Mrs. Hyacinth

Enkelte vil vel stadig kunne huske den noget flommede og noget mere fjollede kvindelige hovedperson i den engelske familie-sitcom "Keeping up Appearances" Serien har åbenbart været ulidelig nok til at den vist endnu ikke engang har været genudsendt på TV2 Charlie endnu. Det er jo ellers der, den tyske dræbende kedsommelige evighedsserie om "Kommissær Rex" (den med hunden) går på vistnok ca. 117. år, en hel del for en kanal, som kun har været i æteren et par år. Måske det hele bare er indbildning?. Man kan tydeligvis altså ikke sige, at der er tale om kvalitativt særligt restriktive krav i programlægningen, men den hysteriske Hyacinth er heldigvis for tiden fraværende.
Fraværende vil vi også være her de næste par dage og vil drive lidt og holde i hånd og lægge ægteskabelige planer. Ikke mindst bliver det jo noget vanskeligt at vælge et musikalsk program blandt alle de indkomne forslag til den tilstundende bryllupsfest, men det er godt nok et meget positivt problem. 

Nu er det altså svært p.t. på danske kanaler at se "Keeping up Appearances" og så alligevel ikke. Der findes faktisk i internettets alleryderste hjørne en så god dansk "genindspilning" af Hyacinth-temaet, at vi mistror dette besynderlige fænomen for nødvendigvis at betale royalties til dette "Appearances"-koncept. Vi taler naturligvis om vores gamle ven Århus Hifiklub, som vi har berørt på denne sendeflade adskillige gange tidligere. Ja, faktisk har vi siden klubbens allerførste spæde start spået den almindelig død, græshoppers mængde, vand til blod og andre bibelske og almindelige ægyptologiske plager. Som historiografiske studier vil kunne afdække, var det nu ikke fordi vi ikke ønskede sådan en klub success. Nej, det var mere lige den her upersonlige klub-formation med sin totalt lamme struktur allerede fra starten, som vi ikke spåede nogen videre levedygtighed. Det værste ved sådanne allerede fra starten terminalt dødssygt dødsdømte foreninger er altid, at de står håbløst i vejen for alle andre og bedre initiativer (i det her tilfælde altså alle andre) og jo længere deres dødskamp bliver, jo mere står de i vejen for fremskridtet. Lige i dette tilfælde var det indlysende for enhver, at alt andet end dette klubinitiativ allerede fra starten ville have været et kæmpefremskridt. Også en helt klubløs by, men så godt skulle det altså ikke gå.

I de mellemliggende år er der så sket det ganske forudsigelige, nemlig absolut overhovedet ikke bare det allermindste ingenting. Udover altså at man har fået visse kommunale tilskud til klublokaler hvor der jo naturligvis har været ganske overordentlig rigelig plads til ovenstående skitserede aktiviteter. Dertil ville spidsen af en knappenål osse have været rigeligt, men det kan man vist ikke søge om i det kommunale aftenskole-system. Som den amerikanske stillehavsgeneral Douglas MacArthur (ham med majspiben og de permanent monterede solbriller) korrekt spåede, så skete der både det med ham selv som gammel soldat og den lamme Århus Hifiklub, at de blot ville "fade away". Ja, Århus Hifiklub "fadede" endda i en sådan grad, at man end ikke gad holde hjemmesiden kørende selv om den fungerende formand havde et link til siden. I det seneste års tid er siden så blevet et fjernt elektronisk ekko i fjerne galakser og svarer vel derved ganske godt til det indtryk den gjorde i det lokale miljø. 
Nu kan man naturligvis også diskutere nødvendigheden af at have en side kørende med fyldestgørende oplysninger om absolut nul-aktivitet, men hvorfor man så ikke blot nedlagde klubben sammen med siden, tjah det vides ikke. Næsten ligeså svært som det var at fatte,at man overhovedet startede den på det oprindelige ikke-eksisterende grundlag. 
Det varede så kun indtil en fyr spurgte på et forum, vi stadigvæk af afstressnings-terapeutiske grunde kikker på (der sker meget lidt og endnu mindre af det er bare den allermindste smule interessant) spurgte, om klubben var død. Svaret var interessant og så er vi tilbage ved Mrs. Hyacinth og "Keeping up Appearances" igen.

Ok nej, svarede den fungerende formand for klubben, den havde vist bare neddroslet sine aktiviteter for tiden. At denne tid allerede havde varet årevis undlod vores ven Simon underligt nok at nævne, måske der ellers er tilbagebetalingspligt på de mulige kommunale tilskud? For at demonstrere sin herkuliske handlekraft fik formand i stedet "på en studs" startet hjemmesiden op igen. Hurra, klubben er tilbage. Næh, selvfølgelig er den ikke det. Siden dokumenterer blot med al ønskelig tydelighed, at flere år er spildt og at fremtiden er ikke-eksisterende som den naturligvis altid har været. Det mest latterlige og måske også mest ildevarslende i hele den her affære er vel, at både den fungerende formand for den ikke-klub og webmasteren for samme virtuelle klub nu er moderatorer på hifi4all, hvor de atter engang udfører det arbejde, som de åbenbart behersker som ingen andre. Her har de med usædvanlig (læs: sædvanlig og dokumenteret mangel på) tæft formået at få al redaktionel aktivitet til at gå ned på absolut vågeblus. Der sker simpelthen så lidt og er så ligegyldigt, at der ikke engang er nok læsestof til at fordrive indtagelsen af en enkelt mini-falaffel i frokostpausen. Det er måske lige i underkanten som hovedorgan for en engang så vidt udbredt mandlig syssel. Hvem skulle nu have troet, at udviklingen mod den moderne "metroseksuelle" mandetype var kommet så langt, at at man ville gå SÅ langt for at "keep up appearances" ligegyldigt hvor lidt realitet der var i sagen.
Desværre tog vi altså ikke fejl i klubbens nødvendige udvikling fra ingenting til slet ingenting, men til gengæld havde vi aldrig gættet, hvor lang tid dette ingenting ville komme til at vare og med hvilken fanatisk nidkærhed den ikke-eksisterende klubs ikke-aktiviteter ville blive forsvaret og det endda til denne dag.
Hvis det her lyder som en absurd historie er det naturligvis fordi det er det. Måske den i virkeligheden er ligeså totalt ligegyldig som klubben. Tjah, det er den vel.
God mini-ferie!

Con Amore

Desværre tvinger presserende nødvendigt arbejde os i dag til betydelig kortfattethed. Vi bliver nemlig i disse timer bombarderet med fantastiske, varme, dejlige, smukke og opfindsomme mails fra alle sider og mange verdensdele i forbindelse med vores bryllypsplaner, som vi naturligvis må svare på. Det bliver en herlig tid og det allerbedste ved alle disse snesevis af svar er den forrygende spændvidde i musikken, sproget, personerne, tankerne og sikkert osse deres stemmeafgivning ved det kommende EU-valg, som findes i folks skriverier. I det hele taget er det eneste sikre fællestræk ved alle vores venner og kunder jo, at de er så helt ubegribeligt forskellige. Det er helt sikkert derfor alle dage i vores virksomhed er så anderledes, at vi hele tiden møder udfordringer og opgaver, som vi aldrig har tænkt på tidligere. Det er helt sikkert derfor, vores arbejde er så givende og aldrig bliver rutinepræget og det er vi meget taknemmelige for naturligvis. Vi håber i al beskedenhed heller ikke, at vi unødigt keder vores egne kunder..
Nå, tilbage til dette "con amore"-arbejde. Må det aldrig høre op. Som kærligheden til (..indsæt navn her..)

Anti-status

Det hjælper sandelig at annoncere, så det skulle vi måske prøve en anden gang, vi har nemlig en vældig bunke sager på lager. Til gengæld har vi så ikke den i går annoncerede Thorens men altså stadigvæk mærkeligt nok vores ellers ekstremt billige Dynaudio Esotar D 330-diskanter og en bunke SME 3009-arme. Nå, nu er det her jo ikke en hifi-butik, og det er nok meget heldigt og da ikke mindst for os selv. Eller måske er det i virkeligheden slet ikke held, nok nærmere en realistisk vurdering af markedssituationen, hvor salget af overdimensionerede mega-forstærkere med monster-køleribber og store "blink-metre" på forsiden er gået samme vej som salget af nye Hummere. Normal markedsøkonomisk teori plejer jo ellers at pege i retning af, at der til enhver tid kan etableres en ligevægt mellem udbud og efterspørgsel når blot prisen er lav nok. Det tror vi måske ikke ligefrem er tilfældet denne gang, for vi tror faktisk ikke på, at selv en halvering af prisen på de indtil forrige år så højt attråede moderne "retro-apparater" a la McIntosh og Accuphase m. m.vil give væsentligt mersalg. Nu skal der i denne tristesse med, at jeg selv har ejet en McIntosh MC 2600 som var et vidunderligt apparat og som udelukkende blev brugt for at finansiere en ekskones "iøjnefaldende merforbrug"med et ordvalg som vi flere gange har citeret den norsk-amerikanske proto-sociolog (ordet blev nemlig først rigtigt "opfundet" senere)Torstein Veblen for. Det var iøvrigt osse ham, der fandt på udtrykket, så det er vel ret og rimeligt.

Det signifikante var, at vi dengang for få år siden solgte McIntoshen meget dyrere privat end en antageligt momsregistreret dansk forretning for kort tid siden solgte en til en fyr i Ålborg (hej Thomas, hvis du nogensinde vil af med din er vi klar og det til hver en tid!) I mellemtiden er statusværdien af disse "statement-produkter" så styrtdykket sammen med salget af Ferrarier og Maseratier og det er jo noget uheldigt for de producenter, som ikke har andet i porteføljen end apparater, som for tiden er rene elektroniske ækvivalenter til verdens mest idiotiske bybil, nemlig den vist allerede salige Hummer. Vi skal som sagt understrege, at vi selv forfærdeligt gerne vil have en mega-McIntosh, men det er der desværre nok ikke så forfærdeligt mange andre, der vil. Eller for nærmest nogen pris ønsker den ellers forrige år stort anlagte topmodel fra ATC i en stil, der mindede om en højglanspoleret bornholmsk rundkirke. Den gad vi ikke engang selv have dengang det ellers kunne have været topmoderne som et avocadogrønt badeværelses-miljø jo også var det engang for ikke så længe siden. Man ved hvad klokken er slået, når der for eksempel i England blot er én eneste forhandler af dette top-produkt fra ATC, som helt sikkert er ganske brilliant, blot endnu mere ligemeget. Denne forretning ligger godt nok (endnu) i Skotland men kunne for så vidt ligeså godt ligge på Månen. Vi taler om et produkt perfekt tunet til for ganske nyligt svunden tid. Som cikorie-kaffeerstatningen Rich´s...

Det kom som en tydelig overraskelse for en københavnsk repræsentant for et af disse traditionelle statusmærker, da vi fremlagde disse marketingmæssige teorier for nyligt. Han græd nu ikke, men til alt held er det heller ikke hans eget firma, så det kan jo have været derfor.Det skal lige med, at denne praktiske anvendelse af Veblens teori i sin "reciprokke form i krisetider" såmænd blot er noget, som vi har deduceret os frem til ved at studere udvalget af Weber-grills i Metro, et lokalt megavarehus. Her koster den absolutte topmodel ikke som sidste år næsten 10.000,- og er heller ikke længere på størrelse med et billiard-bord. Nej, den største Weber er nu en ren gnalling til under 3000,- og er (næsten) af almindelig grill-størrelse. Det skal med, at Metro er et grossistvarehus og at det frekventeres af et vældigt bredt udsnit af den danske befolkning. Weberne købes udelukkende på firmaets kort for at kunne komme ind i regnskabet og derfor er prisen knapt så afgørende som de grills, som købes for almindelige beskattede kroner. Fandens osse, vi var dumme nok til at købe vores i et byggemarked, så meget for undertegnedes almene indsigt. Weber-grills er derfor en absolut "positiv markør" for tendenserne i samfundet: Hvis det en tid er smart at have et iøjnefaldende luksusprodukt i det hele taget, så er udvalget af monster-grills det samme store som udvalget af Accuphase-forstærkere med de ligeså marketingmæssigt nødvendige som aldeles ligegyldige "blinkmetre" Eller heftigt pruttende Harley-Davidsoner med motorer fra dengang firmaet startede for næsten 100 år siden med en sofistikationsniveau og en trækkraft som en mindre gammeldags klinkbygget totakts-motoriseret træ-fiskerbåd. Uden lokum.

Nå tilbage til vores egen virkelighed, som faktisk i går resulterede i et salg af en ATC-effektforstærker uden blinkmetere eller nogetsomhelst. Om det var derfor ved vi ikke men da kassen til forstærkeren faktisk ikke er større end at den gammeldags elektronik lige kan være indeni så er der heller ikke meget plads til "iøjnefaldende overflødige" blinkmetre. Herligt at et fravær af faciliteter på denne måde kan være et positivt salgsargument igen! Bare ærgerligt jeg selv solgte min gamle McIntosh MC 2600, æv, æv! Ellers solgte vi noget trådløst Sennheiser til en skole i Favrskov Kommune, div. kabeltromler i megastørrelse til. div. efterskoler og Århus Universitet, et par LCD-monitors med aktive højttalere m.m. til en kommuneskole, en ENG-mikrofon til et reklamebureau, div. CD-er til en anden privatskole og så lidt sager til en lokal medie-virksmhed. Åh jo, og så osse 4 stk. ATC SCM 19 til et gymnasium. Men ikke nogen egentlige "status-apparater" Heldigt, det skulle vi nemlig heller ikke. Især heldigt når man ikke kan, vi kan ihvertfald ikke, men det har vi heller aldrig kunnet. Eller blot forsøgt.

