mandag den 25. januar 2010

Hjælp til grin og grimasser

Økonomi er måske ikke verdens mest eksakte videnskab, og der er næppe en eneste "økonomisk sandhed", som ikke enten kan anfægtes eller osse bare er direkte forkert. Man uddeler ganske vist hvert år en Nobel-pris i økonomi, men det gør man som bekendt også i litteratur uden at det dog ændrer særligt meget for ret mange udover prismodtageren, der trods alt får en betydelig næsten "makro-økonomisk" indsprøjning på bankkontoen. Efterhånden som den politiske korrekthed er krøbet ind i udvælgelsen af litteratur-prismodtagere er man fuldstændigt holdt op med at gætte på den sandsynlige modtager uden at nogen vist ellers har bemærket det.

For et par årtier siden udvalgte man jo trods alt stadigvæk vinderen blandt "meriterede" forfattere, mens man i dag vist mest uddeler sådan en slags kombineret "flids/trøstpræmie", kendt fra min barndoms flinkeskole, som den uvægerligt aldeles ukendte forfatter jo osse har vældigt brug for. At det så ikke efterfølgende sælger flere bøger er så er tristere kendsgerning. Tilbage til økonomien, som er en besværlig størrelse selv for klogere mennesker end journalister.

Derfor er der naturligvis også tilsvarende garanti for, at når de udsendte danske journalister i Haiti glædestrålende fortæller om den gevaldige "økonomiske indsprøjtning", som FN-ansættelsen af en bunke gevaldig haitianere medfører, så er informationen noget tvivlsom. Nu er det naturligvis nødvendigt og ønskeligt og derudover ret uundgåeligt at man ansætter lokale. I går aftes stod DR-reporter Steffen Jensen, der ellers i mange år har givet noget enøjet information fra Mellemøsten i en grad, så man uvægerligt har kunnet gætte indholdet osse uden lyd på TV-et, så på Haiti.

Her overraskede han i det mindste denne skribent ganske grundigt. Ikke ved at sige noget særligt interessant, for det gjorde han ikke og så alligevel. I forbindelse med, at FN havde ansat over 100.000 haitianere til 25 dollars om dagen gik Jensen fuldstændigt i jubel-hysterisk selvsving over de herlige økonomiske udsigter for Haiti. Ja, han gik så langt som til at regne ud (og iøvrigt nominelt et ganske korrekt regnestykke), hvor mange penge der dagligt ville strømme ind i Haiti. Jo, svaret er ganske korrekt 2,5 mill. dollars. Derudover brugte Jensen, som ellers ikke ligefrem er voldsomt pro-israelsk, endda et specifikt jødisk/bibelsk udtryk, nemlig "diaspora", som vist ingen danskere anvender aktivt og endnu færre nok kender.

Det er faktisk så svært et udtryk, at selv vi skulle om allerbagest i "hjernekisten" for at finde det frem. Det betegner et "folks udlændighed" og var vist lige i Haitis tilfælde godt, mente Jensen. Han viderebragte da et nok i virkeligheden lidt tilfældigt på en milliard, (valutaen nævnte han ikke, måske han regnede i høns), som årligt blev tilført Haitis økonomi fra haitianske gæstearbejdere. Med strålende øjne og betydeligt betydnings-forstærkende strittende hår fortalte Jensen om, at man ligefrem kunne overføre kontanter via Western Union til Haiti og når man kunne det, så var alting tydeligvis blevet godt igen. Alle kontanterne ville gøre Haiti rigt var ræsonnementet.

Nu sad denne skribent og stillede i smug det spørgsmål, om hvorfor man ikke blot gav de ansatte lidt mere, ja hvad med 50 dollars, det ville vel fordoble stimulations-effekten af den haitianske økonomi? Mjah, nu var Haiti inden katastrofen for store dele af befolkningen kun delvist en pengeøkonomi, de havde da ihvertfald ingen kontanter. Det har de så stadigvæk ikke, men det er der så nogen ny-ansatte, der har uden at det dog på nogen måde er indlysende eller uundgåeligt for denne skribent, hvad godt det kommer til at gøre den store pengeløse flertals-befolkning.

