mandag den 29. marts 2010

Uheldige helte

Man ved, man er ved at blive ældre, når man atter en morgenforsinket avis-gang sidder og glor på programoversigten på kloge-kanalen DR2. Hvorfor den kaldes det er interessant, ikke spændende, det er noget helt, helt andet. Måske fordi alle kloge mennesker straks burde slukke, når de for Gud ved hvilken gang ser den amerikanske flødeskums-skuespiller Don Johnsons fedladne fjæs. I gamle dages hårdtpumpede TV-serie "Miami Vice" skabt af glimrende Michael Mann var han vist ellers meget god, men da jeg ikke senere har set nogen genudsendelser har jeg ingen sikre underretninger eller anden bekræftelse.

Mon vi ikke relativt trygt kan gå ud fra, at det var noget bras på samme måde som min tidlige pubertetstids absolutte tophit, "The Persuaders" også viste sig at være. Den danske titel, "De Uheldige Helte" var vel heller ikke et match skabt i himlen, for hvem har dog fundet på det her? Ikke blot var de aldrig nogensinde blot det allermindste uheldige, de vandt jo altid til sidst uden så meget som nogensinde at få næseblod, og det var dog langtfra alle eleverne dengang på Endelave Skole, som slap så nådigt gennem tilværelsen. Sjov ting, den dér næseblod, mærkeligt at barndommens tendenser til det blot er noget, man kan vokse sig fra. Forkalkning af blodårerne i næsen måske? Teorien halter muligvis lidt, forkalkning virker da ellers ikke ligefrem "afstivende" på andre blodfyldte organer.

Tilbage til næseblod. Som Roger Moore som Lord Brett Sinclair og noget alkoholiserede/kvindagtigtgjorte (heldige fyr!) Tony Curtis som Danny Wilde så altså aldrig fik. Ja, på trods af utallige karambolager med uhyre skurkagtigt udseende personer kom de aldrig til at bløde. Senere var det måske mere paradoksalt end det forekom dengang, også hvordan i alverden TV-produktionsselskabet fik fat i alle disse skurke, som de næsten utallige afsnit krævede. Måske man blot indrykkede en annonce i "Variety" med teksten "Skurkagtigt udseende personer søges!". Det var trods alt andre tiden dengang end nu, hvor en populistisk korrekt platpolitiker fornyligt anmeldte et filmselskab for racisme. De søgte nemlig personer med et "asiatisk udseende", og det var vel rimeligt nok i betragtning af, at handlingen skulle forestille at foregå i Asien.

Helt anderledes dengang der var svinagtigt heldige helte som Sinclair og Wilde til. Alene film-introen med datidens labreste bredmåsede og koket vrikkende "strand-sild" i bikinier i St. Tropez viste den lokkende verden derude. Ikke alne vandt de altid til sidst og løb med alle pengene, de fik heller aldrig nogensinde et eneste nej fra nogen af de smarte kvindelige modeller. Sig lige "uheldige helte" igen! Det var godt nok dårligt oversat, og så dårlig var og er serien nu ikke. Ikke helt og heller ikke nær helt så god som dengang. Tiden har gnavet ubarmhjertigt i disse gamle serier på samme måde som smilehullerne er blevet næsten finger-dybe i bagdelene hos datidens smarteste damer. Ak ja, "Sic Transit Gloria Mundi", man har vel "Den lille Latinprøve"

Nu er det efterhånden et par år siden, vi på denne side havde et ugeemne om heldige og uheldige helte. En af disse var en englænder med et svagt helbred og et endnu skrøbeligere sind, der hed Paul Voight. Han var en af sin tids mest originale matematisk-funderede akustikere, hvilket ikke siger ret meget, der var allerhøjst en enkelt konkurrent, Tannoys Jack Houlgate, som snart forsvandt til BBC. Voight var manden bag en af datidens bedste højttalere, det såkaldte (og meget passende benævnte, da han selv stod og savede det ud) "Voight-horn". I dette horn sad oprindeligt tidens kraftigst magnetiserede højttaler-enhed, en 8-tommers sag med nødtørftigt sammen-limet dobbelt papir-membran frit efter datidens dille, kræmmerhusene. Findes det ord overhovedet i dag? Nå, ligemeget, for det gjorde det dengang og det er jo den tid, vi beretter! Derudover er det desuden forkert at tale om magnetisering i fobindelse med de allerførste Lowthere, der slet ikke indeholdt permanente magneter. Voights første var lavet med elektromagneter, antageligt fordi det var billigere for Voight, sådan er det jo tit. Senere bliver der så en dybere mening men det er en anden sag. Han holdt da ihvertfald op så hurtigt han kunne. Eller altså havde råd.


Denne enhed havde handelsmærket "Lowther", men det var nu ikke fordi det passede synderligt godt, mest fordi der næsten ingen handel var med produktet. Det var nu ret let at forstå, for megen mening var der ikke i hele foretagenet. For det første tilbød Voight KUN 1 MODEL, et kæmpestort lige, forladet horn med en facon som en delvist udrullet kæmpestor såkaldt "konk-snegl" eller en mega-muskedonner for dem, der husker Onkel Joalims foretrukne forsvarsvåben mod Bjørne-Banden. Vi taler ganske givet om den højttaler i historien, som har haft alle tiders allerlaveste såkaldte "WAF", "wife acceptance factor" Og selv om det vel var en rigeligt formidabel hindring for mulig kommerciel succes, så var det kun det MINDSTE af Voights problemer. For hvad i Himlens navn skulle man dog bruge det her mega-truthorn til?

