fredag den 29. januar 2010

Den lille drille-nisse version 2

Dengang for næsten 4 årtier siden, hvor denne skribent startede sin spæde hifi-interesse med den allerførste regnestok-Beomaster 1200 radiomodtager med AM-bånd og det hele var naturlovene stadigvæk i brug. Nu er det jo ikke fordi man indenfor selv det udvidede newton´ske univers så vidt vides nogen videnskabsmænd opererer med muligheden for helt at AFSKAFFE de newton´ske love, selv om de vistnok er at betragte som særtilfælde under særlige omstændigheder. Disse omstændigheder er så tilfældigvis dem, som de så glimrende adækvat beskriver og det er jo heldigt nok. I det mindste er det da for Isaac Newtons eftermæle, for ellers ville han jo have været at betragte som en landsby-tosse som han lå der og ventede på at få et æble i bolden. Iøvrigt lyder navnet Isaac jo noget mellemøstligt, men det tænker folk vist længere over og hvad skulle de dog osse det for, når der nu er så meget andet, som de heller ikke tænker over. For eksempel hvorfor den vestlige verden kaster alskens priser i den retning, dog praktisk talt aldrig videnskabelige Nobel-priser...

Tilbage til den første og ganske kortlivede kærlighed til den flotte Beomaster. Den viste sig ganske uventet for undertegnede at være i besiddelse af en fast såkaldt "loudness-funktion", som vist i dag er mindst ligeså forglemt som apparatet. Ideen var at benytte den ligeledes videnskabeligt vel-funderede såkaldte Fletcher-Munson kurve over det menneskelige øres niveau-afhængige frekvens-følsomhed (ov, vi er dybe i dag!) til at mod-kompensere denne for mest korrekt balance. For at virke krævede det blot noget, som aldrig blev tilbudt og heller ikke her: En højttaler med en ganske specifik følsomhed eller alternativt talløse indstillingsmuligheder, som desværre osse var ganske udeladt. Og måske netop derfor, det er jo et ganske højt tal.

Derudover var der heller ikke de dengang statusgivende og derfor særdeles attråede såkaldte "fiskebølger" på det her vidunder-apparat. Det drejede sig om et særligt kortbølge-bånd, som vi søulke-ætlinge gerne aflyttede uden at nogen af os helt forstod hvorfor. Det kommunikative indhold af af fisker-kommunikation til konen ved gryderne såsom "Damper hjemover, hvad skal vi have til aften?" var i virkeligheden en lille smule uinteressant. Det skulle dog blive meget værre.

Beomasteren røg ud til fordel for en Goodmans One-Ten og resten er ligegyldig historie. Ligegyldig fra starten for alle andre og efterhånden vel også for mig selv. Hifi-interessen bestod dog fortfarende, selv om den efterhånden fandt sted mere og mere i "hifi-flyverskjul" Det var dengang for mange, mange år siden, denne skribent i e kort tænder-klaprende øjeblik havde besøg af den mand, som senere udviklede sig til at blive selveste Kurt von Kubik. Allerede dengang så han mere end almindeligt anæmisk ud, denne sølle kælder-eksistens, og han gik da også hurtigt igen og det har han så gjort lige siden. Dengang var der osse noget, der hed Ohms lov og den har adskillige læsere nok stiftet et vist perifert bekendskab med i underskolen. Den stod ellers umiddelbart foran sin afskaffelse.

I de sneste par årtier har der nemlig som i dagens Iran, været et gigantisk flertal af såkaldte "naturlovs-benægtere" i vores hifi-hobby. Intet har været så indlysende og videnskabeligt nagelfast, at det alligevel ikke er lykkedes at stille spørgsmålstegn ved det. Alt fra sikringer igennem netkabler og kabinetmaterialer og pis og papir har været hævdet som alt-afgørende faktorer i al lydgengivelse. For fornuftige udenforstående er det morsomt at forestille sig noget så idiotisk, at det ikke forlængst er blevet anerkendt god hifi-logik, denne gennemsnitligt begavede skribent kan da ikke komme i tanke om noget. Ligegyldigt hvor indlysende fjollet en påstand er, er der altid disciple.

Det vil sige, det har så muligvis lysere udsigter med Newtons gamle love. Den karismatiske formand for vores lokale Århus Hifi Klub, Mastervol, har nemlig ganske revolutionerende re-lanceret disse forlængst forglemte sammenhænge mellem strøm spænding og modstand. I et hidtil uset klart forsvar for den sunde fornuft siger vor ven Simon følgende gyldne ord:
Jeg vil ikke starte en kabeldebat, men jeg kunne godt forestille mig, at gode kabler med lav modstand, kunne lette en mindre strømstærk forstærkers arbejde betragteligt. Ohms lov tilsyneladende genopdaget?

