Bedst for mit barn!

Her i huset har vi en skolesøgende datter, som forhåbentligt senere på dagen skal i gymnasiet. Eller rettere, det skal hun først efter sommerferien, i dag får hun blot efter planen at vide hvor. Savnet af den kommunale folkeskole, som hun går i nu på sidste måned, vil være uendeligt begrænset. Det skyldes både en helt usædvanligt kikset klasse, som denne enkeltsporede skole (ihvertfald lige i denne klasse) er uden skyld i. Til gengæld er hele denne skoles struktur ellers ganske ude i “Hakkebakkeskoven” med et citat adapteret efter forfatteren Thorbjörn Egner. Det var ham, der opfandt alle tiders mest kvalmende barnlige mareridtsfortælling, nemlig den om “Karius og Baktus” “Whirrr!”, husk det allerførste tandlægebor i den nøgne blotlagte nerve og den dr. Mengele-lignende sadistisk grinende tandlæge med den kronisk dårlige ånde, nødtørftigt søgt skjult bag talrige menthol-pastiller.

Tilbage til denne ellers ret typiske kommuneskole med den ganske beskedne succes. Som vist nævnt tidligere her er vores datter den eneste i klassen, der skal i gymnasiet. Et par andre kommer det givetvis efter en 10. klasse et helt andet og sikkert bedre sted, men det er ellers ikke noget at skrive hjem om, denne beskedne akademiske succes for årets 9. klasse. Nu er skolen heller ikke akkurat et eksempel til efterfølgelse, rodet ustyret og usystematisk, som den er uden omtanke eller synderligt potentiale for forbedring. Talrige er de gange, hvor vi sagesløse forældre har siddet i aulaen og gloet på vores ungers forskellige grader af kreativitet og anden akademisk formåen. “Gloet” er det rigtige ord her, for HØRE nogetsomhelst har ingen kunnet. Absolut intet, og at ingen af lærerne nogensinde har opdaget det tyder ikke på den største opmærksomhed. Læs:Nul! Spild af tid og spild af enhver mulighed for at engagere forældrene i nogetsomhelst.

Selvfølgelig findes der glimrende lærere på stedet, men vi taler ikke akkurat om nogen elite-skole. Hverken akademisk eller i nogen andet retning, dertil er ledelsen alt for usynlig og noget “vattet”, når de virkelige konflikter med vold m. m. opstår. Det bedste ved skolen er vel i virkeligheden, at den set fra denne side ligger på en bakke, så min datter på cykel får en smule tiltrængt motion, og det jo da også noget. Nå, det er altsammen ved at være ovre nu og det er måske i virkeligheden det allerbedste. Som at glæde sig særligt over varmen indendørs efter alt, alt for længe at have været ude i kulden.

Nu er vores datter ganske robust og særdeles heldigt begavet, så hun får næppe varige mén af skolen. Nu kan man jo heller aldrig gøre de her ting om alligevel, så alle de oprindelige hensigter om at finde en skole, der “passer til mit helt særlige barn” er og forbliver naturligvis rent vrøvl. Fordi man naturligvis alligevel først har den helt specifikke facitliste bagefter. Derfor kan man naturligvis godt som forældre tilstræbe det bedste for sine børn, og det er selvfølgelig både forståeligt og ganske naturligt. Man skal blot vide, at det IKKE er barnets tarv, man nødvendigvis varetager.

Lad os tage den seneste tids politiske snak om store og små skoler. Det er kommet særligt i medierne efter at det socialdemokratiske fremtrædende folketingsmedlem Mette Frederiksen gik “durk” imod egne formulerede synspunkter og skrev sit barn ind i en lille privatskole med det interessante og tankevækkende argument, at “det var bedst for hendes barn” Alene det, at hun siger det, gør, at man virkeligt burde være skeptisk, for hvordan ved hun dog det? Mon ikke blot det er bedst for Mette Frederiksen?

