tirsdag den 22. juni 2010

Kultur, fest og Garrard 401 i SME-plinth

Man kan muligvis teoretisk sige, at denne side behandler den menneskelige dårskab noget oftere end den hyppighed, den har ude i samfundet. Det er formentlig korrekt, men indefor vores egen branche er sagen heldigvis ganske meget anderledes. Her hersker der udover generel fredsommelighed og fin kollegialitet, at det næsten lyder, som om det er løgn. Det er det nu ikke helt og selvfølgelig som alle andre generaliseringer heller ikke hele sandheden. Vi kender jo, som det nok vil være enkelte faste læsere på denne side bekendt, en enkelt som vi IKKE kan lide. Lad mig lige udtrykke det lidt anderledes, jfr. salig Storm P.: Ham kan vi OVERHOVEDET IKKE lide! Ikke Storm P., ham den anden lille noget intrigante fætter.

Som sagt, vores branche er priviligeret derved, at der findes en bred vifte af meget forskellige mennesker. Ingen er dog helt så forskellig som den mand, som vi skal besøge i dag. Han er den følsomme ildsjæl bag det århusianske teaterkompagni med meget mere "Opgang 2" og hedder Søren Marcussen. Han er noget så basalt som en helt ægte flink mand, så der glæder vi os til at kikke forbi og sige dav. Og høre digte og glæde os sammen med glade mennesker.

Det vil så fortsætte senere, da der på min datters skole holdes en afslutnings-festlighed for afgående elever som altså datteren. Og fest, DET skal der nok blive. Om ikke andet fejrer vi da begivenheden selv og glæder os over, at hun er færdig derude og ikke mindst at det er NU og ikke om et par år. Hele skolen emmer simpelthen af mislighold, total ligegyldighed og almindeligt svineri og det eneste, der for alvor er at glæde sig over, er, at det hele helt tydeligt er ganske gennemsnitligt. Ikke for århusianske skoler, der for de flestes vedkommende er langt bedre styret ledelsesmæssigt. Nej, blot gennemsnitligt for DENNE HER SKOLE og det vil sige det hele er noget dårligere end sidste år, men til gengæld noget bedre end næste år.

Det er selvfølgelig trist, men hvis ingen forsøger at vende en glidebane, så skrider alting ad Helvede til. Der har været en enkelt lærer, som virkeligt har gjort en forskel (tak, Anne!) men ellers har skolens generelle atmosfære "ædt" entusiasmen og kompetencen fra de fleste af de andre idet vi vel må håbe, at der engang har været nogen. Som dengang de få britiske RAF-piloter i "Slaget om England" altid hele tiden blev færre og aldrig flere, så "plaffer" skolens sørgelige hverdag de sidste "lærer-esser" ned. Det bliver dejligt for sidste gang at kunne forlade denne forlængst tomme skal af en sikkert engang glimrende skole. For alt, alt for længe siden og jo, vi har været med på vores del af glidebanen.

Ellers oplevede vi i går et rigtigt "deja vu". Ind af døren trådte en gammel ven med en akvarie/terrarielignende genstand. Der var tale om en enorm stor trækasse ked et kolossalt stort hængslet låg ovenpå og indeni befandt sig en af alle tiders pladespillerklassikere, en Garrard 401 fra Swindon, England. Det er et rigtigt relikvie fra dengang Garrard beskæftigede 3000 mennesker ALENE i Swindon, og det er i dag LANGT mere end den samlede beskæftigelse i hele den engelske hifi-industri. Det var tider og det var det!

