torsdag den 28. januar 2010

Identitet

Når man som os har en teenagedatter i huset er det påfaldende, hvor få reelle valg man har. Alt bliver polariseret til at være enten grænseløs begejstring over dette mirakuløse pigebarn og hendes formidable evner eller noget helt andet. Det er normalt sådan noget i retning af en ganske ubændig lyst til at melde sig ind i en Facebook-gruppe, der kunne hedde "Ja til medlidenhedsdrab på dumme teenagetøser" Den eksisterer så vist ikke, da så vidt vides ikke udenfor visse lukkede sub-samfund, og det plejer også at gå over ret hurtigt igen. Der er ikke rigtigt noget midt imellem og da ihvertfald ingenting, denne skribent kan komme i tanke om. Normaliteten er Helvede eller Himmel.

Nu kan man som voksen sagtens sidde og gnække lidt over teenageres søgen efter egen identitet. Fra sit eget selvopfundne sikre ståsted som det foreløbige højdepunkt i menneskehedens udvikling er det jo også ganske let. Alting får sin egen mening og i det mindste en afgjort "finalitet", når det som alle menneskers hidtidige liv jo er noget, som allerede forlængst er sket. Om der så reelt var retning eller blot mening i det liv, som alligevel udelukkende lever i erindringen hos én selv (og aldrig andre steder!) er en helt anden og mere problematisk sag.

Og så er det, at vi kommer tilbage til de grinagtige teenagere, der som knapt flyvefærdige solsorteunger naivt famler sig frem ganske febrilsk i forsøget på at "gro" halefjer hurtigt nok til at undgå de lyst-morderiske forlængst forædte katte. Hold da kæft, hvor er alle de dér unger af forskellig arter dog skidedumme..Denne følelse varer så lige indtil det øjeblik, hvor man kommer til at tænke på sin egen teenagetid, vist kun for de færreste lige den periode af livet, man allermest ville drømme om at genopleve. Jeg selv ville allerhelst være helt fri.

Alligevel er alle valg igennem livet "formative" og jo længere vi kommer tilbage i denne veritable "ur-suppe" af følelser og frigørelse, som teenagealderen er, jo mere afgørende synes valgene at være. Om det reelt er sådan er straks mere tvivlsomt, men sådan ser det ud. For denne skribent indtraf der engang i 1960-erne en sådan begivenhed, da jeg af ganske uklare grunde takkede nej til at springe over en skoleklasse, fordi jeg allerede dengang var helt ubeskrivelig klog.

Nu var "klog" jo naturligvis et relativt begreb, dengang betød det blot at være klogere end de andre på lillebitte intellektuelt inderligt forarmede Endelave Skole. Lige præcis dér ville selv de bedre begavede kvier og kalve på øen have kunnet hævde sig intellektuelt, så det sagde ikke alverden. Det sagde måske heller ikke alverden om denne skribents strålende fremtid og intelligens iøvrigt, at jeg takkede nej. Og hvorfor det så lige? Jeg var ellers i al beskedenhed klog nok, det ville de fleste andre relativt normalbegavede jo også have været.

Jo, jeg ville naturligvis for enhver pris fortsætte med at gå i klasse med drømmepigen over alle drømmepiger, den totalt og til evig tid ganske uopnåelige Inger-Lise. Desværre er det uopnåelige jo netop karakteriseret derved, at man jo ligesom ikke kan opnå det, og denne definition skulle vise sig at være ganske korrekt. Det er virkeligt svært at se på vores nuværende teenagedatter og med nogen synderlig vægt påstå, at hun er summere end man selv var. Nå, hun kender heldigvis ikke denne historie, så vi kan sagtens fortsætte med at "punke" hende.

Efter denne afgørende begivenhed, som altså slet ikke skete, der skete nemlig ingenting overhovedet, skete der en hel masse. Fordi ingenting var ændret blev alting selvfølgelig helt anderledes, end det ellers ville have været. Hvis jeg var startet på universitetet blot et enkelt år tidligere ville jeg nødvendigvis være endt som provins-gymnasielærer som alle de ældre studiekammerater, som lige nåede med på de "sidste både fra Singapore" inden japanerne/datidens mega-arbejdsløshed ændrede alting. Derude ville jeg være endt med skilsmisser og anselige alkohol-probler i den intenst kedsommelige livsfarlige provinsidyl. Se blot på "Midsomer Murders" med inspektor Barnaby, det er farligt at bo på landet.

I stedet gennemlevede denne skribent "i løn" (som det vidst hed i bibelhistorie-timerne på Endelave Skole, lidt husker man vel) alle livets forskellige kriser i storbyen og endte op sikkert fuldstændigt som det samme menneske, som det ville have været tilfældet, hvis jeg som min gode kammerat Bent var blevet gymnasielærer i Tarm. Nu lugtede den ø, jeg selv kom fra, godt nok nærmest altid af lort, men den HED dog Endelave. Det vil sige, nej, sådan gik det ikke.

Det havde bare slet ikke noget med valget i teenagetiden at gøre, selv om det måske så sådan ud. Jeg fik aldrig nogensinde søgt så meget som et eneste job efter min studietid, for uanset hvornår jeg var blevet færdig gad jeg alligevel ikke have været gymnasielærer. Ikke at der er noget galt med det, jeg ville blot selv have været en meget dårlig en af slagsen. Fordi jeg ville have kedet mig i dagens trummerum mindst ligeså meget, som jeg gjorde på Endelave Skole. Og hvad tjener hele denne cirkel omkring overhovedet ingenting så til at sige? Ingenting, naturligvis, blot en konstatering af, at selv objektivt fuldstændigt potentielt livsafgørende ting som overspringning af skoleklasser og dermed om hvem man skal møde i resten af livet ikke nødvendigvis betyder noget.

Det viste sig, at den dovne dreng fra Endelave som voksen udviklede sig til, ja vist bare en doven voksen uden at ret meget ændrede på det. Alligevel smilede lykken til ham, ja det gjorde den faktisk flere gange uden at denne stråleglans dog på nogen måde overhovedet kan sammenlignes med det kosmisk-blændende lys, som fru Dahl Vikkelsø Mathiasen dagligt kaster på undertegnede.
Det er derfor med en betydelig sindsro og afklaring, vi betragter vores famlende "teenage"-fugleunge flagre afsted. Fordi man aldrig nogensinde ved noget om det, der ikke er sket endnu, og når man ved det, kan det alligevel være fuldstændigt ligemeget, for så står det skete jo alligevel ikke til at ændre. Ud fra egne erfaringer tyder det ikke angang særligt meget på, at end ikke det, der slet ikke var sket endnu, kunne ahve været meget anderledes.
Tak, Inger-Lise, for denne dybe erkendelse!

Etiketter:

0 kommentarer:

Tilføj en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Startside