Noget kommer det sikkert til at betyde som man jo ser i mange andre nødhjælpsområder. De principielt gratis nødhjælps-portioner kommer nemlig til at få en PRIS på markedet, og det kommer lynhurtigt til at betyde, at alle pengene prompte ender i lommerne på de få "røverbaroner" og bandeledere, der allerede inden katastrofen sad på flæsket i Haiti. En pludselig indsprøjtning af kontanter på et sådant marked får som i den klassiske Anders And-historie om "Skillinger fra Skyerne" (tak atter engang til oversætteren over alle oversættere, Sonja Rindom!), at priserne på markederne stiger astronomisk til gavn for de få og skade for de fleste. Hvordan kan nogen i FN dog forestille sig, at en del af den haitianske befolkning med efter haitianske forhold astronomiske lønninger vil føre til nogetsomhelst godt for dem, der (stadigvæk) ikke har en skilling?

Heldigvis etableres der hurtigt en ligevægt igen, fordi pengene lynhurtigt "opkoncentreres" som kalve-fond hos de få, der så blot får råd til lidt mere sofistikerede våben til langsigtede investeringer på forbrydermarkedet, og så falder priserne igen til gavn for mange flere og endnu mere gavn for de allerfærreste. Det eneste rigtigt sandsynlige resultat er, at det blot bliver endnu mere risikabelt at være hjælpearbejder og allerede nu er det ganske risikabelt. Steffen Jensen fortalte malerisk om den eksplosive vækst i hjælpearbejdet på Haiti, som foregik så hurtigt, at man næsten uundgåeligt fór vild. Det var godt nok usandsynligt hurtigt og effektivt og derfor naturligvis heller ikke sandheden.

Det vil sige, det var udelukkende derude i den eksplosivt voksende nødhjælpsby, at udbygningen foregik, vist ingen andre steder, men der gik det til gengæld rigtigt stærkt. Tjah, penge kan tydeligvis bruges til mange ting og det var så de økonomiske betragtninger, vi havde valgt at bringe i dag. De var vel ikke særligt begavede men matcher vel alligevel det fornuftige i blind eksport af kontante penge til et ekstremt fattigt område. Ikke overraskende giver herboende tyrkiske gæstearbejderes mangeårige penge-donationer til deres hjemby i det anatolske højland ingen forskel i områdets andre landsbyer, udelukkende højere huspriser i et lillebitte begrænset område.

Til sidst skal vi lige opfordre alle til at forsøge at "podcaste" de sene lokale TV-2 nyheder fra Østjylland i går. Her var der journalistik af den formidable slags. I et veritabelt festværkeri af fart besøgte man en flok ældre mænd ude på nyligt anlagte kunstige Egå Engsø. De havde lavet forskellige mere eller mindre vellykkede "is-udgaver" af vinddrevne surfere, som i et kosteligt klip viste de kolossale farer, der var forbundet med at fræse hen over isen med næsten 40 km./t. Ja, kameraet væltede ligefrem. Adspurgt om de havde sikret sig, at isen kunne bære, svarede mændene, at de sandelig havde boret talrige kontrolhuller rundt omkring for opnåelse af den totale sikkerheds-godkendelse. Udover det havde de konstateret, at der ingen steder i søen var mere end 40 cm. dybt, så direkte uforsvarligt mente de ikke, at det var, og deri havde de vel ret. Barske og bundhumoristisk mænd i et fremragende indslag.

