Dumme mænd og kloge koner

På engelsk findes der er ganske herligt ord, der hedder "Aftermath" Ud over at jeg mener at kunne mindes, at et af Rolling Stones albums fra deres guldalder faktisk havde denne titel, betyder det vist mest bare "efterspil" Det lyder ligesom bare bedre på engelsk, mest som sådan en slags "School´s Out for Summer" (for nu at blive blandt populærmusikkens absolut eviggrønneste evergreens) med dens bibetydning af "slut med matematikken" Det engelske udtryk betegner ligesom bedre en afgørende "finalitet"...Som alle dødsfald altid er, også "bladdød"

Derfor har vi da smugkikket lidt på de forskellige små-pip af reaktioner på lukningen af det danske blad High Fidelity. Der har ikke nogen steder været ret mange og blandt de få har der ganske forudsigeligt været endnu færre, som har været særligt interessante. Det har vist mest gået på, at det på en eller anden underlig måde skulle være trist, at der i Danmark nu ikke er flere hifi-blade. Underligt i betragtning af, at indholdet af bladet i så mange år har været sammenligneligt med den redaktionelle del af det husstands-omdelte gratis-magisin "Vi med Hus og Have" Nul komma nul dut for at være præcis. En læsning af det allersidste nummer på biblioteket i går bekræftede kun det betimelige i dette "blad-dødsfald" Sikke mange mennesker på bladets "kolofon" som i den grad overhovedet ingenting har lavet. Helt vildt mange, over 15 så vidt jeg husker.

Nu har nok næppe alle fået løn udover lidt "bonus" i forbindelse med anmeldelserne, men nogen har sikkert, og med nogenlunde samme fortjenstfuldhed som direktørerne i EBH og Roskilde Bank. Nå, nok om det, det er jo blot ligegyldig nyere historie nu og har vel i det mindste ikke som de andre krak påført den almindelige skatteyder ublu udgifter. Oplagene på bladene har jo alligevel i mange år været så lave, at der vel er visse grænser for, hvor meget man overhovedet kan akkumulere af gæld hos trykkerierne. En smule held i uheld. Til gengæld misunder vi så ikke de nu arbejdsløse skribenter, som skal ud på et tiltagende kritisk arbejdsmarked og skal søge arbejde med den "ballast" af ligegyldigheder, som deres skriverier i så mange år har været. En kedelig journalistisk "scrap-mappe" at vise frem som reference, vist bedst beskrevet uden s-et..

Nå, Verden går uforandret videre derude, og anderledes bliver det nok næppe foreløbigt. At ét fordummende blad forsvinder betyder selvfølgelig ikke, at selve DUMHEDEN gør. Efterhånden som man bliver ældre forekommer denne dumhed efterhånden at være en mere og mere integreret del af det, man normalt normalt forstår ved at være mand. Som jo er de eneste, der er tåbelige nok til at abonnere på tåbelige hifi-blade. Desværre gælder dette også for denne skribent selv om der er visse grænser. Ikke for selve dumheden, men selvfølgelig for, hvor meget denne skribent ønsker at udlevere sig selv, lidt selvkritik har vi vel. Eller selvcensur nok nærmere.. Derfor vil vi begrænse os til den beviselige "hifi-dumhed" hos denne skribent. Den beviselige del er jo osse den, der er vanskeligst at løbe fra!

For ikke så længe siden havde denne husstand adskillige CD-afspillere af et kendt mærke, som påny markedsføres energisk i disse tider. De var enormt dyre næsten 30.000,-, vældigt flotte udenpå og designet af en absolut brilliant engelsk designer. Eller måske, "designet" og designet var måske så meget sagt. Inde bag den flotte forkromede forplade sad der såmænd blot en kinesisk-produceret Arcam-CD med standard Sony-mekanik fra allerbilligste skuffe. Heldigvis var de jo for denne mandlige entusiast blevet "drysset med guldstøv" a la feen i "Peter Pan" og derfor lød de naturligvis super-godt. Det vil sige, det gjorde de nu kun for denne skribent. Mærkeligt at ikke alle straks kunne høre denne maskines suveræne "analoge" digitallyd. Nå, det kunne mange osse, alle mændene for eksempel. Alligevel var en "orm" begyndt at gnave lidt, for fruen plejer da at kunne høre? Det kunne hun også skulle det vise sig.

Allerede fra starten var fruen i huset mere end kritisk. Ikke overfor den ekstravagante investering, næh mere overfor resultatet. Hun syntes nemlig, det lød langt ringere end det, vi havde i forvejen. Nå, det tog undertegnede temmeligt let på og henregnede det til lettere angreb af præmenstruelt-syndrom. Mærkeligt det ikke forsvandt, men i stedet "bed sig fast" som både intra-menstruelt og post-menstruelt syndrom. Fruen syntes vist mest, det var noget bras. Hm. Nå, i forbindelse med, at en kvindelig bekendts ellers ikke vanvittigt ambitiøse Meridian-CD begyndte at drille lånte jeg så en af vores engelske "stoltheder" ud til damen. Hun måtte da kunne høre, hvor godt det lød.

Det kunne hun bare ikke, tværtimod foretrak hun noget overraskende så langt sin egen hoppende model for det nye krom-mirakel. Og så var det, at noget dæmrede for denne skribent, som jo tydeligvis havde været urimeligt forblændet af produktet fremfor lyden. FOR DET LØD JO DECIDERET AD HELVEDE TIL! Kvinderne HAVDE simpelthen haft ret. Det her produkt var simpelthen fuldstændigt håbløst og sammenlignet med en computer sat til en anstændig DA-converter var det simpelthen en vits. Som mand havde man(d) simpelthen ladet sig "snøre" helt af egen kraft. Ikke særligt imponerende, faktisk. Moralen er simpelthen, at man sommetider skal høre efter, hvad konen siger, og man skal ALTID høre efter, hvad andre kvinder siger når det så til punkt og prikke er det, som konen har sagt. Uden at vide det, en rigtig blindtest. Tilbage stod jeg så som den totale idiot jeg var, ikke voldsomt behageligt faktisk, men det var jo sådan det var! Og altså desværre bevisligt.

Siden den tid er vi blevet lidt klogere her i husstanden. Det vil sige, konen er ikke, hun har jo været det hele tiden, men undertegnede er. Men nu har hun jo heller aldrig læst High Fidelity, hun brugte jo blot sine ører, det glemte jeg til fordel for almindelig selvforblændelse. Siden den tid har jeg haft voldsom respekt for fruens akustiske domme. Når hun således siger, at vores gamle JBL 4320-monitors spiller værre end en Tivoli-clockradio, så har hun fuldstændigt ret. Med undtagelse af de altså hidtil kun ca. 3 plader, hvor de er helt fantastisk fremragende. Nå, vi har heldigvis plads til at huse diversiteten og vil forsøge lykken senere i dag med at udvide denne. Med lidt held får vi nemlig fat i et sæt store højttalere, hvor antageligt endnu færre plader lyder blot nogenlunde acceptabelt. Måske kun en enkelt er nok et rimeligt gæt! 

Dem må jeg have, jeg er jo en mand og nu ved jeg, hvor dum jeg er! Det er stadigvæk lidt anderledes derude, og i den anledning vil vi lige citere lidt fra debatten om High Fidelitys død fra hifi4all. Vi skal advare om, at der udstilles monumental mandlig dumhed og manglende grammatisk akkuratesse i middelsvær grad, but "here goes: Nedenstående skulle ses som et mandligt forsvar for at give de omkring 90,- ud i luften, som salig High Fidelity kostede.
"Hvor mange penge bruger jeres kællinger ikke på ligegyldige dameblade ??"

Ud over det umuligt/problematiske i at vide, hvor mange penge der IKKE bruges (i modsætning til hvor mange der rent faktisk GØR) er det her vel det bedste eksempel på, hvorfor denne hobby nærmer sig sin absolutte afslutning. Nej, det er ikke fordi manden er særskilt dum (det er han nu ellers nok, i næsten eksempelløs grad, platnakken), det er fordi han afskriver kvinderne. Som jo selv denne skribent gjorde engang. Det skal ikke ske igen! Fortjener jeg nu det stykke julekringle, du lokkede med, fru Dahl Vikkelsø Mathiasen?

Noget at læse!

I dag bliver vi, nok noget trættende for enkelte af vores læsere, nødt til lige et bemærke en mærkedag. Det vil vi naturligvis gerne undskylde, men når det drejer sig om et enestående såkaldt "relikt" fra en storhedstid (ligesom det newzealandske firben tuataraen med det rudimentære ekstra øje) så er det jo en mærkedag. Det drejer sig nemlig om den 3. af foreløbigt kun 3 bemærkelsesværdige magasiners indflydelse på denne skribent. Nemlig den ugentlige eller i dette tilfælde næsten-månedlige spændte venten på det nyeste nummer. Man mindes næsten lugten af tobak på butiksruden på den kiosk, mod hvis panorama-rude man stod og trykkede sin næse så flad som en grønlænders. Man kommer næsten til at tænke på, om de og de asistiske menneskelige fænotyper iøvrigt med de fladere næser simpelthen var genetisk mere interesserede i de nyeste numre? Vist egentligt et sidespring..

Den første uopnåelige kærlighed vil jo for altid forblive den støærste, og her taler vi naturligvis om den mest klassiske af dem alle, det dengang allestedsnærværende "Anders And & Co" med de rigtige gamle Carl Barks-historier og nyere figurer som jordnødde-ekvilibristen "Supermule" alias Fedtmule i sin røde undertøjs-heldragt og Raptus von And og naturligvis de irriterende fætre Højben og Vims. Dér stod man foran købmanden på fødeøen Endelave mangad aften og trykkede sin næse ganske grønlænder-flad mod ruden. For at sikre sig (formedelst det dengang i 1962 ikke ganske ubetydelige beløb af 1.25 kr.) det nyeste nummer, som frisk fra færgen ellers førast var til salg alle andre steder om tirsdagen. Hvilket privilegium at være den allerførste i den nyeste udvikling af "andologien", som det vist senere kom til at hedde. 

Få år after kom så nummer 2, nemlig det heftigt opblomstrende og derefter allerede hurtigt derefter langsomt hensygnende (pudsigt udtryk egentligt?) blad "Fart og Tempo" med alle de belgisk-franske nyere tegneserier om racerkøreren Mark Breton med den loyale bror Jean-Pierre og ærkerivalen Steve Warson, Lucky Luke, Asterix og alle de andre senere alment kendte figurer. Forventningen var denne gang en smule mindre hver uge, fordi næsten ingen af de utallige serier blev afsluttet i det enkelte nummer alligevel. Det var pisseirriterende men serierne var til gengæld supergode og slutningen så sandelig værd at vente på. Selv om man altså kom til at vente længe, alt for forbandet længe. Trykket mod ruden var formindsket noget, men der er nu nok aftryk af næse-epitel på visse ruder endnu.

Den 3. store kærlighed var så den danske udgave af det engang så blomstrende hi-fi magasin High Fidelity. Fra de tidlige 1970-ere blev biblioteket hyppigt "gennemtrawlet" for at finde det nyeste nummer af dette herlige blad. Det var nemlig skrevet af folk, der kunne skrive og havde noget på hjerte. Ja, faktisk så meget, at man sagtens flere årtier efter kan glædes over brilliante og skarpe musikalske og tekniske artikler og så læserbreve, masser af læserbreve. Spændende og interessante og informerede og rimelige og fornuftige. Som blev besvaret med suveræn sproglig og teknisk omhu og indsigt. Også bladets hyppige besøg hos underlige entusiaster med anderledes synspunkter var absolutte journalistiske toppunkter. 

Desværre toppede High Fidelity allerede i de sene 1970-ere sammen med den generelle interesse for hifi og fra starten af firserne blev alting lettere parodisk. Nu kunne man måske tro, at det blot var denne skribent, der dengang var blevet noget tiltrængt klogere, men det er ikke hele sandheden. Ved genlæsning af samtlige de gamle numre, som undertegnede har gennemført i flere omgange (ja jeg tilstår!) er der en påfaldende udvikling allerede fra 1981 i afgjort negativ retning. Skribenterne blev simpelthen dummere i en grad, så det var påfaldende. Hele personudskiftningen dengang fandt sted, fordi de bedste af de gamle skribenter enten blev hyret til bedre stillinger i den dengang blomstrende danske hifi-industri eller startede egne virksomheder. De nye skribenter var de første endnu uskyldige prototyper på "spild-skribenter" med alt for ringe viden om tingene, endnu dårligere sproglige evner og endnu mindre kritisk sans end overhovedet ingenting. Dengang døde dansk High Fidelity for denne skribent. Resten var en lang, lang vandren mod tusmørket.

Det "stunt" har bladet så gennemført igen, nu har man nemlig endeligt lukket og slukket butikken. Man kan blot undre sig over, at det har taget over 25 år at indse hvor dårlige man var ved at gøre bladet, men stædighed kan jo være en dyd. Særligt hvis man ellers havde overvejet at gøre noget ved det største problem, nemlig at man overhovedet ingen interessante skribenter havde længere. Efter tiden med Knud Erik Læssøe-Stillings tid som redaktør og farverige dygtige kommunikatorer som Steen Michaelsen var det slut. Dødkedelige folk som Michael Madsen overtog roret og supplerede i god ånd op med skribenter af samme "bonitet" Man skulle jo nødgit ansætte folk, som var alt for dygtige og da slet ikke nogen, der var dygtigere end én selv. Det "dictum" opfyldtes til fulde, og "talenter" som Kurt Lassen og "Nis Med Kasketten" begyndte at fylde de skrumpende sider. Med absolut ingenting, ja fortyndet vand vil denne skribent nok hævde.

