fredag den 15. januar 2010

Efterslægten

Det var den danske forfatter Gustav Wied, der skrev den særdeles deprimerende slægtsroman med den ikke ganske upassende titel "Slægten" Enkelte kunne jo måske derfor tro, at der i dagens overskrift er tale om en af denne sides kun alt for hyppige slå-fejl, men det er ingenlunde tilfældet. Bind nr. 2, der måske passende kunne have heddet "Efter Slægten" kom jo adskillige grunde ikke. For en start var slægten allerede i bind 1 praktisk talt blevet udryddet og derudover havde misantropen Wied tillige begået selvmord, faktisk formidable praktiske forhindringer. Nu døde succes-forfatteren Stieg Larsson ganske vist også uden helt at have færdiggjort sidste bind af sin trilogi, men det gjorde nu knapt så meget. I Larsson ubehjælpsomme og forsludrede univers kunne alligevel hvemsomhelst afslutte makværket uden at nogen garanteret har kunnet se "sammen-lapningerne" Den, der har gjort det, har bestemt gjort det virtuost og aldeles glimrende, det er jo bestemt sin sag at færdiggøre et plot så inderligt ubehjælpsomt og ganske usandsynligt på en så fuldstændigt virtuos LIGESÅ USANDSYNLIG vis. Mange kan efterligne de gode, men at efterligne det uforudsigeligt jammerligt amatør-agtige er helt sikkert meget sværere. Det er nu lykkedes ganske fint, det er vist også det bedste, der lige er at sige.


Inden vi senere i dagens tekst afslører, hvad "Efterslægten" egentligt er (eller rettere VAR), så skal vi starte med lige at bemærke et absolut bemærkelsesværdigt nyt dansk sportsligt initiativ. Det er vel derfor vi har bemærket det.. I det storkøbenhavnske område har den seneste uge set skabelsen af en ny håndbold-konstellation, som er ganske enestående som vi ser den. Med ét slag har den tidligere og vist en tid endnu nuværende stor-sponsor for fodboldklubben Brøndby skabt en håndbold-klub i den absolutte sværvægtsklasse. Med udgangspunkt i en vel-finansieret konstruktion, der fra starten hed AG Håndbold, opkøbte den nye klub simpelthen herrehåndbold-delen af den kriseramte sports-konstellation FCK. Rygterne siger, at man med i købet ville have kunnet få den suveræne danske kvindehåndbold-afdeling, ubesejrede FCK (ikke overraskende derfor absolut ligaens suveræne tophold), men det gad man vist ikke. Man kunne muligvis spørge hvorfor, og det gør vi så. Svaret er nok ligeså indlysende som det er indlysende umuligt at svare på, hvorfor man dog købte herre-delen.


Hensigten med denne stor-fusion er ellers tilsyneladende både honnet og fornuftig. Man vil med ét eneste slag blive blandt "Top 5" i europæisk håndbold, og det lyder måske finansielt fornuftigt ved en umiddelbar betragtning. Heldigvis er denne side jo altid så langt dybere end den glittede overflade, og vi tror simpelthen ikke bare et sekund på levedygtigheden af dette projekt. Allerede fra starten er håndbold udelukkende en bonderøvs-provinssport på linie med andre landlige begivenheder som traktortræk, dødsdrom-kørsel og andre dyrskuer og det har det faktisk været i godt 40 år. Det har betydet, at ganske marginalt befolkede dele af Danmark som Gudme og Oure og Mors og Kolding og Dalum-Hjallese og Skjern og Ikast er kommet på kortet som de største håndboldbyer. Og så også lige andre mere marginaliserede større byer som Helsingør og Kolding. I København og Århus har håndbolden været nul og niks og den tendens er der tydeligvis ikke ændret på, siden det suveræne FCK-kvindehold kunne fås til "hug-pris"


Og så tilbage til "Efterslægten". Det var tilfældigvis den seneste stor-københavnske klub, der vandt Danmarks-mesterskabet i herre-håndbold lige i starten af 1970-erne. Der må have været en helt tilfældig tilflytning af bønder til området lige de år, for derefter forsvandt klubben fuldstændigt ligesåvel som håndbolden atter blev "provinsialiseret" Nu vil man så lave helt om på dette system med en betydelig penge-transfusion og skabe en klub på højde med Europas bedste som THW Kiel og Barcelona. Hvorefter spørgsmålet omgående melder sig: Hvem i Helvede gider at se den nye klub AGK Håndbold spille mod de samme 4 klubber igen og igen og igen og det endda i det håndbold-kulturløse hovedstadsområde? Garanteret ingen og da slet ikke nok til at sikre stabile indtægter. Når spændingen i ligaen går fløjten som det er sket hos damerne, så er det måske ikke helt overraskende et veritabelt "døds-kys", det her. De bedste danske kvindehold spiller allerede rent rituelt og til ulidelighed gentagne Champions League-slutspil mod de samme få lige-kvinder fra norske Larvik, ungarske Debrecen, Hypo Niederösterreich fra Østrig og Togliatti fra Rusland og det er altså skidekedeligt. Ikke underligt, at de mest succesfulde klubber har de allerstørste ganske katastrofale underskud.
Bedre bliver den nye konstruktion næppe ligeså lidt som man i professionel fodbold kan lave Champions League slutspil hele tiden. Et vist minimum af lokal spændring skal der til, hvor svært er det at se? Man kan sagtens strække klimakset lidt ud, men det er så også det. Der døde den danske håndbold vist bare.


