tirsdag den 25. maj 2010

"Den kvie-øjede Hera"

Denne skribent er med tilsyneladende uafvendelig stejlt stigende acceleration ved at forlade den relative midalder til fordel, vel i virkeligheden ikke noget særligt. Eller blot godt. Hyppigheden af gamle minder synes at stige ud af årtiers glemsel, mens man har svært ved at huske senere begivenheder. Det må vel være derfor, denne skribent hver eneste morgen får havregryn, for så kan man da i det mindste altid huske, hvad man fik i går og nylige "fix-punkter" er altid nyttige.. Det er straks noget værre med aftensmaden, hvad var det nu lige...?

Jeg kommer jo som visse bekendt fra landet, og derude findes der massevis af køer, dyret altså. Begrebet "dum som en ko" giver ganske god mening, når man selv kommer fra landet, for sandt og sige var topmålet af intellektuel aktivitet hos genboens make-k'øer, at de selv hen på eftermiddagen kunne finde ud af selv at sjoske hjem til stalden nede fra marken for at blive malket. Det var med smertefuldt mælke-spændte en ganske heldig og hensigtsmæssig adfærd, men ligefrem super-intelligent var den vel ikke akkurat. Udover altså at der altid skulle en fører-ko til for at iværksætte hele denne regelmæssige vandring og alligevel var der for det meste et par helt usædvanligt dumme køer, som ikke kunne finde ud af det alligevel.

De stod så blot efterladte og muhede hjerteskærende indtil det efter nogen tid tilsyneladende gik en prås op for de dumme kræ. De samme dumme efternølere hver evigt eneste gang! Til gengæld er det andet begreb fra denne specifikke del af landbrugserhvervet, som stadigvæk bruges i såkaldt "pejorativ" form, som aldrig er kommet til at give mening for denne skribent. Det er det begreb, som hedder "fede ko" og lige det har altså absolut ingen rimeligt faktuel baggrund fra landbruget. INGEN malkekøer er nemlig spor fede, dertil er det danske landbrug alt, alt for intensivt og effektivt. Yverne kan godt være store, men køerne er altid i betydelig grad magre som kvindelige super-modeller. Ikke dem man er gift med, vi taler faktuelt om de udmagrede tøj-stativer og så skal vi vist "elaborere" for meget videre af denne tangent.

Køer er for andet end lystne tyre af samme art ikke voldsomt pæne, men det er deres øjne hvis man skal tro digteren. og det skal man vel, og især når digteren ikke er nogen anden end selveste Homer, den blinde vandringsmands-copyrightindehaver til "Odysseen " og "Iliaden" Utallige er de gange, hvor gudinden Heras vidunderlige øjne fremhæves. Ikke som det, de burde være, nemlig "ko-øjer", nej, i Wilsters danske oversættelse bliver det til "kvie-øjer" måske for at undgå den nærliggende-forveksling med de cirkelrunde huller i skibsskroget, som osse går under betegnelsen "ko-øjer" Ikke "ko-øjne", sjovt nok måske det bare er et andet ord eller en sproglig finurlighed.

Under alle omstændigheder er det spændende at fundere over, hvorfor Hera aldrig blev karakteriseret som "kalve-øjet", for kalve er strengt taget en hel del mere "nuttede" end både kvier og køer, men sådan er der så meget i digtningens kunst, som er langt hinsides denne skribents fatteevne. Og nok endda en hel del mere end jeg er klar over eller blot på nogen måde vil være ved!
I Homers omfattende person-univers fungerer ord som "kvie-øjet" om Hera og ditto om alle de andre utallige personer på teknisk samme måde, som den lille obligatoriske "Leitmotif"-fanfare i komponisten Richard Wagners ikke meget mindre overlæssede lang-gabende operaer. Som udover at være lange nu osse har en vis charme i den mere robuste afdeling, men alligevel..
Og hvorfor så alle disse minder for fortidens oldævls-timer? Fordi vi år efter år efter år i forbindelse med den netop afholdte lokale musikfestival kaldet "Spot" mindes om, at al skolelærdom ikke har været ganske forgæves. Tættere på, end man måske ønsker, men vi er ikke helt i mål med hensyn til fordummelsen endnu. Enter JP-journalisten Kasper Schütt-Jensen!