Det er derfor uden nogensomhelst sorg, at vi i dag afskriver dansk High Fidelity. Fordi det for så længe siden gjorde sig selv så ganske overflødigt. Nemlig dengang det holdt op med at være interessant at læse og ikke mindst at GENLÆSE, det eneste rigtige succes-kriterium for et papirmagasin. Intet andet gælder når prisen som for det anæmisk tynde High Fidelity er over 80,-
Og hvad kan de sørgelige rester af den skrevne danske rester, som nu kun findes på nettet, så overhovedet lære af dette dødsfald. Ja, de kan lære det, som vi så ofte før har råbt og skreget om på denne side. Nemlig at man skal finde nogen skribenter, som HAR NOGET AT SKRIVE OM og som har EVNERNE TIL DET. Hvis der ikke er nok relevante ORD i et hifi-magasin uanset om det sidder "på skærmen" eller er af papir, så kan man altså ligesågodt tage og lukke butikken. Som det altså er sket nu.
Med et citat fra Baz Luhrmans eneste superfilm lettere omskrevet: "Et liv levet i tiltagende talentløshed er et liv fuldstændigt spildt" For High Fidelity kom døden så lige de 25 år for sent, men bedre sent end aldrig. Ren spild af tid for alle andre end de skribenter, som blev betalt pr. skrevet ord. Uden at have noget overhovedet at skrive hjem om.. 

Lokal-nyheder

I dag vil vi starte med at tale lidt om begrebet "risiko" Nu er selve menneske-livet jo i sig selv en risikabel sag med garanti for ultimativ "afgang" fra samme. I sådan et tilfælde er det naturligvis meningsløst at tale om risiko, når der i stedet er tale om den totale vished. Det vil sige, i selve livs-processen er der jo så til enhver tid en vis risiko, nemlig for at afslutningen kommer noget før end beregnet. Det er så det alle må lære at leve med lige indtil denne lærdom bliver fuldstændigt irrelevant engang.

Hvorfor nu al denne filosofiske sniksnak? Jo, naturligvis fordi forretningsverdenen er et fuldstændigt spejlbillede af selve livet. Også der tror virksomheder og enkeltpersoner sig på trods af alle sikre odds sig ganske "udødelige" som alle teenagere til alle tider. Det skal man selvfølgelig, men efter et vist punkt på "nedgangs-stigen" er passeret, hvor trinene opefter forsvinder netop som man er trådt af dem som i en Anders And-tegnefilm, så forsvinder enhver risiko. Ihvertfald for nogensinde at kunne kravle op igen. Til gengæld stiger sandsynligheden for den fortsatte tvungne "nedstigning" til absolut vished.
Det er ikke fuldstændigt tilfældigt, at vi i dag anvender dette aeronautiske udtryk, for vi vil i dag lige runde en tidligere historie lidt af. Det drejer sig om det akut kriseramte luftfartsselskab Cimber Sterling. I går aftes var der et interessant interview med direktøren for dette nylige lidt tilfældige flyimperie-konglomerat, som blev til på stumperne af konkursramte Sterling. Det var på toppen dengang islandske penge var gangbar mønt overalt i forretningsverdenen og vel især bemærkelsesværdigt derved, at deres håndtering af presse-relationen dengang blev varetaget af en så fantastisk farverig type, at den største gåde dengang var, hvorfor i alverden firmaet ikke gik konkurs tidligere. Lige præcis troværdighed var nemlig ikke den fremmeste det af denne farve-rigdom.

Nå, nu er vi ikke særligt ihærdige TV-kikkere her i huset. Det skyldes ikke særlige fordomme, mest at man som temmelig voksen må konstatere, at det altid er sværere at slukke end at tænde. I går var dog en undtagelse, da vores nye Philips digitale stueantenne skulle stå sin prøve. I stedet for de lokale TV 2-nyheder dukkede dog TV 2 Syds ditto op. Nå, det ene ligegyldige program kan vel i virkeligheden være ligeså godt som det andet og en feature-artikel om en flok midaldrende og temmeligt korpulente mænd i Rask Mølle, der ud fra sikre kriterier havde etableret en madklub for ja altså midaldrende korpulente mænd. Det vil sige, kriteriet var godt nok, at man skulle eller skulle have boet på en bestemt vej for at blive medlem. Medlemmer var der nu nok af, og de morede sig kongeligt allesammen, nu de endelig kunne slippe fra hende "harpyen" derhjemme. 

Det var faktisk en lille journalistisk knald-perle det her, virkeligt fremragende fjernsyn med en kærlig og humoristisk vinkel og så var der endda mere endnu på denne pakkede lokal-kanal. Der var nemlig et interview med bossen for Cimber Sterling i anledning af, at der i JP var kommet oplysninger om, at visse billet-bureauer havde indstillet salget af Cimber Sterling-billetter. Dette var sket, fordi de ikke længere åbenbart kunne få dem "forsikret" som det hed. Se, det er i sig selv interessant, for det har man da vist aldrig kunnet få, tydeligvis ikke almen journalistisk viden. Da Sterling krakkede første gang var der da så vidt vides ikke rigtigt nogen af dem der havde forudbetalt billetter, som kom andet end ud "at svømme". Man kan så blot for de uheldige købere håbe, at de alligevel skulle ud og svømme der, hvor de nu så ikke kom til at flyve hen..En billet uden samkøbt anden tjenesteydelse er nemlig ikke dækket af hverken Rejsegarantifonden eller noget som helst andet. Punktum fakta.

Direkte adspurgt, om folk, der købte en billet til Cimber overhovedet kom ud at flyve, svare manden nemlig ganske sensationelt IKKE det ellers ganske indlysende "ja!" Næh, han henholdt sig til, at man måtte afvente den planlagte aktie-emission på Børsen i morgen (i går var det så altså i overmorgen uden at det dog ændrer særligt meget) Og så i vi tilbage i vores bebudede "risiko-scenarie" Da der jo nemlig i børsprospektet var en kedeligt påtrængende revisorpåtregning om firmaets gigantiske forfaldne gældsposter, så styrtdykkede aktiekursen allerede længe inden introduktionen. Det var ikke ganske overraskende, da hovedparten eller måske endda hele brutto-provenuet fra børs-introduktionen allerede var forfaldet kortsigtet gæld til underleverandører.

Der er dog tilsyneladende visse ikke mindst lokale særdeles risikovillige investorer, som er hoppet med. Det samlede provenu på omkring 250 mill. dækker vist så nogenlunde den forfaldne gæld og det må jo siges at være godt. Om det er risikabelt for investorerne? Næppe, for så vidt vi anskuer situationen, så ændrer det overhovedet ingenting på nogetsomhelst. Langt større og langt mere effektivt drevne luftfartsselskaber med gigantisk kapital-baggrund kommer osse i denne ud med gigantiske underskud. Det sker endda med langt, langt bedre "opfyldningsgrad" i flyene end den absolutte bundskraber med omkring 70% solgte sæder pr. fly. Som tilfældigvis hedder Cimber-Sterling. 

Når man ikke kan sælge billetter til en for selskabel rentabel pris og så ydermere ikke kan sælge ret mange, så er der ikke tale om nogen investerings-risiko længere. Så ved man vist allerede på forhånd, hvilket negativt afkast man med sikkerhed kan forvente, nemlig lige præcist den investerede kapital med de renter og den mulige gevinst, man kunne have opnået andre steder. Som man sagde om den uheldige luftskipper Granberg, så "så går den her ikke"
Det sjove er så, at allerede finansguruen Warren Buffett i sin klassiske "Dommedagstale" lige inden det store "dot.com"-kollaps fremhævede netop luftfarten som et helt enestående dårligt investeringsobjekt, der ikke havde givet positivt afkast over de foregående 40 år. Det var derfor han aldrig selv investerede der. Man kan blot undre sig over, hvorfor der er andre, der gør det, men de må jo vide noget, som vi andre ikke ved. Eller osse spiller de blot golf sammen med nogen, der gør.
Eller osse bruger de bare alt for meget tid til at spille golf i det hele taget. Nej, der er ikke nogen risiko ved at købe Cimber-Sterling aktier i tiden. Ikke mere end risikoen for at skulle leve uendeligt og der holdt selv ikke Methusalem mere end lige præcist sin tid ud. Eller risikoen ved blot at kaste pengene ud af vinduet fra et passagerfly på vej mod afgrunden. Uden besætning, brændstof eller frelsende landingsbane. Blot uoverstigelige bjerge. Nul risiko, total vished!

At blive voksen tidligt

Her i huset sidder vi denne mørke morgen og fremstiller de næsten obligatoriske multikabler til et større lokalt filmselskab. Ikke at dette filselskab er den obligatoriske i sætningen, kunderne varierer nemlig helt vanvittigt vildt. Næh, i steder "drysser" kabel-ordrerne som en veritabel meteorit-regn ned over os i disse dage. Man kan vel diskutere hvor særskilt udfordrende det er at sidde og lodde løs, men ganske hyggeligt er det dog. Ja, i det rette selskab kan det såmænd være rigtigt rart. Lige præcist dette selskab er vi jo sædvanligvis i, da vi bag denne udsøgte skribentstol (udvalgt som den allerbilligste i Metro, man skulle jo nødigt sidde for meget ned og blive for tung i røven) står et par sæt store gamle højttalere. Ja, i løbet af dagen kommer begrebet "et par" med en vis sandsynlighed op på 3, der vel er et "stort par"

Først og fremmest står der jo de fra Beatles-indspilningerne i Abbey Road-studierne så kendte Lockwood Major Monitors og det har der forresten altid gjort. De er nemlig de allerfedeste til det allermeste. Ovenpå står der så som en gang før nævnt vores nye "darlings", et sæt JBL af nogenlunde samme årgang. De er til gengæld de aller-allerfedeste til kun ganske lidt, ellers lyder de faktisk temmeligt grimt. Det sidste er i virkeligheden fantastisk overraskende, fordi netop denne årgang JBL-højttalere benyttede datidens allerbedste enheder. Eller måske rettere datidens allerdyreste og mest raffinerede. Som med de Tannoy-enheder, der sad og sidder i vores Lockwood-boxe fejrede disse højttalerenheder nemlig allerede næsten "sølvbryllup" lige der sidst i 1960-erne. Ganske identiske enheder havde nemlig siddet i de allerførste JBL-højttalere, der iøvrigt var et monster-stort skrummel kaldet "Hartsfield" og ganske det samme var tilfældet med Tannoy. 

Hvorfor denne kedelige historiske parantes? Jo, for det første for at sige, at vi i disse dage sidder spændt og venter på at sikre os endnu et sæt af de klassiske JBL-højttalere, denne gang i den egentlige sværvægtsafdeling. Ikke at vi forventer den lyder væsentligt bedre end dem, vi har, men mere af det samme er også lige i dette tilfælde rigeligt godt. Vi har som det måske er visse læsere bekendt fundet et par plader, der lyder suverænt på dem, og dem vil vi som alle andre rigtige entusiaster spille. Igen og igen og igen og aldrig nogensinde andet. For det andet er denne start-parentes i dag også for at minde om, at den dynamiske højttalerenhed i al væsentlighed var færdig-udviklet for over 50 år siden. Det, der er sket siden, er blot i langt det største omfang en billiggørelse, som desværre for det allermeste står i direkte proportionalitet med en tydelig forringelse af produktet. Eller alternativt i omvendt proportionalitet med forbedringen af samme.

Vi kommer til at tænke på disse egentligt uhyre banale kendsgerninger i dag, fordi vi har et seriøst bud på verdens hidtil mest latterligt udseende højttalerenhed fra et af de ovenfor omtalte mærker til reparation i dag. Nu er vi indenfor vores eget fag og træder derfor særdeles varsomt i denne "udleveringssag" Udlevering af noget, som er indlysende fuldstændigt grinagtigt men som vi altså faktisk selv sælger (ganske vist ikke fuldstændigt frivilligt, om det gør sagen bedre er nok mere tvivlsomt). Vi snakker om en 15-tommers basenhed til adskillige tusind kroner med en samlet vægt på noget under 1 kg. En hel del faktisk...Noget af det skyldes naturligvis anvendelsen af neodymium som magnetmateriale, men det meste skyldes nu en ekstremt økonomisk omgang med samtlige råvarer. Som altså på ingen måde står i nogen relation til produktets pris. Det her er simpelthen fuldstændigt latterligt ligesom det er at sammenligne pris og kvalitet på almindelig forbrugerelektronik. Der kan et ganske identisk OEM-produkt også sagtens sælges som for eksempel Acoustic Solutions, United og sågar Dantax. Prisen varierede blot med en faktor 4, markedsføringsmæssigt forklarligt, javel, men alligevel. Det var altså det samme produkt indeni 100%, intet mindre. Det er sådan noget naturligvis altid, fuldstændigt det samme som alt det billige, og så er det naturligvis ligemeget, om det bliver solgt som mellemklasse-hifi med en lidt anden forplade for 2-3000 kr. pr komponent. Nogen af dem med rundede hjørner

Tilbage til vores gamle højttalere og den søde ventetid på de "store nye JBL" med de helt rigtige klassiske enheder med den helt klassiske let ubehagelige JBL-"Sound". Baseret på bevidst design mod det ideal, som designerne mente var attråværdigt og al respekt for disse bevidste valg. Det sjove var og er, at mange af disse efterhånden meget gamle JBL-designere fra 1960-erne og 1970-erne stadigvæk er uhyre aktive i indsamlingen af dokumentation omkring klassisk JBL. De er tydeligvis ganske stolte af at have været med, dengang "alting var før" selv om de kun i detaljer faktisk var med til at lave de egentlige højttalerenheder ganske lidt om. De var jo nemlig færdiglavede allerede fra starten som ellers kun den senere tyske folke-forfører Dr. Oetker har kunnet lave tingene. Uhm, vi skal vist have budding i dag.

