tirsdag den 19. januar 2010

"Modets Røde Kokarde"

Som de fleste små landsbyskoler dengang i den første danske kulturminister Julius Bomholts hersker-periode, dublerede denne skribents lansbyskole som lokalt bibliotek. Læselysten derude på Endelave kan næppe have været enorm, selv om vi Mathiasen-er naturligvis pligtskyldigst pløjede os igennem store dele af det uendeligt beskedne udvalg. Som blot var en enkelt væg i et undervisningslokale ipå størrelse med et børneværelse i datidens nyskabelse indenfor boliger, det såkaldte "parcelhus" Der var en bog, som altid stod der og lokkede uden at denne skribent dog nogensinde turde tage den. Den hed "Modets Røde Kokarde" og var skrevet af en vis Stephen Crane. Selv om mine engelske færdigheder dengang var noget rudimentære vidste jeg dog tilfældigvis ud fra billederne i en engelsk-sproget fuglebog helt tilfældigt godt, at ordet "crane" på engelsk på dansk burde oversættes til "trane", en langbenet storke-lignende fugl, og det var jo sådan set sjovt nok. Jeg turde nu aldrig læse bogen, og det var der en ganske enkel og fyldestgørende grund til.

Jeg havde nemlig overhovedet ingen ide om, hvad en "kokarde" var og det kan der være gode grunde til. Jeg mener ihvertfald aldrig at have set en, uden at jeg måske har kunnet afgøre det, da jeg jo så naturligvis ikke vidste, hvordan sådan en fætter ser ud. Romanen fandtes nu osse som datidens superhit "Illustrerede Klassikere" i tegneserieform, så jeg kunne jo have "smug-kikket" efter, men det faldt mig først ind en hel del år efter. Som barn var denne uvidenhed en afgørende hindring mod at finde ud af det, denne skribent har tydeligvis altid været noget forsigtig. For ikke så forfærdeligt længe siden tog jeg mig så sammen for endegyldigt at få kål på denne barndommens udeladelsessynd og læste rent faktisk bogen. Bogen er en glimrende og gennemgående grusom og meningsløs skildring af mennesker og skæbner i den amerikanske borgerkrig. "Mod" er der nu ikke meget af i bogen, sikkert ca. ligeså lidt som der er i den skinbarlige virkelighed, hvor denne vare vel heller ikke er en standardvare. ud fra den danske nylige Carnegie-udnævnelse af sande danske helte for sidste helte-regnskabsår tyder ikke alt for meget på, at mere end højst 2 af de nominerede havde optrådt særligt heltemodigt. Gennemsnittet ligger ganske godt i tråd med Cranes bog, hvor der osse er noget langt mellem "heltemodets snapse"

Der har helt sikkert været udvist betydeligt ægte mod (med eller uden kokarde) på Haiti i forbindelse med jordskælvet. Om det har været udvist af det professionelle hjælpepersonale fra især FN, som ellers allerede var på stedet, er måske mere tvivlsomt, men naturligvis ikke teoretisk umuligt. I går besøgte FN´s generalsekretær ligefrem Haiti i lighed med chefen for Dansk Røde Kors, den altid "slikkede" Anders Ladekarl. Ladekarl ankom endda modigt nok en dags tid tidligere og kunne pr. satellittelefon til de sultne danske medier rapportere, at det sandelig så skidt ud. Det tror man gerne selv uden Ladekarls forsikringer, ja man kommer måske mere i tvivl ved hans ytringer.

Nu ved vi ikke, hvor mange personlige livvagter Ladekarl havde med, men han rullede nu næppe rundt uden tilbørlig eskorte. Fordi lokalbefolkningen naturligvis er rasende over den håbløse hjælpeindsats. Som nok de fleste har gættet har FN naturligvis prioriteret arbejdet med at finde overlevende i deres egen organisations sammenstyrtede hovedkvarter meget højere end alt andet. Om det er den bedste prioritering vides ikke, men hvis man skulle dømme ud fra de snesevis af FN-medarbejdere, der var samlet i går, da en dansk FN-ansat blev gravet ud af ruinerne (bravo, alle I peruanske brandmænd! eller hvem det nu var), så er det en sag, der har nydt "afgjort fremme" Godt for den udgravede dansker med al den aktivitet, som så naturligvis har betydet, at FN-personalet næppe har været at se i resten af byen imens. Der var ellers adskillige tusinde inden skælvet, så det burde da have kunnet gøre en forskel og det gjorde det så også for den nedgravede dansker.