I parentes skal det med, at denne festival er et veritabelt "musik-kræmmermarked" af simpleste skuffe, hvor man som ved tidligere tiders såkaldte "hiring fair", som det hed på angelsaksisk (og som betegner det årlige møde mellem sælgere og købere af landlig arbejdskraft, fandtes ikke helt så formaliseret i Danmark). Det er helt fint på samme måde som alle andre kræmmermarkeder er, denne form for menneskelig købslagning, ikke ganske ulig tidligere tiders slavemarkeder, hvor man osse mødtes for at føle lidt "på tænderne" Hvis det kan sælge noget musik er det sikkert fint og hvis det ikke kan er det vel lidt ligemeget, så var det vel blot ikke godt nok?

Den gennemgående musikalske bagmænd gennem alle årene har været legendariske Gunnar K. Madsen, legendarisk fordi han er den vistnok eneste med stadig insisteren på af mellemnavns-bogstavet "K" til enhver tid. Nå, ham lader vi ligge og sole sig efter pinsens succes-oplevelse i dag og skal i stedet lige nævne lokal-pressens dækning. Som altså bringer minder om ur-moderen til alle klassikere. HVERT ENESTE ÅR uden nogen undtagelse har JP-journalisten talt om en vis David Fricke. For at minde om, hvilken af sikkert utallige David Fricke´er vi taller om, bliver vor ven helt klassisk og det kan næppe længere være et tilfælde. Denne Fricke er nemlig "en legendarisk skribent" fra selveste det amerikanske rock-tidsskift "Rolling Stone"

Fanfare-fanfare for denne fornemme gæst fra det godt nok efterhånden noget underdrejede amerikanske magasin, for man må jo nok erkende, at musikalsk debat og almindelig fremdrift ikke længere foregår i et blad, som selv denne skribent lige var det yngste til at værdsætte, dengang det for alvor betød noget. Det var forresten osse dengang, at David Fricke opnåede sin legendariske status, for han interviewede selveste ak ja "Rolling Stones" Når nu bladet HED sådan var det vel ikke en uhyrlig præstation skulle man synes.

Der er rullet mange rullesten forbi siden (og den slags ruller sjovt nok aldrig OPAD, endsige FREMAD), men Fricke er forblevet legendarisk. Og så bliver han blot endnu mere legendarisk, når han siger pæne ting om de lokale bands. For flere år siden roste han til skyerne det noget mystiske lokale orkester "Under Byen" uden at det da vist ellers gav blot det allermindste internationale ekko. Måske Fricke nu her 40 år efter blot ikke længere har andet end sin æres-titel tilbage? Noget kunne jo tyde på det, men mon vi ikke trygt kan regne med at se ham tilbage til næste år ved samme tid? Det tror vi, på ganske samme måde som den ligeledes noget afdankede irske Grand Prix- smørtenor Johnny Logan også altid vil forblive den allerstørste stjerne. Ved Ulfborg Husmødreforenings årlige musikfestival i pigernes gymnastiksal. Stjerner, selv de, der hastigt nærmer sig deres "nadir" (hvis man da ellers kan sige at noget er modsat "zenith" og det burde man vel kunne) er jo de største stjerner når blot sammenligningen er sølle nok.

Til gengæld kan det alligevel altid sprogligt blive lidt ringere endnu. I dag lød en overskrift på DR-tekst TV nemlig "Søvndal ønsker hurtigt valg nu" Ja, hvornår Fanden skulle dog ellers et hurtigt valg være, andet end lige nu...? Ligesom der er en tid til alt andet, for eksempel "På gen-kik i morgen, over and out herfra"

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start