Disse gamle JBL-højttalere er simpelthen ligesom sex: Når det én gang er opfundet er alt efterfølgende blot variationer. Dert er blot så banalt, at de allerfærreste tror på det. Både at 50 år gamle enheder simpelthen er de bedste verden har set og at sex ikke har ændret sig siden stenalderen. Det første er en påstand, det er det sidste ikke, hvis man kan tro dagens sex-feature i JP. Pubertetsunger får STADIGVÆK overhovedet ingenting at vide om nogetsomhelst af deres forældre, men famler sig frem i halvmørket (underligt, der er ellers elektricitet i de fleste rum efterhånden i modsætning til stenalderen) De er fuldstændigt ligeså uforberedte på hormonernes ulidelige kløen som alle tidligere generationer har været og mindst ligeså usikre. Pubertetsdrengenes sikkert grundige studier af pornofilm gør dem nok heller ikke ligefrem erfarne eller særligt selvsikre. Det er lidt en kikser at sammenligne egen "udrustning" med den italienske barske "pornotyr" Rocco Siffredi og de jævnaldrende tøser siger antageligt "av for Helvede" hvis man forsøger at efterligne ham. Hvis pubertetsdrengen altså overhovedet kan...

Nej, sex er et færdig-udviklet produkt set fra det tidligste pubertetsperspektiv. Som de klassiske JBL 375, 075 og D130 højttalerenheder var og det endda fra 1945. Der er sket ganske små ændringer som for eksempel tidens rend mod totalt manglende kønsbehåring eller visse nye membranmaterialer, men ellers er det altså altsammen det samme. Det er nu også godt nok og da især mens vi sidder her og venter. På vores JBL altså, det andet er undertegnede heldigvis blevet for gammel til...

Nye visitkort

Så er der atter en dag helliget de mere væsentlige ting her i livet. Inden enkelte måske ville udbryde, at det vist omfatter at kramme konen og andet kvindagtigt pjat må vi jo krybe til korset og tilstå, at vi mest havde fagrelevant arbejde i tankerne. Nå, det andet må vel med også..
Efter denne korte nødvendige afbrydelse er vi så tilbage igen. Dagen står på montering på en lokal café og så skal der pakkes varer til en højskole ved Vejle og en lokalradio i Hadsten og en bunke trådløs til en lokal teaterscene og et rigtigt professionelt og ganske kostbart lydkort til et lokalt teater. Endelig skal vi forsøge at få en gammel Thorens 126 fra en lokal musik-institution til at køre igen, og det er jo herligt, når vores kære hobby hifi tilfældigvis lige "flyder over" i vores professionelle virke.

Nu sælger vi i sandhedens navn ganske ofte ting, der spille ganske overordentligt grimt. Ikke mindst, når de spiller for højt, heldigvis, men også vores branche er naturligvis ramt af kun alt for tydelig "skæren hjørner" Effektopgivelserne i husholdningshifi har længe lignet de noget oppumpede ditto fra bilstereo-branchen og vores eget fag er selvfølgelig også ramt. En "1000-watts-forstærker" har i næsten 20 år været synonym med et apparat, der nok kunne levere 2 gange 500 watt ved 4 ohm, men godt nok kun ved uproblematiske 1000 hz. Ved lavere eller højere frekvenser var sagen altid noget anderledes og helt galt gik (og går) det selvfølgelig, når man samtidigt belaster med 8 ohms højttalere med den normale og uundgåelige kapacitive belastning. Lige dét er de nemlig ganske usædvanligt dårlige til, ganske overraskende, når det nu altså er et uundgåeligt vilkår for en audioforstærker at blive kapacitivt belastet.

Derfor er det ikke spor underligt, at rigtig mange af de forstærkere, som vi selv sælger, spiller ganske overordentligt langt fra selv den mest rimelige opfattelse af "god lyd" Mange af disse såkaldte "konstruktioner" kan der garanteret ikke have været nogen, der i udviklingsfasen har haft sat til nogen højttaler med lyd på. De spiller simpelthen så skidegrimt, at det nærmer sig det komiske. Nu er vi til en afveksling tilbage i vores eget fag og må derfor optræde med nogen kollegial varsomhed og blot bede kunderne vurdere kvaliteten. Eller altså især manglen på samme, forårsaget af den accelererende billiggørelse af alting. En proces, der for længst er løbet fuldstændigt løbsk.

Alligevel skal vi faktisk over i hifibranchen for at se en rigtig nyskabelse.En kær gammel ven har nemlig introduceret et angiveligt tysk mærke til Danmark, Audioblock. Priserne og produkterne ligner dog til forveksling standard-hyldevarer fra fjernøsten, men det ved vi naturligvis ingenting om. Vi vil dog gætte på, at vi skal over i den aller-aller-østligste del af det Stortyske Rige for at finde produktionsfaciliteterne. Igen, det er helt uvæsentligt og rent gætteri. Til gengæld er det ganske skægt at se målingerne på forstærkeren i programmet og nu må vi lige bede om forladelse for lidt uvante "technikaliteter" på denne side. Apparatet oplyses nemlig til at have en forvrængning på "mindre end 0.05%" men godt nok ved noget beskedne 1 watts udgangseffekt og ligegyldige 1 khz. 

Til teknisk knapt kyndige kan vi oplyse om, at de fleste forstærkere faktisk forvrænger forholdsvist meget, men det sker altså ved effekter på måske 50 MILLI-watt og for den sags skyld også ved lidt højere og noget mere relevante frekvenser. Alle oplysninger ved 1 watt er fuldstændigt ligegyldige men fortæller så muligvis bare en anden historie. Som så ikke fortælles naturligvis. Nå, den samlede udgangseffekt opgives faktisk teknisk særdeles loyalt til "50 watt gange 2 ved 4 ohm og 1% forvrængning. Og så er vi tilbage ved vores egen professionelle branche igen hvor alting pr. rutine opgives i en impedans man ikke benytter. For at få det høje tal i udgangseffekten selvfølgelig. Nu benytter man faktisk noget oftere professionelt at sammensætte systemer med f. eks 2 højttalere pr. stereo-side, mens den praksis vist normalt er uhørt hjemme i stuen. Den lidt alternative skrivemåde "50 watt gange 2" tyder osse mest på, at man nu i hifibranchen har "adapteret" den mangeårige professionelle praksis med at opgive frekvensen udelukkende i 1 KANAL. Om det giver nogen mening er vel tvivlsomt, et hug i stortrommen står sjældent udelukkende i den ene kanal, mens den anden måske er tavs. Eller rettere, det gør det aldrig nogensinde.

Denne opgivelse pr. enkeltkanal er et af de tilfælde, hvor summen af de 2 kanalers effekt enkeltvis naturligvis er mindre end summen, hvis de benyttes samtidigt (og det gør de ALTID, naturligvis) Strømforsyningen sætter en nødvendig grænse, Den meget ærlige pressemeddelelse fortsætter med at oplyse, at effekten på 50 watt endda afleveres med en forvrængning på ikke mindre (eller forhåbentligt mere) end 1%. Hey, vi er helt tilbage ved den gamle DIN 45.500 hifi-norm fra 1960-erne her. Dengang for knapt 50 år siden var 1% forvrængning nemlig ikke unormalt, selv om Harold Leak jo allerede i 1945 havde opnået helt uhørte 0.1% Nå, nu blot 64 år efter er tallet altså 10 gange så højt. Om det er særskilt imponerende må den enkelte vel afgøre, selv synes vi det vel ikke akkurat. Selv synes vi faktisk det er gennembrud ikke meget mindre end Leak bare lidt en anden slags. Det er faktisk ganske overordentligt svært med moderne komponenter at opnå en forvrængning på 1% men det er altså lykkedes her må man tro.

Hele pressemeddelelsen er faktisk forbilledlig klar og koncis og overlader ingenting til fantasien og al ære her. I vores egen branche ville man garanteret aldrig se så detaljerede data mest fordi det øjeblikkeligt teknisk ville diskvalificere produktet. Nå, heldigvis er hifibranchen ikke videre "teknik-dreven" længere og har vel i virkeligheden ikke været det de seneste 10-15 år, så næppe mange bemærker vel det her. Ligeså få nok, som vi tror der er købere for separate hifiapparater i mellemklassen til ca. 3000,- pr del men det er kun egen fordom. Nå, vi vil da håbe, at denne uhørt ærlige oplysning af tekniske specifikationer vil finde et fortjent publikum derude. Det fortjente kommer vel ind hvis man som kunde ikke formår at læse de ellers særdeles udførlige specifikationer bedre. 

Som sagt, vores egen branche er kun uhyre lidt bedre. Til gengæld er der så ret langt mellem eksempler på folk, der totalt spilder vores tid, men det sker da. For eksempel i går, hvor vi fik en henvendelse fra en kunde med det på overfladen rimelige ønske om at købe 4 meter kabel af en specifik type. Henvendelsen var overraskende, fordi vi ikke havde handlet med kunden i 20 år og kunne have været smigrende. Det var den nu ikke, det drejede sig nemlig om et coaksialt højttalerkabel, som ingen på grund af åbenlyse tekniske problemer har anvendt. Jeg har aldrig selv solgt så meget som en eneste meter af dette produkt, der ellers kun koster 30,- m. i udsalg. Der var altså mulighed for ved hjemtagning af den nødvendige rulle på 100 m. at betale kablet plus de godt 200,- det koster i transport og så altså få solid negativ dækning. Tillige med de resterende 96 m. kabel, som desværre vil brænde de allerfleste forstærkere af og som derfor er usælgeligt.

Vi takkede derfor nej med den fornuftige begrundelse (syntes vi da selv), at kunden blot kunne købe det dér hvor han ellers normalt handlede. Det forekom vel rimeligt nok at forsøge at "tørre" en så håbløs forretning forretning af på denne måde, men manden blev søreme sur og gik så langt som til at tale om "sure opstød" Denne skribent, sure opstød, aldrig nogensinde eller hvad? Måske indimellem, men lige her syntes vi nu nok det var i orden at sende "Sorteper" videre. Helt i orden faktisk men nu er det jo også noget sværere at være kritisk overfor sin egen dømmekraft....
Åh jo, og så får vi forresten nye visitkort i dag med et sjovt nyt navn på, nok i virkeligheden dagens eneste rigtigt fornuftige nyhed.

De sande professionelle

I disse dage er der en forfærdeligt masse trælsomt manuelt arbejde i både hus, have og firma. Et ellers tilsyneladende ganske adræt og rimeligt sundt udseende birketræ så under den seneste storm med vindstød af moderat orkanstyrke sit snit til næsten at vælte. Det vil sige, det gjorde det heldigvis ikke helt, men stod dog drakonisk truende i en 30 graders vinkel i en ganske tydelig ikke-reversibel vinkel ind over vores garage og carport. Det ikke-reversible i denne process sås vel tydeligst i, at rødderne på den ene side af stammen havde dannet en ret høj vold, der med al overjordisk synlighed indikerede, at de ikke havde tænkt at trække træet på "ret køl" igen. For at citere den geniale svenske film "Picasso´s Äventyr" atter en gang: "Boom Krasch Bang!" truede, det blev i filmen forresten brugt til at signalere starten på "Den Store Krig", hvor et par senere statsmænd at forskellig kaliber blev født. En af dem omtalte vi i går.

At så en anden senere og endnu bedre kendt politiker faktisk overlevede politisk i samme "Store Krig" er en helt anden sag. Winston Churchill stod nemlig bag et den ganske usædvanligt forkludrede krigs mest håbløst forkludrede enkelt-projekter og han klarede sig alligevel. Det drejede sig om den såkaldte "Gallipoli-Expedition" mod den tyske allierede Tyrkiet, et helt usædvanligt håbløst projekt. Nå, nu var Winston godt nok noget bedre begavet end "Brutale Bondam" fra i går og det er nok endda noget mildt sagt. Alligevel var han ret hård, når det kom til stykket og alene det, at han tillige i den næste krig som flådeminister kunne overleve det ikke meget mindre håbløse britiske nederlag i forbindelse med den nazistiske invasion af Norge, taler vel også om en vis "resoluthed"

Vi tager lige lidt mere Churchill en anden dag, han var en formidabel person, igen i skrigende modsætning til Bondam. Hvis man skulle være i tvivl kan man såmænd blot se på et billede. At sammenligne de 2 mænds oratoriske begavelser er det gengæld ikke muligt med mindre man udstrækker sin skala til at omfatte lidt bedre begavede chimpanser og helt til skyerne. Lyt engang til Churchills taler fra krigens tid. De er så aldeles uovertruffent fremragende i indhold og med så fabelagtig tydelig diktion, at enkelte har ment, at de måtte være løgn. Nå, et billede af Churchill burde så rigeligt række ligeså vel som et af Bondam gør. Budskabet burde blot være det diametralt modsatte. Logik for chimpanser simpelthen!

Dér stod vores "skæve birketræ" så og ludede løs ind over huset, men "kavalleriets helte" var heldigvis på vej. I en absolut "hortonom stor-dåd" klatrede en uforfærdet skovhugger nemlig op i toppen af det ganske langsomt styrtende træ og inden det nåede jorden var det fordums så stolte birketræ reduceret til en bunke kommende kvalitets-pejsebrænde på jorden. Vi håber selv ind imellem at kunne være så overlegent professionelle som min gamle ven Lars her var, men vi skal da vist virkeligt tænke os om. Mod det sande suveræne håndværk kæmper alle forgæves. Bare det var os! Nå, det er det osse ind imellem..

For eksempel i den ganske vist ikke særligt glamorøse manuelle del af vores aktiviter. Multikabler og almindelige kabler og re-conede højttalerenheder flyder i en lind strøm i disse dage ud fra vores arbejdsborde. Det kan heldigvis suppleres med lidt høj musik i vores akustisk regulerede betonkælder. Nu lever vi faktisk professionelt bl. a. af at lave akustisk rigtige løsninger, og det morer os da en del at se de traditionelle noget "syge undskyldninger" fra mange af deltagerne på den netop overståede hifi-messe i København. Nemlig over at lyden var dårlig hos dem, der udstillede, og sådan har det vist altid været. Både at lyden næsten aldrig var særligt god og at det aldrig var udstillernes egen skyld, vi lever vel i Danmark, så det sidste er vel naturligt nok. Det er det første desværre osse.

