onsdag den 6. januar 2010

"Per Aspera ad Astra"

Med denne måske lidt små-pretensiøse overskrift vil vi dag beskrive vores særtjeneste-leverandør, som er lidt rigeligt fejl-behæftet for tiderne. Vi er desværre ikke blevet dovnere eller mere karrige med vores sædvanlige visdomsord, det er blot i tiden periodisk noget svært at få dem "på" I mellemtiden kan det åndeligt særligt sultne publikum derude så for eksempel i dag more sig over, at Sudan med et af klodens mest folkemorderiske regimer og bagmand for usædvanligt militært vel-udrustede såkaldte klan-militser i landets egen Darfur-provins, har anklaget det tidligere så succesrige danske filmselskab Zentropa for ganske ubeskrivelig racisme. Det er virkelig tale om en absolut "first" her, for anklagerne går imod noget, der slet IKKE EKSISTERER, en film, som overhovedet ingen nogensinde har set. Fordi den ikke er lavet færdig endnu.

Det mest epokegørende er ikke, at anklagen fra den herskende sudanske regering kommer frem, for man må vel efterhånden have vænnet sig til, at "Anything Goes", som en gammel revy-hitsang viste sig at komme til skæbnesvangert at foregribe fremtiden. Stakkels Bing Crosby, som selv mærkede de tidlige proto-miljøforkæmperes vanvittige vrede, fordi han som passioneret laksefisker fiskede laks på Island. Nu blev han ikke udsat for livstruende trusler, men noget sindssygt var det vel i eftertidens klarsyn at se en flok fanatiske fjolser hidse sig op over en mand med en flue-stang. At se allerede dengang noget affældige Bing som den største trussel mod den åbenbart dengang truede laksebestand var en noget alternativ fortolkning af verdens sande tilstand. Nu var Bing kendt og tilmed amerikansk amerikaner (i modsætning til Obama, der er en helt anden slags amerikaner, mærkeligt nok) og derfor udsat. 

Senere hen blev al laksefiskeri på Island jo fuldstændigt glemt. Ikke fordi det holdt op, udelukkende fordi det blev fuldstændigt privatiseret og alle fiskerettigheder til samtlige elve blev bortforpagtet til fremmede rigmænds-syndikater og det hele blev dermed fuldstændigt anonymt. Anonyme fiskere er jo ja, altså anonyme og dermed ligegyldig som PR for de sande venner af naturen, så derfor forsvandt de forargedes interesse samtidigt og proportionalt med, at fangsterne steg. Ja, til sidst steg fangsterne faktisk så meget, at det blev nødvendigt at hæve priserne yderligere for at fiske på Island, og der er vi stadigvæk i dag. Uden at nogen sikkert husker andre laksefiskere end stakkels gamle Bing. Verdens-forargelsens fokus har bevæget sig videre, ikke at det nødvendigvis er spor godt, men sådan er det altså.

Og så tilbage til Sudan og Zentropa og den nye verdensorden, som sættes af alle, der har magt og trusler til det. Den danske filminstruktør Susanne Biers film er delvist indspillet i Afrika og det er jo meget passende, da der åbenbart i "plottet" ligger en danskers "dannelses-rejse" til en afrikansk flygtningelejr. Nu er Zentropa jo ikke åndssvage nok til at tage til kronisk krigshærgede og lovløse Sudan, næh de har filmet i idylliske og "turistede" Kenya, hvor beboerne jo også ligner dem i Darfur. Ihvertfald dem, som folkemordet dér går ud over, som sjovt nok (eller hvordan nu lige udtrykker tragske hændelser) er meget mørkere i huden end deres mordere. Mærkeligt at man ikke taler om racisme her, hvor det ellers er ligeså let at se forskel på skurke og ofre som i gamle western-film med salig Hopalong Cassidy, der jo altid var iført hvid hat og hest, mens skurkene var permanent klædt i sort-"sorg" med ditto heste. Anderledes altså i Darfur uden at det dog gør handlingerne sværere at forstå. Når regeringsstøttede militser myrder mørkere landsmænd, der heller ikke engang er muslimer, så er det naturligvis alt andet end racisme, som jo bare er det allerværste. Forstå det, hvem der nu kan!

Som vi ser det, er det allerværste faktisk, at Zentropa og den gamle mangemillionær-kommunist (ex-et gælder kommunist) Peter Aalbæk Jensen overhovedet tager det her alvorligt. Trods alt har Zentropa jo lavet en del af det seneste årtis mest psykopatisk anti-amerikanske (det er svært at se "Dogville" som en dansk landsby-idyl selv i sin mest perverterede form) og Triers seneste er heller ikke helt "stue-ren" med de evindelige psykopatisk/sadomasochistiske træk, som gør denne instruktørs værker helt uantagelige for denne skribent. For at tækkes forskellige kvinder til forskellige tider har jeg slæbt mig igennem disse film-seancer med betydeligt ubehag og måske afsmagen har at gøre med afsmagen for samme kvinder, hvem ved.. Det gør altsammen kun de mere eksperimenterende film fra Zentropa til bedre sællerter på det regerende pæne parnas,og det er altsammen godt. Helt anderledes nu, hvor den gamle "Aal" simpelthen gør knæfald for essensen af det, som han som ung (og knap så rig) anså som sin absolut største politiske modstander: Religionen. Det gør næsten ondt at se på det som at se gamle ikoner som Michael Laudrup spille fodbold i dag. Der er vist gået lidt "Ole Sohn" i den gamle kommunistiske frontkæmper og det er vist ikke derfra, kunstens videre kurs skal udstikkes. Forhåbentligt ikke hvis den da så overhovedet skal afstikke nogetsomhelst.

