Agave-dyrkning i Danmark

Dengang jag var dreng ude på den lille ø Endelave løb jeg tit købmands-ærinder for min gamle farmor, som var noget svagt-gående, lidt a la hendes eget gamle idol, statsminister Stauning. Det var for det meste de lidt tungere ting, jeg fik lov at slæbe og en af de faste ting var en 2 kg. pose med mel. Nu var jeg muligvis noget tungnem som dreng, men alligevel indskærpede denne elskelige ældre dame mig hver eneste gang, at jeg endelig skulle huske at købe det mel, der hed “Gluten Flour” Hun udtalte det ganske vist anderledes end alle angelsaksere ville have gjort, men meningen var ellers klar nok. Jeg måtte aldrig købe det billige skodmel med datidens lokale kædes “HOKI”-mærke på, da det ikke var ordentligt at bage med. Det skulle være det amerikanske hvedemel med det underlige navn.

Og amerikansk, det var det, melet, eller russisk eller australsk eller canadisk, garanteret oversøisk fra mere solrige steder. Og det måtte det være og det vidste alle undtagen ham den dumme HOKI-købmand, som stædigt fortsatte med at have sit elendige danske ubrugelige mel på hylden indtil melormene fik det ædt. Disse fede fyre var tydeligvis noget mere ukritiske end de snusfornuftige endalavitiske husmødre, som vidste hvad der var godt at bage med. Hvedemel med MASSER af gluten-protein, som gjorde æltning, hævning og bagning til en ren leg. Man kan simpelthen lave en børne-harmonika med dej med højt glutenindhold og trække det en meter ud, så godt hænger det sammen. Sikke minder fra farmors køkken!

Nu var det ikke fordi der ikke blev dyrket hvede på Endelave, for det gjorde der uden at jeg nogensinde begreb, hvad det blev brugt til. Ubrugelig lorte-hvede! Det var inden medlemsskabet af EF, det her, og og hvem der gad købe det forstod næppe nogen på et frit marked. Måske det allerede ikke dengang var helt frit? Det kan det næppe have været, for faktisk var den internationale hvedehandel allerede fra starten af 1800-tallet i volumen så langt den største inter-kontinentale handelsvare. For historie-kendere betød den engelske “Repeal of the Corn Laws” i 1830-erne simpelthen en omvæltning i det engelske landbrug uden senere sidestykke. Markedet blev åbnet for den billige amerikanske og canadiske og australske hvede og de engelske hvededyrkende landmænd bukkede øjeblikkeligt under. Det gjorde de, fordi MAN IKKE KAN DYRKE ORDENTLIG HVEDE i nord-Europa. Fordi sommeren ikke er lang nok. Dagens første fix-punkt.

Det kunne man så heller ikke næsten 150 år senere på min fødeø, og den lokale mølle og bager kunne aldrig drømme om at bruge andet end importeret mel selv om der altså var hvedemarker lige udenfor døren. Det vidste dog enhver idiot og børnene på Endelave var ikke engang (med en enkelt strålende undtagelse naturligvis) særligt kloge. Og det kan man så STADIGVÆK ikke og nu, endelig, starter dagens rigtige tekst. Der er i de seneste dage startet en debat om noget så fuldstændigt absurd som ja, altså den vigende danske produktion af såkaldt “brød-hvede”, hvede der er tiltænkt dansk hvedebrøds-produktion. Jamen hov, måske man alligevel kan dyrke højprotein-hvede i Danmark, måske der er kommet nye sorter og sager? NEJ, det kan man STADIGVÆK IKKE, simpelthen fordi vækstsæsonen er for kort.