Nu er hifi for os blot en hyggelig interesse, men det er altså ikke akkurat raketvidenskab at optimere et givent rum akustisk også uden astronomiske udgifter til skidegrimme materialer, som sender konen i kosmisk kredsløb af almindelig galskab. Hvis man derimod som udstiller ganske åbenlyst ikke har den aller-ringeste idé om, hvad Fanden man overhovedet laver og hvordan, er det naturligvis en helt anden sag. Ligegyldigt hvor meget man famler sig frem som begynder på et klaver kommer man næppe nogensinde frem til "Für Elise" Som alle med blot den ringeste færdighed ellers kan spille. Det burde ikke være særligt vanskeligt at forstå, at hvis man IKKE selv kan strikke, så burde man nok indhyre én, der kan. Problemet har sjovt nok eksisteret altid helt tilbage fra dengang denne skribent selv gik på udstilling. LIgegyldigt hvor mange gange en lallende amatør forsøger sig frem bliver han ikke professionel som min gamle ven, skovhugger Lars.

Det værste er så næsten, når folk simpelthen er så uvidende, at de ikke engang selv er klare over omfanget af deres totale uvidenhed. Næsten på chimpanse-niveau, hvor disse hyggelige men vanvittigt bomstærke primater jo heller ikke ved, hvor lidt de ved om grundlæggende akustik og hifi-teknik. De er nu undskyldt, det er udstillerne blot ikke, de er bare almindeligt ubehjælpeligt uvidende og det har de forunderligt nok altid været. I vores egen branche er der afregning (det vil sige: Manglende!) ved "Kasse 1" hvis tjenesteydelsen ikke virker, det strammer jo unægteligt noget op på kvaliteten af den gennemsnitlige præstation. Den ikke voldsomt udviklede selvkritik for udstillerne (de bliver jo aldrig bedre, så godt kan det jo ikke være, da!) afspejler sig naturligvis også andre steder. Kort sagt er det ved fornuftig placering i et aldeles vilkårligt akustisk helt UREGULERET rum potentiale for langt bedre lyd end i et optimalt REGULERET rum ved den MINDST optimale placering. Når man så slet ingenting ved er man jo noget ude at svømme. Det er der nu også andre, der er.

For eksempel har vi i et øjebliks pause mellem stablerne af kabler "spottet" en forunderlig anmeldelse på hifi4all. Det drejer sig nemlig om noget, som undertegnede ikke anede eksisterede længere. Produktet er nemlig døbt "C-60", i over 40 år aldeles synonymt med den korteste varietet af det såkaldt CompactCassette-bånd. Hvorfor skulle man dog nu lave en test kassettebånd? Det kunne man nu vist ligeså godt have gjort.

Anderledes i dag, hvor anmeldelsen af "C-60" viser sig at være om en fuldstændigt ligegyldig kinesisk CD-afspiller fra et firma, der kalder sig det ligeledes oprindelige vestlige "T.A.C." Dette var oprindeligt et hæderværdigt engelsk mixer-firma som vist oprindeligt hed "Total Audio Concept", men det var dengang. Nu har jeg ikke gidet læse anmeldelsen, for den er skrevet af en vis Mikkel Gige, hvis bidrag til hifi nok skal sammenlignes med Robert Mugabes positive bidrag til kampen for menneskerettighederne. Han medvirker vist mest til at skabe et "absolut vakuum for ligegyldighed" men det er han til gengæld rigtigt god til. Nu er Gige vistnok ubetalt amatør, amatør er han da bevisligt.

Om han så er fuldstændigt ubetalt er ikke helt så klart. Han må vel have fået andet end en kop kaffe for at teste denne helt igennem ubeskriveligt ligegyldige CD-afspiller, for hvorfor i Himlens navn dog vælge dette apparat til test. Det drejer sig om et nydeligt og sikkert rimeligt velspillende apparat til en bagatel af 28.999,- Vi sprang nemlig direkte til konklusionen, hvor anmelder Gige i sædvanlig højstemt superlativ-stil udnævner den til ny reference-superduperafspiller. Hvordan manden så har fundet på at teste det her helt igennem ganske usædvanligt ligegyldige kinesiske apparat skal vi vist ikke komme for meget ind på. Mandens hjemlige set-up præges ganske vist måske lidt rigeligt af produkter fra samme forretning/importør, men det er nok kun et tilfælde. Ja, det må det være, ellers ville det jo også være noget andet.

Hvor ligegyldigt det her produkt og anmeldelsen er ses vel allerbedst af, at der for allerførste gang er NUL KOMMENTARER til anmeldelsen. Der er angiveligt godt 31.000 "hoveder" derude, som kunne have skrevet et eller andet, men det har blot ingen gjort. Det er tydeligvis ikke kun os, der har bemærket, at der ABSOLUT INTET er at skrive hjem om her i denne latterlige amatørskildring af et fuldstændigt ultimativt ligegyldigt produkt, som henvender sig til et totalt ikke-eksisterende marked. Så ligegyldigt at slet ingen gider sige det. Det er ganske bemærkelsesværdigt selv i en verden, hvor lignende tests udført af andre totale lokale amatører dog normalt tiltrækker et par håndfulde kommentarer fra de nærmeste venner.
Synd for Gige? Næh, ikke særligt. Hvis han ikke selv i processen har bemærket absurditeten i anmeldelsen er det vist mest at sammenligne med den muntre chimpanse deroppe i træet. Den kan jo også uden større sorger klø sig i røven uden toiletpapir, da den jo har pels over det hele til at tørre hænderne i. Når man ikke ved det selv er det jo fuldstændigt ligemeget at være ukritisk med hygiejnen. 
Igen: Hvis der skal laves et professionelt arbejde, så få dog for Helvede fat i de rigtige professionelle. Alt andet er blot lallende amatørisme og så er det ligemeget om der er tale om akustik-regulering, anmelderi eller træ-fældning.

Brutale Bondam

Til den sidste Internationale inden "Den Store Krig" var der er mand til stede, der senere skulle blive særdeles kendt. Det var der naturligvis ingen der vidste, på samme måde som en ukendt, men ellers vist tapper lettere gasforgiftet tysk korporal (han fik da en medalje) også skulle overraske noget mere, end godt var.Den sidstnævnte var barnefødt Hiedler, mens den første hed Benito til fornavn. Til overflod viste den "Store Krig" sig så efterfølgende at blive relegeret til blot at være den såkaldt "1. Verdenskrig" Det sidste kunne man jo naturligvis først efter 2. verdenskrig kalde den af visse oplagte grunde.

Nu var de såkaldte "Internationaler" dengang som efterhånden nok kun uhyre få bekendt verdensomspændende arbejder-kongresser. Det vil sige, det var måske så meget sagt, der var nemlig temmeligt langt mellem arbejderne, næsten ligeså langt som der er mellem de samme i nutidens traditionelle "arbejderpartier" SF og S. Det er altså RIGTIGT langt! For eksempel var den østrigske delegat Victor Adler læge og de britiske "medløbere ægteparret Webb og G. B. Shaw kommer vist heller ikke engang ned i middelklassen.Det nærmeste var vel i virkeligheden de aldeles ryggesløse Rosa Luxembourg og Karl Liebknecht, som jo posthumt skulle blive helte-ikoner. Det er en anden og ikke særligt opbyggelig historie, som vi tager en anden gang.

Nå, Benito hed Mussolini til efternavn og var på denne sidste arbejderkongres næsten hermetisk lukket for rigtige arbejdere en af de få. Tillige var en ildfuld taler og kunne have fået en stor rolle indenfor arbejdsbevægelsen, hvis der altså blot havde været en. Desværre viste alle disse afmægtige internationale kongresser sig ganske som nutidens impotente FN-resolutioner sig blot at være tomme ord, da krigen brød ud. Den proklamerede pacifistiske solidaritet fordampede omgående i august-solens sidste stråler i 1914 og arbejderne, hvis ledere ellers alle havde proklameret universel generalstrejke, pløkkede gladeligt løs på hinanden, så snart de fik chancen. Så meget for datidens tomme ord.

Nå, senere blev selvsamme Benito Mussolini jo kendt som det store fascistiske udyr i Åbenbaringen. Intet tyder vel i virkeligheden på, at han var hverken værre eller bedre end massevis af andre statsmænd i tiden. At alle historie-interesserede burde kunne huske det eneste dokumenterede politisk motiverede mord i Mussolinis diktator-tid (nemlig det på Matteotti) tyder vel på, at han nok som skurk er blevet noget overvurderet. Både Engelbert Dollfuss i Østrig og admiral (!!, jamen det var han, chef for Donau-flåden, ak ja!) Horthy i Ungarn var såmænd meget værre. For slet ikke at tale om Francisco Franco, der henrettede over 100.000 I eftertiden er det dog skiderikken Mussolini, som alle husker, selv om han altså mest var sådan en slags "lomme-diktator"

Det vil sige, det gør de så muligvis ikke længere, vi har da ikke en eneste gang set nogen sammenligne Mussolini med en ellers ganske kendt dansk politiker. Nu skal vi naturligvis passe ikke at at sætte nogen politiske lighedstegn her mellem denne ellers ganske danske populistiske politiker og Mussolini og alligevel er det ganske uundgåeligt. De ligner nemlig hinanden helt vildt i fysiognomi. Benito havde det, man vist kalder en "stærk hage", faktisk så stærk, at han nærmest havde et firkantet ansigt. Andre som undertegnede ville nok moderere det til, at han nærmest lignede den fra tropiske have så kendte "kuffertfisk". Noget pudsig så han ud. Det gør dennne landskendte danske politiker nu også, ja de kunne simpelthen være brødre.

Vi taler naturligvis om den nye københavnske borgmester Klaus Bondam, der udstråler samme joviale brutalitet som salig Mussolini. Forskellen er vist udelukkende, at Mussolini var en berømt og berygtet (afhængigt af køn, vistnok, dette synspunkt) kvindebedårer. Han fik da ihvertfald ganske "gode anmeldelser" af sine amorøse aktiviteter i mange kvinders memoirer og hvem får det? Bondam gør ihvertfald ikke, men nu er visse former for ellers naturlig seksuel praksis jo så vidt vides også af så kort varighed, at de etablerede fysiske bånd er begrænsede. Til gengæld kan de jo så udføre den seksuelle akt så mange gange pr. tidsenhed, at vi andre er grønne af misundelse, men det er vist om muligt mere udenfor emnet.

Bondam ligner jo så Mussolini i mere end en betydning, for som sin forgænger er Bondam et ypperligt eksempel på ekstrem politisk opportunisme. Socialisten Mussolini droppede al sin vistnok oprigtige basis i arbejderbevægelsen og blev fascistisk diktator, da chancen bød sig. Bondam blev godt nok kun borgmester i København i en fantastisk "rævekage-handel" med Dansk Folkeparti. At han i samme omgang totalt smadrede sine politiske rødder i det Radikale er naturligvis fuldstændigt ligegyldigt for denne tydelige politiske begavelse. Bondam er begavet derved, at hans handlemåde vidner om fuldstændig skruppelløshed og udpræget "politisk brutalitet" Hvad der er opportunt for politikeren selv i øjeblikket bliver efterfølgende den nødvendige og eneste politiske sandhed.

Her ligner Bondam simpelthen Mussolini, som også greb den chance, der var. Vi kan så håbe på, at Bondam ikke får flere, men det er ikke helt klart. Den radikale leder Margrethe Vestager har jo da været ude med lykønskninger, selv om en eksklusion af partiet nok ville være den eneste mulighed. Nå, mon ikke den kommer af sig selv i den nærmeste fremtid om ikke andet så fordi "brutale Bondam" jo forlængst er på vej videre som osse Benito allerede var til den sidste Internationale. Om han selv ved det, ved vi ikke, men det er jo osse ligemeget, når VI ved det her på siden. Vi vil nemlig ikke tøve med at fortælle det til hvemsomhelst. 

Nu stemmer vi ikke radikalt her i huset for tiden, og det vil vi osse godt garantere for, at vi ikke kommer til at gøre, så længe Vestager i denne ubegribelige famlen efter Bondams "svine-studehandel" er formand-inde. Nå, men nu ligner den ganske velholdt-kønne men noget mere slidte Vestager jo heller ikke nogen af fortidens skurke og da slet ikke "kuffertfisken" Mussolini. Og altså dermed heldigvis heller ikke Klaus Bondam. At hun så tydeligvis ved sin tøven heller ikke ligner de to andre mænd her er så i virkeligheden værre endnu. Ingen af dem ville nemlig have tøvet det mindste ved brutalt at smide Vestager ud, hvis hun havde lavet mage til svinestreg. Poltisk brutalitet? Ja, men uden den falder man blot som offer for de andre i partiet, som har samme ellers uheldige egenskab i overmål. 
Det vil sige, lige netop i politik er denne egenskab en DYD, ja endda en nødvendighed. Heldigt for brutale Bondam!

Klaustrofobi og menneskelig svigt

Vores lille virksomhed er jo som de fleste sikkert ved rigtig professionel. Ikke i ordets bedste betydning, den vurdering vil og må vi lade vores kunder om. Næh, det er snarere i ordets mere faktuelle betydning, nemlig at vi handler med kunder, der har et rigtigt behov. Som at sælge køkkener til folk, for eksempel, der rigtigt laver mad, fordi de lever AF det fremfor at gøre det til folk, der blot lever FOR det. Det medvirker altsammen til en behagelig (for os da) fornemmelse af "nødvendighed", fordi vores kunder for det allermeste har et uhyre reelt behov. Det gør vores aktiviteter her i firmaet ganske meningsfulde synes vi selv.

