mandag den 23. august 2010

B(rum) & O(verstyring)

I dag vælger vi at kolportere en gammel vits, som forlængst både være glemt. Det er den sikkert også, for den var hverken særlig god eller særligt rammende. Faktisk var den stjerne-åndssvag, fordi det, som den omtalte, da i særklasse overhovedet ikke led af, mange til meningsløs karakteristik ville man ganske forgæves have ledt efter. Firmaets produkter var og er præget af ganske gennemtænkt og glimrende (omend måske lidt RIGELIGT) produktions-orienteret ingeniør-praksis kombineret med en afgjort økonomisk omgang med råvarerne. Derved adskiller det sig naturligvis ikke spor fra de allerfleste andre virksomheder, men det bliver det naturligvis ikke bedre af. Eller blot anderledes.

Efter denne noget omfangsrige og tilsvarende indholdsløse "svada" skal vi afsløre, at vi selvfølgelig taler om det firma, der engang hed Bang&Olufsen. Fordi man ikke i engelsk-sprogede lande kunne anvende det ellers gode danske varemærke B&O, fordi det vist var noget med "body odeur/odor". Da jeg selv for en menneskealder siden startede i radiobranchen, hed det dog i "troende hifi-kredse" aldrig andet end ja, altså "Brum &Overstyring" Det var ellers ikke de mange tilfredse B&O-kunder, som primært oplevede det, vi andre, som købte datidens højt-hypede hifi med en samlekvalitet a la. datidens jydske "hard-hitter"-bestsellerautomobil, den allestedesnærværende Lada med trækkrog, så var det os, der var de dumme. At købe en Luxman klasse A-forstærker svinedyrt med en intern arbejdstemperatur på godt 80 grader med følgende uundgåelige selvdestruktive egenskaber var dumt. Ligeledes at købe et andet af ditidens stil-ikoner, Accuphase´s absolutte teknologiske "bundskaraber" med det omvendt-monterede print, hvor alle køleprofilerne sad på UNDERSIDEN af det totalt ventilationshæmmende hovedprint. Dumt? Åh jo, mildt sagt.

I det mindste vaccinerede det i en længere årrække denne skribent mod at "subskribere" på de allermest stupide tekniske løsninger, som der ellers er og har været talrige af. Aldrig dog flere end i dag, og det er jo noget paradoksalt på overfladen. Der er nemlig praktisk taget ingen udvikling i hifi-branchen og det kan der naturligvis heller ikke være. Sund økonomisk praksis tilsiger med absolut sikkerhed, at alle investeringer søger ind i mulige ekspansions-brancher. Som hifi også var engang, ja vel i virkeligheden helt frem til i starten af 1980-erne. Mærkeligt sammenfald at jeg selv startede dér i 1983, gjorde jeg virkelig SÅ meget SÅ forkert...?

I dag behøver man på grund af kundernes stejlt-styrtende kollektive intelligens heller ikke udvikle nogetsomhelst. Vi skal da opfordre eventuelle interesserede i at kikke en tråd på det snart totalt stendøde hifi4all om et af tidens mere platte plat-produkter. Det hedder "Bybee" og hvad det gør er ganske revolutionerende. Salgsmaterialet er ikke blot kontrafaktuelt, det er også kontravidenskabeligt og så dumt og hjælpeløst, at der naturligvis alligevel er nogen, der hopper på de her forklaringer om mirakler. Hvorfor dog udvikle gode ting når man kan sælge humbug og pis til den dummere og dummere forbruger. Som har gået flere år i skole end før og er endt med en indsigt og fornuft som en svageligt-begavet skov-snegl. Ikke alting går tydeligvis fremad.

