tirsdag den 9. februar 2010

Hjemme hos mor

Dagen i dag er helliget mere basal transport af en masse tunge ting fra det ene sted til det andet. Der er tale om det, som Ryanair kalder en "punkt til punkt"-operation, altså mere muskel end hjerne, lige noget for denne skribent. Nu er det der med at koble hjernen fra ganske hyppigt forekommende i disse post-Grand Prix festdage, man kunne jo nævne pressedækningen af den hunde-øjede vinder Tomas Christensen med det i virkeligheden noget fuser-agtige tilnavn "N´evergreen" Meget passende for denne ihærdige livskunstner, men vel ikke akkurat et "dræber-navn" udi ultimativ succes.

Nu har vi på denne side helt tilfældigt i anden anledning for et stykke tid siden dækket dette pudsige fænomen på en "wannebe virkeligt mega-meget-stjerne" som Tomas er og altid har været. Det er der naturligvis hverken noget forkert eller blot det mindste usædvanlige i, men der er dog alligevel en lille underholdende "twist" i sagen Tomas. Noget der hænger nogenlunde ligeså godt sammen som den gennemsnitlige kvalitet af plottet i et afsnit af "Anna Pihl" For hvorfor drømmer han dog om at blive stjerne, han er det jo allerede.

Det fantastiske er, at Tomas rask væk karakteriseres og det endda rent faktuelt som en "stor stjerne i Rusland" Inden vi nu i jantelovens hjemland begynder at udtrykke unødvendig skepsis over det her pudsige "faktum" så skal det jo lige bemærkes, at hvis man VIRKELIG er en en stor stjerne i et RIGTIGT STORT LAND, så er der ikke rigtigt nogen særlig grund til at ønske at være det i et rigtigt LILLE land. Hvis man altså ønsker det nok, som vi slet ikke betvivler, at Tomas gør. Ikke blot det allermindste.

Ingen ved deres fulde fem, som er et giganthit i Indien ville drømme om at gentage successen på Tonga i Bismarck-øgruppen langt ude i det støt stigende Stillehav. Ligeledes ville en ganske egoistisk og monoman karriere-komet som Tomas naturligvis heller ikke bruge 2 sekunder i Danmark hvis han virkeligt var stjerne i et stort land. Selv ikke vores egen henrivende Gitte Hænning gad tage hjem fra sin strålende karriere syd for grænsen før hendes karriere gik på hæld og hvad unaturligt er der dog i det? Intet, selvfølgelig.

Nu kunne man naturligvis blive ledt lidt på sporet af, at ikke alt er med Tomas, som alting ser ud. Man kunne til en start checke hans adresse, den slags giver altid et vist "clou". Tomas bor i øjeblikket hjemme hos sin mor, vel ikke nødvendigvis det allermest glamorøse sted derude i landsbyen Ugelbølle. Slet ikke ret godt for alle naboerne, som nødvendigvis må stå med næserne fldtrykte mod ruderne, mens Tomas med pjusk-håret og hundeøjnene høster popstjernens fortjente løn i form af barmsvære modeller. Hvis der altså er nogen.

Sidste gang vi omtalte Tomas havde han nemlig allerede en såkaldt "russisk model-kæreste". Såkaldt, fordi det var sådan han selv kaldte hende. Hvor pokker er hun forresten blevet af, mon hun osse nu bor derude på Djursland hjemme hos Tomas´ mor? Hm., hvorfor ikke bare indrømme at vist ikke alting er, som man selv ville ønske det var?
Iøvrigt var vores omtale her af Tomas dengang i forbindelse med en anden og langt større musikalsk event. Større, fordi den foregik i et langt større land. Det samme, fordi der essentielt var tale om den samme begivenhed, nemlig det nationale Grand Prix, denne gang altså blot det RUSSISKE, hvor Tomas OGSÅ deltog. Mærkeligt at alle folk allerede har glemt det, denne potentielt landsforræderiske aktion, hvis han altså havde vundet. Det gjorde han næppe siden han flyttede hjem til mor igen, men som sagt, det ved vi ingenting om.

I lyset af det klinger Tomas´ tilsyneladende begejstring over nu at være nærmere sin 10-årige søn, som han efterlod i Danmark i sin jagt på karrieren, jo en lille smule hult. Rækkefølgen er altså ikke ligemeget, Tomas! Når man først satser på det store i det store land, så er det altså ikke særligt stort længere at gøre det samme i et lille land. Selv om man ikke vinder og da slet ikke når man således pynter på motiverne i en grad, så den lette morgenkvalme ligefrem melder sig...
Nå, det var da godt du vandt, du "store stjerne" derovre østfra, ellers ville det da næsten ikke have været til at bære. Det er det nu næsten ikke alligevel, men du tager det nu tappert nok, Tomas!

0 kommentarer:

Tilføj en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Startside