Det tror vi, for med udgangspunkt i egne erfaringer fra landets mindste skole med ialt 23 elever i 7 klasser til landets dengang næststørste skole med over 1000 skal vi da hilse og sige, at hvis man har et VIRKELIGT specielt barn, så gælder det FOR ALT I VERDEN at finde en TILSTRÆKKELIGT STOR skole til, at dette specielle barn kan finde passende kammerater. Store skoler er naturligvis ikke bedre end små, men for de sande “enere” kan en skole sagtens blive for lille. Det er altså ikke nemt at realisere sine punker-drømme ude på landet i den stråtækte, det er vist derfor de søger til byerne senere hen. Skolens størrelse har ingenting med noget at gøre, det har dens kultur og struktur til gengæld.

Nu er det derudover interessant, at det overhovedet rent sprogligt er muligt at skelne mellem, hvad der er bedst for “éns barn” og “én selv”, men det accepterer dagens jammerlige journalister rask væk. Der hvor jeg kommer fra var det ellers ganske ét og det samme og det er det vel nok stadigvæk. Nå, men når man som voksen blot “kræver ind” fra alle hylder selv på den allermest barnlige måde er det helt fint, så længe det blot drejer sig om éns barn, ak ja..Det mest urovækkende ved denne her “skole-utopi” er blot, at man tror, at man på denne måde sikrer sine børn den bedste barndom. Det gør man måske osse, hvis man blot er heldig nok og det er jo principielt noget vanskeligt at vide. Ogf når man så ved det, så er det altid alt for sent, ens helt specielle barn passede vist blot tilfældigt ikke ind i de helt tilfældige omstændigheder.

Det er så heldigvis slut fra i dag, for os ihvertfald. Det er så spændende, om det osse er helt forbi for statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt i denne omgang, måske man burde tvivle lidt. I går så vi et interview med hende på direkte DR-TV, hvor hun forklarede sit valg af landets absolutte private elite-skole med landets højeste karakter-gennemsnit som den bedste for hendes teenage-datter. Dette valg er da helt forståeligt og rimeligt og vi ville selv have foretaget det, hvis vi havde haft muligheden. Helt for vores egen husstands skyld naturligvis.

Sådanne valgmuligheder gives blot ikke for fru Thorning-Schmidt. Nej, forklaringer var såmænd, at der havde været et stort frafald af datterens kammerater i de seneste par år og derfor havde man besluttet at skifte skole. og altså så måske helt tilfældigt, til denne højtbesungne eliteskole. Problemet er måske mere interessant, end måske de fleste forestiller sig, for hvorfor mon datterens kammerater kangsomt er drysset væk? Vores bedste gæt herfra er, at de allerede fra fødslen har været skrevet op til enten netop denne private super-skole (vi taler om det særdeles velhavende Østerbro med gigantiske lejligheder, hvor man ikke flytter, fordi man får børn)

For hvad mon der I VIRKELIGHEDEN er sket i denne sag. Ja, det ved vi naturligvis ikke, men man kan nok næppe forestille sig, at fru Thorning-Schmidt helt tilfældigt lige indenfor den seneste tid har skaffet sig en “afbudsplads” til sin datter på denne skole. Sådan noget kan man ikke engang på den lokale “pendant”, som hedder Forældreskolen, hvor der er ganske mange års vente-liste. Nej, enten har datteren været skrevet på venteliste i ganske mange år ELLER osse har hun det IKKE. I tilfælde af det første ville det måske klæde fru Thorning-Schmidt ikke unødigt at pynte på familiens rimelige og helt forståelige ambitioner.
Nå, det kan jo osse være, at hun helt tilfældigt har talt med skolederen på møntvaskeriet eller hvordan sådan noget nu helt tilfældigt sker. Eller hvad der mon er sket, et opslag på Irmas opslagstavle måske. Som eliten jo sædvanligvis kommunikerer…Bedst for mit barn, jo tak! Ikke at hun gør noget, vi ikke selv ville have gjort, vi ville blot ikke have formuleret det helt ligesådan..Det hedder “for vores barn OG for os selv!”