Annonce

Også i dag bliver disse vise ord noget kortfattede, da der allerede fra morgen skal skaffes "arbejdsmæssigt fri-rum" (et det mon et nyt ord, det lyder da fint?) til at fortsætte med den proces, som forhåbentligt vil resultere i en nyt og bedre Poulsaudiobutik/Dansk Audio Teknik Professionel i nye omgivelser. Ihvertfald burde der blive bedre tid og ikke mindst plads til at drømme de ligegyldige drømme og tænke de meningsløse tanker, som er det egentlige brændstof bag denne forside. Det bliver osse en mulighed for at afsøge diverse gemmer for skjulte "guldkorn" og vi er da blevet opmærksomme på, at vi åbenbart allerede har fundet sådan nogen. Vi taler om det, som åbenbart er verdens bedste diskant, nemlig Dynaudio Esotar 330. Sådan et sæt har vi nemlig set annonceret til ikke mindre end 5000,- brugt og det er eddermaeme dyrt. Hurra, vi har fundet et sæt helt ubrugte af slagsen så de må vel være endnu mere værd?

Det synes vi nu ikke, ellers havde vi jo også brugt dem selv og mon ikke man vil kunne fralokke os disse enheder for en noget lavere pris? Sammen med de diverse SME-arme (3009 og ditto-R), ERA-pladespillere, Thorens do. sandelig osse et sæt spritnye Dynaudio Focus 220 standerhøjttalere, som blev blæst af banen af et sæt ATC (kampen var nu osse ulige, ATC´-erne var en del dyrere..) Sammen med vores utallige Audio-Technica AT-95 nåle og nogle vistnok ikke længere producerede Focal MT-120 super-inverterede super-domediskanter vil de sikkert osse i fremtiden komme til at stå i et eller andet hjørne og se dumme ud indtil støvet æder dem. Eller indtil denne fine annonce her sender folk i frådende masser i retning af vores ydmyge lager/værkstedsfaciliteter.

Ellers er denne annonces egentlige ærinde i dag i god til at forberede på den tilstundende bryllupsfest, ja det giver os faktisk mulighed for at gøre det en gang mere fordi vi er i så ufatteligt god tid. Hvis man ikke ønsker at abonnere på denne indbydelse skal man uførtøvet meddele os det snarest, ellers er man som naturlig ven af huset (eller "Huset", som en gammel (uven) af dette hus engang så sprogligt nyskabende udtrykte det-"Huset" med stort er som bekendt en lokal kulturinstitution grine grine) naturligvis velkommen. Vi skal osse lige i den anledning efterlyse gode forslag til musikalsk underholdning og anden morskab og i lighed med den nyligt overståede Spot-Festival kan vi garantere en betydelig eksponeringsværdi af de optrædende. Om det så bliver overfor fulde unge mennesker med obligatorisk hættetrøje og sekunda-repræsentanter for det internationale musikmiljø som lige Spot kan vi til gengæld ikke garantere. Iøvrigt en interessant nyskabelse dér på Spot at arrangere eksklusive branche-konferencer på en forlængst nedlagt og endnu mere nedslidt gammel kommuneskole på stolerækker, som blev brugt, da Ruder Konge var Knægt og den forlængst afgåede borgmester og indenrigsminister Thorkild Simonsen endnu ikke var blevet overlærer. Det har helt sikkert fungeret helt fint altså hvis man ikke har forventet alt for meget eller blot noget positivt resultat overhovedet. Næste år kunne man måske passende lave en bivuak-teltlejr ude på pladsen for alle de møjsommeligt indfløjne internationale medlemmer af musikbranchen. Som man også denne gang inviterede på så billige billetter, at disse ikke kunne ændre rejseplanerne så meget som et eneste minut. Om det sælger mere dansk musik er nok tvivlsomt. Det plejer at være en ret god regel, at det "koster penge at tjene penge" og når man ikke rigtigt bruger nogen så får man heller ikke rigtigt noget videre ud af det. Nå, men der er vel heller ikke så forfærdeligt mange penge til overs for arrangørerne af denne "musikalske nødhjælpskoncert" når de nu som bidrag til Folkekirkens Nødhjælp (hvorfor får man egentligt aldrig at vide, at det intet har med Folkekirken at gøre?) skal bruges til det faste administrationsapparat indtil næste års festival. Men til gengæld bor de rigtigt pænt, arrangørerne, og når vi er i bygningen deroppe i Saltholmsgade (vi har en sagesløs kunde ovenpå) plejer vi da at kaste et flygtigt blik derind. De ser godt nok energiske ud som de sidder der og knokler med at tømme deres cappucino-kopper og for musikken og det daglige brød. Mest deres eget naturligvis, ligesom os selv.

Nå, men som sagt, tøv ikke med at byde ind på vores gamle elektronik-bras og husk at slå spam-filtret fra den kommende dags tid tid eller to. Hvor altså der vil tilflyde en invitation til noget så stort, at det selv i kosmisk perspektiv får selv "The Big Bang" til at ligne en ufarlig knaldperle. Ikke at deltage vil være på absolut eget ansvar og en "misser" her vil nok være det samme som for dem, som stod med en fribillet til den udødelige Woodstock-Festival men så alligevel ikke lige gad den dag. Det har de vel også fortruds senere. Ihvertfald lidt.

"Hvad skal det nytte?"

Det var den fremtrædende danske politiker fra datidens permanente oppositionsparti, Venstre, (da Højre jo i denne Provisorietid sad permanent på magten i slutningen af 1800-tallet) som hyppigt citeres for ovenstående udtalelse. Udtrykket har nok uundgåeligt flere "fædre" end den ellers altid aktive og veltalende Hørup. Inden eventuelle vidende mennesker frådende kaster sig over undetegnede for fejlagtigt at benævne den ligeledes noget konfrontatorisk/trættekære Hørup som andet end den sande "Radikaler", som han normalt i den primært radikalehistoriske selvforståelses-tradition opfattes som, så skal det jo med, at dengang han sagde de så ofte citerede ord i dagens overskrift i forbindelse med udbygningen af flådebatterierne ved Københavns befæstningsværker VAR han nu blot Venstre-mand. Andre muligheder gaves ligesom ikke. Udtalelsen faldt nemlig i 1883 og Det Radikale Venstre opstod først i 1905. Nu var der mest symbolsk værdi forbundet med denne udbygning af befæstningerne omkring det naturligvis allerede dengang forlængst ganske "uforsvarlige" København og tiden for stationære befæstningsværker i bymæssig bebyggelse var og havde i mere end 100 år været en dødssyg ide. Englændernes bombardement af København i 1807 under Napoleons-krigene havde jo vist de iboende problemer. Hørup havde ret, Københavns befæstning hjalp naturligvis ikke en disse da det kom til stykket i 1914 og Danmark naturnødvendigt blev en slags kejser-tysk lydstat, med eller uden kostbare københavnske fæstningsværker. I det her tilfælde blev det altså "med" uden at det betød en tøddel. Heldigt, at de også dengang noget flegmatiske englændere ikke selv havde planer om at forcere de nyligt anlagte og nidkært vogtede danske minefelter i de indre farvande. Udlagt på sand neutrl vis OG på tysk initiativ, naturligvis..

Vi kommer til at tænke på det dér udtryk med "Hvad det skal nytte" i forbindelse med, at vi ind imellem i almindelig kedsomhed zapper lidt rundt på de danske hififora. Det sker efterhånden meget sjældent mest fordi selv betydelig kedsomhed alligevel sagtens kan uddybes yderligere ved at sidde og glo lidt. Vi skrev engang for efterhånden uendeligt længe siden vores lille "hyldest-digt" som ugeemne til alle dem, som ikke længere er hos os, nemlig de rigtigt kompetente gamle kolleger. Et eller andet sted er de selvfølgelig stadigvæk, de er tydeligvis bare ikke lige dér, hvor der er allermest brug for dem. Emnet hed iøvrigt "Hvor blev de allesammen af?" Vi tror, at flere af dem må få den samme forstemmende følelse af afmagt over at se, hvor verden i mellemtiden har bevæget sig hen. Dengang for godt 25 år siden var det mest kunderne, som ikke altid vidste helt så meget som de måske troede, mens de professionelle i branchen var, ja rigtige professionelle, som kunne deres kram. Derfor kunne man osse simpelthen gå ind af døren i Radiohuset Expert dengang i 1983 i Frederiksgade, Århus og få lavet et kabel, mens man ventede. Ikke af nogen særlig specialist, der var mindst 25 personer som på 3 minutter eller mindre kunne lodde et XLR-mikrofonkabel. Ganske som på samme som den kombinerede Cykelsmedie& Radio/TV forretning i landsbyen Sorring kunne det. Fordi det var skidenemt når man altså kunne og det var ganske let at lære.

Sådan er det så ikke længere og intet tyder på, at det nogensinde bliver det. Dette simple hjælpe-elekroniske håndværk er simpelthen uddød nogenlunde ligeså endegyldigt som det tidligere blomstrende bødker-erhverv, hvor man lavede tønder og smør-dritler endda også på min fødeø Endelave. Det må altså have været nemt, ligeså nemt som at lodde et kabel. Når alle uden problemer kan lære en ting som for eksempel at cykle så er det jo fordi det falder de allerfleste ganske let. Tilbage til vores forum-kikkeri. I de senere dage har der været "rundkastet" diverse bønner om en af de ting, vi selv ved allermest om, nemlig de såkaldte XLR-stik, som er professionel standard. Netop fordi de har haft samme anvendelse i næsten 60 år er det jo også dermed overkommeligt at tilegne sig den totale tekniske viden på området som vi selv altså mener at have gjort efter en samlet studietid på omkring 10 minutter. Tilbage-tilbage til de forgæves bønner om hjælp ude på de store fora, for der kom nemlig underligt ingen reel hjælp, eller rettere, der kom intet andet end decideret mis-information, og det er altså bemærkelsesværdigt selv med nutidig målestok. Mest fordi der simpelthen må være adskillige hundredetusindvis af danskere, som kunne løse de opstillede problemer på omkring et minut. De var der bare ikke.

Det ene uløselige problem (uløselig fordi det jo altså ikke blev løst) bestod i på grund af forskellig polaritetskonvention at få loddet 2 af de 3 ben om i et let adskil-bart XLR-stik. Der var bare ingen der gjorde det, tværtimod viklede man fra disse "hjælpende" ånder sig ud i vanskeligt forsvarlige synspunkter med, at disse uhyre almindelige stiks "ben" vistnok skulle være monteret med en mekanisk proces, der kaldes "crimpning" og som kræver specialværktøj. Så kunne det jo selvfølgelig ikke lade sig gøre mente altså denne bidragyder, som tydeligvis aldrig har set indmaden i et XLR-stik. Altid rart at se ytringer, som på ingen måde er hæmmet af faktuel viden. INGEN ben i noget XLR-stik som vi nogensinde har set har nemlig været beregnet til andet end lodning, og det vil sige, at benene i stikket altid har profil som et "U" Sådan et KAN man simpelthen slet ikke "crimpe" på, det kræver en RUND profil som ydermere bør være så tynd som praktisk mulig af hensyn til den betydelige mekaniske belastning. Altid underholdende at se sådanne lammende "hjælpsomme forslag" med ord, som man blot som en papegøje har lært uden at fatte, hvad det betyder. Det værste er så næsten, at spørgeren ikke er blevet bestormet med personlige henvendelser om hjælp til denne banale operation, men det er altså heller ikke sket. Er der da slet ikke nogen udover os som kikker med længere?

I et andet tilfælde skulle en fyr bruge oh banalitet, en såkaldt XLR-splitter. For ikke-fagfolk er sådan en en hel del lettere at lave end en almindelig stikdåse. Her skete der heller ikke andet end at hjælpsomme sjæle henviste til, at vores gode professionelle kollega Musikhuset Aage Jensen/Eskildsen da nok havde sådan en. NEJ, det har de heller ikke, de henviser også sådanne uhyrligt svære "specialistopgaver" til os, Gud bedre det. Ikke at det som sagt er spor svært at lave sådan 2 splittere, 5 minutter rækker rigeligt og så kan gufle en morgenkrydder og en kop kaffe og en smøg imens og endda have tid til overs. Igen, det betydningsfulde i denne uendelige kollektive net-hjælpeløshed er udelukkende, at ikke en eneste kompetent person bare lige "fixer" problemet lokalt. Ja, den "kollektive uvidenhed" er faktisk nu blevet så stor, at ret få problemer vel overhovedet fremover vil kunne løses når nu der ikke kan i et forum med angiveligt 30.000 særligt interesserede og forhåbentligt fagligt legitimerede brugere. Når det altså ikke kan det, så må man jo med salig Hørup spørge: "Hvad skal det nytte?" (at spørge den såkaldte "ekspert-sagkundskab") Svaret er det samme som dengang med Københavns befæstning, nemlig "Overhovedet ingenting" Det er aldrig dumt at spørge om noget man ikke ved, det er blot alarmerende når man ikke selv på de bedst besøgte fora ikke kan få hverken nogen hjælp eller andet end totalt uanvendelige svar på så uhyggeligt simple spørgsmål.

