mandag den 26. juli 2010

"De sekundært traumatiserede"

Allerførst skal vi huske at takke for den udtalte og udviste utålmodighed med denne sides sommerslummer. Det er rart at være savnet (lidt) og det er rart at være tilbage (meget).
Nu kommer denne skribent af en æt af ramsaltede sø-ulke, som vel få læsere af denne side har kunnet undgå at bemærke. Lidt stolte er man vel altid af sin families bedrifter og vel altid så meget mere, når man nu ikke selv i noget videre omfang har kunnet medvirke til at forøge ættens ry. Ranke har de gamle Mathiasener stået ved skibs-roret rundt det forræderiske Kap Horn som sømænd til alle tider vel altid har gjort. Det var også vældigt hensigtsmæssigt da rattet altid var et godt sted at hage sig fast når en særligt lumsk bølge eller "forkert sø" bragede ind over det åbne dæk. Enkelte blev skyllet overbord, men det var rent statistisk dem, som IKKE holdt fast om rattet. Det var tydeligvis en genetisk klog beslutning af min far at blive netop styrmand, en meget medvirkende årsag til, at denne skribent er her i dag. Vist i virkeligheden én af den slags, der er både nødvendig og tilstrækkelig.

Nu var min far aldrig nærmere involveret i aktive krigshandlinger end at han som ung mand sejlede med den tidligere engelske korvet "H. M. S. Thetis" (opkaldt vistnok efter en hav-nymfe af samme navn, deraf opkaldelsen, dog uden dét der med "his/her Majesty´s ship") Meget bekvemt havde det på forunderlig vis stadigvæk eksisterende danske admiralitet (forunderligt fordi besætningerne havde sænket samtlige danske flådeskibe i 1943, så flåden bestod en en enkelt tudse-gammel motor-torpedobåd, som var undsluppet lige i krigens start til Sverige) omdøbt skibet til blot "Thetis". Grå maling var der på denne tid mere end rigeligt af og det var indenfor selv den mest lamme sømands muligheder at male "H. M. S." over, som det var sket.

Som sagt, min far sejlede rundt i stadigvæk noget sømine-inficerede områder uden at få videre mén af det med en mulig undtagelse af en mindre høreskade forårsaget af sprængningen af diverse miner, korrekt sømilitært udført med små-kalibrede håndvåben. Man havde nemlig ikke fået mere end et par stykker af de kæmpestore granater til den enlige 10 cms.-kanon, der stod på fordækket, og som var skibets hovedbevæbning, mest fordi det var det eneste. Sådan rigtigt realistisk var det hele vel måske ikke som militærtræning aldrig er og heller aldrig nogensinde kan blive.

Ganske realistisk havde krigen dog været for adskillige onkler i ætten, der havde sejlet med konvojer over Atlanten (farligt!) og osse konvojer til Murmansk og Archangelsk i Sovjetunionen) (næsten selvmorderisk farligt i perioder med tabsprocenter på 75). De sidste konvojer var karkteriseret af, at der ingen opsamling var for eventuelle overlevende torpederede sømænd. Ikke at der var forfærdeligt mange af disse, det gav vel lidt sig selv når hovedparten af lasten bestod af benzin og forskellige former for ammunition. Ikke at det nok synderligt har opmuntret besætningerne, men sejle, det gjorde de. På trods af til tider umulige odds.

Lidt statistisk fornuftsstridigt kom de allesammen hjem igen efter krigen og forblev sømænd. De var godt nok allesammen blevet lidt rigeligt nervøse ved pludselige høje lyde ombord, som tydeligvis mindede dem om bragene fra de torpedoer, der aldrig ramte dem selv, altid skibene ved siden af. Årene til søs med permanent og uhyre berettiget uophørlig dødsangst forfulgte dem dog hele livet. Eller rettere, det må det vel have gjort, dengang var krigsmedicinen så meget i sin vorden, at man slet ikke havde opfundet ord som "post-traumatisk krigssyndrom". Det eneste ord, man havde, var "granatchok" og det kunne de jo ikke have, da der ingen granater havde været. Helt normale blev de vist aldrig, men det havde nu ingen af dem heller været inden de tog afsted, så det gik altsammen endda.

Det var måske også heldigt for min egen far, (hvis dette udtryk ellers er særligt passende), at han heller ikke selv havde den viden vi har i dag, dengang han som ung mand var med til at bjærge de søndersprængte lig fra den lille færge til Endelave, der i 1944 løb på en mine. Der havde ellers været både skolekammerater og familie ombord, men alligevel fortsatte han fiskeriet derude blandt horn-minerne. Han røg måske lidt rigeligt, men om det var for at dulme sine traumer ved vel ingen og nu er han død, så det er lidt sent at spørge. Han var ellers en mægtigt flink mand, min far, traumatiseret eller ej.

