tirsdag den 26. januar 2010

Anders revisor

I dag vil vi beskæftige os lidt med et for det meste ganske overordentligt kedsommeligt emne. Enkelte vil muligvis endnu kunne huske en Monty Python-sketch om en lille kedsommelig mand, der frygteligt gerne ville være noget andet og mere spændende. Lige i det tilfælde mente den lille mand sig unikt kvalificeret til at blive løvetæmmer, da han tilfældigvis var i besiddelse af en hat, hvor der med farvekridt var skrevet "løvetæmmer". Nu var det heller ikke dengang en tilstrækkelig forudsætning for en videre karriere udi løvetæmning blot at have den nødvendige hat og det lykkedes da heller ikke for vores lille mand.

Det skyldtes til en start, at han på noget uforståelig vis havde forvekslet den fredelige langnæsede myresluger med en glubsk løve, allerede en formidabel hindring. Derudover diagnosticerede beskæftigelseskonsulenten helt korrekt ansøgerens almindelige psyke og beskrev ham som "ubeskriveligt kedsommelig, fantasiløs og fuldstændigt ulideligt rædselsfuldt forfærdeligt at være sammen med" Derfor ville den helt rigtige beskæftigelse for denne lille mand naturligvis være revisor, og det var så forslaget fra konsulenten.

Desværre viste det sig, at manden allerede VAR revisor, og lige i dette fag var det åbenbart en klar fordel at være i besiddelse af af disse ellers lidet positive personlige træk. Ja, faktisk var det måske ligefrem en egentlig nødvendighed?
Vi vil indlede således i dag, fordi vi skal til en kær vens 60-års fødselsdag. Han er nemlig revisor og en helt speciel en af en helt sjælden slags. Han er vel i virkeligheden nok så sjælden, at der kun findes én eneste. Det er uheldigt, han ville ellers næsten egenhændigt være i stand til at give hele revisionsbranchen et bedre og mere "spændende" ry. Monty Python er dog undskyldte, han var slet ikke blevet reviser endnu dengang omkring 1970.

Anders er den organisatoriske bagmand bag ( er det forresten en pleonasme/dobbeltkonfekt?) vores ydmyge lille virksomhed, huskøb og de fleste beslutninger i vores familie. "Lad os lige spørge Anders" er en hyppigt tilbagevendende bemærkning over aftenbordet. Fordi Anders både kan og vil, og vi vil til evig tid mindes dengang for i virkeligheden ikke så forfærdeligt mange år siden, hvor han tilbød sin støtte. Vi skulle blot sige "Til!" og resten er nyere erhvervs-historie. For vi sagder naturligvis blot "Til!" fordi Anders havde sagt det. Sådanne venner er så sjældne, at vi kun har én eneste, som hedder ja altså Anders. Tillykke med de 60, vi skal forsøge at finde en gave, som du vil huske!

Nu er det næppe revisorer, som man ansætter som finans-analytikere i de større danske banker, måske fordi det ville blive ganske ulideligt kedelig læsning. Om det så er bedre med kedelig læsning end ganske indlysende jubel-idiotisk optimistisk og derudover skrupforkerte prognoser af kommende regnskaber ved vi ikke rigtigt, værre ville det vel ikke være. De fleste finansanalytikere er sikkert "rigtige" akademikere, cand. oecon eller cand. merc., altså som vi går beskrev, lettere "semi-okkulte" videnskaber uden egentlig facitliste.

Det har altid været ganske bemærkelsesværdigt for denne skribent, at utallige storslåede og vanvittigt ambitiøse matematiske modeller for både mikro- og makroøkonomisk udvikling altid har kunnet reduceres til overhovedet ingenting, når det kom til stykket. Den akkumulerede usikkerhed i alle modellerne har åbenbart været stor nok til, at samtlige modeller har lidt af "domino-syndromet" Når en af brikkerne tilter, så falder modellen sammen som en flækket spærreballon. Heldigvis formår trænede akademikere altid at tale indvendingerne mod deres modellers utilstrækkelighed tilstrækkeligt meget "ihjel", det er jo til en start det, der gjorde dem til akademikere. Evnen til at forstå alting uden at kunne se nogenting!

Nu ved vi ikke, hvilke modeller de kendteste og ideligt citerede danske bankanalytikere har brugt for at forudsige regnskabstallene for B&O, som kom i går. De kan næppe have været det, vi amatøragtige pseudo-videnskabsmænd på dette site ville kalde "adækvate" Ihvertfald kom det umådeligt ringe resultat vist bag på alle finansanalytikerne, som havde spået et mindre tenderende et fornuftigt kvartals-overskud.

Sådan gik det som bekendt ikke, det gik i stedet for fuldstændigt som vi her for en måneds tid siden spåede, ringe grænsende til det, der er værre. Ikke fordi vi var særskilt super-velorienterede eller vanvittigt intelligente (i det sidste tilfælde kan vi naturligvis tage fejl), vi viderebragte blot de indlysende fakta, som alle burde have kunnet se. Nemlig at hvis B&O på et kvartal skulle have kunnet vende nogetsomhelst, så skulle der virkeligt kunder i butikken. Nu kunne man have forestillet sig, at det gik bedre i Kina eller Rusland, men netop der er B&O stadigvæk ganske små, det skulle ske her og nu og det gjorde det så ikke.

Nu er vores lille bolchebutik jo muligvis ikke den bedste at konsultere, men koncernchef Kalle Hvidts strategi med at lægge endnu større vægt på den nye økonomi-fladskærm produceret mindre eller vel især MERE i Kina og dermed forsinke lanceringen af et nyt og potentielt økonomisk "audio-guldæg", forekommer som noget kontroversielt. Nå, det er vel i virkeligheden det, som man har visionære ledere til, selv om vi slet ikke kan se perspektiverne herfra. Nu er der så også så meget, som vi ikke kan se, til en start alle finansanalytikernes optimisme indtil i går...Når nu alle B&O-butiksindehaverne så indlysende hele dagen gik ganske alene rundt derinde i de flot oplyste butikker for alle at se, der havde øjne til det.

Vi har svært ved at se en sandsynlig eller blot mulig fremtid for B&O som dansk løntung og specialiseret produktionsvirksomhed med udvikling og det hele her som en handelsvirksomhed baseret på mere end trekvart-fabrikata fra Kina uden indtægter med sandsynlig bedre dækning fra deres audio-del. En fremskrivning af situationen nu ligner mest af alt den gældende for Cimber-Sterling med blot tidshorisonten som ubetydelig forskel.
Om det gør os særligt kloge? Ikke nødvendigvis, men noget mindre kan tydeligvis også gøre det. Måske vi skulle tilbyde lidt analytisk ekspertbistand? Man kan jo tydeligvis gætte lige ud i luften og smaskforkert uden at det gør noget eller nogensomhelst blot bemærker det. Et fedt job faktisk at være fastansat økonomisk spåmand helt uden konsekvenser!!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start