrantende hifi-fora.

Fordi man jo med ligeså god mening kan diskutere mulige androide-drømme som man kan diskutere ting, som ingen nogensinde har hørt og som de aldrig kommer til. Og som de hvis de fik chancen aldrig ville kunne høre alligevel, ikke at de ville tage chancen, dertil er hobbyen allerede forlængst endt foran lettere klistrede tangenter på tastaturet. Man må vel regne med, at selv de flittigste af disse skribenter sommetider lusker sig ind på diverse småsjofle sider, savle, savle! Underligt at dette tastatur også lige er til den klæbrige side, siger fruen og mærkeligt med alle disse slibrige mails. Hm., det skal vi vist gå let henover.

Men som sagt, læs tråden hvis du har lyst til lidt “kondenseret kedsomhed” og se den uhelliuge symbiose mellem mænd, hvor kunderne hverken har nogen særlig interesse eller fascination og hvor forhandleren tydeligvis heller ingen løsning har. Overhovedet, intet at byde ind med. Det skal nok blive godt, skal det! Som katten sagde, mens den skrabte løs-bagud! Det gamle råd gælder stadigvæk: Få da for Helvede folk til at drømme aktivt om noget, som de IKKE har råd til og sælg dem så foreløbigt det, som de HAR råd til. Ved at vise folk det helt fede, ikke blot det batteridrevne plastic-plat-produkt eller uhyrligt astronomisk prissatte bændellakrids-standardledninger, som man kan tjene store penge på-på korteste sigt, ganske vist, jo dyrere i forhold til produktionsprisen, jo kortere! Har vi fundet en naturlov her måske?. Nej, spil dog på det HELT FEDE og fascinér, fascinér, fascinér! Og lad dog være med at spilde tiden med at snakke med perspektivløse tågehorn som “Dreamz”, Otto, som har al den tid i hele verden, der skal til for totalt at forplumre alting. Det har du ikke!

Ellers har vi færdiggjort første og mest betydende del af vores truthorns-projekt. Selv synes denne skribent naturligvis, at det er fuldstændigt ubegribeligt godt, det er jo et særligt mandligt privilegium og en særlig evne, som ingen mand vel nogensinde mister. Evnen til at fascineres af EGNE evner, ai sammenligning med hvilke selv de mest brilliante ideer blegner. Nemlig dem man ikke selv har fået.
Efter længere tids savlen fra denne skribents side over vores “Voice of the Theater” Altec-projekt var det så fruens tur til at blive “stolet” foran disse monstre. De er STORE, RIGTIGT store. Ikke mindst det kolossale støbte kanonlavet-tunge 311-horn, der ildevarslende peger langt ud over forkanten på højttaleren er lidt en gyser.

Helt så slem er lyden nu slet ikke og da allermindst for dens “skaber”, læs, denne skribent. Helt ubeskriveligt fantastisk er sådan et sørgeligt utilstrækkeligt udtryk. Og så kommer fruens dom. Efter at have siddet et par minutter siger hun blot: “Det er lovende, men hold dog kæft, hvor er de grimme” Og så er det man kikker en ekstra gang på den ophobning af army-grøntmalede kolossale horntragte, og lyse plasticlaminat-plader og JBL-superdiskanter stakket op på pakketape-ruller og nødtvungent må erkende, at hun selvfølgelig som altid har ganske ret. Hold da helt kæft hvor er det dog grimt.
Nå, derudover spiller det vældigt supermeget fint, måske det var det, fruen mente med “lovende”, det vil vi ihvertfald vælde at vægte således…

6 meninger om “Lovende, meeen….”

  1. Mon ikke det er moderatorerne der har bedt deltagerne om at skrive….BARE ET ELLER ANDET…….. For at der kan ske bare lidt på den totalt døde side 😀

    For det er da BARE ET ELLER ANDET ævl der kører på den side.

