tirsdag den 8. december 2009

Tak, Johnny!

Nu er vi måske sommetider unødigt sparsommelige med "roserne" her på siden, ja, fruen i huset ville måske nok udstrække dette til ALTID. Derfor vil vi i dag gøre en absolut undtagelse og hylde en skribent, som vi ellers sjældent læser. Manden hedder Johnny Harboe og skriver normalt (vistnok altid, vi har aldrig ellers set hans navn nogen steder) om heavy metal-musik. Vi "skimmer" sommetider lige hans skriverier uden dog at tage noget videre ad notam, da vi allerede længe har vidst, at det eneste rigtige heavy-band naturligvis er Mötorhead, heja Lemmy!! Indtil nu har vi vist nærmest ubevidst betragtet Johnny Harboe som en slags "bekvemmeligheds/letvægts-skribent", men dér har vi for en sjælden gangs skyld taget forfærdeligt fejl. Han er nemlig skide-hård og det endda uden nitte-bælter og alting!

Harboe har nemlig begået den bedste boganmeldelse, denne skribent nogensinde har læst. Nu HAR jeg rent faktisk læst en hel af slagsen og en del har da været bemærkelsesværdige og enkelte absolut fremragende. Harboe tager dog alligevel prisen. Den bog, han anmelder, er skrevet af en lokal deltids-musiker og-journalist, Martin Blom Hansen. Manden er mest kendt for i nærmest utallige år i det lokale musikalske miljø at se særdeles "mellemfornøjet" ud i et vel efterhånden med rette anerkendt blues-band. Nu skal "anerkendt" her vel med rette præciseres til at betyde "underkendt" af publikum, ellers spildte Martin nok næppe tiden som forfatter. For det gør han så sandelig!

Martin Blom Hansen har åbenbart "begået" en kriminalroman selv om den ifølge anmelderen vist mest burde "anmeldes til politiet egen bemærkning red.)" for lallende amatørisme. Som Harboe bemærker: "Fra det øjeblik bogen åbnes, går det ned ad bakke" Tak for kaffe, skal vi da sige herfra, Det uddybes på fineste og særdeles anskuelige vis: "Persontegningen er helt igennem svag og karikeret..Således taler alle karakterer med den samme stemme som den alvidende fortæller, og det vel og mærke i en opstyltet og dumsmart tone" Tak for ENDNU mere kaffe, det er altså godt gået, Harboe! Nu er denne skribent en lille smule hæmmet af et vist tidligere personligt kendskab til Martin Blom Hansen, og nogen absolut sprængfarlig "humørbombe" er han vel ikke akkurat. Det kunne måske betragtes en nødvendig forudsætning for at blive en succesfuld blues-musiker, men det er tydeligvis ikke en tilstrækkelig forudsætning..

Alligevel er det åbenbart en nærmest kriminelt ringe kriminalroman. Blom Hansen har i nemlig i stedet for at lade folk kikke på sit bras "...rådført sig med musikere og guitareksperter.." og der findes endda en udførlig liste bag i bogen, hvis nogen altså nogensinde skulle komme så langt. Nu er det ikke hverken menneskeligt diskvalificerende eller dumt at have en halv-sygelig interesse for guitarer (denne skribent bor vel i en lignende retning selv i et veritabelt glas-hus) men havd i alverden det har med en kriminalroman at gøre er da et godt spørgsmål. Som vist kun besvares med "Absolut ingenting!!"

Johnny Harboe slutter noget lakonisk med at konstatere, at forfatteren "..også kunne have snakket med bare én (herligt, herligt, Johnny!) der har forstand på litteratur. Så havde man måske opdaget, at kapitel 7 mangler" Og så er vi ikke engang kommet til det, som Harboe med rette kalder for "bogens ufrivilligt morsomste sammenligning" Man må altså osse sige, at der ryger man altså baglæns ned af pinden i fugleburet, som papegøjen Andrea vist engang udtrykte det. Af krampelatter forstås. Blom beskriver nemlig en af personerne således: "En kraftig, lyshåret mand med overarme som Skipper Skræk" Som Harboe tørt bemærker mens vores læsere lige justerer billederne af Skipper Skræk og hans veninde Olivia i deres kollektive erindring: "Undskyld mig, men er det ikke Skipper Skræks underarme, der er imponerende?" Jo, det er det, overarmene er blot tændstik-tynde pinde. Det er altså en virkelig falliterklæring for en forfatter at forsøge sig med ellers indlysende eksempler på sproglige "blomster" fra tegneserierne når man nu (heller) ikke aner en pind om dem. Eller om hvordan man staver Gloria Gaynor eller Luc Besson.

Ak ja, inden vi helt lader denne hjælpeløse forfatter slippe i dag skal det med, at han heller ikke hverken kan stave eller ret-skrive selv velkendte kulturpersonligheders navne, som Harboe bemærker det. Det er altså bemærkelsesværdigt, da Martin Blom Hansen faktisk driver et privat kommunikations-og journalistik-bureau. Nu ved vi selvfølgelig ikke positivt, om han tager penge for det, men indicierne kunne tyde på noget i den retning. Harboe slutter sin anmeldelse med den sikkert ganske fornuftige opfordring:"..tilbage i øvelokalet!" Ikke at det sikkert hjælper alverden ligeså lidt som passionen for guitarer førte til nogetsomhelst interessant indenfor den musikalske karriere. Lige her hjælper det gamle "fyndord" "skomager, bliv ved din læst" ligesom heller ikke. Når man som Martin Blom Hansen her tydeligvis slet ikke har nogen læst er det altså ganske svært at være skomager.

Næsten ligeså svært som det er at være forfatter. Harboe giver 1 narrehat af 6 mulige, sikkert for det udviste mod ved at turde udstille sig selv og sit makværk på denne formidable måde, anderledes kan vi næsten ikke læse det. Bravo, Johnny og et stort "buh!" herfra til blues-manden Martin Blom Hansen. Det eneste gode ved hans bog er vist udover den fine anmeldelse, at nu har han da VIRKELIGT fået grund til at have "the blues". Men på den anden side, hvem har dog også nogensinde hørt en glad og bredt smilende jubel-neger synge "the blues"
"Stående, voldsom og langvarig applaus" herfra, som det tidligere hed i referaterne fra de sovjetiske partikongresser. Til dagens helt i skysovs, Johnny Harboe. Tak skal du have!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start