Vores nye hus

Vi må lige undskylde for gårsdagens store svigt, for vi nåede faktisk ikke at delagtiggøre den altid hungrige offentlighed i de dybe tanker, der dagligt fra selve Gud kanaliseres gennem denne ydmyge profet. Noget kunne nemlig tyde på, at vi i går faktisk købte os et nyt hus. Det vil sige, helt nyt er det nu ikke, men det er i det mindste nyt for os og det er jo det vigtigste. Efter en noget opslidende fase med næsten ugentlig "hus-dating" (mon det er ligeså hårdt med almindelig dating-godt man ikke er midaldrende midtvejskriseramt mand længere) ser det ud til, at det helt rigtige. Nu er processen vel alt og resultatet knapt så vigtigt i almindelig dating, men det her er noget lidt andet. Det er huset faktisk osse. Det er nemlig kæmpestort så det kan vaske sig og har en fremragende akustik, og det er naturligvis for hifi-tumper som undertegnede et "major selling point" Iøvrigt havde jeg ikke så forfærdeligt meget at skulle have sagt som mænd vel til alle tider heller ikke har haft det i slige situationer.

Samtidigt er der ved hop på den fra de gamle Anders And-blade så kendte kængurustylte (laves de mon stadigvæk, dette barndommes forgæves attråede transportmiddel) muligt at se selveste Århus-bugten i glimt på den højeste stylte-deklination, når man hopper løs ude på 1.sals-terrassen. Det er faktisk ganske overordentligt fedt at fantasere semi-seksuelt om alle de indretningsmæssige muligheder og endelig bliver der mulighed for at lave den ideelle udgave af "Giganternes Møde" mellem monster-højttalere fra Altec-Lansing, Tannoy, JBL og ATC. Af rent kommercielle grunde har vi naturligvis allerede udnævnt de sidste som vindere, men internt må vi da indrømme, at resultaterne måske er mere tvetydige grænsende til det egentligt tvivlsomme. For eksempel var duetten mellem Johnny Cash og Bob Dylan på "Girl form the North Country" fra "Nashville Skyline" helt enestående autentisk på de p.t. opmagasinerede JBL 4320. Cash lød så meget mere som Cash end alle de senere urimeligt opreklamerede såkaldte reference-indspilninger på American Recordings produceret af Rick Rubin. Måske den ellers uvægerligt så stilistisk uhyre bevidste Rubin med sin kasket og lange lokker har haft dækket ørene, da han miksede, for ret meget ringere har vi da aldrig hørt Johnny lyde. Godt nok var han ved at dø, men derfor havde det vel ikke været nødvendigt at få det til at lyde så stendødt som om han allerede var blevet begravet. Anderledes dengang i en helt anden tid et helt andet sted da JBL var Gud og Johnny en rigtig mand. Skideskæv, men helt anderledes rigtig. Som lyden.

Ellers lovede vi jo i går at behandle den såkaldte "Visnepolitik" (alle Navneord blev jo indtil Retskrivningsreformen skrevet med stort) Det er jo det begreb, der traditionelt anvendes om en parlamentarisk folkevalgt forsamling permanente ikke-deltagelse i den af regeringen førte politik. Begrebet blev undfanget i slutningen af 1800-tallet om det dengang nye parti Venstres parlamentariske obstruktion mod de i mange år siddende Højre-regeringer i Danmark. Faktisk fik Danmark jo først en (delvis) Venstreregering i 1901 og indtil da havde Højre klaret ærterne ved ekstraordinære kortvarige regeringsbeslutninger, som blev kaldt "Provisorier" Nu taler man traditionelt om regeringen i 1901 som den første efter "Systemskiftet" selv om altså lederen, der dengang hed en "Konseilspræsident", var den aldeles upolitiske sagfører J. H. Deuntzer. Venstres "Visnepolitik" havde faktisk ikke rigtigt ført til andet resultat, end at man havde måttet ændre sin egen politik og det altså i en grad, at da man endelig efter parlamentarismens indførelse i Danmark så fik magten alligevel måtte affinde sig med en upolitisk statsminister. Senere gik det bare tilbage, men vi skal da lige i dag mindes dengang, denne "visne-proces" startede. I historisk perspektiv opfattes det traditionelt som noget positivt, men ret meget anderledes end i dag er det vel i virkeligheden ikke. Når man selv "visner bort" som Venstre og dets idealer allerede dengang er det vel egentligt mest negativt?

Ret meget mere opmuntrende er det ikke at se, hvordan det går i vores traditionelle hobby-branche, nemlig på de danske hifi-netfora. De visner vist også temmeligt meget men om det er en bevidst politik ved vi naturligvis ikke. Noget kunne næsten tyde på det, for man har åbenbart fra redaktionel side fuldstændigt opgivet at lede denne herlige hobby nogensomhelst steder hen. Der er simpelthen intetsomhelst at læse andet end de mere og mere stillestående "debatter" på brugerforum. Hvis man ikke fra magasinerne aktivt stimulerer blot en lille smule ved blot en enkelt lillebitte test en gang imellem eller et besøg hos en sagesløs læser eller hvad ved jeg, så er der altså dømt "visnepolitik"
Hvis man skulle have behov for at se, hvor galt det kan gå, kan man da prøve at google pinkfishmedia. Dér er forum i forskellige udførelser simpelthen det eneste indhold, og reultaterne er både interessante og skræmmende. Selv i et så stort sprogområde som det engelske er det sørgeligt, så ubegribeligt få, der ytrer sig der.

Det skyldes ganske givet, at selv den bedste erfaringsudveksling på dette sædvanligvis ganske sobre forum simpelthen overhovedet ikke medvirker til at "føre kunsten videre" Selv læser vi det osse mest af almindelig kedsomhed for at læse lidt om gamle JBL´er og andre ligegyldige ting. Ting som aldrig nogensinde vil kunne tiltrække annoncører ikke engang sælgere af søvndyssende piller. Dertil er pinkfishmedia allerede rigeligt søvndyssende i forvejen. Hyggeligt nok men det er vist også det.
Konklusionen turde være ganske klar: Man bliver altså på alle de her trygt slumrende fora nødt til at levere varen, altså originale redaktionelle tekster. Hvis der ikke er en skid at læse kommer man i den for fremtiden noget uheldige situation, at folk kun holder med at interessere sig for hifi, der kommer praktisk talt ingen nye til. Desværre er denne fremtid nok allerede hos os i dag, verden ser da noget mere end egentligt "halv-vissen" ud derude i cyberspace. Det er trist, men underligt er det ikke og da slet ikke nær så underligt, som den kendsgerning, at Venstre stadigvæk kalder sig Venstre. Selv om de altså "visnede" bort allerede inden de for første gang (næsten) fik magten.
P.S Udnævnelsen af Deuntzer var iøvrigt i en anden henseende et afgørende nybrud i dansk politik. Det var nemlig første gang en offentligt fremtrædende dansk bøsse blev udenrigsminister og ligefrem diskret gik Deuntzer ikke med "sagerne" Det skulle jo blive senere hen blive noget anderledes i både royale og (venstre)politiske kredse. Underligt nok egentligt, at tolerancen dengang åbenbart var større end i dag og underligt osse, at Deuntzer ikke blev det ikon, han faktisk havde fortjent at være. Så vidt vi ved, var der nemlig tale om en absolut "first" ihvertfald i Danmark.

Den nye "Visnepolitik"

Dagen i dag, som potentielt kan blive en fantastisk stor dag for vores lillle firma og familie, starter desværre så tidligt, at vi først senere engang i dag vil kunne færdiggøre dagens spændende emne, som er nævnt i overskriften. Det giver jo så til gengæld ikke-historiekyndige en enestående mulighed for at orientere sig i et emne, som de allerfleste (heller ikke) ved noget om med den sørgelige baggrund i den uhyrligt mangelfulde historiske viden og bevidsthed, som det danske skolesystem så uhyre målrettet har dyrket siden 1960-erne engang. Som sagt, det retter vi en smule op på senere i dag! Hvem kunne dog også være bedre til at stille de ustillede helt selvfølgelige spørgsmål? Selvfølgelig alle mulige andre, de gør de bare alt for sjældent!

Heksejagt

Der er visse ting, som er stadigt tilbagevendende fænomener i verdenshistorien, og heksejagt er et af disse evige udtryk for menneskets iboende afstumpethed. Det har altid været underligt for denne skribent at se, at især anarkister og i et vist omfang fundamentalistiske kommunistiske tænkere har kunnet hævde den universelle "menneskelige godhed", når nu enhver til enhver tid overalt kunne se utallige beviser på det modsatte. De store trampede på de små, som så selv var endnu mere grusomme mod de endnu mindre som så efterfølgende gik løs på de allermindste. Hvor al godheden blev af i dette voldsorgie var vanskeligt at se, det var måske derfor disse kommunistiske og anarkistiske filosoffer stadigvæk er anerkendte i dag. Fordi de ikke selv kikkede og det gjorde efterfølgende heller ingen af deres epigoner. Man ville åbenbart ikke så gerne gøre "den gode sag" dårlig ved at konfrontere den med simple realiteter. Der er ellers nok at se på, og hvis man skulle være i tvivl om begrebet "heksejagt" stadigvæk findes, behøver man vel blot se TV-Avisen. Heksene er godt nok anderledes, men den ulideligt kløende intense seksuelle fornøjelse ved jagten er den samme som dengang omkring de brændende heksebål i Salem, Massachusetts i 1692.

I forgårs gik det så ud over det nærmeste, man vel udover de sikkert få støtter til en større import af israelske Jaffa-appelsiner, man overhovedet kan komme til "nutidens hekse", nemlig de pædofile. Nu er pædofili en ganske afskyelig ting men ikke meget mindre afskyelig er alle de mekanismer, som øjeblikkeligt kommer frem fra den menneskelige underbevidstheds allermest beskidte kloak. Ja, det er måske i virkeligheden endnu værre og da især når det er hele er forklædt som "bekymring" for de stakkels små. Denne gang var historien fra Horsens, hvor en pædagogmedhjælper var blevet anholdt på basis af forklaringer fra børn på 3-4 år. Passende fortolket af evigt bekymrede forældre med efterfølgende øjeblikkelig politianmeldelse havde det ført til den uundgåelige ligeså øjeblikkelige fængsling, som er en integreret del af enhver heksejagt. Ingen tid til smålige hensyn til retfærdighed og blot den ringeste smule omtanke: "Burn, Baby, Burn" Var det iøvrigt ikke det, der engang hed en "neger", som fremførte disse tydelige trusler? Nå de eksisterer heldigvis ikke længere, negrene. Det hedder de ihvertfald ikke selv om de som så meget andet i disse sager ser ligesådan ud. Det er osse den eneste forskel.
I lyset af disse angivelige gigantiske (godt nok endnu ikke beviste eller måske endda ikke engang sandsynliggjorte) overgreb mod sagesløse og næsten mæleløse børn havde TV-Avisen rullet sendevognen op foran Horsens Rådhus, hvor kommunen netop nu (altså da!) holdt krisemøde med vel efterhånden til almindeligt hysteri grænsende bekymrede forældre. Tilstedeværelsen af de mest moderne "djævleuddrivere", nemlig de allestedsnærværende horder af såkaldte "krisepsykologer" havde vel nogenlunde samme effekt på hysteriets højde som de frådende anklagende præster i Salem. Det var alvorligt, det her og det burde enhver kunne forstå. Hvis vedkommende ikke kunne var der altid plads til et ekstra bål..

I Horsens dublerer Rådhuset tilfældigvis som retsbygning og dér, lige derinde sad børnebefamleren, måske endda, som der blev sagt i dette indslag, ",,lige derinde bag den dér rude". Men hør hov, det gjorde han vist overhovedet ikke alligevel viste det sig efter knapt 10 minutter af dette unikke (heldigvis endnu da!) eksempel på den allerværste "muckraker journalism", som det hed i slutningen af før-forrige århundrede og det bedste eksempel var den med fuld ret berygtede Hearst-presse. Næh, skurken var tilsyneladende allerede blevet løsladt og på det undrende spørgsmål fra den udsendte journalist til en lokal kommunal topchef om, hvordan i alverden det da kunne være når man nu havde kørt hele sende-isenkrammet til Horsens med betydelige ekstraudgifter til diæter på det nærliggende Jørgensens Hotel og overarbejde efter tariffen, svarede manden noget spagt de ganske fornuftige ord, at " dommeren da vist ikke havde fundet nogen grund til at fængsle manden" Se, det er vel i virkeligheden det, som vi har et retssystem til og selv om TV-Avisens dækning af den her sag mest mindede om en gammeldags standret med forlængst afsagt døds-dom som kendt fra utallige westerns, hvor galgen forlængst er rejst, og utallige andre heksejagter, så fik de heldigvis ikke magt som de havde agt. I mellemtiden har vi så surfet medierne for at se, om en medieskabt "pædofil-brænding", som indslaget mest lignede, måske alligevel havde været berettiget men emnet er åbenbart ligeså stendødt som den for ikke ret længe siden obligatoriske panik omkring svineinfluenza, hvor alle nyhederne for 50% vedkommende var fyldt op med almindelig angst, mistro og farlige gætterier. Hvis man i Danmark som i Ægypten kunne have slagtet alle de åbenbart egentligt skyldige, nemlig grisene, så havde man sikkert gjort det. Nu havde Moses og jøderne, som jo ellers traditionelt er de evige "grise" jo forladt landet en del år tidligere, så de rigtige svin var altså næstbedste valg. I middelalderen var der jo også massevis af kursoriske hekseprocesser mod umælende dyr, hvoraf vist ingen var i stand til at mønstre et godt nok forsvar til, at de undgik bålet. Vor tid viser så bare, at selv om man som manden her sikkert godt kan tale, så hjælper det ingenting, når han ikke får mæle og alting forlængst er besluttet.