Og hvorfor så alt dette familiære sludder i dag, hvor solen skinner aldeles ufortøvet. Ja, mest fordi der i den senere tid har været en for denne skribent lidt pudsig debat om de såkaldte danske "krigsveteraner" For denne skribent har dette ord i sammenhængen mest til fælles med folkemorderen Mugabes udgave af de heltemodige horder af ja, altså "krigsveteraner", der nu 30-40 år efter at de ved en ellers helt ublodig magtovertagelse i Rhodesia (hvad gør dem så til permanente krigsveteraner kunne man vel spørge?) stadigvæk overfalder enlige hvide farmere. For at blive veteran kræves vel helt basalt en krig?

Og så kommer vi langt om længe til dagens sag, for de danske krigsveteraner vi taler om i denne tid, er jo IKKE dem fra Afghanistan. Disse er stadigvæk i hæren og ikke i spil endnu. Nej, de dybt traumatiserede danske veteraner, som har fyldt godt op her i den traditionelle danske nyhedsfattige "agurketid" er indtil videre alle dem, der SLET IKKE har været RIGTIGT I KRIG. For så vidt vi i dagens argument vil vælge at sige, at man KUN kan være i krig, når man selv bliver beskudt for dødelig alvor. Døde ved trafikulykker og vådeskud tæller ikke med, sådanne har der nemlig væretog det behøver man slet ingen krigshandlinger for.

Rigtige krigshandlinger, der direkte har involveret danske soldater på Balkan, har man så heller ikke oplevet. Den meget publicerede "Operation Bøllebank" fortæller vel mere om drengedrømme blandt voksne mænd end egentlige realiteter med kampvogns-kommandøren med grinagtigt cykelstyrs-skægprydelse og alting, næsten som man som dreng oplevede i "Commando"-krigstegneserien. Ingen danske soldater blev dræbt ved aktive krigshandlinger på Balkan, mest fordi der jo i modsætning til Afghanistan ingen var, men sikke dog mange traumer, der kom ud af det alligevel. Ikke at der ikke var krig, det var blot i al hovedsagen den civile befolkning, det gik ud over i denne borgerkrig, den grusomste af alle krige. Fordi enhver afslutning af én krig altid er en mulig og endda sandsynlig indledning til den næste og fordi ingen af krigens humanistiske love gælder. Snarere tværtimod..

Sommerens paradoks for denne skribent består så i, at de eneste, der åbenbart er blevet rigtigt traumatiserede i denne sag er de danske soldater, der trods alt kun har set en ganske lille del af grusomhederne. Og absolut ingen af disse er begået mod danskerne. Hvis man skal tage denne klynken fra fjerne passive deltagere i krigshandlinger som et problem (og det skal man tydeligvis siden alle gør det), så er der godt nok mange, der er blevet traumatiserede og så er vi slet, slet ikke kommet til situationen i Afghanistan endnu, hvor der er RIGTIG krig mod danskerne med døde og sårede.

At det så naturligvis er civilbefolkningen på Balkan, der er de egentligt traumatiserede, burde naturligvis være klart. Det er jo trods alt deres familier, der er blevet slagtet og deres hoveder, der er blevet spillet fodbold med. Heldigvis har man i den moderne videnskab opfundet et helt nyt traume-begreb, der hedder et "sekundært traume". Det er så meget bekvemt sådan et, de danske krigsveteraner lider af og jo især i betragtning af, at de dårligt teoretisk kan lide af primære traumer i samme omfang som de rigtige krigsførende i denne beskidte borgerkrig, som alle krige på Balkan altid har været.

Inden vi nu i dag bliver beskyldt for urimelig kynisme skal vi lige klarificere, at hele øvelsen i dag mest består i at klare begreberne. Det giver for os INGEN MENING at behandle hele den danske Kosovo-hær som mere eller mindre kollektivt traumatiserede og da slet i lyset af, at Afghanistan er LANGT værre. Der skyder man på danskerne for at dræbe, det gjorde man ikke på Balkan. Næppe en eneste dansk soldat har set mord på civile men sikkert en del har set ofre. Som Falck-reddere og politi. Det er bare i sammenligning med civilbefolkningens oplevelser dernede som at læse en krigs-tegneserie og at opfinde udtryk som "sekundære traumer" som beskrivelse for de danske "krigsveteraners" samfunds-deroute er altså nærmest at "pisse" på folk. Nemlig på dem, det det gik ud over og da ikke mindst på alle de helt reelle problemer, der kommer hjem i den nærmeste fremtid fra Afghanistan. De RIGTIGE og traumatiserede krigsveteraner. Det er dumt at råbe "ULV!" når det er man ser, er en spidsmus, mens ulvehylene i det fjerne er øredøvende. Ulvene og de rigtigt traumatiserede skal nok komme, de er her blot ikke endnu.
For nogle år siden talte man om et andet og ganske nyt traume, som mange sikkert kunne nikke genkendende til. Det hed "kronisk træthedssyndrom" men om det havde en "sekundær udgave" mindes vi ikke. Det måtte ellers kunne være ganske "trættende" at se på alle de andre trætte mennesker, som slæbte sig rundt. Som fuglene i Hitchcocks film forsvandt dette syndrom vist pludseligt, sådan går det heldigvis for det meste. Der er trods alt reelle problemer nok og sommeren holder vel op engang. De egentlige sekundært traumatiserede ofre her er vel i virkeligheden sandheden og virkeligheden...?

