tirsdag den 8. juni 2010

Kabler og bøger.

I dag må vi atter helt undtagelsesvis begive os over i flus-dampene fra Weller-loddekolben. Undtagelsen består ganske vist mest i varigheden af denne "udsættelse" Man bliver altid en smule "høj" af det og for denne skribent er det ligesom blevet permanent. Eller hvor det nu er kommet fra for denne skribent og den osse noget velvoksne Anton Hund. Nu sidder vi der faktisk ganske tit og det skyldes det ret prosaiske faktum, at der er en ganske stor mængde nødvendige kabler, som man overhovedet ikke kan købe. Andet end hos os men ligefrem 50 stk. pr. dag er lige omkring kapaciteten.

Ellers skal vi endnu mere ganske undtagelsesvis referere et par bøger, vi for nyligt har læst. Det sker nu mest for at advare andre mod at gøre det men alle anmeldelser er jo ikke nødvendigvis positive. Den bedste af de her 2 bøger er ganske vist ikke ret god, men den ringeste af dem er eddermaeme dårlig. Ja, den er faktisk så dårlig, at den i den retning tåler direkte sammenligning med denne skribents speciale på Århus Universitet for det meste af en god menneskealders tid siden, 30 år ret præcis i disse dage. Så vidt jeg mindes syntes jeg heller ikke dengang, at det ligefrem var nogen akademisk "stor-dåd" (ikke at forveksle med den nautiske betegnelse for en søgående rednings-robåd, "stor-BÅD")

Heldigvis har jeg for ret præcist ligeså mange år siden i datidens ukorrekte politiske tider smidt dette speciale i containeren for blandet dagrenovation, et sted, der var særdeles passende. Dette værk blev ellers ganske positivt bedømt og det på trods af, at hele skriveprocessen var blevet reduceret til 7 dage på en gammeldags skrivemaskine uden såkaldt "rette-tast" Det vil sige, at op mod halvdelen af denne i akademisk perspektiv overordentligt korte tid gik med at rette slåfejl. Lige denne disciplin er, som disse sider til fulde vel bevidner, en af denne i maskinskrivnings-mæssig henseende håbløse analfabet, en absolut spidskompetence. Masser af fejl og ikke så megen substans.

I betragtning af specialets ultra-korte genese var det nu sikkert meget godt, men 10 minutter ville bestemt have kunnet gøre en forskel..Eller måske blot en elementær "rettidig omhu" Censor hed iøvrigt Knud Erik Rosenfeldt og var vist osse allerede dengang blevet professor på Københavns Universitet. Han lod det som sagt bestå måske akademisk ikke helt forsvarligt og ganske godt som sagt, så derfor gør vi i dag en slags forsinket gengæld. Vi lader nemlig også hans bog om Stalin "bestå". Det fortjener den nu også og så heller ikke så forfærdeligt meget mere. "Øllebrødsbarmhjertighed" ligger ikke lige til for denne skribent.

Det bedste man kan sige om Rosenfeldts bog er, at det ikke er nogen absolut "vederstyggelighed" at læse sig igennem den. Manden skriver relativt klart og velformuleret, og den eneste virkelige hæmsko for egentlig nydelse af det ret klart disponerede narrativ er den ubegribelige mængde af retoriske spørgsmål. En forelæsning med professor Rosenfeldt er med hensyn til almindelig kedsommelighed næsten "Forbudt for Børn" at forestille sig.

Nu er konkurrencen med hensyn til elementær litterær færdighed ikke ligefrem skræmmende indenfor den danske slavistik. Bent Jensen skriver MEGET dårligere men til gengæld skriver han til tider noget ganske interessant hvis man altså ellers kan klare alle de håbløse gentagelser. Det gør Rosenfeldt så ikke, og selv nu 30 år efter ens eget makværk første gang udkom er der ingen ny erkendelse forbundet med at læse bogen om Stalin. Almindeligt sludder og forskellige forskeres grinagtige hypoteser om ting, som ingen stadigvæk (eller nogensinde) får nogen indsigt i fylder siderne. Læs den eller stik tungen ud af vinduet, resultatet er ca. det samme: En smule frisk luft gennem eller omkring hovedet.