Nå nej, sådan er det da vist alligevel ikke, for som om det her pladder ikke allerede gav absolut "minus-mening" (fordi ekstra ohmsk modstand i kablerne ALTID vil lette en forstærkers belastning, ikke omvendt)Og for ligesom yderligere at understrege den totale absurditet i hele hobbyen stade, så ruller Simon som en ustoppelig damptromle videre. I en allerede noget absurd debat, som vi refererede for et par dage siden, fortsætter utæmmelige Simon ud af den syge tangent, som hedder kabler og synergi. Fordi Ohms lov ALLIGEVEL er forblevet den okkulte videnskab, som den har været de seneste par årtier.

Simon mener nemlig, at han og nogen han kender (ja, vi har rigtig trumf på i dag) søreme har hørt hvor ringe lydgengivelsen bliver med visse kabler, som dermed bliver helt afgørende. At sige det her er ren volapyk er vist at runde op, for selv ikke korroderet NKT-ståltråd ude fra haveskuret som højttalerkabel kan ændre lyden fra et anlæg i noget videre omfang. Derefter fortaber hele pseudo-argumentationen sig fuldstændigt ud i hakkebakke-skoven i diskussioner af såkaldt "synergi", som skulle være den næsten magiske ting, der skulle kunne opstå ved særligt kloge sammenkoblinger af apparater.

Denne kobling kan naturligvis kun ske, når rigtigt kloge folk af Simons egen sjældne kaliber ruller sig ud. Det kan sikkert virke logisk for visse noget svagtbegavede mennesker, men synergi er altså et helt absurd begreb i hifi. Det er det, fordi det forudsætter en statisk virkelighed, som er fuldstændigt uforenelig med den bevidstløse udskiftning af komponenter, som simpelthen er SELVE HIFIINTERESSEN. Derfor givet det overhovedet ingen mening hele tiden at postulere en "særlig synergi" i en proces, hvor alting udskiftes hele tiden. Alting ændres, men stræben efter synergi består, hvor latterligt lyder det? Ligeså latterligt som det er, naturligvis. Næsten ligeså dumt som at særlige kabler skulle kunne ødelægge musiknydelsen helt eller at selv ikke et skod Yamaha-minianlæg yder sit allerbedste med et par superfede-højttalere. Selvfølgelig gør den da det som alle vidste dengang Ohms lov endnu gjaldt.

Nå, den gode Simon møder jo også masser af anden modgang og kan vel være en smule nervøst-svækket. I forbindelse med, at den hæderkronede Århus Hifi Klub ikke har været aktive i det seneste gode år har en snøbel nemlig "hapset" domænet. Savnet er vel til at leve med, for når en klub ikke siden 2008 har haft aktiviteter, så er der jo ikke nogen særlig grund til at værne særligt om et site. Ligner den her hektiske aktivitet for at holde på noget det, som præger den danske udgave af hifi-en i dag? Ja, vist desværre alt for meget. Synergi my ass!
Beklager de unødvendige bandeord, men sommetider er det svært at beskrive påståelig ekstrem og vedholdende inkompetent aktivitet anderledes. Især når den ødelægger en interesse, som blev grundlagt af selveste den majestætiske Beomaster 1200. Vi få, der er tilbage må vel stå sammen mod de mange, som i dag kæmper for at slå det allersidste søm i hifiens ligkiste!
Vi er iøvrigt blevet kritiseret for med dagens tekst at "have scoret selvmål" (tak, Christian!) Det forstår vi nu ikke helt, for hvordan i alverden kan man dog score i et spil man slet ikke spiller med i? Ikke så vidt vi ved da. Nå, alle mål tæller vel i det her forunderlige spil.

Etiketter:

2 kommentarer:

Blogger anders sagde ...

Mon ikke den gode Simon oprindeligt kommer fra Bjerringbro...De si'r sig selv, det si'r sig selv, well, well, well, well, det si'r sig selv....

29. januar 2010 kl. 19.20  
Blogger Poul M sagde ...

Ja, noget tyder da på, at det er bedre at være konge af ingenting end slet ikke at være konge over nogetsomhelst..

30. januar 2010 kl. 07.11  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start