Allerede forlængst død er nu også den danske ungdoms kritiske sans, hvis man skal tro på de spørgsmål, der stilles på et hifi-forum nær os. I et af nyere tids mest hjerteskærende ynkelige spørgsmål spørger en ung ubefæstet sjæl, om man da kan "stole på, hvad sælgerne i Hifi Klubben siger" Alene spørgsmålet siger vel alt om, at det danske opdragelses-system med henblik på at skabe kritiske og selvstændige mennesker måske er lidt mere end halv-kikset, for det er da ganske vanskeligt at forestille sig noget dummere spørgsmål. Selvfølgelig kan man da stole på sælgerne i Hifi-Klubben, fuldstændigt ligeså godt som man kan stole på de purunge slipsedrenge i Fona og El-Giganten og Skousens Hvidevarer. Man kan helt sikkert stole på, at disse mennesker er på arbejde og har den ganske simple opgave at sælge de varer, der står på hylderne, ellers får de et spark i røven. At forvente, at de sælger det, som de selv synes er bedst (hvis de altså ved nogetsomhelst, det gør nu nok de færreste) er skide-naivt grænsende til det egentligt stupide.


Hvis vi nu antager, at sælgeren dernede i hvidevarebutikken først solgte den mest støjsvage emhætte og det mest pålidelige induktionskomfur af ren og skær idealisme (igen forudsat den noget usandsynlige forudsætning at han overhovedet ved det selv) så er hans opgave i morgen at sælge det næstbedste, derefter det 3. bedste o. s. v. ALLE varerne i butikken skal ALTID væk (og det kommer de med efterhånden voksende salgs-provision) og det er så ganske sammenfaldende med, hvad kunderne får. Det er der naturligvis intet overraskende eller branche-specifikt i. Nu er fyrens spørgsmål umådeligt stupidt, men folks svar til ham er næsten dummere endnu. Nogen forslår nemlig, at han burde prøve at gå til visse af de bittesmå hifi-butikker i København for dér at få bedre rådgivning. Uden naturligvis overhovedet et sekund at overveje, at de samme mekanismer naturligvis gør sig gældende der. Som i alle andre brancher får den totalt uvidende kunde selvfølgelig intet mindre end det bedste. Det bedste er så tilfældigvis blot det, som det er bedst for butikken at slippe af med og det sælges altid bedst til fuldstændigt forudsætningsløse kunder. Tilbage til hvidevarebutikken: Hvem andre end totale idioter ville dog ellers købe den mest ulideligt støjende emhætte, hvis larm uvægerligt ville gøre dem til idioter hvis de ikke allerede havde været det fra starten af?


Det er aldrig nemt at være forudsætningsløs kunde og det er langt værre at være en meget DUM og NAIV forudsætningsløs kunde. Man kan desværre heller ikke engang alliere sig med en barket hifientusiast som vor gamle ven Kim/Jean Michel Jarre, der ellers stod for et drabeligt udsalg fornyligt i noget, som han kaldte en "nedgradering" I en af de sjovere annoncer i nyere tid falbød vor ven her en London pickup, som havde en noget fiktiv førpris på omkring 35000,- sammen med en hel masse andet, som han sagde han havde fået i en "større byttehandel" Åh jo, lidt stor må den da have været, måske så stor, at Skat burde se lidt på om der nu var tale om erhvervsmæssigt salg. Især fordi byttehandlens størrelse ifølge annoncen havde betydet, at der ikke fandtes nogen kvittering, lidt pudsigt kunne man måske synes..Lidt misundelig er smålige mennesker som undertegnede vel altid på så særskilt succesrige sælgere som Kim!


Det sjove ved annoncen var, at pickuppen angiveligt kun havde spillet 10 timer (hvorfra han så havde denne underretning om dette brugte produkt) og alligevel tøvede sælger ikke med at udnævne den til verdens vistnok allerbedste. Herfra vil vi jo nok sige, at 10 timer ALDRIG er nok til at tilspille en mekanisk så håbløst "stivbenet" pickup som en Decca London eller blot få den til at spore nogenlunde. Hans viden kan kun være af ganske samme velfunderede beskaffenhed som (de andre) bumsedrenge hos El-Giganten og Fona, og det er joi dermed ganske gennemsnitligt. Ikke godt, det er noget helt andet.
Skal man så tro på vor ven Kim? Jada, fuldstændigt på samme måde som man skal tro på alle andre sælgere. De er nemlig dine allerbedste venner og hvis som Kim i en kortere ikke har nogen professionelle hifi-venner, så er man det, der i gammel nordisk mytologi hed "frændeløs", helt fortabt!. Det gode er så, at du så samtidigt slet ikke behøver have nogen fjender andet end din egen grænseløse naivitet. Og så alle "vennerne", men det giver vel sig selv. De kommer alligevel altid, når blot man har penge nok. Sande venner kan sagtens købe for penge, ja måske endda de allerbedste og især når det nu er de eneste! Tro som guld hedder det vist!

Etiketter:

1 kommentarer:

Blogger Teit sagde ...

Poul, har du ikke læst: Fædrene æde druer?
Den har undertitlen: Slægten. Opus II. Det er dog ikke helt en fortsættelse, men den er også ganske god.

Venlig hilsen
Teit

24. januar 2010 kl. 17.03  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start