For hvorfor i alverden dog tage det her som en legitim indvending mod en ikke-eksisterende film og hvornår stopper galskaben dog? Kan Mugabe og Nordkores også i de kommende måneder med held stække al indbildt kritik. Tjah, hvis Sudan kan, så er der ganske givet ingen grænser. Forresten handler filmen vistnok om en læge, der opererer i organisationen "Læger uden Grænser" Ingen grænser for knæfald og grænseløs galskab: "Aalen" fremturer ganske ynkeligt med at forsvar om, at Zentropa sandelig både har ansat en muslimsk filminstruktør og alting. Fremfor bare ubetinget at hævde den absolutte kunstneriske frihed indenfor de grænser, som kun loven sætter og altid har gjort. Hvis man nogensinde skulle være i tvivl om elitens selv-pålagte censur, som JP-tegningerne oprindeligt skulle påvise, så behøver man da vist ikke lede længere. Sadistisk explicit sex og almindelig voldsforherligende psykopati, jatak, men anklager fra et folke-morderisk regime mod en skildring fra en flygtningelejr om, ja, altså overgreb mod de sorteste sudanere fra de blot solbrændte af slagsen, DET er noget helt andet. En dialog med de "ikke-dialogbare" Fuldstændigt ravende vanvittigt, afvis det da på samme måde som de spage (men noget mere berettigede) protester fra små-samfund i USA, som så "Dogville" som en anti-amerikansk manifestation. Ren "kujoneri"

Ellers skal vi glæde os over, at en gammel privat bekendt, Kiim,med netpseudonymet Jean Michel Jarre er tilbage i "hifi-manegen" efter en pause. Nu er der ikke ret meget, som egentligt ineteresserer mig ret meget mindre, end hvad en enkelt hifi-entusiast går og tænker på, men som symptom på branchens sande tilstand er det til gengæld ganske interessant.Hvis det udelukkende er sådanne kunder, der er tilbage, så kommer fremtiden noget før end nogen nok aner. Den fremtid, som gør al rimelighed og hifi-fornuft til fjern fortid. Lille Kim (han er nemlig ikke ret høj) har nemlig ifølge sin egen helgem/hyldest-tekst til en fynsk hifi-forhandler fuldstændigt vansmægtet derude i ørkenen. Det vil sige indtil han blev frelst af denne forhandler, tydeligvis fra sit eget fuldstændigt urimeligt kedsommelige selskab. 

Stakkels Kim var fuldstændigt holdt op med at interessere sig for hifi og underligt nok vist holdt op med at høre musik. Og det fortæller vel i virkeligheden alt, musikken er fuldstændig ligegyldig, blot et nødvendigt onde til brug for hifi-demoer. Staklen havde slet ikke haft nogen at snakke med om hifi, og det havde åbenbart været en forfærdeligt traumatisk situation. Ja faktisk så traumatisk, at han skulle helt til Fyn for at genfinde selve livglæden og meningen med tilværelsen. Hos en hifi-forhandler, som gad høre på lille Kim og hans problemer, som han så til alt held kunne løse på samme måde som alle andre "pushere" altid har kunnet, blot ved et nyt "skud" Lille Kim købte sig simpelthen til lidt ny lykke og mening i tilværelsen hos denne fantastiske forhandler og "Kosmos for Kim" var atter genoprettet. Kim var tilbage som sand hifi-entusiast, og det er både en sand og sol-mættet historie fra det virkelige "pseudo-liv". Som det her vel må siges at være, så længe som den slags nu teoretisk kan vare.

Den her måde at "hifi-netdate" sig igennem livet fuldstændigt uden afbrydelser er spændende som klinisk fænomen, men særligt menneskeligt respekt-indgydende er det vel ikke. Når man som forholdsvist voksen uden ophør fortsætter sin kroniske søgen efter "hifi-guruer" så er der naturligvis noget grueligt galt. Ikke med forhandlerne, de "casher" jo ganske legitimt Kims penge, næh det er altså noget sølle, at det er den slags entusiaster, der er tilbage. Folk, der for enhver pris søger det svar, som aldrig gives og som de naturligvis heller aldrig selv ville kunne forstå, selv om det gjorde.
Hvor dum er så denne Kim? Meget, meget dum, faktisk dum nok til engang at have beundret denne skribent og det endda i fuld offentlighed på nettet. Indtil han så heldigvis blev klogere vil mange nok sige. Eller blot dummere, det er jo osse en mere nærliggende teoretisk mulighed. Det gode i dag er så, at Kim har fundet/betalt sin nye "guru" til et nyt "fix", som varer fuldstændigt ligeså længe som alle andre "fix" gør" Helt, helt til næste gang! Vi glæder os allerede enormt til næste kapitel i denne personlige søgen efter ja desværre INTETSOMHELST! Rejsen er hele turen værd og da især, når det er en rejse i indbildningen og det almindelige selvbedrags verden. Langt hinsides alle stjerner og langt længere ude, end selv kaptain James T. Kirk på "Star Trek"-stjernekrydseren "Enterprise" selv med fiktiv "warp-speed" nogensinde drømte om at komme. Vi er nu kommet noget langt ud, da "Star Trek"-universet til en start er ligeså fiktivt som et liv levet igennem hifi...

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start