Helt, helt anderledes med en bog om samme periode af en anden dansk slavistiker, Erik Kulavig, "Det Røde Tyranni" At kalde den for dårlig er allerede sprogligt alt, alt for dårligt. Fordi det ikke dækker blot det allermindste. Med en komfortabel margin er det simpelthen den ALLERRINGESTE BOG, denne skribent nogensinde har læst. Det siger en hel del faktisk, ikke mindst fordi denne skribents umådelige "bog-appetit" gennem mere end 35 år på MINDST én bog om dagen har givet en del ret hårdhudede referencer. Og jo, Stieg Larsson, selv du får afgørende "baghjul" her.

Kulavigs bog er ganske enkelt et fuldkomment lærestykke i, hvor ringe det nuværende slavistiske stade tydeligvis må være i Danmark for ellers burde det ikke være muligt at udgive det her bras. Manden underviser nemlig professionelt, men hans bog her er mageløs. Og heldigvis da. Med hensyn til almindelig rimelig fokus og den allersimpleste perspektivering er det her BUNDEN. Politiske hovedpersoner kommer og går uden forklaring som i et (tilstræbt) absurd teaterstykke af Eugene Ionesco, alt "for-sludres" til absolut meningsløshed og hele værket bærer et gennemgående præg af åndelig dovenskab. Hele værket minder lidt om det fra biologi-timerne så kendte "ugle-gylp", altså ting, der blot senere gylpes op i én fuldstændigt tilfældig pærevælling af benstumper, hår o.s.v. Eller altså ord.

Selv denne skribents allerede noget tåbelige speciale bliver næsten i denne taknemmelige sammenhæng et rent lærestykke i historisk klarsyn. Efter at have læst Kulavigs bog har man ikke blot ikke forstået nogenting om Stalins regime. Man er simpelthen blevet POSITIVT dummere end man var før og det er virkelig en litterær kraft-præstation. Om Kulavig er en dårligere forelæser end Rosenfeldt aner vi ikke, men han er helt givet åndeligt noget dovnere. Uha, det er godt slavistikken er fortid!

Ellers skal vi henvise til den nye test af Mikkel Gige på hifi4all hvis man skulle have fornyet lyst på "litterære absurditeter" i dag i fald Kulavigs bog allerede skulle være udlånt på biblioteket. Det er tidens absolut bedste bud på en uhellig syntese af almindelig selvhøjtidelighed, sproglig impotens, og teknisk narrehat-niveau. Og nej, vi taler ikke om denne side, det var dengang det var før! Tilbage i 1980 hvor vi heller ikke selv var for kloge! I forhold til de sande giganter som Gige er ALTING bedre, hold dog op, mand! Allerede det ville da være et fremskridt.

Etiketter:

2 kommentarer:

Blogger Ruben sagde ...

Giges test:

"Igen er der fornemt besøg i lytterummet fra New Zealand. Denne gang er det Perreaux’s Eloquence 250i, som er den største forstærker i den nyeste modelserie fra Perreaux. Serien byder også på en mindre forstærker samt et Digital drev"

Godt at vide hans lytterum er fra New Zealand og overaskende at der er en Største model - i en serie der også byder på en mindre model så den ikke er både størst og mindst omend der skabes lidt forvirring om dette når han skriver:

"Stumperne er af rigtig god kvalitet lige på nær RCA stikkene, men det var også et af mine ankepunkter, da storebror R200i var til test."

Men måske storebror bare dækker over først fødte men ikke over størrelse....

Men når han nu bringer kærlighed på banen er han da ikke til at stå for:

"Jeg vil nærmest sammenligne mødet med Eloquence 250i, som mødet med en ny kæreste. Først skal man lære hinanden at kende (finde korrekt 230V fase), og når forelskelsen er en realitet, skal alle slags indgange prøves af – helst flere gange!"

Nu har jeg aldrig forsøgt mig med 230 V fase på en kæreste, men hatten af for at Gige venter med sport i 2'eren, 3'eren og hvor mange indgange der nu må være på hans kæreste til forelskelsen er blevet en realitet .... sikkert er det nok at hun (eller han) ikke tager Gige for sin evner ud i det litterære ...

ak ak

tak for henvisning til dagens griner Poul!

8. juni 2010 kl. 09.38  
Blogger Poul M sagde ...

Ja, han er virkeligt god på den helt håbløst gennemført ufede måde!

8. juni 2010 kl. 09.52  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start