Hvorfor denne ret basalt temmeligt banale indledning i dag? Jo, fordi vi netop i dag har måttet krybe til korset og aflyse et ellers forlængst aftalt arrangement og det er temmeligt flovt. Flovt fordi de folk, der havde meldt deres ankomst er ganske overordentligt flinke og vist endda havde øl med. Det er således en alt andet en banal beslutning at aflyse, men til gengæld så meget mere nødvendig. Fordi fortidens synder lige pludseligt bliver mere end påtrængende. Dengang man faktisk lavede seriøse hifi-demonstrationer, dengang for mange, mange år siden. Fordi man simpelthen syntes, det var sjovt. Det viser sig efterhånden at være ALT, ALT for mange år siden. Ja, måske det hele osse dengang var løgn.

Der er heldigvis en lille formildende omstændighed ved vores svigt i dag, som dog nok ikke finder nogen synderlig forståelse hos dem, vi åbenlyst har svigtet. Der er nemlig tale om professionelle indenfor den absolut mere etablerede del af faghandlen, ikke hr. Hvemsomhelst. Det er selvfølgelig skidt, men mest godt hvis man nu altså absolut skal svigte. Det helt fundamentale problem ved at demonstrere såkaldt "tung hifi" for nogensomhelst er jo altid, at de naturligvis allerede har noget i forvejen, som de for det meste er ganske tilfredse med. Ikke nødvendigvis fordi det lyder særligt godt, men simpelthen fordi man(d) nu altså selv har købt det. Det sidste er det vigtigste af alt og er hele branchens omdrejningspunkt. 

Det er så der vores akutte panik sætter ind, for hvad i Himlens navn er det egentligt kunden vil? I det her tilfælde kan vi vist godt afsløre, at det drejer sig om at sammenligne dyre højttalere for måske så at vælge vores. Og så falder vores kæde vist bare af for hvad er det lige vi kan tilbyde? Jo, noget, der med garanti lyder HELT ANDERLEDES end det, kunden har i forvejen som højttalere jo altid gør. Til overflod lyder de så totalt anderledes i alle rum og det uden nogen undtagelse. Jo mere udæmpet et rum er som praktisk talt alle normale beboelsesrum, jo mere radikalt forskelligt spiller tingene. Selv i et lyddødt rum er der forskel, blot mange gange mindre men forskellene er ubegribeligt store stadigvæk. At være så ubegribeligt indbildsk som en udstiller på an nyligt afholdt udstilling i København var, er vi nemlig ikke. Han mente sig nemlig i stand til at gøre lyden perfekt i ethvert rum, det gør vi så ikke. Overhovedet ikke, endda!

Det er så det, som vi desværre kun kan tilbyde, nemlig absolut ingenting. Det værste er altid, når man som prædikant selv kommer i tvivl om sit eget budskab. Nå, nu er vi til alt held ikke professionelle "hifi-prædikanter", men det var alligevel en overraskelse for os selv så sent at opdage, at tanken om at forsøge at "omvende" folk med et allerede sikkert ganske velspillende system (vi har nu aldrig hørt det, men det er helt vildt skide-dyrt så det spiller vel fint nok) til vores eget simpelthen var så forbundet med akut-kvalme. Tanken om den sorte dag for næsten utallige år siden, hvor selveste den eksilerede hifi-guru Kurt von Komik var på (heldigvis uhyre kortvarigt) besøg bliver presserende i maven næsten som om man havde spist et stykke af grundstoffet natrium. Det udskiller jo som bekendt i vandig opløsning den eksplosivt brændbare gas brint ( øh det er vist en lidt alternativ kemisk forklaring, det "hydrolyserer" vist blot)og så den ikke mindre sprængfarlige natriumhydroxyd. Det burde give en grafisk beskrivelse at vores dilemma her.

Vi må vist bare erkende, at vi aldrig nogensinde kan vende tilbage til den tid, der måske i virkeligheden heller aldrig nogensinde var. Nemlig dengang folk hyggeligt uden synderlige bagtanker besøgte hinanden og så købte man det, som man syntes bedt om. Det beholdt man så efterfølgende i mange, mange år. Som vi selv har gjort i erkendelse af, at et valg baseret på mindre eller især mere indbildte forskelle ingen mening giver. Hvis man ud fra et kvalitativt glimrende udgangspunkt ønsker sig noget afgørende bedre, er det jo i virkeligheden ren psykologi, ikke teknik. Og når der ikke er tale om nogetsomhelst ægte behov, blot midlertidige og nødvendigvis kunstige præferencer, så har vi jo naturligvis ingen berettigelse. Erkendelsen er kommet sent, men det er nu sådan vi ser virkeligheden.

Det betyder naturligvis altsammen ikke, at vi ikke osse i fremtiden vil forsøge at "tæppebombe" vores aldeles sagesløse kunder med auditive sanseindtryk. P. t. er denne forfatters absolutte favorit et sæt køleskabsstore JBL 4320, som fruen siger spiller aldeles rædselsfuldt. Det gør de også og det ville være et mareridt udelukkende at have disse klassiske højttalere, som hvæser på en ganske fæl måde. For det meste altså, lige indtil det enkelte "guldkorn" så dukker op, hvor de spiller bedre end ALT ANDET i hele verden. Også langt bedre end alt vores megadyre og endnu større ATC-isenkram og Tannoy/Lockwood Monitor Gold og Quad ESL 63 og Altec-Lansing og hvad vi ellers har stillet op her i huset. Hvad er så bedst+
Ja, det uoverstigelige og ganske uløselige problem er så, at det aner jeg simpelthen ikke. Udover at det jo både er den nødvendige og tilstrækkelige årsag til, at vi aldrig nogensinde fra 1990 og frem har solgt hifi. I dag er så dagen hvor man noget sent er kommet i tanke om det. Nemlig at hvis der ikke er tale om noget reelt behov for en ting, så skal vi da bare videre i en Helvedes fart. Nemlig derhen, hvor der er!

Vi beklager!

...nødudgaven i dag, som skyldes overdrevent "syvsoveri" i vores lille familie. Herligt når ungen er på efterskole, knapt så herligt når 2 store hunde med nogen ret og ved hjælp af noget våde snuder gennemtrumfer deres (set med våde hundeøjne) ganske berettigede krav om en tur ud i storm-regnen.
Nå, vi må se om vi kan finde tid i dagens løb til at skrive lidt om et mirakel, som vi har fået øje på.

Det drejer sig naturligvis om det mirakel, der vist skal til, for at luftfatsselskabel Cimber-Sterling kan beholde luften under vingerne. Det er ganske enkelt et af den seneste finanskrises mest bemærkelsesværdige historier. En ting er at lade sig forføre af (uvist hvordan og ikke mindst hvorfor) konstant stigense priser på ejendomme og håbløst drevne virksomheder. Det spil har alle jo allerede længe været med i.

Noget helt, helt andet er det at skulle investere rigtige sobre pengesedler i store bundter i en virksomhed, som styrtdykker i værdi og samtidigt eksploderer i kortsigtet gæld. Det ville ikke engang være det værste, men den langsigtede gældsætning i Cimber Sterling har det nu næppe spor bedre. Den snakker de blot ikke om, måske fordi "længere sigt" i et selskab som det her ligeså godt kunne ligge 10.000 år ude i fremtiden som 3 måneder. En fremtid, som den danske store komiker Dirch Passer jo vistnok i sin tandlæge-sketch bemærkede sikkert slet ikke kom.

Nu var begrebet "sterling" jo engang et reelt kvalitetsmærke og danner vist stadigvæk en eller anden renheds-standard inderfor sølv-væsenet. Dengang den så kendte præst i landsbyen Tjæreborg ved Esbjerg Eilif Krogager grundlagde Sterling Airways var det vel osse et både veldrevet og ganske profitabelt foretagende. Om præsten så ligefrem byggede til på præstegården derne og -ovre ved vi ikke, kun at han da havde haft rigeligt råd. Da der senere kom islandske penge i Sterling gik det som bekendt noget anderledes, og dengang koketterede denne ydmyge side med komikken i at give gavekort til Sterling som den ultimative dårskab. Godt 14 dage senere gik selskabet som bekendt konkurs, helt forkert var vi vel ikke på den.

Senere viste det sig måske ikke ganske overraskende, at de fly, der i forskellige lufthavne forsøgte at tanke op med den gamle Sterling-bemaling på stadigvæk, ikke kunne få kredit. Selskaberne havde jo brændt nallerne én gang og det var åbenbart nok. Dengang, som blot er et pat måneder siden, forklarede det nye videreførende selskab Cimber-Sterling (der jo altså var fremkommet da Cimber overtog konkursboet Sterling), at det blot var fordi man ikke havde haft tid til at male flyene om.

Efterfølgende har det så vist sig, at situationen i virkeligheden var en ganske anden.Man havde nemlig nok i virkeligheden ikke haft råd til at male flyene om og den boycot fra olieselskaberne, som der tydeligvis havde været, skyldtes overhovedet ikke uvidenhed eller andre forvekslinger. Nej, det var i bagklogskabens klare lys allerede dengang helt tydeligt, at den gjaldt Cimber-Sterling. Som ikke havde en rød reje at betale flybrændstoffet med.

Og så kommer vi til den gode historie. Cimber-Sterling går nemlig i disse dage på børsen for at rejse forhåbentligt for dem omkring 450 mill. kr. Til hvad kunne man spørge og det normale svar ville jo være udvikling, udvikling og mere udvikling. Af markeder og produkter, distribution, salg produktion eller andet produktivt. HSådan er det blot ikke her. Der findes nemlig en kedelig revisor-påtegning på dette bemærkelsesværdige børs-prospekt. Den siger uhyre kortfattet, at selskabet har en kortsigtet (i det her tilfælde betyder det en forlængst forfaldet gæld, se DET er kortfattet gæld!) på over 100 mill., mens der er forhandlet om den mere langsigtede gæld (som vistnok ligger i størrelsesordenen 50 mill.) Denne gæld forfalder til gengæld først i DECEMBER. Jamen hu-hej, er det da ikke allerede næsten jul og dermed december lige om lidt? For at det så yderligere ikke skal være løgn, har Cimber-Sterling så i sit billetsystem akkumuleret forudbetalinger af billetter for omkring 100 mill. kr, fordi man har afkrævet kunderne betaling allerede ved bestilling af billetten.

Man behøver ikke være nogen synderlig børsekspert for at regne alle disse poster sammen og til at kunne se et uhyre presserende problem. Nemlig hvorfor i alverden nogensomhelst dog skulle bruge så meget som en bøjet 5-øre for at investere i et firma, der som kommende konkursbo ville kunne købes for mindre end overhovedet ingenting.

Cimber-Sterling har ved optimal dårlig timing af fusionen og uden den nødvendige kapital spillet sig hen i et håbløst hjørne, hvorfra der ingen videre muligheder er for finansiering. Når det mulige provenu for en børs-introduktion allerede er dømt til at styrte ned i et stort sort hul skal man jo være mere end almindeligt eventyrlysten for at investere og da især i lyset af, at selskabet samtidigt opererer med branchens allerlaveste såkaldte "ratio" af solgte sæder. >Med for dem blot sølle 70 % solgte sæder pr. fly er de endnu dårligere end SAS og helt ubeskriveligt katastrofalt meget dårligere end alle andre lavprisselskaber, som de konkurrerer med. Som netop konkurrerer på lige netop denne parameter ud fra den simple devise"Fyld flyene HELT op eller forsvind"

Nå, vi får se hvordan det går. Ingen journalister undrede sig dengang over, at fly påmalet det gamle Sterling-logo ikke kunne få fyldt brændstof på. Det kunne jo teoretisk have været personalets uvidenhed derude ved hanerne, men det var det ikke. Heller ikke fly med blot "Cimber" malet på kunne få højoktan i tanken. Nå, det hørte vi sjovt nok ingenting om.
Nå, vi får se hvor mange af de forudbetalende, der kommer ud at rejse denne gang. Vores forsigtige gæt herfra er: Ikke dem allesammen, vores mere sandsynlige gæt vil nok være:Ikke ret mange.
Nu kan man naturligvis sige, at blot en ikke-begrundet mistro til et stort selskab og dets mulige overlevelse kan få selskabet til at kollapse. Det er nu blot ikke det, der er sagen her. Hert aler vi mest om et bevisligt ikke-levedygtigt selskab på det sværeste af alle markeder i øjeblikket, nemlig luftfarten, som vist blot "polstrer" sig med kundernes lånte penge. 
Og altså muligvis også med de kommende aktionærers, hvis der altså er nogen derude, der er rigtigt meget risikovillige. Eller rettere, risikovillig er vel i virkeligheden ikke det helt rigtige ord. Når noget er "tilstrækkeligt risikabelt" bliver det jo på forunderlig vis "ganske sikkert" igen...Et fuldendt fiasko-børsprospekt som vi ser det. Man kunne ligeså godt sælge aktier til det fra historien så kendte allerførste forlængst forgangne og krakkede "South Seas"-projekt. Det havde da den ellers relativt sunde fundering, at man bare lige skulle opdage et nyt kontinent syd for Sydamerika først. Det gjorde man som det vil være enkelte bekendt så desværre ikke.

Hvad skal det nytte?

Nu er det vel næppe muligt ligefrem at patent-beskytte ordlyden i dagens overskrift. Derfor er det vel i virkeligheden endnu mere paradoksalt, at denne sproglige almindelighed altid tilskrives en enkelt person, nemlig den gamle Venstre-politiker Viggo Hørup. Det vilk sige, dengang for længe siden var Hørup ikke så forfærdelig gammel, det var nemlig i 1883 og da slet ikke så gammel, som han senere skulle blive. Til al overflod blev han så slet ikke ret gammel, så meget for de såkaldt "lange linier" i historien, hvor "gammell" vist for det meste betyder "for længe siden" Som kong Gorm måske, ham var der vist heller ingen ung udgave af, han må vel så være født gammel. Som bokseren Jørgen "Gamle" Hansen, som vel også må være blevet drillet i skolen. Gammel og så alligevel med såkaldt "glaskæbe", skidt for en kommende bokse-europamester.