Her i byen havde vi i weekenden et lignende måske knapt så grotesk tilfælde, hvor en lokal ejer af et børnecirkus blev smidt ud af Tivoli Friheden, fordi han havde en fortid i "pædofili-light"-afdelingen. Det var bestemt rimeligt nok og han blev da så vidt vides heller ikke brændt derude, selv om der efter nylige fældninger er masser af tørt brænde. Det var nemlig ikke fordi man ikke ville have kunnet genkende ham, det var ganske nemt at finde ud af. I det hele taget er der sådan lidt almindelig klassisk "Århus-historie" over det her, for da den lokale avis Aarhus Stiftstidende behandlede denne affære, havde man af diskretionsgrunde "matteret" billedet af den unge mand til tilsyneladende juridisk ukendelighed. Til gengæld gav man så et helt positivt link til, hvordan man kunne finde ud af, hvem han virkeligheden var. Man havde nemlig fra avisens side fundet ud af, at Århus Kommune på sin hjemmeside havde noteret dette cirkus og man citerede endda de eksakte ord fra kommunens side. Enhver kunne derefter ved blot at skrive citatet på google uden alt for mange sproglige fejl finde ud af, at manden hed Steffen Pedersen og hans lille cirkus "Det Gale Cirkus" Kommunens tekst var nemlig ikke blevet ændret på deres hjemmeside og Steffen Pedersens circus stod der stadigvæk som noget, man åbenbart anbefalede, men linket virkede så ikke længere. Så mente man åbenbart, at det problem var løst. Det var det vel på en måde også ihvertfald får Steffen Pedersen da et passende forspring..Ihvertfald de under 2 minutter det tog at afsløre mandens "cover", andre kan nok gøre det hurtigere. 
Nu skal det med for afdøde arveprins Knud, at vi ikke sympatiserer blot det allermindste med pædofile. Næsten ligeså lidt som vi sympatiserer med fuldstændigt skruppelløse sensations-journalisters hensynsløse heksejagt. At de angiveligt gør det for "den gode sag" ændrer ikke en skid. Hekse-bålene har overalt og til alle tider været forbeholdt dem, som til enhver tid af bål-tænderne er blevet udnævnt til passende syndebukke. Ligegyldigt hvem det er og hvornår det har været har der altid været bødler nok. De elektroniske bødler er ikke anderledes end alle de andre, som gik forud og alle dem, som vi ikke har set endnu.

"Hotel New Hampshire"

Nu er der vel næppe mange, som udenfor lettere demente oldinge-kredse længere kan huske den ellers stadigvæk aktive amerikanske forfatter John Irving. Han havde sin internationale bestseller-storhedstid fra sidt i 1970-erne og nogle år frem stor international success med bøger som "Hotel New Hampshire" og "The World According to Garp", kronologisk vistnok i omvendt rækkefølge, men det er noget mindre væsentligt. Ja, det er måske i virkeligheden af ligeså lidt betydning som den, disse datidige bestsellere havde på længere sigt. De viste et billede af USA, som vist ellers ingen havde set før, og for denne dengang yngre skribent var den da også noget yngre og en del mere attraktive Nastassja Kinski klædeligt bjørnekostume (og uden mums!) bestemt et alternativt glimt af den amerikanske mangfoldighed. Også Robin Williams i filmatiseringen af "Garp" er vel mindeværdig, mest fordi denne kronisk ulideligt grimasserende skuespiller lige her var "castet" ganske godt som den ulideligt/geskæftige og totalt lallende hovedperson. I disse bøger behandlede Irving de noget alternative seksuelle udtryksformer som de fandt sted i denne den mest "europæiske" del af USA. Det var vel derfor europæerne så godt kunne lide det. Man forstår det vel næppe, men det kunn de altså, selv om næppe nogen antikvarboghandler længere gider have de her bøger selv om de så måtte være gratis og det forstår man godt. Det var ligegyldigt/neurotisk på en måde, som enhver, som har set et interview med filminstruktøren Lars Trier vel kan genkende. Intens kriblende ubehag som det må være filmen "Araknafobia" for ja vel araknofober.

Nu er der lige en parantes, som vi må have med i billedet af verden "dazumal". Når man der i biografens tusmørke i smug beundrede Nastassja Kinski (ja, det er ikke en stavefejl) så kom man altid til at tænke på, hvor pæn hendes mor måtte være. Helt vanvittigt vildt pæn og helt givet fantastisk meget pænere end datteren. Faderen var nemlig en af verdens hidtil allergrimmeste mænd, nemlig den tidligt afdøde tyske skuespiller Klaus Kinski, kendt fra en enkelt spaghetti-western (hvor han naturligt spillede psykopatisk skurk) og fra adskillige Werner Herzog-film, (hvor han osse altid uvægerligt naturligt spillede psykopatiske skurkeroller). Især huskes han vel for Herzogs film "Aguirre", som selv efter Lars Triers nyeste filmepos og dens vægt på voldsorgier sagtens kan hævde sig stadigvæk. Iøvrigt sjovt, at man blot tager ad notam, at Trier kalder sig "von", måske vi selv skulle prøve med "von Mathiasen". Som Baron von Münchausen vom vist heller ikke var hverken baron eller von eller overhovedet hed Münchausen....Far Kinski var altså en ubegribeligt grim mand og det var hans datter så slet ikke, selv om forgræmmelsen i de senere år godt nok har lagt sine klamme hænder på den smukke Nastassja. Måske det bare ligger i navnet. En anden Natasja, nemlig hende Crone fra TV-Avisen er jo også blevet noget vampyragtigt-bister at se på i de senere år og vi gad godt være "fluen på væggen" i TV-studiet efter udsendelsen. Hvis det er den mest charmerende og imødekommende side hun præsenterer på skærmen (og det er det nok) så vil vi i kor udbryde med den tidligere danske statsminister "Sorte" Knud Kristensen, da Hedtoft udnævnte hans (nej, ikke sin endnu) egen bøsse-statsmister Gustav Rasmussen til også den nye regerings udenrigsminister: "A sæjer walbekom!" Valgmulighederne dengang var udenrigspolitisk noget begrænsede, fordi ingen ellers i regeringen kunne tale engelsk.

Og så er vi endeligt tilbage på sporet igen, nemlig det der med "bøsser". Dem var der jo rigtig mange af i disse Irving-filmatiseringer når man altså ser bort fra alle de transseksuelle og kønsskifteopererede og alle de andre seksuelle minoriteter. Faktisk var der ikke meget andet end statistisk afvigende personer, og det gjorde jo Irvings bøger noget "skæve" Ikke spændende, snarere "søgte" på en måde, som vandt god genklang i datiden, underligt nok. Nå, det eneste varige spor efter disse kulturelle manifestationer er vel et minde om, at den amerikanske stat New Hampshire måske ikke er den allermest typiske amerikanske stat. Denne viden blev så nyttig igen i går, da TV-avisen med Nastasja Crone (uha, igen tanken om hvordan hun er efter kameraerne forlængst er slukkede) havde en længere "feature" omkring det store gennembrud for bøsse-ægteskaber, som åbenmbart var sket i USA. Eller rettere måske var ved at ske, det var vist ikke rigtigt blevet indført endnu men hvis man blot håber nok går det måske i opfyldelse som i Askepot.

Vi har ikke nogen mening om hverken det naturlige, rimelige eller rigtige i bøsse-ægteskaber, det må folk altså selv om. Til gengæld var det vel ikke den bedste journalistiske dokumentation for, at der for alvor var sket et skred i den brede amerikanske befolknings syn på bøsseægteskaber. TV-avisen fremførte godt nok ikke mindre end 5 amerikanske stater, som vistnok måske om nogen tid måske ville gøre disse ægteskaber delvist lovlige, og det var vist et stort fremskridt forstod man. Statistisk er det måske knapt så overbevisende, for vi taler her om en samlet befolkning i disse primært nordøstlige Atlanterhavs-stater på godt 5 mill., som vist iøvrigt osse var splittet nogenlunde midt over. At tale om et egentligt skred i en befolkning på 300 mill. er vel i den mere letbenede statistiske ende. En af staterne var så naturligvis lille-lillebitte New Hampshire med dens ukarakteriske store koloni af kunstnere udflyttet men stadig i passende nærhed af metropolen New York. Som altså vor gamle ven John Irving, som stadig skriver om alternative seksuelle udtryksformer kommer han dog aldrig videre? Åbenbart ikke og det gør den her lamme statistik heller ikke. 5 stater af 50 er altså godt nok 10% af staterne men blot 1.67% af befolkningen. Så meget for den almindelige omtanke.

Ret meget anderledes er det nylige københavnske forslag om at gøre arabisk til et kvalificerende fag på linie med engelsk. Ifølge disse undervisningspolitiske eksperter er arabisk jo et verdenssprog så derfor burde det selvfølgelig give god mening. Om det gør det er måske knapt så indlysende som det måske umiddelbart kunne se ud. Hvis man virkeligt mente det alvorligt burde man i stedet for have undervist i mandarin-kinesisk (som er verdens så langt mest almindelige sprog) eller alternativt bengalsk eller hindi eller russisk eller portugisisk som er mere anvendte eller på linie sammen med en hel bunke indiske og kinesiske lokale sprog. Nå, så alvorligt har man åbenbart ikke ment det og det er måske også tvivlsomt, om den ellers højtbesungne sproglige og ganske udviklende "to-somhed" ligefrem er den allerbedste ballast ved tilegnelsen af et 3. sprog. Måske man bare skulle koncenterer sig om engelsk. Det er altså ikke voldsomt imponerende at høre NATO´s nye generalsekretær udtale sig på "danglish" og heller ikke den gamle bogorm, udenrigsminister Per Stig Møller behersker engelsk meget bedre end det, som enhver udvekslingsstudent på 13 år ville kunne opnå på en sommerferie i Somerset. Eller Hampshire, U.K. eller altså New Hampshire, USA. Det var så de allernyeste statistiske frontlinie-resultater, som vi helt selv selv har fundet på i dag.

Kan man sælge ud af de idealer, som man slet ikke har?

I dag vil vi forsøge at reflektere lidt over den musikalske udvikling, som jo på denne tid af året når et så lokalt lavpunkt, at man næsten må tale om en egentlig "musikalsk afvikling" Vi snakker naturligvis om det traditionelle Europæiske Melodi Grandprix, som løb over skærmen i går med bulder og brag og et eksploderende lysshow som mest mindede om selveste Ragnarok. Nu er det jo ikke traditionelt de allerstørste penge i at vinde dette efterhånden mere og mere "freak-show" lignende arrangement, selv om vi denne gang ganske vist ikke blev belemret med de tidligere groteske finske vindere Jordi i deres uhyrlige plastic-forklædninger. Der var til gengæld afgjorte lyspunkter ved de kommende udsigter til sommerens damemode hvis man skal tage bestik af kjolernes mere end "hulkorte" længde. Ellers blev de allerfleste indslag afviklet som rene "powerpop"-udstyrsstykker dog med en enkelt signifikant undtagelse, nemlig vinderen. Den var nemlig helt anderledes end alle de andre og fortjente selvfølgelig derfor at vinde selv om den ikke var bare det allermindste god. Derom mere senere.

Traditionelt har de såkaldt "seriøse" kunstnere traditionelt vægret sig ved at deltage i det Europæiske Melodi Grandprix, fordi det altid i alle lande har været identisk med hjernelam døgnflue-pop. Den eneste rigtigt succesfulde og etablerede megastjerne, som vist nogensinde har delatget, er vist den senere Sir Cliff Richard med "Congratulations" engang sidst i 1960-erne, som endda ikke engang vandt. ABBA vandt godt nok osse men det var vist mest et tilfælde og de ville med garanti været blevet gigantisk store også uden at deltage. Ellers har alle vinderne uden nogensomhelst undtagelse senere måttet tilbringe resten af deres musikalske liv rundt omkring på diverse blokvogne på diverse dyrskuepladser med omrejsende tivolier og indhyrede østeuropæiske linedansere og andre lommetyve. Ingen har taget en sejrherre i en så idiotisk konkurrence alvorligt kunstnerisk nogensinde senere hen, og det kan man selvfølgelig godt forstå. Især fordi "sejrens sødme" for vinderne altid har været ganske kortvarig, sådan lidt "Martin fra X-Factor sidste år"-agtig. Hvad mon han egentligt laver? Selv den eneste, der har vundet flere gange, nemlig den allerede fra starten noget kvabsede flødeskumssanger, irske Johnny Logan, har jo faktisk mest haft sin permanente fan-base i mindre jydske provinsbyer: Jo længere vestpå, jo bedre. I Irland var konkurrencen en del hårdere, der der forblev Logan den "nullitet", han var fra starten af, men i det jydske var Logan mest oppe mod "Den Syngende Slagter" og lignende, så der gik det en del bedre. Ikke godt, blot bedre og så var der tydeligvis (lidt for) rigelig alkohol bagefter. Den beskedne berømmelses eneste rigtige pris udover alle de nyligt fraskilte midaldrende trivelige modeller derude fra Sdr. Omme og videre vestpå?

