fredag den 26. februar 2010

Surt at hedde Kurt!

Som børns evindelige drillerier kan det danske sprog være urimeligt ubarmhjertigt og uden appel-muligheder af nogen art. Tag nu for eksempel min egen barndoms sang om Poul Mathisen, som var urimeligt traumatiserende. Nu er det ikke fordi præ-senil demens forhindrer denne skribent i at stave eget navn korrekt (der er andre virkninger, men det er en anden sag til en anden dag), vi skal understrege at der er tale om en HELT ANDEN Poul Mathisen. Ellers ville det jo ikke kunne rime og det kunne det allerede knapt nok til at starte med. Børnesangen om "isen og grisen og lille Poul Mathisen" er forhåbentligt forlængst gået ud af den danske sang-skat. Det hjælper jo naturligvis ikke denne skribent, at senere tider har ophøjet den grammatiske sandhed, som jeg selv kæmpede for, til absolut sandhed.

Vi taler naturligvis om, at sangens vaklende versefødder forudsætter, at der KUN er 3 stavelser i "Mathisen" og ikke 4 som i "Mathi-a-sen" stavet på den helt rigtige måde. Den eneste korrekte naturligvis, alle andre er forkerte og forargelige. Stupide møgunger derovre i Endelave indesneede landsbyskole, som aldrig forstod dette. De sang blot videre mens denne skribent blev mere og mere kok-rød i hovedet af pinlig generthed, en selvforstærkende proces som få andre. Senere har jeg til gengæld lært at leve med det tvivlsomme spejlbillede hver morgen uden at rødme ret meget, sådan lidt ligesom den tilfangetagne indianer i Lucky Luke-tegneserien om "Diligencen" Som lille Poul på dukserækken dengang sidder denne rødhud på jorden, mens kusken Hank udspyr en strøm af opfindsomme uoversatte eder. Den kvikke Lucky Luke bemærker tørt, at indianeren åbenbart forstår engelsk. Han er nemlig blevet rødere efter Hanks sjofle gloser. Som lille Poul dengang, jeg selv dog kun i hovedet.

Selv om det senere er endt ganske godt for lille Poul, der aldrig faldt gennem isen (ikke ret mange gange, da, lidt isflage-sejler var man vel) kan det stadigvæk være surt at hedde Kurt. Sidste år omtalte vi en af de surere skæbner af slagsen, nemlig Fætter Kurt, der iøvrigt slet ikke hed "Fætter" til fornavn udover at han slet heller ikke var min fætter. Min FARS fætter, som han var og vel i virkeligheden stadigvæk er, selv om han nu har forladt den jordiske virkelighed selv, fik en trist skæbne, som er fyldestgørende berettet. Om det bare ligger i navnet Kurt at være lidt uheldig vides ikke, den eneste jeg kender indenfor hifibranchen, der hedder det, er da lille og ikke særligt pæn. Små stirrende og plirende øjne og med skaldepande, temmeligt surt! Faktisk så surt, at han næsten ligner en lidt kikset mini-udgave af denne skribent. Mand versus mandsling, jeg ved da godt hvad jeg selv ville vælge og så er det jo heldigt, at det er præcist det, jeg har valgt!

Nu er det ikke udelukkende surt at være Kurt, det er ikke ret meget bedre at være Kaj. Orv, hvor må man som Kaj være blevet drillet i folkeskolen når filmrullerne fra datidens Statens Filmcentral møjsommeligt blev monteret på filmfremviseren i skolen med henblik på at uddanne den opadkommende ungdom kulturelt. En af de faste gamle travere var den for alle Kaj´erne uhyre ildevarslende sort/hvide dødkedelige franske sag med Jean Gabin som grine-grine "Tågernes Kaj" Filmen HED faktisk lige netop det, og dengang inden Hartvig Frisch´ retskrivnings-reform blev alle navneord skrevet med "stort" begyndelsesbogstav. "Tågernes Kaj", aj hvor det da er grinagtigt og så langt, langt sjovere end den dér tåbelige børnesang uden pointe om ham der "Poul Mathisen". Med 2 stavelser, for Pokker, ikke 3 som i Mathiasen! Nej, det var IKKE MIG der faldt gennem isen, nej det var ej, hør dog efter og fat det! Tænk at hedde Kaj, man kommer næsten til at græde af grin. Altså hvis man altså IKKE lige hedder det der Kaj-kvaj!