Og så stoppede det hele ikke engang der. I et andet klip fra et alderdomshjem optrådte en noget talentløs "Jodle-Birge kopi" (måske snarere en kopi af en allerede fuldstændigt talentløs kopi af den allerede ikke altfor ægte jodle-vare, vi er muligvis lidt langt ude her?) med et så rædsomt indslag, at alle de gamle i én fuldstændigt suverænt synkron bevægelse som en vanvittigt virtuos kæmpe-formation af stære i Vadehavet om efteråret allesammen holdt hænderne for ørerne. Det var præcis ligeså rædselsfuldt som disse sagesløse svagthørende hørte det, og en af de gamle mænd svarede meget passende efterfølgende, da han blev spurgt om det bedste ved den "løbske og ganske løstgående lyst-DAMP-jodler": "Efter sådan noget er det vist kaffen bagefter" Bedre bliver underholdning ikke og dén her var endda tilstræbt.
Og så kan man alligevel læse i en tråd om såkaldte "vintage-højttalere", at en skotøjsæskestor Rogers LS3/5A med en følsomhed på latterligt lave 80 dB for 1 watt/1 m.og en belastbarhed på patetiske 25 w med blot en ditto forstærke alligevel spiller ganske fornuftsstridigt " rimeligt højt". NEJ, det gør den ikke og lige meget hvor meget du selv synes det, Jesper Olsen, så passer det altså overhovedet ikke. Ligegyldigt hvor stor en forstærker man iøvrigt måtte sætte til er denne type højttaler simpelthen den højttaler i hele verden, som denne skribent kender til, som simpelthen spiller ALLERLAVEST. Ikke "alt andet lige" eller andre sædvanlige forbehold. Bare LAVEST!

3 kommentarer:

Blogger Ruben sagde ...

For os der nu kender den udmærkede Jesper, så ved vi at han bor det meste af året i et dejligt lille "dukkhus" og i de omgivelse lyder sådan et par skønne Rogers Ls3/5a ganske højt ligesom de på mit skrivebord med en gammel Pioneer receiver kan spille rigeligt højt - men som stue højtaler til symfonisk musik eller til - er det god gammeldags rock du hører mest af Poul? - så er de næppe de rette. I øvrigt tror jeg at jeg i samme tråd henviste trådstarteren til dig med henblik på om du evt. havde nogle gamle Tannoys stående.

25. januar 2010 kl. 16.06  
Blogger Poul M sagde ...

Hej Ruben
Næh, vi hører nu mest klassisk musik (og nede i vores JBL/Altec-kælder fælt højt rock) og jeg har da i flere omgange haft Rogers. Nu er opfattelsen af "rigelig højt" naturligvis noget individuel men jeg blev nu alligevel fristet måske lidt over evne ved lige den her kombination til lige at fiske et par fysiske fakta frem.. Meget mere end "frøken-niveau" kan man altså ikke rigtigt teoretisk opnå men yderst nabovenlig, det er den da. Derudover er det en ekstremt komprimerende lille skiderik som jo osse lyder fint omend meget, meget lille synes jeg. Den var hos BBC aldrig nogensinde tænkt anvendt til kritisk lytning (var såkaldt "Grade 2" som du selvfølgelig ved, det var jo inden ghetto-blasternes tid...
Tilsyneladende ret ufarvet på en helt vildt farvet måde? En lillebitte sjov og oprindeligt ganske billig højttaler som efterhånden blev helt uforståeligt vanvittigt dyr. udover at være den ultimative lav-taler!

25. januar 2010 kl. 16.16  
Blogger Ruben sagde ...

mit sæt er fra kontainerpladsen og jeg ville ikke drømme om at lægge 10K for dem - men jeg har vist på fornemmelsen af at du lytter til musik ved et ret højt niveau - og jeg kan da også mærke at selvom den EAR 861 er dejlig med sine rør-watt (må man sige det her på dit forum rør-watt) så er der lidt op til at den kan larme ligeså meget som Quad 510erne - men 2 EAR 861 er nok lige at stramme den - så må jeg hellere se at få lavet de mere "følsomme" 15" tannoy færdige

25. januar 2010 kl. 19.49  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start