onsdag den 7. oktober 2009

En meget, meget lille dame.

Undertegnede er ved at pløje sig gennem 2. bind af den meget omtalte (og dermed åbenbart også meget gode så mange dumme danskere kan der vel ikke være?) Stieg Larsson-trilogi om den lillebitte heltinde på vist kun 40 kg., Lisbeth Salander. Det skal med, at ordet "pløje" her skal bruges med nogen forsigtighed, da hastigheden er nogenlunde den samme som den, en gammel grå Ferguson-traktor kan pløje i tung lerjord. I sådan jord bliver Ferguson-motoren, der jo oprindeligt kommer fra en Standard Vanguard-bil, jo noget stakåndet og ploven kan kun være to-furet på visse steder af marken. Ellers kører den en-furet, ihvertfald på min fødeøs "Klintegård" Dér, hvor fætter Kurt boede og døde. Pløjningen går altså ikke ret stærkt og det går "Kampen med Larsson" altså heller ikke.

Det skyldes muligvis, at jeg ikke har læst bind 1 af føljetonen, den har vi vist givet væk eller bare smidt ud, men det er næppe hele forklaringen. Bogen er nemlig skide-dårlig. Ikke fuldstændigt uden en vis elementær spænding, blot dårligt skrevet. Faktisk helt tåkrummende hjælpeløst ringe. Larsson skriver bogen fra den "alvidende vinkel", hvor samtlige personers tanker og motiver hele tiden forklares, og det giver al "suspense" og enhver ægte spænding et skud for boven. Det er noget skidt og særligt for en såkaldt "spændingsroman" Når Lisbeth Salander pludselig forsvinder ved vi jo godt, at det kun skyldes, at forfatteren blot endnu ikke har fortalt os, hvor hun er og hvorfor. Og derefter fortælles straks og ufortøvet om alle hendes tanker og alle andres, snork! Det er forresten også det bogen bliver brugt til, at snorke fra og lige dér er den altså helt fin.

Nu findes der naturligvis ringere bøger derude, for eksempel Dan Browns forsludrede "Da Vinci"-bøger, der simpelthen er så ubegribeligt ringe skrevet med en hjælpeløs sprogbrug i særklasse, at det aldrig lykkedes at læse den. Brown har godt nok samme suspense-dræbende fortælleperspektiv som Larsson, men er end ikke i stand til at lade det spændende element sidst i alle kapitlerne, den såkaldte "cliff hanger", til at fremgå af teksten. Nej, Brown føler sig sig nødsaget til et forklare og foruddiskontere spændingen, som dermed prompte fordufter. Desuden matcher Brown i sine alenlange diskurser udi pralende leksikalsk belæring næsten mesteren over dem alle på dette punkt, nemlig Peter Høeg, ham med "Smilla" Den har vi heller ikke kunnet overkomme, den er ellers ikke nær så tyk som Larssons.

Vi har vistnok stadigvæk et eller andet sted 3. bind af Larsson-(mak)værket men den tid den sorg. Det er jo heldigvis ikke helt sikkert, at vi overhovedet finder den. Nu er bogen befolket med hovedpersoner af en så udtalt to-dimensionalitet, at det simpelthen er det rene pap. Den smule sympati, den sagesløse læser (læs:jeg) kan mønstre overfor et par enkelte personer kommer ikke, fordi de fortjener det, men fordi de andre papfigurer blot er endnu fladere end en fladmast fladfisk. Det mest mindeværdige ved hovedpersonen Lisbeth Salander er næsten, at hun er så lille. Altså angiveligt under 40 kg., siger forfatter Larsson, og han må vel vide det. Han ved jo alting i bogen og hold da helt kæft, hvor gør det dog bogen ganske ulideligt kedsommelig. Men altså, den er alligevel ikke helt så kedelig som den er ligegyldig. Hm., det er vist heller ikke særligt godt, hvad Fanden læser jeg den egentligt for?

Det gives der naturligvis ikke noget ret godt svar på og intet, der flatterer denne skribent det mindste. Alligevel er det Salanders diminutive størrelse, der kom tilbage i tankerne i går eftermiddag, hvor vi mødte en ligeledes meget lille dame. Ja, hun var faktisk så lillebitte lille, at hun uden særlige anstrengelser ville have kunnet være filmstjerne før i tiden. Hun var nemlig lille nok til at være inden i den lille tøndeformede (??) robot R2D2 fra "Star Wars"-filmene. Blot 30 kg. vejede denne dame, som ellers ikke led det mindste af spisevægring. Lillebitte og næsten mindre end det. Ren tobak for en skilling!

I lighed med lille Lisbeth Salander havde denne diminutive dame været involveret i godt nok kun en enkelt voldelig episode fornyligt. Måske små damer bare har det i sig ligesom små terrier.hunde jo osse bider ad Helvede til. Måske, Salander er da effektiv til at "slå på tæven" selv om hun er lille og alt, alt for klog. Til sit eget bedste og til at Larssons bog giver nogen mening. Måske hun bare skulle have skrevet den om Stieg Larsson, det havde sikkert været bedre. Nå det gjorde hun altså ikke.

Tilbage til i går eftermiddags og den lokale lille dame. Vi blev nemlig ganske lamslåede, da vi hørte hendes historie. Det er nemlig en rigtig historie om ægte mod. Denne dame havde nemlig i sidste uge været i håndgemæng med en håndfuld unge. Det skulle man nu ikke tro, når man så hende der stå tilsyneladende helt uskadt. Det var hun så iøvrigt heller ikke, hun havde tidligere på dagen fået gipsen af hånden. Den, man slår med, når man er Lisbeth Salander.

Det var nu ikke det, damen havde gjort. Næh, hun havde såmænd blot holdt fast på sin taske, mens bølleflokken forgæves havde hevet i tasken. da det så ikke hjalp, havde de slået hende og stadigvæk slap hun ikke, hendes fingre var nemlig blevet kvæstede, så hun kunne slet ikke.

Vi ved ikke præcist, hvad overfaldsmændene tænkte, men pludselig tog de benene på nakken og forsvandt skyndsomst, måske de skulle hjem og spise aftensmad lige pludseligt. Eller måske de har set en hundelufter som os selv derovre, odds på 5/1 er åbenbart ikke helt godt nok. Det havde nu været skønt hvis man selv havde set dem. Rigtigt skønt.
Damen havde klaret den på trods af alle rimelige odds. Det var så hende, vi så gå rundt dér i hundelufter-parken. Hun kunne næsten ikke gå, men det kunne hun så heldigvis heller ikke før, så der var ingen synderlig skade sket. og var næppe 1.50 m høj. Desuden var hun i slutningen af 80-erne. En lillebitte oldgammel dame og alligevel en rigtig helt. 
Fordi hun i går for første gang tvang sig selv til at gå den samme tur som hun gik, da hun blev overfaldet. Fordi hun nægtede at bøje sig for bøller af en så total afstumpethed, at vi aldrig har oplevet noget lignende. Fordi hun tog "tyren ved hornene" og bekæmpede sin angst. Fordi alt andet ville være et nederlag til uretten, som lever af angst.
En meget, meget lille dame og så alligevel den største helt.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start