Desværre er samme solstrålehistorie så ensbetydende med, at alle de lokale føler sig fuldstændigt svigtet og nu kommer den uundgåelige civile ballade, som alle har kunnet forudse hele tiden. Når befolkningen efterlades med det tydelige indtryk, at de allerede fra dag 1 er fuldstændigt svigtet af alle hvide mennesker, som blot er kommet for at fiske deres egne ud af brokkerne, så bryder ragnarok selvfølgelig straks løs. Der er ingen grund til at forblive i "flinkeskolen" hvis man ingenting får ud af det udover at alle de mere skruppelløse render med alting. Hvis man skulle være i tvivl behøvede man blot se på det sindssvagt store opbud af sikkerhedsvagter, som omgav den besøgende FN-generalsekretær. Alene det, at sikkerhedssituationen gjorde det umuligt for ham at bevæge sig udenfor FN-bygningen og den af amerikanske soldater sikrede lufthavn burde vel sige alt. At den her situation på Haiti kun bliver værre og det meget, meget hurtigt. Fordi man fra starten svigtede totalt.

En anden, der svigtede i endnu større grad, var vel nok den ellers i mange kredse respekterede filminstruktør og forfatter, den med livsvarig økonomisk støtte belønnede Jørgen Leth. Om han har fortjent det har vi ingen mening om men til gengæld kan enhver jo have sin egen mening om, hvor langt disse permanente pengemidler rækker i den vestlige verdens fattigste land. Helt vanvittigt vildt langt naturligvis, for fattigdom måles jo underligt nok i moderne tid mest i "fraværet af penge" Det er jo noget underligt, for det kommer så til at betyde, at ordet i et vist omfang bliver helt meningsløst. Folk på Haiti ser jo trods den massive (penge)-fattigdom ikke spor udsultede ud, ja faktisk mindes undertegnede ikke at have set blot én eneste, der så blot en smule fejlernæret ud. Det betyder nok næppe, at det er særskilt fedt at være indfødt haitianer, men til gebngæld betyder det, at det er helt ubegribeligt fedt at være Jørgen Leth med en konstant betydelig pengestrøm hjemmefra. Som i Haiti ikke blot er en mindre formue. Det er helt vanvittigt mange penge i et land næsten uden. Simpelthen en levestandard som en romersk konsul.

Det vil sige, helt fedt er det så ikke længere at være Jørgen Leth, han bor i det mindste ikke på Haiti længere. Inden man nu får alt for megen medlidenhed med Leth er det IKKE fordi den unge temmeligt mindreårige pige i huset, som han litterært eller muligvis i praksis bollede i en nylig bog, er kommet utidigt f dage. Nej, hans hjem brasede vist bare sammen over alt det jordiske gods, som Leths mangeårige stats-sponsorerede ferieophold på Haiti havde muliggjort, at han havde kunnet investere i. Når han nu ikke skulle bruge ret meget for at leve som nutidens Kong Krøsus af sagnomspundne Lydien, så har derjo osse været frie midler nok til lidt spekulation i kunst og sager. Som så nu trgisk nok ligger under en bunke murbrokker, trist men godt at ingen ellers i det Leth´ske hus kom til skade.

