Sommerferie, ok nej!

Fra næste uge vil denne side udkomme lidt mere sporadisk end sædvanligt. Det skyldes især, at hele familien er blevet kollektivt grebet af et sundhedsflip med manglende mad og tilsvarende reciprok motions-aktivitet og det gælder hele den kvindelige del af familien. Derudover kan vi så håbe, at sommeren endelig indfinder sig med muligheder for lange menings- og mål-løse cykelture ud i det blå. Ja, blot “blåligt” kan såmænd sagtens gøre det, siger denne stålsatte pedal-atlet. Det er muligvis hverken særligt elegant eller bevægelsesøkonomisk, det dér med at stå op på cyklen hele vejen op ad bakke på den store klinge (der er kun én, men den er til gengæld stor), men der bliver til nu nok knaldet nogle watt af.

Vi har aldrig helt forstået de andre mænds fascination af letvægts-racercykler med særskilt super-aerodynamik og især ikke den typisk sammenfaldende exhibitionistiske trang til at iføre sig tæt-siddende trikoter. Med en usmagelig blanding af transvestit-ikonet Dame Edna og en shetlandspony “wrappet” i kropsnært vinyl er det altså noget rigtigt øjebæ, som vi alt for ofte skuer derude på de solbeskinnede biveje. Adr, godt man ikke er bademester i det kommunale dampbad!

De andre cyklister får til gengæld mulighed for at se en ganske vist noget trivelig, men ellers særdeles nydelig halvgammel mand okse kraftfuldt på mandigste vis op ad de utallige bakker. Antallet af stigninger er underligt nok ganske uendeligt meget større end antallet af bakker, der går nedad, og det er altsammen så meget mærkeligere, som at udgangspunkt og mål er helt sammenfaldende. Det er muligvis en bekræftelse af den astronomiske teori om eksistensen af de såkaldte sorte huller, hvor tiden og massen og tyngdekraften altsammen folder sammen om sig selv og udspyr det hele bagud som en svømmende nautil-blæksprutte spyer vand fra sin drejelige “turbine”. Måske disse sorte huller har en forkærlighed for at æde alle de rare nedadgående bakker, ihvertfald mener mange astronomer, at ekspanderende sorte huller får dræbermaskinen fra “Independence Day” til at ligne legetøj fra Fisher-Price.
Vi må vist hellere konsultere den kendte teoretiker, den geniale krøbling Stephen Hawkinge desangående. Ikke at vi sikkert fatter svaret, men der er alligevel så forfærdeligt mange ting, vi heller ikke fatter, så en enkel fra eller til gør ingen forskel. Og tænk blot, hvis vi rent faktisk KUNNE forstå det og ikke mindst FORKLARE det.

I det hele taget er håbet altid lysegrønt og vel sjældent mere end i denne fugtige forsommer. Aktiviteten på de danske hifi-fora er ganske sammenfaldende med den stilstand, der hersker i forsøget på at genskabe et dansk hifi-magasin. Tiden går, og evigheden forestår, som digteren sagde og jo længere tid, der går, jo mindre bliver chancerne. Eller risikoen, det afhænger jo noget af, hvor dumt bladet bliver eller hvor meget kassekreditten vokser. Eller altså IKKE bliver og da særligt hvis det aldrig kommer på gaden eller hvor det nu kommer hen.
I mellemtiden kan eventuelle aktive forhandlere så forsøge at gøre deres “hoser grønne” andetsteds. Sprogligt er det egentligt noget vrøvl, da “andetsteds” vel forudsætter, at der allerede eksisterer et “andet sted”, der jo i så fald er det FØRSTE STED. Meget underligt sprog, dansk!

Nu har vi flere gange begrædt kollapset af det sidste/seneste danske papir-hifiblad “High Fidelity” med ganske tørre krokodilletårer. Det var i de seneste mange år efter at den økonomisk ganske overordentligt givtige “malke-maskine”, den årlige hifi-udstilling, gik nedenom og i hundene, alligevel fuldstændigt ligegyldigt og endnu mere utroværdigt. Forsøgene på at tækkes de få tilbageværende annoncører var patetiske og det må andre end undertegnede have bemærket og stemt med fødderne. Eller altså her, nærmere med dankortet.

Selv måtte jeg sande, at ikke engang gratis adgang til de seneste års udgaver af “High Fidelity” på biblioteket gav den ringeste lyst til blot at blade igennem skidtet, og nu er det så alligevel ligegyldig nyere bladhistorie. En epoke var alt for sent endelig blevet afsluttet. Troede vi da, for ude på det uendelige internet findes der stadigvæk en sælsom lakune (ikke en stavefejl for lagune!), hvor der som den enestående sø et sted i vistnok Sydøstasien findes en kæmpepopulation af sarte ganske gennemsigtige gopler. På trods af alle påtrængende omgivelser og al sund fornuft. Smukt.

Vi taler om sitet pladespilleren.dk, et pudsigt og grafisk nydeligt site om ja altså vinyl og pladespillere, bestyret af en tidligere anmelder på “High Fidelity”, det sidste fjerne elektroniske ekko af en forlængst kollapset stjerne. Vi er jo lidt “galaktiske” i dag.
Siden er kuriøs og lettere flagrende og om nogen nogensinde har læst den eller blot kikket lettere techno-pornografiske billeder er ikke til at vide. Det er osse ganske ligemeget, initiativet er fint, omend vi synes, at beskrivelsen af de mekaniske sammenhænge og produkter er noget summarisk måske grænsende til det egentligt meningsløse. For alle dem, der ikke kender historien, altså, og endnu mere vel i virkeligheden for dem, der GØR. De første fatter næppe meget og de sidste ved det godt i forvejen. Lidt små-spildt pædogogik.

Som sagt, det giver ingen mening at kritisere en idealistisk con amore-side men det er det så heller ikke nødvendigvis, og det åbner så op for en lidt syrlig kommentar. Vor ven Jan Nielsen skriver nemlig:
“Producenter og importører der ønsker test/omtale er også velkomne.”
Æv, Jan, det er altså vanskeligt at frigøre sig fra den tanke, at du måske ikke er helt idealistisk alligevel og det er kedeligt. Det er fedt, at du gider lave sådan et i virkeligheden fuldstændigt sekterisk lille site for fjollerikker som (potentielt) denne skribent. Blot skidetrist samtidigt at få at vide, at man som forhandler mod henvendelse kan få test og ikke mindst omtale.

Et eller andet sted skal pengene naturligvis komme fra, men problemet her er det helt basale, at sitet vel for tiden er ca. nul kroner værd som annoncemedium (fordi det ikke er blot det mindste gennemarbejdet) og måske i virkeligheden mindre, hvis man ikke engang kan stole på, at det lidt, der står, ikke engang nødvendigvis er helt ærlig snak. Så er der altså ikke meget ved det og deri ligner det desværre lidt for meget de seneste mange års “High Fidelity” Noget, der for fortsat overlevelse ville have krævet en gevaldig kapital-indsprøjtning og skribent-ekspansion. Udover en flok helt nye skribenter, men den var måske under bæltestedet. Nok desværre ikke desto mindre sandt.
Vi giver karakteren 12 for initiativet og 00 for den aktuelle præstation for pladespilleren.dk og håber naturligvis ikke, at Jan underkaster denne side samme sikkert ganske berettigede kritiske blik.