Nu klarede Sir Cliff sig jo faktisk meget godt bagefter og det gjorde en anden senere vinder også, nemlig Katrina Leskanich nu osse. Begge havde forresten det afgørende tilfælles, at de allerede havde været etablerede megastjerner i mange år, inden de altså vandt. Katrinas vindersang kan næppe nogen huske overhovedet ligeså lidt som Katrinas efternavn (facit gives allersidst i dagens tekst, så tænk!), men alle kan huske hendes eneste hit som "Katrina and the Waves", nemlig "Walking on Sunshine" Ellers har det virkeligt været en ørkenvandring og det har været svært at se, at nogen ægte kunstner ved deres fulde fem ville kunne drømme om at vinde det her grandprix med det kunstnerisk nærmest uundgåelige efterfølgende "dødskys" Det er så tydeligvis blevet helt anderledes, og få eller måske ingen symboliserer det bedre end årets danske deltager Brinck, som til alt held ikke vandt. Det ville næppe have gavnet hans karriere, men lige i det her tilfælde ville det næppe heller have skadet. Han er nemlig et glimrende eksempel på den nye generation, som befolker alle reality-show-programmerne, nemlig de mennesker, der søger berømmelse for enhver pris, vist mest bare fordi de mener, de fortjener den. Der er ikke tale om nogen form for kunstneriske hensyn eller selverkendelse eller andre kedsommelige ting som for eksempel talent, næh Brinck sang blot et hjernelamt standard-industripop-produkt med en så i egen optik total hengivelse i det manisk-forcerede sangudtryk, at det var svært at forstå, at han ikke vandt. For ham selv naturligvis. Alene de indlagte aldeles komiske konstant praktiserede"hjulben"-positurer for både Brinck og de obligatorisk indskrevne dansere var vel det bedste eksempel på, at det ikke kun var heste på scenen, som manglede. Også enhver form for blot den ringeste selvkritik var forlængst skyllet ud i lokummet og det længe inden finalen, resten var blot en formalitet.

Nå, den eneste lære vort bysbarn Brinck drog af det her var ifølge dagens avis, at man næste år vil have et nummer "med flere gimmicks" ligesom den norske vinder åbenbart havde. Nej, Niels Brinck, det var ikke det eneste den ellers noget ubehjælpsomme norske vinder havde udover nogle trivelige norske nedringede noget ferske jenter og nogle voldsomt akrobatiske dansere. Den norske vinder vandt, fordi han havde blot den lillebitte smule humor og ironi, som var fuldstændigt fraværende i alle de andre indslag og ingen var vel i den henseende værre end det danske. Det ganske effektive lille "stunt" med hardangerfelen var osse noget mere meningsfuldt end nok så mange fjernstyrede fyrværkeri-udladninger og da især en ren lise i forhold til Brincks manisk-desperate sangforedrag. Det er altså ikke nok tilstrækkeligt at ville være stjerne for enhver pris, Niels Brinck, og selv om du til næste år altså med gimmicks vil forsøge at dække over den totale indholdsløshed, så er det altså ligemeget alligevel. 

Til gengæld vil vi godt udtrykke respekt for dit tidligere karrierevalg, da du fravalgte det lokale musikkonservatorium. Da undertgnede i et øjebliks panikagtig desperation i går aftes "zappede" for at komme væk fra dig, kom vi nemlig uforvarende over på TV2 Charlie, kanalen for noget afblomstrede eller ligefrem afdankede kunstnere og aldrende TV-exstjerner og tilsvarende andre alternative dele af den yderste kant af den danske talentmasse. Her var oh skræk og rædsel, en af dine mulige tidlige lærere dér på Kons. nemlig aktiv i et musikalsk "oh-hvor -har-vi-det-dog-hyggeligt"-musikgætteprogram. Det var den lokale sanglærke Jette Torp, der fjollede rundt ikke mindre åndssvagt end de direkte aktører i Moskva. I det hele taget var det altså en aften, hvor det blev isnende klart, at hvis man er tilstrækkeligt ligeglad med de musikalske idealer i kampen for at vinde for enhver pris så ender man alligevel højst på en blokvogn derude i landdistrikterne uanset om man så vinder eller ej. Der er typisk kun forskel i den kortvarige hyre. Nå, held og lykke til næste år, Niels Brinck, du får brug for det.
Omvendt, hvis man som Torp har absolut "minus-ingenting" på hjerte og derudover heller ikke pågåenhed nok, så ender man alligevel på samme "åndelige blokvogn" på den geriatriske kanal TV2 Charlie sammen med alle genudsendelser af de gamle tyske krimi-klassikere som "Kommissær Rex" (den med hunden!) "Landsbydyrlægen" og andre tilsvarende intellektuelle sværvægtere på 3. eller 4. genudsendelses-runde. Moralen er vist bare, at der skal humor med, så går det bedre og lige dén nådegave havde de danske optrædende i går altså ikke. Eller får den nogensinde, ellers var de vel holdt med at synge allerede, måske umiddelbart efter fødslen?
"Katrina and the Waves"´ vindersang i MGP 1997 hed iøvrigt "Love Shine a Light" Ligeså ligegyldig som Brinck uanset om han nogensinde vinder eller ej. Heldigvis havde Katrina Lekanich forlængst vundet. "Walking on Sunshine" udkom nemlig i 1985, altså 12 år tidligere.

En brontosaurus i baghaven

I dag skinner solen atter fra den forventeligt ganske skyfrie himmel på den stadigt slumrende kommende fru Olsen på atter en jubilæumsdag. For de enkelte, som ikke måtte have det minutiøst up to date, drejer det sig efterhånden om 4 år og 4 måneder, næsten magisk og næsten ligeså magisk som selve virkeligheden (men selvfølgelig også kun næsten) Det er naturligvis ikke fru Olsen som vi har i tankerne i dagens overskrift selv om en brontosaurus selvsagt har visse "rundbue-former" til fælles med med særligt de ældre klassiske kvindeidealer. Nej, det drejer sig mere om hele tiden at blive mindet om, at man engang har drømt våde drømme om at få sådan en fyr, og nu er den der så, skidestor og fuld af frygteligt megett lettere ufrisk dinosaurus-afføring. Dagens tekst drejer sig om, hvordan alt for urimeligt hurtigt opfyldte drømme altid ligeså hurtigt holder op med at være drømme. Ikke kun fordi de ikke længere er drømme, men simpelthen fordi det man troede var det materiale, man laver drømme af, blot var almindelig kedsomhed.

Rigtige drømme er jo som enhver teenagedreng ved noget ganske andet og en del mere vedholdende og tilbagevendende udover at de jo hyppigst er noget begrænsede i deres emne-kreds. Som bumsedreng er det altid de samme pigeansigter der dukker op og det ganske uden undtagelse. Indtil disse erstattes naturligvis, der er blot altid det fællestræk, at de altid allesammen vender tilbage igen og igen. Se, det er rigtige drømme og det vedbliver langt hovedparten jo med at være, fordi savlende teenagedrenge jo heldigvis aldrig har held som de har agt. Disse drenge kan sikkert heller ikke længere erindre, hvor lidenskabeligt de i den tidligste barndom havde drømt om at få en hundehvalp eller bare en PS 3. Drømme er kun drømme, hvis det mere er undtagelsen end reglen, at de opfyldes, og den gode drøm er karakteristisk ved, at der går et finit stykke tid fra det øjeblik drømmen starter til den opfyldes.. Hvis der ikke gør det er der simpelthen ikke tale om nogen drøm, og så er resultatet naturligvis heller ikke noget at drømme om, så er der blot tale om tilfældig "lyst-tilfredsstillelse" som alle kvindelige "shopaholics" ved.

Nu er det faktuelt usædvanligt med hold af brontosaurus-unger i parcelhus-baghaver, mens det til gengæld her i kvarteret er ganske normalt at have bittesmå "gø-maskiner", nemlig diverse chihuahua-småkræ. Disse er næppe meget mere åndssvage at have end en sikkert ellers ii havebassinet græssende lille fredsommelig lille brontosaurus-fyr. Det eneste en chihuahua er god til udover at gø er at bide alle sagesløse i sin rasende indavlethed og man kan så undre sig over, hvorfor Fanden folk (læs:kvinder) køber sådan nogle sindssyge kræ. Det gør de naturligvis ikke, fordi de fra barnsben har drømt om at få hund, ja de har slet ikke nået at drømme om nogetsomhelst. De har nemlig blot set Paris Hilton eller en anden "kendis" slæbe rundt på sådan et dumt kræ på et kennel-sponsoreret på TV 3, og det så åbenbart så "sødt" ud, at sådan en krabat købte man så naturligvis også selv. Bagsiden ved sådanne adfærdsvanskelige hundelignende gespenster er ellers den samme som med vores brontosaurus. Den bliver ved med at skide længe efter at man selv forlængst er holdt op med at være interesseret i møg-dyret. Godt nok skider en chihuahua ikke en trillebørfuld som en velvoksen brontosaurus, men man skal altså samle op alligevel. Til gengæld bliver disse utålelige småkræ 20 år gamle, hyterisk gøende til det allersidste forkølede bjæf. Bare man da så i det mindste havde drømt rigtigt om at få en rigtig hund. En Folmer Hund eller en Anton Hund...Det havde man bare ikke tid til.

Nu er det her ikke et moderne "Minnesota-kur"-bekendelsemøde, så derfor skal jeg ikke gå alt for meget i dybden med, hvad (og især ikke om HVEM, de bliver bare posthumt indbilske) jeg selv drømte om som som dreng. Derimod kan vi godt redaktionelt afsløre, at drømmene i felre årtier i ungdommen og langt op i manddommen (ja faktisk indtil for præcist 4 år og 4 måneder siden) gik ud på at få de største og bedste højttalere. De allerbedste og de allerstørste, det er iøvrigt det samme. Det betød, at først drømte man helt vildt og helt uopnåelige JBL 4350 og Tannoy Autograph højttalere. Det uopnålige i drømmene gjorde dem kun mere intense som enhver dreng, der har set videoen til Chris Isaaks største hit "The Wicked Game" med en noget afklædt noget yngre Helena Christensen vil kunne bevidne. Da det så endelig lykkedes efter ganske mange år endeligt at få fingre i de helt rigtige sager var tilfredsstillelsen forventet fantastisk. Drømmene var endelig blevet virkelige og de havde varet så længe, at det simpelthen var en betydelig del af ejerglæden, at man kunne huske tilbage på alle forventningsglædens elementer. Selv mindes jeg altid den spændte venten på de allerførste Tannoy HPD 385A-enheder fra High Fire i Kerteminde, som skulle komme som DSB-pakke. Efter mindeværdigt lang og smertelig venten endte det hele med, at jeg selv måtte ned i DSB Godsdivisionen i Skovgaardsgade og hente tingene. Møjsommeligt balancerende de voluminøse papkasser på cykelstyret var hjemturen et rent triumftog, intet mindre.

Senere hen er "take-off" tiden mellem ønsker og behovstilfredsstillelse jo blevet noget kortere og dermed er drømme-tiden (tak her til Bruce Chatwin og hans aboriginals) selvfølgelig blevet tilsvarende formindsket. Derfor kan man selvfølgelig ikke længere være spor sikker på, at man virkelig drømmer om det, som man tror man drømmer om. Drømmen har nemlig ikke været tilbagevendende nok gange. Det hele bliver til sådan en slags "drømme-dating", hvor man helt bogstaveligt hopper på det (den) første det (den) bedste uden overhovedet at vide, hvad det er man drømmer om. Nå, man får så tilsvarende heller aldrig opfyldt sine drømme fordi man altså slet ikke har givet sig selv tid til at have nogen. Det hele er egentligt lidt skræmmende her efter friværdi-gulvkalvs-dansens afslutning. Lad os til eksempel tage vores ungdoms drømme-JBL´ er eller store Tannoy.Man må her forestille sig, at gamle halvskaldede mænd som undertegnede har stået dér med uanede fiktive (skulle det altså vise sig) friværdier. Konen har fået sit nye køkken og hvad Fanden skal han så bruge sin del af "rovet" til. Måske naboen allerede havde købt en status-Harley, så tilbage var der så kun at købe noget andet indlysende overflødigt. Overflødigt, fordi man aldrig for alvor havde tænkt sig at bruge det til noget og indlysende, fordi alle de andre halvgamle tosser vel stadigvæk kunne huske de så attråede JBL-køleskabe i sparsomt fineret valnød.

