onsdag den 31. marts 2010

Rødstak og blå- og bleg-næb

I den kommende tid vil denne skribent blive udsat for atter en gang betydelige selvpålagte prøvelser i form af morgen-cykling i accelereret tempo. Denne skribent har umådelige australske tøjlagre i alle mulige farver og udførelser med ét skæbnesvangert fællestræk: De er allesammen af samme størrelse. Derfor klemmer alle skjorterne de samme steder efter en lidt for velbehagelig vinter foran brændeovnen med en flok af fruens hjemmebryggede Cooper´s-øller. Den forlængede vinter har kun givet slapheden endnu bedre kår, men nu skal det være slut. Ud på landevejene det går men nok først i morgen, jeg føler mig foruroligende afkræftet her til morgen. Måske det er tanken, men jeg hoster osse lidt. Nå, det sker som det er sket før, pas på de mindre biveje fremover, der kan være belagt med denne skribents sved og andre mere eller mindre uheldige sekreter.

Ellers er der i dag fremkommet en ny meningsmåling om den politiske balance i Århus. Ikke særligt overraskende for denne skribent og næppe heller for mange andre er det "rødlige flertal" siden valget yderligere blevet konsolideret. Avisen taler om et historisk skred og alt muligt andet tøjeri, men hele ændringen "koger ned" til blot ét eneste mandat, som skifter. Udover at det jo så ikke gør, da der jo altså ikke er valg udover at det ingen forskel ville gøre alligevel. Ikke blot det allermindste, dertil er socialdemokraternes forspring alt, alt for stort. Og så det problematiske i at tale om et "skred" når det altså trods alt er det teoretisk mindste. En noget lille skred synes vi da og da især når de ikke teoretisk kan findes mindre..

I den sammenhæng analyserer den lokale JP på sit sædvanlige ikke vanvittigt skarpe niveau, at "Hay-effekten" er udeblevet. For de mange udenbys læsere af denne side var den unge kvinde Laura Hay udset til at være Venstres stemmesluger ved det kommende valg og det fortæller en pudsig historie. Det er en trist historie om ukritisk politisk rekruttering på trods af alle indlysende synlige problemer, der næsten kan kaldet "politiske handicaps" Vi skal tale om noget, hvor vi nødvendigvis må træde varsomt, da det drejer sig om simpelthen noget så basalt som "menneskelige fænotyper" Nogen er ganske enkelt helt uegnede som politikere i en TV-verden. De er simpelthen "distraherende TV-grimme"!

Laura Hay er et par og tredive og på et fotografisk stillbillede er denne rødblonde kvinde med de store runde sælhunde-øjne ganske køn omend meget, meget bleg-næbbet. Det er selvfølgelig ikke hverken politisk eller menneskeligt det mindste diskvalificerende at se sådan ud, denne skribent skal trods alt ned i fattigere egne af fastlands-Kina for på grund af sin lettere korpulente krop at ramme et lokalt skønhedsideal i disse traditionelle hungersnøds-egne. I vestlige civilisationer kommer jeg vist næppe med i den pænere halvdel med undtagelse af et par særligt indavlede vest-irske klippeøer...Politiker er vist værre endnu, lidt selverkendelse har man vel!

Det kan sagtens gå på en statisk valg-plakat at ligne Laura Hay på en prik, og hun fik faktisk også et udmærket valg, det var selvfølgelig derfor, hun blev Venstres nye håb. Det er der blot overhovedet ingen grund til, og det burde enhver kunne forstå. Alle kan ihvertfald se, at hun aldrig bliver borgmester i Århus, når der er live-TV på. Det er egentligt trist, men det er sådan det er. Og ikke mindst BLIVER.