Det gør det så heller ikke nødvendigvis herhjemme i hytten. For eksempel har vi fået lidt brum, men endnu ikke overstyring. Til gengæld er der ganske spontant opstået både hørbar sus (ved fuldt nedskruet volumen) og betydelig såkaldt "sner/snær" Og så er det ikke engang B&O, vi har fået. Nej, hele miseren skyldes vores nye Klipsch La Scala-højttalere, der på en lille meters afstand bag denne skribent helt umoterede står der og støjer og sprutter. Ikke at det er ret meget bedre med vores Altec-megahorn-combo henne ved arbejdsbordene, men dog en del, ja næsten acceptabelt.

Det skyldes jo desværre (eller heldigvis, afhængig af synsvinklen, inkompetence er det IKKE) det faktum, at vores nye Klipsch har en følsomhed på ikke helt ubetydelig 105 dB for ÉN WATT. Det er meget, det vil sige, det er så også ganske LIDT. Effekt, forstås, som der skal til. De spiller ganske højt på vores lamimpedante Benchmark-hovedtelefonudgang.

Nå, det gode er så, at vi slet ikke behøver kikke på de blå blink-metere på vores 600watts-McIntosh forstærker for at se, om der er tændt. Hvis det er, så er man ALDRIG i tvivl. Ellers gennemførte vi i aftes den ultimative test. Fru Mathiasen blev som inappellabel dommer og "op-kvinde" (hvis der er en femininumsform af "op-mand") placeret skiftevis foran La Scala´erne og Altec´erne. Ganske overraskende fik de nye Klipsch hædrende omtale af fruen og de er faktisk også ganske gode. Ja, måske ligefrem RIGTIGT RIGTIGT gode, jeg har trods alt selv købt og betalt dem, og det øger altid den perciperede kvalitet ganske afgørende. På sikkert samme måde som alle de, der har købt diverse plat-tilbehørsprodukter osse alle sagtens kan høre forskel. Mænds trang til at hævde egen fortræffelighed i købe- og dømmekraft er tilsyneladende ganske ubegrænset.

De spiller ganske fint, uventet homogent og mægtigt klart uden nogen videre dybbas. Ikke uventet, ikke det sidste, men nok det første. Hvilket naturligvis så bringer dem ind poå en absolut ærefuld anderplads blandt gårsdagens test-emner.
Efter lidt langsommelig fiflen og fase-korrektion er vores Altecs blevet rigtigt gode. Det har undertegnede selv syntes hele tiden uanset hvordan det lød, det urgamle mandlige selvbedrags-privilegium. Det nye er så, at denne gang synes fruen det så også. Ja, hun synes endda med sin drævende underdrevne nordjyske dialekt, at det lyder RIGTIGT godt! Det ene system er godt, det andet RIGTIGT godt, hip-hip-hurrah!
Hm., måske det var ord, som jeg lagde i munden på hende, men helt skræmt så hun da ikke ud, og sådan har det bestemt ikke altid været. Det værste er så, at det har der ved efterfølgende granskning af den lyd, som denne skribent ellers oprindeligt syntes var mægtig fin, heller ikke været den mindste grund til. Det kan være ganske barsk at have en så skrap dommer i huset, men det forøger blot fornøjelsen, når hun ind imellem synes, at det er "rigtigt godt" Det sker heldigvis ret sjældent, nok mest fordi der ingen grund er til det.
Lidt dum er man(d) vel altid!

Etiketter:

3 kommentarer:

Blogger Christian sagde ...

Jeg hører det altid som Bøvl og Omkostninger, og det er i virkeligheden måske også meget mere rammende? ;)

23. august 2010 kl. 09.47  
Blogger Ruben sagde ...

dre er en dle fjel og mnagler i dagens tkest :-) men dejligt at høre at man kan trække la scala på hovedtelefonudgangen

23. august 2010 kl. 10.17  
Blogger Poul M sagde ...

Når maskinskrivning ikke er det stærkeste fag og der ikke er tid til nogensomhelst korrektur er det desværre den sikre konsekvans. Det skal ikke blive en vane!

23. august 2010 kl. 10.36  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start