Dem købte de så selvfølgelig og den øjeblikkelige tilfredsstillelse var sikret. Det var blot ikke resultatet af nogen længere drøm og derfor var resultatet selvfølgelig ca. det samme som med den besværlige dinosaurus i baghaven: Det hele viste sig at være en stor livsløgn, og forfærdeligt mange af disse spontan-købere af forlængst forgangne "våde drømme" opdagede, at de faktisk slet ikke gad høre musik længere. Som den danske radikale veteran-politiker Jørgen Jørgensen præcist udtrykte det, da en vælgerundersøgelse gav de de radikale hele 20 % af vælgerne. Direkte adspurgt om hvordan der lige pludseligt kunne være blevet så mange radikale svarede Jørgensen med de mindeværdige: "Det er der heller ikke!" Nej. der var heller ikke nær så mange potentielle "baghave-stjernekokke", som salget af gigantiske Weber-kombinations gas/elgrills med separate varmezoner i massevis måske kunne indikere og der var heller ikke nær så mange musikinteresserede som der var midaldrende mennesker, som i vildskab købte løs af de ting, som de altså troede, at de drømte om. Det gjorde de bare ikke. Det nærmeste de nok i virkeligheden kom til at drømme om noget var vel for mange i virkeligheden det samme, som deres sønner drømte om men det skal vi vist ikke længere ind på. Hele postyret havde været ganske forgæves. Som den unge Jesper Klein så rammende udtrykte det dengang JBL 4320 herskede enevældigt: "Det er altid trist at holde op med at ryge for så kun at opdage, at ens tænder faktisk ER gule.."

Resultatet er tydeligt. Dengang i 1970-erne var brugtprisen på et sæt 4343 efter måske 5 år stadigvæk langt over halvdelen af nyprisen fordi der for "de drømme der faldt, var der ny overalt" Man opererede stadigvæk indenfor samme "drømme-paradigme" I dag er det så sørgeligt anderledes. Megadyre nyindkøbte replica-JBL´er som vel henvender sig til lettere korpulente midaldrende mænd (hm. jeg skal vist ikke se ned af mig selv), har en brugtpris, som efter 6 måneder måske er en fjerdedel eller mindre af nyprisen og så skal man endda vente længe på en køber. Naturligvis fordi de drømme, som det altså viste sig, at man i virkeligheden slet ikke selv drømte, heller ikke deltes af andre. Man skulle vist bare have fundet på noget andet at interessere sig for, men det kunne man så altså ikke. Man kunne ikke vente på at nå sine drømmes mål fordi man ikke tog sig tid til at vente at de vendte tilbage. 
Tilbage er der så kun kærligheden og DÉN drøm er så blevet virkelighed! Langt, langt, langt om længe og den drøm har så til gengæld varet rigeligt længe nok til at vi ved, at det her er det helt, helt rigtige!

"Ak ja, man spildte vist sine bedste Aar med den Studietid!"

Nu var min egen studietid på Århus Universitet vel snarere end en egentlig dannelsesrejse mod den højere oplysning i langt højere grad en stadig konfrontation med menneskets allerlaveste instinkter. Vi taler naturligvis om datidens marxistiske ensretnings-flokdannelse, der red samtlige studier med en mulig undtagelse af de mest "hard core" naturvidenskabelige i en grad, så de udklækkede kandidater i over et årti vel i virkeligheden var noget dummere end da de startede. Til gengæld var de så tilsvarende mere trænede i almindelig konspiration og derfor var det selvfølgelig osse dem, der fik de fedeste jobs bagefter. At det lige præcist blev denne nærmest dannelsesløse generation, som sikrede sig alle de lukrative stillinger i det eksplosivt ekspanderende undervisningssystem betød naturligvis på længere sigt en betydelig åndelig forarmelse. Ingen af disse nye professorer, som var blevet det på en eller anden ligegyldig kapitallogisk afhandling om et eller andet selv efter akademisk målestok aldeles ligegyldigt petitesse-problem, var jo særligt interesserede i unødvendig konkurrence fra klogere kolleger. Nå, dem var der til alt held heller ikke ret mange af i denne for danske uddannelsessystem så enestående skændselsepoke. De få, der var, blev til gengæld tvunget til anden beskæftigelse af denne herlige konspiration af nyansatte uduelige lærere og studenter, som erstattede enhver akademisk interesse med politisk aktivitet.

Det var heller ikke fordi denne skribent fik særligt meget ud af tiden på universitetet, det skal siges ikke noget positivt ihvertfald. Det vil sige, lidt kom der måske ud af det alligevel. Det gik nemlig ganske vist noget langsomt op for undertegnede, i hvor høj grad de allermindste ånder med den allerstørste selvfølgelighed tilranede sig de allerhøjeste magtpositioner. I den sammenhæng tronede den forlængst afdøde professor Knud Rahbek Schmidt øverst i datidens slavisk-filologiske hierarki med en såkaldt "afhandling" om et eller andet oldslavisk problem. Jo mere man forsøgte at få nogen mening i den jo mere ubegribeligt usammenhængende blev den. Ikke fordi den var akademisk særligt kunstig eller spor uforståelig, der var blot ingensomhelst mening i banaliteterne, ingen originale betragtninger eller blot de ringeste spor af original forskning og den er forhåbentligt forlængst glemt nu. Tidsspilde og et livslangt lukrativt levebrød for denne usandsynlige "professor" Vi, der sad timerne igennem følte en intens kedsomhed som aldrig senere er blevet overgået.

Nå, den akademiske ikke-karriere for denne skribent førte nu også til noget rigtigt godt, det skal lige med. Nemlig at selv den allerkvikkeste sagtens kan vise sig at være uden nogensomhelst dømmekraft eller almindelig fornuft. I stedet for at være med til at omkalfatre det pilrådne skib, som professor Rahbek Schmidt og de andre tåber på datidens slaviske afdeling stod for, begravede hun sig nemlig på næsten middelaldernonne-agtig manér i forfatterskabet fra en eksileret sovjetisk forfatter til ingen nytte. Hun kunne virkelig have gjort en forskel, men valgte at spilde tiden i mange år med denne ubegribelige dødssejler-forfatter, som dog til alt held har fundet sit fortjente publikum. Denne skribent lærte dog derved, at ellers strålende intelligens ikke nødvendigvis førte til nogetsomhelst altså langt mindre end professor Rahbek Schmidt, som langt mindre sparsommeligt intellektuelt udrustet opnåede så langt mere. Grunden til, at vi i dag tænker disse tanker er, at enken efter denne gamle professor er død, 90 år gammel, særdeles mæt af dage og vel ikke mindre af mandens pension.

Dette ægtepar var vel det nærmeste, som man kommer begrebet "beton-kommunister" hele deres liv, manden var ihvertfald. Hvis han ikke havde kunnet konspirere, så var han garanteret heller aldrig endt som professor, men det kunne han! Nu kunne man jo så tro, at når disse gamle støtter til verdenshistoriens værste folkemordere, nemlig Mao og Stalin så dør, så kommer der en bemærkning i deres "levneds-karakterbog" og det gør der faktisk osse. I dagens nekrolog står der naturligvis, at både hun og manden, den senere professor Rahbek Schmidt, havde været aktive i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig. Om det er sandt eller ej har vi ingen mening om, mest fordi der jo statistisk i eftertiden var en del flere frihedskæmpere end der under var nedkastede "sten-guns" til. Vi antager dog, at det kan være korrekt. Til gengæld behøver vi så næppe antage noget m. h. t., hvornår ægteparrets modstand mod nazisterne begyndte. Det gjorde det nemlig om morgenen den 22. juni 1941, hvor Tyskland angreb sin nære allierede og store samhandelspartner siden forsommeren 1939, Sovjetunionen. I den periode var DKP og alle andre kommunistpartier fjernstyret fra Moskva gennem paraplyorganisationen Komintern, der sikrede intern ro mens Tyskland kværnede vestmagterne og Balkan. Selv ikke de værste værnemagere kom i almindelig skurkagtighed helt på siden af disse kommunistiske kollaboratører i denne periode.

Senere ændrede alting sig ganske vist og så selvfølgelig ikke alligevel. Det var jo naturligvis de samme skarpt-konspirerende DKP´ere som ægteparret Rahbek Schmidt, som blot fortsatte en anden fjernstyret kurs uden at mukke. Hvis Tyskland ikke havde angrebet Sovjetunionen havde sådanne mennesker jo naturligvis haft ganske samme success, det er næsten det værste at tænke på. Under alle omstændigheder førte det dem til samfundets højeste respekterede top hvorpå de døde mætte af dage og for professorens vedkommende noget omtåget af lidt for kronisk udsættelse for alkohol-dampe. Måske han alligevel kom på bedre tanker som tidlig olding. Hvis han gjorde formåede han i det mindste at dulme dem effektivt, denne allerede dengang i midthalvfjerserne lettere affældige kroniske skørtejæger. Alligevel skulle historiens "med-bør" (som vi søulke udtrykker det) være med denne verdens Rahbek-Schmidt´er. Ingen kan jo med dagens almindelige forarmelse indenfor selv den mest elementære historiske viden huske nogetsomhelst af disse datidens skændselsgerninger alligevel og det er selvfølgelig også derfor, at man uden folkeligt oprør i allerbedste Stasi-stil fra Østtysklands sidste dage sagtens i PET og de udenrigsministerielle arkiver ufortrødent kan fortsætte med at destruere bunker af arkivmaterialer, som kunne være (og helt sikkert er) uhyre kompromitterende for mange personer i det danske samfunds top. familien var jo ikke de eneste af disse "kroniske konspiratorer", som steg til samfundets allerøverste top, der var naturligvis tale om et særdeles velfungerende netværk. Rahbek Schmidts professortitel modbeviste det jo ikke akkurat.
Iøvrigt lever Rahbek-ånden videre ude i forstaden Stavtrup endnu. De var nemlig med til at grundlægge Århus Friskole, som undertegnede altid har haft en noget anstrengt forhold til for nu at udtrykke det lidt mildt. Den særlige "repressive form" for totalitaristisk tolerance, som praktiseres derude, er da et værdigt minde over disse mennesker. Eller måske bare passende, værdighed er måske ikke lige det ord der falder mig først ind.
Iøvrigt er overskriften i dag sakset fra vor største humorist Storm P. og hans tekstboble til et billede af den forhutlede fordrukne vagabond på bænken, som filosoferer over sit liv. Han havde ret.

Male, male!

På grund af uopsætteligt malerarbejde på vores nyligt indkøbte antikke Altec-Lansing højttalere i dag bliver dagens tekst noget kortfattet. Om vi ligefrem får de noget ukonventionelt designede flade og store truthorns-kasser til at blive kone-acceptable med deres gigantiske metaltragt-horn ovenpå med en møjsommeligt monteret megastor driver på henved 15 kg. er så straks et større problem. Vi tror ikke rigtigt på projektets levedygtighed i domesticerede omgivelser, men som de gode sportsmænd vi er giver vi den naturligvis alligevel en skalle. Eller også netop derfor på grund af håbløsheden som dengang med Tennysons digt om "The Charge of the Light Brigade" som jo heller ikke førte til nogetsomhelst. Ak, det hele var forgæves, men sikke dog en glorværdig kamp og det er så naturligvis den vi tager. 

I den mere seriøse afdeling skal det lige med, at vi faktisk i dag bliver stillet overfor betydelige logistiske problemer, som bl.a. består i at skaffe subwoofere til et lokalt underholdningsparadis, monitors til en musikalsk kro i det nordlige Jylland og så skal vi til Hou og så skal vi aflevere lidt PA på et lokalt kollegium og så skal vi osse lige følge op på en ordre til en østjysk højskole og Det Nordjydske Musikkonservatorium. Og så er der jo alt det, som vi ingenting ved om endnu.
I forbindelse med gårsdagens tekst har vi iøvrigt netop i går fået meddelelse om, at agenturet for de kendte finske Genelec-højttalere er skiftet. Det var det agentur, som det forlængst firma Wavehouse hovedsageligt var bygget op omkring, og da vor helt Bremer forsvandt her den 1. april så søgte Genelec altså osse grønnere græsgange. Blot underligt, at de ikke fulgte med vor ven, det havde jo ellers ifølge nå ja vor ven været et "ideelt ægteskab"? Når selv sådanne ideelle konstellationer i kosmisk perspektiv senere udvikler sig til det, der i gamle vist hed en "mesalliancer", så er det jo ikke nemt længere.
Det lidt specielle ved lige præcis dette valg fra Genelecs side af importør helt tilbage dengang, som altså nu endelig er omgjort, er jo, at det er strengt kronologisk sammenfaldende med dette beskedne firmas opståen. Derfor har vi naturligvis med en vis ærefrygt iagttaget de tilsyneladende successer, som samarbejdet angiveligt medførte. Altså så indtil det hørte op. I mellemtiden vil vi godt vædde på, at Genelecs markedsandel er dalet ganske betydeligt, men det kan jo naturligvis skyldes hård konkurrence, men det er næppe hele forklaringen, ja nok ikke engang blot den næstvigtigste. Vi er heldigvis i den professionelle lydbranche, hvor producenternes ikke altid lige rationelle eller fornuftige valg af distributører fuldstændigt matches af disse lokale distributørers for det allermeste helt ubegrundet tomme løfter om ja, et betydeligt (og for informere udenforstående folk som for eksempel marsboere helt ubegribelige) "løft" i omsætningen. For tiden bider selv de fornuftigste producenter på en madding af selv gamle tomme åbnede konservesdåser på et flosset nylonreb (det gør selv den dummeste ulk eller torsk altså ikke og især ulke er jo ellers ret dumme) uden tanke på den fremtid, som man på denne måde sikrer aldrig nogensinde kommer. Det fører underligt nok ikke til ret meget andet end stadige panikagtige udsalg af restlagre fra den til enhver tid nyligt fratrådte tidligere distributør mens markedsføringsmæssig kontinuitet forbliver en "by i Rusland" Nå, Genelecs nye valg forekommer nu undtagelsesvist en del mere fornuftigt end dengang vi selv startede, det skal lige med. Blot temmeligt meget for sent, for den tid der er totalt spildt, kommer jo aldrig godt tilbage.