Denne Garrard 401 blev første gang produceret i 1964 og står nu dér stolt i sin SME-plinth med det store acryl-låg og det fjedrende (ikke flydende, det står altså på rigtige fjedre så..) ophæng og selvfølgelig den obligatoriske SME-arm som datidens absolutte "state of the art"-pladespiller. Vi vil stille den ved siden af vores andre antikviteter hernede i vores firma-"hule" og så vil vi vel nok se, om vi kan finde et bedre hjem til den. Et hjem, der kan værdsætte dette unikke stykke isenkram fra en svunden tid. Ja, det er efterhånden så længe siden hifiens guldalder ophørte, at man næsten helt har glemt at det nogensinde var respektabelt for en sagfører eller en overlæge at have en Garrard 401, en JBL-forstærker med tidens bedste bud på en grafisk equaliser (skidesvært at lave dengang) og den ultimative drømmehøjttaler for alle os halvgamle mænd, den gigantiske JBL Paragon-stereohøjttaler. Dette sammenbyggede stereofoniske monstrum var over 3 meter bredt og vejede langt over 100 kg., præcist hvor meget har vi glemt som så meget andet.

Men sikke tider og sikke man kunne drømme. Der var ekstra god tid til at drømme dengang, fordi alt det, som man attråede allermest enten ikke gad se éns vej (æv, dumme Anna Sofie!) eller osse blot var så dyrt, at det eneste, man RIGTIGT kunne gøre, var at drømme. Drømme, drømme og så drømme videre, år efter år!. Om den Garrard, man først langt op i manddommen fik råd til og så var ungdommens drømme allerede blevet erstattet af livets barskere realiteter. Pludselig stod der jo en SME 30-pladespiller og hvad skulle man dog så herefter drømme om? Udover at få flere, selvfølgelig, men da det var sket, hvad så?

Ja, det eneste som man rigtigt kunne ønske sig er vel i virkeligheden drømmene selv. Alle de søde og driv-våde drømme om alt det, man aldrig havde råd til men det gjorde blot drømmende mere levende og forfærdeligt livagtige. Alle drenge fra dengang kender garanteret disse kriblende fornemmelser. den eneste ægte forskel fra dengang til i dag er vel, at vi dengang OGSÅ drømte lidt om hifi. Ellers er alting helt sikkert ved det gamle. Alle drømmene var altid passende våde, objekterne blot lidt forskellige formen. Måske derfor SME-plinthen med den næsten pigebagdels-rundede profil stod så stærkt i erindringen?

Nu kunne man måske mene, at denne skribent er et særtilfælde, men det tyder nu ikke meget på. I sidste uge efterspurgte en tydeligvis lidt yngre fyr nemlig noget ganske interessant. det drejede sig om tegningerne til de såkaldte TDL RSTL-megaransmissinslinie højttalere, som ganske tydeligt var HANS uopnåelige drøm. NU ønskede han så at bygge dem, formentligt efter at have sparet de nødvendige penge sammen over de seneste næsten 20 år.

Det kunne han så desværre godt have sparet sig, for firmaet bag er forlængst gået rabundus, som vi nævnte fornyligt efter at vi selv havde anskaffet os et brugt sæt TDL-ditto. Det mest tragiske for manden er så, at man SAGTENS kan finde de originale tegninger, man kan blot OVERHOVEDET IKKE finde højttaler-enhederne. Nå, enten vidste ingen det eller blot nænnede de ikke at fortælle manden det, noget svar fik han da ialtfald ikke, så han drømmer nok videre, og det er jo på sin vis smukt. Også lidt tragisk, som den gamle engelske dame, der døde 98 år gammel, stadigvæk ventende på den kæreste hun havde sendt til mudder-mareridtskrigshelvedet i Passchendaele i Belgien i 1. verdenskrig.
Tabt er vel også i virkeligheden kun det, som ingen længere overhovedet drømmer om....

5 kommentarer:

Blogger Ruben sagde ...

står garrard 401 hos dig nu ? eller var den kun på visit?

22. juni 2010 kl. 09.20  
Blogger Poul M sagde ...

Den står her nu, skal den til Nordsjælland?

22. juni 2010 kl. 09.38  
Blogger Ruben sagde ...

er det med en 3012 arm eller en 3009er?

22. juni 2010 kl. 10.52  
Blogger Poul M sagde ...

3009 af den helt klassiske slags men der er nu osse en 3009 improved

22. juni 2010 kl. 10.59  
Blogger Ruben sagde ...

springer over - men tak for tilbuddet ;-)

22. juni 2010 kl. 11.17  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start