Alle mennesker blive ældre og nogen bliver klogere men de, der hed Kaj fra starten af, (eller Poul eller andre smukke navne) hedder stadigvæk Kaj. Og nu vil tilfældet, at der udover en Kurt faktisk osse findes en Kaj i den danske hifibranche. Mærkeligt at 2 så kiksede navne kan findes i en hastigt "ned-smeltende branche", der minder om den tvivlsomme sø-sikkerhed ved barndommens forsøg med oceangående isflager. Disse blev uvægerligt hurtigt tæret op og lille Poul Mathiasen (4 stavelser, ikke ham I ved!) måtte mange gange hoppe hovedkulds i vandet. Mærkeligt udtryk, "hovedkulds", vi drenge spang da i på benene... Nå, det var nu under alle omstændigheder en hel del mere mandigt end blot at skvatte IGENNEM isen som...Resultatet var nu ellers nogenlunde det samme. Våde bukser og så kolde fingre, at man umuligt kunne lyne lynlåsen ned, når man skulle tisse, hvilket man jo altid skal når man fryser. Andre traumatiske barndomsminder. Og tænk så hvis man samtidigt havde heddet Kurt eller Kaj, uha!

Nu er omtalte hifi-Kaj her en del pænere end Kurt og da kaj som i havne-kaj heller ikke længere staves med stort, er drillerierne vel efterhånden blevet mindre. Navnet er nu stadigvæk skide-åndssvagt og det ved jeg af personlig erfaring, jeg kender nemlig et andet kvaj, der hedder Kaj. Nu er ham her hifi-Kaj nu ikke noget særligt kvaj, han er for eksempel meget flink. Desværre slår hans navn igennem på ulyksalig vis med sin onde skæbne, for denne vor ven Kaj skal nemlig i gang med noget RIGTIGT SURT. Så surt så at han ligeså kunne have heddet... Kaj importerer et par marginale hifi-mærker og som om det ikke er allerede er surt nok (hvis man altså gerne vil leve af det), så skal han i den nærmeste fremtid til København for at lave en offentlig demonstration af disse sikkert fine apparater. Og så er det, at det bliver rigtigt træls, for hvem i alverden gider dog længere gå til sådan noget?

Absolut ingen, naturligvis. Det er ikke fordi vi ikke under Kaj noget publikum, det er der blot ikke længere. Det er jo så langt nemmere at sidde og skrive på det danske impotente netforum hifi4all om overhovedet ingenting. Det er så for langt de fleste indlægs vedkommende allerede så langt mere end viden og andre evner kvalificerer til. Det dér med at lytte og danne egne erfaringer har været umoderne så længe, at det for os gamle entusiaster nærmest gør fysisk ondt. Som den der skide dumme børnesang stadigvæk gør!

Det er surt for både Kaj og Kurt, at der ikke længere findes nogen respektabel og respekteret hifi-skribentvirksomhed overhovedet. Til gengæld kan det give vanvittigt morsomme udslag, som når for eksempel den nye ADMINISTRATOR på hifi4all, selveste Simon Mastervol (tillykke, tillykke-øh med hvad?) glædestrålende lancerer den permanent terminalt sovesyge/dvale-ramte Aarhus-Hifiklubs nye hjemmeside. Linket virker blot ikke, ja siden eksisterer overhovedet ikke! Tænk at man i sin ukritiske selv-promovering ikke gider prøve efter! Nå, dygtigt gået, alle I glade anonyme drenge derude og vi glæder os naturligvis til at se, hvad totalt anonyme Jeppe S. (kendt som anonyme moderator Virious) i Odense med sit hjemmeside-foretagende "Sjørslev" nu har fundet på. Vi kan blot ikke se en skid. Og Jeppe, du lovede ALDRIG at offentliggøre din adresse, endda på denne side!
Det er muligvis ikke surt at hedde Jeppe, men derfor kan man vel godt være sur? For eksempel over hvor svært det er at få noget til at rime på -jeppe. Vores eget bedste bud er at sidde og vente på filmatiseringen af Henrik Stangerups bog "Det er Svært at Dø i Dieppe" "ieppe" og "eppe" må da rime eller hvad. Det kan nok tage noget inden det sker, og det er da i sig selv surt nok. Næsten Kurt-surt

4 kommentarer:

Blogger Andreas sagde ...

Hej Poul
Først og fremmest rettes en tak for de gode "bloggerier".
Ikke for at være pedantisk, men hvor mange stavelser siger du, der er i hhv. "Ma-thi-sen" og "Ma-thi-a-sen"? 3 og 4, eller? Hvis ikke, genopfrisk da venligst!
Du ønskes en god weekend.
Bedste hilsener fra
Andreas

26. februar 2010 kl. 10.17  
Blogger Poul M sagde ...

Hm. risikoen for at møde en der er klogere end en selv er altid til stede og rigeligt til stede her, taget til taknemmelig efterretning. Og derudover tusind tak!

26. februar 2010 kl. 10.27  
Blogger anders sagde ...

...Og så hed han atså Peter - "Peter Mathisen red på grisen, over isen"

27. februar 2010 kl. 07.20  
Blogger Poul M sagde ...

Ja det er korrekt men det hed min far så desværre, så drillerierne kom naturligvis også til at inkludere sønnen udover at der ikke var andre Mathiasener derovre..Sikke dog en umenneskelig byrde at bære, men bar den, det gjorde vi, sikke tapre vi må have været. Og er, sådan noget hører jo først op til allersidst...

27. februar 2010 kl. 16.40  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start