Misundelsens lede Guinea-orm..

Nu er denne skribent på trods af utallige dyder ikke fuldstændigt fejlfri selv om vi naturligvis skal noget ned i bagatelafdelingen for at finde noget negativt. Der skal vi så til gengæld ned i dag, selv om det af arbejdsmæssige grunde bliver lidt kortfattet. Nå, der er som sagt heller ikke meget ufordelagtigt at sige. Selverkendelsen må dog nok alligevel føre til, at vi må tilstå, at vi ind imellem er en lille smule misundelige på andres success. Det er vistnok såre menneskeligt mener vi at vide, men det gør det bare ikke bedre. Den første gang jeg kan mindes at have været mindeværdigt misundelig (ellers havde jeg jo principielt ikke kunne mindes det) var, da en af mine skolekammerater på Endelave Skole viste sig at kunne blive solbrændt langt hurtigere end jeg selv kunne. Det var vist i bagklogskabens ulidelige klarsyn en noget tilfældig sen-følge af en omstrejfende tater på kortvarigt besøg i min skolekammerats familie engang i fortiden, og disse atavistiske træk nedarves jo så på sporadisk vis ind imellem. Ellers var vi allesammen inklusive hans bror nogle almindelige nordiske blegfiser, mens han altså nærmest øjeblikkeligt blev ganske bronze-brun som datidens helte i Interpresse-cowboybøgerne med Bill&Ben og Walt Slade. Den ene af disse gokkejerns-virtuoser var vist bare mere bronzebrun end den anden og det var ham det heldige asen Leif altså osse. Forbandet, forbandet, forbandet!

Misundelsen fortog sig aldrig, det blev blot efterhånden lidt lettere at leve med den. Måske det var derfor undertegnede udviklede visse færdigheder med en Weller-loddekolbe senere hen altså for at kompensere for denne barndommens farveløse utilstrækkelighed? Sikkert nok, jeg blev da ihvertfald aldrig brunere end dengang, mens jeg derimod blev overordentligt ferm med loddeapparatet. Derefter troede jeg så fejlagtigt, at der stod 1-1 mellem medfødte evner vs. de tillærte, men jeg tog fejl og misundelsens orm dukkede påny frem. Denne gang skulle det komme til at omfatte en mand, som overhovedet ikke kunne blive bare det allermindste solbrændt qua sit røde hår og som heller ikke kunne betjene en loddekolbe bare ganske lidt. Det drejer sig om min gamle chef K. Bremer, som efter at have solgt sit livsværk (ja, det sagde han selv, så det passer vel) "Wavehouse" til Benum i sidste måned fik nyt job hos det italienske handelsfirma ProEl. Det var da ligegodt forbandet, for hvordan kunne det dog gå til, at en mand, som altså på denne årstid bliver endnu mindre solbrændt end undertegnede (ganske lidt!) og osse uden mine møjsommeligt indøvede håndværksmæssige færdigheder så får det, som netmagasinet Monitor dk. kalder et "..tilbud, som han ikke kunne sige nej til" Der er simpelthen ingen retfærdighed til længere ikke mindst fordi begivenheden ifølge samme nyhedsspot på Monitor.dk var ".-.noget af det der blev snakket om på Prolight and Sound (årets største messe i branchen i Frankfurt red.)"

Nu kunne noget måske mere end tyde på, at der måske ikke har været ret meget at snakke om på messen, men vi er altså skidemisundelige alligevel. Hvad hjælper det så overhovedet at dygtiggøre sig når det er andre der løber med de fede jobs og de skønne kvinder? Nå, lige præcis det nye job som vistnok ellers "europæisk koordinator" for vores ven her ligger nu ganske mange etager over denne skribents ellers betydelige evner. Det bliver da ikke mindst spændende at se, hvordan vor mand uden (ihvertfald ikke hidtil dokumenterede) denne skribents møjsommeligt tillærte færdigheder skal kunne blot danne sig et overblik på det her marked. Det bliver helt sikkert heller ikke nemmere af, at en sådan mega-bred produktportefølje selvfølgelig naturnødvendigt skal sælges i adskillige brancher, ihvertfald så vidt vi kan se. Nå, hvad vi kan se i denne sag er vel strengt taget underordnet, det vigtigste er selvfølgelig hvordan større ånder end denne tackler disse for denne skribent helt håbløse handelsstrategiske og almindeligt tekniske problemer. Igen, det er vel under løsningen af de allerumuligste opgaver de allerstørste ånder rejser sig, og den her opgave er vi squ glade for, vi ikke selv skal løse. Hvis det så til lykkes lykkes så er den lillebitte "misundelsesorm" dér på bade-havnemolen på barndommens Endelave erstattet i denne denne skribents krop af den anderledes lede misundelsesorm, der hedder en "Guinea-orm". Prøv lige at google den, det er en helt ubeskriveligt led fætter.
Og så er vi tilbage ved solbrændtheden igen. Som der står i den tydeligvis aldeles plantede nyheds-"artikel" på Monitor.dk, så "..kommer han også til at være en del under sydlige himmelstrøg" Ja, så kunne det da også bare mangle, at han osse udviklede sig til at kunne blive mere solbrændt end undertegnede ligesom ham lede Leif.. Mon dog ikke denne fysiologisk noget usandsynlige sandsynlighed er nogenlunde den samme som at det andet lykkes? Æv, ormen gnaver stadigvæk, for hvad nu hvis? Måske vi bare skulle holde op med at læse det her lort i Musikeren og på Monitor.dk. men så ville vi jo ikke vide, hvem vi skulle være misundelige på. Det ved vi heldigvis nu og det har vi jo altså altid været. Det var så den beskedne selverkendelse som vi havde valgt at bringe i dag.

Billy Graham

Nu er denne skribent ikke akkurat overdrevent udadvendt eller særligt højtråbende, ja i virkeligheden i egen optik sådan nærmest en slags mandlig udgave af den klassiske "stillepige". Nu ved vi godt ikke, hvad det modsatte af DAMP-syndrom er, men hvis det havde eksisteret, så var det vist nærmere det, som undertegnede led og lider af. Det har tydeligvis ikke blandt mine søulke-forfædre været nogen særskilt positiv selektions-værdi forbundet med at stå og råbe helt åndssvagt dér på fiskerbåden. Ja, måske det ligefrem har resulteret i, at enkelte skrighalse i slægten Mathiasen ligefrem er drysset i havet derude på det dybe uden at nogen altså udviste overdreven ihærdighed for at dreje skuden for at fiske dem op igen. Resultatet var ihvertfald, at en "rigtig Mathiasen" var tænksom som få og klædeligt beskeden som færre på trods af sine betydelige evner, som han dog selvfølgeligt stoisk bar på derude i den kroniske modvind. Som denne skribent naturligvis turde være et glimrende eksempel på, ja måske ligefrem det allerbedste. Til gengæld udviklede slægten gennem utalte æoner i stedet pagaj-lignende næsten svømmefodsstore fødder, som åbenbart var anderledes anvendelige når man engang imellem uundgåeligt sank. En effektiv tilpasning til en tid og et nordatlantisk havmiljø, der var engang som osse gejrfuglen benyttede. Med nogenlunde samme langsigtede success, men det har tydeligvis hjulpet. En tid.

I det hele taget har det altid været noget komisk at se alle disse højtråbende mennesker, der erstatter mangel på indhold med tilsvarende større anvendelse af øredøvende stemmekraft. Måske der ligefrem er tale om det begreb, der hedder "inkommensurabilitet" og hvor det ene ligefrem kan tænkes principielt at udelukke det andet?, For denne skribent, hvis omtanke er skærpet gennem mange generationer af tavse Mathiasener, som har stået på den såkaldte "hunde-vagt" på alskens søgående fartøjer, har det ihvertfalt altid været slående, hvor lidt der altid bliver sagt især af dem, som taler allerhøjest. Derfra hvor vi kom blev det allervigtigste eller det allermest ildevarslende altid sagt med den allerlaveste stemme. Hvis der altså overhovedet blev sagt noget, det blev der sjældent, mest fordi der ikke var noget at snakke om. Det helt usagte var altid det allerværste. Man var vel en Mathiasen og gjorde ikke meget væsen af sig.

Dengang i de formative år var det mest komiske, som man kunne opleve, amerikanske prædikanter som den allestedsnærværende uhyre stemmekraftige Billy Graham. Det var både skræmmende og fængslende at se denne glittede gentleman med en stylet bølget frisure som Fætter Højben underholde titusindvis af begejstrede mennesker på store stadions med sin øredøvende salvelses-stopfulde stemmekraft. Og en hel bunke JBL-højttalere naturligvis. Når man så Graham kom man altid til at tænke på, hvad Hitler dog kunne have drevet det til med lidt ekstra forstærkning af lyden og lidt equalizing til at fremhæve de hvæsende pointer. Nå, men lige meget hvor meget Billy talte udeblev de langsigtede resultater. Paradiset kom aldrig trods utallige besværgelser og alle kollektive bønner ned på jorden og den eneste kræftform, som man gennem alle bønnerne fik næsten 100% bugt med, var testikelkræft. Det sidste kunne jo også skyldes, at de fleste kræftforskere var mænd og derfor havde visse indlysende prioriteter præcist i den retning. Under alle omstændigheder var skrigende prædikanter ved gigantiske møder et isoleret amerikansk fænomen, som ikke rigtigt slog igennem. Ikke i første omgang ialtfald.

Det skulle blive anderledes. Ikke at det skete lige pludseligt, for der var en længere indkøringsfase. Nu har prædikanter overalt i verden fra "The Mad Mullah" kendt fra Kitcheners felttog i slutningen af 1800-tallet i det sydlige Sudan og til prædikanten i det nordøstlige hjørne af Hyde Park i London jo altid optrådt på en måde, som mest illustrerede den fra middelalderen så berygtede "Sct. Veitsdans" (forårsaget af toksiner fra meldug og anden mug) At det så senere viste sig vanskeligt både at se, hvorved den berygtede "The Mad Mullah" så adskilte sig fra andre af slagsen og at Billy Graham blot var en enkelt af mange lignende plat-prædikanter gjorde jo ikke sagen bedre. Og da slet ikke, når det i aften i TV bliver klart for enhver, at disse bevægelser er hos os endnu. Denne gang hedder de så åbenbart "Evangelist" og de skal vist bare have bank, skal de. Det er jo også uligt meget nemmere at slå på de små og da især på de kristne, som jo ikke slår så meget igen. Ikke at vi sympati for dem ellers.

Nu er vi fuldstændigt stjerne-græskkatolske omkring tosserne i "Evangelist" og deres djævleuddrivelser. Historisk tyder jo ingenting på, at der på den måde med højlydte besværgelser er blevet færre djævle i verden (nok snarere tværtimod), så nej, vi tror ikke på det. Til gengæld ved vi, at lignende besværgende bevægelser med diverse råbende mandslinger altid har været hos os og aldrig flere end nu og det også udenfor alle de forskellige fundamentalistiske religiøse bevægelser. Galskab kan nemlig ligefrem gøres til en gangbar salgsvare, selv om det (desværre) ikke kan varemærkebeskyttes, dwertil er der åbenbart allerede alt for mange om budet og verden er desværre alt for gal.. Billy Graham og alle de andre tosser er nemlig blevet overhalet indenom, og måske lidt overraskende (nåh nej, nok ikke alligevel), er det de landsdækkende TV-stationer, som på samme tid promoverer varer fra et privat firma, som for denne lægmand ligner "djævleuddrivelse" lidt rigeligt meget. Ihvertfald er der tale om særdeles effektiv uddrivelse af enhver kritisk og redelig journalistik. Nu hedder det så bare i stedet "coaching" og prædikanten hedder "The MadMan" og er dansker.

For et par dage siden blev dette sælsomme marketing-fænomen så portrætteret i fuld aktion i et ligegyldigt IT-firma. Ligegyldigt fordi ethvert firma, som behøver gribe til disse desperate (ikke)virkemidler alligevel er dødsdømt forlængst, så derfor er der næppe grund til at memorisere navnet. Dette skamløse licensbetalte PR-portræt viste "The MadMan" i kalkuleret "power-talk" til sagesløse medarbejdere, som pligtskyldigst hoppede rundt som middelsvært retarderede haletudser. Vi så underligt nok ikke nogen medarbejdere, som ikke deltog, men det at nægte at kaste enhver anstændighed overbord (husk vi er søulke) havde nok haft nogenlunde samme fremtidsmuligheder i firmaet som at være militærnægter under nazismen. Ikke alverden altså. Det sjove ved dette afskyvækkende amerikansk vækkelsesprædikant-inspirerede optrin var så, at "The MadMan" i interviewet jo selvfølgeligt oplyste, at hele denne kalkulerede "madness" var helt anderledes end den "madness", han havde kolporteret sidste år. Dengang for længe siden drejede det sig vist mest om at give medarbejderne sådan en slags betalt frikvarter, men nu var der i stedet blevet anderledes "mening i galskaben" Ak ja, det var måske galskab af det hele, nemlig at tage lige det her alvorligt overhovedet.