Den kønne og ganske kvikke Hay har nemlig et fænotypisk træk, som er SINDSSYGT DISTRAHERENDE og som fjerner al fokus fra det, hun siger. Hendes læber beskriver simpelthen en CIRKELBUE rundt om munden, når hun taler. Det er simpelthen ligeså svært at se hende i øjnene som det er at få blikket væk fra en stor bussemand, der i takt med åndedrættet kravler ind og ud af næseboret på lille Poul. Hm., vi må vist hellere finde et andet og bedre eksempel. Kenneth, ja ham bliver det, sådan en kender vi, og han er ret dum. Snotdum.

Nu er det hverken almindeligt politisk eller mere specifikt kønspolitisk korrekt at sige det her, men det ændrer blot ikke på de solide kendsgerninger, som lokale karikaturtegnere naturligvis forlængst har fanget. Hay ligner en menneskelig udgave af den kendte fiske-familie "kyssefiskene", som findes rigeligt repræsenteret hjemme i Horsens Fjord ved faskinerne i Husodde i form af især arten med det sælsomme navn "berggylt" Der findes dog osse andre fisk som både såkaldte "rødstak" og "blånæb", andre repræsentanter for kyssefisk-familien der i Hays hjembys fjord Horsens, som tilfældigvis osse delvist er min egen. Faktuelt er det heldigt, at rødstak og blånæb findes samtidigt, da de er de forskelligt farvede han- og hunformer af samme art...De ser underlige ud men de finder alligevel en partner. Til alt held skal disse forunderlige særprægede fisk så ikke vælges som borgmestre, de ville osse se skidedumme ud i den bedste sendeflade.

Hvilket bringer os tilbage til de politiske partiers tydeligvis noget begrænsede kandidat-rekrutteringsgrundlag. På trods af sine øvrige dyder vinder Hay på grund af fysiologiske detaljer aldrig nogetsomhelst og så kan hun sige kloge ting fra nu af og til juleaften. 2050! På ganske samme måde, som Venstres politiske ordfører i Folketinget, Peter Christensen med de insisterende/stirrende plire-øjne og de ligeledes noget "alternative" læbe-bevægelser og noget løjerlige almindelige mimik HELLER ALDRIG bliver statsminister. Han er vældig kvik men endnu håbløst dårligt placeret/eksponeret. Han har overhovedet ingen chance udover en retrætepost på de anonyme politikeres holdeplads, EU-parlamentet, og der skal han nok ende. Vores teori i dag må blive, at man godt kan se noget alternativ ud i politik, man skal blot ikke regne med at blive valgt til nogen topstilling. Grænsen går formodentlig i nærheden af Anders Fogh-Rasmussens permanente "hypnose-øjne", underligere kan man simpelthen ikke se ud i politik. Selv brilliant politisk tæft kan ikke kompensere for en tilstrækkeligt uheldig eller distraherende personlig fremtræden.
Det var så dagens hypotese som vi selv ser som næsten allerede en Nobel-prisværdig teori. Og som altså kan falsificeres den dag, Laura Hay bliver borgmester og Peter Christensen statsminister, næppe altså i den nærmeste fremtid. Selv den socialdemokratiske nestor, Jens Riisgaard-Knudsen blev jo heller aldrig nogen "rigtig" minister som mange nok vil mindes. Han havde et dårligt opereret "hareskår", som selv i de dengang ikke helt så effektivt TV-eksponerede tider alligevel permanent hindrede det. Sådan er der så meget. Æstetik og politik!

1 kommentarer:

Blogger anders sagde ...

http://www.hifi4all.dk/forum/forum_posts.asp?TID=82254&PN=1
http://www.hifi4all.dk/forum/forum_posts.asp?TID=82236&PN=1
http://www.hifi4all.dk/forum/forum_posts.asp?TID=82265&PN=1
Tjae, så gik det jo, som man kan forvente – som en af moderatorerne skriver, så er hifi4all.dk enevældigt styret – og hvis man kan sin danmarkshistorie, så vil man vide, at enevælden i 1849 blev afskaffet til fordel for demokratiet. Måske skulle man tage og gøre som andre fornuftige mennesker – begynde at lære lidt af historien.

1. april 2010 kl. 09.48  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start