mandag den 7. juni 2010

"My Old Flame"

Ingen husker vel længere et par, der hed Coslow og Johnston. Det er ikke underligt, da det ligger så langt tilbage i tiden, at man ikke engang ved, om parret overhovedet dannede par og nu er det allerede langt sværere at finde ud af det, da begge forlængst er døde. Begge var nemlig mænd og dengang var der ikke mulighed for registrerede pardannelser af denne slags. Coslow, som vi lige kort vil berøre i dag, skrev sangtekster til mulige kommende evergreens (som vel potentielt enhver sangskriver gør..?) og dette lykkedes for Sam Coslow. Ihvertfald delvist, for på forunderlig vis er vi kommet i tanke om et af hans eviggrønne hits fra 1934. Som handler om ja, du har gættet det, parforhold!

Sangen hedder i al sin grafiske udtryksfuldhed "My Old Flame" og handler IKKE som en del nok vil tænke om ens gamle favorit Zippo-lighter. Nej den handler om den eneste rigtige flamme, der findes, forlængst forglemt gammel kærlighed og som så alligevel måske har ligget og ulmet et sted allernederst nede hele tiden. Hvis den altså nogensinde i virkeligheden har eksisteret nogen andre steder end i éns egen indbildning og så bliver det hele blot endnu mere mystisk. For hvorfor dog så intenst mindes noget, som næppe nogensinde var? Måske mænd blot er mærkelige og det er de jo.

Om de så helt kommer op på siden af denne uendeligt drivende sentimentale sang er muligvis tvivlsomt, men det gør de nok og ellers var sangen vel på den anden forlængst glemt, lyrikken er langt hinsides enhver kvinde-logik. Som måske i sig selv allerede er en ren abstraktion?. Min kone siger ihvertfald, at at have ble-børn til tider er noget mere intellektuelt stimulerende end at have mænd. Mænd har nemlig en fuldstændigt ubegrænset kapacitet til at FLÆBE og det gør selv småbørn jo trods alt mest, når de har kolik eller har besmudset bleen. Derudover griner de helt vildt, men det gør mænd ikke, når de undertiden går uhjælpeligt i "flæbe-mode". Måske det at være voksen mand genetisk er sammen-koblet med en ubegrænset kapacitet til almindelig selvmedlidenhed? Eller er verden virkeligt så ubegribeligt hård?

Selv i den barskeste og mest gifte mand ligger der dog en potentiel "flæber" Det tror vi da, mest fordi vi selv er besiddelse af én. Ganske vist lillebitte, men dog alligevel én og denne lille fyr er tilfældigvis blevet vakt til live i dag. En gammel ven har nemlig uhyre drilagtigt koblet os på den danske dating-site dating.dk. Ikke alene har skiderikken gjort det, nej han har sandelig gjort sig den ekstra umage at finde en gammel (og jo, NU er vi tilbage) "flamme" Lidt sentimental er man vel altid selv om bægeret lige i denne sammenhæng blev noget "besk"!

Vi taler rent faktuelt om den kvinde, der bragte undertegnede og fru Dahl Vikkelsø Mathiasen sammen. Nok lidt ufrivilligt, for det var først efter afslutningen af forholdet, at jeg klart måtte indse, at jeg aldrig nogensinde derefter ville have en kæreste. Og det var så helt tydeligt lige det, der skulle til og tak en eller anden gud for det, selv det mest meningsløse kan tydeligvis sagtens have en mening.

Nu er denne skribent nok i virkeligheden ikke voldsomt flæbende og da ikke i et større omfang og da ihvertfald slet ikke et, som jeg vil indrømme. Hvis det altså teoretisk havde været muligt. Alligevel er det da ganske skægt at "skimme" substansen i denne lidt mere end midaldrende dames profil, for måske man alligevel havde efterladt et lille minde et sted. Man "under" jo altid andre mennesker det allerbedste. Og sandelig, om der ikke er en sentens, som med lidt god vilje kan opfattes som en "cadeau" til denne skribent:
(jeg. hun red.)Ved en hel del om, hvad jeg ikke vil og er ved at få et klart billede af, hvad jeg vil."

Hurra, hurra jeg er med alligevel ganske vist som den uheldige ballast og måske ligefrem "det tynde øl" men MED! Derudover er det nu osse lidt forstemmende at læse med over skulderen her, for faktisk er konens krav her ganske overordentligt moderate. Kan det virkeligt passe, at jeg ikke engang kunne leve op til dem? Det må det vel kunne eller også er der andre forklaringer. Sentimental? Aldrig nogensinde, det ligger slet ikke til mig. Gad vide hvorfor jeg så sidder og læser det så indgående. Nå, livet består jo alligevel kun af summen af de enkelte livsskæbner, så i kosmisk perspektiv giver det vel mening. Ellers er det vel strengt taget noget dumt.

Til sidst skal vi lige minde om den allermest eviggrønne indspilning af Koslows allerede kanoniseret-eviggrønne hitmelodi. Vi taler selvfølgelig om den amerikanske musikomikalske orkesterleder Spike Jones og hans band "The City Slickers" med en pendant til brevkasseredaktøren på den gamle tegneserie "Gru", selveste "Fætter Maddike" på vokal. Eller er det bare en parodi på gyser-skuespilleren Peter Lorre, ham med øjnene helt ude på siden af hovedet som en australsk dyndspringer (amfibisk fisk red.) Nummeret er skidefedt og med vokal backing af intet mindre end det allestedsnærværende "The Boys in the Back Room" bør denne tidlige high fidelity-superklassiker bestemt genhøres.

Iøvrigt betyder "slickers" jo blot "smarte fyre", så det stod altid Spike Jones ganske frit for at hyre folk ind. Smart personalepolitik, faktisk. Og derudover kan jeg stadigvæk ikke forstå, at sangerinden i flower power-popgruppen "Jefferson Airplane" ikke blev drillet i skolen. Hun hed nemlig Grace SLICK Sikke dog langt og vidtløftigt man kan komme omkring uden videre mål og med blot ved synet af egen fortid. En fortid som heldigvis er savnet på nogenlunde samme intense måde som datidens anden trælse plage, den nedgroede storetå-negl. Det bedste er så, at der helt tydelig er tale om ganske symmetrisk opfattelse af fortiden og det er vel i virkeligheden det mest livsbekræftende ved denne engang så "flammende fortid"...

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start