Nu gik hele dette til det alleryderste pinlige optrin ud på at sikre overskud i firmaet, som havde entreret med denne "MadMan". Derfor stod man som hysteriske kællinger under landstræner Ulrik Wilbeks ledelse (nå nej, det er vist mændene i dag, undskyld) og råbte og skreg og lovede i kollektivt hysteri, at man virkeligt ville vinde. Vinde, vinde for enhver pris. Man kommer i den anledning til at mindes de glade heilende dage med sangen "Wir fahren gegen Engeland" med bayersk tamburkorps og det hele. Hvordan denne kunstigt opviglede syntetiserede galskab i sit væsen på nogen måde adskilte sig fra "Evangelist" og deres skrigense djævleuddrivelser og diverse tilsvarende ytringer fra andre fredags-fora om udslettelse af Israel kan vi til gengæld ikke rigtigt se. Om uddriverne i "Evangelist" får penge for det ved vi ikke og udfra "spiseseddelen" i TV kunne det se ud til, at man ihvertfald måske for en sikkerheds skyld havde valgt noget lettere følelsesmæssigt labile kvinder, men det får vi selvfølgelig se. Og så måske er der alligevel en forskel. Vores "coaching-ven", "The MadMan" (læg mærke til stavemåden, den er nemlig muligvis på vej mod varemærkeregistrering) er nemlig et tegn på, at intet længere er, som det var engang. I Billy Grahams storhedstid kunne ingen drømme om at tage sådan en syntetisk flødebolle-frelser bare det mindste alvorligt. I dag kan en selvudnævnt "MadMan" med en hypnotisk og magnetisk udstråling på nogenlunde niveau med en mæt melorm så til gengæld tjene penge og blive den nye tids Frelser for nødlidende virksomheder. Ihvertfald hvis man skal tro TV og direktionen i firmaet, ak, ja, men det skal man nok ikke.
Vi var ikke klar over, at det kunne stå så galt til, men vi tog tydeligvis fejl. Nå, men det er da godt at vi kan give lidt ny erkendelse videre i Mathiasen-slægten. Mindre ville vel heller ikke være at forvente med sådanne betragtelige åndsevner.

Jette Torp

På russisk har man den sproglige praksis, at en konsonant i såkaldt "udlyd", altså typisk sidste bogstav i et ord enten "afstemmes" eller "afspændes" Det vil mere enkelt sige, at et "szzemt zz" bliver til et aldeles ustemt almindeligt "ss", og at det normalt spændte "g" såmænd bliver til et "k". Inden vi nu bliver alt for lingvistisk spidsfindige i dag skal vi lige huske at anvende denne almindelige sproglige iagttagelse på et musikalsk fænomen, som har hærget den vestlige verden i mere end 3 årtier. Vi tror nemlig, at vi har opdaget en genial dobbeltbundet sproglig vits. Den mest berømte del af dette musikalske fænomen blev døbt Gordon Sumner. Ham er der næppe mange der kender ligesom vel heller ikke mange husker navnet Reginald Dwight for ret meget. Den sidste blev ellers senere med god ret bedre kendt som musikalsk brille-ikon og rejsende i ubegribeligt eksorbitant overlæsset dårlig tøjsmag, den eneste, der nogensinde har kunnet give den forlængst afdøde amerikanske pianist Liberace "bag-hjul" Det dér med forstavelsen "Bag-" (som her er den betydningsbærende del af ordet) og interessen for samme (altså bag- som i "bag-del") hos yngre mænd havde de jo begge tilfælles. Liberace havde som den danske mediehelt, speed-snakkeren ligeledes afdøde Kim Schumacher blot den skæbne at være alt for aktiv i en sportsgren med lidt for stor risiko for overrevne kapillærer i en uheldig tid, hvor følgerne desværre ikke endnu kunne behandles. Dengang var alting vist bare mere naivt og uskyldsrent, for dengang hed sporten på det dengang ganske nye TV2 faktisk "Sport i 2-eren"...Det blev den som bekendt ikke ved med.

Gordon Sumner blev heller ikke ved med at hedde Gordon Sumner, det er ellers et vældigt pænt navn. Nej, han var i midten af 1970-erne med til at danne et band, der senere blev meget kendt. Ikke et meget godt band, det er nemlig noget andet. Derimod blev dette band et tegn på en ny tid, som slet ikke var kommet endnu, nemlig den "politiske korrektheds epoke" i sin allermest kvalmende form personificerede dette noget parodiske "rock-light" orkester, der som bekendt kom til at hedde Police. Med en nidkærhed, som ikke lod Orwells "tankepoliti" ret meget efter, forfulgte Police alle de helt rigtige politiske standpunkter, altsammen i en ikke-kontroversiel "light"-udgave. Sådan lidt støtte til visse sympatiske udseende frihedsbevægelser (dem, der mest lignede den nuttede pandabjørn) og så osse lige lidt "verdensmusik" bare for at vise den sande kosmopolitiske indstilling. Gordon Sumner blev i den sammenhæng jo til den verdenskendte sanger og bassist Sting og så er vi endelig tilbage ved vores nye sproglige teori. Når man udtaler hans navn på russisk bliver det nemlig uvægerligt til "Stink" og det MÅ der være en mening med. Sumner er nemlig slet ikke nogen dum mand, og vi tiltror ham bevidst at have indbygget denne lille nød-ventil i sit (selvskabte naturligvis) tilnavn. Vi kan ihvertfald ikke komme i tanker om nogensomhelst musiker, som har haft mindre "brod/sting" end ham, der netop hed Sting. Han har simpelthen aldrig hævdet noget synspunkt, som nogen nogensinde har kunnet være blot en smule uenig i og det er måske af den største vits af det hele.

Nu har vi selv forrige sommer hørt Sumner her i Århus, og vi kan da hermed vitterliggøre, at selv de allerlaveste forventninger baseret på årtilange grusomme tvangs-afspilninger for denne skribent rundt omkring på byens ungpigeværelser af denne dengang så populære mainstrem-pop forklædt som rock alligevel blev langt overgået ved den aktuelle koncert. Det vil sige, formelt er det korrekte ord vel "undergået", for den højlydte snak mellem publikummerne under dette intense sansebombardement af intens kedsommelighed deroppe fra den kalkuleret-manisk hoppende Stink på scenen tydede på, at andre havde den samme oplevelse som undertegnede. Lige meget hvor gratis billetten havde været var det gyseligt rædselsfuldt alligevel og endda en smule værre. Måske det havde været bedre, hvis man havde betalt selv? Muligvis, folk sidder da stille på Pejsegården, når Østjydsk Musikforsyning optræder med ikke meget bedre "musikalske standardvarer" fra allernederste skuffe så sikkert, ja. Dog ikke ret meget tydeligvis, så højt der blev snakket og så lidt der blev lyttet ved denne koncert, som simpelthen bare var en ren "stinker"

Der skulle dog være rigelige muligheder i den kommende tid i vores lokalområde til at se vor tids "musikalske Stin(G)kere" For eksempel er det jo i denne måned, at amerikanske legendariske "rock-light" orkester Eagles optræder her i Århus. Ordet legendarisk plejer man jo at benytte i salgsfremstød, når der ikke rigtigt har været noget positivt at sige om noget i den senere tid. Lige i tilfældet Eagles må denne tid udstrækkes godt 30 år, da gruppens hitplade "Hotel California" blev udsendt i slutningen af 1976. Trods effektiv markedsføring er denne turnerende "geriatri-afdeling" af lettere afdankede musikere altså udset til at kunne udsælge den lokale Århus Arene med 40.000 pladser. Hidtil er der ganske vist kun solgt 28.000, selv om det for undertegnede godt nok allerede er mange for meget til en helt fantastisk meget for høj pris for sådan noget. Indtil for et års tid siden ville det sikkert være gået ligesom det gik med den sagnomspundne koncert med Sting, altså en koncert for udsolgte huse på trods af enhver rimelig fornuft. Sådan er det heldigvis ikke længere, folk tænker sig åbenbart en smule om, så finanskrisen er bestemt ikke kun af det dårlige og endda langt fra. Nu skal det så med, at denne skribent i dagens tekst på ingen måde er neutral eller uvildig. Selv undrende tanker i en langt senere eftertid over, hvordan disse dengang noget yngre kvinder dog med deres samlinger af Sting og LP´-er med sødsuppe-poppedrengene fra Eagles dog kunne modstå denne skribents charme (det kunne de nu sagtens!) har ikke ført til nogen afklaring af musikken for den skribent. Den er stadigvæk lige traumatisk og derfor aldeles rædselsfuld.

Nu kan det selvfølgelig være, at denne lurende koncert-fiasko skyldes helt andre grunde. Måske skal vi over i den mere etablerede del af musiklivet for at finde den egentlige "synder", nemlig muligvis den lokale formand for Dansk Rocksamråd (Rosa), den kendte Gunnar K. (glem endeligt ikke K-et, som vist står for Kloppenborg, mærkeligt han ikke bare kalder sig det?) Madsen. Vor ven Gunnar har i næsten ligeså mange år som Eagles har spillet afskedsturneere (LÆÆÆÆNGE!) stået for den permanente fornyelse i dansk musikliv. Det har altid forekommet underligt for undertegnede, fordi et menneske vel principielt kun kan forny sig et vist antal gange på samme måde som hud-epitel har en "sidste salgsdag", hvertfald hvis det skal være med nogen rimelig overbevisning. Fornyelse kan altså ikke for evigt komme fra de samme samme gamle koryfæer eller altså blot almindelige fæer. Noget andet med Gunnar, der er den evige fornyer, sådan en slags musikalsk omrejsende "Jehovahs Vidne" i kolportering af budskaber til et allerede forlængst mættet og aldeles overfyldt musikmarked/paradis. Lidt paradoksalt men sådan er det jo med tro, osse den rette.

Gunnar K. siger nemlig de for enhver Eagles-koncert de noget ildevarslende ord, at man som betalende publikummer må spørge, om: "Er orkestrene gode nok? Originale nok? Nyskabende nok?" I tilfældet med Eagles er det vel rædselsfuldt let at svare på. Hvis man mener at musikalsk sødlig amerikansk pop-sagosuppe spillet af nogle noget affældige forlængst afblomstrede stjerner under ekstremt rutineprægede forhold forårsaget af svigtende pladesalg er noget at brænde en marginal-beskattet tusse af på så er man altså selv ude om det. Ikke at vi derudover er spor enige med Gunnar i ret meget ellers, for herfra vil vi nok mene, at den bedste musik altså skabes, når man er blevet god nok til netop IKKE at behøve at forny sig ihvertfald ikke lige nu men står ved det man er lige der man står. Når man så bliver stående på gamle åreknudrede ben nu langt over 30 år senere på selvstamme sted som Eagles så har det alligevel været for sent længe. Ligesom det vel er at få pengene tilbage for billetten for dette arrangement, som ligner et selskab på kommende kuld-sejlads.

Man kunne osse vælge at tage over til Arenaens nabo, Tivoli Friheden. Dér kan man opleve en kvinde, som har fået sit helt eget helsides hyldestportræt i gårsdagens lokale JP. Hun har åbenbart "..et stort hjerte. Der er nemlig plads til hele Århus" som der står skrevet. Adr! Inden man nu forestiller sig en nyere udgave af den danske revy-matrone Elga-Olga som den kuglerunde "Fløjtetønde Victoria" skal vi da afsløre, at det naturligvis i dette rædselsfulde journalistiske barne-sprog drejer sig om den lokale kendte sanglærke og fra div. danseprogrammer berømte kropdue Jette Torp, kendt for, ja vist mest for at have været med ved siden af de rigtigt kendte. I forbindelse med dette JP-sponsorede dødssyge helt kritikløse PR-indslag for hendes årligt tilbagevendende revy ude i Friheden har Jette Torp endda lavet en ny "sang til Århus", der hedder "Go Århus" Nu er det langfra fremmed for små piger at skrive små digte i deres poesibog a la klassikren "Sød/Tøs" skrevet på kryds, det er blot langt de færreste, som ligefrem som Torp udstiller sig på denne måde ved at offentliggøre dem, men det er vel mest et tegn i tiden, at kritikløsheden vinder frem overalt. Diverse talentkonkurrencer tyder jo heller ikke ligefrem på, at selv den allermindste smule selvkritik ligefrem er et modefænomen i tiden, og Torp lægger sig fint i tråd med denne tendens. Nå, men som sagt, hør den på Torps hjemmeside og husk rigeligt lommetørklæder. Ikke fordi den er sørgelig i traditionel forstand. Det er mere som en slags "epitaph" over noget som var engang. Nemlig helt rigtig og ægte musik uden alskens "gustne kalkulationer" Altså det helt diametralt modsatte af det, som vi har snakket om i dag. God koncert og husk at tænke dig om, det skader ingen udover den dårlige smag og det er jo egentligt slet ikke dårligt!