Inden vi nu fuldstændigt kører af sporet (nå, det gjorde vi nu vist alligevel), så skal vi dag lige "runde op" på et par tidligere historier her. Sommetider nytter vores skriverier åbenbart bare en lillebitte smule. For eksempel har det ugentlige rejsetillæg Explorer i JP skrottet den ellers i lang tid anvendte karakterskala "3 gode/ 3 dårlige ting" ved rejsemålet. Om andre end os har kunnet se det ur-komiske i det oprindeligt og ihærdigt bibeholdte kritiske "koncept" ved vi ikke, men vi ved da, at vores store nabo derude på bakken kikker med her til tider.

Vi har endda et par andre ganske vist kun gedulgt anerkendte "skalpe i bæltet" derudefra, hvor totalt hjernedøde virksomhedsportrættører og sjove statistikker har måttet lade livet. Når man ser tilbage på virket på denne side, er det vel i kosmisk perspektiv ikke meget, men dog noget.

Nå, her i sidste omgang er der så blevet "ryddet lidt op" i rejsesektionen. En eller anden behjertet sjæl må vel have tænkt lidt over, at hvis man konstant skal se enhver rejse for og imod som en såkaldt "dichotomi", hvor alt skal opdeles i lige store dele "for" og "imod", så er der jo ret beset overhovedet INGEN GRUND til at rejse nogen steder. Når al rejseaktivitet alligevel er et såkaldt "nulsums-spil", så bliver det altsammen ganske absurd.

En anden lille og heller ikke anerkendt sejr er vores tidligere felttog her mod indlysende ulovlige ungdomsfester. Her er der sket den glædelige og i virkeligheden en smule overraskende udvikling, at den næste fest bliver en ganske almindelig fest med ganske traditionel forældrekontrol. Ja, selv forsamlingshuset bliver vist endda af en helt anderledes klasse. De første par fester blev ellers afholdt på steder, hvor det gamle orkester "Blues Brothers" kunne have spillet temaet fra TV-cowboyserien "Rawhide" De, der har set den ellers noget jævne film vil garanteret huske denne herlige scene, hvor orkestret spiller bag et jerngitter for at beskytte mod flaskekast.

Problemet er ganske reelt, for publikum smider flasker hele tiden, ikke blot når de er utilfredse. Nej, hyppigheden af flaskekast tiltager eksponentielt når de bliver begejstrede, et rigtigt fedt "stunt" faktisk. Til gengæld kan det være, at denne fest måske bliver lidt "tyndere" besøgt, i virkeligheden lidt trist, men nok egentligt en ganske naturlig konsekvens af, at 3 fester på knapt 4 måneder langt væk er en smule i overkanten. Kvotaen af akkumuleret "festabe-lighed" er måske så småt ved at være udtømt. Indtil næste gang.
Til sidst skal vi også lidt i smug glæde os over, at den geniale engelske elektronikdesigner Tim de Paravicini og hans EAR.produkter har succes i det danske i tiden. Selv har vi jo kun "rodet" lidt med firmaets professionelle produkter men har da ellers i rigtigt mange år spillet på EAR herhjemme i privaten.
Om det så er fordi Tims nye produkter er bedre end hans gamle aner vi ingenting om. Det er de nu nok næppe, Tim er trods alt en gammel men stadigvæk ganske fyrig mand med et udseende, der efterhånden glimrende illuderer professor-kollegaen med det viltre hår i den futuristiske DeLorean-mågevingebil i filmen "Back to the Future" Det er nu også længe godt nok. 
Her i huset har vi fornyligt ganske privat testet et af hans nyere produkter, nemlig den til vist godt og vel 50.000,- prissatte klasse A-effektforstærker mod hans ældre frembringelser. Hvad var så bedst? Tjah, lad mig sige det på den måde: Vi har tilfældigvis ganske privat en lettere brugt EAR 861 super-skulpturel effektforstærker til salg for 19.500,-, som er helt fantastisk fremragende. Det siger jo faktisk en hel del om, hvor fremragende en designer Tim de Paravicini var. Og er naturligvis.
Nytter det så noget at blive ved? Mjah, hvis man skal se på vores egen "track record", så hjælper det da lidt og verden uden folk som Tim de Paravicini er en fattigere verden.
Iøvrigt nyttede Hørups snak dengang i 1883 ingenting overhovedet. I disse valgtider med tomme valgløfter en masse ville Hørup været faldet fuldstændigt naturligt ind. Talen var nemlig slet ikke rettet mod Estrup og den siddende lettere autokratisk/diktatoriske Højre-regering, der jo ellers burde være den naturlige fjende. Næh, talen var såmænd mest rettet mod andre fraktioner indenfor Hørups eget parti Venstre og drejede sig i væsentlighed om den fortsatte udbygning af Københavns befæstning. Sammen med den senere udbygning af sømilitære forter omkring samme ganske uforsvarlige by må det tendere en af de mest stupide militære og politiske beslutningsprocesser nogensinde og ialtfald den dummestesiden trojanerne trak træhesten ind bag bymurene. At senere tider så har ment at se større symboler med hensyn til generel af-militarisering i Hørups tale her gør det ikke rigtigere, han var blot en proto-moderne politiker.
1883 var vist mest bemærkelsesværdigt ved at Karl Marx døde mæt af dage og stenrig i London (kollegaen Engels var nemlig en særdeles dygtig ejendomsspekulant) og blev begravet på Highgate kirkegården. Det var ganske æt ved fodboldklubben Arsenals hjemmebane af samme navn men hvad skal dog sådan en ligegyldig oplysning nytte?
Godt spørgsmål!

Hvor var du den 11. september 2001?

I min egen barndom var samtidens absolut mest epokegørende nyhed underligt nok attentatet i Dallas på præsident Jack Kennedy i 1963. Det var vel i eftertidens klarsyn lidt underligt, da Kennedys efterfølger Johnson jo nok i virkeligheden var en noget bedre præsident. Ganske vist med de samme krigeriske fejl som Kennedy havde demonstreret tidligere i den forkludrede såkaldte "Svinebugt-aktion" men ellers var han fin nok, en af de allerbedste. Det er iøvrigt sprogligt interessant, at man altid kalder mange af de her kuriøse stednavne for "såkaldte" og det både på engelsk og dansk. Der er jo faktisk ikke meget at diskutere ellers, stedet hedder nemlig til al overflod Svinebugten.

Tilbage til det mindeværdige mord, som jo altså var af noget begrænset betydning for denne lidt flan-ørede store dreng på sølle 7 år. Ikke overraskende husker jeg Apollo-månelandingen i sommeren 1969 meget bedre, men det er så overraskende nok ikke blevet nogen mindeværdig dag. Den amerikanske flag blafrede jo ellers så ganske uforklarligt lige der midt i "Stilhedens Hav" eller hvor det nu var, måske den såkaldte "solvind" var særlig stærk den dag. Igen, det HEDDER Stilhedens Hav og det eneste der vist kunne bevæge flaget VAR solvinden, som jo iøvrigt ikke er en vind, blot en elektronstrøm. Mærkeligt altsammen og alligevel mindes man . Det var vist fordi jordbærrene var særligt særligt søde den sommer og jo, det var lige midt i sæsonen. Mums!

Helt anderledes med den 11. september 2001, som er anderledes nem at huske for begyndende senil-demente mænd som undertegnede (godt nok kun i den meget begyndende fase, hvor fortiden efterhånden antager et mere og mere rosenrødt skær, mens fremtiden ser noget anderledes grå-tonet ud, hvad kalder man egentligt det?) Netop samme eftermiddag var jeg landet i London Heathrow for at gå på den årlige store hifi-udstilling Penta og så på en lokal pub tvillingetårnene styrte sammen. Som om det så ikke var nok, så styrtede resten af min verden sammen den næste dag. Ude på udstillingen, som naturligvis ikke blev påvirket formelt af katastrofen i USA, alle deltagerne var jo forlængst kommet, var der nemlig katastrofestemning nok. Mange var naturligvis bekymrede om de kunne komme hjem igen, undertegnede ikke helt undtaget. 

En hel del værre, og det vil sige RIGTIGT SLEMT, var det til gengæld, at der ingen mennesker var på udstillingen. Det vil sige, udstillere var der stadigvæk masser af, men det pæne og købedygtige publikum var forsvundet. De, der var tilbage, kunne enhver professionel se udelukkende var spild af tid og når man først mister troen, går det som mandlige porno-stjerner: Så er det endegyldigt slut. Ikke bare lige denne gang, permanent! . Det blev en meget trist udstilling, som også blev den allersidste af en ellers næsten endeløs række helt tilbage fra dengang, branchens vel nok allerstørste entertainer, Cyril Rex-Hassan stod som arrangør. Når man ser tilbage er det underligt, at disse store shows allerede døde længe, længe inden finanskrisen ja endnu inden den seneste næste årti-lange om rasende dans om den låne-finansierede guldkalv overhovedet rigtigt var startet. Nå, det blev den sidste "rigtige" udstilling jeg deltog i hvor alle producenterne selv endnu var til stede denne allersidste gang. 

Efter det gik verden jo som bekendt ganske " af lave", i starten ganske vist på absolut første klasse. Senere gik der jo lidt mere "Ryanair" i det og det er så der, vi er i dag, men det er en helt anden sag. Dengang den 12. september 2001 mødte jeg for sidste gang den engelske hifi-anmelderguru Martin Colloms, som jeg allerede dengang ikke kunne fordrage. Det var simpelthen så ganske over-tydeligt, at denne ellers ganske uddannede mand måske ikke var den allermest ubestikkelige anmelder. Faktisk var der et så nedslående mønster i alle hans anmeldelser dengang, at man næsten fik lyst til at gå hen og spænde ben for denne lille lettere "grise-lignende" lille mand og hans ganske bestemt ikke meget pænere kone. En af den slags kvinder, som det simpelthen er umuligt at nogen udenfor livstidsgangen i isolation på den gamle fængselsø Alcatraz skulle kunne finde attråværdig selv i den spædeste pubertet. Adr! Nå, måske min opfattelse af Colloms har smittet af, det kan vist ikke udelukkes.

Nu sagde jeg godt nok, at jeg mødte Colloms for sidste gang, men det betyder så ikke, at han er styrtet sammen som tårnene i World Trade Center dengang. Faktisk er han stadigvæk aktiv på et eller andet hifi-magasin, som jeg godt nok aldrig har hørt om. Det er måske fordi jeg ikke kikker så meget mere. Nå, det skulle jeg måske til, for Martin Colloms laver på det udmærkede og uhyre underholdende engelske hifi-forum Pinkfishmedia en såkaldt "omvendt Ole Sohn" Dennne ikke vanvittigt troværdige Vendekåbe-politiker har jo nemlæig OVERHOVEDET IKKE "soh´net" nogetsomhelst. 
Helt anderledes med Colloms, der bidrager med et forbilledligt klart indlæg. Det er mest forbilledligt, fordi der overhovedet ingenting er at misforstå. Al den for branchen og ikke mindst hobbyen, hvor vi jo selv står, fuldstændigt dødbringende fokus på, at "alt har betydning ligegyldigt hvad" og at alting drejer sig om "Synergi" og andet pis og papir, får lige et "skud" af "denne omvendte synder" Colloms:
A few observations.................

a short cable was found to sound better than a longer cable of the same type.........

After investigation the cause was established as the short cable hanging in air while the longer cable rested in part on the sound stand shelf.

Arranging the long cable with a loose tie to match the mechanical conditions made them virtually indistinguishable.

Speaker cables which were sometimes found to sound different, did not when the same type and quality of termination was applied. 

Some cables have a performance diluted by adaptable terminations where a threaded part allows spade or 4m connections to be fitted. This version does not sound as good as the previous, raw, crimped-on terminations. 

Carbon cables can vary in sound according to length. Nothing exotic here, but where there are ground currents say between pre and power the longer significant resistance cable allows more ground current noise to be added to the signal input degrading clarity and hum levels. This may be at the subliminal level.

Connector tightness matters as anyone can verify with locking contact type cables , by adjusting the grip in steps form from the average, non-locking type 'loose-fit' to tight.

The issue for small differences is not to care much about the outcome, simply observe the differences if present and only later view them unfavourably or favourably .

If you get too emotional cable differences may appear large but in practice they are orders of magnitude less that pre and power amplifiers, never mind speakers.

The wonder of it is that you can hear these small differences in the presence of larger errors in the overall chain and the local system

Martin Colloms

Dermed ophører 99% af al den infame tidsspilde mht kabler, der i dette årti har drevet al fornuft ud af vores branche. Måske der ligefrem endnu er tid til at genopleve de herlige ture til London. Man kan tvivle, men man kan jo altid håbe.
Alligevel godt gået, Martin! Det var vist godt jeg ikke spændte ben alligevel dengang den 12. september 2001. Så mangler vi bare lige Ole Sohn!

"When the Music´s Over"

For tiden genoplever vi her i vores værkstedskælder det gamle kult-orkester The Doors med den stilskabende keyboardvirtuos Ray Manzarek. Nu er det jo svært at afgøre, om han virkeligt var virtuos, det elektriske instrument var jo endnu i sin vordende barndom, men han var da ihvertfald tidens bedste bud på den største "betvinger" af sit Farfisa-orgel. Ihvertfald indenfor kategorien "Spil som en Manzarek" Dét kunne han som næppe nogen anden. Her i huset har vi opstillet noget så usædvanligt som et RIGTIGT MUSIKANLÆG lige dér, hvor vi ofte opholder os. Nemlig lige her, foran tastaturet. 

Det kræver ganske vist, at jeg lige drejer rundt på kontorstolen. Lige der i en meters afstand står der en veritabel "lydmur" og troner truende i 1.80 m´s højde. Ovenpå¨et sæt Lockwood Major-højttalere direkte fra de gamle Abbey Road-studier står der omhyggeligt "tiltet" et sæt JBL 4320. Med en følsomhed på under 1 watt/96 dB i netop 1 m. taler vi om muligheder for ikke helt små lydtryk. Ikke mindst fordi vi har "på-monreret" en Crown Reference I forstærker på 780 watt.

