fredag den 22. januar 2010

Fona

Atter i dag bliver vi lidt nødvendigt kortfattede, da der har ophobet sig en ganske betydelig arbejdspukkel i løbet af foruroligende kort tid. Det er bestemt ikke dårligt, men ret godt er det jo heller ikke på den ultrakorte bane og forpustede sigt, men efter dagens allerede fastlagte marathon-løb venter årets første øl/pølse-fest, så det går nu nok. Vi må jo fejre den danske gris når nu en del lokale børneinstitutioner ikke gør eller måske rettere tør.

Ellers er nettet en kilde til umådelig viden og tilsvarende ganske ubegribelig mangel på forståelse, måske de ting blot hænger uløseligt sammen. Man forventer heller ikke, at omgang med bunker af bøger som bibliotekar ligefrem kommer til at "smitte af" på ens viden på samme måde som det ellers er vel-dokumenteret, at passiv rygning giver kræft. Viden virker tydeligvis ikke intravenøst ligeså lidt som man bliver klogere af at have en båndoptager til at fremsige kloge sentenser under hovedpuden mens man ligger og snorker. Erkendelse er ganske vanskelig og svær. selv om den springer umiddelbart i øjnene.

Nu er det en heldig kendsgerning, at denne skribent aldrig har arbejdet i Fona, men det har nu været lige ved engang. På et tidspunkt omkring 1990 fusionerede Fona med den forlængst glemte (håber vi da!) Fredgaard-koncern, hvor denne skribent på et hængende hår lige kom til at arbejde en kort tid. Det skete, da min gamle arbejdsplads blev opkøbt af netop dengang ganske uforståeligt fremgangsrige Fredgaard. Det fortrød de forresten ganske eftertrykkeligt ret hurtigt derefter, ret megen omtanke og almindelig fornuftig strategisk tænkning prægede bestemt ikke branchen dengang. Lige inden den store fusion fandt denne skribent dog andre og grønnere græsgange og resten er det, som man vel må kalde nyere historie. En for de allerfleste fuldstændigt ligegyldig historie, men alligevel bemærkelsesværdig for undertegnede, som var uundgåeligt intimt involveret hele vejen. Som alle jo er i deres helt eget liv.

Nok dybere filosofi for i dag. Dengang som nu var både Fredgaard og Fona absolutte "mainstream-forretninger", som uden sværdslag overdrog hele det resterende hifi-marked til andre operatører og koncentererede sig om ting, der efterfølgende gav ganske forudsigelig koncern-livstruende dårlig dækning og tilsvarende forrygende dårlige resultater. Om det senere er blevet ret meget bedre aner vi ingenting om og det interesserer vel osse de færreste hifi-entusisaster, selv om det nok i virkeligheden burde. Fona er nemlig tilsyneladende blevet en rigtig tung hifi-koncern igen.

Det er virkeligt underligt, at ingen har bemærket, at ALLE produkterne fra den foreløbige topscorer på en afstemning på hifi4all om landets bedste hifi-butik faktisk kan købes i SAMTLIGE Fona-butikker. Hvorfor pokker stemmer folk da så ikke på "den lokale", det burde vel på samme måde som man patriotiske grunde stadigvæk drikker verdens værste "sprøjt-øl" Thor i Randers? Det er da vældigt godt nyt for alle landets udkantsområder, at man nu endelig har adgang til gigantiske rørforstærkere med endnu mere gigantiske prislapper på. Det er jo efterhånden over 30 år siden, det sidst var sådan, men herligt, at de gode gamle dage tilsyneladende er kommet tilbage. For det er de vel, for det står der da på den fynske forhandlers hjemmeside.Fona Rules!

Hvordan kan det så være, at ingen fejrer det? Ja, det har vi ikke noget reelt bud på, måske publikummet på hifi4all trods sin tilsyneladende betydelige numeriske størrelse ikke betyder alverden i det store "hifi-spil" eller blot er betydeligt dummere end landets gennemsnit for hifi-dummernikker? Noget kunne tyde på det, når den absolutte markedsleder Hifi Klubben får praktisk talt nul stemmer. Måske deres kunder blot køber uden unødvendigt ævl og kævl, noget kunne tyde på det!
Nå, vi vil gå i gang med dagens arbejde og vente på, at Fona får deres første stemme i denne spændende afstemning. Ellers er der da ingen rimelighed til! Sikke en pseudo-verden vi dog lever i!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start