tirsdag den 2. februar 2010

Kapring?

I disse dage kommer vores morgenavis usædvanligt sent, og derfor sidder denne skribent og glor på forlængst ligegyldige nyheder. Nu er der jo ikke meget "Update" i TV-Avisens udgave men til gengæld er det altid interessant at studere vejrmeldingerne her tidligt på dagen. Der er nemlig en ganske enestående mulighed for at checke rigtigheden af vejrmagistrenes forudsigelser, vejrmeldingerne er nemlig uvægerligt fra gårsdagens eftermiddag. I ultrakort meteorologisk-historisk perspektiv er det selvfølgelig interessant nok uden at dog ligefrem at kunne holde morgenkaffen rigtigt i kog.

Af andre nyheder her til morgen (og det vil så sige fra i går) er den mest bemærkelsesværdige, at Haiti-katastrofen ikke blev nævnt med et eneste ord. Det var vel temmelig meget som vi selv spåede og denne spådom var vist hverken kontroversiel eller ny, kun tragisk.Til gengæld var der en anden ganske spændende nyhed. Som bekendt har den danske flåde atter sendt et af sine (heldigvis ganske få) super-slagskibe til de pirathærgede områder udenfor Somalias kyst. Vi siger ganske få, fordi det stolte skib sidste ganbg overhovedet ingen nytte gjorde. Så vidt vides affyredes ikke et eneste skud i vrede, selv om vores nationale TV-Avis dengang viste en kvindelig maskinkanon-virtuos plaffe løs mod nogle ellers ret sagesløse bundgarnspæle. "Tag den og den (Fritz!)" som den gamle flyverhelt Battler Briton i sin Spirfire altid sagde, mens han pløkkede løs med sine Hispano-maskinkanoner.

Dengang var det godt TV, fordi det viste "action" og det var så osse den eneste gang denne "skyder" kom i brug. den sidste udsendelse blev noget præget af mekanisk bistand til de ulykkelige somaliske pirater, som Absalon dengang reddede fra at dø af tørst. De havde fået maskinstop, men de problemer klarede de fiffige mekanikere på Absalon, mens piraterne blev passende beværtet med tækkeligt censurerede bil-magasiner uden de stødende afklædte damer. Nu skal det med, at de somaliske pirater opererer endda ganske langt væk fra Somalias kyst, ja for nyligt blev et par gamle engelske sejlere kapret på heltemodigste vis over 1300 km. fra kysten. Ikke akkurat kystfiskere, altså!

Nu kunne man måske tro, at et par flådefartøjer med det rigtige radar-udstyr og et par angrebshelikoptere eller et par førerløse drone-fly ville kunne overvåge den ikke særligt udbredte kommercielle trafik på vej ud fra piraternes basis-havne, men så simpelt er det åbenbart ikke. Det er ellers ganske enkelt og iøvrigt den recept, som den amerikanske flåde anvendte i starten af 1800-tallet mod de mauriske pirater i Nord-Afrika. Tilbage til "Absalon", for i dag blev det forkyndt, at der endeligt, endeligt var sket noget. Ifølge Text-TV striben havde "Absalon" nemlig "kapret somaliske pirater" Måske allerede dette sproglige miskmask burde have alarmeret unødvendig begejstring, for det er vel nok skibe, som man kaprer. Eller fly men vel ikke mennesker?

Nej, det var det så heller ikke og vi har da vist ramt atter et indholdsmæssigt og sprogligt lav-punkt her. "Absalon" havde nemlig ikke kapret nogetsomhelst, det havde blot "skygget" et allerede forlængst kapret indisk fartøj. Dette blev anvendt mente man da, som "moderskib" for hurtiggående både dér pisselangt ude på havet og var vel sandsynligvis kommet til for at give den mekaniske "nær-support" til genstridige og start-vanskelige Volvo Penta-påhængsmotorer i piraternes både. Som jo ellers "Absalon" tidligere havde fixet særdeles effektivt. Man kan så sætte tal på, hvor mange rigtige kapringer, man derved har forhindret. Tallet kan sagtens være flere millioner, kun flåde-fantasien sætter alligevel grænsen.

Nå, det kommer de såmænd nok til igen, at give "aktiv motorhjælp" men til at kapre nogetsomhelst, tydeligvis nej. Det ville ellers være magesløs underholdning at se disse fuldfede marinere (det store tag-selv-bord ombord er med rette berømt og ikke uden konsekvenser på side-benene) forsøge at kaste entrehager over på piratskibene og prøve at bære deres egen betragtelige vægt op af rebene med "huggerten" i munden. Man må håbe, rebene er holdbare for disse moderne nordiske "kæmper", som jo nok ville fylde de fleste vikinge-ringbrynjer lidt rigeligt ud. Denne test bliver nu nok næppe til noget, man er vel ikke kolde mordere som det amerikanske flådefartøj, hvis besætning pløkkede et par pirater, som holdt en amerikansk kaptajn som gidsel. De er muligvis i teorien søfolk, da de jo får penge som sådanne, men mon Tordenskjold og Willemoes ville have været medlem af disse futmælksmatrosers fanklub, vi tvivler!

Nu har de fleste drenge vel set Steven Seagal (ham den gale mand med hestehalen) i filmen "Kapring på Åbent Hav", som foregiver at foregå på selveste "U. S. S. Missouri", så ordet "kapring" er jo da teoretisk aktiv sprogbrug. Derudover har kapring i de sidste par århundreder udelukkende været anvendt såkaldt "pejorativt/negativt", det vil sige på dansk er kaprere ALTID skurkene. Indtil Englands-krigene i starten af 1800-tallet var ordet "kaper" ellers osse positivt, da danske skibe officielt blev udstyret med såkaldte "kaper-breve", som gjorde dem til ulønnede stats-pirater med kongens godkendelse.

Nu var det ikke fordi det hjalp, når deres skibe blev "bøffet" af admiral Nelson og hans hårdkogte engelske søfolk, som uvægerligt lod disse offentlige statsansatte embedsmænd "dingle fra rånokken", når de fik fingre i dem. Juridisk stod de noget svagt og kun på en skammel indtil denne blev sparket væk under dem. Piratens løn til alle tider altså lige indtil i dag. Dengang begrænsede det øjeblikkeligt den danske rekruttering af kapere i en grad, så ordet simpelthen ndrede permanent mening.

Nu er kapring mange ting og i forbindelse med gårsdagens uskyldige tekst om ukyndiges menneskers nødvendigvis ukyndige råd om noget, som de allerede fra starten ikke forstod at udtrykke, så har vi godt fået rigtige "bøllebank" En af bemærkningerne fra selve "trådstarteren" rammer til gengæld plet og gør rigtigt ondt på denne skribent. Det er noget overraskende, for det er oprindeligt denne fyr, som starter hele balladen omkring montering af pickupper ved at sige, at hans pickup "sprutter" Hvordan er det lige DET lyder? Ingen undrer sig over denne pudsige diagnose og ingenting hjælper efterfølgende.

Til gengæld rammer denne Sigma6-fætter virkelig hovedet på sømmet med sin karakteristik af undertegnede, vi tillader os at citere in extenso:
Jamen Poul er jo ikke det man kalder en smuk mand . Så mens vi andre hyggede os med pigerne, læste han jo en masse bøger ovre på øen. ikke noget at sige til han er så klog

Hvordan pokker kunne han dog vide det med pigerne, denne kvikke fætter? Han rager virkeligt op i en trist epoke, hvor denne skribent i lighed med sikkert de allerfleste bumse-drenge fik lige præcis den interesse fra pigerne, som de fortjente. Som så ikke helt svarede til den, som de selv ønskede sig i deres egne våde drømme desværre. Uden at overdrive kunne man vel sige fuldstændigt tværtimod..

Nå, det førte altsammen til en mere gengældt kærlighed, nemlig den til hifi, som er blevet vedligeholdt til i dag for denne ikke særligt pæne skribent. Faktisk kan jeg kun komme i tanke om den kendte fodboldspiller Charlie George som én, der er noget grimmere igen men han var osse pænest med masser af mudder i fjæset...
Det dårlige dengang førte til noget godt i dag alligevel, en smuk og klog kone til eksempel. At andre så ikke anerkender noget af alt vores møjsommeligt samlede skrammel som hifi overhovedet, fortæller vel mest om andre og mindre om os. Noget af det må vel rent teoretisk være OK, vi har da både Quad ESL,63, ATC SCM 100/300, JBL 4320 og Olympus SRR, Tannoy Monitor Gold 15 og osse et sæt Ascolta Brennin. det kan vel ikke være helt umuligt altsammen men lige godt er det bestemt heller ikke, til gengæld helt vildt forskelligt. Siger denne grimme mands underskønne frue. Godt man gemte sin dyd dengang fra ungdommen indtil den rette kom forbi! Sommetider er det helt fint at lurepasse også når man ikke rigtigt kunne andet!

Vi vil dog alligevel lige til allersidst bringe atter et citat fra en vredladen mand, der fuldstændigt "disser" vores beskedne evner indenfor hifi:
Jeg kunne finde på meget værre udtryk og anlæg har han squ heller ikke forstand på. Her tænker jeg specielt på hans højttaler valg. Mage til usympatisk stodder skal man lede længe efter.
Når vi selv imellem synes, at vi måske "skraber bunden" lidt rigeligt i vores debat-niveau må vi vel hermed have sandsynliggjort, at der stadigvæk er et stykke vej derned endnu til bunden...

3 kommentarer:

Blogger Ruben sagde ...

Du burde jo komme op hos PQRs vintage træf med noget af dit gamle guld - det kunne være fedt at lytte til

2. februar 2010 kl. 23.29  
Blogger Poul M sagde ...

Hej Ruben
Ja, det kunne faktisk være ganske sjovt, det meste fylder bare ad Helvede til og vejer endnu mere. Det gik nu nok Der er vist ikke særlige moralske konflikter der mht kommerciel sammenblanding? Skal man spørge ham eller bliver man selv spurgt?

3. februar 2010 kl. 06.49  
Blogger anders sagde ...

Jeg tror du skal spørge selv...

4. februar 2010 kl. 12.29  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start