Det er selvfølgelig også derfor, den noget større danske produktion af byg er så velegnet til at lave såkaldt “malt-byg” af til bryggerierne. Fordi der heller ikke i den danske byg er ret meget protein, som til brygning blot er til besvær. Nu kan byg noget nemmere dyrkes på vores himmelstrøg, men grunden til, at det i årtusinder har været så udbredt skyldes den ret simple kendsgerning, at afgrøden sjældent svigter. Fordi den ikke som hvede er lige på kanten af det “muliges kunst” Og nu skal vi virkeligt “spidse ører” som Dr. Spock fra “Star Trek” for nu skal vi over i det “statistisk muliges kunst” En kunst, som er ganske let at praktisere i en verden, hvor åbenbart overhovedet ingen på en større dansk avis eller i et dansk Folketing tænker sig det mindste om. Eller blot kommer fra landet. Ikke Danmark, nej derude fra, hvor det lugter af frisk ko-lort. En herlig lugt fra barndommen, som man måske skal ned til mad-templer som den lokale top-restaurant Malling og Schmidt for at genopleve. De bruger jo i flere serveringer at “fyre” en tot hø af for at skabe de rigtige allusioner…

Tilbage til JP, som havde en stort opsat erhvervsartikel om den katastrofale situation indenfor danske “brød-hvede”-dyrkning. Tilsyneladende udgjorde den danske hvede nemlig hele 70% af råvarerne i den danske brødproduktion. I år er tallet så faldet til blot 30% og det skyldes ifølge avisen stigende import fra Sverige og Tyskland. Mystisk, hvordan kan man dyrke brød-hvede i disse lande, når man ikke rigtigt kan i Danmark. Eller kunne, for det kan man åbenbart nu. Nej, det kan man ikke, og det kan man INGEN AF STEDERNE. Selv om man tilsyneladende gør det. Det gør man naturligvis som så meget andet i EU “på trods”. Ligesom man stadigvæk i EU dyrker super-sposorerede sukker-roer med en produktionspris på råsukker på op mod 10 gange det rentable. For et skod-produkt, der selv i voldsomt-kemisk raffineret form stadigvæk er langt ringere end det langt lettere raffinerede rørsukker.

Tilbage til hveden. Grunden til, at man i vores nabolande åbenbart kan udkonkurre den danske produktion af brød-hvede er ifølge avisen, at man dér må bruge langt større gødningsmængder i produktionen. Og så er vi ved at fatte noget, for man KAN jo naturligvis godt dyrke brød-hvede i Danmark, hvis man altså blot får lov til at “speede” væksten op i den alt for korte vækstsæson, hvis man altså blot gøder helt vildt. Og det gør man så uden at det dog i avisens feature på nogen måde fremgår, hvordan dette kunstigt fremstillede hvede-lignende produkt på nogen måde skulle være særligt sundt. Det er det naturligvis heller ikke, for der er naturligvis en helt logisk grund til, at hvede simpelthen var den ALLERFØRSTE kornsort, der blev dyrket for over 6000 år siden. Den kræver nemlig kun uhyre lidt gødning. Når den vel og mærke dyrkes der, hvor den kan gro.

I dagens lange floromvundne udredning skal vi lige et kort øjeblik tilbage til at konstatere et par fakta om hvede-dyrkning. Hvede har nemlig altid siden oldtiden været dyrket såkaldt EKSTENSIVT, det vil sige dyrkningen er sket på store, åbne arealer i solrige omgivelser uden ret meget gødning. Sådan var det i Nordafrika i Oldtiden, som forsynede romerne med vital hvede og sådan har det siden været i alle de store oversøiske produktions-lande. Kvalitetshvede ideelt til brødbagning, fordi der alle steder var MASSER af protein i hveden, ja man kunne slet ikke dyrke hvede uden masser af gluten i de naturlige vækstlande. Som jo altså ikke inkluderer nord-Europa. Dér dyrkede man så i stedet byg og rug til brød og havre til hestene. Måske derfor rugbrød UDELUKKENDE traditionelt spises i nordlige ikke-hvedeegnede lande?