  2. Det vil være flot hvis du magtede at gøre de "hold da kæft hvor er de grimme" højtalere flotte at se på så den smukke frue i større grad kunne fokusere på hvor godt de lyder … det fortjener i alle tre 🙂

  3. en af de store udfordringer som hi-fi i Danmark også står overfor er at den generation som kalder hi-fi for hobby falder helt igennem overfor yngre mennesker – da jeg selv var ung havde "alle raske drenge og søde piger" en hobby – i dag er det kun gamle gnavpotter, onkler og den slags pak der har en "hobby" – teenagere og de der er lidt ældre ville hellere dø end at indrømme at de havde en "hobby" – da så også foreningsliv i Danmark er på vej det samme sted som politisk engagement så får man næppe nye generationer til at interessere sig for hi-fi ved at trække hobby-kortet – tværtimod – derfor skal det ud af herlev-hifi-klubs lokaler hvor tykke gamle mænd sidder er ser gnavne ud med korslagte arme og hvad de ellers kan komme op med af negativt kropssprog og ind i en "interesse baseret kulturelt orienteret oplevelses eventagtig kombination af lyd, sanseoplevelse og økologisk vinsmagning" og så måske alligevel ikke – for så bliver det i sidevognen på en trendbølge og der findes intet mere illoyalt end et trendorienteret publikum hvis ikke man formår at lade sit produkt til stadighed følge trenden – back to square one – skid det hele et stykke og tage på med til vintagetræf næste år Poul – der er kun glade miner – fedt gammelt udstyr – singlemalt whisky, god vin og dejlig mad – ingen kabelfis allerhøjest lidt godmodigt tube-roling og en masse tosser

  4. Av, den med de tykke gamle gnavne mænd gjorde ondt, siger denne ældre mand, der dog nu i et eller andet omfang kan passe samtlige sine skjorter. Vi er der dog ikke helt endnu for så vidt ordet æstetik har nogen mening for denne skribent.
    Ellers var det lige ved dette år, hvor Peter Q´s nevø/svoger et eller andet, Svenne, havde lokket mig med men det gik i vasken desværre. Jo, der er ingen tvivl om, at der findes rigtige folk, der elsker rigtig hifi og rigtig øl, det er blot naturligvis ikke nødvendigvis dem, der er de mest aktive medlemmer af Danske Ølentusiaster og Herlev Hifiklub. Heldigvis da.

  5. Super update, og en fortolkning af en sikkert retfærdig dom, som ikke kan eller må være anderledes. Det kosmetiske kan du jo boxe dig ud af med lidt mdf og nogle m2 jersey. I kælderregi ville jeg nu synes det er synd, for det vil ligesom eliminere den der initielle fear factor man sidder med, når den store mand har 'stolet' én foran bæsterne, og går om bagved for at skrue op. (Jeg bevarede roen, men kun på overfladen) 😉

  6. Nerds…

    Hvis man er glad for at lytte til god musik, gerne i en version så tæt på den der lød ved koncerten/mixerpulten (eller enormt langt fra men på en fed måde), så er det ret beset masochisme at hænge ud med en flok evigt kabelskiftende åndspygmæer (Nerds), der kun formår at hævde sig ved at vise og diskutere hvor mange penge de tør smide ud på ingenting.

    Den der perverterede trang til at voldfotografere sin sort/hvid-pianolakerede ilva-stue, typisk udrustet med et par bittesmå 6½" reolhøjttalere stukket på en pind med fod, tilsluttet med ledninger der har kostet mere end højttalerne selv, har jo intet at gøre med high fidelity.

    Næh, det er såmænd ikke andet end exhibitionisme for de ekstremt generte, og en direkte pendant ses i øvrigt på bilgalleri.dk.

    Denne pisse-længst-konkurrerende flok tosser udgør desværre hi-fi branchens kundesegment i en grad der har sat branchens forhandlere udenfor pædagogisk rækkevidde.

    At tage debatten i deres baghave virker sådan lidt… lamt! Sikkert derfor tråden mest af alt ligner en øvelse i at træde vande.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *