tirsdag den 2. marts 2010

En midtjysk ungdomsskole.

Vi er blevet bedt om at skrive en historie om et efterskoleophold på en midtjysk ungdomsskole, som tilfældigvis hedder netop det. Midtjysk Ungdomsskole var indtil fornyligt opholdsstedet for vores teenage-datter, men det er den så ikke længere. I forbindelse med afskeden blev vi af skolens forstander bedt om at skrive en beretning om vores opfattelse af skolen, og det vil vi gøre langt om længe. Det har trukket noget ud, fordi en fyldestgørende beretning nødvendigvis vil blive noget langtrukken og noget kedelig, og lige disse ting er ikke vores egen livret og næppe mange andres heller. Men som sagt, forstander Terp har selv bedt om det.

Nå, vi vil i dag nøjes med at ridse "scenariet" lidt op med hensyn til forventninger til et efterskoleophold op. Lyder det kedeligt allerede? Ja, selvfølgelig gør det det, og det er egentligt også en kedelig historie, som vi derfor osse vil opdele i små kedelige kapitler. Dagens kapitel er kort. For os var en efterskole en oplagt og indlysende mulighed for at få vores datter til at knytte nære og forpligtende relationer til andre unger. Det bedste bevis for succes og derudover det eneste var vel, at hun blev væk i weekenderne. Ikke derfra, men herfra! Det gik alt for hurtigt over, og allerede der burde vi vel være blevet mistænksomme. Noget var der tydeligvis galt, og det var det også.

I morgen vil vi fortælle lidt om skolens horribelt håbløse og totalt ansvarsforflygtigende (og dermed aldeles ansvarspådragende) behandling af de tidligere nævnte aldeles ulovlige elevfester. Dengang gik bølgerne blandt forældrene højt og vores lille husstand incl. datter fik virkelig den specielle ejstrupholmske form for kærlighed at føle. Lige dér burde selv godtroende folk som denne skribent have reageret på forstander Terps totale afvisning med hensyn til nogensomhelst ansvarlig stillingtagen til det totalt uansvarlige arrangementer. Hvis han havde ment noget med sin forudsigelige floromvundne snak omkring alt det sædvanlige pædagogiske pep-talk om "hvad eleverne kan bidrage med positivt med til skolen" blev al mulig ægte bekymring til nul og nix i en telefonsamtale, der som japanernes angreb på Pearl Harbor vil gå over i historien som en mærkedag af de RIGTIGT kedsommelige.

Den akut livsfarlige situation ved den første ulovlige fest ude på Søren Tyndskids mark, som fik en uddannet sygeplejerske-forælder til at ringe 112 ved den første fest fik ikke forstander Terp til at tænke. Hvorfor skulle det dog også det, manden havde alle de helt rigtige meninger i det helt små og ingenting at sige når der virkelig kom bølger på, i den henseende var der lidt kaptajn over ham. Desværre var det vist mest kaptajnen på ulykkesfærgen "Scandinavian Star" uden helt at sammenligne konsekvenserne naturligvis, men for teenagere behøver den største katastrofe jo heller ikke nødvendigvis at være dødbringende.

Forstander Terps faste synspunkt om, at disse skolefester overhovedet ingenting havde med skolen at gøre uanset de indlysende livsfarlige konsekvenser for elever gjorde alt hans efterfølgende brage-snak fuldstændig ligegyldig. Hvis en tilsyneladende åh så ægte bekymring om eleverne ikke omfatter liv og død og alle de andre sikre sociale følger af totalt kaotiske bræk-fester, er scenen sat til et kikset skoleophold. Sådan skulle det også komme til at gå, ja det havde vel i virkeligheden aldrig rigtigt nogen chance. Fortsættelse følger. Vi skal dog allerede nu afsløre, at forstander Terp til allersidst i denne fortælling vil komme til at opleve det, som Churchill kaldte sin "stolteste stund/ Finest Hour" Lidt kredit skal han have og han skal såmænd osse nok få den, der tilkommer ham.
Så rigeligt.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start