Når kvalitets-hvede er så skidenemt at dyrke på canadiske prærier og INTET koster på verdens-markedet, så giver det jo ikke megen mening at dyrke den samme afgrøde i Danmark med en indtil fornyligt gennemsnitlig hektar-pris på næsten 300.000,- Det ville det nu heller ikke gøre til en tiendedel af prisen, så forklaringen er naturligvis et andet sted. Svaret er naturligvis TILSKUD, masser af tilskud. Alene det, at det altså kan betale sig at pøse kostbar gødning ud på markerne for at “peppe” væksten op i den alt for korte sol-sæson siger jo niget om idiotien. Desuden er det bemærkelsesværdigt, at importen sker fra 2 lande, som traditionelt HELLER IKKE har dyrket brød-hvede. Ja, begge lande har faktisk i historisk tid ALDRIG været i stand til at brødføde deres egen befolkning ligeså lidt som nutidens Italien.

Alle disse lande er betydelige eksportører men endnu mere betydelige IMPORTØRER. Italien er bemærkelsesværdigt nok Europas største fødevare-EKSPORTØR og alligevel netto-IMPORTØR. Al deres pasta laves selvfølgelig af durum-kvalitetshvede alle mulige steder fra. Alle andre steder end Italien selvfølgelig. Og så lige et kort øjeblik tilbage til vores statistik om den danske andel af den anvendte hvede i danske bagerier. Statistisk burde man nok lige have indstillet “kanonen” på lidt længere sigt, for i 1968 ville den “danske del” af den samlede brød-produktion have været ganske let at fastslå. NUL %, hverken mere eller mindre. Når en råvare er så letdyrket (i rette omgivelser) og så svine-billig på verdensmarkedet som hvede, at det STADIGVÆK kan betale sig at sejle den fra Australien til Europa over flere hundrede år, så er der ingen konkurrence-muligheder længere. Og det har der aldrig været, tyskerne eksporterer subsidieret hvede til Danmark og æder selv den amerikanske fordi flere blokader i de seneste verdenskrige med eftertryk har vist, at det temmeligt tilbagestående tyske landbrug slet ikke kan brødføde landet

Farcen fortsætter så i dagens avis med, at flere folketingspolitikere er ude med klaphatte-stupide forslag om dispensationer til dette tydeligvis kriseramte danske marginal-erhverv. Så de kan få lov til at pøse endnu mere gødning ud på hvedemarkerne for at høste det, som det hele drejer sig om: TILSKUD, MASSER OG MASSER OG MASSER. Det sjove er, at man ligeså kunne opgive illusionen om at dyrke noget nyttigt da det jo alligevel er en helt ligegyldig del af denne absurde ligning. Nok derfor, alle kæmper så hårdt, for overhovedet ingenting.
I det hele taget er international handel noget pudsigt noget. Danmark er jo ogsdå en stor-eksportør af tøj, selv om der længe ikke har været nogen dansk tekstil-produktion. Verden er mystisk.

Iøvrigt findes der en endnu mere fornuftsstridig dansk-dyrket afgrøde. Oppe i Frederikshavn står der på indfaldsvejene i sommerperioden hele alléer af kæmpestore agaver, den store såkaldte “sukkulent” mexicanerne laver tequila af. Disse planter tåler ikke frost og plantes møjsommeligt ud i det sene forår og hentes ditto ind i det tidlige efterår. Nogen videre mening giver det ikke, men man får da lidt at grine af som turist. Fjolser!

Måske man deroppe i Frederikshavn skulle udvide galskaben til osse at omfatte lidt tapning og gæring af agavernes saft, men det har man vist ikke gjort endnu. Det ville ellers give masser af mening. Fuldstændigt ligeså meget som at dyrke brød-hvede i Danmark og så kan man også altid klage over de indlysende problemer med at konkurrere med solrige Mexico
Agaverne der gror nemlig rigtigt godt, de er faktisk et uhyre plagsomt ukrudt som man slet ikke kan slippe af med. Som også hvede gjorde dengang dernede mellem Eufrat og Tigris. Og stadig gør.

Her tænker du på “Agave-dyrkning i Danmark”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *