torsdag den 11. februar 2010

Hvor skal vi hen, du?

Et af min salig fars mindre bemærkelsesværdoge stunder var hans affinitet for datidens computer-grafik i form af den inderligt fjollede trold Hugo. Det var vel egentligt lidt flovt men nu var han allerede dengang en ældre mand, og vi ældre mænd har jo en vis tilbøjelighed til at gå lidt i barndom. Enkelte vil nok endnu kunne huske denne tåbe blandt tåber opnå veritabel kultstatus som den fremmeste underhodning hver lørdag aften. Populariten var ganske vist hjulpet ganske godt på vej af den dengang dekorativt-barmsvære (men altid ellers ganske familie-spiselig/tækkelige) Nina Klinker-Jørgensen. Hun var og forblev en noget fersk TV-delikatesse, hvis værste sidespring vist var dengang hun i studietiden fjollede rundt med den nuværende kronprins her i byen.

Eller rettere, sidespring kan der vel ikke være tale om, når man nu blot som vor kongelige hopper lidt rundt i forskellige barmsvære modellers (jamen det var de allesammen dengang!)pigeværelser. Disse piger praktiserede så afgjort mest deres velvillige og ganske entusiastisk-frivillige tjenester "under majestæten" i deres egne omgivelser, da vist kun de udvalgte få kom med hjem i det Marselisborg Slot, som vel heller ikke dengang med rimelighed kunne kaldes en rigtig "knald-hytte" Nok om de kongelige og de håbefulde piger dengang, som alle som én blev svigtet af kong Frede, lidt surt men måske man også fik lidt af det søde. Det gjorde den kommende konge da ihvertfald.

Misundelig kan man altid være og få er det nok mere end denne ikke vældigt kvinde-tækkelige skribent.Nå, det gik jo endda til sidst, mens kong Frede til tider ser lidt mellemfornøjet ud med sin ellers vældigt "stylede" kone. Måske han ærgrer sig over, at han ikke i stedet blot holdt ved Nina, pigen bag den fjollede trold. Det havde vel egentligt været noget nemmere, og så ville der jo også have været lidt mere til kong Frede af det, som han (ihvertfald dengang) så vældigt godt kunne lide. For slet ikke at tale om støtte til ældgamle nationale erhverv. Nok om Hugo for denne gang. Spørgsmålet burde måske ellers i ren afmagt være blevet stillet af direktør Mats Jansson, SAS, i går.

Vi kommer til at tænke på det i dag, fordi SAS i går offentliggjorde atter et helt forudsigeligt ringe økonomisk resultat. Ringe, fordi underskuddet var på godt et par mia., og forudsigeligt, fordi SAS i lang tid overhovedet ingen manøvre-muligheder har haft for andet end ultimativ katastrofe. Vi er helt tilbage i de økonomiske lærebøgers allermest simple læresætninger. Disse siger helt utvetydigt, at det når man som SAS står med en alt for gammel og uøkonomisk fly-flåde, et overtalligt og uhyre tvært personale og med en gigantisk gæld, så er man virkeligt på røven. Fordi alle tiltag mod at SPARE PENGE koster MASSER af de penge, som man altså ikke har. Eller for den sags skyld nogensinde når at få, fordi tiden i luften allerede forlængst er talt-ud!

At fyre folk koster kassen og det gør brændstof til de gamle forslugne fly osse. At købe nye fly koster desværre så meget, at SAS garanteret aldrig nogensinde får råd til det. Så lang får de nemlig ikke. Det kan jo så være derfor, at en nyhed i dag er, at SAS søger en såkaldt "partner" Nu indikerer dette ord godt nok, at det på forunderlig, næsten mirakuløs vis, skulle være muligt at videreføre SAS ved en sammenlægning med en mere eller mindre ligeberettiget partner. Det er naturligvis det rene ønsketænkning.

En sammenlægning med et andet selskab for SAS vil udelukkende resultere i en politisk acceptabel "afviklingsforretning" i så hurtigt et tempo, som den kommende køber kan få forhandlet sig frem til med de skandinaviske regeringer. Jo hurtigere, jo bedre, naturligvis, fra køberens synspunkt, så langsomt at det lige akkurat er til at "sluge" politisk for regeringerne. For hvilken værdi har SAS mon, det burde man vel som mulig sælger af virksomheden have gjort sig klart. Hvis man har, fortæller man det givetvis nødigt og da særligt ikke, hvis prisen skulle være retvisende.

Svaret blev med den selvsikkerhed, som kun egen sikker succes kan underbygge, givet af den danske chef for Ryanair for et stykke tid side. Citatet er ganske bemærkelsesværdigt, næsten ligeså bemærkelsesværdigt som at tilsyneladende ingen ellers kan huske det længere. Måske ikke ganske overraskende, for hvor mange kan efterhånden huske katastrofen i Haiti nu længe, længe siden, efter at den totalt er forsvundet fra samtlige medier. Som vi korrekt spåede dengang, desværre, så er det altså ikke spor fedt at være truet af udryddelse og slet, slet ikke ligne nuttede panda-bjørne.

Nå, manden fra Ryanair sagde de profetiske ord om, hvornår SAS ville ophøre med at være et selvstændigt selskab:"enten gik SAS konkurs eller også ville det blive solgt, når værdien af selskabet var på højde med prisen på en pakke Hubba Bubba tyggegummi"
Barske ord dengang, som den barske uundgåelige virkelighed nu har gjort til barsk nutid. Det er jo ligesom det, ordet "uundgåelig" betyder så rigtigt overraskende kan det vel næppe være.
Mon nogen derude er begyndt at kikke i habit-lommerne efter, om de mon tilfældigvis har en pakke Hubba-Bubba? Vi tvivler faktisk mest fordi SAS allerede nu i dag dagen efter næppe er så meget værd. Man kan selvfølgelig altid håbe det bedste, i dette tilfælde ligner håbet desværre mest en drøm...
Vi skal slet, slet ingen steder hen du!

Etiketter:

0 kommentarer:

Tilføj en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Startside