Det vil sige, det gjorde Leths ry vel no, for man kan vel dårligt forestille sig nogen mere velegnet koordinator af den muligvis engang kommende danske nødhjælp end netop Leth, som vist nærmest var den eneste dansker bosat i Haiti. Derfor er det noget af en "faneflugt" af Leth at lade sig evakuere til Danmark i netop det øjeblik, hvor han kunne have ydet noget for pengene til det land for alt det som han havde fået for de penge, som han altså ikke lige investeret i kunst. Nå, nu er Leth jo en noget halv-affældig ældre mand, og han har vel også mærket "jorden brænde" lidt under sig nu alene det at være hvid i Haiti nok bliver noget ugleset. Fordi de hvide tydeligvis "hyppede deres egne (hvide) kartofler", dengang det virkeligt gjaldt liv og død for alle, så vi forstår sandelig godt Leth lidt!
Og så lige tilbage til det allerstørste problem, som den fortsatte nødhjælps-aktivitet kommer til at lide under udover det problem, som voldelige civile optøjer kommer til at give af dårlig "nødhjælps-PR" For hvem gider støtte folk, der overfalder alt og alle og allermest sig selv? Næppe mange på længere sigt, det her bliver nok en af de største katastrofer, som hurtigst kommer til totalt til at forsvinde ud af medierne, langt hurtigere end den nylige tsunami, som allerede ret hurtigt var ganske borte. Forklaringen kan sagtens gå hen og blive ganske den samme, som at Jørgen Leth som den eneste dansker havde bosat sig der i det økonomiske "bekvemmeligheds-paradis" og nu bevæger vi os ud på den rigtigt tynde is. Haitianere er simpelthen ikke spor "medie-tækkelige" i vestlige medier, de er ikke klassisk smukke og det ikke i nogen henseender overhovedet! Om vi er for hårde og pessimistiske? Måske, det kan kun fremtiden vise, vi håber bestemt ikke vi får ret men det er nok svært at argumentere imod, at blot Leth boede der som den aller-eneste. Trist ikke at være en nuttet panda, men sådan er det altså bare!

Etiketter:

3 kommentarer:

Blogger Poul M sagde ...

Jakob Levesen til Poul
Vis detaljer 10.05 (1 minut siden)
Du spørger tvivlende om du er gået for vidt i dag i din omtale af Jørgen Leths manglende konkrete indsats på Haiti. Jeg siger klart ja; det må stå klart for enhver der har læst hans bøger og de som jeg der har mødt ham, at han ikke er en praktisk begavelse. Leth er kunster med stort K og jeg tror ikke jeg overdriver når jeg siger han ikke er Gør-det-Selv mand, slet ikke som den anden Leth der engang var ved TV.
Jeg synes du går i Bent Falberts ærinde og desværre også stilmæssigt idag og det synes jeg da ellers du har holdt dig for god til før. Jørgen Leth skal selvfølgelig ikke automatforsvares, men vi skal huske på vi snakker om en 75-årig mand som iøvrigt er fysisk noget svækket og som har et sart sind og er temmelig upraktisk anlagt. Ikke en oplagt dirigent for et større hjælpearbejde med kaos overalt.

19. januar 2010 kl. 10.08  
Blogger 27pH sagde ...

Jeg kommer til at tænke på at det ikke er lang tid siden vi hørte om at de fattige på Haiti blev nødt til at supplere med mudderkager: http://www.guardian.co.uk/world/2008/jul/29/food.internationalaidanddevelopment

Det og så den danske dokumentarfilm "Ghosts of Cite de Soleil" må give et godt indtryk af forholdende før jordskælvet. Et rigtig rigtig kedeligt sted at blive født.

vH pH

19. januar 2010 kl. 11.02  
Blogger Poul M sagde ...

Hej Jakob
Ja, det er et helt holdbart synspunkt, det er klart. Jeg har det dog lidt svært ved at de danske TV-stationer kollektivt begejstres over, at Leth er kommet ud fra Helvedet uskadt og blot forlader alt og alle dernede. Det sidste er da forståeligt nok for en gammel nyligt prostata-kræftopereret mand som jeg mener at huske det, det gør blot ikke mediernes begejstring meget bedre. Eller min egen større for sandt mod kender ingen alder. Enten er det der eller også kommer den aldrig.
Måske kunstnere virkeligt er mere føl- og frygtsomme, som en repræsentant fra Dansk Forfatterforening sagde for ganske nyligt. Hvis det passer må jeg nok hellere holde op med at læse danske forfattere, for det er da lidt sølle at have så lidt at byde på..
Venlig hilsen
Poul M.

19. januar 2010 kl. 11.03  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start