6 kommentarer:

Blogger anders sagde ...

Der er en interessant artikel i denne uges udgave af Weekendavisen, som kan være interessant at læse i denne sammenhæng.

Men i øvrigt, så skyder du noget over målet, når du siger at "Sommerens paradoks for denne skribent består så i, at de eneste, der åbenbart er blevet rigtigt traumatiserede i denne sag er de danske soldater..." - der er der vist ingen som påstår at de eneste rigtige traumatiserede er de danske soldater.

26. juli 2010 kl. 11.05  
Blogger Poul M sagde ...

Måske ikke, men hvis samme procentdel af de berørte civile (de fleste) eller militære (noget færre) af beboerne i eks-Jugoslavien havde opnået nogenlunde samme traumatisende invaliditetsgrad som de danske Jens`er var samfundene dernede forlængst brudt sammen over forsørgelsesbyrden. Udover jo at man vel måtte skulle regne med en forstærkende faktor derved, at de jo faktisk havde oplevet det SELV, ikke blot set det ske for andre.

26. juli 2010 kl. 12.15  
Blogger anders sagde ...

Jeg kan igen kun anbefale at læse artiklen i Weekendavisen. I artiklen påpeges det bl.a. at en del soldater faktisk får nogle positive erfaringer ved at være soldater, som de kan bruge fremadrettet. Ligeledes beskrives det, at man faktisk ikke har den nødvendige viden til at kunne forudsige, hvilke soldater der traumatiseres og hvem der ikke gør, samt at det er et langt mindre antal soldater som traumatiseres, end det fremgår af den offentlige debat.

Men der er vel heller ingen som gør sig til talsmand for at lokalbefolkningen er blevet mindre traumatiserede end soldaterne.

26. juli 2010 kl. 12.25  
Blogger Poul M sagde ...

Nej, det sidste kan du selvfølgelig formelt have ret i (mest fordi civilbefolkningen jo har været glemt hele tiden), men den almindelige pressedækning med forudsigelig og øjeblikkelig politisk eftersnak gør dog, at danskerne vel nu tror alle soldater er blevet bims (vores egen avis JP bestemt ingen undtagelse). Dækningen og de helt sikkert tvivlsomme konklusioner er givetvis stærkt medvirkende til, at holdningen til Afghanistan skrider lige nu.
Iøvrigt er en af mine nære venner aktiv jægersoldat med mange gange aktioner i krigszoner og mit klare indtryk er da også, et der naturligvis som i alle andre ekstreme situationer er masser af positive sider. Soldatertiden med eller uden skarpe skud omkring er jo trods alt et højdepunkt for mange mænd.

26. juli 2010 kl. 13.09  
Blogger anders sagde ...

Tjae, man kan selvfølgelig kun begræde den helt almindelige tendens til navlepilleri som også præger danske medier. Den omtale der er/har været af danske soldaters problemer med at bearbejde deres oplevelser som udsendte til krigszoner, er ganske typisk helt ude af proportioner i forhold til de lidelser som lokalbefolkningen bliver udsat for. Men det er ikke det samme som at det er forkert at nogle af soldaterne har svært ved at håndtere det, som de har været udsat for. Og det må man selvfølgelig tage hånd om. Men proportionerne, proprotionerne...

Jeg tror der mangler reel viden om, hvad det er som gør at nogen har et bedre/større mentalt beredskab i forhold til at kunne håndtere kriser i deres liv i al almindelighed. Og det er da værd at få undersøgt. I den sammenhæng tror jeg man vil kunne lære meget af at se på hjemsendte soldaters måde at håndtere det, som de har været udsat for.

26. juli 2010 kl. 13.22  
Blogger Poul M sagde ...

Indtil videre er det vel "oplevet" snarere end "udsat for" men derudover har du da naturligvis ret. Forhåbentligt er man blevet mere opmærksomme på udslusningen når det bliver rigtigt alvor. Som krigshandlingerne er nu...

26. juli 2010 kl. 13.43  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start