Det er faktisk endnu ikke lykkedes at få dette apparat til at blinke i minus 20 dB-dioden men forsøgene herpå har da sin egen øredøvende charme. Højt og grimt? Højt er det ihvertfald, grimt er det kun delvist. Fedt er det til gengæld hele tiden, rigtigt fedt. Lidt fascinerende er det vel også.

Det dér med fascination har vi jo mange gange været inde på tidligere. Ja faktisk ligger der på vores DetBatter-side et tudsegammelt uge-emne om netop det, nemlig no. 72 "De livslange interesser og deres fjender". 

Teksten er desværre siden ikke blevet mindre aktuel. Fjendernes antal er kun steget i takt med, at den "politiske korrekthed" er kommet ind i hifi-interessen og yderligere som termittter underminerer den. Fjenden findes udelukkende på nettet og hedder "pseudo-kommunikation", tidrøveren, der stjæler alt fra én, mens man bare sidder og glor ind i en skærm. Og chatter om det ligegyldige isenkram, som man burde høre på, musik selvfølgelig, man er jo entusiast. Tydeligvis blot ikke musik-entusiast. Nå, nu er man jo heldigvis mand og kan naturligvis sagtens bilde sig ind, at der er en mening bag al snakken. Det er der blot ikke.

Der findes helt sikkert stadigvæk mennesker derude, som lytter til musik. Ikke mange og ikke nær så mange, som har gjort det tidligere, men de findes. Hvor vides ikke, ihvertfald ikke i særlig grad på nettet. Hvis de sad der hørte de jo ikke musik, så det er vel i virkeligheden en overflødig information. Statistikken på de danske hifi-fora taler deres triste sprog. Bidragydere "blomstrer" (måske et lovligt fornemt udtryk for denne basalt lettere onani-lignende virksomhed) som veritable kosmiske supernovaer, eksploderer og forsvinder igen. Der er simpelthen så svine-få mennesker på disse fora, som har været med aktivt i mere end et år eller 2 og de flittigste er forlængst væk og udskiftningen accelererer blot yderligere. Ingen initiativer fører nogen nogensteder hen, og en kommende klubaktivitet "sander" allerede længe inden det første møde til i en 16 siders lang "sang" om den chili-gryde, man skal æde til det første forlængst mytiske møde. Mere symptomatisk bliver tragikken ikke. Det ligner kun alt for meget den allerede længe før sin start forlængst stendøde Århus Hifi Klub.

Hvilken nytte gør vores "jeremiade-skriverier" her på siden om dette forlængst afdøde fænomen, som interessen for både musik-fordybelse og hifi er. Ingenting, selvfølgelig. Vi kan naturligvis ikke sparke liv i en gammel afdød krikke, som forlængst burde været blevet kørt på limfabrikken. Ligeså lidt som de sidste mohikanere derude på nettet som Ruben og de andre kan få held til at "redde stumperne" ved høflighed og politisk korrekthed. 

Der findes intet effektivt forebyggende middel mod at "net-onanere" sin interesse ihjel. Som kontrollerede forsøg med rotter for mange år siden beviste, vil rotter stillet overfor valg mellem mad og seksuel tilfredsstillelse til enhver tid vælge det sidste indtil de død af sult. Helt så galt går det vel sjældent derude bag tastaturerne, den personlige hygiejne er vel det første, der "ryger" (hifi-messerne taler deres tydelige lugt-sprog her) mens man chatter løs om sin hifi og sin interesse for den musik, som man naturligvis ikke lytter til. Det har man hverken tid til eller mulighed for.

Nå, på et tidspunkt stopper både musikken og festen så. På et eller andet tidspunkt går det op for næsten alle, at Diana Krall og Kari Bremnes og alle de andre ligegyldigheder, som sælges for tiden til tidens hifi-entusiaster, i virkeligheden er kedeligere end at høre genudsendelser med Raquel Rastenni på Giro 413. Prøv lige at sig højt for dig selv, du glade hifientusiast derude, at den seneste plade fra iøvrigt udmærkede Amfora Musik du købte, da var "for musikkens skyld" Det lyder lidt hult, ikke sandt?

Tilbage til overskriften, som samtidigt er vores epilog for ugens lettere "hifi-inficerede" tematik denne gang. Vi vil læne os tilbage, rotere stolen 180 grader og så lytte til lidt rigtig musik. Så højt, at det garanteret lyder grimt. Det gør australske "Magic Dirt" osse i forvejen..Hvilke forhåbninger andre må have derude på nettet om en bedre og mere rosenrød fremtid for hifi og musik ved som ejendomsmæglere i tiden at forsøge at "snakke tingene i gang" uden substans, ja hvad rager det egentligt os?
Det samme som det rager de fleste andre, desværre. Ingenting! Musikken er vist ikke det eneste, der er i terminal krise derude.

"..ikke lige dagens måde at kommunikere på."

Nu var denne skribent i sin universitets-studerende ungdom helt givet ganske ulideligt klog, ja faktisk i virkeligheden en hel del værre end i dag. Det skal der iøvrigt en hel del til, vil mange sikkert udbryde i kobbel-kor eller hav det nu lige hedder. Ungdommen er jo forlenet med en absolut tyrker-tro (kan man egentligt sige det for Europa-domstolen længere?) på egne evner og tilsvarende suveræne dømmekraft. I bagklogskabens ulidelige klarsyn er det en passage i livet, som jeg bestemt ikke savner længere. Egentligt underligt, at jeg stadigvæk har venner helt tilbage fra dengang, de må eddermaeme have været tålmodige. Det var de iøvrigt også. Som ung ved man naturligvis alting på samme måde som politikere, som heller aldrig nogensinde vil indrømme, at der er noget, de absolut ingenting aner om.

Det underlige er bare, at når jeg tænker tilbage, så synes jeg så ganske bestemt at min ulidelige alvidenhed var baseret på KRITISK SANS. Godt nok næsten udelukkende overfor alle andre og da ikke mindst datidens autoriteter, men kritik var det dog. Således kan jeg simpelthen aldrig nogensinde mindes, at jeg i nogen af datidens fyrige og farverige diskussioner (indenfor farvespektret "rødt" ganske vist, men alligevel) trak "trumfkortet" , nemlig at jeg på en eller anden måde skulle have ret, fordi jeg havde en formel uddannelse. Det kunne jeg måske have gjort.

Nu fik jeg som vist tidligere engang nævnt min cand. mag.-grad i en forrygende fart, men det blev jeg nu ikke klogere af, ikke spor endda. Nu var udgangspunktet naturligvis heller ikke det bedste, forrygende kvik som jeg var længe før jeg startede. Perfektion forbedres jo sjældent særligt meget og det skete da heller ikke her. 
Og hvorfor så al denne snak i dag? Jo, simpelthen fordi vi, sikkert ganske ufrivilligt, er blevet mindet om egen ungdoms fortræffelighed. Nemlig af den nuværende ungdoms åbenbart knapt så udviklede kritiske sans eller sund sans iøvrigt. Herligt, faktisk, minderne altså. Og pigerne med hår under armene og alting.

Tilbage til den ufrivillige hæder. Vi har nemlig "sakset" dagens overskrift fra en vis hr. Jesper Olsen, der er intet mindre (og da slet ikke mere) end "kommunikationsstuderende" Han er helt tydeligt ligeså klog som ung som jeg selv var men alligevel på en radikalt anderledes måde. Han gør nemlig det, som overordnede i militæret altid har gjort: Han "He pulls rank", hvad det så hedder på dansk. 

Med rod i sin universitære faglighed diskvalificerer han nemlig den kommunikationsform, som vi ind imellem benytter på denne side. Se, selve synspunktet er helt legitimt, det er begrundelsen blot ikke. Den er nemlig fuldstændigt grinagtig og det ligger faktisk allerede i citatet selv. Det gør det i virkeligheden kun endnu mere tåkrummende komisk. 

For hvad i alverden skal man dog med en nyudklækket studerende, som udelukkende behersker DAGENS MÅDE at kommunikere på? Som jo allerede ved studiets afslutning helt sikkert vil være "gårsdagens måde" Hvis man ikke som ung og søgende er opmærksom på, at der naturligvis er FLERE MÅDER at kommunikere på, så bør man måske bare holde op i en Helvedes fart. Alternativt kan man jo vælge at affinde sig med, at ens viden er sammenlignelig med tidligere teologer, som blot udenad lærte alle salmeversene.
Vi har selv valgt at døbe de samlede værker nedenunder som "Tidens Tekster". Fordi tiderne skifter og sandhederne med. Men altså ikke nødvendigvis de studerendes tankesæt. Meget trist og så især når man endda erkender det. Sagde denne gamle lommefilosof, som vor ven Jesper med sikkert god ret kalder "ulidelig" Men sjovt nok fordi vi kommunikerer alternativt. Se, det er virkelig "alternativ dannelse", ikke at kunne se det altså. I gamle dage hed sådan noget vist bare ukritisk dumhed.

Og så stopper det slet ikke her. Jesper påtaler nemlig også med den største autoritet "ex cathedra", at vores skriverier her "..ikke er den bedste måde at tjene penge på" At være kommunikationsstuderende er åbenbart et fag med vid faglighed, for hvad Fanden ved du lige om det? Ingenting er vel at runde noget op. Udover det for de fleste forhåbentligt indlysende faktum, at vi slet ingen kommercielle bagtanker har med de her skriverier. Overhovedet, fat det dog!
Vi vil naturligvis også fremover skrive det, som andre ikke skriver. Om det så er fordi kommercialisme eller fremragende faglighed står i vejen eller det bare er almindelig mangel på sund kritisk sans er ligemeget. Var jeg virkelig selv ligeså dum dengang jeg selv gik på universitetet?
Sikkert nok, det var heldigvis bare på en helt, helt anden måde. Ganske sikkert mere kritisk og desværre sikkert ligeså lidt selvkritisk. Æv! Nå, det er heldigvis blevet meget bedre! Siger jeg med al min akademiske autoritet.

"..uden at nogen kvinder så det"

I denne uges citat-kavalkade fra kunsten har vi i dag lånt fra den kendte sang "Itsi-bitsi" med danske "Steppeulvene". De udgav som sikkert bekendt kun en eneste plade, inden sangeren og takstforfatteren Eik Skaløe tog på sin vistnok eneste og ihvertfald sidste tur til Nepals højland. Det var jo der han døde og det gjorde det jo naturligvis entydigt og endeligt til den allersidste. I det hele taget er der mange citater, vi gerne selv ville have kunnet finde på, men åbenbare begrænsninger står i vejen. For eksempel fik vi en mail for et par dage siden, hvor den kendte Formel-1 "bagmand", Sir Max Mosley af en forretningsforbindelse blev beskrevet som "seriously unfairly clever" Man forstår godt, at han blev adlet og alting og er vel det bedste eksempel på, (for at citere en gammel kollegiekammerat), at "mod Guder kæmper selv tåber forgæves" Bare det var os! 

Referencen til "kvinder" er udelukkende baseret på, at vi i det følgende vil bringe citater og andre vurderinger, som er fuldstændigt uegnede for netop kvinder. Det har de nu nok allesammen lugtet, kvinderne (det hedder vist ikke "dufte" her, gør det?) ihvertfald findes der næppe kvinder, der kunne finde på at spilde tiden på en så fuldstændigt kronisk talentløs måde som vi mænd. Vi er måske ikke helt i samme kategori i et andet citat "sakset" fra vores venner ovre på hifi4all, men vi er dog mere end halvvejs og det ville vi osse gerne have sagt. I en reklamemeddelelse om et nye enestående USB-kabel skriver sælgeren noget kontroversielt, at dette ellers teknisk veldefinerede og iøvrigt i sædvanlig tale ganske ukritiske data-kabel, simpelthen har transformeret en ligegyldig hifi-gengivelse fra en computer til noget, der vist er verdens bedste.

Som sagt, det er en spændende konklusion og ikke mindst opdagelsen af kabel-producenten er interessant. I erkendelsen af, at computeren som hifi-kilde ikke var andet end ja altså "2. rangs", bestilte vor ven her nemlig åbenbart spontant et USB-kabel på nettet, som kostede en bagatel af 8000,- Nu er manden jyde og vi jyder dyrker normalt ikke spontane handlinger uden synderligt håb om voldsom forbedring og slet ikke når det koster vildt meget. Nå, historien endte lykkeligt for vor ven her, som forvandlede sin computer fra sekunda til verdens absolut bedste kilde. Sådan en forandring har vi godt nok aldrig nogensinde selv oplevet og ikke engang i det såkaldt "analoge domæne", hvor der ellers er tale om ganske vist bittesmå ændringer fra det allerringeste til det allerbedste kabel. Anderledes her i det digitale domæne hvor de allerede forsvindende forskelle skulle være endnu langt mindre. Heldigt når man nu har givet så skidemange penge for det, at det så osse var så godt. Hm....

Nå, videre til citatet, som altså er ret godt og som vi citerer fra netpseudonymet Hurin:"Jeg skal da bestemt en tur forbi Schmidt Audios stand på messen. For jeg kan ikke få øje på et produkt i hele deres lineup, jeg ikke umiddelbart vil affærdige som fup." Måske man alligevel skulle tage til udstilling i København den kommende weekend for at opleve disse herlige produkter. Nå, det er nu nok i virkeligheden mere folk som "Hurin", det ville være sjovt at møde, der er altså "schwung" over det her. Og nej, vi sælger IKKE selv eksotiske kabler overhovedet mest fordi vi aldrig nogensinde ville sælge noget vi ikke selv gad bruge overhovedet.