ABSOLUT INTETSOMHELST, for der fandtes jo intet, som kunne afspilles over disse højttalere. Alle kommercielle optagelser foregik ikke blot på 78-lakplader, allerede en formidabel hindring med et teoretisk frekvensområde fra et par hundrede hz til godt 2000 hz. Nej, optagelserne foregik heller ikke ELEKTRISK endnu (og da slet ikke i England), og disse jammerlige optagelser typisk med såkaldte kul-korns-mikrofoner med tragte foran. Det var ikke bedre i datidens PA-branche, hvor man også brugte de samme mikrofoner, ikke overraskende, da det var de eneste, man kunne købe. En helt både nødvendig og ganske tilstrækkelig forudsætning for den rene jammer for Voight.

Voights helbred og sind gik ikke overraskende samme vej, "som katten skraber", som vi drenge udtrykte det dengang "The Persuaders" gik på sort/hvid-skærmen for første gang. Med datidens bedste audio-materiale, som var AM-radio, ak ja, så var der ikke meget ved at sælge Voight-horn selv med den nyeste "permanent-magnet" version af den noget hjemmelavet-udseende første Lowther-enhed, som hed PM1. Det var svært at argumentere for en visdom ved at købe et kvalitetsprodukt, som der de næste næste 25 år INTET var at anvende til. Den uheldige og helt nedbrudte helt Voight emigrerede til Canada og døde. Det sidste var nu ikke synderligt tragisk, da det først skete godt 35 år senere.

Og hvorfor så denne snak om helte i dag? Naturligvis fordi der i nutidens mennesker findes en ganske tydelig tendens til at se bagved-liggende logik i helt ulogiske ting. Lad os for eksempel tage weekendens afvikling af finalen i "X-Factor", en helt uomgængelig pseudo-begivenhed i ethvert tennage-hjem. Om finalen fik sin rette vinder i Thomas har vi ingen mening om, men denne mand med en udstråling som en lettere hengemt fladfiske-filet fra køledisken i skandaleramte Super-Best ligner da helt bestemt dagens bedste bud på en "uheldig helt". Det er muligt han har vundet til sidst, problemet er blot, at til sidst i konkurrencen blot er BEGYNDELSEN-på resten ef den VIRKELIGE verden! Dér tiltror vi ikke manden synderlig succes.

Thomas har tilsyneladende i 12 år uden blot det ringeste held forsøgt at få udgivet en plade, og disse erfaringer med den prosaiske virkelighed burde han måske have taget ved lære af. Nå, men nu har han jo så vundet og så er virkeligheden derude sikkert blevet anderledes synes ræsonnementet at være. Vi spår ganske samme entydige succes for Thomas som for Paul Voight og hans hornladede Lowther-eventyr.

Det kunne nu være sjovt at høre Thomas kommende plade gengivet på et oprindeligt Voight-horn. Voight var efter sigende ikke nogen særligt god tømrer, det må være derfor han insisterede på at lave alle sine højttalere helt selv, da han nok nødigt ville vise sine 10 fummelfingrede tommelfingre frem. Nå, det var slet ikke det største problem, heller ikke, at den noget nødtøftigt/grinagtigt overlappede/sammenlimede papirkegle aldrig var lige eller at disse håndlavede enheder nødvendigvis var vidt forskellige, at arbejde med mekaniske komponenters placering i ekstreme magnetfeltter er svært selv for bedre håndværkere end Voight (og dem var der mange af, kun få værre). Man skulle jo trods kun bruge én enhed til sin AM-mono så det var ganske ligegyldigt.

Og så lige Thomas igen til allersidst som "rosinen" I en interessant diskussion, som vi refererede lidt fornyligt om Lowther-højttalere, mener en mand at vide, at
"Lowtherenheder er vist oprindeligt designet til dobbelt hornladede hjørnehorn, hvor 'shout'et bidrog til at linearisere den samlede frekvensgang."
Fakta er disse: Voight lavede ALDRIG et hjørnehorn, så nej! Dobbelt-keglen fandtes jo så naturligvis heller ikke på de første enheder, da den lette skæve papirmembran var absolut RIGELIG bredbåndet i sig selv til nå de par khz, som var målet.
Udover at Voight næppe heller stræbte efter at "linearisere" noget, som han aldrig selv kom til at høre eller havde måleudstyr til. Som nævnt fordi der INGEN KILDER var til at kunne GENGIVE noget, der blot lignede virkeligheden lidt. Rent, inspireret gætteri, det var det, det hele var for Paul Voight og intet andet, og sådan er det vist tit i livet.
Som at spå Thomas succes...Hvorfor skal man dog forsøge at give meningsløse ting mening? Som foreksempel at AFSPILLE Thomas´ kommende plade naturligvis. På sit originale Voight-horn fra inden PM1´s tid.

Etiketter:

1 kommentarer:

Blogger 27pH sagde ...

Minder mig om den gamle hifi-vits:

Paul Voght møder Amar Bose på gaden. Paul sætter hænderne for munden som en tragt og råber "GODDAG DR BOSE, HVORDAN GÅR DET?", hvorefter Bose vender sig ind mod væggen og hvisker "jo tak, ganske fint".

Så vidt jeg husker den.

vH pH

29. marts 2010 kl. 21.51  

Tilføj en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Startside