Nå, den her historie har kvinderne jo altså forlængst sanset og er løbet højt skrigende og hysterisk grinende langt væk. Man kommer næsten til at forestille sig den ellers altid hysterisk overspillende og manisk grinende danske skuespiller Anne-Grethe Bjarup Riis i sin karrieres glansrolle. Prøv osse lige at forestille sig diskussionen hjemme i stuen mellem ægtefællerne og man skal investere i et nye fedt induktionskomfur eller et i nødtøfttigt skrumpet krympeflex-indpakket USB-kabel på 0.5 m. Denne kamp er vist tabt inden den første lyd fra konens skraldgrin er blvet reflekteret fra den nærmeste væk og muligheden for at købe det er vist derefter nogenlunde den samme som efterfølgende at skrabe ekkoet af konens latter af væggen. Ikke stor altså.

Nå, vi må for sælger håbe, der findes mænd uden koner derude, for ellers lyder det ikke som en potentiel mega-sællert. At være kontra-faktuel i forhold til enhver accepteret digital-teknik er én ting, en anden er at "bypasse" konens kritiske sans. Der tydeligvis er en hel del mere veludviklet end mænds. De tror jo for eksempel kun på, at man kan fjerne rynker på præcist 12.5 minut (som der rent faktisk står på et skilt i en lokal naturkostforretning) og det er måske ellers i sædvanlig omdømme en smule dumt. Det er dog alligevel ingenting i forhold til den anden snak her om USB-kablers fantastiske betydning for det samlede lyd-resultat. Her blegner den kvindelige naivitet fuldstændigt. 

Det mere fundamentale problem er jo, at al den her snak om forgyldte sikringer og mirakuløse netkabler og andre fuldstændigt forskruede og ganske ligegyldige ting kun har et eneste resultat: Alle de resterende mænd med blot en lille smule af den mest oprindelige "ur-kvindelige fornuft" , som har båret menneskeheden gennem æoner, render da garanteret skrigende bort. Tilbage er der så de få og stadigt mere isolerede mandlige "hard-hittere", der svarer på al rimelig kritik med "papegøje-frasen" om, at "man skal høre det selv for at dømme!" 
NEJ, MAN SKAL EJ! En hundelort-sandwich smager simpelthen helt sikkert af Helvede til og det gør en kattelorts-ditto helt sikkert også. Hvor dumt er det her egentligt at tage al denne snak om mirakuløse hifi-løsninger alvorligt. Eller for den sags skyld at sidde her og bruge tid på at skrive om det?
Hm, noget dumt, men nu er man jo osse mand. Sommetider må man vist bare erkende, at kvinder er klogere. Ikke altid, men prøv lige dét her trick med USB-kablerne på dem, putte!
Tilbage til vores rigtige arbejde og tak for underholdningen, alle I derude. Vi ses måske på udstillingen.

"Never the Twain Shall Meet!"

Nu er det vel ikke akkurat bevist, at det er den engelske forfatter Rudyard Kipling, der først har "opfundet" dagens overskrift, men der findes vist ikke andre litterære belæg for, at andre har, så det kan han sagtens have gjort. Oprindeligt brugte Kipling udtrykket i en karakteristik over det, der dengang i før-forrige århundrede forekom som det mest anmassende kulturelle problem, nemlig det umulige møde mellem Øst og Vest. Vist det, der dengang på fint hed "Occidenten" og "Orienten", den sidste vel derhenomkring til endestationen, hvor den bedre kendte "Orient-Ekspres" kørte. Eller rettere, det gjorde dette luksustog jo forresten slet ikke, det stoppede jo vist allerede i byen Stambul, som ikke var særligt orientalsk heller ikke dengang ottomannerriget ellers blev regeret af sin allersidste rigtige lillebitte indavlede dværge-sultan. Nå, historie-lektioner nok for i dag, mødet mellem forskellige ting kan sagtens være så svært, at de aldrig nogensinde kommer til at foregå og så er det selvfølgelig ligemeget, hvor meget man nu måtte drømme om at se det ske. 

I de seneste par dage har vi causeret lidt over noget, der vel må forekomme de allerfleste fuldstændigt ligegyldigt, nemlig den nylige "akutte polarisering" af vores kære hobby, nemlig hifi .Lige i den her sag må vi jo sige, at de fleste faktisk har ret. Det ER fuldstændigt ligegyldigt og så alligevel symptomatisk for alskens store forventninger. Nemlig at verden pludselig og på forunderlig vis vil ændre sig til det bedre og tilsyneladende uforenelige kulturer pludselig skal kunne mødes. Uden nogen nødvendighed ganske vist, det kommer udelukkende til at ske på trods alle realiteter, det er selvfølgelig derfor, det med digterens ord aldrig nogensinde vil ske. Lad os tage vores fortærskede eksempel igen, nemlig hifi. Her har udviklingen i adskillige år været den tilsyneladende uafvendelige, at folk langt hellere sidder timelangt hver dag foran deres tastaturer og udveksler "lydllig information" med den umådelige selvsikkerhed, det giver ALDRIG NOGENSINDE at have nogen førstehåndserfaring. End altså at høre musik, tiden må jo nødvendigvis gå fra andre aktiviteter.

Det er blevet en så acceptabel del af hverdagen for mange, at der slet ikke længere er tid til at danne klubber, hvor man rent fysisk mødes, som vi mange gange tidligere har nævnt. Århus Hifiklub var bare en blandt mange dødfødte forsøg. Til gengæld er snakken om at danne diverse klubber forøget tilsvarende, men den kan jo naturligvis bekvemt foregå der foran skærmen, hvor man alligevel tilbringer det meste af sin "hifi-kvalitetstid" Med at "lytte" til, hvad andre derude på nettet HELLER IKKE har lyttet til og netop derfor har erhvervet en enorm viden om. I den sammenhæng bliver internettet blot en simpel skraldespand, for når man ingen viden har, så kan man kun opsamle endnu mindre derude. Det her er naturligvis ganske banalt. Som livets ytringer jo naturligvis oftest er, ellers kunne alle jo heller ikke være med, og det er de jo, indtil de ikke er det længere.

Og så tilbage til det væsentlige. Nemlig at hifi i sin essens drejer om LYD. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så er selv mange ord langtfra nok til at beskrive lydindtryk. Hvis folk ikke mødes og derved "harmoniserer" ordenes mening forbliver det altsammen snak, snak og mere snak. Man kan sagtens opretholde en nødvendig social kontakt på nettet, man kan blot ikke formidle lytte-indtryk overhovedet. Og da slet ikke på tværs af forskellige erfarings-verdener, hvor den ene lille gruppe faktisk HAR hørt noget, mens den anden langt større aldrig nogensinde har. Eller for den sags skyld nogensinde kommer til det, ja ønsker det vel ikke engang. Man drømmer jo sjældent om en pige, som man aldrig har set eller hvad? Det her er sådan lidt at drømme om smarte rødhårede piger med fregner for en mand, der er født blind, lidt ud i hampen, når man aldrig har kunnet høre eller se noget.

Nu hævder vi ikke i dag at være spor originale, vi har jo osse sagt det før. Hvis man ikke uanset om det drejer som om kvindehåndbold eller hifi sikrer sig et "vækstlag", hvor lidt ældre og mere erfarne mødes med yngre og mere uerfarne, så dør både hifi og håndbold. og, nej, her duer nettet ikke. Vi snakker jo om lyd, som der ikke er noget at snakke om, hvis man ikke ind imellem faktisk HØRER den. Sammen med nogen, der osse har hørt noget helt andet, ikke bare for eksempel har lavet sammenlignende lyttetests i Tape Connection og Hifi Klubben og Lydspecialisten og de andre lidt forhutlede overlevende småbutikker. Der skal bare mere til for at fascinere og da særligt, hvis man ønsker sig en længerevarende hobby. I den retning er det interessant og en smule absurd, hvad vores venner på hifi4all foreslår for at sikre hifiens fortsatte beståen. Man fortsætter nemlig bare i "samme skure"

MAN VIL NEMLIG STADIGVÆK IKKE ACCEPTERE, at hifi nødvendigvis er en "kontakt-interesse", som UMULIGT kan overleve på nettet alene. I stedet prøver man alskens krumspring for at kunne forblive trygt bag sin computerskærm uden at behøve konfronteres alt for direkte med alle de opadkommende dummernikker. For det er jo det, de er. Ikke nødvendigvis intellektuelt, mere opdragelsesmæssigt, disse "nytilkommere", som flere bidragydere på hifi4all mener, man skal indrette et "begynder-forum" for. Fundstændigt grinagtigt og totalt meningsløst, for hvem gider dog som ung sidde og høre på, hvordan de gamle sidder og "kloger sig" om lyd. En lyd, som de unge aldrig nogensinde fysisk kommer til at høre fordi allesammen bliver siddende lige dér, hvor de sidder. Udover altså, at de allerfleste unge er så uvidende, at de blot søger øjeblikkets svar på øjeblikkets spørgsmål, absolut ikke andet. Sådan et svar gives blot ikke.

De er fuldstændigt ligeglade med MC og MM og impedanser og pis og papir, sikkert ligeså ligeglade som vi selv er her i huset med at få den bedste fladskærm. Der skal bare være billede på i tilstrækkelig kvalitet til at gengive super-serien "Foyle´s War" De nyankomne til hifi kommer ALDRIG til at få nogen brugbar viden om diverse teknikaliteter, dertil kræves der, at hobbyen bliver af en vis længde. Det bliver den bare ikke for de her nye, de er allerede på vej et helt andet sted hen og heldigvis for det da. Hvis vi gamle "nisser" ikke forstår at fascinere de yngre ved at præsentere dem for en PERSONLIG LYDOPLEVELSE, som vi jo allesammen selv har fået, så dropper de selvfølgelig allesammen ud igen. På samme måde iøvrigt som mange af de midaldrende torskehoveder, der af længsel efter ungdom og mere meningsfuldhed i de senere år har købt Harley- Davidsoner og Honda Goldwings og skidedyre pladespillere for alt for hurtigt at opdage, at de jo faktisk hverken gad køre i regnen eller sidde inde i solen muttersalene. Eller i regnvejr for den sags skyld. Kik på brugtmarkederne og se familie-tragedier "en miniature" Folk, der har fiflet så længe med deres fantastiske Feickert-protractor, at al entusiasme forlængt er fordampet. Fordi den aldrig var ægte.


Sagen er simpel: Hvis der ikke er noget fysisk samvær omkring en interesse, så dør den og det eneste man kan gøre med snak, er at snakke den endnu mere ihjel. Begyndere skal ikke hjælpes, de skal FASCINERES. Andre løsninger gives ikke. Snak I blot videre om jeres nye konstruktive "begynder forum", derovre på hifi4all, ak ja...

Ind imellem må man misunde skribenter som ikke bare Kipling. Også Århus Kommune må have en af slagsen i den litterære sværvægstafdeling. Han eller hun må simpelthen have grinet hele vejen hjem af sin egen sprudlende sproglige opfindsomhed. Lidt baggrund først. En af de mere ideforladt-hjælpeløse lokale kunstnere, Jan Morell, harde i fuld alvor søgt om støtte til et projekt, som vi for længe siden omtalte her. Dengang var det åndssvagt og bestemt ikke mindre i dag. Det drejede som om ak ja, såmænd en laserstråle, som skulle "forene" den fattigste bydel i Århus, nemlig Gellerup (som iøvrigt slet ikke er en bydel, blot en boligforening) med den rigeste, Risskov (som iøvrigt heller ikke er den rigeste men til gengæld en bydel, da den da har et postnummer) 

Ak, ja sikke forrygende opfindsomhed, stående på skuldrene af det ikke meget mindre latterlige projekt med laserstrålen langs Vestkysten, som derudover gik fuldstændigt i kunstnerisk og teknisk fisk. Det allerværste i den her sag er så, at vores kunstner Morell i fuldt alvor mener, at det her idiotiske projekt skulle være et bevis for, at "kunsten tager stilling og sætter fokus på problemer, der ikke bliver løst politisk" Det eneste problem denne laserstråle midlertidigt ville have kunnet løse ville vist være problemet med "cash-flow" på Morells kassekredit, det må være det han mener. Ellers giver det absolut "minus-mening" Nå, Morell fortsætter med det ellers ganske rimelige synspunkt, at "kunstens opgave er at overraske og skabe debat og forstyrre dagligdagen" og det ville da være rart, hvis han selv ville efterleve disse smukke ord. Hvordan man end vender og drejer det er det sådan lidt i den "billige" ende blot at sidde at ævle om, at "Forskellen mellem rig og fattig vokser fortsat" 

Det passer jo nemlig garanteret ikke og da slet ikke lige nu, hvor huspriserne stadigvæk styrtdykker. Derfor er der i de seneste par år sket en FORMINDSKELSE af rigdommen i Risskov med primært ejerboliger i forhold til Gellerup, hvor der overhovedet ingen er af slagsen. Vi taler simpelthen om mindst en million pr. husstand, Morell! Udfordringen ville jo have været, at indsamle penge i Gellerupcentret for at sende til forhutlede og forgældede husejere i Risskov. Se, DET ville have været udfordrende! 
Nå, Morells hjernedøde forslag fik sin passende "bekomst" med dette kommunale "guldkorn": "I det offentlige rum skal man kunne vælge kunsten fra"(!!) 
Se, DET er altså kunst, det her, udfordrende i ekstrem grad. At det overhovedet ingen mening giver er en anden sag, men det er sandelig en sproglig udfordring til alle de utallige rædsomme statuer og skulpturer og sager, som byen er "plastret" til med. Selvfølgelig kan man vælge ikke at gå på byens torve eller op på Rådhuset eller tage i Musikhuset. Til gengæld man man så snart ikke længere fravælge en anden laserlys-skulptur. Nemlig den kakafoni af lodret strålende lasere, som hvert år pryder himlen umiddelbart inden nytår for at illuminere salgsstederne for nytårsfyrværkeri.
Nå, det kan så kommunalt set ikke være kunst, da det jo netop er umuligt IKKE at se det og så ville det jo have været forbudt...

Og til de bekymrede sjæle på hifi4all: Ja, vi har rigelig tid til at kigge med i ny og næ, vi læser nu også ret hurtigt. Vi springer nemlig over al vrøvlet. De 1% tilbage mener vi nok at have tid til..